Hekseøjne

Kapitel 1

I heksehytten

 

Hun stirrede ind i kuglen mens hun prøvede at koncentrerer sig. Vandet lå stadig blankt og stille.
”Koncentrer dig Carroll,” lød Heksemors hæse stemme fra skyggerne.
Carroll lukkede øjnene og tog en dyb indånding inden hun igen stirrede ind i kuglen. Vandet begyndte lige så stille at boble.
”Dygtig tøs, bliv ved,” hviskede Heksemor. Hun var kommet nærmere. Carroll prøvede at lukke alle andre tanker ude, men ilden fra den varme pejs gjorde hende ukoncentreret.
”Jeg kan ikke,” hviskede Carroll. Hun havde fået tårer i øjnene af anstrengelse.
”Bare koncentrer dig,” sagde Heksemor, ”luk alle andre tanker ude.”
”Hvad skal det gøre godt for?”
”Du skal kun tænke på, hvad du er i gang med Carroll!” Hun begyndte at lyde irriteret.
Carroll sukkede.
Boble… Kom nu, tænkte hun, plask op af siderne! Kom nu… for min skyld… please!
Vandet begyndte lige så stille at boble mere.
Det er godt, tænkte Carroll, bliv ved… kom nu mere, mere, kom nu…
”KOM NU!” med et chok opdagede hun at hun havde råbt det sidste ud i rummet. Glaskuglen splintrede og vandet røg ud og sølede gulvet til. Forfjamsket prøvede hun at samle stykkerne op men de var alt for små.
”Undskyld,” hviskede hun hæst. Heksemor kom humpende hen til hende.
”Det går nok,” sagde hun, men Carroll kunne sagtens hører skuffelsen i hendes stemme. ”Det er nok for i dag.”
Carroll nikkede og tog sin jakke.
”Det regner,” sagde hun da hun fik øje på de store dråber, der trillede ned af ruden.
”Ja og blæser,” sagde Heksemor, uden at se på hende.
Carroll tog jakken på og åbnede døren.
”Jeg går nu,” sagde hun. Heksemor svarede ikke.
”Jamen så hej, hej,” sagde Carroll og gik ud i regnen. Døren lukkede med et blødt ”bump” bag hende.
”Skønt,” sagde hun, mens regnen piskede mod hendes ansigt. Hun begyndte at løbe igennem den mørke skov, mens vinden ruskede i hendes hår.

 

Tilbage i heksehytten fjernede Heksemor glasstykkerne med et enkelt blink med øjnene. Hendes sorte kat snoede sig om benene på hende.
”Hun skal nok lære det min ven,” sagde Heksemor og strøg katten over pelsen. ”Hun mangler bare lysten.”
Katten hvæsede og hoppede op på en af hylderne, blandt de støvede krukker.
”Lad være med at være utålmodig,” hvæsede heksen tilbage, ”vi har rigeligt med tid.”
Katten hvæsede igen og hoppede ud af vinduet.

 

Carroll løb det sidste stykke op ad havegangen. Hun kastede sig ind ad hoveddøren, lukkede den hurtigt, og lænede sig op ad den, mens hun pustede efter vejret.
”Er det dig Carroll?” lød hendes mors stemme inde fra stuen. Carroll hængte sin jakke og gik ind til hende.
”Gud hvor er du våd skat,” sagde hendes mor, da Carroll lænede sig ned og gav hende et knus.
”Jeg tager et bad,” sagde Carroll. Hendes mor nikkede. Da hun ikke længere kunne høre Carrolls skridt i gangen, sagde hun til faderen:
”Det er altså noget mærkeligt mad de laver nede ved fru. Olsen, hun lugter altid så mærkeligt når hun kommer hjem.”
Faderen kiggede op fra sin avis.
”Hun er jo en ældre dame, måske er det noget af det mad hun fik som barn.”
Moderen trak på skulderne.

 

Carroll kiggede på sig selv i spejlet. Det lange, sorte hår hang tungt ned at ansigtet på hende, de runde kinder formede den røde mund, og de grønne øjne lyste en smule op i skæret fra lamperne.
Hun trak forhænget til side og stillede sig ind under bruseren
Hendes forældre havde ikke fattet mistanke endnu. De troede stadig at hun lærte at lave mad nede ved Heksemor.
Hun smilede for sig selv, mens hun skyllede sæben ud af håret.
Men allerede fra første gang Carroll var kommet var kommet dernede, havde den stået på helt andre ting. Hekseri. Heksemor lærte hende den ædle kunst at hekse. Ikke med hænderne eller en tryllestav, men med øjnene.
”Hvorfor tror du at du er blevet født med sådan nogle øjne?” havde Heksemor spurgt første gang hun var dernede. Carroll havde trukket på skulderne.
”Kun rigtige hekse kan have sådan nogle øjne,” havde svaret lydt, og sådan var det startet.
Heksemor havde startet med at lære hende at tænde et stearinlys uden lighter eller tændstikker, men med et enkelt blink med øjnene. Bagefter havde Heksemor lært hende at slå uden fysisk kontakt. Carroll kunne f.eks. slå fluer ned fra væggen, med et enkelt blik. Nu var de så gået over til det med vandet, og Carroll kunne virkelig ikke se hvad det skulle gøre godt for.
Hun slukkede for bruseren og vred det lange, våde hår igennem. Hun måtte til at tilbage til vir-keligheden. I morgen ventede et nyt mareridt. Endnu en dag i helvede!

 

 

Kapitel 2

Iben

 

Carroll lavede sin sædvanlige diskrete ankomst. Hvis hun var heldig kunne hun være i fred i ti minutter. Desværre for hende havde Kira og de andre placeret sig i døren til fysiklokalet.
”Godmorgen heks,” sagde Kira og stillede sig i vejen for hende. ”Jeg tænkte på noget. Hekse brygger jo trylledrikke ik’? Hvordan kan det så være, at du ikke har brygget en skønhedseleksir til dig selv?” Alle omkring dem flækkede af grin.
”Flyt dig,” sagde Caroll. Kira rykkede sig ikke en millimeter.
Hun stirrede koldt på Carroll, mens hun lagde armene over kors.
”Og hvorfor skulle jeg gøre det… Heks,” spurgte hun. Der lød opbakkende mumlen omkring dem.
”Flyt dig,” gentog Carroll bare. Men Kira ville bestemt ikke flytte sig, så Carroll masede sig forbi. Da hun var halvt gennem døren mærkede hun noget støde imod sin ankel, hun snublede og faldt lige så lang hun var. Hun ramte det hårde betongulv mens hendes bøger fløj ud over he-le lokalet. Latterbrølende tordnede i det lille lokale. Med besvær kom Carroll op og sidde. Over-alt hvor hun kiggede hen grinte folk mens de pegede af hende. Irriteret samlede hun sine bøger op og spadserede med sin plads bagerst i lokalet, mens flere af hendes klassekammerater prøve-de at spænde ben for hende igen. Hun kastede sig ned på sin stol og slog op på en tilfældig side i sin fysikbog.
Der gik lang tid før latteren døde hen. Carroll kunne mærke at hun var blevet helt varm i kin-derne. Folk blev stadig ved med at dreje sig i stolende og se efter hende.
Lidt efter kom deres lærer hr. Jørgensen ind i klassen, fulgt af en meget slank pige med lyse krøller. Han stillede sig ved kateteret og placerede den nye pige foran sig.
”Det her er jeres nye klassekammerat, Iben,” sagde han og klappede pigen på skulderen, ”hun er flyttet med sin familie fra Jylland her til Ganløse hvor de skal bo på Vinkelvej.”
Carroll spærrede øjnene op. Det var jo der hun boede!
”Ja, Iben,” fortsatte hr. Jørgensen, ”det her er så dine nye klassekammerater. Der er en ledig plads nede ved siden af Carroll,” han pegede mod den tomme plads der altid var ved siden af Carroll og sagde til Iben at, der kunne hun sætte sig. Iben takkede med en lille tynd stemme og begyndte at gå mod Carrolls plads.
Måske, tænkte Carroll, kunne vi blive venner…
Men inden hun nåede at tænke det færdigt havde Kira grebet Iben om håndledet.
”Måske,” sagde hun, ”vil Iben hellere sidde her. Jeg mener det er jo tættere på tavlen.” Til sin forbavselse opdagede Carroll at pladsen ved siden af Kira var tom. Det var godt nok et særsyn.
”Godt tænkt Kira,” nikkede hr. Jørgensen og begyndte at skrive noget op på tavlen. Iben satte sig forvirret ned på stolen ved siden af Kira og Kira begyndte med det samme at tale hviskende til hende.
Et nyt medlem i Kira-klubben, tænkte Carroll og bøjede sig over sit notatpapir mens hun be-gyndte at skrive notater af det hr. Jørgensen skrev på tavlen. I få sekunder… i få sekunder havde hun troet at Iben skulle sidde ved siden af hende. Så kunne Carroll prøve at tale med hende, eller bare prøve hvordan det var at havde en sidekammerat. Det havde hun ikke haft siden efter fol-keskolen, som var sluttet sidste skoleår.
Hr. Jørgensen begyndte at fortælle om de forskellige grundstoffer, og ti minutter senere bad han dem om at skrive alle de grundstoffer ned de kendte samt grundstoffernes forkortelser. Så bad han dem undskylde mens han tog en kopi af en seddel de skule havde inden de gik, og gik ud af døren. Straks efter at han var gået kunne Carroll hører at Kira begyndte at hviske til Iben igen:
”Men du skal virkelig være glad for at du ikke kom til at sidde nede ved ”hende”. Det var nok blevet dit værste mareridt… Den heks ville sikkert havde suget sjælen ud af dig eller det der er værre.” Iben kiggede forskrækket på hende og Kira nikkede medfølende.
”Hvorfor er hun er en heks,” spurgte Iben og drejede sig en smule i stolen, for at kunne kigge på Carroll, der lod som om hun overhovedet ikke kunne hører den lille samtale, som de fleste andre i klassen nu ellers lyttede med på.
”Se på hende,” sagde Kira, ”hendes hår er sort, uredt, hvis du spørger mig, hendes negle.. Aderk! Så lange og så ikke engang formede eller noget.” Carroll gemte hurtigt sin frie hånd væk under bordet.
”Og,” fortsatte Kira, ”hendes øjne… Hekseøjne!” Carroll kiggede øjeblikkeligt op og stirrede lige ind i Ibens blå øjne. Iben udstødte et lavmælt gisp og skyndte sig at vende sig om. Kira blev siddende og kiggede på Carroll indtil hun fangede hendes øjenkontakt. Så sendte hun, hende et grumt smil inden hun igen vendte sig om og hviskede til Iben: ”Hold dig fra hende.”

 

Iben holdte øje med Carroll hele det frikvarter. Et eller andet ved samtalen med Kira havde for-uroliget hende og ja… der var faktisk et eller andet over de grønne øjne. Af og til havde hendes øjne mødtes med den mærkelig pige og hun havde hurtigt kigget ned. Alligevel havde hun ikke kunne lade være med at kigge efter dem. Noget smukt, nærmest tryllebundne hang ved dem.
Nu sad hun sammen med Kira og hendes kammerater på en bænk i skolegården. De var alle sammen rigtig flinke, og Kira havde oven i købet inviteret hende til filmaften hos hende om fre-dagen.
Lige nu dansede de fleste omkring på grund af den seddel de netop havde fået af hr. Jørgensen. Det var en tilmeldingsseddel til en efterårsfest som skulle være om onsdagen i den næste uge.
”Kommer du ikke med Iben,” spurgte en af drengene, ”så kan du lære os at danse jysk.” Folk grinte og begyndte at tigge hende om at tage med. Det kunne være så hyggeligt, og så kunne de lærer hinanden meget bedre at kende.
”Du kan bare følges med os,” sagde en af pigerne, og de andre nikkede smilende.
”Tak,” sagde Iben, ”jeg vil gerne med.”

 

Carroll betragtede den nye pige, fra sin sædvanlige ensomme plads i skolegården. Hun havde godt lagt mærke til hvordan de blå øjne havde fulgt hende hele frikvarteret.
En fast greb i håndledet og Kira havde snuppet den eneste Carroll måske havde haft en chance for at blive ven med. Eller bare kunne tale med. Nu sad Iben blandt Kira og de andre og så vidt Carroll kunne hører, var de ved at lokke hende med til den fest, de netop havde fået en seddel om. Hvor typisk.

 

Da klokken ringede, gik Carroll ind for at gøre sig klar til matematiktimen. Men fru. Anesen havde ikke tænkt sig at komme de første tyve minutter. De fleste i klassen havde samlet sig om-kring Kira, og Iben der nu åbenbart var blevet Kira’s hjerteveninde. Carroll sad ved sit sædvan-lige bord, bagerst i klassen. Kira lagde mørke til hende og rejste sig. Carroll skyndte sig at tage en blyant og skrive noget fuldstændig lige gyldigt ligegyldigt ned på sit papir. Kira strøg forbi hendes bord og skubbede hendes penalhus på gulvet. Blyanter og kuglepenne rullede hen over gulvet.
”Ups,” sagde Kira og slog en hånd op for munden, mens klassen brølede af grin. ”Det er jeg virkelig ked af.” Hun sparkede diskret en af kuglepennene ind under det store skab. Carroll kig-gede på sine ting der trillede rundt over gulvet. Et had som hun aldrig troede at hun skulle ople-ve, blussede op i hende. Hun lukkede øjnene og prøvede at huske slå-blikket, som Heksemor havde lært hende. Denne gang var det bare ikke en lille flue der skulle slås ned, men en stor ulækker so. Hun åbnede øjnene og stirrede på Kiras pande. Kira skreg og holdte sig til hovedet.
Det havde virket! Først stirrede Kira bare på Carroll, mens hun holdte sig til panden, men plud-selig blev hendes øjne til små smalle sprækker.
”Hvad fanden har du gang i din heks?” hvæsede hun. Med et skrig kastede Carroll sig over hen-de. Hun borede sine lange negle ned i hendes bare arme, og pressede hende op af væggen.
Kira skreg af smerte. Carroll løftede hånden, klar til at slå, men inden hun nåede at sænke den, var der en der greb fat i den og trak hende tilbage. Kira hvæsede. Hun blødte fra flere steder på armen. Carroll vred sig ud af det jerngreb der holdte hende, og styrtede ud af døren. Hun styrte-de ud af hoveddøren, videre gennem skolegården og hele vejen rundt om skolen. Hun stoppede først da hun var kommet godt ind i den mørke skov, og nærmede sig Heksemors hytte. Hun hamrede på døren og et øjeblik senere blev den åbnet.
”Carroll? Du er da tidligt på den i dag,” sagde Heksemor, da Carroll vadede ind i hytten.
”Skal vi ikke bare komme i gang?” spurgte Carroll og stillede sig klar ved bordet.
Heksemor svarede ikke med hentede en glaskugle med vand, og stillede den foran Carroll. Car-roll begyndte straks at stirre på den, og straks begyndte vandet at boble. Hun havde vidst det. Hadet til Kira fik vandet til at boble. Jo mere hun tænkte på det Kira havde sagt jo mere boblede vandet.
” Men du skal virkelig være glad for at du ikke kom til at sidde nede ved ”hende”. Det var nok blevet dit værste mareridt…”
Det begyndte at lyse op inde i kuglen. Vandet skvulpede rundt og slog mod siderne af kuglen.
” Den heks ville sikkert havde suget sjælen ud af dig eller det der er værre…”
En lille sort prik kunne ses mellem bølgerne i vandet. Det lignede næsten en lille båd der prøvede at holde sig oven vande. Heksemor rykkede sig ivrigt lidt længere frem i sin stol.
” Hendes øjne… Hekseøjne… Hold dig fra hende…fra hende…hekseøjne…”
En kæmpe bølge skød op af vandet, og fik den sorte prik til at forsvinde under de kæmpe vand-masser.
Carroll slap straks kuglen med blikket, og kiggede op på Heksemor som så begejstret ud.
”Dygtig Carroll… Du er ved at blive god nu. Næste gang kan vi gå i gang med større vand-mængder.” Carroll nikkede. Hadet til Kira boblede stadig i hende. Hun gik hen til døren, og uden et ”farvel” marcherede hun ud i regnen. Heksemor smilede for sig selv, imens et stort lyn flængede himlen.

 

 

Kapitel 3

Uvejret

 

Carroll vågnede næste morgen og hørte hvordan regnen stadig hamrede mod ruden. Det havde regnet hele natten og hun havde haft svært ved at sove på grund af de høje tordenbrag.
Hun gik ned i køkkenet hvor hendes mor allerede sad med morgenkaffen. Hun sad og læste avisen med dystre miner. Carroll satte sig over for hende og kiggede på hende. I det samme kom hendes far ind af døren, til køkkenet.
”Hele kælderen er fuld af vand,” sagde han, og åbnede skabet med rengøringsting. Moderen kiggede op fra avisen.
”Skal du havde hjælp?” spurgte hun.
”Ja tak, hvis du vil holde haveslangen for mig,” sagde faderen og så gik de ud af køkkenet. Car-roll tog avisen. Hendes blik faldt hurtigt på den artikel hendes mor havde læst:

 

Skibsulykke i Kattegat
I går eftermiddags (d. 4. september) omkring kl. 10:30 begyndte uvejret, som nok vil blive betragtet som det værste uvejr i dette århundrede. Uvejret har plaget hele landet, men værst stod det dog til ude på Kattegat hvor Kalundborg færgen befandt sig. Lynnedslagene ødelagde radioforbindelsen, så skibet var hjælpeløst. Kaptajnen måtte nu kæmpe med de helt op til 4meter høje bølger, som slog ind over skibet. Omkring 02:15 i nat, måtte skibet opgive og ikke mere en omkring 5 min. senere, kom den store bølge som fik skibet til at synke.
De præcise tal af omkommende er endnu ikke oplyst men man mener at der har været ca. 150 passagerer med færgen på det tidspunkt.
Kaptajn Jørgen Andersen udtaler at…

 

Carroll lagde avisen på bordet. Hendes mor kom ind af døren.
”Har du læst det?” spurgte hun. Carroll nikkede.
”Måske vi skulle tænde for radioen,” fortsatte hendes mor og gik hen med køkkenbordet. Men Car-roll rejste sig og styrtede ud af køkkenet og op på sit værelse, hvor hun kastede sig på sin seng. Noget var gået op for hende!
Vandet i kuglen. Den første gang hun havde prøvet, havde vandet kun boblet en smule. Da hun skulle hjem havde det regnet. I går havde hun fået vandet til at blive helt vildt og da var uvejret be-gyndt… Var det hende der var skyld i det her?
Hun kiggede op, og opdagede at hun havde fået tårer i øjnene. Det kunne ikke passe! Det kunne da bare være en tilfældighed. Men jo mere hun tænkte over det, jo mere passede det sammen.
Var regnen ikke stilnet lidt af? Hun rejste sig og gik til vinduet. Jo, det dryppede kun en smule. Hun åbnede vinduet og lod den friske vind blæse igennem sit hår. Så kiggede hun ned. På taget fra underetagen lå en lille pyt vand. Hun kunne se sine grønne øjne spejle sig i overfladen og fik en ide.
Boble.. bliv vildt, tænkte hun og vandet begyndte at boble. Samtidig begyndte skyerne at samle sig på himlen.
Mere, mere, tænkte Carroll og vandet begyndte at boble endnu vildere, samtidig med at regnen be-gyndte at piske ned fra himlen.
Hun lukkede øjnene. Det var hende! Det var hende der var skyld i uvejret og skibskatastrofen. Det var hende der var skyld i at hundredevis af mennesker var døde!
”Shit,” hviskede hun, og skjulte hovedet i hænderne. Hvad skulle hun gøre? Hun skulle ned til Heksemor i aften, og kuglen med vand ville vente på hende.
”Carroll?” hendes mor kom ind på værelset. ”Har du det godt?”
”øhm.. ja, ja,” sagde Carroll og smilede.
”Du styrtede bare så pludseligt ud af køkkenet?”
”Troede bare at jeg havde glemt mine… lektier… som er til mandag, så ville lige op, og tjekke!”
”Du ser nu lidt bleg ud skat.”
”Jeg har det fint.”
”ok. fandt du dine lektier?”
”Ja, de lå i min taske.”
”Godt,” hun smilede og gik ud igen. Carroll kastede sig på sengen, og begravede hovedet i puden.

 

Klokken blev alt for hurtigt halv tre, den dag. Halv tre og tid til at bevæge sig mod heksehytten. Regnen var stilnet af, men Carroll vidste at der ikke ville gå lang tid, inden at den igen, ville piske ned fra himlen. Og hvis skyld ville det være?
Døren blev hurtigt åbnet, da hun bankede på. Var heksehytten ikke lige pludselig blevet mørkere?
Heksemor tog imod hende med et tilfreds smil på løberne.
”Kuglen er klar Carroll,” sagde hun og pegede mod kuglen, med vand, som stod på bordet. Carroll kiggede mod vandet, der i øjeblikket lå helt blankt og stille. Så fik hun pludselig en ide.
”Kunne vi ikke prøve det med lyset igen?” spurgte hun.
”Lyset?” spurgte Heksemor.
”Ja.. Det med at tænde et lys,” svarede Carroll ivrigt.
”Jamen det har du da lært, sødeste Carroll.”
”Jamen jeg prøvede i går og jeg kunne ikke rigtig.”
Heksemor løftede øjenbrynet. Så smilede hun pludselig.
”Jamen det skal du da have styr på,” sagde hun, ”nu skal jeg finde et lys.” Så gik hun ind i hyttens andet lokale. Carroll åndede lettet op.
Heksemor kom tilbage med et stort, mørkerødt lys. Hun stillede det på bordet, og fjernede kuglen med vand.
”Prøv så,” sagde hun, og Carroll stillede sig hen til lyset. Hun stirrede på lyset og prøvede af alle kræfter at koncentrer sig, men det var svært. Vidste Heksemor mon hvilke katastrofer hendes heksekunster var skyld i?
Der gik ikke lang tid før Carroll havde tændt stearinlyset. Heksemor virkede tilfreds. Hun tog en ny glaskugle ned fra en hylde, og stillede den over lyset.
”Prøv nu, om du kan tænde det,” sagde hun og satte sig tilbage i sin stol. Carroll kiggede på lyset og prøvede igen at koncentrere sig.

 

 

Kapitel 4

Ilden

 

Den første time skete der absolut intet. Sveden dryppede fra Carrolls pande. Tiden var ved at være gået, og Heksemor virkede absolut ikke tilfreds med sin elev. Men så endelig blussede en lille flamme op.
”Bliv ved,” sagde Heksemor og rykkede sig længere frem i stolen. Carroll blev ved at stirre og pludselig flammede flammen op med en ubehagelig lyd. Carroll udstødte et lille gisp og slap lyset med blikket.
”Perfekt,” viskede Heksemor så lavt, at Carroll blev i tvivl om, om det var til hende. Heksemor rejste sig.
”Nok for i dag Carroll,” sagde hun, og Carroll skyndte sig at tage sin jakke.
”Farvel,” sagde hun hurtigt og skyndte sig ud. Det regnede ikke! Lykkelig begyndte hun at gå igennem skoven. Det her var en rigtig sommeraften. At gå gennem skoven, at kunne dufte blom-sterne og ikke at kunne høre andet end sin egen vejrtræning.
Pludselig nåede skrig og råben hendes ører. Hun var næsten ude af skoven. Forvirret begyndte hun at løbe, og nåede udkanten. Så snart hun var ude, fandt hun årsagen til larmen. Store flammer stod op fra et sted bag skolen. Det hele svimlede for hende et øjeblik. Så begyndte hun at løbe. Op ad Damvadvej og videre op at Bygaden. Hendes hjerte hamrede, da hun fortsatte op af Kirkestien. Hun kunne snart ikke løbe mere.
Så nåede det forfærdelige syn hende. Hele kirken brændte! De store flammer slikkede op af de røde mursten. De røde mursten, som havde præcis den samme farve, som Heksemors lys!
Carroll opdagede at hun havde glemt at trække vejret, og med et gisp faldt hun om i græsset. Kirken stod i brand, og det var hendes skyld! Hun hev efter vejret.
”Kom væk derfra!” var der en der råbte, og i næste øjeblik var der en der tog fat i hendes arm og hev hende op og stå. Hun begyndte forvirret at løbe, mens lyden af sirener nåede hendes ører. Per-sonen der havde hevet hende op, slap hendes arm, og pludselig stod hun alene tilbage i et mylder af mennesker og brandmænd. Hun begyndte at mase sig vej gennem mylderet af mennesker, der blev mere og mere hysteriske. Små børn skreg på deres forældre, og forældre råbte på deres børn.
Der gik lang tid, før hun nåede ned til Vinkelvej, og kunne løbe op af sin haveindgang. Hendes kinder brændte stadig efter varmen fra ilden. Lige så snart hun var inden for døren, kom hendes mor farende ud i entreen, og omfavnede hende.
”Åh Carroll vi har været så bekymrede! Har du hørt om branden?” sagde hun hæst. Carroll kunne høre at hun havde grædt.
”Ja, jeg kunne se flammerne da jeg kom tilbage fra hek… fru Olsen,” sagde hun, og krammede sin mor ind til sig.
Hendes far kom ud i gangen.
”Åh gudskelov,” sagde han og gav hende også en kram. ”Du lugter af røg.” Han kiggede nervøst på hende.
”Hele byen lugter af røg, far,” beroligede Carroll ham. Hun havde bestemt ikke lyst til at fortælle, hvor tæt hun havde været på ilden. ”Jeg har jo også lige været nede og lave mad.”
”Det er rigtigt,” sagde han, og smilede, ”smut du hellere i bad, du kan jo ikke gå rundt og lugte af røg!” Carroll smilede til ham, og løb op af trappen.
”Den lugt, var bestemt ikke lugten af mados,” sagde faderen, da hun var ude af hørevidde. ”Jeg er, bange for at hun har været tættere på ilden, end hun lige vil fortælle.” Moderen så bekymret ud. Skjulte Carroll noget for hende?

 

Havde der været nogen inde i kirken? Det spørgsmål blev ved med, at plage hende hele eftermid-dagen. Hun holdte sig på sit værelse, og undskyldte sig med lektier. Men hun lavede dem ikke. De lå bare foran hende på skrivebordet, mens hun sad, og stirrede ud i luften. Havde der været nogen inde i den kirke? Der kunne have været nogen?
Hun rystede på hovedet, og prøvede at få tankerne ud, men de blev ved med at gentage sig selv: Der kunne have været nogen… Der kunne have været nogen… Måske var der nogen derinde…

 

Hun spiste næsten ikke noget den aften. Hun sad bare og prikkede i maden med gaflen, mens hen-des forældre blev ved med at skæve til hende.
”Er du ok Carroll?” spurgte hendes far.
”ja, ja,” sagde Carroll, og tvang et smil frem, ”jeg fik bare så meget at spise nede ved fru Olsen.” Hun puttede en stykke kylling i munden, og tyggede tappert på det.
”Hvad lavede I for noget i dag?” spurgte hendes mor.
”Bræ.. brændende kærlighed,” skyndte Carroll at sige. Hendes mor smilede.
”Det er min livret,” sagde hun, ”det må du snart lave til mig Carroll.” Carroll smilede tilbage.
”Det skal jeg nok,” sagde hun.

 

Klokken nærmede sig efter hånden ni, og Carrolls far tændte far fjernsynet.
”Gad vide om de ikke har noget om branden i TV avisen i aften,” sagde han, og tog en slurk af sin kaffe. Moderen kom hen, og satte sig ved siden af ham i sofaen.
”Carroll?” kaldte hun, ”vil du ikke se med? Det kan være de sender noget om branden.” Carroll kom ind i stuen. Hun var ved at tage opvasken, og havde stadig viskestykket over skulderen.
”Men opvasken?” sagde hun. Hun ville helst ikke hører mere om den brand.
”Jeg skal nok hjælpe dig med den bag efter,” sagde moderen, og klappede på sofaen ved siden af, hvor Carroll skulle sætte sig. Carroll hængte viskestykket over en stol, og satte sig, Få sekunder efter begyndte TV avisen, og nyhedsoplæseren begyndte at tale:
”Stor brand i Ganløse dag beboerne er i chok, statsminister Anders Fogh Rasmussen er rystet, ”pengene fosser ud af statskassen!”, og så tabte AGF i dag 2-0 til OB, til stor sorg for hundredevis af AGF fans… Vi er i gang med dagens sene TV avis, god aften.”
”Stor brand i Ganløse i dag. Omkring kl. 16 i dag, begyndte store flammer at skyde op fra kirken.” En optagelse begyndte at spille på skærmen.
”Eftermiddags gudstjenesten var heldigvis slut for en halv time siden, så der var ikke ret mange mennesker i nærheden, andre end dem der var ude og nyde det gode vejr,” fortalte en lyshåret mand ved navn Christian Skou som var gartner på kirkegården, og som var ved at ordne gravene, da branden brød ud. ”Jeg blev enormt forskrækket, og skyndte mig at ringe 112,” fortalte han.” Carroll skuttede sig.
”Der er stadig ingen tegn på, hvad der startede branden, men brandmændene mener, at det kan være et, eller flere, lys der er væltet og sat ild til tæpperne. Politiet efterforsker stadig sagen.”
Optagelsen sluttede, og nyhedsoplæseren vendte tilbage på skærmen.
”Kun en meldes død under branden, og det er præsten som befandt sig i kirken efter gudstjenesten.”
Carroll rejste sig op med et ryk.
”Jeg går op og laver lektier,” sagde hun, og skyndte sig ud af stuen.

 

 

Kapitel 5

Heksebrænding

 

De næste to dage var de værste i Carrolls liv. Hun sov ikke ret meget, og hun kunne ikke koncen-trere sig. Heldigvis snakkede de andre så meget om branden, at de ikke brugte så meget tid på, at irritere hende. Selv Kira brugte ikke et sekund på at sige noget grimt om hende. Men den evige snakken om branden, blev kun ved med at plage Carroll, om det var der sket.
Hendes drømme var plaget af brændende kirker, og Heksemors ansigt der blev ved med at sige: ”Du dræbte ham Carroll, du dræbte ham.”
”Nej, det var ikke med vilje,” klynkede Carroll i søvne og vred sig rundt i sengen.
”Det er din skyld Carroll, du startede branden.”
”Jeg vidste det ikke, det var ikke med vilje.”
”Det er din skyld Carroll… du dræbte ham!”
Carroll skulle ikke ned til Heksemor før om onsdagen, men hvad skulle hun gøre. Blive væk? Eller nægte at gøre som Heksemor bad hende om? Hun gruede for timerne og for hvilken katastrofe, hun nu skulle være skyld i?

 

Tirsdag nat viste den brændende kirke sig igen i Carrolls drømme. Skrigende mennesker løb rundt om den, og inde midt i flammerne kunne hun se skikkelsen af den gamle præst, som gik op i flam-mer. Hun kunne se sig selv ligge i græsset, og hvordan ilden kom tættere og tættere på. Pludselig forvandlede kirken sig til heksemors hytte, som stod midt inde i flammerne, og Heksemor kom ud af døren, og begyndte igen, at sige: ”Det var din skyld Carroll, se hvad du har gjort…”
”Det var ikke med vilje,” klynkede Carroll igen og igen, men Heksemor nikkede og sagde:
”Jo Carroll det var dig, der gjorde det. Det er din skyld…”
”Nej, jeg vidste det ikke,” blev Carroll ved. Heksemor forsvandt, og kun den brændende hytte stod tilbage.
Carroll vågnede med et sæt, og satte sig op i sengen.
”Selvfølgelig,” hviskede hun, og tændte sengelampen. Så kravlede hun ud af sengen og hen til reo-len, hvor hun begyndte at lede mellem sine skolebøger. Hun fandt historiebogen og satte sig tilbage i sengen. Hun begyndte at skimme indholdsfortegnelsen igennem, og langt om længe fandt hun det kapitel hun ledte efter: ”Heksebrændinger.” Hun slog op på siden, og begyndte at læse den lille skrift. Der stod en masse om alle de forfærdelige ting, som de kvinder der blev beskyld for hekseri, havde gjort, og om hvordan de var blevet puttet i sække og druknet. Endelig kom hun til det hun havde kigget efter:

 

Ved at brænde heksene af på bål, mente man at man kunne drive al ondskaben ud af dem, og forhindre at det nogen sinde ville komme tilbage. Heksene blev stillet oven på et kæmpe bål af grene og strå, og bundet fast til en tyk stolpe, der var placeret i midten…

 

Carroll kiggede op for bogen, og nikkede for sig selv. Det var hendes bedste chance. Hun måtte brænde Heksemor, som de brændte hekse i gamle dage. Hun krøb ud af sengen, og fik hurtigt no-get tøj på. Så tog hun en lommelygte, og listede ud af værelset. Hun listede ned af trappen og ud i entreen, hvor hun tog sine sko på, og listede ud i natten.
Hun åbnede døren til skuret, og fandt hurtigt det hun ledte efter. I vinters havde hendes far taget al-le de gamle fugleneg ned, og sat dem i skuret for at bruge dem til optænding næste vinter. Carroll tog trillebøren der stod op af væggen, og begyndte at læsse de mange neg op i den. Da hun var færdig, kørte hun forsigtigt trillebøren ud af skuret, og lukkede døren efter sig. Så begyndte hun vaklende at skubbe trillebøren op af vejen.

 

Hun kørte så forsigtig hun kunne ned mod skoven. Hun måtte flere gange stoppe op og samle neg op, som var røget ned, men ellers kom hun ubesværet ned til skovbrynet, hvor hun tændte sin lommelygte. Så begyndte hun at trille igennem den mørke skov, mens hun prøvede at lave så lidt larm som overhovedet muligt.
Da hun kunne se heksehytten stoppede hun og lyttede. Den eneste lyd hun kunne hører var lyden af sin egen vejrtrækning, og der var intet lys i hytten. Hun lagde lygten ned, så den lyste væk fra hytten, og så tog hun et neg og stillede det op af trævæggen.
Hver gang hun kom til at træde på en gren eller larme for meget med negene, stoppede hun op og lyttede. Men skoven var så stille, at hun kunne hører sit eget hjerte hamre. Hun tog endnu et neg og vendte sig om. Med et gisp tabte hun neget. Lige foran hende stod Heksemors sorte kat, og hvæse-de af hende.
”Væk med dig,” hvæsede Carroll tilbage, og sparkede ud efter den. Katten sprang tilbage, og med endnu et hvæs, løb den ud i skoven. Carroll tog en dyb indånding og samlede neget op, som hun stillede ved siden af de andre. Så gik hun tilbage for at tage det sidste neg, men en pludselig lyd fik hende til at fare sammen. Hun stirrede ud i mørket, men der var intet at se. Hun tog igen en dyb indånding og stillede det op af hytten.
”Hvad laver du søde Carroll?” lød en stemme. Carroll snurrede rundt, og så Heksemor komme gå-ende imod sig.
”Jeg øh…” begyndte hun, men hun var bleg for undskyldninger for at stå og sætte fugleneg op ad et hus midt om natten. Heksemor stirrede på negene, og hendes ansigt bleg helt blegt af vrede. Hun drejede hovedet og stirrede på Carroll, og pludselig blev hendes øjne lysende gule.
”Din… din..” hviskede hun, og pludselig kastede hun sig imod Carroll, der lige nåede at springe væk i tide. Carroll stirrede mod negene, og få sekunder efter begyndte de at brænde. Heksemor skreg, og kastede sig igen efter Carroll, der denne gang ikke nåede at flytte sig. Hun blev skubbet baglæns, og ramte ind i et træ. Hurtigt sendte hun slå-blikket, der ramte Heksemor, som havde det været en lussing. Heksemor hvinede af smerte, og sendte med et blink et slag tilbage, der ramte Carroll lige på næsen. Carroll skreg af smerte og hun kunne mærke, hvordan blodet begyndte at fosse ud.
Bag dem stod hele heksehytten nu i flammer, og hvert øjeblik kunne den brase sammen. Carroll kastede sig mod Heksemor, og prøvede at skubbe hende ind i ilden, men Heksemor nåede at flytte sig og Carroll trillede hen af jorden. Med et brag styrtede heksehytten sammen bag hende. Heksemor hvæsede af hende og sende med et blik noget af sted, der fik træet bag Carroll til at flække i to. Carroll rullede til side, og undgik med nød og næppe at blive ramt af de to træstammer, der væltede imod hende. Hun kom på benene og sende endnu et slag mod Heksemor, men Heksemor parerede det, og sende det tilbage. Det ramte Carroll hårdt i maven. Carroll vaklede tilbage. Pludselig mærkede hun noget der ramte hendes ankel, og med et skrig væltede hun baglæns ind i ilden. Hun kunne hører hvordan Heksemor skreg af fryd, og se hvordan hun med øjnene fik ilden til at blusse op. Så mærkede hun hvordan ilden brændte igennem hendes hud, og hun så eller hørte ikke mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *