Håbløst forelsket

Hver eneste dag. Hver eneste time. Hver eneste minut…
Han er i mine tanker hele tiden. Hans smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme. Bare at han smiler til mig eller siger noget til mig, kan gøre mig glad en hel dag. Han er uden tvivl den mest fantastiske person i hele verden.

Jeg husker tydeligt den dag det skete. Vi havde fysik og lavede forsøg. Jeg kan ikke huske forsøget, men i hvert fald skulle jeg have noget kalkvand, som jeg var ved at hælde op. Og så pludselig stod han ved siden af mig og spurgte:
”Er du ikke sød at hælde noget op til mig også?” Jeg blev helt paf. Om jeg var sød at hælde noget om til ham? Om jeg var sød at hælde noget op til ham?
”Selvfølgelig,” sagde jeg, og hældte op. Han smilede og gik tilbage til gutterne, der havde det sjovt med at tænde gasbrænderen.

Fra den dag var jeg forelsket i ham. Håbløst forelsket…

Jeg vidste det jo godt selv. Han var hele klassens mest populære dreng, og hvor end han gik, fald pigerne for hans fødder. Han havde masser af venner – både piger og drenge – og han var dygtig i alle fag. Sportsstjerne og anføre på fodboldholdet og så var han lige blevet danmarksmester i badminton. Kunne man være mere perfekt?
Lyshåret og grønne øjne. Tynd – selvfølgelig, men stærk som bare fanden. Nemlig, helt perfekt og derfor vidste jeg jo godt at jeg var håbløst forelsket. Men… hvad skulle jeg gøre ved det?

*
Klokken er 06:30, det er november. Der lyder tre små bank på døren, og så bliver den åbnet.
”Jane?” Min mors stemme. ”Er du vågen.”
Jeg grynter en underlig lyd, og vender mig om på den anden side.
”Det er tid til at stå op, skat.”
”Ja ja, bare fem minutter til.” Jeg sover selvfølgelig næsten til klokken syv.
”JANE!” min mor står igen i døren. ”Er du syg?”
”Næh…”
”Klokken er fem minutter i syv, og du ligger stadig i din seng.” Jeg løfter hovedet med et ryk.
”Hvad er den?” Jeg springer op af sengen og griber mit tøj.
”Skynd dig,” råber min mor efter mig.
Jeg hader sådanne morgener. Der er intet at stå op for. Intet at glæde sig til eller se frem til. Jo, der er selvfølgelig ham. Jeg kigger mig i spejlet og forestiller mig, at jeg står over for ham. Jeg smiler og blinker med øjnene. Så fnyser jeg af mig selv. Hold kæft hvor er jeg grim! Langt, mørkt, strittende hår og to blå øjne, der ligner, at de er blevet kastet tilfældigt ind i hovedet af mig.
Jeg putter hjælpeløst lidt mere mascara på øjenvipperne og sukker. Nu bliver det vidst ikke bedre. Jeg kigger på mit ur. Shit! Klokken er næsten halv. Der blev vidst ingen morgenmad i dag. Jeg styrter ud af badeværelset og kaster bøgerne ned i min taske.
”Husk din madpakke,” råber min mor, og jeg åbner lynhurtigt køleskabet og finder madkassen. Så stikker jeg fødderne i mine sko og kaster jakken over armen.
”Vi ses,” råber jeg og smækker døren efter mig.
Jeg kan næsten ikke få vejret, da jeg endelig når busstoppestedet. Jeg kigger på uret. To minutter igen. Jeg nåede det!
Jeg skutter mig og kryber hurtigt i jakken. I det samme kommer Alexander om hjørnet. Det mørke, krøllede hår og den lidt mørkere end normale hud kan kendes på lang afstand. Det er hans bedste ven. Min eneste enes bedste ven.
”Hej Jane,” siger han, mens han kaster med hovedet i takt til musikken, som han har i øret.
”Hej Alexander,” smiler jeg og laver et vink med hånden. Han efterligner vinket, mens han udfører et par mærkelige dansetrin til. Jeg griner.
”Frisk fra morgenstunden?”
”Altid!” Han udfører endnu et par dansetrin. Jeg ryster smilende på hovedet. Der er ingen der har energi som Alexander.
Så kommer den gule skolebus om hjørnet, og vi stiller os begge klar. Den stopper og vi springer ind ad døren. Jeg slår mig ned på det første ledige sæde, mens Alexander fortsætter ned til de andre drenge i bunden af bussen. Jeg kan høre ham sige: ”Hva’ så gutter,” og derefter lyden af hænder der klasker mod hinanden. Hvilken velkomst. Sådan en får jeg aldrig.
Vi nærmer os efterhånden skolen. Kirketårnet er allerede i syne bag de høje huse, som vejen snor sig ind i mellem. Og der er han! Af sted i fuld fart på sin sølv racercykel, med tasken på ryggen. Han cykler hver eneste morgen. Som han havde sagt:
”Bussen er kun for sløve mennesker, Jane,” hvorefter han havde sendt mig et af sine vidun-derlige smil.
Jeg lægger panden mod vinduet og prøver forgæves at fange hans øjenkontakt for at smile til ham, men da han endelig kigger op, fanger Alexander hans opmærksomhed ved at hamre på ruden og råbe:
”Hva’ så David!” David smiler kækt og vinker med hånden. Så er bussen forbi ham. Jeg kaster mig skuffet tilbage i sædet. Hvorfor var det ikke mig, han smilte sådan til?
Bussen stopper og åbner døren. Jeg retter mig hurtigt op og finder et gladere udtryk. I næste sekund kaster Ida sig ned på pladsen ved siden af mig.
”Hej Jane,” siger hun, og placerer sin taske på gulvet mellem sine ben.
”Godmorgen, Id’, ” siger jeg og kvæler et gab.
”Tidligt oppe?” spørger hun.
”Næh, jeg sov næsten til klokken syv.”
”Er du gal? Hvordan kunne du nå det?”
”Det var også lige ved, at jeg ikke kunne.”
”Puha hva? Nå ja, du nåede det. Fået lavet mat’aflevering?”
Bussen fortsætter gennem byen. Jeg hører kun halvt efter hvad Ida siger, og svare kun ”ja” og ”nemlig” på de mest nødvendige tidspunkter. Mine tanker kredser om David.

Mandag. Uden tvivl den værste dag på ugen. Man har lige nydt weekenden, og så skal man tidligt op og lægge ud med tyske verber og bøgninger. Hr. Andersen klasker min tysktest ned foran mig. 8! Det kan han ikke mene! Jeg havde gjort mig så umage. Den test er mindst et 9-tal værd.
”Jeg vidste det,” lyder Alexanders højlydte stemme, der tiltrækker hele klassens opmærksomhed. Han sidder lænet ind over Davids test. ”Et 11-tal, selvfølgelig. Kunne det blive mindre?” Alexander griber testen og læser højt af den korte respons: ”Rigtig flot David! Kun to-tre små fejl.” Han griner og giver David en albue i siden. David griner også og skubber til Alexander, der ryger halvt ned af stolen.
Jeg griner for mig selv. Drenge har altså en mærkelig måde at vise glæde på. Men det er endnu en af de ting jeg godt kunne lide ved David, han blærer sig ikke. Han siger aldrig ”Ha, jeg har bare fået 11.” Han smiler bare og virkede tilfreds.
Timen slutter, – langt om længe, efter Alexanders mening – og matematiktimen starter. Alle skal aflevere matematikaflevering.
”Alle afleveringer lægges op på mit kateter nu,” siger Anne Lise, vores matematiklære. ”Husk navn og klasse.” Jeg skriver ”Jane 9c.” i toppen af papiret og rejser mig for at gå op med den. Jeg vælger selvfølgelig vejen forbi Davids bor, og maser mig forbi Alexander, der kaster sig ned på sin plads ved siden af David, der er ved at skrive sit navn på afleveringen.
”Se lige en opgave,” siger Alexander, ”du får 13, David.” David ryster på hovedet.
”Vel gør jeg ej… Hey, Jane.”
Jeg vender mig hurtigt og kigger på ham. Han smiler svagt og siger:
”Vil du ikke tage min med?”
Jeg smiler, nikker og tager imod hans opgave. Jeg går op til kateteret, mens jeg kigger på hans svungne håndskrift. Jeg giver nu Alexander ret. Hvis jeg var lærer, ville jeg give ham et 13-tal. Eller måske to…

”Mandag er den værste dag i ugen,” siger Ida og tager sig til hovedet. Det er endelig blevet spisefrikvarter, og vi er på vej ned i kantinen for at købe Idas frokost. Jeg går roligt og spiser af min hjemmelavede bolle. David er kørt med de andre drenge til bageren, for at købe dagens spandauer. Der er ikke noget at frygte, før han er tilbage. Ingen at spille 100% perfekt overfor. Jeg kan bare nyde frikvarteret sammen med min bedste veninde.
”Uh, jeg skriver med den sødeste fyr på chatten,” hvisker Ida pludselig. ”Han hedder Bill, og ja… han er seksten, men altså… han er mørkhåret og brunøjet og sådan… ja, bare super lækker.” Hun smiler. Men det kan hun jo også sagtens sige.
Ida. Smukke Ida. Langt, glat, lyst hår, skinnende, grå øjne og det sødeste smil. Lækre fyre skriver altid til hende på chatten.
”Fantastisk,” siger jeg. ”Inviter ham med til juleballet i weekenden.”
”Gud, juleballet!” Ida slår hænderne op for munden. ”Jeg har intet at tage på. Man skal jo komme i rødt eller gråt, og altså gråt er da for kedeligt. Men jeg har intet rødt i mit skab! Du må tage med mig ind til byen, Jane. Kan du i eftermiddag?”
”Altid til tjeneste,” siger jeg og laver hunør. Ida griner.
”Du skal vel have din røde vest på, har jeg ret?”
”Jep, jeg tager den over en grå trøje og så nissehue selvfølgelig.” Jeg tager en bid af min bolle.
”Du bliver aftenens dronning.” Ida skubber mig let i siden, og jeg griner. Men det ved jeg godt, at jeg ikke gør.
”Yhm, de har pastasalat,” siger Ida, da vi når så langt frem i køen, at vi kan se hvilke vare, der er i dag.
”Der er aldrig noget godt, når jeg køber i kantinen,” sukker jeg. Sådan er det altid. Ida er heldig og jeg er uheldig.
”En pastasalat og en appelsinjuice,” siger Ida og betaler damen i kantinen femten kroner. Så går vi tilbage til klassen. Drengene er kommet tilbage, og jeg retter hurtigt lidt på håret. Ida fniser lavt. Hun ved godt, at jeg er vild med David. Hun sætter sugerøret, fra appelsinjuicen, til munden og går hen mod sin plads.
”Hey, Id’,” siger David, ”må man ikke smage?” Ida kigger med et falsk, overrasket blik på ham.
”Uha nej, du kunne jo få kyssesyge!” Hun smiler og sætter sig elegant på sin stol. Jeg følger mut efter hende, men David giver selvfølgelig ikke mig nogen kommentar. Han vender sig bare igen mod Alexander og snakker videre.
”Smil lige lidt sødere til ham,” hvisker jeg irriteret til hende.
”Slap af,” griner hun og hvisker tilføjende: ”hvis han forelsker sig i mig, skal jeg nok sende ham videre til dig.” Hun sender i en smuk bue den tomme appelsinjuice over i skraldespanden.
Jeg ryster på hovedet.

*
Ida trækker mig igennem byen i rask tempo. Hun skal til fodbold om eftermiddagen, og vi har derfor ikke så meget tid. Vi har allerede været i Matas og købt ny makeup. Jeg ville aldrig have købt den øjenskygge, Ida brugte penge på, men smag og behag. Ida virker glad for den.
Hun skubber mig ind i tøjbutikken, og det første vi får øje på, er en rød kjole på tilbud. Typisk, der er altid tilbud på det, Ida skal have.
Hun springer hen til kjolen, der selvfølgelig er i hendes størrelse.
”Kom Jane,” siger hun glad og trækker mig hen til prøverummet og ind i en ledig kabine. Hun skifter til den røde kjole, der selvfølgelig sidder vidunderligt på hendes perfekte krop.
Alt ved Ida er perfekt. Hendes krop, hendes hår, den måde hun taler på og så er hun jo en af de bedste på fodboldholdet. Og så er hun den bedste ven i verden. Hun er der altid for en, og selvom man har en anden mening end hende, bliver hun aldrig sur. Derfor er jeg så inderligt misundelig på hende. Hun har altid de rigtige replikker og kommentarer, hun ved hvornår man skal gribe ind, og hvornår man skal lade være. Og så får hun fantastiske karakterer.
Jeg har tit tænkt på hvorfor hun mon vil være ven med mig. Jeg er grim og dum og kan knap nok ramme bolden til fodbold. Jeg er også stoppet til træning for længe siden og begyndt til håndbold i stedet, men ingen går særlig meget op i håndbold. Det er altid fodbold, der bliver snakket om.
”Synes du jeg skal tage denne her?” spørger Ida, og drejer sig for at se kjolen fra alle vinkler.
”Ja, den er rigtig flot,” siger jeg. Ida smiler.
”Så gør jeg det,” siger hun og skifter til sit almindelige tøj igen. Hun betaler for kjolen og vi forlader butikken.
Ida kigger på sit ur.
”Vi kan godt nå ind i skobutikken også,” siger hun, og traver af sted mod butikken. ”Mine festsko er efterhånden blevet for små, jeg kunne godt trænge til nogle nye.”
Jeg nikker og går med hende ind i butikken. Men jeg gider ikke selv kigge på skoene. Jeg sætter mig på en stol, mens Ida leder mellem hylderne.
”Wauw,” lyder det pludselig, og Ida kommer frem med et par højhælede sølvsko. ”Er de ikke fede?” Jeg må give hende helt ret, de er faktisk utrolig fede. Ida stikker fødderne i dem og går et par runder.
”Dem må jeg eje,” siger hun og skynder sig op til disken. Jeg kan ikke dy mig, og går om bag ved for at tjekke om sølvskoene er der i min størrelse. Men det er de selvfølgelig ikke.

*
Om aftenen logger jeg på chatten. I det samme kommer der en besked fra Ida:

Ida siger:
Hej Jane <3

Jeg smiler for mig selv, og trykker på tasterne.

Jane
Harj Id’ Gik det godt til træningen?

Ida siger:
Ja, jeg scorede tre gange i træningskampen.

Selvfølgelig gjorde hun det!

Jane
Wauw! Flot!

I det samme logger David på. Jeg mærker det sædvanlige sug i maven. I det samme kommer der en ny besked fra Ida:

Ida siger:
Uh, der loggede David på!

Jane
Ja, det bemærkede jeg!

Ida siger:
Skriv dog til ham!

Jane
Er du sindssyg! Hvad ville du ha’, jeg skulle skrive?

Ida siger:
Sig hej, spørg hvad han laver…

Jane
Han ville garanteret ikke svare!

Ida siger:
Selvfølgelig ville han det, han er da…

Jeg når ikke at læse mere, for i det samme popper en ny besked op. Det føles som om, tusinde sommerfugle letter inde i min mave. Den er fra David!

* David * siger:
Hej Jane, kommer du til nissefesten?

Det suser i min mave. Han vil vide om jeg kommer til festen!

Jane
Ja, det gør jeg.

* David * siger:
Ok, min mor vil bare gerne vide det. Hun har jo været med til at arrangere det.

Sommerfuglene forsvinder med et bump. Nå, det var bare derfor.
Det er nu man skal have et eller andet super kækt at skrive, men det har jeg selvfølgelig ikke. Jeg bruger så lang tid på at finde på mit svar, at der når at komme endnu en besked fra David:

* David * siger:
Men vi ses, skal spise.

Jeg skynder mig at skrive ”Vi ses” men når ikke at sende den, inden han er logget af. Jeg kunne have grædt!

Ida siger:
David har lige skrevet til mig og spurgt, om jeg kommer til festen.

Herligt! Det var en runde-besked!

Jane
Ja, det skrev han også til mig.

”Jane, vi skal spise.”

Jane
Men vi ses søde, jeg skal spise.
Kommer du på i aften?

Ida siger:
Nej, så du må sove godt – drøm om David.

 

*
Så bliver det weekend. Jeg vågner lørdag morgen med et sug i maven. Det er i aften!
Festen starter klokken 18, men jeg skal være ovre ved Ida allerede klokken 16, så vi kan gøre os klar sammen. Ida har lovet at lægge min makeup.
Jeg drejer mig i sengen og kigger op på min opslagstavle. Der hænger vores klassebillede og der i midten, står David. Jeg forestiller mig festen, hvordan han byder mig op til dans og hvordan vi danser sammen hele aftenen, hvorefter han følger mig hjem…
”Jane.” Min mor kommer ind af døren med et bredt smil. ”Godmorgen, skat, så er der morgenmad, og der er friskt brød fra bageren.”
”Godmorgen,” siger jeg gnavent og kigger på uret. Halv ni! Kan hun aldrig bare lade mig sove?
”Skynd dig nu inden brødet bliver for koldt.” Min mor går morgenfriskt ud af værelset, selvfølgelig uden at lukke døren. Typisk!
Jeg sætter mig træt op i sengen, gnider øjnene og kaster et sidste blik på David. Så stikker jeg fødderne i sutskoene, kryber i min morgenkåbe, og går ud i køkkenet. Jeg kaster mig tungt ned på min stol og rækker ud efter en bolle.
”Plejer man ikke at sige godmorgen?” Min far kigger op fra avisen.
”Godmorgen,” mumler jeg, og smører marmelade på brødet.
Min far ryster svagt på hovedet og mumler noget i retningen af ”Undskyld jeg siger det!”. Så udbryder han pludselig:
”Det bliver vidst uvejr i aften!”
Fantastisk! tænker jeg. Det bliver helt vidunderligt, hvis der er arrangeret natløb. Min far bryder sig tydeligvis heller ikke om det.
”Måske skulle du blive hjemme i aften,” siger han alvorligt. Jeg taber underkæben.
”Hvad!” Det kan han ikke mene. ”Det hele foregår indendørs!” Håber jeg! Min far trækker på den.
”Jeg vil i hvert fald have lov at komme og hente dig,” siger han så. Fedt! Der røg drømmen om, at David ville følge mig hjem.
”Selvfølgelig må du det,” siger jeg og smiler.

 

*
Endelig bliver klokken 16:00, og jeg er på vej over til Ida. Det blæser allerede kraftigt. Mit hår må se ”vidunderligt” ud.
Ida åbner døren med det samme, og jeg bliver budt indenfor i hendes varme stue. Hendes mor har lavet varm kakao og byder mig et glas. Ida og jeg pjatter og griner mens vi drikker det. Idas mor siger, at hun vil køre i brugsen, men at hun nok skal komme hjem og køre os til festen. Da hun er gået byder Ida mig et stykke kage, og vi sætter os i sofaen og spiser det. Pludselig siger Ida:
”Har du hørt at David ikke kommer i aften?” Det føles som om en mavepumper.
”Hvad?” gisper jeg.
”Han er blevet syg,” siger Ida. Hun ser meget ked ud af det.
”Men…” Kom nu, ikke bryde sammen, Jane! Han kan ikke selv gøre for det.
”Jeg ved godt, det var din helt store chance,” siger Ida. Jeg aner et lille bitte glimt i hendes øjne. Jeg kigger op, og i næste øjeblik bryder hun sammen af grin.
”Det er GAS!” griner hun. ”Han kommer.” Hun triller rundt i sofaen af grin.
Først bliver jeg sur på hende, men så kan jeg ikke lade være med at grine. Gud hvor er jeg lettet.
”Gud!” udbryder Ida pludselig, ”den er halv fem, vi må hellere komme i gang.”
Ida starter med at glatte mit hår, imens jeg vælger makeup-farver – Ida hjælper dog. Bagefter lakerer jeg selv mine tå- og fingernegle røde, mens Ida krøller sit eget hår. Så går hun i gang med at sminke mig. Vi gør det altid på en helt bestemt måde: Jeg sidder med ryggen til spejlet, mens Ida lægger makeup’en og så først bagefter, må jeg kigge. Det er altid så spændende!
”Sådan,” siger Ida og lægger mascaraen væk. Jeg vender mig spændt mod spejlet.
Wauw! Jeg ser faktisk pæn ud! Ida har lagt guld øjenskygge der stråler til mit mørke hår.
”Kan du lide det?” spørger Ida nervøst.
”Det er fantastisk,” siger jeg.
”Ha ha, mange tak,” siger Ida og giver sig til at lægge sin egen makeup, mens jeg skifter tøj. Ida lægger sølvøjenskygge på øjenlåget og godt med mascara på de lange vipper. Så skifter hun til den røde kjole og nissehuen, og tager sølvskoene på. Hun betragter sig i spejlet.
”Hvad synes du?” spørger hun, mens hun drejer sig.
”Vidunderlig smuk,” siger jeg, og jeg mener det.
Ida griner bare og kigger på klokken. Der er stadig et kvarter til at vi skal af sted.
”Lad os tage nogle billeder,” siger hun pludselig og finder sit digitalkamera frem. ”Stil dig op af den hvide væg, dér.” Jeg stiller mig op og smiler, mens Ida klikker på kameraet. ”Stil dig sådan,” siger hun, og jeg stiller mig som hun siger.
”Vi kører nu, piger.” Idas mor er kommet tilbage fra brugsen. Ida lægger et sidste lag lipgloss, og så skynder vi os ud i bilen.

 

*
Vi ankommer til festen præcis klokken seks. Jeg er nervøs – det er jeg altid, når jeg er pænt klædt på. Man føler ligesom, at der sker noget specielt.
Musikken spiller allerede for fuld hammer, og det lyder til at der allerede er kommet en del. Mon David er kommet? Jeg kigger efter ham, og jo, han står sammen med de andre drenge ovre ved baren. Jeg sætter hurtigt et smil på læberne og kigger mig omkring, som om jeg slet ikke har set ham, selvom jeg holder øje med ham ud af øjenkrogen. Kigger han ikke herhen? Jeg drejer hovedet for at sende ham et smil, men han kigger ikke på mig. Til gengæld kigger han på noget lige bag mig. Jeg vender mig, og der går Ida.
Det er egentlig ikke mærkeligt at David – og sådan set også alle de andre drenge – kigger på hende. Hun ser fantastisk ud.
”Spise!” lyder det fra den anden ende af rummet, og Davids mor står og smiler til os. Alle råber glade ”tak” og skynder sig ind til bordet. Men vi må ikke sætte os. Først skal alle drengene trække en seddel hvorpå der står, hvem deres bordpartner skal være.
Mit hjerte hamrer. Kom nu David, træk mit navn!
Først trækker Allan. Han går hen til Rikke, og de sætter sig ned. Så trækker Alexander. Han smiler og går hen til Ida. De sætter sig ved siden af Rikke og Allan.
Så trækker David. Jeg holder vejret. Han folder sedlen ud, læser navnet og… han kommer i min retning! Jeg prøver at virke ligeglad og kigger mod Mathias, der er ved at trække, men det er næsten umuligt. David kommer stadig tættere på mens han maser sig igennem flokken af ventende mennesker.
5 meter. Kom nu David, sig det er mig!
4 meter. Please, please, please!
3 meter. Jeg kigger op på hans ansigt klar til at smile, når han kigger mig i øjnene.
2 meter! Han stopper og smiler svagt til Michelle, der går med ham hen til bordet. Jeg mærker skuffelsen ramme mig, som havde nogen hældt sten ned i min mave, og den bliver kun endnu stører da Rasmus kommer og henter mig. Fedt! Klassens nørd. Han taler om computerspil 80% af den tid, han taler. Han er en smule buttet, og hele hans ansigt er fyldt med bumser. Jeg kan ikke holde ham ud!
Vi går hen til bordet og sætter os, så jeg får Mathias på min højre side. Det er meget fint, jeg har ikke noget imod Mathias, men han sidder næsten halvt med ryggen til mig, dybt optaget af sin borddame, Mathilde, som alle – på nær Mathilde, selvfølgelig – ved han har været lun på i årevis.
Tre store pizzaer bliver sat på bordet, og folk tager grådigt til sig. Jeg tygger langsomt på mit stykke mens jeg lader som om jeg er dybt opslugt af en vits Alexander er ved at fortælle Ida. Men i virkeligheden gider jeg bare ikke snakke computerspil med Rasmus.
Jeg holder den i ti minutter, så glider mit blik hen på Michelle og David. De snakker sammen om noget, der ser meget spændende ud. Michelle siger noget, der åbenbart er morsomt, for David smiler. Smiler et af sine vidunderlige smil.
Jeg forestiller mig, at det er mig, der sidder på Michelles plads og snakker med David om væres lærere. Intet kan underholde folk bedre end bagtale lærerne. Det er tydeligvis også det Michelle og David gør.
Da aftenmåltidet langt om længe er færdigt, har forældrerådet arrangeret en pakkeleg. Den er egentlig ikke så spændende: man skal løse en opgave (som at danse og synge ”På loftet sidder nissen…”) og gør man det, må man tage en gave under det store, pyntede juletræ.
Idas opgave går ud på at danse med en dreng, og i næste øjeblik udfører hende og Alexander en smuk vals. Folk griner og klapper, og pludselig er det min tur. Jeg trækker nervøst en seddel fra hatten.

Stå på et ben, og syng det første vers af: ”Et barn er født i Betlehem…”

Nul! Jeg nægter at synge! Men folk er allerede begyndt at blive utålmodige, så jeg læser sedlen højt. De griner og klapper, og råber ”Kom så, Jane.” Langsomt stiller jeg mig på det ene ben, og begynder:
”Et barn er født i Betlehem…” men jeg er så nervøs at jeg glemmer teksten og anden linje kommer til at lyde: ”De glæder sig i Betlehem.” Folk er ved at falde sammen af grin. Jeg stopper, udmærket klar over at jeg er tomatrød i hovedet. Davids mor smiler og siger, at jeg godt må tage en gave alligevel. Jeg tager hurtigt den første mine fingrer rammer, og skynder mig om bag de andre. Jeg er grædefærdig! Jeg tør ikke se på David. Jeg føler mig så dum, som jeg nogensinde har gjort. Men da det pludselig bliver Davids tur, kan jeg ikke lade være med at kigge op.
David trækker en seddel fra hatten.
”Stå på hænder,” læser han. ”Argh! Det kan jeg ikke finde ud af.”
Hvad? Der er rent faktisk noget, David ikke kan finde ud af!
”Kom så, David,” brøler Alexander og tilbyder at gribe hans ben. David sætter hænderne i jorden, og sætter fra. I næste øjeblik står han lige og flot op ad Alexander. Folk klapper, og pludselig fanger jeg Davids øjenkontakt. Jeg smiler, og han smiler igen. Så kigger han væk.
”Så må du gerne slippe, Alexander,” siger han, og Alexander slipper. David lander smukt på benene og tager imod sin velfortjente pakke. Han åbner den og griner over de fem pakker nudler, den indeholder.
Endelig slutter pakkelegen, og folk lader til at have glemt min sang. De voksne trækker sig tilbage til køkkenet, og folk springer straks ud på dansegulvet. Men jeg er ikke lige i humør til at danse. Jeg sætter mig på en barstol, mens jeg kigger på min stadig indpakkede gave.
Pludselig mærker jeg at nogen sætter sig på stolen ved siden af. Jeg kigger op og ser lige ind i Davids grønne øjne.
”Hej,” smiler han.
”Hej,” siger jeg og smiler igen. Han får øje på pakken i mine hænder.
”Skal du ikke pakke den op?” spørger han.
”Jo,” siger jeg og smiler. Jeg begynder hurtigt at flå papiret af. Pakken viser sig at indeholde en pakke med fire honninghjerter. Det er genialt!
”Vil du have et?” skynder jeg mig at spørge David.
”Hey, David!” råber Alexander, ”er du kommet til fest for at sidde stille?” David griner og rejser sig. Han går hen mod dansegulvet, men da han har taget et par skridt vender han sig om.
”Ellers tak, Jane,” siger han. Jeg skynder mig at smile. David fortsætter ud på dansegulvet. I næste øjeblik sidder Ida ved siden af mig og hvisker:
”Jane, hvis du skal spille uundværlig over for David hele tiden, ødelægger du din aften. Det er ikke så tit vi laver noget sammen med klassen, det gælder om at nyde det.” Hun har selvfølgelig ret.
Jeg nikker.
”Kom nu med ud og dans,” siger Ida og trækker mig med ud på gulvet. Jeg danser et par trin, men jeg kan ikke lade være med at spejde efter David. Hvad nu hvis han synes, jeg danser grimt?
Ida tager mig i hænderne, og får mig i gang, men der går ikke længe før jeg igen går i stå. Jeg trækker mig langsomt tilbage til min barstol, hvorfra jeg betragter Ida og Alexander der danser. Tænk hvis de kom sammen! Så ville Ida blive endnu mere populær, og jeg ville blive den lille åndssvage tøs uden nogen kæreste.
Men på den anden side… Måske kunne Ida så få Alexander til at snakke med David, og hører hvad han synes om mig. Og når mig og David så kom sammen, kunne vi alle fire tage i biffen eller i tivoli. Det kunne blive så fedt.
Jeg smiler lidt for mig selv.

Det meste af den næste time går med at sidde på barstolen og kigge på at de andre danser. Ida vinker mig ud på gulvet flere gange, men jeg har slet ikke lyst til at danse. En gang imellem er der en der sætter sig ned et øjeblik for at få pusten, og vi udveksler et par sætninger. Men der går aldrig ret lang tid før de vil ud og danse igen.
Ida og Alexander danser mere og mere tæt. Til sidst bliver det næsten kvalmende at overvære. Jeg kigger efter David næsten hele tiden. Han danser ikke rigtigt, men står og vipper lidt i takt med musikken. Egentlig kunne jeg heller ikke forestille mig ham danse. Han er jo ikke Alexander, der gør hvad fanden han har lyst til, men en dreng der sikkert hele tiden må tænke over at han gør det rigtige. Ikke gøre sig til grin, men være cool og afslappet.
Og det er også sådan han skal være!

 

*
Langt om længe slutter festen – dog efter de flestes mening alt for tidligt. Ida kommer hen til mig for at høre om hun kan køre med mig hjem.
”Selvfølgelig,” siger jeg. Ida smiler. Vi sidder lidt, men til sidst kan jeg ikke dy mig:
”Kommer dig og Alexander sammen?” Ida kigger forskrækket på mig.
”Nej, hvorfor tror du dog det?” Så griner hun. ”Ej, det ved jeg ikke, Jane. Ikke lige nu i hvert fald, men man ved jo aldrig senere.”
Jeg trækker lidt på smilebåndet.
”Ja, nogen er jo heldige med kærligheden.” Der er ikke andre i nærheden, så jeg kan frit hentyde til David. Ida ryster på hovedet.
”Du har heller ikke gjort meget for det i aften. Hvem lægger mærke til én, der sidder helt stille og gemmer sig en hel aften? Hvis du nu havde danset ude på gulvet, havde han måske lagt mærke til dig.”
Først nu indser jeg hvor dum jeg har været. I det samme stikker min far hovedet ind af døren.
”Halløj, Jane,” smiler han, og jeg ved med det samme, at nu skal han være pinlig. Folk kigger allerede op efter at have hørt hans hilsen. Min far går hen imod mig, men på halvejen stopper han og laver et par dansetrin. Folk griner og min far smiler. Jeg har mest lyst til at finde den mest mørke krog at gemme mig i.
Jeg rejser mig op og går hen for at skubbe ham ud.
”Far, du er altså pinlig!” hvæser jeg.
”Ej, hold dog op, Jane, det er jo bare for sjov.” Men jeg synes bestemt ikke, at det er sjovt. David så det!
Ida vil helst rundt og sige farvel til alle, men nu vil jeg bare hjem, så det bliver bare til et hurtigt kram til Alexander og så ellers hjemad.
”Hvorfor har du så travlt,” siger Ida irriteret. Jeg undskylder mig med at jeg er træt, men jeg tror ikke, hun hopper på den.

 

*
Da jeg møder i skole om mandagen er alle i højt humør. Snakken om festen runger i lokalet, og alle mener, at det var den bedste fest, de har været til længe. Jeg lader bare som om jeg ikke har fået læst lektier for at undgå at skulle blande mig i snakken.
Ida sidder sammen med Alexander og Michelle. De snakker også om festen. Der går lang tid før Ida overhovedet opdager, at jeg er kommet. Men sådan er det altid, når man ikke tager bussen i skole. Man føler sig fremmed, når man ikke kommer samtidig som de andre. Men min far skulle alligevel forbi skolen i dag, og tanken om det forblæste busstoppested, fik mig til at takke ja til et lift.
I det samme kommer David ind af døren. Det sædvanlige ”Hva’ så, David!” kommer nede fra Alexander, og David sender et smil i retning af råbet. Så går han hen til bordet, hvor Michelle rykker lidt længere til den ene side, så der er plads til David.
Jeg kunne gå hen til Ida og lade som om jeg ville sige godmorgen, og så blive og snakke med! Men i det samme ringer klokken. Vi skal have tysk i første time, og Hr. Andersen kommer altid til tiden, så alle sætter sig bare hurtigt på deres pladser. I næste nu kommer tysklæreren ind ad døren og fremlægger dagens program. Fedt, flere verber!

Denne mandag er endnu værre end andre mandage. Ida går sammen med Alexander hele tiden, men hver gang jeg spørger hende, om de kom sammen, siger hun ”nej”.
David taler slet ikke til mig, og ser heller ikke på mig.
Jeg dummer mig konstant i timerne og har et forkert svar hver gang jeg rækker hånden op.
Jeg kommer for sent til skolebussen, og min far er til møde og kan derfor ikke køre mig hjem. Derfor må jeg gå det første stykke vej op til et sted hvorfra jeg kunne tage en almindelig bybus. Det blæser forfærdeligt meget, så mit hår flyver rundt. Jeg ligner helt sikkert lort.
I det samme hører jeg en velkendt stemme, der siger ”hej Jane.”
Jeg vender mig og får ganske rigtigt øje på David, der kommer cyklende imod mig.
”Hej David,” siger jeg. Han hopper af cyklen og begynder at trække den ved siden af mig.
”Det var faktisk lige dig, jeg gerne ville snakke med,” siger han. Jeg mærker et sug i maven. David tøver.
”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal begynde,” mumler han, og tusinde sommerfugle basker rundt i min mave. Nu kommer det! Jeg er sikker. Nu spørger han, om vi skal komme sammen.
”Altså…” begynder han. Jeg stopper op og kigger på ham. ”Det er fordi,” siger han, ”altså det er fordi, jeg synes man kan stole på dig, Jane.”
Hvorfor siger han det?
Han virker utrolig nervøs og gnider sine hænder på styret. Han er slet ikke den David, jeg kender. Han er forsigtig og nervøs og kan slet ikke finde ordene. Til sidst siger han dog:
”Så jeg tænkte om du… om du måske ved, hvad Michelle synes om mig?” Det føles som om nogen har ramt mig i hovedet med en kølle. Jeg får øjeblikkeligt kvalme og det brænder i min hals.
Han er vild med Michelle! Han vil slet ikke spørge, om vi skal komme sammen, men bare hører om jeg ved, hvad Michelle synes om ham.
Mine øjne brænder, og jeg ved, at jeg vært øjeblik kan begynde at græde. Jeg tør slet ikke åbne munden af skræk for at kaste op.
I det samme kommer Michelle gående over broen længere nede af stien. Hun går i samme retning som os, og bevæger sig derfor hurtigt væk. David kigger på hende, og tager så en dyb indånding. Så stiger han på cyklen, og kører ned til hende.
Jeg kan se ham hoppe af cyklen, og se hvordan de stopper op. Selv på afstand er det tydeligt, at han kæmper med ordene, og at han er så nervøs, at han ryster.
Men alt går som planlagt, for i næste øjeblik kan jeg ane, at de begge smiler, og så falder de hinanden om halsen. Michelle virker helt fortumlet, og David lægger en arm om hendes liv og de begynder at gå væk. Jeg står alene tilbage med en følelse af at nogen lige har revet hjertet ud af mit bryst.

 

*
Den næste dag går rygterne over hele skolen: Michelle og David kommer sammen!

De går med hinanden i hånden på gangene, og flere gange den dag må jeg lide under at se dem kysse.
Jeg kan slet ikke koncentrere mig i timerne, og flere gange må jeg lade som om jeg går på toilettet for at komme lidt væk.
Jeg får en danskstil tilbage med et 7-tal på og en kommentar der lyder:

Koncentrer dig lidt mere om opgaven næste gang.

Jeg har brugt så mange timer på den stil!
I idræt får jeg en boldt i hovedet og får næseblod, så jeg må styrte ud på toilettet, mens folk griner ad mig.
Jeg kommer igen for sent til bussen, og må gå ad stien hjem. De første ti minutter kan jeg se Michelle og David gå et stykke foran, med en arm omkring hinanden. Til sidst sætter jeg mig ned på en sten ved åen.
Og nu sidder jeg så her, og føler mig helt alene. Ida er jeg selvfølgelig stadig venner med, men jeg kommer nok ikke til at være helt så meget sammen med hende, nu hvor hun kommer sammen med Alexander. Så blev jeg den tumpede veninde uden en kæreste. Men sådan er det altid: Ida er heldig og jeg er uheldig!
Jeg kommer til at tage mig en hel del sammen fagligt, hvis jeg vil undgå at få 7 i alle de ting jeg afleverer. I det mindste får man da ikke karakterer for idræt!

 

*
Hver eneste dag, hver eneste time, hver eneste minut. Han vil være i mine tanker for evigt. Hans smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme. Han er stadig uden tvivl den mest fantastiske person i hele verden!

 

 

Skriv din mening om historien

Jeg bliver altid glad for at høre, hvad du synes om min historie.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *