Kunstigt Liv

Sarah Henriksen
21/8 2056

Robotter

Der var engang, hvor man måtte klare alting selv. Engang hvor man var afhængig af sin egen ydeevne, og ikke var i stand til at få hjælp fra nutidens hjælpemidler. Her taler jeg selvfølgelig om robotter.
Robotterne er i dag en væsentlig del af vores hverdag. De er vores hushjælp, vores barnepiger, vores lektiehjælp og vores selskab. De er med til at få dagen til at hænge sammen og til at klare de ting, vi selv ikke er i stand til eller ikke har lyst til. Før i tiden måtte man selv tage sig af rengøring og madlavning, som vi i dag ser som en helt naturlig ting, robotterne tager sig af. Personligt ville jeg for eksempel ikke kunne se mig selv med en opvaskebørste i hånden eller med en kost under armen. Det ville ganske enkelt være spild af tid, hvis jeg selv skulle tage mig af sådanne ting. Tænk hvor meget af mit liv, jeg ville miste, hvis jeg skulle gøre rent, vaske op, lave mad og gå tur med hunden. Det ville være timer
hver dag, som jeg i stedet kan bruge med mine venner.
Jeg tror ikke, jeg ville bryde mig om at leve i en tid uden robotter.
Det helt nye inden for robotteknologien er en teori udviklet af Jesper Lund Iversen (forsker ved statens afdeling for robotteknologi og udvikling). Den bygger på, at robotterne nu skal til at være mere end ”blot tomme kasser, der er i stand til at tænke” (citat af Jesper L. Iversen, Tv-avisen d.10 /8 2056). Robotterne skal nu i stedet til at være vores venner med menneskelige følelser. Det vil sige, at de skal være i stand til for eksempel at forstå vores problemer. Fortæller jeg min robot en trist historie, skal den blive ked af det, ligesom et rigtig menneske ville gøre. Den skal være i stand til at glæde sig eller blive sur, og den skal være i stand til elske, som et menneske ville kunne gøre det…

Hernæst fulgte to sider med min egen mening om følelser til robotter. Det var en stil, min dansklærer havde bedt os forberede til netop i dag, fordi denne følelsespakke til robotter fra i dag af ville være at finde i butikkerne. Den ville være dyr, flere tusinde kroner, men for dem, der havde råd, ville det fra nu af blive muligt at skabe sin egen bedste ven. I løbet af den sidste måned havde fjernsynet været fyldt med debatter om denne nye mulighed – nogle var imod, de fleste var for. Hvorfor og hvordan vi selv følte på dette område, skulle vi diskutere i klassen i dag ud fra hvad, vi havde skrevet. Jeg så frem til det.
En klirren af metal meddelte Q10’s ankomst med min morgenmad.
”Godmorgen Sarah,” sagde han med sin metalliske stemme, der mest af alt lød som noget, der var spillet ind på et bånd. Han var en af de små modeller. ”Legetøjsmodellerne” var der nogen, der kaldte dem. De var kun halv størrelse af de rigtige, og de var slet ikke i stand til de samme ting. Ingen kunne for eksempel finde på at sætte en Q10’er bag rattet i en bil eller i cockpittet på et fly. Her skulle man mindst bruge en X13 eller måske en Z47. Men til rengøring, lektiehjælp og madlavning var de udmærkede, og det var hvad, jeg havde fået min Q10 til for to år siden til min fødselsdag.
”Godmorgen Q10,” sagde jeg. ”Har du hentet posten?”
Der gik et øjeblik, mens hans metalliske hjerne overvejede spørgsmålet.
”Posten ligger på køkkenbordet ved mikroovnen,” svarede han så. ”Skal jeg hente den?”
”Nej tak.” Jeg rystede på hovedet. ”Lad den ligge til min mor.”
”OK.” Hans hjul satte i gang igen, og han forsvandt knagende ud i køkkenet. Jeg mindede mig selv om, at jeg skulle huske at få ham smurt. Det var træls at høre på.
Jeg slugte min morgenmad hurtigt. Jeg var ikke sulten, men følte mig forpligtet til at spise den alligevel. Ikke fordi det ville betyde noget for Q10, der jo ingen følelser havde, men fordi jeg vidste, min mor ville blive sur, hvis hun fandt ud af, jeg ikke spise. Dernæst børstede jeg tænder og gik så ned for at møde Jacob ved banen.

~
Han stod der allerede, da jeg kom. Hans mørke hår var let genkendeligt, og desuden stod han, hvor han altid stod. Ved vogn nummer 39, kodet til Dalløkkeskolen via Ringvejen. Der var plads til fire i sådan en vogn, men vi sad altid kun han og jeg. Det havde vi altid gjort. Siden børnehaveklassen.
”Godmorgen,” sagde jeg og satte mig ind over for ham, hvorefter vognen satte sig i bevægelse og bevægede sig ud i den myldrende morgentrafik.
”Ved du, hvad jeg har læst?” sagde Jacob, da vi havde passeret det første lyskryds. Det var typisk ham at lægge ud på denne måde. Han elskede at læse om ting. Han ville også være forsker.
”Hvad har du læst?” spurgte jeg.
”Du ved godt, hvad sådan nogen vogne her kører på, ikke?”
I sådanne tilfælde kunne jeg godt blive lidt irriteret på ham. Bare fordi jeg ikke ville være forsker, var jeg jo ikke dum.
”Benzin,” svarede jeg.
”Nemlig,” sagde han. ”Den kemiske formel, er…” Men så stoppede han, udmærket klar over at det ikke interesserede mig, hvad den kemiske formel var. ”Ej, men kort og godt er, at vi, når vi kører, producerer det, der kaldes CO2. Det er en drivhusgas, der lukkes ud i atmosfæren og skaber det, der kaldes Global Opvarmning.”
”Det har jeg aldrig hørt om?” sagde jeg.
”Nej, for det sker nemlig ikke mere. Men tilbage i Atomtiden, omkring år 2008, var der en kæmpe krise i verden, fordi Jorden var ved at blive overophedet. Man var bange for, at Jorden ville gå under.”
”Og hvorfor gjorde den så ikke det?” spurgte jeg stadig lige uinteresseret, eftersom Jorden jo stadig havde det fint.
”Jo, ser du, det lykkedes nogle forskere her fra Danmark at udvikle et slags ionfilter, der blev lagt ud i atmosfæren og som opløser drivhusgassen.”
”Virkelig?”
”Ja. Er det ikke bare vildt interessant?”
”Jo, enormt,” løj jeg.
Vi fortsatte ud ad vejen. Som vi passerede de forskellige huse, kunne vi se robotterne, der allerede var begyndt at samle sig til dagens arbejde. Nogle havde malerspande over armen, andre havde værktøj i hænderne. Normalt var de allerede i gang med at feje, male eller reparere, hvad der nu skulle repareres, men i dag stod de samlet i små grupper, næsten som om de talte sammen. Måske havde det undret mig mere, hvis ikke Jacob havde siddet og været i gang med sin fortælling, som jeg var nødt til at følge med i. Måske havde jeg opdaget det anderledes, eller bare tænkt lidt mere over det. Måske havde jeg fået et indtryk af, at et eller andet var galt.

~
”Hvis robotterne får følelser, vil de være i stand til at kunne være vores venner. Det vil være godt for folk, der har svært ved at få rigtige venner. Så kan man købe sig en bedste ven i stedet.”
”Ja, udmærket synspunkt, Malene. Er der nogen, der har en kommentar til det?”
Emil rakte hånden op.
”Jeg synes, det ville være falsk. Man bør ikke give maskiner menneskelige egenskaber. Der er en grund til, at de hedder maskiner.”
”Men hvis man nu kunne gøre dem til mere end bare maskiner,” sagde Malene.
”De er lavet af teknologi, de vil altid være maskiner,” mente Emil.
De to kiggede surt på hinanden.
”Prøv I andre nu at blive en del af diskussionen,” sagde Tina, vores samfundsfagslærer. ”Det er meningen, at I alle sammen skal have en mening.”
Jacob rakte hånden op.
”Jeg synes i det hele taget, det vil være forkert at give robotter følelser. Jeg mener, det er da fedt nok, hvis de kan blive glade for en gave eller sådan noget, men hvis de også kan blive sure, er det jo ikke fedt.”
”Nej, men det er menneskeligt,” forsøgte Malene endnu engang.
”Det er maskiner,” sagde Emil. ”De skal ikke være menneskelige.”
”Jacob var ved at sige noget,” brød Tina ind.
”Ja,” sagde Jacob og fortsatte. ”Jeg synes, Emil har ret. Vi har opfundet robotterne, fordi de skulle fungerer som maskiner. Altså som en daglig hushjælp. Egentlig burde de ikke kunne andet, end at bevæge en kost frem og tilbage. Jeg synes, allerede man gik for langt, da man gav dem tanker.”
”Hvorfor?” ville Johanne vide.
”Fordi jeg synes, det er skræmmende, at en metalkasse er i stand til at tænke.”
Tina afbrød igen.
”Udmærket at du kommer ind på det med tanker, Jacob. Er der nogen, der vil forklare forskellen på følelser og tanker?”
Iben rakte hånden op.
”Altså, en robot kan tænke, ’nu går jeg en tur med hunden’. Men den vil ikke være i stand til for eksempel at tænke, ’nu går jeg en tur med hunden, men jeg gider egentlig ikke’. Den gør det bare.”
”Ja, lige præcis,” nikkede Tina. ”Der er en væsentlig forskel. Ja, Thomas?”
”Så forstår jeg bare ikke, hvorfor man har givet denne her følelsespakke til militærrobotterne – altså X13. Bliver de så ikke kede af det, når nogen dør?”
”Er der nogen, der kan svare på Thomas’ spørgsmål?” spurgte Tina. ”Ja, Jacob.”
”Man har kun givet militærrobotterne en del af følelsespakken,” sagde Jacob. ”De er kun i stand til at være vrede på dem, de er i krig imod. En slags magtfølelse.”
”Men kan man så ikke også bare nøjes med at give de almindelige robotter en del af pakken, så de kun kan være glade?” spurgte Thomas.
”Så er vi inde på det, Malene snakkede om før,” sagde Tina. ”Vil det være menneskeligt?”
Jeg rakte hånden op.
”Jeg synes, det ville være synd for robotten kun at give den halvdelen. Som om den ikke var god nok.”
”Det er da lige meget, om det er synd for den,” sagde Søren. ”Den kan jo ikke være ked af det.”
Folk lo.
”Det er faktisk rigtigt,” sagde Thomas. ”Selvom man slår den, vil den bare være glad.”
”Men så er det vil heller ikke menneskeligt,” mente jeg. ”Hvis den kun kan være én ting, så kan den jo lige så godt lade være med at kunne være noget.”
Der blev en spredt mumlen. Søren lænede sig lidt surt tilbage i stolen og nøjedes med at tegne på sit ark papir. Han havde ikke flere kommentarer til emnet.
Tina måtte få diskussionen i gang igen.
”Men hvad så?” sagde hun. ”Det lyder altså som om, I synes, at hvis robotter skal have følelser, skal de have alle slags følelser. Eller hvad?”
Jacob rakte hånden op igen.
”Jeg mener stadig ikke, at de bør have nogen. De er maskiner. Mit køleskab har jo heller ingen følelser.”
”Det ville ellers være sjovt,” mente Thomas. ”Så ville det nok fryse.”
”Ha ha ha,” sagde Jacob sarkastisk. Han var sur over ikke at blive taget seriøst.
Tina kiggede på sit ur.
”Vi når ikke mere,” sagde hun, ”men det er nogle rigtig gode ting, I har haft oppe og vende. Jeg samler jeres stile ind nu, og så diskuterer vi videre på mandag. Jeg vil gerne have, at I forbereder jer lidt bedre derhjemme, så alle er med i diskussionen næste gang.”

~
~
Vi hørte dem, før vi så dem. Høje, rungende lyde af tungt metal, der rullede hen over jorden. Jacob kiggede op fra den anden side af bordet, hvor Q10 var i gang med at hjælpe med hans matematik. Den blev ved med at sige ”ligningen giver X = 3”, selvom Jacob for længst havde rejst sig og var gået hen til vinduet. Vi stod der sammen, og kiggede ned på den mørke gade.
De kom i skumringen.
”Han havde ret,” sagde Jacob, mens han knugede om vindueskarmen, så hans knoer blev vide. Jeg selv kunne ikke sige noget. Jeg var lammet af rædsel.
I de sidste dage havde debatten kørt i hele byen. Var følelserne en fejl? Havde vi givet robotterne noget, vi ikke burde?
Her kom svaret, præcis som man havde frygtet: ja.
”De har slået sig sammen,” mumlede Jacob. ”De starter en krig.”
”Jeg forstår det ikke.” Det kom ud som en hvisken. Mere kunne jeg ikke præstere.
Han tog fat om skulderne på mig.
”Sarah, lyt godt efter, for jeg siger det kun én gang.”
Jeg nikkede. Han trak vejret dybt.
”Militærrobotterne har fået magtfølelser. De ved, hvad det vil sige at kunne bestemme over andre, og de ved, at det er noget godt. De har slået sig sammen, og de starter en krig, så de kan få magten over os. Forstår du det?”
Jeg nikkede igen.
”De sagde det i Tv-avisen, jeg ved, du hørte det. Robotterne ved, hvad et ’nej’ betyder. De ved, at vi ikke vil lade dem få magten. Sarah…”
Han satte sig på knæ og tog mig i hænderne på en rigtig storebror-agtig måde.
”… de er klar til at gøre alt, for at få magten. De kender ikke til frygt, så de er ikke bange for at dø. De kan ikke dø. Men de kan slå ihjel, og det gør de, hvis vi stiller os i vejen for dem.”
”Men vi kan da ikke bare…” hviskede jeg.
”Nej.” Han rystede på hovedet. ”Selvfølgelig gør ministeriet noget ved det. Men du hørte det i nyhederne: alle andre skal væk herfra. Okay?”
Jeg nikkede.
”Vi burde være evakuerede, men de har været hurtigere, end vi troede. Derfor er det op til os selv nu. Vi skal ud af byen.”
”Men… de kommer,” hviskede jeg.
Han nikkede.
”Det er derfor, vi skal af sted… nu.
”Min mor… min mor er på arbejde.”
”Vi kan ikke vente på hende. Sarah, vi skal væk.”
”Nej! Nej, vi venter!”
”Sarah!” Han rejste sig igen og greb hårdt fat om skulderne på mig. ”Vi skal væk nu! Din mor prøver selv at komme ud. Vi kan ikke vente på hende.”
”Det siger du kun, fordi du ikke har nogen forældre,” sagde jeg. Ledt var det, men jeg var ude af mig selv.
Han svarede ikke med det samme, men kastede endnu et blik ud ad vinduet. Ud mod fabrikkerne og de høje skorstene. Ud mod bygningerne, hvor larmen kom fra.
”Jeg har min onkel,” sagde han, ”og hvis jeg kunne, ville jeg hjælpe ham. Men, Sarah, det hjælper ikke din mor, hvis vi først skal ud til den anden ende af byen efter hende. Vi er nødt til at prøve at komme væk.”
Jeg vidste, han havde ret, men jeg sagde ikke noget. Så bare på at han fandt min jakke og tog den på, da han bad mig om det. Fulgte med ham ud ad døren.
Q10 sad stadig og sagde resultatet på ligningen.

~
Gaderne var fulde af mennesker, der løb forvirrede rundt. Nogle råbte, andre så ud som om, de ville kaste op, hvis de åbnede munden. Jeg selv var syg og dårlig af angst og ude af stand til at gøre andet, end at løbe i hælene på Jacob.
”Vi skal over floden,” havde han sagt, mens vi stadig var i lejligheden. ”Vi skal for Guds skyld ikke i nærheden af nogle af lagerbygningerne.”
Vi løb, og vi var ikke de eneste. Overalt spænede folk i alle retninger, mens de råbte eller græd. Nogle havde prøvet at slæbe ting med sig, men de fleste opgav undervejs og smed det fra sig.
Der gik ikke længe, før vi blev færre og færre. Alle valgte forskellige veje. Jeg var glad for, at jeg havde Jacob. Han var klog, han vidste, hvad vi skulle.
De metalliske lyde var kommet tættere på. Som tiden gik blandede de sig med skrig. Da det første skud kom, var jeg nær sunket sammen i skræk, men Jacob fik mig op og fik mig til at fortsætte. Vi kunne ikke løbe mere. Sidestikken gjorde det næsten umuligt at trække vejret, og benene gjorde ondt. Men vi bevægede os i hurtigt tempo. Vi skulle væk.
Robotterne blev kun inden for bymurene. Det var de programmeret til. De var kun ment til storbyen og ikke andre steder. I det små byer havde de kun de almindelige robotter, som stadig ikke kunne andet end bare tage opvasken. Det var derfor, at det var der, vi skulle hen. Væk. I sikkerhed.
Jacob holdt mig om håndleddet og førte mig ind og ud mellem bygningerne. Han kendte byen godt, var vokset op her. Han vidste præcis, hvilken vej, der ville være sikrest og hurtigst ud ad byen. Han førte mig rundt om kirken og videre op ad gaderne, mens han blev ved at gentage de samme ord: ”Vi skal nå broen før dem. Vi skal nå det!”
På et tidspunkt måtte jeg stoppe op og tage mig til siden.
”Jeg kan ikke mere Jacob,” gispede jeg.
Han kiggede på mig.
”Vi skal nå over broen,” sagde han.
”Fem minutter,” pustede jeg. ”Bare fem minutter.”
Han kiggede væk. Han lyttede.
”Fem minutter,” sagde han så.
Vi gik om bag en bygning og satte os med ryggen mod muren. Jeg lagde hovedet tilbage, og lukkede øjnene. I lange, tunge drag slugte jeg den fugtige aftenluft, og lod den fylde mine trætte lunger. Suge ind, puste ud, suge ind, puste ud. Det var alt jeg koncentrerede mig om.
Indtil en lyd pludselig fangede min opmærksomhed.
”Jacob!” gispede jeg.
Han tog fat om mit håndled.
”Jeg har hørt den,” hviskede han.
Den metalliske lyd blev højere. Der var ikke mange, max fem, men de kom denne her vej, det var tydeligt. Vi sad gemt bag muren, men fortsatte de i denne her retning, ville de få øje på os. Jeg vidste ikke, hvad de ville gøre, hvis de fandt os. Ville de skyde os med det samme, eller blev vi bare taget til fange? Hvis de ville have magten, så skulle de vel også have nogen at have magten over?
Men jeg ville ikke være i deres magt. De var maskiner, maskiner med følelser. Hvordan skulle de være i stand til at styre noget som helst?
Jeg prøvede at sige noget til Jacob, men han lagde en finger på mine læber. Lydene blev stadig højere, og det var som om, han prøvede at finde ud af, hvor præcis de kom fra. Så rejste han sig lydløst, til han stod ret op og gjorde tegn til, at jeg skulle gøre det samme. Så pegede han mod venstre med en finger for læberne. Den vej, men vær stille!
Vi listede. Mit hjerte sad i halsen, men jeg blev ved med at bevæge mig. Jeg kunne mærke Jacob lige bag mig, det var det eneste, der fik mig til at blive ved med at gå. Hans varme ånde ramte min nakke, og jeg vidste, at hans puls var lige så høj som min. Det gjorde mig kun mere bange. Jacob var kun bange, når der virkelig var noget at være bange for. Og nu var han virkelig bange!
Jeg kunne mærke, hvordan skrækken bredte sig og langsomt lammede min krop. Mine ben ville ikke flytte sig i hurtigt tempo længere, og mine skridt var små og stive. Det rev i min hals, hver gang jeg trak vejret, og sveden drev ned over mit ansigt.
Lydene kom stadig nærmere. De havde sat farten op.
Der begyndte at køre billeder i mit hoved. Billeder af min mor og min far, da de stadig var sammen; af min første hund, da jeg fik en på min syv års fødselsdag; af Jacob, der grinede, mens gyngede i min have som lille. Pludselig gik det op for mig, at jeg stod stille, og at jeg ikke var i stand til at bevæge mig mere. Mine ben var lammede, og min indvolde føltes som om, den var på vej op igennem halsen på mig.
Jeg vendte mig mod Jacob. Han viftede med hånden: fortsæt, fortsæt! Men jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke.
Han kendte mig for godt til at blive ved med at forsøge. Han vidste, at jeg mente, hvad jeg sagde.
De var tæt på nu. Måske lige bag bygningen derovre.
Han vendte sig og bøjede sig let ned i knæ. Bredte armene bagud imod mig.
Jeg vidste, hvad det betød, sprang op på hans ryg.
Han løftede mig så let som ingenting.
Det gik ikke stærkt, men det gik fremad. Han var stærk, Jacob, stærk som en okse. Og ville han noget, så ville han, og så kunne selv ikke hundrede farlige robotter stoppe ham. Så han fortsatte, blev ved med at løbe.
Nu kom de! Fra bag husene kom de frem, fire styks. De havde ladte geværer, der pegede imod os, og deres øjne skinnede faretruende i den mørke aften.
”Overgiv jer!” lød deres mekaniske stemmer som en torden gennem mørket.
Jacob stoppede op og lod mig glide ned fra hans ryg. Langsomt vendte han sig om med armene i vejret. Jeg gjorde det samme.
Robotterne bevægede sig nærmere, stadig med geværerne rettet imod os.
”Sarah…” hviskede Jacob, stort set uden at bevæge læberne. ”Når jeg siger til, så løber du ind mellem husene derovre, og du ser dig ikke tilbage. Løb mellem bryggerierne, så kommer du til broen. Når du er ovre den, er du i sikkerhed.”
”Hvad gør du?” hviskede jeg tilbage.
”Du skal ikke tænke på mig. Hvis alt går efter planen, så mødes vi på den anden side.”
Jeg vidste ikke, om det var sandt, men jeg var nødt til at stole på ham. Derfor nikkede jeg stille.
”Vi overgiver os,” råbte Jacob. Robotterne stoppede op. De sænkede deres geværer, bevægede sig så nærmere igen.
”Vær klar,” hviskede Jacob. Jeg vidste ikke, hvad han ventede på, men så pludselig råbte han ”nu!”, og så sprang han til siden. Jeg satte i løb den modsatte vej, præcis som han havde sagt, jeg skulle. Jeg så mig ikke tilbage, løb bare.
Jeg vidste ikke, hvad han havde gjort, men det havde virket. Ingen fulgte efter mig, da jeg kom ind mellem bryggerierne, og kort efter kunne jeg se den store bro foran mig. Jeg nåede den uden besvær, men stoppede op.
Jeg vendte mig rundt og spejdede ind mod byen. Hvorfor kom Jacob ikke løbende imod mig?
Der lød et skud, et skrig i natten.
Jacob!
Noget kom humpende ud fra bygningerne derovre og faldt sammen på jorden. Robotterne var over ham på ingen ting.
”Han er skudt,” lød det fra den ene. ”Tilbage til byen.” Dens stemme mindede mere om et menneskes, men var stadig knagende. Den forsvandt med de andre i mørket.
Jeg ventede et stykke tid, inden jeg turde bevæge mig tilbage. Men så løb jeg også, som jeg aldrig havde løbet før.
Jacob lå på jorden. Han holdt over et sår i den ene side af maven, hvorfra blodet strømmede ud.
”Jacob!” gispede jeg.
”Er du okay?” spurgte han. Hans stemme var svag, og det lød som om, han havde blod i munden.
”Jacob? Er du okay? Du må ikke dø!”
”Sarah, hør på mig engang…” Hans stemme var kun en hvisken. ”Du er min bedste ven, og jeg vil have, at du kommer i sikkerhed. Jeg vil have, at du finder din mor. Jeg ved, hun er derovre et sted.”
”Jeg går ikke uden dig!” Jeg var rasende, hvordan kunne han tro sådan noget.
”Sarah, for helvede,” hviskede han, ”der er ikke noget, du kan gøre. Jeg var nødt til det her, for at en af os kunne overleve. Du er nødt til at fortsætte. Du løber over den bro, og du finder din mor, og så lover du mig én ting…”
”Jeg vil ikke forlade dig, Jacob!”
”Du lover mig, at du gør alt for at få robotterne ud af verden. Om du så skal kæmpe for det hele dit liv, så skal de væk, okay? Emil havde ret, man skal ikke give liv til maskiner. De skal ud af vores verden, forstår du det?”
”Jacob, du må ikke dø.” Jeg græd. Tårerne drev ned over mine kinder. ”Du skal jo være forsker. Du skal være en gammel mand med langt skæg, og du skal studere ionfiltrer i atmosfæren og redde verden. Ik’, Jacob?”
”Sarah, løb nu!” Hans stemme var svag, men fast. Han kunne ikke overtales.
”Jeg bliver siddende hos dig,” sagde jeg. ”I hvert fald indtil… indtil…” Jeg kunne ikke sige det. Jacob kunne ikke dø, det kunne han bare ikke. Han var min bedste ven.
”Sarah, jeg lod dem skyde mig for din skyld. Det mindste du kan gøre er at flygte.”
”Du kan godt reddes, Jacob. Du skal bare med over på den anden sidde, så…” Men jeg vidste godt, at han ikke kunne reddes. Hans øjne fortalte mig det. De lå der og kiggede på mig med en beslutsomhed, som kun et døende menneske kan have. Han græd ikke, viste ingen tegn på at han var ked af at skulle dø. Han kiggede på mig med et svagt smil på læberne.
”Løb, Sarah. Løb nu bare.”
Jeg slap langsomt hans hånd, som jeg indtil nu havde knuget i min egen. Langsomt lod jeg den glide ned på hans mave, hvor den blev liggende slap og kold.
”Jeg kommer tilbage efter dig, Jacob,” sagde jeg. Han svarede ikke, men kiggede bare på mig med store, tomme, udtryksløse øjne. Så vendte jeg mig og løb. Hen mod broen, hen mod friheden.
Selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad der ventede mig på den anden side.

 

Din mening

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *