Forelsket i det ukendte

Tror du på kærlighed ved første blik?
Jeg gør. Jeg ikke bare tror på det, jeg har oplevet det!
Det hele begyndte til en skolefest i marts måned. Jeg havde selvfølgelig lagt mærke til ham før, men kun sådan hvis han lige passerede på gangen. Der var aldrig nogen øjenkontakt eller bare det mindste tegn på, at han lagde mærke til mig. Vi kendte jo heller ikke hinanden, jeg vidste kun, at han hed Jonas, og at han gik på årgangen over. Men denne her aften skete der altså det, som vendte op og ned på det hele.
Festen blev holdt i den lille gymnastiksal, som var blevet pyntet med balloner og serpentiner. I den ene ende var der lavet bar, i den anden ende var en stor scene sat op. Der var netop gået et skoleband på, der kaldte sig ”Love at first sight”. Ser du? Det er nærmest uhyggeligt, så oplagt det var.
Vi var stimlet sammen i en stor klump foran scenen, og musikken begyndte at spille. Trunte stod ved min side og rokkede fra side til side. I aftenens an-ledning var hun iklædt cowboybukser og en lang skjorte med et bælte om maven. Brillerne var gledet en smule ned ad næsen på grund af hendes dans. Jeg selv dansede ikke, men nøjedes med at klappe i takt og vippe lidt med foden. Samtidig kiggede jeg rundt på de andre, hvoraf de fleste havde samme stilling som mig og bare lyttede. Jeg havde netop konstateret, at Lisette og Karina gjorde alt hvad de kunne for at vise, at de hadede musikken, da jeg fik øje på ham blandt hans venner til venstre for scenen.
Hans festtøj bestod af bukser og en sort t-shirt, der faktisk klæd-te ham utrolig godt. Håret sad, som det gjorde til hverdag; let redt tilbage med en anelse voks. Han stod og hvilede på den ene hofte med armene over kors. Ikke fordi han var sur eller kedede sig, men fordi det var afslappende. Hans øjne fulgte guitaristen, der hoppede rundt på scenen, men i næste nu vendte de pludselige og kiggede direkte på mig.
Jeg slog blikket ned. Tåbelig som jeg var, slog jeg blikket ned. Det er den fejl, man altid laver. Man stirrer på dem, fordi man in-derligt håber, at de vil opdage en, men så snart de så kigger på en, og man får chancen for at smile til dem, så bliver man nervøs og slår blikket ned. Og bagefter skynder man sig at se ud som om, at man interesserer sig for alt andet. For han må da endelig ikke få fornemmelse af, at man føler no-get for ham.
Men det gjorde jeg. Jeg følte noget for ham. Det blik, han sendte, havde fået no-get til at vende sig inden i mig, og jeg var forelsket på stedet. Forsigtigt løftede jeg blikket, og suget i min mave kunne have væltet mig bagover.
Han kiggede stadig direkte på mig.

De næste to måneder brugte jeg på at forestille mig sammen med ham. Hånd i hånd op og ned ad gangene på skolen, i biografen og se en romantisk film eller på café og drikke varm kakao med hinanden i hånden. Det blev hurtigt en trøst for mig, at jeg om aftenen, inden jeg skulle sove, kun-ne ligge og forestille os sammen. Det var noget, jeg kunne fordrive ventetiden med indtil den dag, hvor vi endelig fandt sammen. For vi ville finde sammen, det var jeg sikker på. Vi var skabt for hinanden.
Jeg vidste det, fordi jeg elskede alt ved ham. Hans mørke hår, de nøddebrune øjne, det skæve smil. Jeg elskede hans tøjstil, og hans stemme, og jeg elskede, at han spillede mu-sik i sin fritid. Hvor havde jeg ikke forestillet mig mange gange, hvordan han blev en kendt musiker og stod forrest på scenen, mens jeg stod blandt publikum og skreg op til ham. Og i sit sidste num-mer ville han bede mig komme op på scenen, og han ville synge en kærlighedssang for mig, så alle blandt publikum ville blive jaloux over det, vi havde sammen.
Men ventetiden skulle blive lang. Sidste skoledag oprandt, og da han jo var et år ældre end mig, skulle han ud af skolen. Jeg fulgte ham med øjnene hele dagen og håbede, at han ville opdage mig. For så ville han smile til mig, fordi han vidste, at det kunne vare længe, inden vi sås igen.
Men han opdagede mig ikke, og før jeg vidste af det, havde han forladt skolen sammen med de andre fra niende årgang.
Den dag var sidste gang jeg så ham.


Første del
Hytteturen

15. august, første dag efter sommerferien. Nu var vi de store, niende klasse! Det var nu, de små ville se op til os, og det var nu, ingen længere kunne sige noget grimt til os, for vi var de store, de farlige. På sådan en dag burde man komme triumferende i skole og fejre, at der nu kun var ét sølle år tilbage. Et år med magten til at snyde foran i kantinekøen, et år som formænd i elev-rådet, et år med fredagsbar hver anden uge, kun for os.
Men ingen følte, at der var noget at fejre.
Det var sådan, at vores klasselærer Majbritt var gået på barsel med sit andet barn og skulle være væk et helt år. Derfor skulle vi have en ny klasselærer, og den eneste, der havde nok timer til overs til sådan en tjans, var den værste lærer i Danmarks historie. Eller det havde vi i hvert fald hørt. Klasser, der havde haft ham som vikar, afskyede ham på alle måder, og de gjorde nar af ham og hans undervisning. Kim hed han, og der var allerede opstået grimme øgenavne. Så da klas-sen ankom den onsdag morgen til deres første time det skoleår, var det ikke kun det kraftige regn-vejr, der sænkede humøret – men tanken om et helt år med diktatur og pin-sel.

”Godmorgen, Lea,” sagde Trunte, da jeg drivvåd smed min skoletaske ved siden af hende. Jeg svarede hende med et grynt og gav mig til at vride det våde pandehår. Paraplyen havde ikke kunnet klare presset fra regnen, der blev blæst skråt på grund af den kraftige vestenvind hele vejen ned ad Skolestien. Den havde simpelthen endt med at give op med et suk og vendt vrangen ud ad, så mindst halvdelen af stænglerne inden i den knækkede.
Mange andre havde lidt den samme skæbne som mig. Som folk begyndte at møde ind, kunne jeg se, hvordan den ene var mere gennemblødt end den anden. Christina, der måtte cykle fra nabobyen hver eneste morgen, var så gennemblødt, at hendes veninder straks hjalp hende ud af den våde bluse og lod hende låne en cardigan. Lisette og Karina derimod var lige så tørre udenpå som indeni. De blev selvfølgelig kørt i skole i Lissettes fars store firmabil med DVD i nakkestøtten. På den måde sad både hår og makeup som det skulle, når de nåede frem.
Johan tog det hele med et smil. Han kørte et par fingre igennem det våde hår og lænede sig derefter lidt til siden, så han kunne se Christina smide blu-sen.
Her bør vi faktisk lige tage et break. Johan er en af de personer, som man ikke bare sådan kan køre hurtigt hen over. Han kræver en lidt længere forklaring. Beklager, men det kan være nødvendigt. Det er nemlig sådan med Johan, at jeg hader ham over alt på Jorden. Jeg er så irriteret på ham, at det kun overgås af Klaus, der klæber sig op ad mig. Johan er nemlig en af de personer, der er god til alt, man bør være god til i den populære halvdel af ungdommen. Han er flot, char-merende og god til sport – og han ved det godt selv. Hvis nogen skulle komme i tvivl, er det i hvert fald altid Johan, der lige minder dem om det. Hvordan han bliver den næste David Beckam, eller hvordan han mindst var sammen med fem piger den forrige weekend. Alt sammen iskoldt og spejl-blank arrogance, der kommer som en klæbrig masse og slynger sig om min hals, så jeg er ved at kaste op. Johan, husk på Johan! Han er vigtig at kunne skældne fra de andre.
”Du skulle have ringet, så kunne du have kørt med mig,” sagde Trunte, der også var blevet kørt i skole den morgen. Ikke fordi hun, ligesom Lisette og Karina, var røv forkælet, men fordi hendes far alligevel skulle den vej på arbejde.
”Regnen blev først rigtig slemt, da jeg skulle til at gå, og så var det for sent,” sagde jeg lidt bittert. ”Men eller mange tak, jeg husker det til en anden gang.”
Trunte smile-de.
”HAN KOMMER!” lød det i det samme fra Jesper, der kom løbende ind ad døren. Der blev en øjeblikkelig stilhed, og alles blikke blev rettet mod indgangen til klasselokalet. Det var nærmest som om, vi ventede på selveste Adolf Hitler, som hvert øjeblik kunne troppe frem med sin kæmpe hær bag sig og erklære os krig. Stilheden og spændingen ville have været den samme, det er jeg sikker på.
Trunte havde knyttet hænderne som i en anden forsvarsstilling, og tog jeg ikke me-get fejl, sad hun og bed sig selv i tungen af spænding. Sådan gjorde hun altid. Hun var elendig til at tackle situationer som denne.
Der lød skridt tæt ved døren, og håndtaget blev trykket ned. I næste nu kom vores nye lærer til syne.
Han var høj og tynd med lyst hår. Han virkede yngre, end jeg havde forestillet mig, og han var iklædt træningsbukser og t-shirt, så han lignede en anden fodboldfan. Han havde tasken hængende på den ene skulder og en mappe under armen. Ansigtet var neutralt og afslørede intet.
”Godmorgen,” sagde han og fortsatte op til kateteret. Ingen svarede. Lisette og Karina vekslede blikke.
”Jeg hedder Kim Svendrup, og jeg skal være jeg klasselærer det næste år, eftersom jeres gamle klasselærer er på barsel.” Han vendte sig og skrev sit navn på tavlen. I mellemtiden tænkte jeg på, hvad der mon fik ham til at tro, at vi ikke vidste alt det i forvejen.
”Jeg tænkte, at vi lige skulle starte med en navnerunde, så jeg kan få en for-nemmelse af, hvad I er for nogle.” Kim smilede. Igen intet svar.
”Okay, jamen lad os da bare starte fra en ende af… Hvad hedder du?”
En navnerunde er faktisk ikke en dårlig idé, for så jeg kan jo lige sige til, hvis der er nogle bestemte at lægge mærke til. Fint nok, vi starter altså ved Jet-te.
”Jeg hedder Jette.”
”Og jeg hedder Sofie.”
Jette og Sofie er slyngveninder. Ved man, hvor den ene er, ved man, hvor den anden er.
”Jesper.”
”Andreas.”
”Nicolaj.”
”Morten.”
”Mathias.”
Fodboldgruppen. To sidstenævnte drømmer om at blive de nye Laudruper. Træning tre gange om ugen, frikvarte-rerne handler ikke om andet.
”Mathilde.”
”Pernille.”
”Lea.” (Det er mig).
”Emilie.”
Emilie er Truntes rigtige navn, men det er kun hendes far, der kalder hende det. Alle andre kalder hende Trunte, hvorfor ved jeg ikke. Nu vi lige er ved det, kan jeg også fortæl-le, at Truntes forældre er skilt, og at hendes mor lever i Canada og vist nok er sanger på en eller anden natcafé. De har ingen rigtig kontakt med hinanden, men Trunte modtager da en gave til jul og sin fødselsdag. Hende og farmand bor lige midt i byen i et gammelt hus og trives vist vældig godt. Hendes far ejer en gammel antikforretning og byder mig altid på kaffe, når jeg er på besøg. Vi taler aldrig om hendes mor.
Nå, hvem kommer så…
”Malthe.”
”Johan.”
”Emil.”
”Christina.”
”Sarah”
Sarah og Jette var bedste veninder hele vejen igennem de små klasser. Men så blev de vilde med den samme fyr og har ikke talt sammen siden. Mange mener, at Jettes tætte venskab med Sofie er en slags hævn mod Sa-rah.
”Michael.”
”Troels.”
”Lisette.”
”Karina.”
”Frederik.”
”Klaus.”
Klaus. Klæberige Klaus. Klæbrige, klamme Klaus. Føj, jeg hader ham. Og hvorfor gør jeg det? Jo, fordi han gør præcis det modsatte. Han elsker mig. Han er fuldstændig håbløst smaskforelsket i mig. Og det er selvfølgelig fair nok, ham om det, men det irriterende er, at han ikke kan skjule det. Det er nem-lig sådan, at Klaus ville have hørt bedre hjemme i middelalderen eller riddertiden, hvis ikke det er det samme. I hvert fald i den tid hvor alle de der ”der var engang”-eventyr stammer fra. Så kunne han have fået lov til at trække stolen ud for mig, tage min jakke, eller samle mit viskelæder op, når jeg tabte det. Men nu skriver vi år 2008, og i dagens Danmark er det altså visse andre ting, der skal til for at score prinsessen. Gud, hvor ville jeg gerne sende Klaus tilbage til 1100-tallet, eller hvornår middelalderen nu lige var.
”Godt så,” sagde Kim, ”jamen hej til jer alle sammen.” Han satte sig i stolen bag kateteret. ”Vi skal være sammen de to første timer her til morgen, og jeg har tænkt mig, at vi skal snakke om den hyttetur, vi skal på i weekenden.”
Åh ja, det glemte jeg at fortæl-le jer. Men pyt, I hører jo det hele nu.
”Jeg ved ikke, hvor meget I allerede har hørt, men nu ta-ger vi bare det hele igennem. Så undgår vi også visse misforståelser. Grunden til, at vi tager af sted, er for at få en chance for at lære hinanden bedre at kende. Så får vi en mulighed for at lave nogle sjove ting sammen og sådan. I kom jo ikke til Bornholm i syvende klasse, som man ellers ple-jer…”
Det behøver du ikke minde os om, Fister, tænkte jeg.
”… så I har en masse penge tilovers i jeres klassekasse. Derfor har vi besluttet – det vil sige jeres matematiklærer Gitte og jeg – at vi godt kan bruge nogle ekstra penge på denne her tur og tage til Sverige.”
Han for-ventede vist det store bifald, men eftersom vi vidste det hele i forvejen, sad vi bare og gloede dumt.
”Udmærket. Hvis alle er klar over, at vi mødes fredag morgen klokken otte på stationen, så er der vidst ikke så meget andet at snakke om. Jeg deler en seddel ud i slutningen af timen, hvor der vil være vigtige informationer til jeres forældre samt en pakkeliste. Har I nogle spørgsmål, kan I altid kontakte mig.”
Jeg kiggede rundt i klassen. Var jeg den eneste, der virkelig ikke brød mig om Kim? Bare måden, han talte på, og måden han sad med sine hænder på, gav mig kuldegysning. En hyttetur med ham, var det sidste, jeg havde lyst til.
Gid du var her nu, Jonas. Så ville du stryge min arm og fortælle mig, at det hele nok skulle gå. Du ville sige, at jeg ikke behøvede at frygte min kommende eksamen, selvom Kim måske var en dårlig lærer. Du ville hjælpe mig alt det, jeg behøvede. Det hele skulle nok ordne sig, jeg skulle bare give det en chance. Du ville støtte mig igennem det hele.
”Godt nok,” sagde Kim. ”Så tror jeg, jeg vil gå videre til at gennemgå årspla-nen…”

Trunte og jeg cyklede til bageren den eftermiddag. Regnen var holdt op, og det var faktisk behageligt at være udendørs. Vi havde smidt taskerne hjemme ved Trunte, og jeg havde lånt hendes fars cykel. Det gjorde jeg tit.
”Det bliver da meget sjovt at komme på hyttetur, tror du ikke?” spurgte Trunte, da vi svingede ind over jernbanen og ind gennem hullet i hæk-ken.
”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. ”Det kommer vel an på, hvad det er for en slags hyttetur Kli-ster-Kim har i tankerne. Lejrbål og natløb er ikke lige min kop te.”
Trunte lo.
”Du dømmer ham for hurtigt, Lea. Måske er han egentlig en flink fyr, der godt ved, hvad en niendeklasse synes er sjovt.”
”Tjah, måske,” sagde jeg. ”Men jeg tvivler.”
Vi parkerede cyklerne i cykelstativet uden for bageren og gik ind i butikken. Der var kø som altid.
”Prøv at se på ham,” sagde Trun-te, som altid var bedrevidende. ”Han er syvogtyve – max – han er fodboldfan, og han lægger ud med at invitere os på hyttetur til Sverige. Hvornår har du haft en lærer som det?”
”Det er må-ske lige netop det, der er problemet,” sagde jeg, mens jeg rykkede en smule til højre for at give plads til en mand, der netop havde færdiggjort sit køb. ”Hvornår har du haft en sådan lærer? Al-drig! Han er ikke normal! Han tror, man starter et godt venskab op ved at rejse ud af landet og tvinges til at gå op ad hinanden i tre dage…”
”Ja, professor Lea, er det ikke sådan de får hold til at samarbejde i tv-programmer?”
”Det er ikke pointen!”
”Så hvad er poin-ten?”
”Pointen er… pointen er, at…”
”… at du ikke kan lide ham, fordi du har hørt dårlige rygter?” Trunte kiggede bebrejdende.
”Nej… eller jo… eller måske! Jeg synes bare ikke, han har gjort noget særlig godt indtryk indtil videre.”
”Men du er nødt til at give ham en chance. Jeg si-ger ikke, at han er en super lærer, der giver høje karakterer og næsten ingen lektier, men jeg synes bare det er unfair at dømme ham ud fra nogle løse rygter. Det er lidt ligesom dengang, du skulle spise hjemme ved mig, og min far serverede vol au vent. Du lignede en, der var ved at kaste op, da du kiggede på det, men da du smagte det, var du vild med det, og nu skal vi have det, hver gang du besøger mig.”
”Sammenligner du Klister-Kim med vol au vent?”
”Det er et eksemplet!”
”Ja ja, okay, jeg har forstået. Du synes, jeg skal give ham en chance. To studenter-brød, tak,” sagde jeg til damen bag disken. ”Men synes du ikke bare, det er lidt underligt, at alle klasser, der har haft ham, går og brækker sig bag hans ryg?”
”Efter at have snakket med dig? Nej. De har gjort præcis det samme som dig. Han kom ind og var anderledes, fordi han gerne ville være en god lærer, men skoleelever er ikke vant til gode lærere, så de tog det straks som et dårligt tegn, og pludselig var alt han gjorde forkert. Jeg betaler, du gav i sidste uge.” Trunte langede tyve kroner over disken.
”Okay okay, det giver faktisk mening, hvad du siger,” sagde jeg, som vi for-lod butikken og trak cyklerne ud af stativet. ”Jeg giver Kim en ekstra chance, er du så til-freds?”
”You beth!”
Vi tog ruten rundt om supermarkedet og videre op ad hovedvejen mod Truntes hus. Posen med studenterbrød svingede i min hånd under styret. Trunte kørte for-rest, og jeg kunne høre hende nynne ”og happy day” hele vejen langs jernbanen. Sådan gjorde hun altid, når hun fik ret. Hun elskede det, nok fordi hun vidste, at hun var klogest. Lille Trunte, der al-tid sad bag de tykke brilleglas og læste hjemme i stolen ved vinduet. Hun var farmands lille pige, der stod for aftensmaden og bagefter tog opvasken, så farmand kunne nå at kigge på lidt arbejde, inden de skulle nyde tv-avisen sammen. Der var ingen som Trunte, der slugte alt viden, hun kunne få ind gennem ørerne. Hun var som et omvandrende leksikon, der altid havde svar på alting. Lyder det irriterende? Det var det til tider. Men for det meste nød jeg bare at have en klog veninde, der altid havde et svar på mine spørgsmål og en løsning på mine problemer. Hvad så om hendes tøjstil hørte hjemme i 40’erne og hun aldrig brugte makeup? Hun var min veninde, og det kunne selv ik-ke tusinde onde bemærkninger fra Lisette og Karina lave om på.
Da vi drejede om hjørnet og styrede op mod bygningen med den gamle kiosk, passerede vi busstoppestedet ved Ådalen. Det var et stoppested, hvor det altid overraskede alle, hvis nogen skulle på, og det blev for det meste bare brugt til druk i weekenderne. Men netop der, hvor vi rundede hjørnet, og jeg havde bestemt mig for igen at sætte mig ned i sadlen, kom nogen til syne fra læskuret for at spejde efter bus-sen.
Jeg kunne være faldet at cyklen. Det mørke hår og de brune øjne var ikke til at tage fejl af. Det var dem jeg havde sukket efter i evigheder, dem jeg havde forestillet mig tusind gange, når jeg lå om aftenen og ikke kunne sove. At se dem i virkeligheden var mere end drøm, end nogle af de drømme, jeg havde haft om ham. Jeg kunne ikke begribe det! Jonas!
Jeg må have lignet en idiot, som jeg stirrede på ham fuldstændig chokeret, men hvor meget jeg end havde sukket efter ham de sidste måneder, havde jeg næstet mistet håbet om at se ham igen. Jeg stirrede direkte ind i de mørke øjne, der fulgte mig i de få sekunder, det tog at passere busstoppestedet. Så slog jeg blikket ned, netop som bussen kom om hjørnet bag mig.
”Er du okay, Lea?” spurgte Trunte, da vi steg af cyklerne i hendes indkørsel fem minutter senere.
”Ja, fuldstændig,” skyndte jeg mig at sige. ”Jeg kom bare lige til at tænke på noget.”
”Hold op med det,” sagde Trunte. ”Dit ansigt bliver helt forvrænget, når du prøver på sådan noget.” Hun lo og fandt ekstranøglen frem under urtepotten ved døren. Så låste hun døren op og lukkede mig inden for. ”Far er i butikken i dag, så vi kan fylde i hele stuen.”
”Skønt,” sagde jeg uden at have hørt spørgsmålet.
Han havde virkelig stået der. Virkelig, helt ægte. Ikke den underlige kopi, der op-trådte i mine tanker mindst en gang i timen, men den helt ægte vare. Var det noget, jeg bildte mig ind, eller var han blevet meget flottere i løbet af det sidste halve år? Det med, at man gjorde folk smukkere i tankerne, var i hvert fald ikke rigtigt.
Du havde virkelig stået der, Jonas, og du havde kigget på mig. Faktisk havde du fulgt mig med øjnene hele vejen forbi. Var du mon blevet ved med at kigge, da jeg var blevet nødt til at vende ryggen til? Tænk om jeg havde været alene og på gå-ben. Ville du så have snakket til mig? Ville du være startet med en uskyldig replik som, ”hvad er klokken?” bare for at bryde isen? Ville vi være faldet i snak, så du til sidst slet ikke nåede bussen, men bare grinede videre med mig over en dårlig joke, der kom op? Og ville vi mon have endt med at udveksle telefonnumre og aftalt, at vi skulle mødes igen?
Det ville vi, Jonas, det ville vi helt sikkert. Og jeg ville knap være nået om hjørnet, før jeg modtog den første sms med en sød besked om et eller andet. Og vi ville være fortsat med at sms’e, til jeg var nødt til at sige godnat og gå i seng, fordi klokken nærmede sig to, og jeg skulle op og i skole næste dag. Og når jeg så tændte min mobil og morgenen, ville det første jeg modtog være en sms fra dig, hvor der stod, ”Godmorgen. Ha en god dag” og så en lille smiley. Og jeg ville skrive tilbage, at du allerede havde gjort min dag bedre end alle andre ved at sende den sms, og så ville du sva-re…
”Uhu, Lea, jeg taler til dig…?”
”Undskyld, hva?”
Trunte sukkede.
”Jeg spurgte, om vi skulle spise de studenterbrød, hvis din højtudviklede hjerne ellers har tid til at tænke på ka-ge.”
”Åh ja, selvfølgelig,” sagde jeg.”
Jeg elsker dig, Jonas.

Fredag morgen oprandt hurtigt. Min mor fulgte mig til stationen og hjalp mig med at slæbe min kuffert. Jeg havde pakket bikinien, selvom vi ikke måtte bade på turen, bare i tilfældet af, at der skulle være et brud i reglerne. Jeg var virkelig spændt på turen! Ikke fordi jeg var specielt opsat på at give Kim en chance til, men fordi det var flere år siden, vores klasse havde lavet noget sam-men som dette. Som Kim havde nævnt det, var vi ikke kommet til Bornholm i syvende, så vores sidste hyttetur må have været i sjette, da vi tog til Skagen. Turen var mislykkedes fuldstændig og var endt med, at Pernille blev hentet af sin far, fordi Troels ved et uheld havde skubbet hende ned fra køjesengen og forstuvet hendes arm. Åh, det var herlige tider.
Kim tog imod os på statio-nen og lagde ud med at vise, hvor dårlig han var til at huske navne.
”Du er Mathilde, ikke?” sagde han, da jeg kom slæbende med min bagage.
”Måske i et tidligere liv,” sagde jeg, ”men denne gang er det ikke tilfældet.”
Han lo som en lille dreng. Gyseligt!
”Endelig en med humor fra morgenstunden, det kan jeg lide! Men hvis du ikke er Mathilde, hvad er det så, du hed-der?”
”Lea,” sagde jeg og forsøgte mig med et anstrengt smil.
”Det er sådan det er, ja. Det er dig, der sidder ved siden af Emilie.”
”Korrekt. Er hun kommet?”
”Yes yes. Jeg tror, hun sidder ovre ved læskuret ligesom de andre piger.”
Jeg fandt ganske rigtigt Trunte ovre ved læ-skuret. Hun befandt sig uden for det, mens de andre piger sloges om pladsen inden i det. Hendes røde rullekuffert stod ved siden af hende, og hun havde lagt den ternede jakke hen over den.
”Godmorgen,” sagde jeg og gjorde mit bedste for at ignorere, at min mor havde stillet sig op for at snakke med Kim.
”Godmorgen godmorgen,” sagde Trunte. ”Du ligner ikke en, der har sovet særlig meget i nat.”
Sandt nok. Jeg havde brugt hele natten på at tænke på Jonas. Fak-tisk havde jeg tænkt på ham konstant, siden jeg så ham ved stoppestedet.
”Hvorfor er det egentlig, at vi skal mødes på togstationen, når vi skal køre med bus?” spurgte jeg. ”Hvorfor sendte de ikke bussen op til skolen?”
”De ville vel undgå at skulle have en stor bus ind i skolegården, når alle de små børn er på vej til skole,” sagde Trunte. Igen, hun vidste alt.
”Så læsser vi om-bord!” lød det fra Kim. Buschaufføren havde åbnet bussens bagagerum, og min mor var allerede ved at læsse min kuffert ind. Det lykkedes hende selvfølgelig at gøre sig pinligt bemærket med det.
”Glæder du dig?” spurgte Trunte.
”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. ”Lige nu håber jeg ba-re på, at Lisette og Karina sætter sig i den anden ende af bussen end os.”
Min mor kom hen og gav mig et knus.
”Hav en god tur, Skat.”
”Hej hej, mor, jeg skal nok ringe.”
”Også en god tur til dig, Trunte,” sagde min mor, der var vant til at være reserveforældre for Trunte, når hendes far skulle arbejde.
”Tak tak,” sagde Trunte, ”jeg ringer også. Det bliver godt nok sand-synligvis til min egen far, men stadig.”
Vi steg ind i bussen, og jeg lod Trunte få pladsen ved vinduet. Kort efter kørte vi, og flokken af vinkende forældre forsvandt bag hjørnet.
Tænk en afstand, der kommer imellem os, Jonas. Havde du været på stationen ville du have krammet mig og nægtet at give slip, for du ville ikke kunne undvære mig en hel weekend. Stakkels lille dig måtte blive helt alene hjemme og nøjes med at få dit Lea-forbrug over mobilen. Jeg ville kysse dig på kin-den og minde dig om, hvor dejligt det ville blive, når vi endelig sås igen, og du ville give mig ret, men stadig sige, at du ville savne mig forfærdelig meget. Og du ville stå på stationen og vinke til mig, til bussen kun ville være en prik i horisonten. Kort tid efter ville jeg allerede modtage den før-ste sms om, hvor meget du savnede mig. Og jeg ville le for mig selv og skrive tilbage, at vi allerede havde set hinanden mere, end vi ville have gjort på denne tid af døgnet en hvilken som helst anden dag. Folk ville samle sig omkring mig i bussen, og de ville bede om at høre noget om mig og min kæreste. Lisette og Karinas fortællinger om lækre skuespillere ville slet ikke være interessant i for-hold til mit kærlighedsliv. Og jeg ville fortælle dem alle sammen, hvordan vi aftenen inden havde taget en tur i parken og holdt om hinanden, mens duggen lagde sig i græsset under vores bare fødder og græshopperne begyndte at spille omkring os. Åh, de ville alle sukke og bede om at høre endnu mere, og jeg ville fortælle, at du havde inviteret mig på weekendtur med din familie til jeres sommerhus, og at vi skulle ud og sejle i din fars båd til en lille ø, hvor vi ville spise madpakker. Og mens din far og mor så drak kaffe, ville vi liste lidt længere ind i skoven og lægge os ned i græsset og nyde solen, mens vi holdt hinanden i hånden. Lidt efter ville du rejse dig op på albuen, og du ville kigge på mig og fortælle mig, hvor smuk jeg var. At du aldrig havde troet, du skulle møde nogen som mig, og at vi aldrig skulle…
”Lea, se, nu kører vi over broen!” udbrød Trunte og hev mig i ærmet.
Jeg vågnede med et sæt og rettede mig op.
”Wauw ja, det gør vi sørme også.”
”Jeg har aldrig kørt over Øresundsbroen før.” Trunte hoppede nærmest i sædet. ”Det er virkelig spæn-dende. Jeg mener, man forestiller sig alt muligt med, at den braser sammen, og at vi ender i van-det omringet af sultne hajer.” Hun gav et lille hvin.
Jeg smilede for mig selv.
”For det før-ste, Trunte, så lever der ikke hajer i Øresund. Og for det andet, vil du gerne have, at jeg holder dig i hånden?”
Endnu et lille hvin og Trunte greb min hånd. Hun stirrede ud gennem ruden, som var det selveste løveburet i Zoo, hun kiggede ind i. En gang imellem pegede hun og sagde ”se, se der!”, og jeg smilede og nikkede, men var egentlig fuldstændig ligeglad med, om der sad en måge på hegnet, eller om der sejlede et skib på vandet. Mine tanker svævede stadig omkring Jonas og bus-stoppestedet, og hvad, der mon ville være sket, hvis vi havde været alene. Det var dog umuligt at vende tilbage til min vidunderlige, søvnløse drøm, da folk var begyndt at vågne omkring os og råbe os skrige. Så jeg nøjedes med at glo ind i sædet foran mig og lade som om, at det var ham jeg kig-gede på. Det var virkelig en nedern bustur.

Vi ankom til Malmö klokken 9:45 og var ved vores lejr allerede et kvarter senere. Den lå uden for byen inde i en skov tæt ved en lille sø. Hyt-terne, vi skulle bo i, var rigtige svenske træhytter alle sammen i den rigtige svenske, røde farve. De stod spredt rundt på området, men alle samlet i en ring omkring hovedbygningen. På den ene side var der lavet fodboldbane (hvilket hurtigt fik den betydning, at alle hytter på den side var drenge-nes hytter), på den anden side var der bålplads.
Kim fik os alle sammen ud af bussen og bad os derefter om at samle os oppe ved hovedbygningen, når vi havde fået vores bagage. Det lykkedes ikke helt, da alle gerne ville hen og kigge ind ad vinduerne til hytterne, men alt i alt kom vi da no-genlunde ud i ro og orden – hvilket egentlig er fuldstændig ligegyldigt, og jeg aner ikke, hvorfor jeg fortæller det? Men for lige at løbe hurtigt hen over det, samledes vi i hovedbygningens spisesal, hvor Kim fik os alle sammen til at holde mund, så han kunne holde den obligatoriske ”velkom-men”-tale.
”Godt, vær lige stille alle sammen. Vi er nu ankommet til vores lejr, og der er nogle ting, vi skal have på plads, inden I kan komme til at pakke ud og udforske området. Som I allerede har bemærket, består vores lejr af flere forskellige små hytter. Det vil altså siges, vi I skal deles op i nogle forskellige sovegrupper…”
Sådan en bemærkning skaber totalt stilhed. Det er som om, at alle fryser. Pigerne begynder at kigge forskrækket rundt for at danne sig overblik over, hvem de i hvert fald ikke vil i gruppe med. Drengene rykker ligesom et skridt tilbage og venter på, hvem af pigerne, der først begynder at græde over sin gruppe. Har jeg ikke ret? Sådan en be-mærkning er farlig!
”… Gitte og jeg har inddelt jer hjemmefra, og det betyder, at grupperne bliver, som vi har lavet dem… medmindre nogen af jer er truet på livet selvfølgelig.”
Nogle en-kelte lo en smule. De fleste hævede bare øjenbrynene.
”Pigerne bliver delt ind i to tremands-grupper og en firmandsgruppe. Drengene bliver delt ind i tre firmandsgrupper. Godt. Gruppe 1: Jette, Emilie og Karina.”
Lisette og Karina vekslede blikke, men det ville de have gjort uanset hvad, så det var egentlig ligegyldigt.
”Gruppe 2: Mathilde, Sofie og Christina. Gruppe 3: Lea, Sarah, Pernille og Lisette.”
Åh Gud, åh Gud. Lisette, hvorfor lige Lisette? Er jeg bare den mest uheldige person i verden?
”Drengegrupperne bliver, gruppe 4: Andreas, Morten, Emil og Fre-derik. Gruppe 5: Jesper, Nicolaj, Malte og Morten. Gruppe 6: Mathias, Johan, Emil og Troels. Num-rene står på hytterne. Vi mødes her om en halv time.”
Der opstod uro, og folk begyndte at hanke op i deres bagage og løbe ned mod hytterne. Trunte sjoskede efter Jette og Karina uden at se sig tilbage. Jeg gad nok vide, hvem af de tre, der var mest ked af deres gruppe. Karina, der efter sin egen mening var endt op med de største tabere; Jette, der ikke brød sig om Karina og ikke hav-de ret meget at snakke om med Trunte; eller Trunte, der vidste, at hun ikke kunne snakke med no-gen af dem. Heldigvis var grupperne kun til at sove i, ikke til at være sammen med hele da-gen.
Jeg fulgtes med Sarah og Pernille til hytte 3. Lisette gik foran os for sig selv og var dybt begravet i sin mobil. Sandsynligvis skrev hun med Karina. De diskuterede nok, hvad de skulle gøre for at ødelægge turen mest muligt. Det var deres humor: at ødelægge alt for andre.
Pernille låste hytten op med den udleverede nøgle og lukkede os ind. Det var et lille sted med to køjesenge i hver sin side og en håndvask ved siden af døren. Der var en indelukket stank, og væggene var overskrevet med beskeder fra tidligere beboere. Alt i alt var det rigtig lejerskole-agtigt.
Lisette smed sin taske op i den øverste køje uden at forhøre nogen af os andre om, hvor vi ville sove. Per-nille åbnede munden for at sige noget til hende, men både Sarah og jeg rystede på hovedet. Så længe vi lod Lisette gøre, hvad hun ville, kunne vi måske holde hende i nogenlunde humør. Derfor fordelte vi de andre køjer uden vrøvl (Pernille i den anden øverste køje, Sarah under hende og mig under Lisette) og skyndte os derefter udenfor i solskinnet.
Trunte sad allerede på en af træ-stubbene rundt om bålet og ventede på mig. Hun så hverken glad eller ked af det ud, men sad ba-re og pillede bladene af en blomst.
”Går det?” spurgte jeg og satte mig på stubben ved siden af hende.
”Ja ja,” svarede hun. ”Så længe jeg ikke skal bo alene med Karina, går det nok. Jette er da til at snakke med.”
”Du skal jo også kun sove derinde, så det bliver nok ikke et problem. Skal vi ikke kigge os omkring, inden der er samling?”
Stedet viste sig at være langt federe end ved første øjekast. Der var gynger i træerne i den yderste kant af skoven, hvoraf nogle af dem fik dig til at svinge helt ud over søen; der var klipper omkring vandet hvor man kunne hoppe rundt el-ler sidde på, mens man badede fødderne; og der var en forfærdelig masse forskellige stier, der ledte dig ind i skoven eller rundt om lejren. Den halve time gik alt for hurtigt, og pludselig sad vi igen i fælleshuset og betragtede denne gang vores høje, blonde matematiklærer Gitte.
”I dag skal vi bruge på at lære området at kende, og til det formål har Kim og jeg lavet et orienterings-løb,” fortalte Gitte, hvilket fik alle til at veksle blikke. ”Det kommer til at foregå ved, at vi deler jer ind i nogle grupper, blandede piger og drenge, og sender jer ud i skoven, hvor I skal løse nogle for-skellige opgaver. De kommer både til at udfordre jeres viden, men også jeres evne til at samarbej-de. I får alle sammen udleveret et kort og et svarark, og så er det ellers meningen, at I selv skal fin-de rundt, og at vi mødes her igen, når alle er færdige. Er der nogen spørgsmål? Godt, så laver jeg lige hurtigt nogle grupper.”
Trunte blev sat sammen med Jette samt Troels og Emil. Hun virke-de glad, for både Troels og Emil var nemme at snakke med. Jeg selv var mindre heldig. Jeg blev sat sammen med Sarah, Johan og Klaus.
Klaus kom straks smilende hen til mig og stillede sig så tæt op ad mig som muligt. Jeg tog en dyb indånding og beherskede mig selv for ikke at skubbe ham væk. Så snart, det blev muligt sprang jeg op og tog imod et kort og et svarark fra Git-te.
”Hva så gruppe,” sagde Johan med sit sædvanlige sleske smil. Han lagde armene om skul-derne på Klaus og Sarah og kiggede på kortet, som jeg netop var kommet med. ”Det skal jo nok blive sjovt, ik’ Klausemand? Vi fire spejdere erobrer lige denne her skov.”
Jeg løftede øjenbry-net.
”Og den ene spejder kommer lige ind i det enogtyvende århundrede og hjælper sin grup-pe med at tyde kortet.”
Johan lo. ”Altid så optimistisk, Lea.”
Det viste sig, at vi skulle starte nede ved søen, så vi bevægede os derned af gennem skoven. Johan plaprede løs som sædvanligt, og Sarah og Klaus lyttede intenst. Sarah fordi hun, som så mange andre, var smaskforelsket i den arrogante stodder, Klaus fordi han håbede at lære noget, til at få ham op af i systemet. Jeg selv gik foran med kortet og blev ved med at minde mig selv om, at det hele kun ville blive værre, hvis jeg havde en negativ indstilling helt fra start. Nok var jeg blevet sat sammen med de to drenge, jeg hadede mest i hele verden og en pige, der ville gøre, hvad den ene dreng sagde lige meget hvad, men derfor kunne det vel godt blive et sjovt løb alligevel. Eller?
Da vi nåede søen, stod Kim og ventede. Han havde en spand over armen og det sædvanlige smil i fjæset.
”Kom, kom, kom…” sagde han, da vi nærmede os. ”Vi har travlt.” Han ledte lidt længere ind i skoven, hvor søen blev til noget, der mere mindede om en bred å. Træerne rakte deres grene langt ud over vandet, og ned fra grenene hang to lange reb. Der var bundet en pind i enden af begge to, og de svingede let fra side til side.
”Åh nej, vi skal ikke prøve at komme over uden at ryge i vandet, vel?” sagde jeg skræmt.
Kim svarede ikke, men ventede til var kommet helt derhen og pegede så på rebe-ne.
”Det I skal forsøge her er, at få transporteret en hel spand vand over åen. Det vil sige uden at spilde det mindste. Det skal gøres ved, at to af jer svinger frem og tilbage i rebene, mens de an-dre to står på hver sin side og tager imod. Rebene kan kun nå halvvejs ud over vandet fra hver side, så i skal altså svinge, så personerne på rebene er ude på midten samtidig og kan række span-den videre. Jeg vil foreslå, at drengene står på bredden, da det er rimelig tungt at få løftet span-den op i den rigtige højde til den, der svinger.”
”Fint med mig,” sagde Johan. ”Jeg skal ikke ny-de noget af at ryge i vandet.”
”Også her,” sagde Klaus og prøvede at lave det samme overlegne udtryk.
”Godt så,” sagde Kim. ”Hvis I to så ” – han havde stadig ikke helt styr på navnene, men pegede altså på Sarah og Klaus – ” går over på den anden side henne ved broen…”
Sarah og Klaus gik over på den anden side. Jeg tænkte over, om jeg mon skulle være ked af, at jeg var sam-men med Johan, eller glad for at jeg ikke var sammen med Klaus.
”Okay, alle sammen, lyt så godt efter. Denne her opgave afhænger meget af jeres samarbejdsevne. Piger, I skal op og sidde på rebene nu. Drenge, I skal holde fast i dem, så de ikke svinger ud over vandet, før I er klar. Når I har gjort det, rækker jeg jer den første spand vand, og så er det altså meningen, at Lea – det er Lea, ik’? – skal svinge ud, give spanden videre til – Sarah? – og Sarah skal svinge over og række den til Jesper – undskyld Klaus. Det skal gøres uden at spilde. Spilder I, må I starte forfra. Er alle med?”
Det lød simpelt nok. Simpelt, men ikke nemt. Hvis Sarah og jeg skulle svinge ud på mid-ten samtidig, hvordan undgik vi så at ramme ind i hinanden?
Johan så ud til at tænke det samme.
”Okay, Klaus, ikke for hårdt, de skal ikke ramme sammen.”
”Tjek!” sagde Klaus i et forsøg på at lyde smart, men gjorde det modsatte.
Kim brugte en lang pind til at nå rebene, der hang ude på midten, og trække dem ind til os. Derefter klatrede Sarah og jeg, ved hjælp af skamler, op og satte os på tværs over pindene, og Johan og Klaus tog fat om livet på os og holdt os fast.
”Nu skal du være sød, Lea,” sagde Johan, ”ellers giver jeg bare slip.”
”Ja, det ville være farligt,” sagde jeg. ”Jeg ville jo ikke bare svinge ud og komme tilbage igen.”
Jeg var fast beslut-tet på ikke at lade ham nå mig med sine evige, smarte bemærkninger. Han skulle ikke tro, at hans arrogance virkede på mig.
”Her er den første spand vand,” sagde Kim. ”Held og lykke.”
Jeg tog fandt om hanken på den helt opfyldte spand. Den var tung.
”Er du klar, Klaus?” råbte Jo-han. ”Vi svinger på nu. En-to-tre-NU!”
Johan gav mig et ordentligt skub, og Klaus gjorde det samme med Sarah. Vi svingede ud over vandet mod hinanden, men der var alt for meget fart på.
”Åh nej…!” udbrød Sarah, lige inden vi smadrede sammen, så halvdelen af spandens ind-hold sprøjtede ud over vores ben. Det var iskoldt.
”For meget fart på, prøv igen,” sagde Kim, da Johan og Klaus greb os, og han tog imod den halvtomme spand.
”Knapt så hård denne her gang, Klaus,” råbte Johan.
Vi prøvede igen. Det samme skete. Så prøvede vi med meget min-dre fart, men så nåede vi ikke engang ud til midten. Tredje gang lykkedes det mig at få spanden gi-vet videre, men Sarah blev så forskrækket over vægten, at hun tabte den, og Kim måtte fiske den op med pinden. Det tog os hele otte gange at finde en taktik, og derefter tre gange før Klaus kunne tage imod spanden uden at spilde. Bagefter skulle vi have den fragtet tilbage igen, men denne gang gik det hurtigt.
”Rigtig fint,” sagde Kim og noterede antallet ned, da vi alle sammen, stor-smilende, igen var samlet på den samme side. Vi havde fået os nogle ordentlige grin de gange, det var gået galt, og jeg var helt livet op. Det var måske slet ikke så slemt.
”Godt, videre til næste post,” sagde Kim, da Truntes hold kom til syne mellem træerne. Jeg sendte Trunte et stort smil og vinkede, inden jeg fulgte efter de andre.
Ved den næste post var der ingen instruktør, men blot et papir med en opgave. Den lød:
”Du har to kar. Det ene er fyldt med ti liter vand, det andet er tomt. Du skal have fragtet fire liter vand fra det fulde kar over i det tomme. Til hjælp har du et treliters målebæger og et femliters målebæger. Hvordan vil du gøre?”
Vi gloede på hinanden.
”Det kan man ikke,” sagde Sarah.
”Selvfølgelig kan man det,” sagde jeg. ”De ville ikke stille en umulig opgave. Men hvordan…”
Havde du været her nu, Jonas, ville du have vidst det. Og du ville kunne forklare os det, så vi forstod det, og bagefter ville vi grine over, hvor dumme vi havde været. Selvfølgelig ville du vide det, for du er den klogeste i din klasse. Der er intet, du ikke kan svare på.
”Vent nu lidt,” sagde Klaus og knipsede. ”Selvføl-gelig!”
”Hvad? Hvad?” sagde vi andre i munden på hinanden.
”Fem minus tre er to. Så hvis man fylder femlitersmålet op og bagefter hælder de tre liter over i trelitersmålet, så har man præ-cis to liter tilbage. Og det gør man bare to gange, så har man fire!”
”Selvfølgelig!” udbrød vi al-le sammen, og Sarah begyndte hurtigt at notere ned på svararket.
Derefter skyndte vi os vide-re. Selvom det ikke var på tid, ville vi alligevel gerne gøre det hurtigt. Johan havde overtaget kor-tet, og han ledte os hurtigt ind og ud af forskellige stiger. Indtil han pludselig stoppede.
”Hva’ fanden,” sagde han. ”Der skulle være en sti lige der.” Han pegede til venstre lige ind i en stor eg, der spærrede vejen.
”Må jeg se,” sagde jeg og tog kortet fra ham. ”Hvor er vi henne?” Johan pegede. Der var ganske rigtigt en sti til venstre for det punkt, han viste mig. ”Vent nu lige lidt,” sagde jeg, og nu kunne jeg mærke, at jeg igen blev irriteret. ”Johan, du har jo vent det forkert! Den der sti er helt nede ved lejren. Vi burde befinde os på den modsatte side af søen.”
”Det løgn…” sukkede Klaus.
”Argh, for satan,” sagde Johan og slog ud med armene. ”Det er hvad, der kan ske.”
”Kan du finde tilbage, til hvor vi kom fra?” spurgte Klaus mig.
”Det ved jeg ikke,” sag-de jeg opgivende, ”jeg aner ikke, hvor vi er. Men hvis vi kan finde tilbage til den der store sten, vi gik forbi, så kan jeg. Den er tegnet ind på kortet.”
”Jamen så lad os dele os,” sagde Johan og lød pludselig helt ivrig igen. ”Sarah og jeg går den ene vej, og I går den anden.”
”God idé!” sag-de Sarah med det samme og sendte et forgudende blik mod Johan.
”Vi kunne også bare prøve at følge kortet tilbage igen,” foreslog Klaus. ”Det burde ikke være så svært.”
”Jamen så gør dig og Lea det,” sagde Johan. ”Jeg tør væde med, at Sarah og jeg finder den først alligevel.”
”Er det ikke smartest at blive sammen?” protesterede jeg, mest fordi jeg ikke ville være alene med Klaus.
”Nej nej,” sagde Johan. ”De første, der finder den, tuder bare som en ugle. Så kan de andre gå efter lyden.” Han smilede kækt, og i næste nu var han og Sarah forsvundet ind mellem træerne.
”Nå men, må jeg se kortet?” spurgte Klaus. Jeg rakte ham det.
”Vi skal vel bare starte med at gå tilbage af denne her sti,” sagde jeg og hentydede til stien vi stod på.
Det gjor-de vi så. Vi gik i tavshed, for ingen af os havde rigtig noget at sige. Faktisk frygtede jeg lidt, at han ville begynde at snakke. Sidste gang, jeg havde været alene med ham, havde han givet mig så mange komplimenter, at jeg havde været ved at brække mig. Bare tanken om det fik mig til at få det dårligt.
”Det er da en meget fin tur,” sagde Klaus så pludseligt. Jeg kastede mig lykkeligt over emnet.
”Ja, den er langt bedre, end jeg havde forventet. Og det er da også meget sjovt at være på løb.”
”Bortset fra at være faret vild.”
”Ja, det er klart.”
Vi lo.
”Du er sød, det ved du godt, ik’?” sagde han. Jeg fik det øjeblikkeligt dårligt igen.
”Tak,” sagde jeg og sør-gede omhyggeligt for ikke at sige ”i lige måde.” Jeg kan ikke lide dig, jeg kan ikke lide dig, tænkte jeg desperat.
”Det er Mathilde altså virkelig også,” sagde han så. ”Forleden dag grinte hun helt vildt, af en joke jeg fortalte.”
”Mathilde,” sagde jeg overrasket. ”Kan du godt lide Ma-thilde?”
”Det sagde jeg ikke.”
”Nej, men jeg tænkte bare…”
”Ja okay, det kan jeg også godt.” Han blev rød i hovedet. ”Ret godt, faktisk.”
”Er du forelsket i hende?”
”Det er jeg vel…”
”Men…” jeg var chokeret.
”Du fortæller det ikke til nogen, vel?”
”Nej nej, men… jeg troede, du var vild med mig.” Det røg ud af mig.
”Det ved jeg godt,” sagde han, hvilket cho-kerede mig endnu mere. ”Men det er jeg altså ikke. Jeg synes bare, du er sød. Jeg vil gerne være din ven. Jeg er ked af det, hvis du godt kunne lide mig.”
”Nej nej, det kunne jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg mener, jeg synes da også, du er sød. Jeg vil gerne være din ven.”
”Virkelig?” Han kig-gede glad på mig.
”Ja,” sagde jeg og så ham pludselig med helt andre øjne. Han var jo sød, og jeg var helt sikker på, at man kunne stole på ham. Selvfølgelig ville jeg være hans ven.
Vi smi-lede til hinanden og gik videre i langt bedre humør. Denne her hyttetur var virkelig meget bedre, end jeg havde forventet.
Det var ikke særlig svært at følge kortet, og hurtigt nåede vi tilbage til stier, vi genkendte. Stenen lå lige rundt om træerne her, det vidste jeg. Men hvad var det for en lyd? Klaus havde også hørt den. Vi kiggede på hinanden. Så gik vi frem – og stoppede op.
Det var Sarah og Johan. De var nået frem til stenen før os, og nu stod de altså der – og kys-sede! De havde slet ikke lagt mærke til os, så opslugt var de af hinanden. Sarah havde hænderne om nakken på Johan, og Johan havde den ene hånd i ryggen på hende og den anden i hendes hår. Klaus og jeg vekslede blikke igen.
Hvad skulle vi gøre nu? Det er næsten værre at tage nogen i at kysse, end at blive taget i at kysse. Det er frygtelig pinligt, og jeg ville for alt i verden gerne und-gå det – især når det var Johan.
Klaus tog fat om albuen på mig og trak mig med tilbage bag træerne. Så begyndte han pludselig at snakke meget højt, og jeg vidste med det samme, hvad han var ude på.
”Du havde ret, Lea, det var denne her vej!” næsten råbte han, mens vi gik tættere på igen.
”Ja, jeg mente det nok,” råbte jeg tilbage.
Sarah og Johan havde sluppet hinan-den, da vi kom om hjørnet og stod og lod som om, intet var hændt. Sarahs hår var godt nok tem-melig uglet, men vi lod bare som om, vi ikke lagde mærke til noget.
”Det var I godt nok længe om,” sagde Sarah og gav os en god omgang ”her er ikke sket noget unormalt”-skuespil. Hun var ik-ke særlig god til det.
”Det er vi kede af,” sagde Klaus. ”Vi håber ikke, I har kedet jer alt for me-get.”
Sarah kunne ikke holde et smil tilbage.
”Nej nej, det går nok,” sagde hun. Hun kigge-de over mod Johan, der imidlertid holdt blikket rettet mod jorden.
”Men… skal vi komme vide-re så?” sagde jeg. De andre nikkede.

Jeg var nærmest i chok. Alt for mange ting ændrede sig på alt for kort tid. Klaus var vild med Mathilde, Sarah og Johan var vilde med hinanden. Hvor-dan havde verden set ud for bare en halv time siden?
Det er nok ikke lige så vildt for dig, som det er for mig, men nu har du heller ikke kendt Johan og Klaus så længe, som jeg har. Havde du det, ville du sikkert være lige så lamslået som mig. Du ville aldrig have troet, at en fyr som Johan ville vælge en pige som Sarah. Søde Sarah, pæne Sarah, som lavede sine lektier og var glad for sin familie. Johan var sammen med piger som Lisette og Karina. Billige piger. Piger, der røg og hellere ville brække sig end lave en hjemmeopgave. Piger, der drak sig fulde og kyssede med ti forskellige fyre til samme fest uden at kunne huske, hvem de var dagen efter. Så vidt jeg vidste, havde han aldrig været i et rigtigt forhold, men droppet pigen efter få dage. Længere tog det ikke, før han var træt af hende. Trængte til ny energi.
Og hvad Klaus angår, var det næste lige så chokerende. Jeg var sikker på, at han var vild med mig – dybt forelsket – og så viser det sig, at være løgn. Han så det kun som venskab, når han hjalp mig af med jakken eller trak stolen ud for mig. Det havde aldrig været flirten, når han smilede til mig i timen, eller sendte mig søde sms’er på mobilen. Kun et håb om en ny ven.
Jeg tænkte stadig over det hele, da vi nåede frem til den næste post, og jeg var derfor temmelig fraværende, da Klaus læste spørgsmålet højt. Jeg var nødt til at bede ham gentage det.
En mand ejer en løve, en hjort og et salathoved. Alt dette har han med sig, da han kommer til en bred flod. En båd kan sejle ham over, men den kan kun indehol-de ham selv og én af tingene, ellers vil den synke. Men han kan ikke bare sejle over med tingene en efter en. For bliver tingene alene med hinanden, vil løven æde hjorten, og hjorten vil æde salatho-vedet. Hvordan skal han komme over?”
Der var stille længe. Vi gloede alle sammen på hin-anden, mens vi tænkte. Sarah gloede på Johan.
”Okay, hvad har vi af muligheder,” sagde Klaus efter noget tid. ”Hvis han starter med at sejle salathovedet over…”
”Det kan han ikke, så vil lø-ven æde hjorten,” sagde jeg. ”De to kan ikke være alene sammen.”
”Hvad så hvis han starter med at sejle løven over…?”
”Så æder hjorten salathovedet,” sagde Sarah opgiven-de.
”Okay, derfor må han altså starte med at sejle hjorten over,” konkluderede Klaus. ”Løven kan godt være alene med salathovedet.”
”Hvorfor fanden ejer han en løve og et salathoved?” spurgte Johan som om, det var det mest latterlige, han nogensinde havde hørt.
”Ellers ville der jo ikke være nogen gåde, smarte,” sagde jeg og irriterede mig grænseløst over ham. Hvad var det dog for noget at bidrage med?
”Prøv lige at have lidt fokus!” sagde Klaus irriteret. ”Vi er alle-rede langt bagude, fordi vi fór vild.”
Han holdt vejret et sekund og fortsatte så. ”Altså han har sejlet hjorten over, og så sejler han selv tilbage igen. Hvad tager han så?”
”Det er jo umuligt,” sukkede jeg. ”Sejler han løven over, vil den æde hjorten. Sejler han salathovedet over, vil hjorten æde det.”
Klaus sukkede.
”Jamen, der skal jo være en løsning,” sagde han.
”Hvorfor binder han så ikke bare løven?” foreslog Johan.
Efter lang tids spekulation blev vi enige om, at det var det eneste og gøre. Vi vidste godt, at det nok ikke var det rigtige svar, men vi kunne ikke komme i tanke om andet, og vi var, som Klaus havde sagt det, langt bagude. Derfor fortsatte vi hurtigt videre.
Den næste opgave gik ud på at gætte bynavne. Der var sat en masse billeder op i en række efter hinanden, og så skulle man ellers regne ud, hvilken by, de symbolisere-de.
”Okay,” sagde jeg. ”Det første billede forestiller en lang række mennesker…”
”En kø,” foreslog Sarah.
”Ja, en kø, god idé,” sagde jeg. ”Det næste er et billede af det nederste af et ben og så foden. Så det kan være ben eller fod.”
”Ben,” sagde Klaus. ”Hvis det var fod, ville be-net ikke være med.”
”Okay,” sagde jeg. ”Så er det altså kø og ben… Og det sidste er en masse skibe.”
”Det er en havn,” sagde Johan efter at have kigget på billedet.
”En havn,” mumlede jeg. ”Kø-ben-havn – København!”
”Yes! Skide godt!” jublede Klaus.
Det næste var et bille-de af et spar-Es og et bjerg. Det blev til Esbjerg. Det næste var en ål og en borg. Det blev til Ål-borg.
Det lyder måske ikke så svært, nu når jeg sidder og giver dig alle svarene, men det var det, og jeg savnede min kloge Jonas forfærdeligt. Det var for eksempel ikke særlig nemt at regne ud, at borgen i Ålborg var en borg. Det kunne lige så godt have været et slot eller en ruin. Det var heller ikke særlig nemt at se, at det var et billede af en å og ikke en vej i den billedrække, der skulle blive til Århus.
Det tog lang tid, og der var nogle, vi var nødt til at sprænge over. Vi blev enige om, at vi sikkert ikke kendte byen, og at det for øvrigt var en åndssvag opgave. Jeg var træt og modløs bagefter, og jeg havde mest af alt lyst til at give op og trække mig ud af løbet. Jeg orkede ikke at gå mere i den her forbandede skov. Og samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg havde set Sarah og Johan. Træerne omkring mig svandt for mit blik.
Vi går igennem skoven, du og jeg. Du holder om mig og støtter mig.
”Jeg er træt,” hvisker jeg, og jeg kan knap holde mit eget hoved. Du stryger mig over håret og kysser mig på panden.
”Lad os sætte os lidt,” siger du, og du løfter mig op og placerer mig i græsset. Selv sætter du dig bag mig, og jeg læner mig op ad dig, mens du holder armene omkring mig. Stryger mig gennem håret.
”Sov bare lidt,” hvisker du og kysser mig igen. Jeg sukker og lægger hovedet på din skulder. Jeg er så træt, så uendelig træt. Men jeg vil ikke lukke øjnene. Jeg vil kunne se dig hele tiden. Se dine bru-ne øjne, der smiler til mig.
”Jeg elsker dig,” hvisker jeg, og jeg vil kysse dig, men du holder mig tilbage.
”Sov nu,” siger du, ”sov nu.”
Mine øjenlåg er tunge, så ufattelig tunge. Jeg kan ikke holde dem åbne længere. De glider i.
Du bliver siddende og stryger mit hår. Lige så stille mens jeg glider ind i en anden verden. Dine stærke arme holder mig fast og beskytter mig imod alt. Jeg kan sove ganske roligt…
”… Juhu, Lea? Er du der?” Klaus ruskede i mig. Jeg kom forskrækket til mig selv stående midt på stien. De stod alle tre og kiggede på mig, næsten urolige. Jeg måtte være gået helt i stå.
”Ja, undskyld,” mumlede jeg. ”Jeg… jeg er bare så træt.”
Klaus smilede og klappede mig på skulde-ren.
”Vi mangler kun én post, så er vi færdige.”
Det var Gittes post vi manglede, og den var ikke så slem. To af os skulle have bind for øjnene, og de andre to skulle lede dem igennem en bane mellem træerne. Jeg lod være at melde mig til at være den blinde, og jeg skulle derfor ikke andet end at sige ”pas på” og ”duk dig” en gang i mellem, når Sarah var ved at gå ind i et eller andet. Bagefter fulgtes vi med Gitte tilbage til hytterne, og der kunne jeg slappe af en halv time, indtil der skulle gøres klar til aftensmaden. Jonas var i mine tanker hele tiden.

Efter maden, da det var blevet mørkt og køligt, blev der tændt lejrbål på pladsen. Selvom jeg hjemmefra havde frygtet netop dette, var det faktisk hyggeligt at sidde med snobrødene over ilden. Jeg snakkede med Trun-te og Klaus, og jeg fik til sidst opmuntret Klaus til at sætte sig over til Mathilde, hvor han blev sid-dende og snakkede resten af aftenen.
Johan sad et stykke til højre for mig sammen med Emil, Troels og Jette. De bagte ikke snobrød, men snakkede bare og drak sodavand. Sarah sad et stykke fra dem og skulede.
Jeg kunne ikke bebrejde hende. Johan sad med den ene arm omkring Jet-te, og flere gange så de ømt på hinanden. Det var som om, kysseriet i skoven aldrig havde fundet sted. Johan havde i hvert fald ikke skænket Sarah et blik resten af dagen.
Trunte og jeg snak-kede om løbet, og Trunte forklarede mig opgaven med løven, hjorten og salathovedet.
”Du skal starte med at sejle hjorten over, så løven og salathovedet står tilbage. De kan jo godt sam-men. Derefter skal du sejle tilbage og hente salathovedet, som du sejler over. Når du så sejler til-bage igen, tager du hjorten med tilbage, sætter den og sejler løven over til salathovedet. Så kan du sejle tilbage efter hjorten, og så har du alle tre ting ovre på den anden side.”
Kloge Trunte. Fantastiske Trunte. Hendes hold vandt selvfølgelig også. Stort.
Gitte og Kim havde trukket sig lidt tilbage for at give os fred. Jeg syntes virkelig, det var fedt gjort af dem. Det kan godt være svært at hygge sig rigtigt med lærernes blik hvilende på sig.
”Gad vide hvad vi skal lave i mor-gen,” sagde Trunte, mens hun drejede sin sodavand mellem fingrene. ”Jeg håber, det er noget spændende.”
”Hvem håber ikke det,” lo jeg. ”Men det skal nok være spændende, det tror jeg helt sikkert. Bare vi ikke skal på museum.”
Stemningen omkring bålet løftede sig mere og me-re, og jeg havde en fantastisk aften. Emil og Troels kom over og snakkede med Trunte og jeg, og vi grinede hele aftenen. Andre hyggede sig også. Jette og Johan rullede rundt nede på jorden, mens de kyssede hinanden. Senere gik de væk sammen og kom ikke tilbage til bålet igen. Sarah var også forsvundet.
Mathilde og Klaus grinede sammen og var fælles om at lave et snobrød, der fik alt for meget.
Christina, Michael og Frederik lå på maven ovre ved sodavandene og snakkede om et eller andet.
Sofie, Pernille og Malte var gået med fodboldgruppen (Jesper, Andreas, Nicolaj, Morten og Mathias) ned til vandet, hvor de sikkert hoppede rundt på stenene.
Lisette og Kari-na sad for sig selv.
Det blev langt ud på natten, inden vi gik i seng.

Næste dag blev jeg vækket af, at nogen ruskede hårdt i mig.
”Lea! Lea vågn op!” Det var Pernilles stem-me.
”Hvad sker der?” mumlede jeg grødet, men jeg havde knap sagt det, før jeg kunne høre det: Nogen råbte meget højt udenfor.
”Det er Jette og Sarah,” sagde Pernille skræmt. ”Den er helt gal.”
Jeg svingede benene ud over kanten og trak hurtigt i et par bukser. Lisettes hoved kom til syne fra den øverste køje.
”Hvad fanden er det for en larm?” vrissede hun irriteret, men ingen af os havde tid til at svare hende. Vi skyndte os uden for døren, hvor tingene virkelig var ved at gå galt.
Jette og Sarah havde gang i en vældig slåskamp, der mest bestod af at rive i hinandens hår. De skreg og snerrede, mens de huggede løs på hinanden.
”Billige lu-der!”
”Det kan du selv være!”
”Hold dig til din egen fyr!”
”Gør det selv…!”
Pernille gispede med hænderne for ansigtet.
”Åh Gud, hvad skal vi gøre?” sagde hun.
”Vi er nødt til at prøve at stoppe dem,” sagde jeg uden at have nogen idé om hvordan. ”De ender jo med at slå hinanden halvt ihjel.”
”Åh nej, åh nej,” skingrede Pernille. ”Stop det!” skreg hun. ”STOP DET!”
”Det hjælper ikke,” sagde jeg, ”vi bliver nødt til at bryde ind. Vi må hjælpes ad. Hvis du hiver fat i Jette, så tager jeg Sarah.”
Pernille skyndte sig om og greb fat om livet på Jette, mens jeg hev fat i Sarahs arme og tvang hende til at slippe. Det var svært, for de to piger kæmpede imod af alle kræfter, men ved fælles hjælp fik vi trukket dem så langt væk, at de ikke kunne nå hinan-den.
”Jeg slår dig fandme ihjel!” skreg Sarah, mens hun kæmpede af alle kræfter for at komme fri.
”Du kommer sku bare an!” skreg Jette tilbage. Pernille og jeg måtte bruge alle kræfter for at holde dem fra hinanden, og vi fik flere slag i ansigtet i deres desperate forsøg på at slippe fri. I det samme kom en stor flok af drengene løbende oppe fra huset.
”Hjælp mig,” stønnede jeg, da Emil som den første nåede frem. Han greb fat om livet på Sarah, og han havde væsentligt nemmere ved at holde hende fast. Morten og Nicolaj overtog Pernilles kamp med Jette, mens Je-sper skyndte sig at se på Pernilles arm, der vist var blevet vredet om.
”Lea? Lea, hvad sker der?” lød det fra Trunte, der kom løbende i nattøj sammen med de andre piger. Man samlede sig i en ring rundt om slagpladsen, hvor Jette og Sarah stadig kæmpede for at komme fri af drengenes jerngreb.
”Lad mig komme fri,” skreg Sarah og vred sig i Emils arme. ”Lad mig tvære hende ud!”
”Du vil være død, inden du så meget som kan røre mig!” skreg Jette tilbage.
Johan kom gående oppe fra huset, stille og roligt. Han drak af et krus et eller andet og så slet ikke ud som om, det hele ragede ham en papand.
”Hva’ der los?” sagde han, da han kom og stillede sig ved siden af mig og Trunte. Hans rolighed gjorde mig rasende.
”Det er hvad der sker, når man er sammen med flere forskellige piger på samme dag!” vrissede jeg. ”Du er fandme for tåbelig, er du.”
Johan så stadig helt uberørt ud.
”Er det mig, de slås om?” sagde han bare og fik et lille smil på læben.
”STOP DET!” lød det i det samme. ”STOP DET DER!” Det var Kim, der kom lø-bende med Gitte i hælene. De kom ned og overtog de tog piger, som straks faldt mere til ro. Emil slap lettet sit greb om Sarah.
”Sindssyge kvindemenneske!” gispede han, mens han holdt sig til håndleddet. ”Hun er jo fuldstændig sindssyg!”
”Hvad er det dog, der foregår?” spurgte Kim og virkede helt chokeret. Hverken Jette eller Sarah svarede ham. At blande deres nye, mandlige klas-selærer ind i deres kærlighedsliv var åbenbart ikke noget, de havde lyst til. De blev stående og stir-rede hver sin vej, indtil Gitte blandede sig.
”Vi tager dem med op til huset, så skal jeg nok snakke med dem. I andre går ind og får noget tøj på.” Vi adlød på sekundet, da Gittes ellers altid så smilende ansigt var blevet helt stramt. Hun virkede ikke som en, man skulle modsi-ge.

Turen til byen den dag blev aflyst. Ingen vidste, hvordan det var gået med Jette og Sa-rah, men vi fik besked på, at vores klassekammeraters opførsel var skyld i aflysningen. Man ønske-de åbenbart hverken at have dem med eller lade dem være alene tilbage. Det var Gitte, der gav beskeden.
Vi blev derfor i lejren hele dagen, men ingen havde noget imod det. Vejret var her-ligt, og efter frokost brød Gitte og Kim reglen og lod os bade. De fleste havde, ligesom jeg selv, smuglet badetøjet med, mens de andre bare badede i deres tøj. Vi endte med at skubbe både Git-te og Kim i vandet, og de tog det begge to helt afslappet og badede bare sammen med os et stykke tid.
Vi er på sommerferie sammen, og vi bader. Dine stærke arme bærer mig igennem van-det, og jeg læner hovedet op ad din våde overkrop. Solen bager ned på os og laver glitter i vandet, der er varmt som i badekaret. Pludselig giver du et ryk med armene, som vil du tabe mig, og jeg gi-ver et skrig fra mig og griber dig om halsen. Du griner med din fantastiske latter, og da jeg er kommet mig over chokket, griner jeg med dig. Bagefter kyler du mig ned i vandet, og jeg svømmer ned og griber fat om dine ben, så du vælter. Da vores hoveder igen kommer op over vandet, griner vi igen, så det er helt svært at stoppe. Du kysser mig, og jeg kysser dig igen, til du pludselig foreslår, at vi skal forsøge, om jeg kan stå på dine skuldrer. Du dykker ned under vandet, og jeg kravler op, men da du rejser dig, falder jeg ned med et hvin. Vi prøver igen og igen, men det lykkes aldrig. Vi har det bare herligt…
Kim arrangerede fodboldturnering for drengene hen på eftermiddagen, og pigerne stod på sidelinjen og heppede. Kim spillede også selv med. Det blev en stor turnering med otte minutter lange kampe og en stor finale. Bagefter gav vi vinderne buksevand, hvilket endte i vandkrig. Det var drengene mod pigerne, og Trunte og jeg blev jagtet lejren rundt af Emil og Troels, som endte med at proppe os helt ned i den store balje med vand. Alle var gennemblødte, da vi var færdige, og græsplanen var forvandlet til et stort mudderhul. De fleste var mudret langt op ad be-nene, og vi sprang i søen igen for at blive rene.
”Nu må du da indrømme, at Kim er en god læ-rer,” sagde Trunte, da vi svømmede ud mod midten af søen.
”Ja ja, du vinder som altid,” sagde jeg, og så lo vi, for Trunte vinder altid.
Til aftensmad fik vi spaghetti med kødsovs, og gryderne blev slikket fuldstændig rene. Alle var sultne oven på dagens strabadser, og vi var sikre på, at vi alle måtte have tabt os. Bagefter fik vi popcorn og legede gæt og grimasser, hvor vi alle sammen fandt ud af, at Kim var fantastisk til at efterligne et æsel, og at Lisette og Karina var langt kedeligere, end vi nogensinde havde forestillet os. Jeg selv skulle få mit hold til at gætte ”Anja Andersen får det røde kort og forlader banen”, hvilket ikke var særlig svært, da Anja Andersen altid er den første, man nævner, når nogen efterligner en håndboldspiller. Morten havde en rød t-shirt på, så den pegede jeg bare på og rakte armen i vejret, og bagefter vendte jeg mig om og gik. Jeg var den, der fik de andre til at gætte det næsthurtigst kun få sekunder efter Jesper, der lavede en fan-tastisk efterligning af Gitte oppe foran tavlen.
Vi kom i seng langt over midnat, og man kunne hører snakken runge mellem hytterne mindst en time bagefter. Til sidst kom Gitte og Kim rundt og sagde, at nu skulle vi altså sove. Derefter sænkede vi vores stemmer, men snakkede længe end-nu.

Vi var ret smadret alle sammen, da vi næste morgen mødte op til morgenmaden. In-gen havde sovet særlig mange timer, og vi havde alle sammen ømme muskler. Det blev derfor en tung og temmelig træls oprydning, der fandt sted, inden vi pakkede bussen og kørte hjemad. Vi sov alle sammen op ad hinanden, og min mor måtte næsten løfte mig ud af bussen, da vi nåede frem. Truntes far var også kommet for at hente Trunte, og vi vinkede bare tungt farvel, inden vi kastede os ind i bilen og sov hele vejen hjem.
Jeg drømte om hytteturen. Den bedste hyttetur nogensinde.

Jeg skal møde dine forældre for første gang. Jeg har prøvet tøj i flere timer og gjort mig umage med makeup’en. Du tager imod mig i døren og kysser mig blidt på kin-den. Fortæller mig at jeg ser dejlig ud.
Du tager det helt roligt, og finder det slet ikke pinligt, når jeg dummer mig. Griner bare lidt og redder misforståelserne ud. Stryger mig over håret og klapper mig på de ildrøde kinder.
Dine forældre er fantastiske, og din mor har lavet den bedste ristaffel. De spørger mig, hvad jeg skal efter niende, og om jeg er nervøs for min eksamen. Om jeg har nogle søskende, og hvad jeg laver i min fritid. Og jeg fortæller dem om gymnasiet, om skolen, om min lillebror og om Trunte, og de smiler og er så søde, så jeg føler mig fuldstændig tryk ved at være der.
Bagefter går vi ind på dit værelse. Vi ligger på din seng og ser film. Armene omkring hinanden. Du hvisker, at du elsker mig. Elsker mig for evigt…

Du tager mig med ud og øve med dit band. Vil have at jeg skal synge kor på en af sangene. Jeg si-ger, at jeg ikke kan synge, men du er ligeglad, så længe jeg bare er med. De andre i bandet er super flinke, og jeg prøver både at spille på guitar og trommer. Vi griner, snakker, hygger hele eftermid-dagen, og de lover mig en kopi af nummeret, hvor jeg er med.

Vi går tur i parken i solnedgangen og ligger i græsset. Vi skiftes til at sige, hvad skyerne forestiller, og da jeg siger, at en rund, knoldet en minder om dig, kilder du mig, til jeg krummer mig sammen i krampe og grin. Bagefter går vi igennem skoven og lytter til den sidste fuglesang, inden det bliver nat, og du følger mig hjem. Altid helt hjem. Jeg må ikke gå alene.

Vi løber gennem regnen sammen, helt gennemblødte. Vi er midt ude i ingenting, og vi kan ikke komme i læ. Men vi er ligeglade, for vi er allerede så våde, som man kan blive. Og vi stopper op og kysser hinanden, mens dråberne triller ned ad vores ansigter og flyder sammen på din hals. Så pludselig griber du fat i mig og slynger mig op på din ryg, og du løber af sted med mig, mens jeg skriger af grin.
Bagefter er vi forkølede i flere dage. Men vi er ligeglade, for vi kan være det sammen…

Anden del
Jonas
Jeg havde været inde i byen for at hente nogle bukser, jeg havde bestilt ugen før. Ved grønt-handleren havde jeg købt en bakke jordbær, som jeg gik og spiste af. Der var så lang tid til, bussen gik, at jeg besluttede mig for at gå en tur og tage den fra et andet stop. Derfor bevægede jeg mig i retning af stadion, mens jeg gumlede på de saftige bær.
Blomsterrækkerne ved kanten af for-tovet var afblomstret, så kun stilke og blade var tilbage. Bøgetræerne i skoven på venstre side stop mørkegrønne og strakte deres lange grene op mod den blå himmel. Det var en af de dage, man skulle nyde. Man vidste aldrig, hvornår det var den sidste rigtige sommerdag. Efteråret ville kom-me brat, og så begyndte de endeløse måneder i mørke og kulde. Jep, sådan en dag skulle man ny-de, og det gjorde jeg, mens jeg lyttede til, hvordan klip-klapperne klip-klappede hen over gaderne. Posen med bukserne svingede i min hånd, mens jeg nynnede Für Elise for mig selv.
Jeg havde passeret frisøren og den gamle grønthandler, da jeg besluttede mig at tage stoppestedet rundt om hjørnet. Jeg havde aldrig taget bussen derfra før, og jeg mente heller ikke, at der plejede at stå særlig mange af eller på ved det stop. Det var sådan et lille snusket sted, men hvad gjorde det? Jeg gad ikke gå længere.
Der stod et læskur ved stoppet. Et af de der store grå nogle, der ligner en boble. Sådan et som jeg elskede som barn, fordi det var lidt ligesom at gå ind i en hule. Eller det syntes man i hvert fald dengang.
Jeg drejede ind for at sætte mig ned. Stoppede så og stirrede.
Der sad han, og denne gang var det ikke en drøm. Han sad der virkelig. Jonas.
Han kiggede op, da jeg kom ind og holdt blikket på mig et øjeblik, inden han igen sænkede det til mobi-len. Jeg kiggede på ham, mens jeg satte mig over for ham, men fjernede lynhurtigt blikket, da han kiggede op.
Sådan sad vi længe. Jeg kiggede på ham og kiggede så hurtigt væk, når han så op. Jeg vidste godt, at det virkede provokerende sådan noget, men jeg kunne ikke lade være. Han var om end muligt endnu smukkere, end jeg huskede ham med det mørke hår og brune øjne. I dag var han i en hvid t-shirt med et billede af et eller andet band, som han nok var fan af. Jeg nåede at læ-se ordene Red Hot Chili Peppers, hvilket ikke sagde mig noget, inden han kiggede op igen. Denne gang tog han mig direkte i at se på ham, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at sige et eller an-det. Hvad som helst.
”Øhm… Ved du, hvad klokken er?” fik jeg fremstammet. Han kiggede på sin mobil.
”Syv minutter over et,” sagde han, med den smukke stemme han altid havde i mine drømme. ”Den skulle være her om to minutter.”
Jeg var forvir-ret.
”Hvilken?”
”Bussen?”
”Nå ja… Nå ja, det er den vi venter på.” Nå ja, det er den vi venter på!
Han lo en smule forvirret. Jeg skyndte mig bare at smile. Så så vi hver sin vej igen.
Der gik lang tid, mere end to minutter, og han begyndte at kigge eftertænksomt hen ad vejen. På en måde håbede jeg, at den snart ville komme, så vi kunne komme ud af denne her pinli-ge stilhed, men på den anden side var jeg jo sammen med ham. Bare ham og mig.
Han så på sit ur igen.
”Den er nok bare forsinket,” sagde han, og jeg nikkede. Jeg var ikke sikker på, hvor-dan min stemme lød lige nu.
”Vi har gået på samme skole, har vi ikke?” sagde han så pludse-lig. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at hamre.
”Jo,” sagde jeg og fik bekræftet mine bange anelser: min stemme knækkede. Jeg skyndte mig at lade som om, jeg skulle hoste, for at dække over det.
”Det mente jeg nok. Hvad hedder du?”
”Lea.”
”Jeg hedder Jo-nas.”
”Det ved jeg godt.”
Han løftede et øjenbryn, og jeg indså straks, hvad jeg havde gjort. Åh Gud, hvordan redede jeg den?
”Øh, jeg… jeg kender nogle fra din klasse – gamle klas-se – så de har nok bare nævnt dig, eller…” Åh nej, åh nej, bare han nu ikke spurgte, hvem det var, jeg kendte.
”Arh. Jamen det er da smigrende.” Han smilede. ”Hvilken klasse går du i?”
”Niende… b.”
”Så skal du til eksamen til foråret?”
”Ja.”
”Er du ner-vøs?”
Åhr, hvorfor spurgte alle om det. Var jeg nervøs? Hvordan skulle jeg vide det, når der var så længe til? Spændt. Jeg var vel spændt.
”Det ved jeg ikke,” endte jeg med at svare. Det var sådan et godt svar.
”Der er i hvert fald ikke noget at være nervøs for,” sagde han. ”Det er ikke så svært.”
”Du fik sikkert 12 i det hele,” sagde jeg med et smil. Ny plan: komplimen-ter!
Han lo.
”Mig? Nej. Men jeg går ikke så meget op i mine karakterer.”
Det er løgn, tænkte jeg. Du er klog, det ved jeg, du er.
Vi smilede lidt til hinanden. Det var nok min tur til at sige noget nu.
”Så… hvad laver du så nu?”
Han nåede aldrig at svare, for i samme øjeblik kom bussen om hjørnet, og vi måtte hurtigt rejse os op, for at den ikke skulle over-se os. Det var tydeligt at se på buschaufføren, at han ikke var vant til at samle nogle op her. Han kørte et godt stykke forbi stoppet, før han standsede og åbnede dørene.
Jeg satte mig på et tomandssæde, og tænkte på, om Jonas mon ville sætte sig ved siden af. Der var ikke ret mange andre i bussen, så det var ikke fordi, han blev nødt til det. Det gjorde han heller ikke. Han satte sig på sæderne foran og drejede sig halvt om, så han stadig kunne se mig.
”Jeg går på gymnasiet,” sagde han så som svar på mit spørgsmål. ”1.x.”
”Okay, er det spændende?” Det lød lidt tamt, men jeg var nervøs ad helvede til. Under posen med bukserne gned jeg mine svedige håndflader imod hinanden, og jeg havde svært ved at kigge direkte på ham.
”Skole? Nej, ikke særlig.” Han lo. ”Men det er fint nok.”
”Kan du så spille guitar derinde, eller?”
Han kiggede overrasket på mig.
”Hvordan ved du så meget om mig?”
Åh nej, fejl igen. Bare vær cool, vær afslap-pet.
”Det ved jeg ikke.” Jeg trak på skulderne. ”Jeg har nok bare set dig med en gui-tar.”
”Aha,” sagde han. ”Ja, det har du vel bare.”
Jeg kiggede ud ad vinduet og prøvede at virke som om, han egentlig var lidt halvkedelig. Ikke fordi jeg ville skubbe ham væk – selvfølgelig ikke – men fordi jeg havde hørt, det var smart, at spille lidt kostbar. Man skulle ikke være alt for nem, så var det ikke spændende.
Udenfor passerede de sidste byhuse, og bussen drejede om hjørnet og fortsatte ud af mod byen, hvor jeg boede. Vi ville være fremme om ti minutter – cir-ka.
Hans fingrer trommede forsigtigt på kanten af sædet, og han kiggede sådan mere eller mindre på sædet ved siden af mig. Jeg kunne ikke rigtig afgøre, om han ledte efter ordene, eller om han havde mistet interessen for mig.
Skulle jeg sige noget nu? Skulle jeg åbne sam-talen? Han måtte jo endelig ikke føle, at jeg skubbede ham direkte væk, men… grrr, hvorfor skulle det være så svært?
Okay, Lea, fokus. Hvad vil du gerne vide om ham? Fint nok, det er til at ha-ve med at gøre.
Jeg ville gerne vide, hvor gammel han var. Men det kunne jeg da ikke spørge om? Det ville da i den grad lyde som om, jeg ville høre, om vi passede sammen.
Jeg ville gerne kende hans efternavn, men så kunne jeg lige så godt tegne hjertet med det samme og skrive mit eget fornavn foran. Som om han ikke ville kunne regne ud, at jeg ville vide det for at afprøve, hvordan det lød sammen med mit eget navn.
Hvor boede han mon? Helt i den anden ende af byen? Var jeg mon nødt til at tage bussen, når vi skulle være sammen? Okay, det var faktisk et godt sted at starte. Hvor boede han. Men jeg kunne jo ikke bare sige ”undskyld, hvor bor du?”. Nej, jeg måtte være smart. Jamen selvfølgelig, jeg kunne jo spørge, hvor han skulle af.
”Hvor skal du af?” Vi sagde det nøjagtig samtidig. Det kom fuldstændig bag på os begge to, og vi brød ud i latter.
”Næste gang, faktisk,” sagde han, og jeg skyndte mig at sige ”også mig”, selvom det ik-ke passede helt. Egentlig skulle jeg køre et stop mere, men jeg kunne nok godt gå det sidste styk-ke.
Vi rejste os begge to og gik op til døren. Han stod foran mig, og jeg betragtede det mørke hår. Selvom mit hjerte hamrede af nervøsitet, og jeg på en eller anden måde havde lyst til at skyn-de mig langt væk, kunne jeg alligevel føle en trang til at række frem og røre ved det. Det så så blødt og dejligt ud. Men jeg turde ikke og det ville nok heller ikke være smart at gøre, så jeg nøje-des med at betragte, hvordan solen spillede i hårtotterne. Det fik hans hår til at virke gyldent. Prin-se-agtigt. Min prins!
Bussen stoppede og slog dørene op. Han gik først ud, og jeg fulgte tæt ef-ter. Den varme luft udenfor ramte mig, som var jeg gået ind i en tyk mur, og jeg måtte puste et øjeblik for ikke at kvæles i den.
”Nå, men…øhm…” sagde han og svingede lidt hjælpeløst med hænderne.
”Ja…” sagde jeg og var lige så hjælpeløs som ham. Hvad nu?
”Hvilken vej skal du?
Det er da lige meget, hvilken vej skal du?
”Til højre.” Jeg pegede.
”Åh…” sagde han. ”Jeg skal den anden vej.”
”Åh okay.”
”Men øhm… jeg tænkte… måske… måske har du lyst til at ses igen?” Det sidste kom hurtigt. Som om han bare skulle have det ud. Han gned sine hænder diskret mod hinanden og virkede ufattelig nervøs. Mit eget hjerte sprang et slag over, og en underlig lyd kom ud af munden på mig. Det fik mig øjeblikkeligt til at rødme og gjorde det hele endnu mere pinligt. Hvorfor lige nu?
”Det vil jeg… gerne,” fik jeg til sidst fremstammet, og jeg kunne se, han åndede lettet op. Så rakte han mig sin mobil.
”Indtast dit nummer,” bad han, og jeg gjorde, som han sagde. Så rakte jeg ham den igen. Vi stod lidt og smilede til hinanden uden rigtig at vide, hvad vi skulle sige, men til sidst fik han sig taget sammen til at sige så meget som, ”nå ja, men så farvel.”
”Farvel,” sagde jeg med en stemme, der blev til en hvisken. Han smilede igen, og jeg smilede tilbage og ønskede egentlig, at vi kunne tilbringe mere tid sammen med det samme, men jeg turde ikke foreslå det. Derfor skyndte jeg mig at dreje omkring og begynde at gå, men jeg var sikker på, at jeg gik anderledes end jeg plejede, fordi jeg vidste, han betragtede mig. Jeg prøvede at gå pænt, men det kom vidst bare til at se endnu mere kluntet ud end sædvanligt. Til sidst var jeg lige ved at falde, og jeg stoppede op elendigt til mode. Så drejede jeg forsigtigt ho-vedet omkring for at se, om han havde lagt mærke til det.
Men han var allerede på vej væk.

Biografen lørdag?
– Jonas
Jeg havde fået beskeden for to timer siden, men havde endnu ikke svaret. Jeg læste beske-den igen og igen, lagde så mobilen fra mig, men tog den op igen få minutter senere. Problemet var, at jeg havde planer med Trunte om lørdagen, og nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke lyst til at fortælle Trunte om Jonas endnu. Hvis det nu ikke blev til noget, ville jeg bare gerne holde det for mig selv. Men kunne jeg være bekendt at aflyse vores længe planlagte aftale. Egentlig var vi jo sammen hele tiden, men hun skulle stadig have en grund, og hvad skulle jeg sige? Det var farligt at sige, at jeg skulle ud af byen med min familie, for min familie skulle være hjemme og male hus i weekenden, og jeg vidste aldrig, om Trunte kunne finde på at cykle forbi på vej til at andet ærene. Så hvad skulle jeg sige?
Efter endnu en halv time med spekulationer besluttede jeg mig for at sige, at jeg havde glemt en gammel aftale om at hjælpe min bedstemor med at gøre hendes have klar til efteråret. Det var noget, jeg plejede at gøre her sidst på sommeren, så det kunne nok ikke komme bag på Trunte. Og min bedstemor boede også så langt fra byen, at der ikke var nogen fare for, at Trunte ville komme forbi.
Jeg samlede min mobil op for hundrede og syt-tende gang og gav mig til at spekulere over, hvordan jeg skulle svare Jonas. Det var nemlig det næ-ste problem. Jeg måtte ikke lyde for ivrig, men heller ikke for afvisende. Og det måtte gerne lyde lidt smart.
Til sidst skrev jeg:

Ja, ku’ være fedt. Hvad skal vi se?
– Lea
Jeg kiggede lidt på det. Det så ikke særlig godt ud. Og desuden var det også fuldstændig lige gyldigt, hvad vi skulle se. Jeg ville jo bare gerne være sammen med ham.
Jeg prøvede igen.

Lyder fint. Hvad tid?
– Lea
Lyder fint. Var det lidt tyndt? Lød det ikke mere som noget, jeg kunne skrive til Trunte? Jo, jeg måtte finde på noget bedre. Men hvad?

Fint med mig. Hvornår mødes vi?
– Lea
Øh, var det min bedstemor, jeg skulle mødes med?

Helt cool med mig. Hvad tid?
– Lea

Ej, nu var jeg for langt ude.

Ja, nice nok. Tid?
– Lea
Nej nej nej, nu måtte jeg stoppe med at prøve at lyde smart, det blev jo bare værre og værre. Nej, en helt almindelig, kort besked skulle det bare være. Jeg behøvede ikke tænke så meget over det. Jeg skulle bare sige ja tak og høre om tid og sted. Svære var det ikke.
Det endte med at blive:

Fint, hvad tid?
Lea
Dernæst tilbragte jeg nogle rastløse minutter på at vente på hans svar. Jeg kredsede rundt om mobilen og kunne slet ikke finde ro til at lave andet. Da den endelig vibrerede, samlede jeg den op med let rystende hænder.

 

Klokken 16 ved biografen?
Det var helt fint. Ikke til at tage fejl af. Så jeg skrev et ”OK” tilbage og kastede mig lettet ned på sengen.
Lørdag. Der var tre dage til. Tre endeløse dage. Og der skulle ikke ske noget spæn-dende, der kunne aflede min opmærksomhed. Vi skulle bare have almindelig skole og intet andet. De to sidste uger havde budt på hård repetition i både matematik, engelsk, tysk og dansk, og hele klassen havde mærket, hvor meget de havde glemt i løbet af ferien. Kim viste sig at være dygtig til andet end bare at arrangere hytteture. Hans undervisning var god og nem at følge med i, og han brugte hverken for lang eller for kort tid oppe foran tavlen. Han var god til at holde os koncentre-ret, og han var god til at hjælpe, hvis man fik problemer. Alt i alt havde vi taget fuldstændig fejl af ham, og alle de rygter, vi havde hørt om ham, viste sig at være løgn. Han var smadder flink og sjov, og vi knoklede aldrig helt til det ringede ud. Der var altid lige noget, der skulle snakkes om, eller måske fem minutter før frikvarter. Trunte havde haft fuldstændig ret. Han havde bare behøvet en ekstra chance.
Efter at have ligget en halv time på min seng og konstateret, at der nok ikke kom flere beskeder fra Jonas, gik jeg over og rodede efter tøj i mit skab. Jeg skulle finde et eller andet, der passede fint til en første date. For det var jo det, jeg skulle. Jeg skulle på date! Og med Jonas. Jonas! Pludselig syntes jeg, at alt mig tøj var gammelt og grimt, og da jeg kiggede mig i spejlet kunne jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne have mit hår til at hænge sådan her. Jeg gik helt i panik og begyndte at hive mit tøj og smide det på gulvet, indtil jeg indså, at det var håbløst og smed mig på sengen igen. Der gik noget tid, før det gik op for mig, at jeg græd.

De næste dage var et endeløst mareridt. Mine tanker sværmede omkring weekenden, og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst andet. I skolen var jeg sløv og uoplagt, og jeg var ikke forberedt til nogen af timerne. Trunte lagde mærke til min sløvhed, men jeg bortforklarede det med, at det var hårdere at vende tilbage til skolen efter ferien, end jeg havde troet. Den undskyld-ning hoppede hun på, for det var noget, alle beklagede sig over for tiden. Men hun var træt af, at jeg bare sad og hang hele tiden, og at jeg ikke havde lyst til at være sammen efter skole.
Min far var også træt af mig. Hver eneste dag spurgte han til mine lektier, men jeg kunne aldrig tage mig sammen til at lave dem. Når jeg kom hjem plejede jeg at rode tøjskabet igennem igen, prøve at vælge makeup, eller øve mig i at smile foran spejlet. At lære om Phytagoras virkede så håbløst lige meget, når jeg tænkte på weekenden og Jonas. Som om det ville hjælpe mig på min date, om jeg kunne huske Phytagoras.
Det var heller ikke fordi, min hverdag gjorde meget for at aflede min opmærksomhed. Mit liv havde næppe været så kedeligt før med intet andet en repetering i skolen. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke vi havde Kim som lærer. Hans undervisning var i det mindste en smule mere interessant end de andre læreres, og det gjor-de, at det blev lidt lettere at komme igennem dagen. Ikke at jeg hørte efter. Hvorfor skulle jeg dog det, når jeg kunne tænke på de syvhundrede forskellige måder, Jonas kunne finde på at kysse mig på lørdag. Men Kim formåede på en eller anden måde at være lidt underholdene, når han undervi-ste. Måske var det hans energiske personlighed eller det konstante smil på læberne, eller også var det de små jokes, der blev affyret en gang imellem. De løftede i hvert fald stemningen, og fik mig hver gang til at tænke: bare fem minutter mere. Fem minutter kan du vel klare.
Jeg fandt først det rigtige tøj fredag eftermiddag. Utallige t-shirts, toppe og trøjer lå kassere-de på gulvet sammen med et par shorts og den kjole, jeg kort havde prøvet, inden jeg endnu en-gang konstaterede, at kjoler bare ikke var mig. Jeg havde aldrig gået i kjole. Måske kun da jeg var lille. Og så en enkelt gang til min mormors firs års fødselsdag, hvor mine fætre havde drillet mig hele dagen, så jeg havde været tomatrød i hovedet. Siden da havde kjolen ligget bagerst i skabet, men nu var den altså blevet prøvet endnu engang og kasseret endnu en gang. Det var en, min mor engang havde købt til mig, fordi hun syntes, den var så sød. Lille, hvid og med små fine blomster på, og den var da også ganske fin, men ikke til mig. Jeg brød mig ikke om måden, den fik mig til at se ud på. Lille og uskyldig som om jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Nej, kjoler var ba-re ikke mig.
Shortsene var heller ikke gået. De passede kun sammen med mine idrætstrøjer, og sådan kunne jeg jo ikke møde op. Det ville blive for varmt med lange bukser, så jeg endte med at krybe i en nederdel, der egentlig var en anelse for lille. Den sad temmelig stramt om maven, men det så meget godt ud, og det var det vigtigste. Jeg valgte en rød ensfarvet top til at tage på til og besluttede mig for at hugge nogle af mine mors sandaler. Jeg havde ikke selv noget, der passede til.
Om aftenen kunne jeg selvfølgelig ikke sove. Jeg så hans ansigt for mig igen og igen, og jeg blev ved med at forestille mig, hvordan daten skulle forløbe.
Klokken fire ville jeg ankomme til biografen, og han ville stå og vente på mig. Når jeg kom helt hen til ham, ville han kigge op og ned ad mig, og han ville smile og sige, at jeg så dejlig ud. Så ville han tage mig med ind i biografen, og jeg ville lade som om, jeg fulgte med i filmen, igen for at spille lidt kostbar. På et tidspunkt ville jeg så helt tilfældigt lægge min arm på armlænet imellem os, og lidt efter ville han lægge sin hånd oven på min, og hans fingre ville flette sig ind i mine og klemme let om min hånd. Og jeg ville dreje hovedet og smile til ham, og han ville smile tilbage til mig med sit dejlige smil. Et smil, der viste, at han kunne lide mig.
Efter filmen ville vi gå en tur i byen. Vi ville vælge de stille gader, så vi kunne være alene. Du ville holde mig i hånden, og når jeg som et skjult signal ville nævne, at det var blevet lidt småkoldt, ville du lægge armen om min skulder for at varme mig. Og vi ville komme ned til parken, hvor lysene ville være tændt, og du ville tage mig ind mellem de blomstrende buske, som duftede så vidunder-ligt i tusmørket. Og der ville du pludselig stoppe og kigge mig dybt i øjnene, og dine læber ville langsomt søge ned mod mine og kysse mig forsigtigt, men behageligt. Og jeg ville ikke være bange, fordi jeg aldrig var blevet kysset før, men bare vide præcis hvad jeg skulle gøre og nyde øjeblikket. Og vi ville blive stående længe, til du til sidst ville følge mig hjem, og du ville kysse mig farvel ude foran huset og blive stående og kigge efter mig, til jeg forsvandt ind ad hoveddøren.

Jeg vågnede klokken ti lørdag morgen og blev overrasket over, at det var lykkedes mig at so-ve så længe. Jeg havde været overbevist om, at jeg ville vågne tidligt på morgenen af ren og skær nervøsitet og ikke kunne sove igen.
Mit hjerte hamrede hurtigt i mit bryst, da jeg kom til at tænke på eftermiddagen, og pludselig var det lige som om, jeg slet ikke kunne blive liggende læn-gere. Jeg hoppede derfor ud af sengen og gik ud i køkkenet i nattøj, hvor jeg prøvede på at finde noget morgenmad, jeg havde lyst til at spise. Min familie var åbenbart ude i haven, for døren stod åbent, og hækklipperen hørtes tydeligt. Det passede mig ganske fint, at de ikke var her lige nu. Så kunne jeg være alene med alle mine tanker.
Det lykkedes mig ikke at finde noget mad, jeg kunne spise, for jeg havde fået en stor klump i halsen. Derfor gik jeg bare ud på badeværelset og kiggede mig i spejlet. Der var heldigvis ikke vokset nogle bumser frem i løbet af natten. Det var el-lers altid sådan noget, der gik galt på den første date. En stor, fed bums midt i panden. Men Gud ville åbenbart gøre dagen god, for min hud var ren og pæn.
Jeg gik i bad og brugte lang tid un-der bruseren, mens jeg skrubbede mig godt og grundigt over hele kroppen. Ben og armhuler fik en tur med skraberen, og håret fik en ordentlig gang balsam. Bagefter fønede jeg det godt igennem og redte det med børsten, så det blev tørt og glat. Jeg ville vente til senere med at sætte det op.
Tøjet var lagt frem på stolen ved siden af vasken. Jeg måtte hoppe lidt op og ned for at få nederdelen på, men så sad den også pænt og stramt, da den var der. Derefter proppede jeg godt med deo under armene, og stjal lidt af min mors ansigtscreme fra skabet.
Jeg var ikke vant til at gå med øjenskygge, men jeg havde fået noget i fødselsdagsgave, og dette måtte da være en an-ledning til at bruge det. Jeg valgte en lys og ret diskret en, og lagde et lag på helt ind i øjenkrogen, som min mor engang havde vist mig. Derefter duppede jeg lidt med en makeup-pensel oven på det. Ikke at jeg anede, hvad det skulle gøre godt for, men fordi det fik mig til at føle, at jeg gjorde mig rigtig pæn. Jeg lagde mascara på både de øverste og nederste vipper og et svagt lag eyeliner på den våde kant. Det var langt mere, end jeg plejede at gøre, men jeg ville være rigtig fin. Så satte jeg håret op i en fin knold bag på hovedet og trådte et skridt tilbage for at betragte mig selv.
Jeg var pæn. Rigtig fin i det. Jonas ville helt sikkert kunne lide det.
Der var stadig læn-ge til, jeg skulle møde ham, så jeg gik ud i haven til mine forældre. Min mor blev en anelse choke-ret, da hun så mig.
”Hold da op, du er godt nok fin i dag. Skal du nogen steder hen?”
”Næh,” sagde jeg, ”jeg fik bare sådan lyst til at gøre lidt ekstra ud af mig selv.” Jeg trak på skulderne, som om det var noget jeg havde fundet på så mange gange før, og at der ikke var noget mærkværdigt i det. ”Men jeg har en aftale med Trunte klokken fire.”
”Nå okay, helt fint. Har du nogen lektier, du skal have lavet først?”
”Nej, dem har jeg lavet,” løj jeg. Så gik jeg ind i huset igen.
Min lillebror kom randende og ville spille PlayStation, og eftersom jeg ikke havde noget bedre at tage mig til, brugte jeg et par timer på det. Klokken tre tvang jeg en halv skive brød i munden på mig selv, men jeg kunne ikke spise andet, og jeg var begyndt at få kval-me.
Klokken halv fire huggede jeg min mors sandaler fra skabet og et pust af hendes parfume og skyndte mig så at råbe farvel og løbe ud ad døren, inden nogen så mig.

I mine drømme havde Jonas stået ude foran biografen og ventet på mig, når jeg ankom. Så snart han så mig, ville han smile og række armen ud imod mig. Sådan lidt ligesom i Titanic hvor Kate Winslet kommer ned ad trappen og Leonardo DiCaprio tager hendes hånd. Men da jeg, med hjertet sid-dende helt oppe i halsen, kom rundt om hjørnet til biografen, var der ingen Jonas at se. Den store plads lå temmelig øde hen – kun nogle få mennesker hastede op ad trappen mod biografens døre. En kold vind fik sandet på pladsen til at blæse op. Skyerne samlede sig så småt på himlen og lagde op til en regnbyge.
Jeg gik langsomt op ad trapperne og stillede mig foran døren. Min kvalme var vendt tilbage, og jeg kunne mærke hvordan det prikkede i øjnene. Der var kun få minutter til klokken var fire, og jeg kunne ikke se Jonas i nogle af de små gader, der førte op til plad-sen.
Brændte han mig af? Havde han slet ikke tænkt sig at møde op? Jeg kunne ikke se, hvor-for han ville gøre grin med mig, når han ikke kendte mig, men alligevel begyndte der at køre bille-der igennem mit hoved. Billeder af Jonas, der stod med alle sine venner, og gjorde nar ad mig. Pludselig fortrød jeg min pæne makeup. Jeg ville ønske, at jeg ligesom bare var mødt lidt tilfældigt op, så det ville være lettere at blæse på, hvis han ikke kom. Åh Gud, hvordan kunne jeg da også være så dum?
Det prikkede mere og mere i øjnene, og jeg besluttede ved mig selv, at når jeg ikke kunne holde tårerne tilbage længere, ville jeg tage hjem. Der kunne ikke gå lang tid.
Men vendt nu lidt. Kom der ikke en skikkelse løbende der nede ved hallen? Kunne det være en 17-årig dreng med mørkt hår? Det kunne det godt… det var det! Åh kære Gud i Himlen, der kom han. Lø-bende hen over pladsen i fuld fart, med det mørke hår blafrende om ørene. Prustende kom han op ad trappen og stoppede ud foran mig. Let foroverbøjet i krampe på grund af sidestik-ken.
”Undskyld jeg… kommer for sent,” gispede han. ”Tiden… tiden løb fra… mig.”
”Det er helt i orden,” smilede jeg, mens en bølge af lettelse skyllede ind over mig. Synet af ham stående der i sine røde shorts og en hvid T-shirt, helt svedig efter løbeturen, gjorde mig noget så glad. Tænk at han havde sprintet sådan for min skyld.
”Skal vi gå ind?” spurgte jeg og vendte mig mod døren.
”Ja…” sagde han, stadig en smule forpustet. ”Jeg har billetterne her.” Han trak de to billetter frem fra lommen.
Filmen skulle lige til at starte, da vi kom ind og fandt vores plad-ser. Jeg satte mig på hans venstre side og gav ham et smil, inden jeg vendte hovedet mod skær-men. Det handlede om en mand, hvis søster døde, og så fik han rodet sig ud i et eller andet, da han undersøgte dødsårsagen. Jeg fulgte så meget med til at konstatere, at den nok kunne have været spændende, hvis jeg ikke havde været så nervøs. Tanken om at Jonas sad lige ved siden af mig, fik sveden til at pible frem på kroppen. Pludselig kløede det overalt, og et eller andet borede sig ind i min mave. Jeg følte med hånden og opdagede, at det var knappen fra min stramme ne-derdel. Nederdelen blev simpelthen for stram, når jeg sad ned, og det gjorde helt ondt. Hvorfor havde jeg dog også taget den nederdel på? Jonas havde ikke engang sagt, at den klædte mig. Det var totalt unødvendigt, og nu borede knappen sig ind i min mave, så jeg slet ikke kunne tænke på andet.
Jeg skævede til Jonas. Kunne jeg spænde knappen op, uden at han opdagede det? Jeg rokkede forsigtigt i den. Jo, der gik den op. Puha, så kunne min mave slappe af igen. Og med trøjen trukket ned over, var der ingen, der kunne se det.
Jeg lænede mig tilbage og gjorde endnu et tappert forsøg på at følge med i filmen. Der var en masse action og vilde brag, og Jonas så ud til at nyde det fuldt ud. Jeg ventede derfor lidt endnu, inden jeg forsigtigt lagde armen op på armlænet imellem os.
Han opdagede det ikke. Filmen var åbenbart stadig spændende, for hans øjne forlod slet ikke skærmen. Og selvom jeg lod armen ligge hele resten af filmen, var der ikke et eneste tidspunkt, hvor han berørte den. Jeg var godt skuffet, da vi kom ud af biografen, men tænkte ved mig selv, at han nok bare var nervøs ligesom mig selv.
”Det var en god film, synes du ikke?” spurgte han ivrigt, mens han trak sin trøje over armene.
”Jo, helt bestemt,” sagde jeg, selvom jeg ikke havde set halvdelen af den. Egentlig var jeg lidt glad for at være ude af den varme, indelukkede biograf, selvom det betød, at jeg måtte spænde knappen i nederdelen igen.
”Nå, men… øhm… skal jeg følge dig hjem, eller…?” Han viftede lidt med hån-den.
Hjem? Nu? Nej!
”Har du ikke lyst til at gå en tur i parken?” spurgte jeg hur-tigt.
”Nu?” Han så på sit ur. ”Jamen det kan vi vel godt.”
Vi begyndte at gå. Først ned ad trappen, så igennem de små gader hen imod parken. Vi gik et lille stykke fra hinanden, og ingen af os sagde noget. Jeg var hele tiden lige ved det, men så syntes jeg alligevel ikke, at det var noget, jeg ville spørge om. Vi nåede derfor parken i stilhed og begyndte at gå ad de små stier. Det havde regnet, mens vi havde været inde i biografen, for alt omkring os var vådt. Kom jeg til at træde i græsset, sivede vandet igennem mine små sandaler og gjorde strømpebukserne våde. Det var is-koldt, men jeg sagde ingenting. Jeg ville ikke virke sart.
”Her er pænt,” sagde Jonas – sådan lidt forsigtigt. Tydeligvis var hans ordforråd også skrumpet betragteligt.
”Ja,” sagde jeg. Så var der stille igen. Jeg gik og kiggede skiftevis lige frem for mig og skiftevis på hans hånd, der svingede frem og tilbage ved hans lår i takt med, at han gik. Hvor ville jeg gerne tage fat i den og lade mine fingre glide ind mellem hans. Gå med ham i hånden i stedet for sådan her, en halv meter fra hin-anden. Men der var ikke noget tegn på, at han ville tilbyde det, og jeg turde ikke selv spørge. Tænk hvis han sagde nej, det ville da være pinligt. Men hvad skulle jeg så gøre?
Jeg kom i det samme til at tænke på en bog, jeg engang læste. Hvor hovedpersonen havde lidt det samme problem. Hun havde end med at lade som om, hun var ved at falde og så grebet fat i hans arm. Og bagefter var hun bare blevet ved med at holde fast. Hvis jeg nu bare kunne gøre ligesom hende. Eller måske endnu bedre: hvis jeg nu faldt helt, og han rakte en hånd ud for at hjælpe mig op, så ville jeg have fat i hånden og ikke bare armen. Det ville være glimrende! Så manglede jeg bare noget at falde over.
Jeg endte med at lade som om, jeg skred i nogle våde blade. Det blev ikke helt godt med det lille ”ups!”, men da jeg først var begyndt at læne mig til siden, kunne jeg ikke helt styre det, og jeg endte faktisk med at falde, så jeg landede ind i den våde busk ved siden af os. Jonas kiggede overrasket på mig. Så lo han.
”Hvad skulle det dog til for?”
”Jeg faldt,” sagde jeg og prøve-de at lyde chokeret, som om det var kommet fuldstændig bag på mig. ”Jeg skred i de blade der-henne.”
Han rakte hånden ud, stadig med et grin om munden, og jeg tog fat i den. Ende-lig!
Det lykkedes mig at blive ved med at holde fat, uden at det virkede voldsomt. Bare sådan lidt tilfældigt at jeg ikke gav slip. Og så gik vi videre hånd i hånd, men stadig uden rigtig at se på hinanden. Jeg var blevet helt våd og beskidt på den ene side, og grenene havde lavet et stort huld i mine strømpebukser. Min mors fine, røde sandaler var gennemblødte, og jeg frøs på grund af van-det. Det var absolut ikke sådan, jeg havde forestillet mig min første date. Men i det mindste havde jeg ham da i hånden, og det var da en start. Nu manglede der bare noget til at bløde det lidt op.
Vi nåede ind mellem nogle rosenbuske, og Jonas stoppede op. Han vendte sig og kiggede på mig.
”Du har et blad i håret,” smilede han og tog det det ud. Jeg nøjedes med at smile og kigge ham ind i øjnene. Han kiggede tilbage på mig, og jeg vidste det ville komme nu. Mit første kys.
Men hvad så? Skulle jeg gøre noget? Skulle jeg læne mig frem, eller vente på at han gjorde det? Ventede han mon på mig, eller…?
Da han endelig lænede sig frem, kom det helt bag på mig. Jeg rykkede hovedet i en underlig bevægelse, og det resulterede i, at han ramte min næse i stedet for munden. Jeg blev ret forskrækket, men det lykkedes mig at få rykket hovedet op, så jeg fangede hans læber kort, inden han rykkede sig væk igen. Han kiggede væk i det samme, han kun-ne komme til det, og jeg gjorde det samme, da jeg kunne mærke rødmen stige op i kinderne. Nej, nej, nej hvor flovt. Hvorfor havde jeg dog rykket hovedet?
Jeg blev sur på mig selv. Hvorfor skulle jeg dog ødelægge det, der burde have været det mest romantiske øjeblik i mit liv? Nej, jeg ville simpelthen ikke tillade, at det skulle ende sådan her. Ikke tale om at jeg skulle sige farvel til ham med tomatrøde kinder og et flovt smil. Jeg kunne jo lide ham, og jeg måtte bare komme over min nervøsitet og selv gøre noget i stedet for at vente på ham.
Jeg vendte mig imod ham igen og tog fat i hans anden hånd. Han drejede hovedet og så på mig, og i det samme lænede jeg mig frem og plantede læberne midt på hans. Sådan! Et langt og godt kys. Selvom jeg ikke var helt klar over, hvordan jeg lige skulle håndtere det, tror jeg, det blev godt nok. Han smilede i hvert fald, da vi trak hovederne til os selv igen. Og så pludselig lo vi. Begge to. Og endelig lod jeg mine fingre gli-de ind imellem hans, og jeg kyssede ham en gang til og var sikker på, at jeg havde gjort det ordent-ligt denne gang. Så smilede vi til hinanden og begyndte at gå tilbage ad samme vej, som vi var kommet.
”Fortæl mig noget mere om dig selv,” bad han.
”Som hvad?” spurgte jeg.
”Hvad kan du godt lide at lave i din fritid? Dyrker du sport, eller spiller du musik eller sådan noget.”
Jeg smilede svagt.
”Jeg dyrker ikke rigtig noget sport, og jeg spiller ikke noget musik. Men jeg kan godt lide at lytte til det,” skyndte jeg mig at sige, så han kunne føle, at vi da havde lidt til fælles. ”Og så er jeg sammen med min veninde, Trunte. Eller Emilie hedder hun rigtigt. Og så passer jeg også min lillebror engang i mellem.”
”Hvor gammel er han?”
”Seks år. Eller seks et halvt, hvis han selv skal sige det. Han er lige begyndt i skole.”
”Så må han være meget stolt.”
”Tro mig, han tror, han er kongen selv.”
Vi lo.
”Hvad hedder han?”
”Magnus. Og så Stengaard ligesom mig selv.”
”Lea Stengaard,” mumlede han. ”Pænt.”
”Synes du? Ja, det er vel fint nok. Hvad hedder du egentlig til efternavn?”
”Madsen. Jonas Madsen.”
Jonas Madsen. Lea Madsen. Lea Stengaard Madsen. Ikke dårligt!
”Det er også pænt,” sagde jeg.
”Det er ret almindeligt. Men det er fint nok.”
Vi nåede tilbage til pladsen ved biografen. Den så ikke længere tom om forladt ud. Pludselig lagde jeg mærke til blomsterkrukkerne og de pæne lamper ved foden af trappen.
”Hvilken vej?” spurgte han.
”Den,” sagde jeg og pegede. ”Bare hen imod banen.”
”Hvad hedder vejen?”
”Baneledet.”
”Baneledet? Jamen hvorfor steg du så af ved… arh!” Han smilede til mig.
”Der er ikke den store forskel, lige meget hvor du stiger af,” skyndte jeg mig at sige.
Han svarede ikke, men blev ved med at smile.
Et kvarter senere var vi fremme ved mit hus. Jeg stoppede ham et par meter væk, så min mor og far ikke ville kunne se os fra vinduet.
”Tak for i dag,” sagde jeg.
”Selv tak.” Vi kiggede lidt på hinanden. Så kyssede jeg ham kort på munden og gik op mod hoveddøren. Igen gik jeg lidt anderledes, da jeg var sikker på, at han kiggede efter mig.

Det var uudholdeligt. Hvorfor svarede han ikke? Nu var der gået to dage, og jeg havde ikke hørt en lyd fra ham.
Jeg travede frem og tilbage, prøvede ikke at stirre på mobilen. Så gik jeg endnu engang hen og trykkede på tilfældige taster bare for at se, om den virkede. Derefter sendte jeg en besked til Trunte og fik svar tilbage fra hende. Pokkers, det var heller ikke forbindelsen, der var noget galt med.
Hvorfor svarede han ikke? Hvorfor?! Han var min kæreste nu, min kæreste, hvorfor svarede han ikke? Hvorfor?!
Var han ikke interesseret i, hvordan jeg havde det? Ville han ikke mødes igen?
Jeg var rastløs. Jeg kunne ikke stå stille, og jeg kunne ikke give mig til at lave noget fornuftigt. Alt jeg kunne tænke på, var hvorfor, og det drev mig til vanvid. Vi var da kærester, var vi ikke? Vi havde kysset, han havde fulgt mig hjem. Var vi så ikke kærester? Hvad var definitionen på det?
Hvorfor svarede han ikke?
Ville han slet ikke se mig igen? Var han gået hjem i væmmelse og tænkt, føj, hende skal jeg ikke se igen? Ville han bare lade være med nogen sinde at svare og så bare glemme mig? Det var jo til at blive sindssyg af! Jeg var rasende, direkte rasende. Jeg skældte ud på alt, der prøvede at tale til mig, og jeg holdt mig på mit værelse. Mine forældre var holdt op med at opsøge mig, og jeg levede bag den lukkede dør, bortset fra når vi spiste, eller når jeg skulle på toilettet. Flere af mine bamser havde lidt alvorlige skader, når de var blevet kylet gennem rummet eller banket ned i sengen i min frustration.
Hvorfor svarede han ikke? Hvorfor?
Jeg havde ikke lavet lektier, jeg havde ikke ryddet op. Jeg gik rundt i det samme tøj som i går, og jeg led kraftigt af søvnunderskud. Min mobil var tændt fireogtyve timer i døgnet, og så snart der lød det mindste bib fra den, kastede jeg mig igennem rummet for at få fat i den. Men hver gang var det fra en eller anden anden, og det gjorde mig så sur, at jeg tyrede endnu en teddybjørn ind i væggen og smed mig på sengen.
Hvorfor svarede han ikke?
Jeg græd. Nu græd jeg! Hvordan kunne han gøre det imod mig? Hvordan kunne han lade mig ligge her og lide på den måde? Jeg var så sur, at jeg hadede og elskede ham på en gang, og det var en forfærdelig blanding, der gjorde mig til det mest ulykkelige menneske i verden.
I det samme lød en banken på døren.
”Kom ind,” mumlede jeg surt.
Min far trådte forsigtigt ind i værelset og vejrede som en hest i luften for at bedømme atmosfæ-ren.
”Er du okay?” spurgte han så forsigtigt.
”Ja ja, jeg har det fint,” sagde jeg gnavent. ”Hvad vil du?”
”Vi skal spise nu,” sagde han. Så kiggede han bekymret på mig en sidste gang, inden han forlod værelset.
Jeg rullede om på maven og begravede hovedet i puden.
Hvorfor svarede han ikke?

Der gik et helt døgn mere, inden jeg fik en besked fra ham. Jeg var på vej hjem fra skole og kunne pludselig føle vibrationen i lommen. Jeg greb efter mobilen og kunne næsten have skreget, da jeg så hans navn på displayet.
Undskyld jeg ikke har
svaret. Skal vi mødes
i dag?
1.
Det var som om nogen løsnede grebet om mit hjerte, og gav mig styrke til igen at trække vejret normalt. Hurtigt skrev jeg tilbage, at jeg netop havde fået fri, og at jeg gerne ville mødes med ham. Han skrev tilbage, at han var derhjemme, og at jeg bare kunne komme over. Hans adresse stod nedenunder.
Jeg skyndte mig hjem og kiggede mig i spejlet. Mit hår var blevet en smule uglet i løbet af dagen, så jeg skyndte mig at sætte det op i en hestehale. Så lagde jeg lidt mere mascara på øjenvipperne, og stjal igen en smule af min mors parfume.
Åh, hvor var jeg lykkelig! Jeg løb ud ad døren og valgte vejen over banen og ned mod hans hus. Ind gennem hullet i hækken, forbi bageren, ned over hovedvejen og forbi hallen eller ”stadion”, som vi kaldte det. Hurtigt, meget hurtigt, stod jeg foran hans hus og trykkede på ringeklokken. Han lukkede op to sekunder efter.
”Hej,” smilede han. Jeg var så glad for at se ham, at jeg slet ikke kunne svare. Jeg slyngede bare armene om halsen på ham og kyssede ham. Det kom lidt bag på ham, for han var nær væltet bagover, men det lykkedes ham at finde balancen i sidste øjeblik.
”Kom indenfor,” sagde han, da jeg havde sluppet ham, og jeg hoppede ind i entréen.
Hans hus var forholdsvis nyt, kunne jeg se. Det havde de klassiske træk, som var i alle de nye huse her i byen. Højt til loftet og trægulve, med stue og køkken bygget sammen i et. Vinduerne var store med hvide karme, og fik rummene til at virke lyse og varme. Fra entréen gik jeg direkte ind i det store køkken. Derfra gik man gennem stuen og over til et værelse og et badeværelse i den ene side. Gik man i stedet den anden vej kom man ind i en lille gang, med værelser på begge sider. Det ene af dem var Jonas’.
Det var ikke særlig stort, og tæppet på gulvet fik det om muligt til at virke endnu mindre. Eller også var det det store klædeskab til venstre, eller det store skrivebord under vinduet, der ved første øjekast så ud til at være opholdssted for de fleste af Jonas’ ejendele. Sengen stod op ad væggen til højre for døren, når man kom ind, og var beklædt med mørkeblåt sengetøj. Oven på hovedpuden var der smidt et joystick, hvis ledning første op til et lille fjernsyn, der hang på væggen ved siden af skrivebordet. I hjørnet under det stod en rød elguitar i sin holder ved siden af en stor højtaler. En stor bunke cd’er lå på gulvet ved siden af.
”Her roder lidt,” undskyldte Jonas og skyndte sig at rulle ledninger om joysticket og lægge det op på hylden under tv-skærmen. ”Jeg har ikke lige haft tid til at rydde op.”
”Det er fint,” smilede jeg, selvom jeg måtte indrømme over for mig selv, at det ikke var sådan her, jeg havde forestillet mig hans værelse. I mine tanker havde det været stort og ordentligt, og i hvert fald uden den store, grimme plakat over sengen med fire underlig mænd på.
”Hvem er det?” spurgte jeg og pegede på plakaten.
Red Hot Chili Peppers,” sagde han. ”Mit yndlings band. Jeg skal måske se dem i København til foråret.”
”Sejt,” sagde jeg, men mente det ikke. Jeg syntes ikke, de virkede særlig charmerende.
”Nu skal jeg spille en af deres sange for dig,” sagde han og satte sig foran computeren. Jeg ville gerne sige ”det gør ikke noget”, men jeg kunne ikke få mig selv til det, og lidt efter lød en ung mandestemme ud i lokalet. ”Dream of Californication…” lød det. Lidt underlig sang, men fin nok.
”Har du noget imod, hvis jeg lige tjekker min mail?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. ”Tak. Du kan bare sætte dig på sengen, hvis du vil.”
Jeg satte mig. Kiggede mig lidt mere omkring. Egentlig var det et meget typisk drengeværelse med plakater på væggene og rod over det hele. Der havde absolut ikke været støvet af i mindst en måned, og der trængte også til at blive luftet ud, kunne jeg mærke, når jeg snuste ind. Der var en tyk lugt af indelukkethed.
Min mave rumlede pludselig. Ikke særlig højt, men bare så jeg lagde mærke til, at jeg faktisk var sulten. Jeg havde ikke rigtig fået noget frokost i dag, og jeg havde ikke nået at tage noget derhjemme. Mon ikke Jonas ville byde mig på noget, når han var færdig ved computeren? Jo, selvfølgelig ville han det. Sådan gør man jo med gæster. Men hvor tog det egentlig lang tid, det han lavede. Skulle han ikke bare tjekke sin mail? Hvorfor sad han så inde på en eller anden hjemmeside?
”Hvad laver du?” spurgte jeg forsigtigt. Det lignede en side, hvor man kunne købe et eller andet.
”Det er min ven, Thomas, der har sendt mig sådan et link til en hjemmeside, hvor man kan købe alle mulige cd’er helt vildt billigt. Det er mega smart.” Han klikkede videre. Jeg følte mig lidt overset, som jeg sad der og bare gloede på hans ryg. Først efter lang tid, hvor nummeret fra Red Hot Chili Peppers for længst var sluttet, lukkede han siden ned og vendte sig om.
Vi kiggede på hinanden. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, så jeg ventede på ham. Han måtte da kunne sige et eller andet, når det var hans hus, vi var i. Og hvornår ville han mon byde mig på noget mad? Havde han bare tænkt sig at sidde der og kigge på mig hele dagen? Nok var han køn, men jeg ville da synes, det var sjovere, hvis vi kunne foretage os noget andet.
”Men, øhm…” sagde han og slog ud med armene. Så lignede han en, der var lige ved at sige noget, men tog det så i sig igen. Jeg smilede bare og nikkede og blev så tavs lige som ham.
Sådan sad vi et stykke tid. Kiggede lidt på hinanden, kiggede væk, kiggede lidt på hinanden igen. Lidt efter satte han sig hen på sengen ved siden af mig. Så tog han, med noget der lignede en stor kræftanstrengelse, forsigtigt fat i min hånd. Klemte den forsigtigt.
”Du er pæn,” sagde han. Meget genert.
Jeg smilede. ”Tak.”
Så lænede han sig forsigtigt frem og kyssede mig. Stoppede, kiggede på mig, kyssede mig så igen. I mine drømme ville han holde om mig og lade den ene hånd glide igennem mit hår. Men han havde bare den ene hånd placeret i sengen og den anden på mit lår. Faktisk lagde han lidt for meget vægt over på den på mit lår. Det gjorde ret ondt.
Vi blev ved et stykke tid. Det var meget dejligt, selvom jeg ville ønske han ville støtte på den an-den hånd. Måske hvis jeg lagde armene omkring ham, ville han gøre det samme? Så ville det også blive lidt mære sådan… rigtigt.
Jeg lod forsigtigt min hånd glide op over hans overarm, men det kom åbenbart bag på ham, for han trak sig meget pludseligt tilbage. Nærmest forskrækket. Så så han en smule flov ud, da han opdagede hvad det var, men gjorde ingen mine til at fortsætte kysseriet.
Og så pludselig smilede han. Et meget drenget smil, nærmest lidt… grådigt.
”Kunne du tænke dig at prøve mit nye PlayStation-spil? Det er rigtig sjovt, jeg tror, du vil kunne lide det.”
Undskyld, hvad? Et PlayStion-spil? Sådan noget gør kærester da ikke? Han burde da holde om mig, tale til mig, eller give mig noget mad. Men et PlayStation-spil. Hvad var nu det for noget?
”Ehm… okay,” sagde jeg forvirret og tog imod et joystick.
”Du skal holde sådan her,” sagde han og viste på sit eget stick. ”Den der skal holdes i gang for at køre og denne der styrer du på. Og de der kan du bruge til at lave sådan nogle tricks med, men det finder du nok ud af efterhånden.”
Jeg nikkede bare svagt og rettede øjnene mod skærmen. Det var et eller andet skateboard-spil, hvor man skulle køre rundt og samle mønster i forskellige farver. Og så fik man ekstra point, hvis man lavede nogle af de der såkaldte tricks. Det var ikke særlig sjovt. Jeg faldt hele tiden af eller kørte ind i væggene. Og imens kørte Jonas bare rundt i fuld fart og samlede den ene mønt efter den anden.
”Du skal bare prøve at holde sticket stille, Lea,” sagde han, da jeg var kørt ind i væggen for tyvende gang. ”Den drejer ikke mere af, at du drejer hele overkroppen.”
”Det kan du jo sagtens sige,” sagde jeg og vred mig igen. Jeg sagde det ikke irriteret, selvom jeg egentlig var det. Jeg syntes ikke lige, de var det her, jeg havde lyst til, anden gang vi var sammen. Vi burde sidde og lære hinanden bedre at kende.
”Det var sjovt,” løj jeg, da banen endelig var slut, og Jonas havde vundet stort. ”Men skal vi ikke lave noget andet?”
”Du skal lige prøve denne her bane,” sagde han. ”Det er den allerbedste.”
Jeg måtte tage mig hårdt sammen for ikke at sige noget, men det lykkedes da. Og så spillede jeg endnu en bane, eller faktisk to, for da vi var færdige med den første, viste det sig, at det alligevel ikke var den bedste bane. Så først da vi endelig var færdige med nummer to, slukkede Jonas for maskinen.
”Det var sjovt, synes du ikke?” spurgte han glad.
”Jo,” løj jeg, ”helt vildt!” Jeg smilede – måske lidt overdrevet – og skyndte mig så at kigge ud ad vinduet. Det regnede udenfor. Meget faktisk. Dråberne trillede ned ad ruden, inden de løb sammen og blev til endnu større dråber, der samlede sig på rammen for neden.
”Kunne du ikke tænke dig at gå en tur?” spurgte jeg og mærkede lysten til at pile igennem regnen sammen med ham.
”Men det regner jo?” sagde han forvirret med et blik hen imod vinduet.
”Ja, det er da sjovt.”
”Ej, vi bliver jo helt gennemblødte. Skal vi ikke vente til en anden dag?”
”Jo, okay.” Jeg prøvede ikke at se alt for skuffet ud. ”Men så, øhm… fortæl mig om gymnasiet?”
”Der er ikke så meget at fortælle.” Han rykkede lidt på sig. Som om det kedede ham at snakke om skolen.
”Er der slet ikke noget spændende? Noget nyt?”
”Næh. Bare flere lektier. Det er ikke så spændende.”
Jeg nikkede. ”Nej, det er klart.”
Vi sad lidt igen.
”Hvad for noget musik hører du?” spurgte han så.
”Bare alt muligt,” sagde jeg. Det interesserede mig ikke rigtig, hvad jeg lyttede til. Bare det var godt.
”Hører du rock, eller…?”
”Njah, det er nok pop.”
”Okay… det er jo også fint.”
”Ja.”
Vi sad igen. Kiggede lidt hver sin vej. Jeg tænkte som en desperat efter et godt samtaleemne, men det var svært, når han tydeligvis kun kunne snakke videospil og musik. Interesserede han sig mon ikke for andet?
Mig. Han måtte da interessere sig for mig. Jeg mener, jeg var hans kæreste. Hvis jeg nu fortalte ham noget om min hverdag, så måtte det da interessere ham.
”Vi har fået ny klasselærer,” sagde jeg. Det havde lydt bedre i mit hoved, men i det mindste fik jeg brudt stilheden.
”Virkelig?” sagde han i et hårdt forsøg på at lyde interesseret. ”Hvem?”
”Han hedder Kim Svendrup. Han har vist bare været en vikar indtil han fik os.”
”Åh, okay… ham kender jeg ikke.”
”Åh…”
Og så sad vi igen. På et tidspunkt lænede han sig over og kyssede mig, og vi tilbragte en vidunderlig tid uden at være nødt til at prøve og tale om et eller andet. Men bagefter sad vi bare igen. De sidste par minutter sad jeg og overvejede, hvordan jeg kunne sige, at jeg skulle hjem, uden at det ville lyde som om, jeg flygtede. Men heldigvis klarede han problemet lidt efter.
”Øhm, mine forældre kommer nok snart hjem…”
”Åh, okay…”
”Ja, altså… jeg har ikke lige fortalt dem om dig endnu, så…”
”Nej, men det er fint. Jeg skal også have lavet nogle lektier.”
Han fulgte mig ud i entréen og åbnede døren for mig. Normalt ville det virke meget galant, men eftersom jeg ikke havde fået sko på endnu virkede det lidt som om han sagde gå nu! Skynd dig nu at gå! Det var egentlig heller ikke fordi, jeg prøvede at trække tiden ud, men jeg ville da gerne lige have sko på. Derefter kiggede vi lidt underligt på hinanden, gav hinanden et hurtigt kys og sagde så farvel.
Jeg gik hjemad med en underlig fornemmelse i maven.

Det kunne ikke være rigtigt. Sådan var Jonas ikke. Vi skulle ikke sidde og kigge på hinanden uden noget at snakke om og ikke andet at lytte til en den forlegne stilhed – og så det åndssvage Red Hot Chili Peppers-musik. Vi var skabt for hinanden, det vidste jeg for første gang, jeg så ham. Og så kunne det godt være, at vi ikke havde så meget til fælles, men det skulle vi bare arbejde på. Det var da spændende at være sammen med en, der var anderledes end en selv. En, der kunne se tingene fra en anden vinkel. Og måske manglede vi bare nogle andre samtaleemner og måske en bedre stemning.
Da jeg var kommet i seng den aften, lagde jeg min hovedpude ind under brystet som støtte og placerede en blok foran mig. Så begyndte jeg at udarbejde en liste over ting, jeg kunne snakke med Jonas om. Det gjaldt bare om at få huld på bylden. Når vi først kendte hinanden lidt bedre, ville det blive meget nemmere at snakke sammen.
Jeg begyndte at notere.
Hans band
2. Hans kammerater
3.

Og så gik jeg i stå. Hvad interesserede han sig mon mere for? Eftersom vores samtale i dag ikke var gået så godt, vidste jeg det jo faktisk ikke. Jeg vidste kun, at han ikke brød sig om at tale om skolen. Hvilket egentlig var underligt eftersom han havde spurgt til min eksamen den første gang, vi mødtes. Men det var selvfølgelig også et nemt emne og kaste sig over.
Okay, måske skulle jeg gå tilbage til, hvad jeg gerne ville vide om ham. Ligesom jeg havde gjort dengang i bussen. Dengang ville jeg gerne vide, hvor gammel han var, hvad han hed til efternavn, og hvor han boede. Jeg havde fået svar på to af tingene, men faktisk, gik det lige op for mig, vidste jeg stadig ikke, hvor gammel han var. Egentlig vidste jeg ikke særlig meget om ham. Og alligevel følte jeg, at jeg kendte ham.
Så var det, det slog mig!

Da vi mødte i skole den næste morgen, stod der en besked på tavlen fra Kim.

Fritime de første 15 minutter.
I må ikke forlade klassen.
”Han skal snakke med Jette og Sarah,” fortalte Christina. ”De var oppe og toppes igen i går.”
”Jeg troede, han havde snakket med dem allerede én gang,” sagde jeg forbavset.
”Åbenbart ikke nok,” sagde Christina.
”Men han kan da vel ikke nå at snakke med dem på femten minutter?” sagde Trunte.
”Nej, men han vil nok bare sikre sig, at de kan komme igennem dagen uden at slås mere. Og så snakker han nok med dem senere. Eller i værste fald ringer han til deres forældre.”
I det samme kom Johan ind i klassen. Han skimmede hurtigt teksten på tavlen og rakte så armene i vejret med en lav fløjten. Skoletasken blev smidt ved siden af hans plads, og så kom han hen imod os.
”Har vi nogen grund?” sagde han med hentydning til besked på tavlen.
Christina sendte ham et foragteligt blik. Så ændrede hun det og kom til at se helt udspekuleret ud.
”Jeg tror faktisk, det er ret alvorligt,” sagde hun med en falsk bekymret stemme. ”Han er nede på kontoret lige nu, men han kommer nok snart op og henter dig.”
Johan stivnede. Så hævede han hænderne op foran sig, nærmest som om han ville skubbe Christina væk, men nøjedes med at stirre forskrækket på hende.
”Hvad… Hvad mener du?”
Christina lagde hovedet på skrå og så indgående på ham.
”Det ved du vist godt selv.”
”Nej, nej… jeg aner ikke, hvad du taler om.” Johans blik fór i alle retninger, og han bakkede lige så stille væk fra Christina.
”Johan, han så dig.” Christinas tonefald virkede så oprigtigt, at selv de andre i klassen var begyndt at stirre underligt på hende. ”Han ved godt, at det var dig, der gjorde det.”
”Nej! Nej, hvordan?!” Nu så han næsten bønfaldende ud. ”Hvordan kan han vide det? Nej, det var ikke mig… For helvede! Jeg må ud her fra.” Han løb hen og greb fat i sin taske, men inden han nåede videre, stod Kim pludselig i døren.
”Johan, må jeg lige tale med dig?”
”Nej, det var ikke mig! Jeg sværger, det var ikke mig, der gjorder det!”
Kim rynkede øjenbrynene.
”Det hævder de nu begge to, at det var.”
”Nej, jeg sværger, det var ikke mig! De lyver! Hvem de end er, så lyver de!”
”Følg nu bare lige med, Johan.” Kim rakte armen frem imod ham, og Johan fulgte med et klynk ud ad døren. Christina så meget tilfreds ud.
”Hvad er det, du laver?” spurgte jeg chokeret, men jeg havde et smil om munden.
”Åh, jeg har aldrig kunne udstå Johans arrogante selvtillid,” smilede Christina. ”Jeg syntes bare, det kunne være sjovt, at lave lidt sjov med ham.”
”Men… hvad har han gjort?”
”Aner det ikke, men et eller andet åbenbart.”
”Hvad? Har du slet ikke set ham?”
Christina lo.
”Nej da. Men Johan laver så meget lort, så jeg tog bare chancen. Og åbenbart ramte jeg rigtigt. Et eller andet har han gjort her for nylig.”
Nu lo jeg også. Det var jo genialt. Jeg havde aldrig set Johan så meget ude af sig selv før. Han lignede en, der kunne tisse i bukserne af skræk.
”Du er genial,” sagde jeg, og Christina smilede stolt. ”Men han finder da ud af, at det ikke er det, det handler om.”
”Ja ja, det er jeg godt klar over. Men det er da sjovt, så længe det varer.” Hun satte sig ned på sin plads med et grin. Få øjeblikke efter vendte Johan tilbage til klasseværelset. Han stirrede ondt på hende. Men Christina behøvede ikke føle sig usikker. Johan skulle ikke nyde noget af, at komme efter hende, nu hvor Kim holdt øje med ham.

Da jeg gik hjemad besluttede jeg mig for at rede katastrofen med Jonas fra i går. Jeg fandt derfor mobilen frem og tastede en sød besked ind.

( )_( )
(o),(o)
__(,,)_(,,)__
Undskyld hvis jeg
stirrer. Men du er
bare så dejlig, at
jeg ikke kan lade
være <3

Egentlig var det en besked, jeg engang havde fået fra Trunte, men nu siger vi bare, at jeg selv tastede den, for det får mig til at virke sødere. Bagefter puttede jeg spændt mobilen i lommen og ventede på hans svar. Jeg kunne ikke lade være med at forestille, hvad han ville skrive. ’Bliv en-delig ved med at stirre, for det gør det nemmere for at se dine smukke øjne.’ Eller måske ville han sende en anden sød besked tilbage, som ’Baby, you are the only thing I live for’ og så et stort hjerte. Selvom han havde lidt problemer med at føre samtaler, var han helt sikkert god til det med sms’er. Det kunne jeg bare se på ham, at han var. Men underligt nok fik jeg ikke noget svar tilbage. Måske havde han ikke sin mobil på sig. Han svarede nok bare senere så. Men vendt lidt, var det ikke ham, der kom gående derhenne af vejen.
Det var det. Han kom gående lige henne ved banen, og da han fik øje på mig, smilede han varmt.
”Hej,” sagde han.
”Hej,” smilede jeg. Vi gav hinanden et knus. ”Har du ikke fået min sms?” spurgte jeg så.
”Åh,” sagde han lidt flovt. ”Jo, det har jeg.” Han kiggede lidt ned i jorden. ”Okay, hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke så god til sådan noget med søde sms’er. Jeg bruger i det hele taget ikke min mobil så meget.”
Jeg åbnede munden for at komme med det sædvanlige ”Åh, okay…”, men der kom ikke rigtig noget lyd ud, så jeg nøjedes med at nikke.
”Men hey, vi kan bare snakke,” sagde han i et positivt tonefald. ”Lad os gå en tur.”
”Okay,” sagde jeg og blev lidt gladere. Gå en tur, det kunne jeg lide.
Vi gik fordi biografen og over i parken, hvor vi havde gået på vores første date. Det føltes lidt underligt at gå ad den samme rute, men det gav os massere af tid til at snakke, når vi bare gik, og jeg fik tid til at spørge, hvor gammel han var.
”Sytten,” svarede han, hvilket kom bag på mig, eftersom jeg først fyldte femten om nogle uger. Jeg skulle lige til at fortælle ham det, men tænkte så, at jeg hellere måtte lade være. Tænk hvis han fandt mig for ung. Uheldigvis spurgte han selv.
”Hvor gammel er du egentlig?”
”Seksten.” Det kom ud af munden på mig, uden at jeg egentlig ville det. Jeg kunne bare have sagt femten, så ville det ikke have været nogen stor løgn, men pludselig følte jeg, at det lød så lille, og så slap det andet bare ud. Jeg ville rette det, men så talte han allerede igen, og jeg nåede det ikke.
”Nå, så må du da være den ældste i din klasse. Skal vi sætte os ned?” Vi var kommet til det sted, hvor vi havde kysset første gang. Der var en stor græsplet ved siden af stien, og vi satte os ned med ryggen mod et træ. Det var nu, jeg skulle bruge mine samtaleemner.
”Så fortæl mig om dit band,” sagde jeg.
Det var åbenbart et godt valg, for han kastede sig glad over det.
”Det er et, jeg har lavet sammen med mine venner Thomas, Rasmus, Lars og så en pige, der hedder Trine. Vi øver hjemmes i Rasmus’ kælder.”
”Hvem spiller hvad?”
”Altså jeg spiller guitar sammen med Thomas. Rasmus spiller keyboard, og Lars spiller trommer. Og så er der Trine, som synger.”
”Fedt. Hedder I noget.”
”Ikke endnu. Vi kan ikke rigtig finde et godt et.”
”Lea,” kunne jeg ikke lade være med at foreslå. ”I kan bare lade det stå som en forkortelse. L.E.A. – Løbske Elefanter … Afhentes.”
Han lo svagt.
”Jeg tror bare selv, vi finder et navn. Vi skal faktisk mødes i eftermiddag.”
”Fedt. Må jeg komme med?” Jeg kiggede smilende på ham. Til min overraskelse så han ud som om, jeg havde sagt noget meget grimt.
”Med?” Nu lød han næsten som om, det var et ord, han ikke forstod.
”Ja, ned og se jer øve.”
”Øhm…” Han trak på det. ”Jeg tror ærlig talt ikke, du ville synes, det var sjovt.”
”Jamen, jeg vil gerne se, hvad du laver. Lære dig lidt bedre at kende.”
Jeg kunne lige så godt have snakket hebraisk.
”Men altså… det er altså meget seriøst, det vi laver…”
Og så pludselig stod jeg op, uden at jeg vidste hvordan.
”Hvad er der galt med dig?” råbte jeg. ”Hvorfor er du så underlig? Det er meningen at du slet ikke skal kunne give slip på mig. Det er meningen, at du skal hive mig med dig overalt!”
”Men…”
”Og det er meningen at du skal svare tilbage på mine sms’er, når jeg skriver til dig, i stedet for at komme med dårlige undskylder om ikke at være god nok. Hvorfor kan du ikke bare være en rigtig kæreste? En kæreste, der måske bekymrer sig lidt om mig. En kæreste, der tager mig i hånden, uden at jeg behøver at lade som om, jeg er ved at falde!”
”Men Lea…”
”Hvilken kæreste tilbringer den anden date med at tjekke mails og spille PlayStation-spil uden knap nok at vide noget om den pige, han sidder ved siden af? Er du overhovedet interesseret i mig? Du vil ikke fortælle mig noget, vi vil ikke høre om min hverdag. Hvad er du overhovedet for en? Hvad er der sket med den Jonas, jeg så til skolefesten i foråret? Er han bare blevet erstattet med denne her kedelige, underlige freak, der tror, jeg synes, det er sjovt, at se actionfilm i biografen?”
”Jeg forstår ikke…”
”Jeg brugte tre dage, tre dage, på at finde ud af, hvad jeg skulle have på til vores første date, og du kommenterede det ingen gang? Jeg havde brugt vildt lang tid på min makeup, men du lægger slet ikke mærke til det? Hvor er den Jonas, der elsker sin kæreste overalt på Jorden, og slet ikke kan stoppe med at høre om hende?”
”Men hør lige…”
”Jeg er kræfthelvede træt af det her! Du er overhovedet ikke, som du skal være. Du er ikke forstående eller kærlig eller omsagnfuld på nogen måde, du vil bare spille videospil og høre røv dårlig musik. Tror du, jeg synes, det er sjovt?”
”Lea, prøv nu…”
”Og spørger du mig om min hverdag? Næ nej, du vil bare høre om min musiksmag, for det er det eneste, du interesserer dig for. Hvad skulle du have en kæreste for? Du vil ikke engang præsentere mig for dine forældre. Skulle jeg bare bruges til pynt, så du kunne sige over for venner, at du havde fået en kæreste? En kæreste, der gør som du siger, men ikke engang må komme med og se dit band. Dit røvsyge band, der ikke engang har et navn!”
”Prøv nu lige…”
”Jeg er fandeme træt af det her! Jeg har gjort alt, jeg kunne, for at få det her til at fungere. Jeg har ligget og lavet lister over ting, vi kunne snakke om, men ved du hvad? Det fortalte mig bare, hvor lidt jeg vidste om dig, fordi du ikke ville fortælle mig en skid om dig selv. Alt, du kunne sige, var, at du måske skulle til København og høre dine åndssvage Red Hot Chili Peppers, som om det interesserer mig. Hvor er den rigtige Jonas? Hvor er den Jonas, der skriver søde sms’er og går tur med mig i regnen? Hvor er den Jonas, der ikke kan vente med at vise mig for sine forældre og som tager billeder af mig til at vise til sine venner.”
”Men hvorfor…”
”Hvor er den Jonas, der ville komme med blomster til mit hus efter vores første date, i stedet for bare at stikke mig adressen til sit eget hus, og så må jeg ellers selv finde vej, hvis jeg vil. Du var ikke engang galent nok til at komme og følge mig. Næ nej, du sidder bare på din flade røv ved din computer og lytter til din åndssvage musik.”
”Vent nu lidt…”
”Jeg gider ikke det her mere! Hvis du ikke har tænkt dig at være, som du skal være, så er der ingen grund til, at jeg tilbringer så meget til på at bekymre mig om det her forhold. Jeg vidste præcis, hvordan det skulle være, men du har sikkert ikke engang gjort dig tanker om det. Du behandler mig bare som en hvilken som helst anden person i stedet for det, du måske skulle elske allermest i hele verden. Ved du hvad, Jonas? Jeg er færdig her. Jeg gider sku ikke mere.”
Og så gik jeg. Uden så meget som at vende mig om eller lytte til de ting, han råbte efter mig. Jeg gik, og jeg kom ikke tilbage.
Den dag var sidste gang , jeg så ham.

Det er først for kort tid siden, jeg tænkte det hele igennem igen. Indså hvor stor en idiot, jeg var. Det er først nu, hvor jeg har tænkt det hele igennem, at jeg ser det fra Jonas’ side. Drengen, der møder en sød pige i bussen og prøver at starte et forhold, hvorefter pigen sviner ham til, fordi han ikke er, som hun forestillede sig. Det er først nu, jeg indser, at Jonas ikke kunne blive som i mine drømme, og at han aldrig havde været det. Først nu ser jeg, at Trunte havde ret. Jeg kan ikke vide, hvordan madret smager, før jeg har smagt det. Jeg kan ikke vide, om Kim er en god lærer, før jeg har givet ham en chance. Og jeg kan ikke forestille mig, hvordan Jonas er og så forvente, at han le-ver op til det. Man kan ikke bare se en flot fyr til skolefesten og så opbygge hans personlighed.
Først nu sætter jeg mig i Jonas’ sted og kan føle, hvordan han må have haft det, da jeg forlod ham i parken. Hvordan han må have siddet tilbage i forvirring og uforståenhed og bare gloet måbende efter mig. Han kontaktede mig aldrig igen, og jeg kan ikke bebrejde ham. Alt han havde gjort, var at være sig selv fra begyndelse, mens jeg klædte mig i tøj, der var alt for fint, og opgivet en falsk alder, hvorefter jeg fortæller ham, at han ikke er sig selv. Jeg opbyggede hele vores forhold, før jeg overhovedet havde mødt ham.
Trunte havde ret. Trunte har altid ret. Man skal ikke bestemme noget på forhånd, men se hvordan tingene udvikler sig. Man skal ikke bare bestemme, at orienteringsløbet bliver røvsygt, før man har været ude på det og fundet ud af, at det er mega sjovt, og at det er nogle dejlige mennesker, man skal ud på det med.
Jette og Sarah blev fuppet af Johan, sikkert fordi de opbyggede en falsk personlighed til ham og så bort fra, at han kyssede med alle pæne piger og aldrig talte til de bagefter. De fokuserede på hans pæne udseende og tænkte, ”jeg er nok en undtagelse”, og så endte de begge to med at blive narret.
Jeg ved ikke, om nogen af dem nogensinde blev klogere af det. De snakkede ikke sammen hele niende klasse, og de kommer nok ikke til det igen. Johan snakkede heller aldrig til dem, og desuden pjækkede han fra næsten alle Kims timer hele året, hvilket resulterede i, at han fik bundkarakter til eksamen. Jeg selv klarede det meget godt, og Kim sagde, at jeg virkelig havde lært meget i det her år. Men han vidste ikke, at hvad jeg virkelig havde lært, var hvad jeg lærte af mit forhold med Jonas.
Tror du på kærlighed ved første blik?
Jeg gør ikke.

 

Din mening

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *