Håbløst Forelsket 4

Hver eneste dag, hver eneste time, hvert eneste minut…
Det er i mine tanker hele tiden. Størstedelen af dagen går foran skrivebordet, og alting kører bare rundt i min hjerne. Intet jeg skriver er godt nok, og det eneste jeg får ud af det, er følelsen af, at jeg er den dummeste person i hele verden.

Alt jeg har lært de sidste uger er fuldstændig væk. Om få dage skal jeg op til prøven, og så er det ellers af sted til Gran Canaria, hvis det lykkes. Men hvis det ikke lykkes, må jeg tage uddannelsen forfra, og så skal jeg igennem alt besværet igen. Og hvordan skal jeg kunne holde ud, at se Gry rejse af sted, når hun har bestået? Kloge, smarte Gry… hun behøver ikke engang læse på lektier-ne.

*
Klokken er 17:37, det er fredag. Der lyder tre små bank på døren, og så bliver den åb-net.
”Jane?” Grys grønne øjne kommer til syne i døren. ”Må jeg komme ind?”
”Ja, kom du bare,” sige jeg uden at løfte blikket. Selvom bogstaverne snurrer rundt for øjnene af mig, kan jeg ikke lade være med at stirre på dem. Det da snart give mening for mig!
Gry sukker. ”Jane, har du siddet der, siden jeg gik?”
Jeg nikker.
”Jane, altså!” Gry hiver papirerne væk. ”Jeg tror simpelthen ikke, det der er sundt.”
”Nej-nej, jeg ved det godt, men jeg er altså nødt til at kunne det,” siger jeg.
”Jane, du kan det jo godt. Det eneste du mangler er lidt selvtillid, og en masse søvn.” Hun tager papirerne, og ligger dem ned i en skuffe.
”Okay okay,” siger jeg og gnider mine øjne. ”Jeg skal nok stoppe for i dag.”
De sidste to uger af mit liv har jeg været i gang med en uddannelse til rejseguide. Sammen med Gry har jeg knoklet med det teoretiske arbejde, og om få dage skal vi så begge tage en prøve. Består vi, skal vi til Gran Canaria som guides. Det er noget jeg har glæder mig til, lige side jeg stoppede på gymnasiet, og derfor er jeg rædselsslagen for, at jeg dumper.
Gry sætter sig ved siden af mig.
”Tror du ikke, du burde lave noget sjovt i aften, Jane?” spørger hun. ”Tag dog med mig på diskotek. Jeg skal møde nogle venner derinde.”
Jeg ryster på hovedet.
”Jeppe ville gerne lave et eller andet i aften,” siger jeg.
Gry kigger undrende – nærmest forskrækket – på mig.
”Men han har brændt dig af to gange!” udbryder hun. ”Hvordan kan du blive ved med at give ham en chance?”
Jeg trækker på skulderne. ”Jeg gik engang på en efterskole, hvor jeg havde en veninde, der var rigtig god til at give folk chancer,” siger jeg. ”Hun lærte mig, at det er en god idé at gøre.”
”Hvad hed hun?”
”Cilina.”
”Cecilie?”
”Nej, Cilina,” siger jeg.C-i-l-i-n-a. Hun er halvt spanier.”
”Wauw,” siger Gry. ”Jeg har aldrig rigtig hørt dig snakke om din fortid før. Hvad har du lavet andet end efterskole?”
”Tjah,” siger jeg og klør mig på hagen. ”Først og fremmest har jeg jo været i folkeskolen. Det var nok egentlig de bedste skoleår, jeg har haft.”
”Hvorfor?”
”Jeg havde en dejlig veninde og verdens bedste kæreste,” siger jeg. ”Og så var skolen heller ikke så hård.”
”Skolen i dag er kun hård, fordi du gør den hård, søde Jane,” smiler Gry. ”Men fortæl mig noget mere. Hvem var din kæreste?”
”Han hed David,” fortæller jeg. ”Han var sød, smuk, klog og vi havde det rigtig godt sammen. Han var simpelthen så betænksomt – en rigtig drømmefyr. Vi kom sammen i slutningen af niendeklasse, og det sidste stykke tid var bare så fedt. Jeg har aldrig mødt nogen som David.”
”Uhh, han lyder cute. Du har vel ikke hans nummer?” driller Gry.
Jeg smiler. ”Vi slog op et halvt år senere.”
”Hvorfor?”
”Fordi jeg var en idiot,” siger jeg og tager en slurk vand fra glasset på bordet. ”Jeg fik de forkerte venner, og så mødte jeg en fyr, som virkede meget bedre for mig end David. Han hed Mark. Egentlig var han en rigtig blærerøv, men det kunne jeg ikke se dengang. Han var sød og lækker, og så var han sjov at være sammen med. Derfor droppede jeg David engang jeg mødte ham, og siden har vi ikke talt sammen.”
”Av,” siger Gry, ”det lyder ikke godt.” Jeg griner, men med en latter uden glæde.
”Nej, det var det heller ikke.”
”Men hvad skete der så med dig og Mark?” spørger Gry.
”Mark slog op i slutningen af skoleåret,” fortæller jeg. ”Han havde aldrig været rigtig forelsket i mig. Han havde bare været så langt nede, at han manglede en kæreste til at muntre sig om.”
”Hvad mener du med det?” Gry kigger undrende.
”Altså, ude på skolen gik der en pige, der hed Rebecca,” forklarer jeg. ”Hende og Mark havde kommet sammen året før, men i slutningen af året havde Rebecca slået op, og Mark var så langt nede, at han kom sammen med mig, bare for at blive trøstet… og også for at gøre Rebecca jaloux. Og det virkede! I slutningen af mit år derude besluttede hun sig for, at hun gerne ville tage Mark tilbage. Så derfor skubbede Mark mig væk og gik tilbage til Rebecca.”
”Hvad fanden bilder han sig ind!” udbryder Gry vredt. ”Sådan en nar, han skulle sku have nogle bank.”
Jeg kan ikke lade være med at smile.
”Han er heldigvis væk nu,” siger jeg.
”Ja, gudskelov,” siger Gry. ”Har du nogensinde snakket med ham siden?”
”Nej,” siger jeg. ”Han bor på Sjælland og kommer vidst ikke så meget her i Jylland.”
”Det var godt,” siger Gry tilfreds. ”Fortæl mig noget mere.”
”Tjah,” siger jeg. ”Bagefter tog jeg i gymnasiet. Det var egentlig ikke nogle særlig spændende år, men det er altid godt at have en studentereksamen.”
”Havde du en kæreste der?” spørger Gry interesseret. Det er tydeligt, at det er den del af mit liv, hun helst vil høre om.
”Ikke noget fast, nej,” siger jeg. ”De år handlede om min uddannelse.”
”Kedeligt,” siger Gry med et smil. ”Så gider jeg slet ikke høre om det.”
Jeg griner. ”Så lad os springe frem til da jeg mødte Jeppe. Det var da jeg var i gang med mit tredje år i dyrlægeuddannelsen.”
”Den uddannelse er du ikke blevet færdig med, vel?” spørger Gry.
”Nej, så hurtigt kan man vidst ikke blive færdig,” smiler jeg. ”Jeg holder bare en pause inden jeg går videre. Men lad mig nu fortælle dig om Jeppe.”
”Yes sir,” siger Gry. ”Du har min fulde opmærksomhed.”
”Altså jeg mødte ham til en fest inde i byen,” fortæller jeg. ”Jeg var på diskotek med en veninde fra uddannelsen, Nanna hed hun, og Jeppe bød mig på en drink. Derefter dansede vi sammen, og så kørte den bare derfra.”
Gry kigger lidt mistroisk.
”Og nu har han så brændt dig af to gange,” siger hun, ”og du er stadig villig til at give ham chancer.”
”Jeg tror på ham, når han siger, at det ikke var med vilje,” siger jeg.
”Ikke var med vilje, at han lod dig vente tre timer i hans lejlighed, før han ringede og sagde, at han ikke kom hjem alligevel?” siger Gry. ”Helt klart.”
”Jeg ved det godt,” sukker jeg. ”Men altså… Jeppe er bare en lidt ustabil person, og han skal hjælpes lidt. Jeg tror slet ikke, han ville kunne holde til, hvis jeg gik fra ham.”
”Næh, du har nok ret,” siger Gry, der drejer en taperulle mellem fingrene. ”Gør som du vil, men jeg er nu ked af at du ikke vil med på diskotek. Du er 25, Jane, du fortjener at have det sjovt.”
”Vi gør det en anden aften,” siger jeg.
Gry smiler.

*
Klokken halv ti står jeg nede ved stranden. Det er mørkt, og en kold vind blæser ind fra havet. Jeg trækker jakken tættere omkring mig, mens jeg spejder op og ned ad stranden og anspændt lytter efter den mindste lyd af en bil, der nærmer sig. Det er en kvarter siden, at Jeppe skulle have været her, og jeg forstår ikke, hvor han bliver af.
Rystende sætter jeg mig ned på en bænk og giver mig til at betragte mine sko, mens mine ører stadig lytter. Jeg sparker til sandet og betragter, hvordan jeg får lavet et dybere og dybere hul under mine fødder.
Bølgerne slår larmende ind mod kysten, og den brusende lyd giver mig kuldegysning. Den minder mig om, hvor koldt vandet må være.
Nu er det en halv time siden han skulle have været her.
Lettere irriteret taster jeg nummeret ind på mobilen, og lader den ringe, men endnu engang får jeg bare hans svarer: ”Hej, det er Jeppe. Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men du er velkommen til at lægge en besked efter tonen…”
Jeg skynder mig at lægge på. Så putter jeg mobilen tilbage i tasken og giver mig igen til at sparke i sandet.
Ti minutter senere kan jeg høre lyden af en bil. Jeg springer op og betragter lyskeglerne fra forlygterne, der kommer nærmere. Men snart kan jeg se, at det ikke er Jeppes røde spand, der nærmer sig, men en sølvgrå topmoderne bil, tydeligvis fuld af unge. Der lyder i hvert fald høj sang fra den.
Bilen kommer nærmere, og jeg kigger væk da lyset rammer mig i øjnene. Derfor kan jeg kun høre, at bilen stopper ud for mig. Jeg kigger op og ser en langhåret fyr, der stikker hovedet ud af sideruden.
”Hey hey smukke, hvad står du der for?” siger han kækt og sender mig et stort smil. Inde fra bilen er sangene stoppet, og en masse andre unge (i hvert fald alt for mange til at måtte være i én bil) kigger ud på mig.
”Jeg venter,” siger jeg og håber inderligt på, han ikke kan regne sandheden ud.
Men det kan han.
”Er du blevet brændt af?” spørger han ligeud, og griner da han kan se svaret i mit ansigt. ”Det skal du skam ikke være ked af. Hop ind.” Han kaster med hovedet mod bagdøren.
”Nej tak,” siger jeg og kigger væk. Jeg skal ikke ud og køre med folk, jeg ikke kender.
”Kom nu,” siger han, ”vi bider ikke. Jeg har vist for resten ikke præsenteret mig. Jeg hedder Peter.” Han smiler igen.
”Jane,” siger jeg hurtigt, ”men jeg skal ikke med.”
”Lad os nu bare komme videre, Peter,” lyder en utålmodig pigestemme omme fra bagsædet.
”Rolig nu,” siger Peter, ”jeg vil gerne have Jane med.”
”Jane?” lyder pigestemmen igen, og en mørkhåret pige kigger frem. ”Gud, Jane er det dig?!”
”Nickie!” udbryder jeg chokeret og ganske rigtigt: ud af bilruden kigger Nickies brune øjne. Hun ser ud præcis, som jeg husker hende fra efterskolen og så bare et par år ældre.
”Hvad laver du dog her?” spørger hun.
”Jeg venter på min kæreste,” siger jeg, ”men han…”
”…kommer ikke,” slutter Peter for mig.
”Hop ind, Jane,” siger Nickie, ”så køre vi dig hjem.”
Jeg skal lige til at takke nej igen, men så rammer endnu en kold vind mig. Til sidst tage jeg fat i døren, og åbner den. Inde på bagsædet sidder i forvejen fire andre. De smiler alle sammen til mig, da jeg maser mig ind.
”Sæt dig oven på mig, Laura,” siger en af drengene. ”Vi kan umuligt være her ellers.”
Peter sætter motoren i gang igen, og så tøffer vi derud af. Min frysende krop begynder langsomt at slappe af, og der går ikke længe, før jeg igen kan fokusere på andre ting.
Åndssvage Jeppe, tænker jeg surt. Gry havde ret, han fortjener ikke en chance mere.
”Hvor bor du henne, Jane?” spørger Nickie, der sidder ved siden af mig.
”I kan bare sætte mig af ved banegården,” siger jeg. ”Det ligger lige i nærheden.”
”Super,” siger Peter og drejer til højre i svinget. ”Men har du noget imod, hvis vi lige ordner noget først? Det tager bare to sekunder.”
”Nej, det er i orden,” siger jeg. Jeg skal jo ikke nå noget.
Vi fortsætter lidt endnu og kommer ud i udkanten af byen. Her ligger række efter række af gammeldags murstenshuse. Peter svinger ned ad vejen, og få sekunder efter holder vi foran et lille gult hus.
”Er du nu sikker, Peter?” spørger Nickie og kigger skeptisk ud af sideruden.
”Ork ja,” svarer Peter og åbner døren. ”Jeg har tjekket det. De er først hjemme engang i morgen.”
”Okay så,” siger Nickie og skubber lidt til mig for at få mig til at stige ud.
”Hvad skal vi?” spørger jeg tvivlsomt, mens jeg stiger ud på asfalten.
”Bare rolig,” smiler Peter, ”det er mine bedsteforældres hus. Vi skal bare lige låne nogle øl.”
Jeg kigger lidt mistroisk. ”Er du sikker på, at det er en god idé?”
Han vender sig om og kigger på mig. Så lægger han en hånd på min skulder.
”Selvfølgelig er jeg det,” siger han. Så skynder han sig op foran de andre og leder dem med om i haven. Det viser sig, at der var syv i bilen. Ud over Peter, Nickie, pigen Laura og jeg selv var der endnu en pige og tre drenge.
Jeg følger med om bag huset og ser Peter og de andre på vej mod en havedør.
”Ingen ekstranøgle,” mumler Peter irriteret, mens han famler oppe under tagudhænget. Nickie skutter sig i jakken.
”Hvad gør vi så?” spørger hun utålmodigt og kigger sig omkring. De andre har samlet sig omkring hende, mens jeg selv holder mig lidt på afstand.
Peter kigger sig lidt bekymret over skulderen. I et kort sekund hviler hans øjne på mig, og jeg kan se, at han overvejer min tilstedeværelse. Så rømmer han sig og siger lidt højere end nødvendigt: ”Hvorfor tager du ikke Jane med om på den anden side af huset, Nickie? I to må da have en masse at snakke om.” Han smiler lidt overdrevent til mig.
Nickie kigger et øjeblik uforstående på ham, men så lader den til at fise ind.
”God idé,” siger hun smilende. ”Kom Jane. Peters bedsteforældre har også bare de smukkeste blomster, du skal se.” Hun tager mig i armen og fører mig om til hoveddøren. Her slipper hun mig, og giver sig til at kigge ind af vinduet.
Jeg kigger mig omkring i forhaven. Der er ingen blomster at se. Kun stentrappen vi står på og så den lille græsplæne der ser temmelig forvokset ud. Jeg kigger forvirret op på Nickie, men hun er kun optaget af, hvad hun kan se gennem ruden. Hun står, med næsen presset mod glasset og mumler irriteret for sig selv. Jeg beslutter mig for at bryde stilheden.
”Nå men… hvordan går det så med dig, Nickie?” Min stemme er en smule tilbageholdt, og jeg kan godt selv høre, hvor uinteresseret jeg virker.
Nickie drejer hovedet og de brune øjne kigger et øjeblik på mig. Det er tydeligt, at Nickie, ligesom jeg selv, ikke har glemt, hvordan jeg, for efterhånden en del år siden, var med til at fryse hende ud af vennekredsen.
”Fint,” svarer hun en smule tørt og vender sig halvt mod ruden igen. ”Dér?”
”Øh,” siger jeg. ”Fint nok.”
Nickie laver et mærkeligt forvredet smil og vender sig så helt om igen. Hun svinger håret tilbage over den røde jakke og presser næsen mod ruden. Hun minder mig uhyggeligt meget om dagene på efterskolen. Jeg kan stadig se for mig, hvordan hende og de andre kom gående på gangene og svingede vildt med håret for at spille smarte. Og jeg kan huske hvordan, det var min største drøm at kunne gøre det samme.
Med et lyder der en mærkelig lyd omme fra haven. Nickie retter sig op med et sæt, og i næste nu tændes lyset i gangen.
”Det var du længe om,” vrisser hun, da Peter låser døren op og lukker os ind i varmen.
”Mindre problemer opstod,” siger Peter og leder os fra de hårde stenfliser i gangen ind på køkkenets linoleumsgulv. Her stiller han sig foran hele gruppen og kigger på os. ”Okay,” siger han. ”Hvis Jasper, Rasmus og Lars følger med mig, så kan i andre lede efter smøger inde i stuen. Det er oftest der, man lægger sådan nogle. Jeg mener…” – han kigger hurtigt over på mig – ”det er oftest der mine bedsteforældre lægger dem.”
”Fint fint,” siger Nickie og genner Laura og de andre ind i stuen. ”Kom Jane.”
Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen på Peter og følger så med ind ad døren.
Nickie giver sig til at rode i en stor kommode, mens de andre kigger i reolerne. Jeg observerer dem fra min plads ved vinduet og bliver mere og mere sikker på, at dette hus ikke tilhører Peters bedsteforældre.
”Jeg tror altså, jeg bør smutte nu,” siger jeg. Jeg føler mig utryg ved situationen og vil gerne væk hurtigst muligt. Jeg kender overhovedet ikke de mennesker, jeg er sammen med – hvem ved, hvad de kan rode mig ud i?
Nickie kigger hurtigt op på mig og retter så atter blikket mod skuffen, som hun er ved at gennemrode.
”Vi smutter om et øjeblik,” siger hun. ”Peter skal nok køre dig hjem.” Hun udviser ikke særlig stor interesse for mig.
”Okay,” siger jeg tøvende. ”Fint nok.” Skal jeg være helt ærlig, har jeg ikke særlig meget lyst til at gå hjem. Der er mindst tre kilometer.
”Hey, jeg har fundet noget!” udbryder Nickie pludseligt. Hun har hovedet helt nede ved gulvet og kigger ind under kommoden. ”Hold kæft man! De har kasser fulde af smøger.”
De andre piger iler til og kaster sig ned på gulvet.
”Gosh! Du har ret,” gisper pigen, der hedder Laura og stikker hænderne ind under kommoden for at trække kasserne ud. ”Argh pis, jeg kan sku ikke få dem ud.”
”Lad mig prøve,” siger en af de andre piger og lægger sig på knæ ved siden af hende. ”Nej, du har sku ret. Vi må løfte kommoden.” De rejser sig alle sammen op og begynder at tippe den store trækommode til side.
”Hold kæft man den er tung!” gisper Nickie. ”Jane, kom og hjælp til.”
Jeg tøver et øjeblik men skynder mig så derhen. Alle tre piger bruger deres arme til at holde kommoden, og jeg lægger mig derfor ned for at hive kasserne med smøger frem.
I det samme høres en lyd af sirener uden for.
”Det er løgn!” gisper Nickie, og alle tre piger slipper kommoden, som havde de fået elektrisk stød. Den falder tilbage på plads, og det højre ben planter sig solidt oven på kanten af min jakke.
”Nickie, vi må væk!” råber Laura, og i næste nu er alle tre piger henne ved havedøren, hvor glasset er slået i stykker – sådan kom Peter ind!
Jeg prøver at rejse mig, men min jakke sidder fast under kommodens kolossale vægt. Jeg hiver i stoffet, men det rykker sig ikke en millimeter.
”Nickie!” skriger jeg desperat, men Nickie og de andre er allerede ude i haven og viser ingen tegn på at komme tilbage.
Lyden af sirener bliver højere.
”Shit! Kom nu!” bønfalder jeg og river og flår i jakken. Mit hjerte hamrer, og lyden af sirenerne bliver stadig højere. Med et klynk griber jeg fat i lynlåsen på jakken og river i den for at komme fri. Men på grund af min voldsomme bevægelser kører den fast i foret og vil ikke rykke sig, lige meget hvor meget jeg slider i den.
Så høres der pludselig fodtrin i gangen. Jeg ser forskrækket op og ser et par store støvler, som træder ind af døren. En kæmpe, rødmosset mand kommer til syne med et jagtgevær over skulderen.
”Ser man det,” siger han sprødt og kigger nærmest sultent på mig. ”Vi har sandelig fået gæster.”
Jeg kan ikke andet end at kigge rædselsslagent op på ham. Hvad skal jeg dog sige til mit forsvar? Jeg er taget på gerningsstedet. Han vil ikke tro på noget af det, jeg fortæller ham.
En bil stopper med en hvinende lyd ude på vejen, og i næste nu står to betjente inde i stuen. De kigger fra mig til den store rødmossede mand og tilbage på mig igen.
”Ja,” siger manden og slider sit sultne blik fra mig og op på betjentene. ”Det var mig der ringede. Som jeg fortalte jer, kunne jeg høre, at nogen havde aflagt mine bortrejste naboer et besøg, og ja… man behøver vel ikke være Ein Stein for at kunne se, hvem det er.”
Han vender igen blikket imod mig.
Den højeste af betjentene nikker. ”Du må vidst hellere følge med på stationen,” siger han til mig. ”Vi har li-ge et par spørgsmål, vi gerne vil stille dig.”
Jeg kigger op på ham og kan mærke en klump i halsen på størrelse med et hønseæg.
”Jeg sidder fast,” er alt jeg kan sige, og jeg kan mærke tårerne, der er på vej.
Politimanden sukker, og sammen med sin kollega går han hen og får vippet kommoden til side. Jeg rejser mig lettet op.
”Kom så,” siger politimanden og tager fat i min arm. Han nikker til den rødmossede mand. ”Tak for opringningen. Vi skal nok sørge for resten.”
”Ingen årsag,” siger manden. ”Hold nu øje med hende. Hun virker som et værre krabat.”
Politimændene fører mig ud ad havedøren og over mod den hvide politibil. Den ene af dem åbner døren, mens den anden bukker mit hoved og skubber mig ind. Så sætter den ene sig ind ved siden af mig, mens den anden sætter sig om på forsædet. Begge har de et fuldstændig udtryksløst ansigt.
Turen foregår i stilhed. Jeg tør ikke åbne munden af skræk for at kaste op, og ingen af politimændene lader til at have trang til at sige noget. Jeg kigger ud af ruden på lysene der suser forbi og tænker på hvor dårlig en dag, det har været. Først utallige timer bag skrivebordet uden nogen form for resultater for derefter at vente en halv time på Jeppe, som aldrig dukkede op. Og nu sidder jeg så i en politibil på vej til politigården, anklaget for noget, jeg ikke har gjort. Ikke med vilje i hvert fald.
”Kom ud,” siger politimanden og hjælper mig ud i gården foran den store politigård. Den anden politimand stiger ud bag mig, og så går vi ind ad de store dobbeltdøre.
”Kan du klare det alene?” spørger den ene af mændene og gør tegn til at ville gå ind ad en dør.
”Jeg tror lige det går,” siger den anden. Der er et strejf af morskab i hans stemme, men hans ansigt forbliver udtryksløst. Han fører mig videre ned ad en gang, ind ad en dør, og videre ned ad endnu en gang.
”Vi sætter dig i arresten til i morgen,” siger han og skubber endnu en dør op foran os. ”Du vil blive stillet for en dommer i morgen tidlig.”
Jeg kan stadig ikke åbne munden og nøjes derfor med at nikke.
Manden stopper efter at have ført mig ind ad endnu en dør.
”Vil du have lov at ringe hjem?” spørger han og peger på en telefon på sit bord.
Jeg nikker.
”Okay.” Han trækker sig en smule tilbage. Jeg tager telefonen og trykker Grys nummer ind. Efter få sekunder får jeg hendes telefonsvare. Jeg lægger en kort besked om, hvor jeg er, at jeg har det godt, og at hun ikke skal være bekymret. Så lægger jeg på og vender mig mod politimanden. Han lægger en hånd på ryggen af mig og fører mig blidt videre ned ad gangen og ind ad endnu en dør. Bag den er en lille celle med en seng og en vask. Jeg lader mig føre ind og sætter mig trist på sengen.
”Er du sulten?” spørger betjenten.
Jeg ryster på hovedet. Selvom jeg ikke har fået noget længe, er jeg ikke sulten. Aftenen har ødelagt min appetit.
Politimanden nikker. ”Så kommer jeg med en tandbørste og noget nattøj til dig om lidt.” Han lukker døren og lader mig sidde alene tilbage i dyb dyb fortvivlelse.

Dumme Jeppe. Åndssvage Jeppe. Det hele er hans skyld. Var han bare kommet, som han havde lovet, så var intet af det her sket. Så havde jeg siddet på en hyggelig restaurant med et glas vin og haft det hyggeligt og ikke i en lille fængselscelle på en hård madras. Min vrede stiger jo mere jeg tænker på det, og jeg ved, at det første jeg gør når jeg kommer ud herfra er at ringe til ham og indspille den sureste besked. Måske ligefrem slå op. Nej, det gør man ikke over telefonen…
Politimanden vender tilbage femten minutter senere. Han åbner forsigtigt døren og kigger ind på mig. Det er som om, han frygter, at jeg er alvorligt syg.
”Ja…” siger han lidt tøvende. ”Vi lader jo altid vores gæster selv vælge farve på tandbørsten, så vil du helst have en rød eller en blå?”
Jeg kan stadig ikke svare ham og kigger bare ned i gulvet. Han forstår mig heldigvis.
”Du får bare en rød,” siger han og lægger tandbørsten på sengen sammen med et sæt hvidt nattøj. Så åbner han døren lidt mere, ligesom om han vil gøre plads til noget. ”Jeg har taget noget mad med til dig alligevel,” siger han så. ”Hvis du nu bliver sulten senere. Har du noget imod, at en af vores elever kommer med det? Han skal gerne prøve, hvordan det er. Men hvis du helst er fri for at blive beskuet…”
Jeg ryster bare på hovedet.
”Okay,” smiler manden. ”Bare kom med det så…” han nikker imod en person, jeg ikke kan se, og jeg kan høre, at personen kommer nærmere. ”Bare giv bakken til mig, så sætter jeg den på bordet.” Politimanden sætter en bakke ved siden af mig. Så kigger han undersøgende på mig. ”Er du okay?” spørger han.
Jeg nikker. Han virker ikke helt overbevist men accepterer det. Så rømmer han sig.
”Jeg ved ikke, om du har lyst til at hilse på vores elev…”
Jeg kigger ligegyldigt op og nikker til drengen i døren. Så springer jeg pludselig op.
”DAVID!” udbryder jeg, mens jeg stirrer imod ham. Håret og øjnene er ikke til at tage fejl af, det er ham. Han står der i døren iført politiuniform og ser fuldstændig ud som for ti år siden.
Politibetjenten kigger op.
”Kender I hinanden?” spørger han forvirret og hviler skiftevis blikket på mig og David.
David kigger et øjeblik på mig og retter så øjnene mod betjenten.
”Nej, betjent Henriksen,” siger han. ”Jeg har aldrig set hende før.” Han retter igen et ligegyldigt blik imod mig.
”Jamen David, det er jo mig, Jane,” siger jeg forvirret. ”Kan du ikke kende mig?” David kigger endnu mere forvirret på mig og ryster så på hovedet.
”Beklager, du må forveksle mig med en anden.” Han retter blikket med betjenten. ”Må jeg have lov at gå?”
”Naturligvis,” siger betjent Henriksen. ”Hvis du er sikker..?” Han kigger på mig.
”Absolut,” siger David. ”Jeg kender ingen, der hedder Jane.” Han nikker kort til betjenten og marcherer ud af cellen.
”NEJ DAVID!” råber jeg efter ham. ”DET ER MIG! PLEASE, DAVID, KOM TILBAGE. JEG VED GODT DU MÅSKE ER SUR MEN… DAVID VENT!” Jeg er på vej til at løbe ud af cellen, men betjent Henriksen holder mig tilbage.
”Måske har du slået hovedet, Jane,” siger han tvivlsomt. ”Du burde lægge dig ned…”
”JEG HAR IKKE SLÅET HOVEDET!” råber jeg rasende. ”Jeg kender David, jeg mener det!”
Betjenten holder mig tilbage.
”Læg dig nu ned, Jane, det hele skal nok ordne sig i morgen.” Han holder mig i et jerngreb, og lige meget hvor meget jeg stritter imod, hjælper det intet. Til sidst springer betjenten ud ad celledøren og lukker den hurtigt efter sig.
”VENT!” skriger jeg, mens jeg hamrer på døren. ”VENT DOG!” Men lige lidt hjælper det. Jeg kan høre hans skridt forsvinde ned ad gangen.
Langt mere fortvivlet end tidligere lader jeg mig falde om på sengen. Jeg kan ikke tro det, der lige er sket. Det kunne ikke have været andre end David, jeg er fuldstændig sikker. Men hvorfor vil han ikke kendes ved mig?

*
Midt om natten vågner jeg med et sæt. Først kan jeg ikke forstå, hvad der har vækket mig, men så kan jeg høre små bank på døren.
”Jane?” lyder det udefra. Jeg sætter mig forsigtigt op i sengen. Så kan jeg høre en nøgle, der bliver stukket i låsen, og i næste nu glider døren op.
”David?” udbryder jeg. Og det er ham! I egen høje person, iført politiuniform og med et forsigtigt smil på læberne.
Han lukker døren efter sig.
”Hej Jane,” siger han. ”Hvordan går det?”
Jeg sidder med åben mund og stirrer på ham.
”Fint,” siger jeg målløs. Han griner.
”Din situation beviser lidt noget andet.”
Jeg smiler tamt og kigger op og ned ad ham. Han ser fantastisk ud. Faktisk ligner han utrolig meget sig selv. Håret, øjnene, den muskuløse krop. Han er lige så perfekt, som han altid har været.
”Må jeg sidde ned?” spørger han.
”Ja, selvfølgelig,” siger jeg perplekst og rykker lidt, så han kan sætte sig ved siden af mig på sengen. Jeg er fuldstændig uforstående.
David forstår mig.
”Undskyld den behandling tidligere,” siger han. ”Men betjent Henriksen måtte ikke vide, at jeg kender dig. Ellers kan jeg ikke hjælpe dig ud herfra.”
”Åh, det er i orden,” siger jeg lettet, og det er som om, en knude løsner sig fra mit bryst ved nyheden. Jeg smiler.
David smiler igen, og jeg kan mærke hvordan noget vender sig i min mave. Han har præcis det samme, dejlig smil, som sidst jeg så ham.
”De har fanget de andre,” siger han så. ”De gemte sig på en skole i nærheden.”
”Det er løgn!” udbryder jeg. ”Hvor dum kan man være?”
David griner.
”Men altså,” siger han. ”Ham den ene – Peter, tror jeg, han hed – fortalte, at du ikke havde noget med det at gøre. Så jeg kommer egentlig for at sige, at du er fri til at tage hjem.” Han smiler igen.
”Gudskelov,” sukker jeg. ”Jeg har været så nervøs for, hvad der skulle ske.”
”Det kan jeg godt forstå,” siger han og lægger en hånd på min arm. Mit hjerte begynder øjeblikkeligt at hamre, og jeg får kuldegysning, så en rystelse går igennem mig.
David trækker hånden til sig.
”Er der noget galt?” spørger han.
”Nej nej,” siger jeg. ”Det var bare… øh… ” Jeg føler mig pludselig meget genert over for ham. Nu, da jeg er kommet mig over chokket med min sigtelse, står hele vores historie pludselig tydeligt for mig. Selvom det er ti år siden, kan jeg stadig huske det hele, og det gør mig flov. Jeg har aldrig fået sagt undskyld, og jeg har aldrig fået forklaret ham den egentlig grund til, at jeg slog op.
Jeg skynder mig at skifte emne. ”Hvordan kommer jeg hjem?”
Han retter igen opmærksomheden imod mig.
”Jeg kan køre dig, hvis du vil,” siger han. ”Politiet stiller en bil til rådighed.” Han har rykket sig en smule længere væk og har foldet hænderne. Jeg føler en pludselig trang til at lægge mine egne hænder ind i hans og må knytte næverne for at lade være.
”Det ville være fint,” siger jeg og smiler.
Han smiler igen og rejser sig.
”Du må hellere skifte tøj så,” siger han. ”Jeg venter udenfor.” Han går ud ad døren og lukker den bag sig, mens jeg bliver stående og kigger efter ham med en boblende fornemmelse i maven.

David starter bilens motor og trykker på speederen. Jeg iagttager ham interesseret og kommer til at smile for mig selv. I mit hoved har jeg stadig et billede af den 15-årige David, og det er så sjovt at se, hvordan han nu sidder bag rattet i en bil. Jeg har aldrig set ham på andet end en sølv racercykel.
”Hvor til, frøken?” spørger han og retter sig op, som om han var en kusk, klar til at sætte gang i vognen.
”Ind til hovedbanegården,” griner jeg. Han minder mig så meget om de gode gamle dage i niende klasse – det bedste år i mit liv.
David drejer bilen ud af gården og fortsætter ud ad vejene. Hans koncentration ligger i at styre bilen, og jeg kan frit betragte ham ud af øjenkrogen. Kigge på hans kønne ansigt og de grønne øjne.
Fornemmelsen af at sidde i bil med sin ekskæreste er slet ikke til at beskrive. Jeg kan mærke forlegenheden imellem os som en mur, der spærrer for det tætte forhold, vi engang havde til hinanden. Det er underligt at tænke på alle de timer vi har brugt sammen, alle de gange vi har holdt om hinanden, og, ikke mindst, alle de gange han har kysset mig.
Tanken får mig til at blive endnu mere forlegen. Uvilkårligt lader jeg blikket glide ned til hans læber, og jeg mærker endnu et stik i brystet over hans perfekthed. Ingen er perfekt, siger man, men det er kun indtil man har set David.
”Hvor præcist bor du?” spørger David. Vi er nået banegården.
”Til højre her,” siger jeg, ”og så bare to gader længere væk.”
Han drejer.
”Hvordan går det med dig?” spørger han så og kigger over på mig. Jeg får et glimt af nervøshed i hans øjne – noget jeg ikke mindes af at have set før.
”Fint,” siger jeg ude af stand til at uddybe det mere end sidst, han spurgte mig. ”Hvad med dig?”
”Tjoh, sådan da.” Han trækker på det.
Stilheden spreder sig atter.
”Det er rart at se dig igen,” siger han så. Han stopper bilen for rødt.
”I lige måde,” siger jeg. Det er fantastisk at se ham igen.
David smiler og starter bilen op igen, hvorefter han drejer ind på parkeringspladsen foran lejlighederne. Han slukker motoren og vender sig så og kigger på mig.
”Kunne du tænke dig, at mødes med mig i morgen eftermiddag?” spørger han så. Han har et forsigtigt smil på læberne – det er tydelig, han er bange for, at jeg skal svare nej.
Men jeg mærker bare den boblende fornemmelse i brystet sprede sig, og jeg smiler til ham.
”Meget gerne,” siger jeg.
Hans smil breder sig, og hans øjne lyser op.
”Jeg kender en god café inde ved Botanisk Have,” siger han. ”Vil du mødes med dig der omkring klokken tre?”
Jeg nikker, og hans øjne ligefrem stråler. Han stikker hånden i lommen og finder et stykke papir, som han giver mig.
”Her er adressen,” siger han. Så vender han sig om og stiger ud af bilen, og før jeg ved af det, er han omme på den anden side og åbner døren for mig. Jeg ler højt, og skynder mig at putte sedlen i lommen, inden jeg rækker ham min hånd og lader ham hjælpe mig ud.
”Mange tak,” siger jeg højtideligt og svanser forbi ham hen til døren.
Han ler.
”Vi ses i morgen, Jane,” siger han. Han er allerede omme på den anden side af bilen og har åbnet døren, klar til at sætte sig ind.
”Vi ses,” siger jeg og smiler igen. Så hopper han sig ind bag rettet og starter motoren. Jeg bliver stående og ser efter ham, indtil bilen forsvinder i mørket.

”Jane!” skriger Gry og kaster sig om halsen på mig. Jeg er knap kommet ind over dørtærsklen og vælter næsten ud ad døren igen.
”Wow, Gry, slap af!” udbryder jeg og må gribe fat i dørkarmen for ikke at vælte. Min taske bliver slået ud af hånden på mig og lander på gulvet.
”Åh undskyld, Jane,” siger Gry og trækker sig væk, mens hun bliver ved med at holde med hænderne om mit ansigt. ”Jeg har været så bekymret – sådan en besked må du aldrig lægge igen!” Hun har tårer i øjnene og hun virker fuldstændig ude af den.
”Hvad mener du?” spørger jeg forvirret, mens jeg samler min taske op fra gulvet.
”At du er blevet taget af politiet og ikke ved, hvornår du kommer hjem!” skænder Gry. Hun lyder næsten som min mor.
”Jeg sagde jo, at jeg havde det godt, og at du ikke skulle være bekymret…”
”Nå ja, jamen så kunne jeg da bare ignorere det!” siger Gry sarkastisk og slår ud med armene.
Jeg kan ikke lade være med at fnise lidt.
”Undskyld, Gry,” siger jeg med et smil, velvidende om at hun ikke er sur. Gry er aldrig sur.
Hun slår armene om halsen på mig.
”Jeg er bare så glad for at se dig i god behold,” siger hun, og jeg kan mærke hendes tåre på min hals. Jeg lægger min kind mod hendes hår og forsøger at trøste hende. Jeg er jo i god behold. Der er ikke sket noget.
“Du må være træt, Gry,” hvisker jeg, mens jeg stryger hende ned over håret. Med den anden arm knuger jeg hende ind til mig.
Gry nikker.
”Det må du også,” siger hun. Hun løsner sig fra mit greb og tørrer tårerne væk fra under øjnene. Så smiler hun, og sammen går vi ind i lejligheden. Den består af en lille stue, et soveværelse, et køkken og et toilet med bad. Rummene er små, men de er fine til, at mig og Gry kan leve i dem. Desuden sælger vi lejligheden, når vi skal til Gran Canaria.
”Jeg tror, jeg sover inde i stuen,” siger jeg, da jeg er kommet ind og har fået hængt mit overtøj. ”Vi har vist begge brug for ro til at sove.”
”Ja, det tror jeg også,” nikker Gry. Hun smiler til mig. ”Så godnat, Jane.”
”Godnat, Gry. Sov godt.”
Gry går ind i værelset ved siden af og rækker mig min dyne og pude, inden hun smiler igen og lukker døren efter sig.
Jeg reder op på sofaen og går derefter ud og børster tænder, inden jeg lægger mig ned under dynen. Sove kan jeg ikke. Aftenens hændelser snurrer rundt i hovedet på mig, og det ene virker mere uvirkeligt end det andet. Jeppe, der brænder mig af og ikke har ringet; mødet med Nickie og Peter og derefter indbruddet; min tilfangetagelse af politiet og ikke mindst mødet med David.
David. Tænk at det virkelig var ham. Så mange år siden og han har ikke forandret sig det mindste. Han er stadig den søde, smukke, ridderlige person som før.
Jeg smiler for mig selv i mørket. Hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen – også selvom det kun er få minutter siden, jeg så ham sidst. Det er næsten som at være tilbage i folkeskolen. Hver eneste dag var det en lykke at komme tilbage og se ham igen, at være ved hans side og kæmpe for hans opmærksomhed. Denne gang har jeg bare ikke Ida til at bakke mig op…

*
Klokken er ti minutter i tre. Jeg står uden for caféen, hvor David og jeg har aftalt at mødes. Han er ikke dukket op endnu, men hvert øjeblik forventer jeg at se den hvide politibil komme om hjørnet. Jeg kan næsten ikke vente med at se ham stige ud og se ham sende et af sine smil. Hans fantastiske smil. Heller ikke det har forandret sig det mindste – heldigvis!
Solen skinner fra en skyfri himmel og varmer på mine ben. Det er en dejlig forårsdag, og træerne står nyudsprungne og lysegrønne. Jeg snuser ind, og mærker hvordan den friske vind breder sig i brystet. I dag er alting godt, i dag er livet fantastisk.
”Hej Jane,” lyder det pludselig bag mig. Jeg snurrer rundt og ser ham står få skridt fra mig med et smil på læberne. Hvor kunne jeg dog også være så dum at tro, at han ville komme i en politibil? Han er jo ikke på arbejde.
”Hej,” smiler jeg og mærker straks en rødmen stige op i kinderne. Han ser langt bedre ud i dagslys.
”Godt du kunne komme,” siger David glad. ”Skal vi gå ind?” Han gør en gestus mod cafeen, og jeg går forrest ind ad glasdøren.
Det virker som et vældig fint sted. Bordene er pænt dækket op og står med en passende afstand, så man kan have lidt privatliv. Baren er stor og overskuelig, og rummet er i det hele taget rent og pænt. Jeg er ikke sikker på, at jeg har råd til at gå herind.
”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger en pige, da vi går fordi baren.
”Kaffe?” David kigger på mig.
”Ja tak,” siger jeg. David bestiller to kopper kaffe, og derefter bevæger vi os mod et bord i hjørnet. Men så lyder en stemme pludselig bag mig.
”Jane?”
Jeg ved, det er hende, allerede inden jeg vender mig om. Stemmen er ikke til at tage fejl af. Den lyder som musik i mine øre og minder mig om gode trygge dage. Den har ligesom en indre kræft, der får mig til at føle mig betydningsfuld. Den stemme. Den fantastiske stemme.
”Ida!” gisper jeg, og kan slet ikke lade være med at stirre på hende. Der står hun, i egen høje person, med sit lyse hår og de røde kinder. Smilet sidder, hvor det altid har siddet, og selvtilliden lyser hende ud af øjnene. Ida. Min Ida.
”Gud, er det dig?” siger Ida og stiller bakken fra sig, som hun har i hænderne. Så kommer hun hen og giver mig et knus. ”Hold da op hvor er det længe siden,” siger hun. ”Hvordan går det?” Hun slipper mig og betragter mit ansigt.
”Fint,” smiler jeg og kigger hende tilbage i øjnene. Også de minder mig og de gode gamle dage. Om alle de gange jeg har set dem smile til mig, om alle de gange de har hjulpet mig. Nu smiler de til mig igen, og Ida tager fat om mit ansigt, som om hun lige vil sikre sig, at det virkelig er mig.
”Hvor er det dog utroligt!” siger hun. Hun kigger op og ned ad mig og vender og drejer mit ansigt. Og så falder hendes blik på David.
”David?!” gisper hun forbavset. Hendes blik rettes lynhurtigt mod mig igen, inden hun atter kigger på ham.
”Hej Ida,” smiler David. ”Længe siden!”
De andre gæster i restauranten er begyndt at kigge. Jeg føler mig øjeblikkeligt pinligt berørt og kigger længselsfuld mod det diskrete bord i hjørnet.
Som altid lader David til at kunne læse mine tanker.
”Jeg smutter lige på toilettet,” siger han. ”Pas godt på Jane så længe, Ida.” Han griner lidt af sig selv og smutter så ud af lokalet.
Ida vender øjnene imod mig.
”Sig ikke,” hvisker hun spændt, ”at I to har været sammen lige siden?” En af de andre piger fra baren har taget Idas bakke og går nu forbi os for at aflevere den til en kunde. Jeg kan næsten se, hvor intenst hun lytter til vores samtale.
Jeg ryster svagt på hovedet. ”Det har vi ikke,” siger jeg. ”Det er knap et døgn siden, jeg mødte ham igen.”
Ida gisper stille. Selvom det er 10 år siden, føles det som i går, da vi sidst udvekslede hemmeligheder. Jeg har intet problem med at fortælle hende det hele.
Ida følger mig hen til bordet i hjørnet og sætter sig spændt over for mig.
”Hvornår slog i op?” spørger hun og kigger på mig som om, jeg skal til at afsløre, om julemanden virkelig findes.
”Få måneder efter jeg begyndte på efterskolen,” svarer jeg. ”Men Ida, jeg har seriøst brug for din hjælp. Hvad fanden skal jeg sige til ham?”
Ida smiler skævt. ”Oho, lille Jane” siger hun. ”Du er jo vild med ham!”
”Selvfølgelig er jeg det!” udbryder jeg og overrasker mig selv ligeså meget, som jeg overrasker hende. Men selvfølgelig er jeg det, det har jeg jo altid været.
Idas kække smil bliver bredere, og hendes øjne lyser af fryd.
”Du behøver da ikke min hjælp, tøs,” siger hun. ”Brug din charme.”
”Sådan en ved du godt, at jeg ikke ejer,” siger jeg desperat og stirrer mod badeværelsesdøren. Bare han tager sig god tid.
”Selvfølgelig gør du det,” siger Ida, ”og tag det roligt, du har jo scoret ham en gang før.”
”Nå ja,” siger jeg ironisk, ”men du glemte den vigtige detalje, at det var dig, der ordnede det for mig!” Jeg begynder at mærke panikken stige i mig. For helvede, Ida, jeg har brug for din hjælp!
”Ja,” siger hun, ”og det gør jeg ikke igen. Det må du altså klare selv, søde skat. Hvor gammel er det du er?”
I det samme går døren til herretoilettet op, og David kommer smilende ud. Han sætter kursen direkte mod bordet, og Ida har ikke andet for end at rejse sig op.
”Jamen, det lyder da som et spændende job, Jane,” siger hun hurtigt og kaster et sidste sigende blik på mig, inden hun bevæger sig op mod baren.
David sætter sig over for mig.
”Har du fået job?” spørger han og begynder at udpakke en sukkerknald.
”Øh…” siger jeg forvirret. ”Øh, nå ja! Eller jeg skal op til eksamen om to dage, og består jeg, ligger der et job som rejseguide og venter på mig.” Tanken om eksamen gør mig straks endnu mere nervøs, og jeg bliver nødt til at sætte mig på mine hænder. Gud, jeg stod langt bag i køen, da Gud uddelte selvtillid.
”Rejseguide?” siger David interesseret, netop som vores kaffe ankommer til bordet bragt af en gådefuld udseende Ida. Hun ligner næsten en, der kunne have fundet på at putte kærlighedseliksir i kopperne.
”Ja, præcis,” siger jeg og prøver at opfange Idas blik. Det lykkes imidlertid ikke, og jeg ryger samtidig helt ud af den. ”Øh altså… sådan en der guider folk rundt, når de er på ferie og sådan.”
David griner. ”Ja okay,” siger han, ”jeg ved godt hvad en rejseguide er.” Han putter sukker i sin kaffe og begynder at røre rundt med skeen.
Jeg smiler tamt og sætter mig endnu mere oven på mine hænder for at forhindre, at jeg stikker mig selv en lussing. Hold kæft hvor er jeg dum at høre på.
Ida har stillet sig oppe ved baren og kigger på mig over Davids ryk. Hun smiler opmuntrende til mig og vifter med hånden for at få mig til at køre videre.
”Øh…” siger jeg. ”Og hvad laver du så?”
David kigger undrende op på mig. Så smiler han. ”Jeg reder små uskyldige piger ud af arresten og sørger for at køre dem hjem.”
”Åh ja,” siger jeg og nikker svagt. Jeg lider virkelig af korttidshukommelse.
”Men ellers er jeg jo stadig under uddannelse,” siger han og tager en slurk af sin kaffe. Ingen kan, som David, lade som om, at intet pinligt er hændt. ”Jeg skal netop til at lære om hundetræning. Politiet har tilbudt mig min egen hund, hvis jeg har mulighed for at have den boende.”
”Åh,” sukker jeg, ”det har altid været en drøm at have en hund.”
”Eller to,” siger David. ”Det står i hvert fald i vores Blå Bog.”
”Hvabehar?” siger jeg forvirret.
”Vores Blå Bog. Fra folkeskolen. Jeg læste den i går aftes, da jeg kom hjem.” Han tager endnu en slurk kaffe. ”Janes fremtidsplaner: Jane bor sammen med David, deres hunde og deres børn…” Han smiler.
Jeg rødmer helt op til panden. Vores Blå Bog. Nu kan det bare ikke blive mere pinligt. Dengang den blev skrevet, kom mig og David stadig sammen, og jeg kunne ikke forestille mig andet, end at vi blev gift. Og så slår jeg op nogle måneder senere på det mest åndssvage grundlag, og alligevel sidder David her foran mig, som om det aldrig var sket. Pinligt, pinligt, pinligt!
”Åh ja, vores Blå Bog,” siger jeg og smiler anspændt. ”Sikke meget spas vi dog fik skrevet i den.”
Oppe ved baren kan jeg se Ida fnise. Jeg skynder mig at tage en tår af kaffen.
”Jeg havde altid troet, at du skulle arbejde inden for sporten,” siger jeg så og kigger på David. Han sidder og kigger på et billede, der hænger på væggen ved siden af os. Nu vender han hovedet og kigger på mig med et bredt grin.
”En håbløs drengedrøm,” siger han. ”Det er der vist ikke ordentlige penge i.”
”Nej,” smiler jeg. ”Det er der nok ikke.”
”Og hvad med dig?” Han kigger på mig. ”Skulle du ikke arbejde i et designerfirma?”
Nu er det mig, der griner.
”Håbløs drengedrøm,” aber jeg efter. ”Så skulle jeg have gået på designerskolen.”
Ida ser ud til at have fået et hysterisk anfald bag kaffemaskinen.
”Nå ja,” siger David, ”det er selvfølgelig rigtigt.” Han tager igen en slurk af sin kaffe og retter så atter opmærksomheden mod maleriet på væggen.
Jeg udnytter tiden til at kigge op på Ida. Hun står lænet op af disken og observerer os, som om vi var et middelspændende tv-program. Jeg prøver lydløst at få hende til at give mig et tegn, men Ida ryster bare smilende på hovedet. Jeg er overladt til mig selv.
Jeg sniger mig til at bruge en gammel metode, og lægger forsigtigt hånden på bordet. Nu ligger den perfekt til at David kan tage den, hvis han vil. Så rømmer jeg mig en smule og spørger på en helt tilpas lidt ligegyldig måde: ”Hvor bor du egentlig henne?”
David kigger op på mig, nærmest lidt overrasket. Måske virker han også en smule chokeret over min pludselig selvtillid – det gør jeg i hvert fald selv.
”Jeg bor sammen med en kammerat inde i byen,” siger han så. ”Vi har en fed lejlighed på første sal med en god udsigt. Vi har skaffet den gennem gode kontakter.”
”Spændende,” siger jeg. ”Men vel ikke ulovligt?”
Han griner. ”Slet ikke. Det er bare Michaels far, der ejer hele lortet.”
”Åh, på den måde,” siger jeg og lægger hovedet lidt til venstre for at sende et skjult signal om min hånd. Men David ser den ikke.
”Og hvad med dig?” spørger han bare. ”Bor du alene?”
”Nej,” siger jeg og prøver ikke at lyde skuffet. ”Jeg bor sammen med min veninde Gry. Hun tager den samme uddannelse som mig.”
”Aha,” siger han. ”Og så skal I af sted sammen, hvis I består?”
”Lige præcis.” Jeg smiler.
David nikker. ”Aha,” siger han igen.
Stilheden sænker sig atter, og jeg skynder mig at tage en slurk kaffe for ikke at gøre den for pinlig. Oppe ved baren er Ida blevet nødt til at tage sig af nogle nyankomne kunder, og hun har ingen mulighed for at se på mig. Jeg er helt på egen hånd, og det er nu initiativerne skal tages.
Jeg tager en dyb indånding.
”Det er rart at se dig igen,” siger jeg så og prøver at holde blikket fast rettet på ham.
”I lige måde,” smiler han. ”Jeg har tit tænkt på, hvordan du havde det. Jeg har jo intet hørt fra dig siden…” Han stopper brat. Jeg skynder mig at slå blikket ned i bordet og beder til, at han ikke fuldføre sætningen. Hvor jeg dog håbede, at den episode ikke skulle tages op.
”…siden dengang,” slutter David og vender hurtigt blikket væk. Jeg kan mærke noget, der sætter sig i halsen, og jeg ved, at det er mig der må sige noget. Det skulle jo komme på et eller andet tidspunkt.
”David, jeg er virkelig ked af dengang,” begynder jeg, men David afbryder mig.
”Jeg vil ikke snakke om det, Jane,” siger han og virker næsten en smule hård i stemmen. Han kigger ikke direkte på mig, men hans øjne er bestemte, og jeg tier. Hvis han vil have det sådan, er det bedst at holde mund.
Ida er sluppet af med kunderne og kigger nu bekymret ned på vores stumme figurer. Ingen af os ved, hvad vi skal sige.
Men til sidst sukker David.
”Du skal bare glemme det, Jane. Okay?” Han venter ikke på at få et svar men rækker pludselig ind og tager min hånd. Jeg kigger op på ham.
”Vil du gå en tur i parken med mig?” spørger han.
”Selvfølgelig,” sige jeg glad og kan mærke mit smil brede sig. Oppe ved baren kan jeg se Ida smile lige så bredt, og hun giver mig et tommel-op-tegn, da jeg rejser mig for at følge med David ud.
”Jeg giver,” siger hun, da David vil række hende pengene for kaffen. ”Men så skal I også love mig, at I snart kommer igen.”
”Du er en engel, Ida,” siger David og stopper pengene tilbage i lommen. ”Vi ses meget snart.” Så skynder han sig hen og åbner døren for mig.

Solen skinner stadig på os, da vi går gennem parken. David går en halv meter fra mig og kigger ned i jorden. Ingen af os siger noget. Jeg har på fornemmelsen, at David tænker, og jeg vil ikke forstyrre ham. Han ser så alvorlig ud.
Et sted fra toppene pipper en fugl. David vender hovedet og kigger efter den, men retter så atter øjnene mod sine sko. Han sukker.
”Det er virkelig rart at se dig igen,” siger han. Han løfter ikke blikket og viser ingen tegn på, at han forventer et svar. I stedet ligner han næsten en, der kunne finde på af græde. Der er noget helt forkert over hans ansigt.
Jeg vil gerne sige et eller andet, men ved ikke hvad. Det er så let at sige noget forkert, som så bare gør det hele værre. Er han mon sur over noget, eller bare ked af det?
Vi fortsætter i stilhed, indtil vi kommer til en bænk ved søen. David sætter sig tankefuldt ned, og jeg sætter mig ved siden af. I lang tid sidder jeg bare og stirrer ud over det blanke vand. Ænderne plasker rundt derude, mens de kappes om at komme først til brødet, som nogle små børn står og kaster ud til dem.
Ænder. De har ingen bekymringer. De sidder ikke her ved siden af Klodens smukkeste dreng og ikke ved hvad de skal sige. De har ikke eksamenskvaler eller skolestres, og de ved ikke, hvad det vil sige, at føle sig fuldstændig forvirret og ødelagt i hovedet. De er bare til og må plaske rundt i søen, som de vil. Så kommer der folk og kigger på dem og fodrer dem med brød, og ænderne skal bare se søde ud og spise brødet. Ganske enkelt og lige til. Hvem der dog bare var en and.
Jeg drejer forsigtigt hovedet og kigger på David. Han er stadig tavs, og de grønne øjne er fæstnet ved hans fødder. Det er som om, han har glemt, hvordan man taler og ligesom skammer sig over det. Som om han føler, at der er noget helt forkert ved ham.
Men hvorfor skulle han dog gøre det? Han er jo perfekt!
Langt om længe taler han dog endelig, men hans spørgsmål kommer helt bag på mig.
”Hvordan går det med din eksamen?”
Jeg kigger overrasket på ham og ved derefter ikke, hvad jeg skal sige. Det spørgsmål stiller jeg jo også mig selv. Hvordan går det? Vil jeg mon klare det?
”Fint,” svarer jeg og prøver at smile, men mit ansigt blegner, da jeg ser på ham. Jeg tør sværge på, at han har tåre i øjnene. ”Er du okay?” spørger jeg forsigtigt.
Han trækker vejret dybt og gnider sine øjne. Så retter han sig op og vender blikket imod mig.
”Jeg har det fint,” siger han og sender et hurtigt, forsigtigt smil. Hans øjne forbliver rettet imod mig, og jeg føler mig til sidst forlegen og kigger væk. Hvor har jeg dog altid elsket farven på de øjne. Håbets farve. Det har altid givet mig håb at kigge ind i dem.
David bliver pludselig alvorlig igen.
”Hvis du består på mandag, ik’…” siger han, ”hvornår rejser du så til Gran Cana-ria?”
”Onsdag,” siger jeg. Det gør mig utryg at tale om eksamen.
”Og hvor lang tid bliver du der så?”
”Et år.”
Han kigger forskrækket op på mig. ”Et år!” udbryder han.
”Man får tilbagebetalt pengene for uddannelsen, hvis man arbejder et år,” forklarer jeg.
”Det var fandeme længe!” siger David, som om han slet ikke har hørt mig. ”Og du skal tage af sted to dage efter prøven?”
”De fleste består,” siger jeg, ”så vi er allerede forholdsvis klar. Vi har faktisk kun lejligheden som et problem, men det tager mine forældre sig af, når vi er rejst.”
Han nikker. ”Glæder du dig?” spørger han så.
Jeg trækker på skulderne. ”Det er svært at glæde sig til noget, som man ikke ved, om bliver.”
”Hold dog op, Jane!” siger han, og endelig kan jeg igen se en form for latter i hans blik. ”Du var en af de bedste i vores klasse i folkeskolen. Selvfølgelig består du.”
”Jeg var ikke så god som dig,” siger jeg. ”Du var den bedste.”
Han smiler.
Jeg er glad for, at han tager imod komplimentet i stedet for at prøve at benægte det. Det kan være så anstrengende, og han ved jo, det er rigtigt.
”Jeg er sikker på, at du består,” siger han igen. Han smiler varmt, men jeg kan mærke noget forkert ved det. Måske siger han det kun for at give mig mere selvtillid?
Vi sidder igen i tavshed, og tiden går. Klokken nærmer sig efterhånden fire, og jeg ved, at Gry gerne snart vil have mig hjem. Vi er altid fælles om indkøb.
”Jeg er nok nødt til at gå nu,” siger jeg.
David kigger op på mig. De grønne øjne blænder mig næsten, og jeg mærker en pludselig varme, der skylder igennem mig.
”Ja,” siger han, ”du har nok ret. Jeg har også lovet Michael at handle ind.”
Vi rejser os begge op.
”Det har været hyggeligt,” siger jeg og smiler til ham.
”Det har det i hvert fald,” siger han og giver mig et knus. Jeg lægger kort hovedet på hans skulder og nyder varmen fra ham. Så er det overstået, og jeg står igen over for ham og kigger ind i de grønne øjne. Det er ligesom om de klistrer mig fast, tvinger mig til at blive. Tvinger mig til at kigge ind i dem for evigt. Der er intet, jeg hellere vil.
Med en kæmpe kræftanstrengelse rykker jeg mig fri.
”Vi ses,” siger jeg og vender mig for at gå. David griber fat i min hånd.
”Jane, vent lige,” siger han. Jeg vender mig rundt og kigger på ham. David smiler svagt. ”Er der mulighed for, at jeg kan se dig på tirsdag?”
Jeg kan ikke forhindre et smil i at brede sig på læberne.
”Ja,” siger jeg. ”Gerne.”
Hans smil breder sig, og kræften i hans øjne bliver større.
”Klokken tolv?” spørger han.
Jeg nikker.
”Så mødes vi bare her.”
Jeg smiler til ham en sidste gang. Så vender jeg mig og begynder at gå tilbage.

*
Klokken er tolv, det er mandag. Gry står ved min side og stirrer ud i luften. Alle forholder sig i tavshed, og man kan næsten mærke spændingen i luften.
Så går døren op.
På en lang række går vi ind i lokalet og finder en plads ved de opstillede borde. Vi sætter os og kigger på papiret, der ligger, med bagsiden opad, foran os.
Det afgørende papir, vores fremtid.
Sensor klikker på uret, og i et åndeløst øjeblik vender vi alle sammen papirerne. Så tager vi en dyb indånding og retter blikket mod det første spørgsmål…

*
Latteren kan høres gennem hele byen. Den bliver båret af høje skrål og råb fra fulde studenter. De synger og danser og kan næsten ikke fatte, at prøven er overstået. De bestod!
Gry og jeg har armen om hinanden og deltager lystigt i tumulterne. Vi synger med på diverse julesange og er bare lykkelige over, at det hele er forbi. Om to dage går turen til Gran Canaria.
”Jeg elsker dig, Jane!” siger Gry fjantet og slår armene omkring mig. ”Gran Canaria here we come!”
Jeg ler og jubler højt med armene i vejret. Jeg har en fantastisk følelse i kroppen næsten som om, jeg kunne lette hvert øjeblik. Det hele er bare vidunderligt!
Jeg drejer hovedet.
Lyskurven ved vejkrydset har netop skiftet til grøn, og farven blænder mig i øjnene. Den minder mig om Davids øjne. Davids fantastiske øjne.
Pludselig kan jeg ikke tage del i glæderne.

*
Tirsdag morgen slæber sig af sted, og da klokken endelig bliver tolv, er det som om, jeg har ventet på det i flere år. Det er endnu en dejlig forårsdag, og solen baner min vej gennem parken.
David venter på mig ved bænken. Han smiler da han ser mig komme, og pludselig er jeg næsten klar til bare at kaste mig i armene på ham. Men så bliver hans ansigtsudtryk pludselig så mærkeligt.
”Hvordan gik det?” spørger han.
Jeg tøver et øjeblik.
”Jeg bestod,” siger jeg så.
Et halvhjertet smil breder sig på Davids læber, og han prøver at udtrykke en glæde, han ikke ejer.
”Hvor fantastisk,” siger han.
”Jah,” siger jeg tamt. ”Det er skønt,”
”Og så rejser du i morgen?”
Jeg nikker.
David nikker også og sætter sig så ned på bænken. Jeg sætter mig ved siden af.
”Du er ked af det,” siger jeg.
”Jeg havde håbet…” siger han. ”Jeg mener… jeg er ked af, at du rejser.”
”Hvorfor?” Jeg kan ikke lade være med at spørge.
David kigger op på mig. Et fjernt budskab lyser ham ud af øjnene, men jeg kan ikke tyde, hvad det er. Igen bliver jeg bare fanget og lever mig ind i en helt anden verden gennem de grønne farver. Fuglene synger ned til mig, og et væld af blomster byder mig velkommen. Den søde duft breder sig omkring mig, mens sommerfuglene svæver for mit blik og gør verdenen lys og levende foran mig. Så svinder det hele væk og erstattes igen af David øjne, som blænder mig, fanger mig, og som får mig til at føle mig så ubetydelig lillebitte.
Og med et læner David sig pludselig frem. Hans læber rammer mine og trækker mig ind til sig på en måde, som selv hans øjne aldrig ville kunne have gjort. Den frodige blomstereng forsvinder og erstattes af lyserøde skyer; Sommerfuglene bliver til hvidklædte engle, der flyver rundt og spiller sød musik på deres guldharper; Solen skinner på mig, og kun én sætning kan fylde mit hoved: Jeg er lykkelig! Jeg er lykkelig!
Så David slipper mig igen, og verdenen vender tilbage.
”Jeg elsker dig, Jane,” siger han ligeud og kigger på mig med så varmt et blik, at enhver ville have smeltet under det.
Jeg kan ikke andet end at sidde og stirre på ham. Mit hjerte er smuldret og har fået min krop til at gå fuldstændig i stå. Mit hoved dunker. Min krop ryster. Jeg kan ikke fatte, hvad der netop er sket.
”Bliv, Jane,” siger David. Ordene lyder fjerne, som om jeg hører dem igennem muren, der i øjeblikket skiller mig fra ham. Jeg har på engang lyst til at række frem og røre ved ham og samtidig til at skynde mig væk. Jeg kan intet se. Kun den grønne farve der skjuler hele verden for mig. Den gør mig tryg og samtidig forvirret, og jeg har lyst til at le og græde på samme tid.
”Bliv, Jane,” beder David igen, og hans berøring ved mit ansigt får alting til at vende tilbage. Pludselig sidder jeg igen på bænken ved søen, og overfor mig sidder han: verdens mirakel.
”Jeg…” gisper jeg svagt, men min stemme er forsvundet. Jeg kan intet sige.
David lader sin hånd køre fra min pande og ned over min kind.
”Jeg vil gøre dig lykkelig,” siger han. ”Bare du bliver hos mig.”
Jeg åbner munden igen, men stadig slipper der intet ud. Mine hænder ryster som besat, men jeg kan intet gøre for at forhindre det. Inderst inde var dette, hvad jeg håbede, og samtidig det jeg frygtede.
”Jeg bliver nødt til at gå nu,” siger jeg og springer op. Jeg vil løbe, men David fanger mig og holder mig tilbage.
”Vil du ikke bare tænke over det?” spørger han, mens han holder mine skuldre i et jerngreb mellem sine hænder.
Jeg kan knap nok trække vejret, og en stor klump i min hals, giver mig følelsen af at skulle kaste op.
”Please, Jane,” siger han. ”Bare tænkt over det.” Han kigger bedende på mig.
Jeg får frembragt et svagt nik med hovedet, og David tager det som et ja, hvorefter han slipper mig. Jeg spæner af sted med tårerne haglende ned af kinderne, uden at se mig tilbage en eneste gang. Jeg kan ikke klare det, jeg kan bare ikke klare det…

Gry sætter koppen med varm kakao foran mig. Så stryger hun mig ned over håret, mens hun kigger på mig med et bekymret blik.
”Du må ikke være vred på ham, Jane,” siger hun. Hun prøver at få mig til at drikke af koppen, men jeg vil ikke have det.
”Jeg er bare så forvirret,” hulker jeg. ”Jeg var så sikker på alting, og nu er det hele bare ødelagt.”
”Jane…” sukker Gry trøstende, men det hjælper intet. Jeg er fuldstændig ødelagt.
”Jeg vil ikke mere,” græder jeg.
Gry sætter sig ved siden af mig.
”Elsker du ham?” spørger hun.
Jeg farer sammen med et sæt, og kommer samtidig til at trække mig væk fra hende, som om hun fejlede en eller anden smitsom sygdom.
”Nej undskyld, Jane,” skynder hun sig at sige og rækker beroligende hænderne frem. ”Det var det forkerte at spørge om.”
”Selvfølgelig elsker jeg ham,” nærmest råber jeg. ”Tror du, jeg ville sidde her og tude, hvis ikke jeg gjorde?!” Jeg skjuler ansigtet i hænderne og græder, så jeg får ondt i hovedet. Hvordan kunne han gøre det imod mig? Jeg havde glædet mig til at begynde mit job som rejseguide, og nu er det hele ødelagt. Hvordan skal jeg kunne rejse nu og efterlade ham tilbage? Og hvordan skal jeg kunne ødelægge alle mine fremtidsplaner og blive her? Hele min uddannelse, alt det jeg skulle opleve. Og Gry. Hvad med Gry?
”Tag det roligt, Jane,” prøver Gry, men jeg kan ikke falde ned. Jeg er så ulykkelig, som jeg aldrig har været det før. Aldrig.
Til sidst rejser Gry sig op.
”Det er sent, du burde gå i seng,” siger hun. ”Vi skal være i lufthavnen allerede klokken ti.”
Hun får mig bare til at græde endnu mere. ”Jane, jeg mener det,” skærer hun igennem. ”Gå i seng, sov på det. Alting ser lysere ud i morgen. Ingen tvinger dig til at tage af sted, hvis du ikke vil med. Det er dit eget valg.”
Jeg titter frem mellem fingrene. Det er ligesom om, hendes ord endelig fanger mig. Det er mit eget valg. Jeg kan blive hvis jeg har lyst.
Men hvad så med min uddannelse? Hvad med alle de oplevelser, der bare ligger og venter på mig? Skal jeg lade dem gå tabt for Davids skyld? Og hvad med David, kan jeg regne med ham? Hvem ved, om det overhovedet vil fungere?
”Hvorfor skal det være så svært?” hvisker jeg, mens jeg kigger ud gennem den mørke rude.
Gry sukker. ”Du er forvirret, Jane, men det går over. Du skal bare have lidt tid, til at tænke over det. Og tro mig, det hjælper at få noget søvn. Når du vågner i morgen, har du sikkert taget din beslutning.”
Jeg nikker svagt og samler hænderne om kakaokoppen. Den er dejlig varm at holde om.
Gry går hen til mig igen og stryger mig ned over håret.
”Drik nu din kakao, det hjælper. Når du er færdig, kan du gå ind i seng. Okay?”
Jeg nikker.
Gry klapper mig på skulderen. ”Godt,” siger hun og kysser mig på kinden. ”Godnat, Jane.” Hun gør omkring og går hen mod soveværelset. I døren vender hun sig om.
”Husk det nu, Jane,” siger hun. ”Det er dit valg.” Så går hun ind ad døren, og lukker den efter sig.
Jeg vender hovedet og kigger igen ud i mørket gennem ruden. Det er ligesom om den sorte farve på en eller anden måde gør det hele lidt mere enkelt. Den gør det lettere for mig at samle tankerne og ikke prøve at overskue alting. Og den får mig til at træffe et valg.
Jeg elsker dig David, tænker jeg.

*

Dørene til indgangshallen glider op, og jeg bevæger mig langsomt indenfor. Jeg har min store rullekuffert på slæb og kan høre, hvordan den rasler hen over gulvet. Gry går ved med side og holder mig i armen, ligesom for at støtte mig i den beslutning, jeg har taget.
Flyet til Gran Canaria går om tyve minutter.
Gry henter vores billetter, og derefter går vi over i køen for at aflevere vores bagage. Jeg kigger på skiltene rundt omkring. ’Århus Lufthavn’ står der på et af dem. Egentlig er det mærkeligt, at det hedder ’Århus Lufthavn’ eftersom, at den ligger i Thirstrup. Det har jeg egentlig aldrig tænkt over før.
Gry smækker min kuffert op på transportbåndet og fører mig derefter med sig op mod Check In. Jeg er glad for at hun er der.
”Godt at se jer,” siger vores leder, Henrik, da vi kommer op i venteværelset. ”Er I klar?”
Gry svarer ham, men jeg hører ikke efter. Jeg kigger på flyene udenfor, der langsomt kører mod startbanen og gør sig klar til at lette. Så flyver de væk, langt væk, og efterlader alting bag sig. Alting.
”Passagerer til flyet mod Gran Canaria bedes gå til udgang 2,” lyder det over højtaleren. Alle omkring mig hanker op i deres tasker.
”Farvel mor.”
”Vi ses far.”
”Jeg elsker jer!”
”Vi skrives.”
Overalt hilser folk farvel og gør sig klar til at starte på deres nye liv. Forældre får krammere, kærester bliver kysset farvel, og små søskende får et opmuntrende klap på skulderen. Så er de alle sammen klar. Klar til at tage af sted.
Med et er det som om, alting kører i slow motion. Folk der vender sig og går mod udgangen, folk der vinker farvel. Alt sammen er det som om, at det fortæller mig noget. Det skubber mig tilbage.
Jeg tager fat om Grys skulder, og hun vender hovedet og kigger på mig, netop som hun skal til at gå.
Jeg ryster på svagt på hovedet. Så giver jeg hendes skulder et klem, og i næste nu er jeg på vej ned ad trappen. Væk.
”Jane!” råber Henrik efter mig, men Gry holder ham tilbage. Jeg løber videre og stopper først, da jeg når dobbeltdørene. Så vender jeg mig om.
Gry står ved Check In og kigger ned på mig. Hendes øjne smiler, og hun nikker beslutsomt til mig.
”Det er dit valg, Jane,” kan jeg høre hendes øjne sige, og jeg mærker hendes evige selvtillid glide over i mig. Jeg kan gøre, hvad jeg vil!
Jeg løber ud ad døren og springer ind i den første taxa jeg finder. Hjulene sætter sig i bevægelse hurtigt efter, og snart drøner vi tilbage mod byen.
”Hvor til?” spørger taxachaufføren.
”Botanisk Have,” siger jeg.

Jeg finder David præcis, hvor jeg regnede med. Han sidder på bænken ved åen og kigger ud over vandet. Da han ser mig, kigger han op.
”Hej,” siger jeg stille.
Han måber og virker helt ude af sig selv. Men så smiler han pludselig, og før jeg ved af det, har han løftet mig op og holder mig ind til sig.
”Du kom!” hvisker han, og glæden springer ud af hans ord.
”Jeg kunne ikke andet,” hvisker jeg tilbage. ”Jeg elsker dig.”
Han tager mit ansigt imellem sine hænder, og i næste øjeblik kysser han mig igen. Jeg griber rundt om hans hals, og lader ham trække mig helt ind til sig. Så slipper vi hinanden, og han omfavner mig igen, inden han nærmest løfter mig hen på bænken.
”Jane…” begynder han, men han kan intet sige, og han behøver heller ikke. Jeg kysser ham igen og stryger ham igennem håret. Så slipper jeg ham og kigger ind i de funklende grønne øjne.
”Elsker du mig virkelig?” spørger han, som om der kunne være nogen tvivl om det.
”Ja,” smiler jeg, og mærker lykken vælde ind over mig.
Og så, før jeg ved af det, sidder han på knæ foran mig.
”Jane,” siger han. ”Vil du gifte dig med mig?”
Først er jeg lamslået, men så skriger jeg, og jeg falder om halsen på ham og lader ham løfte mig op i endnu et kram. Han snurrer mig rundt, og jeg griner, og føler mig så lykkelig, som jeg aldrig har følt mig før. Aldrig!
David sætter mig ned igen og plukker en blomst i vandkanten, som han giver til mig.
”Ja,” siger jeg, efter at være kommet i tanke om, at jeg slet ikke har besvaret hans spørgsmål.
Han smiler til mig, og så kysser han mig igen. Og jeg stryger ham igennem håret og hvisker til ham: ”Jeg elsker dig.”
Han smiler, og jeg smiler igen. Så læner jeg mig frem og kysser ham. Et lang, romantisk og vidunderligt kys.

*
Hver eneste dag, hver eneste time, hvert eneste minut.
Vi skal være sammen altid, og intet skal komme os i vejen. Jeg elsker ham! Hans smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme. Han er, og han vil altid være den mest fantastiske person i hele verden.

Din mening
Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *