Håbløst Forelsket 3

Hver eneste dag, hver eneste time, hvert eneste minut…
Jeg tænker på ham hele tiden. Han smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme. Vi har ikke set hinanden i seks uger, på grund af sommerferien, og det føles helt forfærdeligt. Den dreng er mit liv, og jeg kan ikke holde til at leve uden ham. Han er uden tvivl den mest fantastiske person i verden.

Jeg husker stadig tydeligt et af de værste tidspunkter i mit liv. Den dag jeg kommer gående, og ser ham stå og kysse med Michelle. Jeg kan huske smerten indeni og huske, hvordan jeg skreg. Hvordan jeg løb for at komme væk, og hvordan David løb efter mig.
Og jeg kan huske da han kom og fortalte mig sandheden. Fortalte mig at han ikke havde kysset hende, men at hun havde kysset ham. Derefter forærede han mig en ring som tegn på hans kærlighed til mig. Det var så sødt.

*
Klokken er 14:45, det er onsdag. På mandag er sommerferien slut, og skolerne begynder igen. Men jeg skal allerede ud på efterskolen lørdag, så jeg kan nå at finde mig tilpas inden undervisningen begynder. Fredag er der afsked med Ida og David, der begge skal på andre skoler, og i morgen er det første gang jeg skal se David i meget lang tid.
Tiden går uendeligt langsomt, når man glæder sig. Jeg har ikke set drengen siden den første uge i sommerferien, og nu er der to dage til at jeg tager på efterskole. Så kan vi ikke se hinanden så ofte mere. David skal på en idrætsefterskole i Århus, mens jeg selv skal helt til Skanderborg. Der er forfærdeligt langt imellem.
”Jane?” Min mor leder efter mig.
”Her!” råber jeg og ruller om på maven i sengen. Der lyder to små bank på døren, og så bliver den åbnet.
”Der er pakke,” siger min mor glad og kaster en stor, flad pakke hen til mig.
”Årh hvad!” udbryder jeg. Jeg kan ikke erindre hvornår jeg sidst har fået en pakke. Min mor smiler.
”Der er nok-”
”Vores Blå Bog,” nikker jeg.
”Lige mine ord.”
Jeg flår pakken op og hiver ganske rigtigt klassens Blå Bog op.
”YES!” Jeg har set frem til at modtage den hele sommeren. Det er en bog som et minde på min klasse. Hver især har vi skrevet om hinanden, og så har fru Søndergaard samlet alle siderne sammen og kopieret en bog til os hver.
Min mor går ud igen, og jeg slår straks op på Davids sider. Øverst står der bare fakta som adresse og telefonnummer, men nedenunder kommer det sjove:

Kendetegn: Lyshåret, grønne øjne, muskuløs.

Klassens…?: Sportsstjerne & klogeÅge

Ynglingssætning(er): ”Vel er jeg ej dygtig!” (mens han smiler)

Største bommert: David har det med at være ret heldig, og har derfor aldrig lavet nogen ret store bommerter. Vi husker dog tydeligt lejerturen i 2. klasse, hvor David havde glemt sin ynglingsbamse og græd så meget, at hans forældre til sidst måtte køre ud med den til ham.

Sjove episoder: Da David og Alexander ville køre 2 på én cykel, mens cykelstigen var isbelagt, hvorefter de begge to fik en svømmetur i byens største mudderhul. (Tak for det herlige grin drenge!)

Scoringer: Michelle, Jane.

Jeg kan mærke raseriet inde i mig, og griber en kuglepen, hvorefter jeg kradser Michelles navn væk. Den bitch der prøvede at stjæle David fra mig! Jeg har haft utrolig meget lyst til at slå hende ihjel.

Dårlige vaner: Bider negle, men ellers ikke rigtig noget.

3 ting personen ville medbringe på en øde ø:
1) Seng
2) Fodbold
3) Jane (kæreste)

Talenter: Alt inden for sport, god i skolen, scoretrold… David er sådan set god til alt.

Så sandt som det er sagt! Man finder ikke nogen som min David. Smuk, sød og dygtig til alt! Jeg elsker alt ved ham.

Ting personen laver i fritiden: Fodbold, badminton, styrketræning, løb, venner og kæresten.

Personens liv om 15 år: David er gift med Jane og bor sammen med hende og deres to børn. Han arbejder som et eller andet inden for sporten og lever et rigtig dejligt familieliv.

Jeg mener, det er Christian der har skrevet det her om David, og man må sige, han har gjort det godt. Det passer så perfekt!
Min egen er jeg mere nervøs for at læse. Det er Julie der har skrevet den, og hun er kendt for virkelig at sige sandheden. Bare der ikke står noget alt for pinligt!

Kendetegn: Ikke så høj, mørkhåret, går ofte i sort eller rødt tøj.

Klassens: Lillepige

Ynglingssætning(er): ”Jeg kom alt for sent op!” og ”du er fantastisk!”

Største bommert: Da Jane ville klatre op på taget efter en bold og hang fast i tagrenden. Hvad endnu være var, at pedellen i samme øjeblik kom rundt om hjørnet og med meget vred stemme mindede lille Jane om, at man ikke må klatre på taget.

Sjove episoder: Da Jane faldt ned af stolen i en matematiktime og bagefter var ligeså rød i hovedet som farven på hendes trøje. (Vi glemmer aldrig skriget, da stolen væltede!)

Scoringer: David.

Dårlige vaner: Har det med at miste selvtilliden, kan være en smule bedrevidende.

3 ting personen ville have med på en øde ø:
1) Mobil
2) Massere af tøj + makeup
3) David (kæreste)

Talenter: God i skolen og god til sammensætning af tøj.

Ting personen laver i fritiden: Er sammen med vennerne og kæresten.

Personens liv om 15 år: Jane bor sammen med David, deres hunde og deres børn. Hun arbejder som designer i et stort firma.

Nå ja, det kunne have været meget være. Den sjove episode kunne jeg godt have undværet, den gør mig stadig rød i hovedet, hver gang jeg tænkte på den. Jeg synes da heller ikke, hun har ret i, at jeg er bedrevidende?
Alexanders sider skal nok blive sjove at læse. Ham er der altid gang i, og han laver så mange sjove ting at det må fylde utallige sider.
Jeg griner da jeg ser, at han bliver kaldt klassens hyperunge. Det passer jo helt perfekt.

Kendetegn: En anelse mørkere i huden en normalt, stort, mørkt, krøllet hår, altid højrøstet, en fyr der ikke kan sidde stille.

Ynglingssætning(er): ”Hva’ så David!”, ”Jeg vidste det!” og ”Nu har David fået 11 igen!”

Største bommert: På hytteturen i 5. klasse hvor Alexander talte i søvne og indviede de fleste i klassen i sine dybeste hemmeligheder.

Sjove episoder: Det er altid sjovt at være sammen med Alexander. Han laver de skøreste ting hele tiden, og kommer altid med de sjoveste kommentarer. Og det bliver kun endnu sjovere, når Alexander har fået noget at drikke. Så kommer der virkelig gang i ham, og han kan finde på at danse stripdans på bordene, indtil nogen får ham ned.
Det er også altid Alexander, der putter lidt humør ind i de kedeligste skoletimer. Enten ved at sige læren imod i
alt, eller bare ved at sidde og skære grimasser.

”Jane,” lyder det ude fra køkkenet. ”der er eftermiddagskaffe.”
”Kommer.” Jeg bladrer hurtigt en enkelt gang og kommer over på Michelles sider. Jeg kaster et blik ned over teksten og fnyser da jeg læser under ’scoringer’. Bare det siger nok om, hvordan hun er som person!

Scoringer: Peter, Mathias, Emil, Frederik, Casper, JP, Johan, Simon (varede omkring 2 timer), Hoegh, David, Jannik, Rasmussen, Jannik (igen), Nick.

 

*
”Jane!”
”DAVID!” Jeg kaster armene om halsen på ham, og han løfter mig op i et kæmpe kram.
”Gud hvor har jeg savnet dig!” siger han og giver mig et stort kys.
”Jeg har også savnet dig,” siger jeg og træder et skridt tilbage for at nyde synet af ham. Han er blevet en hel del brunere i løbet af sommeren, og han er også vokset en smule. Men ellers er han den samme. Min gode gamle David. Min David!
”Er du sulten?” spørger han.
”Hammer sulten,” nikker jeg.
”Så lad os få noget mad – jeg giver.” Han lægger en arm om livet på mig, og vi går hen imod den aftalte restaurant. Jeg lader David bestille bord; Jeg bryder mig ikke specielt meget om tjeneren. Han er så underlig, og så smiler han altid så kækt, når han kan se, at det er et kærestepar, der kommer.
”Nååårh, et bord til to?” blinker han altid, og så giver han os en lille krog hvor vi kan sidde ’i fred’, som han siger. Men jeg elsker maden, og den er dejlig billig. 49 kr. og så kan du spise alt det pizza, lassange, pasta, ris og kartofler, du vil.
”Du skal have buffé, ik?” spørger David, da vi er blevet vist hen i den sædvanlige krog.
”Jo tak,” siger jeg. ”Og en cola, men den betaler jeg altså selv!”
”Ikke tale om!” David giver ordre til tjeneren, og han forsvinder smilende ud i køkkenet. ”Skal vi?”
Vi går op til buffé-bordet og putter grådigt mad på tallerkenerne. Imens bringer tjeneres syngende vores drikkevare hen i krogen.
”Uhh, hvorfor skal han være så skummel?” hvisker jeg.
David griner. ”Bare rolig Jane, jeg er her til at passe på dig.”
Vi sætter os hen igen, og jeg smager på maden. Uhm, lækkert!
”Nå, jeg vil høre alt om din ferie,” siger David spændt. ”Hvad har du lavet? Hvor har du været? Hvem har du været sammen med?”
”Den har bare været kedelig,” sukker jeg. ”Jeg har ikke lavet andet end at sidde derhjemme og kedet mig, mens jeg har savnet dig helt ekstremt.”
”Jeg har også savnet dig,” smiler han. ”Du fik vel mit postkort?”
”Ja-ja, det hænger på min opslagstavle. Tusind tak for resten!”
”Det var så lidt.” Han smiler igen.
”Og hvad med din ferie?”
”Den har været helt fantastisk!” Jeg kan se at han har været ved at sprænges efter at fortælle om den. ”Tyrkiet er det fedeste jeg nogensinde har prøvet. Vi boede bare på det bedste hotel, og vi havde egen pool og alt muligt. Der var heller ikke ret langt til havet, og så kunne man leje vandcykler. Kæft det var dejligt. Og jo, der var et helt fantastisk marked. Vi var derhenne den sidste uge. Man kunne købe alt muligt skønt til næsten ingen penge. Jeg har forresten købt noget til dig.” Han bukker sig ned og hiver en æske op af tasken.
”Ej David,” siger jeg, ”det skulle du ikke have gjort.”
”Vel skulle jeg så,” siger han. ”Her, åben den nu!” David ved godt, at jeg har en svaghed for gaver. Jeg elsker at flå papiret af dem og komme ind til den skjulte overraskelse inden i. Det røde papir ryger også hurtigt af denne her og afslører en sød lille æske. Jeg åbner den og gisper.
”Ej David!” Mine øjne bliver våde.
”Prøv den nu,” smiler han bare. Langsomt hiver jeg halskæden op af æsken og beundrer det lille guldhjerte et øjeblik, inden jeg spænder den om nakken.
”Tak,” hvisker jeg, mens jeg rødmer i kinderne. ”Jeg har altså ikke købt noget til dig.”
”Det behøver du heller ikke,” siger han. ”Du har jo ikke været ude at rejse.”
”Nej, men alligevel…” Jeg nuller guldhjertet med fingrene. David tager min frie hånd, der ligger på bordet, og kigger mig dybt ind i øjnene.
”Jane,” siger han lavt. ”Jeg elsker dig!” Mine øjne bliver øjeblikkeligt våde igen.
”Virkelig?” hvisker jeg.
”Virkelig, virkelig!” siger han.
”Jeg elsker os dig!” siger jeg.
Han smiler.
”Klar til at betale?” Nu står han der igen med sit væmmelige smil og det lille klamme overskæg.
”Ja,” siger David og finder sin pung frem. ”Det var to gange buffé og to colaer.”
”Ja, så bliver det 130kr.” David rækker ham pengene, og han stopper dem i en pung i sit bælte. Så tager han vores tallerkener og går.
”Er du klar til at gå?” spørger David.
”Ja,” siger jeg og tager min taske. Så går vi ud.
Udenfor tager David mig i hånden, og vi går op af strøget.
”Min mor kommer og henter mig om en time,” siger han.
”Allerede der?” sukker jeg.
”Ja. Jeg skal hjem og have te ved mine bedsteforældre. Du skal vel også have pakket til efterskolen?”
”Tjah…” siger jeg.
”Hvad mener du med det?” David kigger bekymret på mig.
”Jeg har slet ikke lyst til at tage af sted, når du ikke skal med,” siger jeg, og tårerne begynder at løbe ned af kinderne på mig. ”Jeg kan ikke undvære dig!”
”Jane…” sukker han og lægger armene omkring mig. Jeg lægger panden mod hans skulder og tudbrøler. Det virker så forfærdeligt, at jeg skal væk fra ham allerede om to dage.
”Jane…” siger David igen, og kysser mig på kinden. ”Du må ikke græde.”
”Jeg vil græde,” hulker jeg. ”Ellers kan jeg slet ikke holde det ud.”
”Kom her,” siger han, og giver mig et stort kys. Så krammer han mig ind til sig. ”Skal vi nu ikke bare nyde den sidste tid, vi har sammen?” spørger han. ”Jeg køber dig en is.”
”Nej David!” siger jeg, ”du må ikke købe mere til mig.”
”Jo,” insistere han. ”Den allerstørste med alt det guf og syltetøj du kunne tænke dig.”
”Så bliver jeg bare fed,” siger jeg.
”Og hvad så?” siger han. ”Jeg elsker dig alligevel.”

Det bliver nu kun en lille is, for jeg kan ikke spise mere. Vi nyder dem på en bænk i parken, mens vi holder hinanden i hånden. Tårerne løber stadig ned ad kinderne på mig. Jeg kan ikke holde tanken ud, at i morgen er sidste gang, jeg ser ham i lang tid. David prøver at trøste mig og siger, at vi kan sms’e hele tiden, men det er ligesom bare ikke det samme. Jeg kommer til at savne ham så helt forfærdelig meget.
Jeg græder stadig, da vi går hen mod parkeringspladsen, hvor David skal møde sin mor.
”Hold nu op med at græde,” siger David blidt. ”Ellers tror min mor bare, at jeg har slået op, eller sådan et eller andet.”
Jeg kommer til at grine og tørrer øjnene. Jeg kan så godt lide Davids mor. Hun er lige så sød som David og så utrolig nem at snakke med.
”Hvad tid skal vi mødes i morgen?” spørger jeg.
”Det kan først blive, når vi skal sige farvel til Ida,” siger han trist. ”Min far har pålagt mig at vaske bilen i morgen. Mine forældre forstår bare ikke, at jeg har brug for at være sammen med dig.”
”Det er fint nok,” skynder jeg mig at sige – selvom jeg bestemt ikke synes det. ”Hvad tid skal du så gå?”
”Ikke før sengetid,” siger han. ”Så vi har hele aftenen sammen.”
”Det lyder godt,” siger jeg. David stopper op og giver mig et kys.
”Du får lige farvel-kysset inden min mor står og glor på os,” siger han med et glimt i øjet.
”Så vil jeg have et til!” siger jeg. Han smiler og kysser mig igen. Så fortsætter vi rundt om hjørnet samtid med, at Davids mor kører ind på parkeringspladsen.
”Hej med jer,” siger hun, da hun er steget ud af bilen.
”Hej,” siger vi begge to.
”Nå Jane, det bliver da spændende med efterskole!” Hun giver mig et kram.
”Ja, det bliver fint nok.” Jeg er lige ved at komme til at græde igen.
”Ved du hvad?” siger hun. ”Davids far og jeg vil gerne have lov at sige ordentligt farvel til dig, så kunne du ikke tænke dig at spise hjemme ved os i morgen aften?”
Er hun ikke bare fantastisk sød?
”Ih, jo tak!” siger jeg glad.
David smiler også.
”Så kan dig og David også få lov at sige ordentligt farvel,” siger hun. ”Hvad er din livret Jane?”
”Lassange,” siger jeg. ”Især din.”
”Så laver jeg det til dig,” siger hun med et smil. ”Skal du have et lift hjem?”
”Ellers tak, jeg skal følges med min far. Han har fri om lidt.”
”Ok, men så ses vi i morgen.”
”Ja, vi ses.”
”Farvel Jane,” siger David, og giver mig et klap på skulderen.
”Vi ses,” siger jeg.

*
Klokken halv et næste dag står jeg ved det forblæste busstoppested og tripper. Om lidt kommer Ida, og så er der et kvarter inden hendes bus kører. Hendes højskole begynder allerede i eftermiddag.
Ida er endnu en af de personer, jeg bare ikke kan holde ud at skulle miste. Hun har været min bedste ven altid og har støttet mig i alt. Hun har hjulpet mig gennem de svære perioder og givet mig selvtillid, når jeg allermest behøvede det. Hun hjalp mig med David, og skønt hun fik en kæreste, glemte hun mig ikke. Hun er den bedste veninde, man nogensinde kan få, og alligevel forlader vi hinanden nu.
En rød bluse lyser op i det fjerne, og nu vinker Ida til mig. Hun kommer trækkende med en stor rulletaske og har en sportstaske over skulderen. Jeg forstår ikke, at hendes forældre kan lade hende rejse alene, men de har valgt at tage til Mexico i dens sidste uge af ferien. ’Ida er jo stor nok til at klare det selv’. Ja sikkert, men det er måske stadig rart lige at kunne sige ordentligt farvel.
”Hej Jane,” smiler Ida, og sætter taskerne fra sig for at give mig et kram.
”Hej Id’, er du klar?” Jeg trykker hende ind til mig.
”Tjah, så klar som man nu kan blive, tror jeg.” Hun vipper lidt på fødderne. ”Hvad med dig?”
”Overhovedet ikke. Eller, jeg har pakket og sådan, men… jeg kan ikke holde ud at jeg skal væk fra dig og David.” Tårerne er allerede begyndt at presse sig på, men jeg vil altså ikke græde. Ikke igen.
”Lille Jane,” sukker Ida, præcis som David gør, når han har ondt af mig. ”Men du skal jo også lære at stå på egne ben uden mig som støtte. Og David kan du vel mødes med.”
”Men måske ser vi to aldrig hinanden igen.”
”Selvfølgelig gør vi det,” siger hun, men hun lyder nu ikke 100% overbevidst. Hendes nye skole ligger over to times kørsel nord for Århus, så det bliver ikke meget hun kommer ned i den her del af Jylland.
”Jeg har for resten noget til dig.” Ida sætter sig ned og roder i sin taske. Så trækker hun en firkantet kasse op. Shit! Anden gang på to dage hvor nogen giver mig noget, uden at jeg har noget at give dem. Pinligt!
”Åh nej Ida,” siger jeg, ”jeg har jo ikke noget til dig.”
”Det gør da ikke noget!” siger hun. ”Her, tag den nu.” Jeg åbner kassen og finder endnu en kasse indeni. På forsiden er der billede af en sort mp3-afspiller.
”Ej Ida!” siger jeg. ”Den må have kostet en formue!” Jeg vil give hende den tilbage igen, men hun smiler bare.
”Bare rolig Jane, det var et tilbud,” siger hun. ”Og du fortjener den! Jeg har lagt et enkelt nummer ned på den, men vent med at høre det til senere.”
”Tak Ida,” siger jeg, og giver hende endnu et kram.
I det samme kommer der to cykler om hjørnet, og Alexanders højlydte sang kan tydeligt høres. Han og David triller hen til os og sætter cyklerne op ad busskuret.
”Nå, så slipper man endelig af med dig!” siger Alexander, og giver Ida et lille skub i siden. Men vi ved alle sammen godt, at han overhovedet ikke mener det. Han og Ida var kærester for ikke mere end omkring en måned siden, inden Ida slog op, og Alexander er aldrig kommet sig rigtigt over tabet. Selvom de er blevet venner igen, er det som om, det ikke rigtig er nok.
”Ja,” siger Ida. ”og nu kan jeg endelig få lidt fred for jer.”
Vi griner alle sammen.
”Du må love at skrive,” siger David, ”så vi kan høre, om du er faldet til.”
”Det skal jeg nok,” smiler Ida. Så kommer bussen, alt for tidligt, om hjørnet. Jeg er slet ikke klar til at sige farvel.
Jeg kigger på Ida. På hendes blege hud, lange lyse hår, smukke øjne og dejlige smil. Tænk om det er sidste gang jeg skal se det!
”Farvel Alexander,” siger Ida, og giver ham et knus. Alexander sniger sig til at kysse hende på kinden, inden han siger farvel. Ida lader bare som om, det ikke skete.
”Farvel Ida,” siger David, og giver hende også et kram. Og så er det min tur.
”Farvel bedste veninde i hele verden,” siger Ida, mens hun kigger ind i mine grådfyldte øjne. ”Jeg skal aldrig glemme dig.” Jeg falder hende om halsen.
”Jeg glemmer heller aldrig dig,” hvisker jeg. Bussen stopper ud for os, og dørene går op. Ida slipper mig, og David hjælper hende med kufferten. Ida begynder at gå ned af gangen efter en ledig plads, og vi følger hende uden for bussen. Dørene lukker, Ida kigger ud gennem vinduet. Hun ser på mig med et ansigtsudtryk, der i den grad siger ”farvel for evigt”. Så smiler hun trøstende. Bussen sætter sig i bevægelse, og vi vinker. Ida vinker ivrigt tilbage, men så er bussen allerede væk.
Ida er væk.

”Nå, hvad skal I så lave nu?” spørger Alexander. David har lagt en arm omkring mig, mens jeg står og kigger efter bussen med tårer i øjnene. Det er tydeligt at Alexander prøver at skjule, at han også er ked af det.
”Jeg tror vi går os en tur,” siger David, og jeg nikker. En gåtur med David er lige, hvad jeg har brug for.
”Det lyder godt, må jeg ikke gå med?” spørger Alexander.
”Øh…” siger David og kigger hjælpeløst på mig. Vi vil jo helst bare være alene her den sidste dag.
”Altså…” han ved ikke helt hvordan han skal sige det. ”Det er jo den sidste dag Jane er her…” Der går lang tid før Alexander fatter den.
”Gud! Jeg skal for resten også have udfyldt nogle papirer til gymnasiet,” skynder han sig at sige. ”Ærgerligt, det må blive en anden gang.” Han tager sin cykel.
”Farvel Alexander,” siger jeg og rækker hånden frem. Det er lige gået op for mig, at det er sidste gang jeg ser ham – i hvert fald inden efterskolen.
”Gud ja,” siger han, ”jeg når jo ikke at se dig, inden du tager af sted.” Han tager min hånd og trækker mig ind i et kæmpe kram.
”Farvel lille Jane,” siger han, ”pas nu godt på dig selv.”
”Farvel Alexander,” siger jeg igen. ”Og i lige måde.”
Han smiler og svinger sig op på cyklen.
Og så er Alexander også væk.

*
Det bliver den længste gåtur, mig og David nogensinde har været ude på. Vi snakker om nervøsiteten til efterskolerne, og igen og igen forsikrer vi, at vi elsker hinanden og altid vil gøre det trods afstanden. Vi er først hjemme ved femtiden, og så spiser vi jordbær på Davids terrasse. Bagefter prøver vi at spille lidt fodbold, men det er svært, når David er så meget bedre end mig. Alligevel fordriver det tiden, til maden er færdig.
Vi spiser på terrassen. Davids mor bliver ved med at spørge, om jeg ikke glæder mig til i morgen, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare. Jo, selvfølgelig glæder jeg mig, men jeg vil bare ikke væk fra David.
”Er det en stor skole?” spørger Davids far. Han er en køn mand, ligesom David, og han har de samme lyse lokker og den muskuløse krop. Den eneste forskel er øjnene. Dem har David fra sin mor.
”Der er plads til ca. 100 elver,” siger jeg.
”Nå ja, det er vidst meget normalt,” mener han.
”Hvordan skal du bo?” vil Davids mor vide.
”Der ligger huse rundt om på skolens areal, hvor eleverne bor i,” forklarer jeg. ”Jeg skal bo i hus 3 på et dobbeltværelse.”
”Ved du så hvem, du skal bo sammen med?”
”Nej. Det lykkedes mig at få influenza den dag, hvor nye elever kunne blive vist rundt og få praktiske oplysninger,” smiler jeg, ”så vi kom ikke derud.”
”Så bliver det jo spændende,” siger Davids far.
Jeg nøjes med at nikke.
”Er du færdig med at spise, Jane?” spørger Davids mor.
”Ja tak,” siger jeg. ”Det smagte dejligt.” Davids mor tager min tallerken ud.
”Smut i bare ind på Davids værelse,” smiler hun.

”Nå,” siger David, ”nu er der ikke længe til.”
”Nej, jeg tror ikke jeg får sovet meget i nat.”
”Mon ikke du gør.” Han sætter sig på sengen ved siden af mig. ”Hvornår skal du være hjemme?”
”Halv ti,” sukker jeg. ”Min mor siger jeg skal tidligt i seng, så jeg kan være frisk i morgen.”
”Det er jo også vigtigt.” Han rejser sig, og sætter noget musik på.
”Hvad nu hvis jeg ikke kan lide maden?” Jeg er rimelig kræsen, og kan bare ikke spise noget, jeg ikke kan lide.
”De plejer at have forskelligt mad sådan nogle steder,” beroliger David. ”Der skal nok være et eller andet du kan lide.”
”Men hvad nu, hvis der ikke er!” Jeg bliver ved.
”Så må du spise det, der er eller sulte.” Han sætter sig igen på sengen. ”Skal vi se en film?”
”Ja, god idé,” siger jeg. ”Jeg trænger til at få de efterskole-tanker ud af hovedet.”
Han griner.
”Ja, det gør du!” Han roder mellem sine film. ”Pirates of Caribbean?”
”Ja,” nikker jeg. ”Jeg elsker den film.” Han putter den i maskinen, og efter få minutter ruller piraterne over skærmen.
”Hvis det bliver for uhyggeligt, må du gerne tage mig i hånden,” blinker David.
”Må jeg ikke også det, hvis det ikke er for uhyggeligt?” spørger jeg med et smil. David tager min hånd, og jeg lægger hovedet på hans skulder. Denne her aften skal være noget helt specielt. Den er enden på noget helt vidunderligt.
”David?”
”Ja?” siger han, mens han følger Jack Sparrow på den lille skærm.
”Den sidste tid har været den lykkeligste i mit liv!”
Han kigger på mig, og så smiler han.
”Også i mit!” Han kysser mig, hvorefter jeg igen ligger hovedet på hans skulder.

*
Bib, bib, bib, bib …
Min hånd slår ud og rammer vækkeuret. Så vender jeg mig om på den anden side og sover videre. Fem sekunder efter bliver døren åbnet.
”Jane?” Det er min mor.
”Bare fem minutter mere,” tigger jeg.
”Absolut ikke!” Min mor rykker gardinerne fra, og det skarpe sollys skinner ind gennem ruden. ”Vi skal køre klokken senest tolv, og der er meget, der skal nås inden.”
Nå ja, efterskolen!
”Jeg kommer om lidt.”
Aftenen sluttede alt for hurtigt i går. Filmen var slut kvart over ni, og så var det allerede tid til at sige farvel. Jeg græd og ville slet ikke slippe David. Til sidst fulgte han mig hjem, og vi stod og kyssede i en evighed foran mit hus. Så slap han mig, og jeg fulgte ham med øjnene, helt indtil han forsvandt bag træerne.
Ida var væk, Alexander var væk, og nu var David også væk.
”JANE!!!” Min mor står igen i døren. ”Er du syg?”
Hvorfor skal hun altid spørge om det?
”Nej, jeg er der nu.” Jeg rejser mig og tager tøjet, jeg lagde frem i går. Så haster jeg ud på badeværelset.
”Har du pakket det hele?” spørger min far, da jeg lidt senere kommer ud i køkkenet.
”Næsten,” mumler jeg træt. Jeg hælder cornflakes op i min tallerken og tænker på, hvad jeg mon får til morgenmad i morgen.
”Der ligger en masse rent tøj til dig inde på bordet,” siger min mor. Hun farer rundt, og gennemgår hele tiden en lang pakkeliste.
”Tak,” siger jeg bare.
”Jeg har for resten noget til dig,” siger min far og hiver et kort op af lommen.
”Hvad er det?”
”Et hævekort.” Han giver mig det. ”Så kan du ringe hjem hvis du mangler penge, og så kan mig og mor overføre dem til dig. Det kan bruges i de fleste butikker, og ellers må du bruge en hæveautomat.”
”Wauw,” siger jeg. ”Tak!”
”Ingen årsag.”
Min mor kommer igen farende ud i køkkenet.
”Har du pakket regntøj, Jane?” Hun krydser af med en blyant.
”Ja.”
”En varm jakke?”
”Ja.”
”Varme sko, sandaler, kondisko, løbesko, travesko?”
”Ja.”
”Tøj, badetøj, undertøj…”
”JEG HAR DET HELE MOR!”
”Ja-ja.” Hendes øjne farer op og ned af listen. ”Jeg er bare så nervøs for, at du glemmer noget.”
”Jeg ville nok overleve,” siger jeg. Gid hun dog bare ville sætte sig ned et øjeblik.
”Hvad med toiletgrej? Har du pakket det?”
”Ja!”
”Hvad med-”
”Lad nu Jane få fred et øjeblik,” bryder min far ind. ”Hun har brug for fred til at samle tankerne.” Jeg er ham dybt taknemmelig.
Min mor ser bare en smule fornærmet ud, og går så ud af køkkenet. Jeg selv går ind på mit værelse og finder min mobil. Jeg tænder den og finder en besked fra David:

Jeg elsker dig
Jeg sender et hjerte tilbage. Så ligger jeg mig på min seng og kigger op i loftet.

*
Efterskolens bygninger kommer efterhånden til syne i det fjerne. Jeg kan mærke nervøsiteten i maven. Det er nu! Det er nu det sker!
Så ruller vi ind på den lille gårdsplads foran skolen. Her er proppet med biler, og folk myldrer rundt med kufferter.
Jeg vrider hænderne for at holde spændingen ud. Så mange nye mennesker!
Min far hiver kufferterne op af bagagerummet, og vi trækker hen mod skolen. En ung, skaldet mand kommer i vores retning og smiler venligt.
”Ny?” spørger han.
Jeg nikker.
”Velkommen til! Mit navn er Lars. Jeg underviser i det meste inden for sport og så i fysik, hvis du har valgt det. Hvad er dit navn?”
”Jane Lykke Poulsen.” Han tjekker på en liste.
”Ja, bare følg mig, så viser jeg dig dit værelse.” Han sætter i rask tempo op mod hus tre.
”Kom indenfor,” siger han og åbner døren for os. Jeg går ind og ser for første gang mit nye hjem.
Her er nu ganske hyggeligt, selvom her lugter lidt underligt. Man træder ind i en lille forgang. Foran os er der en stue med fjernsyn, og til hver side er der gange med værelser.
”Pigerne bor til venstre, drengene til højre,” siger Lars og drejer ned ad den venstre gang. ”Så er det her. Jane Lykke Poulsen, værelse 26.” Han skubber døren op, og jeg kigger ind i et lille, men hyggeligt værelse. I den anden ende står en anden familie. Min nye værelseskammerat!
”Goddag,” siger min far og nikker til faderen i den anden familie.
”Goddag,” siger de alle sammen. En sorthåret pige dukker frem bag sin mor. Hun er lidt mørkere i huden og har brune øjne. Hun er utrolig køn og minder mig en smule om Alexander. Det virker betryggende.
”Hej,” siger hun.
”Hej,” siger jeg. Vi er begge to nervøse. Tænk, hende skal jeg bo på værelse med det næste år, og jeg kender hende ikke engang!
”Jeg hedder Cilina, og du?”
”Jane.”
”Hej Jane.” Hun smiler. ”Jeg tog den højre seng, det håber jeg ikke, du har noget imod?”
”Nej-nej, selvfølgelig ikke,” skynder jeg mig at sige. Det er egentlig også lige meget. Begge sider af værelset er fuldstændig ens. Selv potteplanterne står ens i vinduerne.
Lars er hastet videre for at hjælpe de næste, og far og mor står selvfølgelig og snakker med Cilinas forældre. Det er oplagt at jeg skal sige noget til Cilina nu, men jeg aner ikke hvad det skulle være.
”Hvor kommer du fra?” spørger Cilina og bryder den pinlige tavshed.
”Århus,” siger jeg. ”Og du?”
”Sønderjylland. Jeg er kun på skolen, fordi min far også har gået her. Ja, og så fordi man kan ride. Rider du?”
”Nej,” siger jeg. ”Men jeg synes, heste er søde.”
”Også mig,” smiler Cilina. ”Nå, vi må hellere få pakket ud.” Hun går hen til sin kuffert og begynder at putte sit høj ind i det store skab ved siden af sengen. Jeg vælger at gøre det samme som hende. Så slipper jeg for at snakke med nogen lige foreløbig.

*
Klokken 18 er der fællesspisning i spisesalen. Hele eftermiddagen har vi gået rundt og set hver eneste tomme af skolen, så det er en træt mig, der endelig får lov til at sætte sig ned. Cilina og hendes familie sætter sig ved samme bord som os, og derudover sætter der sig en lyshåret pige. Hun for mig til at tænke på Ida. Min dejlige Ida.
”Må jeg få lidt opmærksomhed?” råber skolens rektor Boris Larsen. Han er en lille tyk mand med et filøjerligt udseende. Jeg kan næsten ikke lade være med at grine, når jeg ser på ham. Overskægget hopper op og ned, når han snakker, og de små øjne farer rund. Aldrig har jeg set nogen så komisk.
”Traditionen tro,” fortsætter han, ”står menuen på spaghetti med kødsovs. Så er vi nemlig sikker på, at alle kan lide maden.”
Folk griner.
Øh? Hvad var det lige der var sjovt der?
”Efter maden har nogle af de gamle niendeklasseselever sørget for underholdning, inden der er afsked med mor og far. Ja, vi håber I vil nyde maden. Bor et til tre starter med at tage.” Rektor trækker sig tilbage til lærerbordet, mens bor et til tre flokkes om maden. Da det begynder at tynde ud, går jeg op til buffébordet. Det dufter himmelsk, og jeg læsser godt på tallerkenen. Så sætter jeg mig ned og prøver at få pastaen op på gaflen.
Åh nej! Spaghetti er bare ikke til at spise uden at se noget så dum ud. Første dag på skolen, og jeg er allerede ved at gøre mig selv til grin. Hvorfor tog jeg dog også så meget?
Jeg prøver at skære det i stykker, men min kniv smutter og lander på gulvet. Pis! Føj hvor pinligt.
Jeg dykker lynhurtigt ned og samler den op. Cilina fniser en smule af mig, men ellers var der vidst ingen der så det. Pyha, redet!
Men jeg kan godt tro om igen – jeg er ikke redet! To sekunder senere griner min mor pludselig med sit meget høje, falske grin. Alle drejer hovedet og kigger på hende, men hun opdager selvfølgelig ingenting. Hun bliver bare ved med at grine, inden hun siger:
”Jane har gjort noget lignende engang…” Jeg har en fornemmelse af, at hele salen lytter med. ”Det var med nogle bær ude i haven. De var bestemt ikke gode, men lille Jane åd flere kilo af dem, hvorefter hun brækkede sig i timevis. Det har hun aldrig gjort siden!” Min mor griner meget højt igen, mens Cilinas mor, som hun fortalte det til, nøjes med at fnise en lille smule.
Jubii! Mit ry er ødelagt allerede første dag. Strålende!
Cilinas mor begynder at fortælle min mor noget, og hun dæmper sig heldigvis igen. Jeg er lige så rød i hovedet som tomatsovsen på min tallerken. Hvorfor skal min mor altid være pinlig?
”Hvad for noget musik kan du så godt lide at høre, Jane?” spørger Cilina.
Jeg ånder lettet op og skynder mig at svare. Folk begynder efterhånden at kigge væk.

Da alle er mætte og tilfredse går vi ned i den store gymnastiksal. Der er stillet en stor scene op, og en flok elever render rundt bag det store scenetæppe. En masse stole er sat op foran scenen, og det lykkes mig og Cilina at få pladser næsten forrest. Vores forældre sætter sig længere nede.
En høj tone får alle til at fare sammen, og i næste nu springer en masse piger i strutskørt ud på scenen, mens musikken begynder at spille. De springer rundt, slår vejrmøller, og bevæger sig i takt til musikken. Det er ret imponerende at se på!
Pludselig begynder en flot stemme at synge, og en pige kommer frem mellem danserne. Lidt senere kommer en anden pige frem og stiller sig ved siden af. Sammen kaster de sig ud i en flot duet, mens danserne springer rundt om dem. Da sangen er færdig er vi alle sammen helt stumme, så flot var det, men så bryder et kæmpe bifald ud, og pigerne nejer og vinker. Så skynder de sig ud og giver plads til en stor flok drenge og piger. En pige griber mikrofonen.
”Hej alle sammen,” siger hun, og smiler. ”Vi er dramaholdet fra sidste års niendeklasser, og vi har glædet os rigtig meget til at vise jer en moderne udgave af Herkules.” Musikken begynder at spille, og en ny pige overtager mikrofonen.
Hun er noget af det kønneste, jeg nogensinde har set. Hår og makeup er perfekt, præcis ligesom de kendte i tv. Hun bevæger sig yndefuldt på de små stiletter, og da hun begynder at synge, lyder det bare kanon.
En dreng springer ind og viser muskler. Så begynder han at løbe ud, mens en kæmpe flok piger løber efter ham.
Publikum klapper, mens den kønne pige slår over i en ny melodi.
Skuespillet varer en halv time, og bagefter er der jokes. Klokken halv ti er de færdige og modtager et kæmpe bifald. Dernæst er det tid til at sige farvel til forældrene.
Jeg går med mor og far ud til bilen.
”Du vil ikke med hjem igen?” siger mor. Sådan siger hun altid.
”Nej tak,” smiler jeg.
”Ring i morgen og fortæl hvordan det går,” siger min far og klapper mig på skulderen.
”Det skal jeg nok,” siger jeg.
”Farvel skat.” Min mor giver mig et kæmpe kram.
”Farvel mor,” siger jeg og ønsker, at de dog vil tage af sted. Jeg begynder bare at græde, hvis de bliver her meget længere.
”Pas godt på dig selv, Jane,” siger min far.
Jeg smiler. Så sætter de sig ind i bilen og kører væk, mens de vinker.
Jeg går tilbage til mig værelse og finder Cilina siddende i sin seng. Hun smiler, og jeg smiler igen. Så går jeg hen til min vask og børster tænder, hvorefter jeg klæder om til nattøj og lægger mig i min seng.
Cilina slukker sin natlampe.
”Vi ses i morgen, Jane,” siger hun.
”Ja, godnat.”
Jeg lukker øjnene, men sover først meget senere.

*
Den 16. august starter lige så smukt som den foregående dag. Vi bliver vækket af en bankning på døren, og en mand der råber ”tid til at stå op alle sammen!” Nu er der ikke noget der hedder ’fem minutter mere’. Nu er det bare op og i gang hurtigst muligt.
Cilina er allerede ude af fjerene.
”Godmorgen, Jane,” smiler hun og reder det lange, sorte hår igennem.
”Godmorgen,” siger jeg og slår benene ud af sengen.
”Ti minutter til fællessamling for nye elever!” råber manden, der lyder som Lars, ude fra gangen.
”Shit!” udbryder Cilina og skynder sig i gang med makeup’en. Jeg skynder mig også selv i gang, så jeg kan være klar. Det gælder jo om at gøre et godt indtryk den første dag. Førstegangsindtryk kan være afgørende. Men min mor fik selvfølgelig ødelagt mit i går.

Samlingshallen er fuld af liv. Jeg skutter mig og holder mig tæt til Cilina. Jeg har aldrig brudt mig om for mange nye mennesker på et sted. Cilina griner lidt af mig.
”Rolig lille Jane,” siger hun. ”Vi er jo alle sammen nye.”
Okay, spørgsmål! Hvorfor er det lige alle skal kalde mig lille? Cilina og jeg har præcis samme højde, og alligevel kalder hun mig ”lille Jane”, ligesom alle andre gjorde det i min gamle klasse. Har jeg et skilt på ryggen hvor der står ”jeg er lille!” eller sådan et eller andet?
”Tag plads alle sammen,” siger rektor, og overskægget hopper under den lille kartoffeltud. Cilina og jer undertrykker en fnisen og skynder os at sætte os ned.
”Først og fremmest håber vi, at I alle sammen har sovet godt,” fortsætter Boris Larsen. Det lyder temmelig mekanisk når han snakker, og han virker egentlig totalt ligeglad med, hvordan vi har sovet. ”Der er nogle regler vi gerne vil have lov at gennemgå nu her inden, I skal til at finde jer til rette på skolen. Reglerne har stået i brevet i modtog i foråret, men vi gennemgår dem for en sikkerheds skyld.
”For det første: Efterskolen er kendt for sit gode sammenhold og fællesskab. Skolen går stærkt imod mobning, da vi ønsker, at alle vore elever skal føle sig tilpas både i og uden for undervisningen. Det er alles ansvar at behandle hinanden godt!
”Regel nummer to: Måltiderne på skolen er obligatoriske, hvilket vil sige at man møder op! Det gælder også selvom, man ikke er sulten. Der kan blive givet vigtige beskeder under spisningen, som alle skal høre. Desuden er det en del af skolens fællesskab.
”Nummer tre: Når I nu skal til at indrette jer på værelserne, skal I vide, at al ophængning af plakater og andet på væggene er forbudt. Hver elev har sin egen opslagstavle på værelserne til sådanne brug. Alt, der hænger på væggene, har ret til at blive pillet ned og smidt ud af lærerne.
”I skal huske at rydde op på værelserne jævnligt. Hver søndag er der værelsestjek, og der vil blive slået hårdt ned på ikke opryddede værelser.
”Regel nummer fire…”
Hold kæft mand! Hvordan har han tænkt sig vi skal holde styr på det hele?
”Ridehuset er kun tilladt for de elever, der får rideundervisning. Andre elever må kun være i ridehuset i følgeskab med disse elever. Elever der har rideundervisning skal efter morgenmaden samles i ridehuset, hvor de vil modtage regler og instruktion i forhold til undervisningen og pasning af dyrene. Hestene vil også blive uddelt til de forskellige elever.” Rektor virker efterhånden som om han er ved at falde i søvn. Han taler stadig med sin programmerede stemme, og hans tonefald forbliver det samme.
”Regel nummer fem: Alt alkohol og rygning er forbudt på skolen, og betyder hjemsendelse hvis man bliver taget i det. Jeg vil derfor kraftigt anbefale jer, at holde jer fra det!
”Til sidst skal jeg nævne, at al færdsel efter 22:30 er forbudt. Alle elever skal opholde sig på egne værelser klokken 22:00 og 30 minutter derefter skal der være ro.” Han rømmer sig.
”Undervisningen starter i morgen klokken otte med fællessamling her i salen,” afslutter han. ”Nu er der fælles morgenmad i spisesalen.”

Efter morgenmad smutter Cilina op i ridehuset med de andre hesteelever. Jeg selv bevæger mig rundt på skolens udendørsarealer og prøver at blive klogere på skolens andre elver. De fleste sidder to og to, men enkelte er allerede begyndt at søge sammen i små grupper. Jeg er glad for jeg ikke fik et single-værelse. Jeg ville føle mig helt fortabt uden i hvert fald min værelseskammerat som ven.
Jeg bevæger mig rundt om bygningen, og pludselig får jeg øje på den kønne pige fra aftenen før. Hende der sang til ”Herkules”. Selv Michelle, fra min gamle klasse, ville have blegnet i forhold til hende her, og Michelle var ellers utrolig køn. Jeg hader hende, ingen tvivl om det, men jeg kan ikke komme uden om, at hun var køn.
Pigen fra i går sidder sammen med to andre på en bænk og pludrer om et eller andet. De er begge to næsten lige så kønne, men alligevel kan de slet ikke hamle op med den første. Deres hår skinner ikke på den samme måde, deres tænder oplyser ikke den allerede så smukke dag. Og deres øjne er slet ikke så livlige og smukke som hendes. Der er noget helt fortryllende over dem. Som ædelsten glimter de i solens stråler.
En lille dreng med briller står pludselig ved bordet. Det blonde hår er nydeligt redt, mens brillerne hænger en smule skævt. En mors dreng, det er tydeligt.
”Hej Rebecca,” siger han og smiler nervøst til den kønne pige. Hun værdier ham bare et hurtigt blik og tager så en slurk af sin jordbærdrink.
”Din sang i går var fantastisk!” fortsætter drengen, mens han rødmer over hele hovedet. Det er tydeligt, at han føler sig utrolig genert.
”Øh ja, det ved jeg ligesom godt!” siger pigen hånligt og sender ham et opgivende blik. ”Og så er du velkommen til at smutte.” Hun vifter med hånden.
Drengen står målløs og stirrer på hende.
”Øh, hørte du hende ikke, taber?” siger en af de andre piger. ”Pil af!”
Drengen skynder sig hurtigt væk.
”Altså hvilket århundrede er han lige fra?” spørger den sidste af pigerne. Hun svinger med sit lange, brune hår, og blæser en boble med sit tyggegummi. Den giver et ordentligt smæld da den brister.
”Altså jeg mener…” fortsætter hun, men Rebecca afbryder hende.
”Ja, vi hørte dig Nickie!” Pigen skynder sig at puste en tyggegummiboble mere.
Den sidste pige kigger sig irriteret i et spejl.
”Ihh altså,” siger hun, ”jeg kan bare ikke få min øjenskygge til at holde.” Rebecca himler med øjnene.
”Du skal sku også altid være så besværlig, Anna,” siger hun træt.
”Put pudder på inden og gør penslen en smule fugtig. Så holdet det bedre,” formaner Nickie.
”Luk røven Nickie,” smælder Rebecca, ”du har jo ikke en skid styr på det.” Så får hun øje på mig. ”Hvad fanden glor du på?” Anna og Nickie vender sig begge og kigger på mig. Alle tre giver de mig elevatorblikket. Fra hår til sko, og fra sko til hår. Så fnyser Rebecca hånligt.
”Ham drengen før var måske din kæreste?”
”Øhm… nej,” siger jeg forvirret. Jeg havde slet ikke regnet med, de ville lægge mærke til mig.
”Smut hen og leg med nogen på din egen alder ik’, snuske,” fnyser Anna og kaster lidt med sit blonde hår, der hænger lige så glat som de andres ned ad ryggen på hende.
Nickie, der sidder på bordet, læner sig op af husmuren.
”Hun er lige så gammel som os, skat!” siger hun til Anna og tygger ivrigt på tyggegummiet. Anna lukker øjnene et øjeblik for at dæmpe sin irritation.
”Nickie, bare luk røven, ik!”
Nickie ryster bare på hovedet og kigger den anden vej. Rebecca kigger på mig.
”Du må godt smutte nu,” siger hun. Jeg skynder mig væk.

*
”Hvordan gik ridetimen?” spørger jeg Cilina, da hun 20 minutter senere vender tilbage.
”Vi red slet ikke,” siger hun og lægger sig træt ned i græsset. ”Vi fik bare uddelt heste og så ellers overdynget med regler og informationer.” Hun sukker.
”Nå men, fik du så en sød hest?” spørger jeg.
”Ja, han er dejlig,” smiler hun. ”Han hedder Herman og er en gråskimmel. Skide smuk, og de siger han går godt!”
”Og så oversættelsen tak,” siger jeg. Jeg er ikke særlig godt inde i det der heste-noget.
Cilina griner.
”En skimmel er en hest der er en blanding af flere forskellige farver. Hvis det er en gråskimmel er det fordi det er flere forskellige grå farver. En hvidskimmel er så mere hvid i det og så videre.”
”Okay, på den måde,” siger jeg.
”Du må komme med op og møde ham en dag,” siger hun. ”Jeg er sikker på, du gerne må få en tur, hvis bare jeg er der.”
”Det kunne da godt være,” mumler jeg.
Okay jeg indrømmer! Jeg synes heste er meget store, og jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig op på en. At give dem lidt græs og stå på hver sin side af hegnet er fint nok, men ride dem, aldrig! Men det siger jeg ikke til Cilina. Nu er hun lige så glad for ”sin” nye hest.
Jeg ligger mig ned i græsset og nyder solen. Sådan ligger vi længe indtil Cilina lige pludselig udbryder:
”Uhh, se der!” Jeg sætter mig op, og følger hendes øjne. Hun kigger efter en mørkhåret dreng, der kommer gående over plænen. Han er høj, muskuløs, og ser knaldgodt ud. Jeg kan slet ikke lade være med at kigge efter ham, da han går fordi os.
”Wauw, han er herre lækker hva!” siger Cilina.
”Jeg har en kæreste,” siger jeg. Nå ja, det har jeg jo faktisk!

*
Klokken otte næste dag er der fællesamling for alle på skolen i den store samlingssal. Vi får uddelt skoleskemaer, og så er det ellers bare af sted til første time. Både Cilina og jeg skal have dansk de to første timer. Vores nye dansklærer Annelise Jensen tager godt imod os og bruger den første halve time på at fortælle, hvordan året skal forløbe. Derefter laver hun lidt nem danskundervisning.
Efter en kort formiddagspause er det tid til to timers engelsk, og bagefter er det endelig tid til den store pause. Cilina og jeg følges ned i spisesalen, for at få noget frokost. Ved et bord får jeg øje på Rebecca og de andre. De sidder der, hvor alle kan se dem og lyser op med deres perfekthed. Selvfølgelig står der kun salat på bordet foran dem.
”Sådan nogle er altid på slankekur,” mumler Cilina hånligt. Det er tydeligt at hun ikke bryder sig om dem.
Mens vi står og beskuer dem, kommer der pludselig to andre piger gående. De laver en rimelig kikset efterligning af den måde, jeg har set Rebecca gå på, og det er tydeligt, at de er ude på at skaffe sig opmærksomhed med deres selvsikkerhed. De stryger sig forbi Rebeccas bord, og den ene af pigerne kaster et hånligt blik ned på hende.
”Hvor har du købt den parfume, Rebecca?” spørger hun, og kaster med håret som Nickie plejer at gøre det. ”Så ved jeg jo hvor jeg i hvert fald ikke skal gå hen!”
”Wow hvor er du sej, hva!” siger Rebecca bare og kigger kun kort på hende. ”Og så er det for resten en pænt klam nederdel du har på, pige.”
Pigens selvsikre smil blegner en smule, da hun vender sig imod Rebecca.
”Jeg hedder faktisk Miriam, at du ved det,” siger hun.
”Ja, men sorry skat,” siger Rebecca sukkersødt, ”dit navn er ikke rigtig værd at huske på.” Så vender hun sig om, mens Anna og Nickie er flade af grin.
Cilina kigger på mig.
” Bitches,” siger hun. ”Folk man skal holde sig langt væk fra!”

*
De to første uger flyver af sted, og langsomt bevæger vi os fra en varm august over i en lidt køligere september. Jeg følger Cilinas råd og holder mig væk fra Rebecca og slænget. Men alligevel er der et eller andet, der får mig til at kigge en ekstra gang, når de går forbi. Et eller andet får mig til at drømme mig ned i deres tøj, og drømme mig til at kunne svinge mit perfekte hår, ligesom de gør det. Hver dag kommer de spankulerende i lårkorte nederdele, stramme toppe, og små stiletter. Det er ligesom om gangen lyser op, når de kommer gående.
Drengen, Cilina og jeg så på plænen den første uge, har jeg også lagt mærke til, og jeg er tydeligvis ikke den eneste, der følger ham med øjnene, når han går forbi.
”Han er gudeskøn,” hvisker Cilina altid og prøver at sende ham et smil.
”Har du fundet ud af, hvad han hedder?” spørger jeg sagte.
Cilina ryster på hovedet. ”Nej, men hvis du tør spørge, giver jeg en tier!”
Jeg har ikke haft kontakt med hverken David eller Ida. De har nok begge for travlt med at finde sig til rette på skolen. Alexander sendte et par beskeder i weekenden, og vi skrev lidt sammen. Det lader til at gå udmærket på gymnasiet.
En lørdag beslutter jeg mig for at gå ind i computerrummet og sende David en mail. Han må da have tid til at svare på et eller andet tidspunkt.

Kære David <3

Jeg savner dig af h til. Hvordan har du det?
Min nye skole er udmærket. Undervisningen er lige så kedelig som i folkeskolen, men vores nye lærere er sjove.
Min bedste veninde herude hedder Cilina. Hun er halvt spanier, og er gudesmuk. Vi er også begyndt at snakke med nogle der hedder Maja og Caroline (som vi kalder Tutti, fordi hun elsker Tutti-Frutti tyggegummi), som er nogle, Cilina mødte på rideskolen. Hun rider nemlig herude og har lejet en hest, der hedder Herman. Jeg skal snart op og besøge ham.
Alle herude er faktisk rigtig søde, på nær tre piger der hedder Rebecca, Anna og Nickie. De er de mest snoppede tøser du kunne forestille dig og hakker ned på alle, der kommer i vejen for dem. Jeg har valgt bare at holde mig fra dem.

Jeg glæder mig til at høre fra dig,
Kyskys, Jane.

 

*
”Du skal ikke være bange,” siger Cilina, ”han gør dig ikke noget.” Jeg rækker langsomt hånden frem mod den grå hest, men trækker mig så tilbage igen.
Det er en tirsdag i september, og jeg er taget med Cilina op til Herman. Cilina sagde, at han ikke var nogen særlig stor hest, men jeg synes han er gigantisk, og jeg ryster over hele kroppen.
”Bare klap ham lidt på halsen,” siger Cilina, der står og holder Hermans hoved. Min arm rækker sig langsomt længere frem. Hermans ører stritter lige pludselig fremad, og jeg bliver død forskrækket.
”Åh nej, nu er han sur,” siger jeg.
”Nej-nej, så ville han lægge ørerne tilbage,” beroliger Cilina. ”Når han lægger dem fremad betyder det, at han er nysgerrig.” Det beroliger mig en smule, og langsomt begraver jeg hånden i hestens bløde man.
”Flot,” smiler Cilina, ”vil du have en tur?”
”Nej tak,” skynder jeg mig at sige. ”Jeg vil hellere se dig ride.”
Cilina trækker på skulderne. ”Det må du selv om,” siger hun, og så trækker hun Herman ind i ridehuset og stiger op. De skridter nogle omgange, og Cilina fortæller mig hvordan man skal sørge for at få strækket hesten godt ud. Så sætter hun den i trav, og Herman hopper nydeligt af sted, og laver cirkler og flotte vendinger. Men det allerflotteste kommer, da Cilina får ham i galop. Så bøjer han pænt i nakken og spurter rundt i salen.
”Se hvor pænt han går,” råber Cilina i farten. Jeg er bare dybt imponeret af, at hun kan holde sig på!

Den næste dag smutter jeg hurtigt ind i computerrummet. David har svaret!

Hej Jane

Jeg savner også dig helt forfærdeligt, men det er dejligt at høre, du er faldet til.
Jo tak, jeg har det udmærket. Gutterne her på stedet er nogle flinke nogle, og jeg hænger ret meget ud med en vi kalder Madsen. Rigtig hedder han Thomas.
De piger lyder som nogle du skal holde dig langt væk fra. De har rigtig dårlig indflydelse på alle omkring sig, sådan nogle. Vi har heldigvis ikke nogle her hvor jeg er, selvom jeg da har fået et par tørre bemærkninger fra et par stykker.
Har du mulighed for snart at komme til Århus?

Jeg elsker dig!

Din David.

Jeg skal til at svare ham, men så står Tutti pludselig i døren. Hun har sat det brune hår op i en knold, og har et håndklæde under armen.
”Dér er du, Jane! Jeg har ledt efter dig overalt.” Hun smiler. ”Der er planlagt en badetur til søen på grund af det gode vejr. Vandet er måske lidt kold, men vil du ikke med alligevel.
”Selvfølgelig siger jeg,” og smiler tilbage til hende. Så må jeg svare på Davids mail en anden dag.

Der er et kvarters gang fra skolen til søen. Vejret er herligt, og vi griner og pjatter hele vejen. Luften er varm og flødeskumsagtig, og overalt kan man ligesom lugte sensommeren. Det er sådanne dage, hvor jeg virkelig føler livet pulsere i mig.
Da vi ankommer til søen, finder vi straks pladser hvor vi breder vores håndklæder ud. Cilina, Maja, Tutti og jeg er fast besluttet på at skulle i vandet.
”Hvem kommer først i vandet?” råber Cilina til os, og vi løber ned mod vandkanten.
”Det gør jeg,” lyder pludselig en stemme, og så løber den lækre dreng forbi os, og laver den ordentlig plasker fra den vakkelvorne badebro.
Cilina står helt stivnet og kigger efter ham.
”Han talte til mig, Jane!” siger hun henrykt, og smiler over hele hovedet.
”Ja,” siger jeg, ”nu mangler du bare at finde ud af hvad han hedder.”
I det samme sprøjter Tutti efter os. Vi hviner begge to, og løber ned i vandet for at give hende igen. Cilina og jeg får hende næsten væltet, men så kommer Maja hende til undsætning. Det bliver noget af en vandkrig, lige indtil en fornærmet stemme taler til os.
”Undskyld, men vi er faktisk andre der prøver at nyde solen lidt.” Rebecca kigger på os fra sin plads på bredden. Hun ligger sammen med Anna og Nickie i deres flotte bikinier. Jeg kigger ned på min egen. Den er to år gammel og er bestemt ikke på mode længere.
”Man har vel lov til at ha’ det lidt sjovt,” siger Maja bare og prøver at sende Rebecca et hårdt blik. Men Rebecca er urørlig.
”Du kommer da vidst ikke langt i livet, hvis du ikke har lært at tænke lidt på andre mennesker,” siger hun. ”Men det gør du vel ikke alligevel. De store firmaer ansætter pæne piger.” Hun svinger med håret. Anna og Nickie har også sat sig op nu.
”Store firmaer ansætter kloge piger,” giver Tutti igen. ”Det er derfor du ikke kommer særlig langt, Rebecca.”
Rebecca retter blikket imod hende.
”Åhh, Tutti, er det ikke det, du hedder?” siger hun. ”Hvordan går det med kærlighedslivet for tiden? Hvordan har lille Nicolaj det?” Tutti bliver øjeblikkeligt knald rød i hovedet, og slår blikket ned, imens Anna og Nickie er flade af grin. Selv forstår jeg ingenting.
I det samme får Rebecca øje på mig. Hun giver mig et elevatorblik, og siger så:
”Det der må være den grimmeste bikini, der er set siden 80-erne. Er det din mors?” Nu rødmer jeg også, mens Anna og Nickie griner igen.
”Kom,” siger Cilina lavt, ”lad os gå et andet sted hen.” Vi begynder langsomt at bevæge os længere hen ad mod badebroen, imens Rebecca og de andre grinende ser efter os.
Ved badebroen svømmer Skønheden rundt sammen med nogle af sine venner. Han virker endnu pænere end den dag, mig og Cilina så ham på plænen.
Cilina prøver hele tiden at få os trukket i retning af dem, men Tutti og Maja forstår tydeligvis ingenting. De bliver bare ved med at svømme den anden vej.
”Åhh Jane, han er vidunderlig,” hvisker Cilina til mig. Jeg giver hende fuldstændig ret. Han er muskuløs og smuk med de kønneste nøddebrune øjne. Og så har han et fantastisk smil.
”Totalt drømmefyr,” bliver Cilina ved.
Drømmefyr og de andre er begyndt at spille badebold. De kaster sig rundt for at fange den, og er totalt åndssvage efter min mening. Men ikke efter Cilinas!
”Wauw, så du lige den redning, han lavede?” gisper hun, da han kaster sig sidelæns for at nå bolden. Jeg orker ikke at begynde at forklare, hvor dumt det så ud, så jeg siger bare ja.
Pludselig er der en af drengene der skyder skævt, og bolden lander lige ud for mig. Jeg tager den, for at kaste den til dem, men Cilina river den ud af hænderne på mig.
”Lad mig,” siger hun, og går et par skridt tættere på drengene, inden hun kaster den til drømmefyren.
”Tak,” siger han, og smiler kort. Cilina rødmer totalt, og smiler tilbage.
Så spiller drengene videre.

*
Som tiden går vokser mængden af hjemmearbejde. Vi er ikke længere de små, søde, nye elever, der skal falde til, og lærerne læsser på med opgaver. Den næste uge har vi både danskstil, tyskverber og matematikaflevering for, og ingen aner hvordan de skal nå det. Om lørdagen er det en smule trist i vejret, så jeg bestemmer mig for at komme i gang med det hele. Cilina er oppe og ride med Maja og Tutti, så jeg har værelset for mig selv og jeg kan rigtig koncentrere mig. I hvert fald lige indtil naboværelset begynder at spille høj musik. Rocken hamrer gennem væggene, og lige meget om jeg holder mig for ørerne, hjælper det intet.
Jeg går ud, og hamrer på deres dør, men der er ingen der åbner. Så går jeg tilbage til værelset og prøver at koncentrere mig igen, men da det stadig ikke hjælper tager jeg mine papirer og går ud på skolen. Et eller andet sted må der da være fred til at få skrevet sin stil!
Men det ser ikke sådan ud. Lige meget hvor jeg kommer hen, er der folk, der sidder og griner og larmer. Alle klasselokaler er aflåst i weekenderne, så ikke engang der kan jeg få lov at sidde. Til sidst ender jeg nede i den store hal. Her er ikke et øje, og langs væggen er der trapper, hvor jeg kan sidde. Lykkelig sætter jeg mig ned og begynder at skrive, men så pludselig går haldøren op.
Gulp! Det er ham!
Et styks drømmefyr kommer gående ind i hallen iført sportstøj og med en basketball under armen. Han får øje på mig, og sender mig et hurtigt ’nå, sidder du der’-smil, inden han giver sig til at skyde efter kurven, mens han ind i mellem laver et par driblinger rundt i salen.
Jeg prøver at koncentrere mig om min stil, men jeg kan ikke lade være med at kigge efter ham. Kun når han opdager, at jeg kigger på ham, skynder jeg mig at kigge ned og lader som om, jeg koncentrere mig.
”Hvad hedder du?” spørger han pludselig og kommer hen imod mig. Han stiller sig neden for trappen og kigger på mig.
”Jane,” siger jeg. Han bliver stående lidt endnu og kigger, men så bevæger han sig op af trinene.
”Kun et navn?” spørger han, og sætter sig ved siden af mig. Jeg trækker på skulderne.
”Det er mere end, hvad jeg ved om dig.” Wauw, hvor kom den smarte replik lige fra?
”Jeg hedder Mark,” smiler han. ”Men du ka’ bar’ kalde mig Brad Pitt.” Han blinker. Jeg kan slet ikke lade være med at smile. Han oser af selvtillid.
”Du må vær’ ny i år, ik’ sandt?” spørger Mark, mens han lader basketballen snurrer rundt på den ene finger.
”Jo,” siger jeg. ”Jeg tog niende klasse i folkeskolen.”
”Ked’ligt,” mener han. ”Jeg syn’s ik’ folkeskolen var til at hold’ ud. Lærerne var dødked’lige, skolen var noget være bras, og så var der jo ik’ sådan nogle hotte chicks som dig.”
Jeg rødmer fuldstændig vildt og skynder mig at kigge væk, mens jeg smiler. Han er helt ufatteligt charmerende.
”Så hvor er du fra?” spørger han.
”Århus,” siger jeg. ”Og du?”
”Ringsted.”
”Jamen, det ligger jo på Sjælland,” udbryder jeg overrasket.
Han griner.
”Nå, der er nok rigtig en der ka’ sin geografi.”
Jeg rødmer en smule igen, men spørger så:
”Hvis du kommer fra Sjælland, hvorfor går du så i skole i Jylland?”
”Det en lang historie,” siger han. ”Men altså, mine forældre sku’ skilles, og jeg trængte til at komme lidt væk i postyret.”
”Åh,” siger jeg tøvende. Nu han siger det, kan jeg egentlig godt høre, at han har en lidt anderledes dialekt. ”Men burde du så ikke have en psykolog at snakke med?”
Han kigger på mig. ”Hvorfor det? Jeg har jo dig.”
Jeg kommer til at smile over hele hovedet og kigger ind i hans nøddebrune øjne. De smiler til mig, og giver mig en fornemmelse af at være overdrevet lækker.
Så bryder Mark pludselig øjenkontakten.
”Nå, jeg må videre,” siger han, og begynder at gå ned af trappen. ”Vi ses, Jane.”
”Vi ses,” siger jeg og kan mærke, hvordan jeg bliver helt varm inden i.
Så vibrerer det pludselig i min lomme, og jeg fisker mobilen frem. Så rødmer jeg igen. Beskeden er fra David.

*
Jane, er du okay? Hvad laver du? Hvorfor svarer du ikke på min mail?
– David.

Jeg tøver med at svare, for jeg kan godt se, at det vil være rimelig dumt at skrive sandheden: ’Jeg har lige siddet og snakket med en herre lækker dreng, der hedder Mark. Desuden havde jeg fuldstændig glemt alt om din mail.’
Normalt er jeg ikke en person, der lyver, men lige nu er det nødvendigt.

Hej skat, ja jeg er helt okay. Jeg har bare ikke haft adgang til computerummet og har meget travlt med mine lektier.

Jeg får det dårligt allerede, da den er sendt af sted. Jeg har aldrig løjet for David før, og jeg kan virkelig ikke lide at gøre det. Løgne hører ikke hjemme i et forhold.
Jeg går tilbage til mit værelse. Rockmusikken er holdt op, og jeg ligger mig på min seng og slapper af et øjeblik. I det næste øjeblik kommer Cilina ind af døren.
”Gud Jane, ligger du der?” siger hun overrasket, mens lugten af hest spreder sig i værelset.
”Ja, jeg gik lige kold,” siger jeg og rynker på næsen over stanken. Ad, hest lugter ikke godt.
”Hov undskyld,” siger Cilina og finder noget rent tøj i klædeskabet. ”Jeg skal nok skynde mig i bad nu.” Hun griber sin deodorant. ”Du gætter for resten aldrig hvem der smilede til mig da jeg kom tilbage fra stalden,” siger hun drømmende.
”Mark,” gætter jeg.
”Hvem er Mark?” spørger hun, og jeg kommer i tanke om, at hun jo ikke kender hans navn.
”Drømmefyr,” retter jeg, ”som altså hedder Mark.”
Cilina spærer øjnene op. ”Hvor ved du det fra?”
”Det fortalte han mig.”
”Guuud! Spurgte du ham?”
”Ikke sådan direkte, men-”
”Mark… det er det smukkeste navn jeg nogensinde har hørt!” Hendes øjne bliver endnu mere drømmende. ”Jeg tror, jeg er forelsket, Jane.”
”Så tag lige at være forelsket ude i badet,” siger jeg. ”Du stinker!”
Cilina smiler hurtigt og skynder sig så ud til badeværelserne. Jeg skynder mig at åbne vinduet og få luftet ud. Både for hestelugt, men også fordi Cilinas kærlighedssnak på en eller anden måde gør tilstedeværelsen kvalmende.

*
Jeg tager mig selv i at tænke en del på Mark. Jeg mener, han var jo skide sød! Og så var han nem at snakke med. Derfor chokerer det mig også mere end meget, da jeg opdager, at han er gode venner med Rebecca. Da Cilina og jeg kommer ned til frokosten om søndagen, sidder han sammen med dem og snakker. Han og Rebecca sidder tæt sammen, næsten som om de er kærester. Tanken gør mig sur. Mark fortjener sku noget bedre!
Da Mark ser mig, smiler han og vinker. Både Rebecca og Cilina bliver forbløffet.
”Hvem er hun?” spørger Rebecca snerpet.
”Det er min ven Jane,” siger Mark og smiler endnu mere til mig. Rebacca virker dybt fornærmet.
”Jamen, hej Jane,” siger hun og prøver at lyde sød. Det er ligesom om, hun gerne vil gøre indtryk på ham.
”Hej,” siger jeg hurtigt og kan mærke, hvordan alle pludselig stirrer på mig. Det er vidst ikke hver dag, Rebecca får nye venner.

Og sådan ender oktober, og erstattes med en regnfuld november. Det bliver koldere, og bare det at skulle fra sovehusene over på skolen, er efterhånden en lidelse. Cilina og jeg bruger mere tid indendørs ved kaminen i fællesstuen, mens vi hygger os med snak og sladder og går kun ud, hvis det virkelig er nødvendigt.
En dag, da vi sidder helt alene i stuen, spørger Cilina pludselig:
”Jane, tror du egentlig Mark kan li’ mig?” Spørgsmålet rammer mig, som havde nogen hældt iskoldt vand ned ad ryggen på mig.
”øhh…” siger jeg og kigger mig hjælpeløst omkring.
”Jeg mener…” fortsætter Cilina, ”han smiler til mig, når jeg ser ham, men vi har aldrig talt sammen, og jeg mener… nu har vi ligesom snart gået her i et tre måneder.”
Endnu en gang er der noget, der kommer helt bag på mig. Jeg har faktisk snart været på skolen i tre måneder!
”Han synes da sikkert, du er sød…” siger jeg, og prøver at sno mig uden om. Hvordan skulle jeg kunne vide, hvad Mark synes om Cilina?
Cilina trækker på skulderne og kigger drømmende ind i kaminen.
Så kommer jeg pludselig i tanke om noget.
”Cilina, kan du huske den dag ved søen, hvor vi badede?” spørger jeg.
Cilina kigger på mig. ”Ja?”
”Kan du huske…” Jeg tænker mig om et øjeblik for at sige det rigtigt. ”Kan du huske, at vi skændes med Rebecca, og så nævnte hun noget, der fik Tutti til at rødme. Noget med en dreng, der hed Nicolaj.”
Cilina nikker. ”Ja, det kan jeg godt huske.” Hun kigger sig omkring for at sikre sig, at der stadig ikke er nogen i nærheden. ”Hun er egentlig ikke så glad for, at man snakker om det, men du er jo hendes ven så… Som du ved, gik Tutti jo også på skolen sidste år, ik? Der gik der en dreng, der hed Nicolaj, som Tutti var helt fortabt i. En dag fandt Nicolajs venner ud af det, og de besluttede, at de ville lave sjov med hende. Derfor lod Nicolaj som om, at han også var vild med hende og spurgte Tutti, om de skulle komme sammen. Tutti var selvfølgelig helt vild, for hun troede jo at Nicolaj var forelsket i hende. Men han kørte bare rundt med hende og endte med at få hende i den pinligste situation.”
Cilina stopper og tager en slurk af sin te.
”Hvad gjorde han?” spørger jeg, ivrig efter at høre mere.
”Det var noget med, at han stod midt i spisesalen, hvor alle kunne se ham, da Tutti kom og gav ham et kæmpe kys,” siger Cilina. ”Han skubbede hende væk og spurgte, hvad fanden hun havde gang i, hvorefter han skyndte sig hen og kyssede sin rigtige kæreste. Så stod Tutti ellers der, mens alle stirrede på hende, og mens Nicolajs venner grinede og pegede fingre af hende.” Cilina ryster irriteret på hovedet. ”Jeg bliver så sur, hver gang jeg tænker på dem.”
Jeg nikker. ”Stakkels, stakkels Tutti,” siger jeg. ”Men hvad skete der så med Nicolaj? Han går vel ikke på skolen?”
”Nej,” siger Cilina. ”Ham og hans venner blev taget i at ryge hash og blev bortvist. Tutti har aldrig set ham siden.”
”Røg de hash!” udbrød jeg.
”Ja,” Cilina nikker. ”Åndssvage i hovedet var de! De hører til en forfærdelig slags af menn-sker. Mennesker man skal holde sig langt væk fra! Ligesom Rebecca. Hun kunne nemt være en af dem.”
Så kigger hun igen ind i ilden.

Den første uge af november går hurtigt, og før jeg ved af det, er der kun en enkelt dag til den 9. november – min fødselsdag. Jeg fylder 16 år på en kedelig torsdag, og jeg har først tid til at rejse hjem om fredagen. Siden jeg begyndte på skolen, har jeg kun set mine forældre to gange, for afstanden imellem os er så stor. Vi har telefoneret, men jeg glæder mig alligevel sygt til at se dem igen. De har lovet mig et stort fødselsdagsparty, og farmor kommer også. Det bliver rigtig godt!
Men på dagen skal jeg fejres af Cilina, Maja og Tutti. De har også lovet party på mig og Cilinas værelse, og der skal festes hele natten, siger de.
I køkkenet har jeg bestilt pastasalat til aftensmad. Fødselsdagsbørn må nemlig bestemme menuen.
”Det bliver et brag af en dag!” siger Tutti. ”Det har du nemlig fortjent, søde Jane.”

”I dag er det Janes fødselsdag, hurra, hurra HURRA!” Lyden bliver højere og højere i mit hoved, indtil den endelig vækker mig. Jeg slår øjnene op og kigger op på Cilina, Maja og Tutti, der synger af lungernes fulde kraft.
”TILLYKKE JANE!” råber Maja, og så kaster de pakker ned på sengen.
”Ej, det skulle I ikke have gjort!” siger jeg, mens jeg prøver at holde min trang til straks at flå papiret af.
”Spar dig,” siger Maja. ”Få dem nu bare pakket op.” Det lader jeg mig ikke sige to gange. En, to, tre og så er papiret af den første pakke. Den indeholder et indrammet billede af os alle fire. Det blev taget den dag ved søen, hvor vi badede, og vi står alle sammen i bikini og griner over hele hovedet.
”Sejt!” siger jeg og beundrer billeder. Så springer jeg ud af min seng, og hænger det op på min opslagstavle.
”Det ser godt ud,” siger Tutti.
”Jeps,” siger jeg og springer hen på sengen igen. ”Kom så med resten af gaverne!”

Da vi kommer ned til morgenmaden, kommer lærerne og siger tillykke. Der er sat et flag på mit sædvanlige bord, og rundt omkring lyder der også lykønskninger til mig.
”Tillykke Jane,” lyder det pludselig tæt på, og jeg kigger ned. Der sidder Rebecca og kigger på mig. Det er første gang hun har sagt noget til mig, siden dengang Mark sagde, vi var venner.
”Øh, tak,” siger jeg hurtigt og smiler. Anna og Nickie sender også et hurtigt smil, men skynder sig derefter videre

I dansktimen fortæller Annelise Jensen om reklamer.
”En reklame skal altså fange vores opmærksomhed,” siger hun. ”Og hvordan gør den det?”
Maja rækker hånden op. ”Med et godt blikfang,” siger hun.
”Lige præcis,” siger Annelise. ”Reklamer skal have et godt blikfang. Hvad kunne for eksempel være et godt blikfang for en parfumereklame… Caroline?”
”En virkelig køn pige, der sidder i en blomstereng,” foreslår Tutti.
”Ja, god idé,” siger Annelise. ”Piger og drenge, der virkelig er noget ud over det sædvanlige, fanger nemt vores opmærksomhed. De er ligesom et drømmebillede på det, vi andre gerne… ja, Jane?” Jeg har rakt hånden op.
”Må jeg gå på toilettet?” Jeg har virkelig bare skullet hele timen.
”Ej, kan du ikke lige holde det sidste kvarter?” spørger Annelise.
”Jamen…” begynder jeg.
”Nå ja, du er jo fødselsdagsbarnet i dag,” siger Annelise så. ”Smut du bare.”
”Tak,” siger jeg og skynder mig ud af døren. Jeg drejer til højre ned mod toiletterne, men pludselig lyder der en stemme bagfra.
”Nå, jamen der har vi jo føds’dagsbarnet.” Jeg snurre rundt og ser, at Mark står lidt længere henne ad gangen og læner sig op af væggen.
Jeg smiler. ”Hej Mark.”
”Nå, blev du os’ træt af at høre læreren kagle?” spørger Mark og kommer hen til mig.
”Nej, jeg skulle bare lige på toilettet…” begynder jeg, men Mark er åbenbart ikke interesseret i at høre svaret.
”Ellers spændende time I har,” siger han, og stille sig op af væggen ved siden af mig. ”Det gælder om at ha’ et godt blikfang. Du ville vær’ en go’ reklame, Jane.”
”Hvad mener du?” spørger jeg. Han kigger på mig.
”Du fanger min interesse li’ med det samme,” siger han.
Jeg kan mærke varmen stige op i kinderne, og jeg skynder mig at kigge væk, mens jeg stryger fingrene gennem håret, ligesom jeg altid har set Rebekka gøre det.
”Jeg har for resten en føds’dagsgave til dig,” siger Mark så.
”Har du det?” spørger jeg forundret.
”Jep,” siger han, ”men du må kun få den, hvis du lukker øjnene.”
”Skal jeg lukke øjnene?”
”Ja, ellers får du den ik’.”
Jeg tænker mig om et øjeblik, men så lader jeg øjenlågene falde i.
Mark bevæger sig, og pludselig kan jeg lugte hans deodorant så kraftigt, at jeg ved, han er kommet helt tæt på. Hans hænder tager fat i mine skuldre, mens han får mig til at knække i ryggen… Og så kysser han mig.
Tusinde af lyserøde farver svæver forbi mine øjenlåg, mens et helt cirkusorkester marcherer rundt i min mave. Gulvet forsvinder under mig, og jeg svæver rundt i den tomme luft, kun holdt fast af Marks stærke hænder.
Og så slipper han mig. Jeg kommer til mig selv og åbner øjnene. Mark smiler til mig.
”Nå, jeg må nok os hellere komme tilbage til min time,” siger han og stryger en hånd ned over min kind. ”Vi ses skat.” Han begynder at gå hen imod udgangen, mens jeg endelig kommer til mig selv.
”Men…” når jeg lige at sige, inden døren smækker efter ham. ”Jeg har en kæreste…”

*
”Jane, er du okay?” Cilina kigger uroligt på mig.
”Hva?”
”Cilina har ret, du er slet ikke dig selv,” siger Tutti. ”Er du dårlig?”
”Nej-nej.” Jeg smiler og kigger drømmende væk. De lyserøde skyer vil slet ikke forsvinde, og det er som om, jeg slet ikke har fundet jorden igen.
”Du virker bare fuldstændig totalt overlykkelig,” siger Maja, mens hun sætter sig ned ved vores bord i kantinen.
”Gør jeg det?” Jeg kan slet ikke lade være med at smile. ”Måske er det fordi, jeg lige har fået verdens bedste fødselsdagsgave.” Jeg skal lige til at sætte mig ned, men i det næste nu lyder der et højt råb.
”JAAAANE!!!” Rebecca kommer farerne hen til mig, og i næste nu giver hun mig et kæmpe kram.
”Ej Jane,” siger hun, ”du skal da sidde ved vores bord!” Hun hiver mig hen imod Anna og Nickie, mens alle omkring os sender uforstående blikke.
”Mark fortalte mig det,” himler Rebecca. ”Det er bare så sødt! Hvad vil du have at spise?”
Jeg kigger bare dybt forundret på hende.
Nogle gange i mit liv har jeg bare lyst til, at jeg lige kunne sætte alting på pause og tænke over det hele, inden livet er nødt til at gå videre. Hvad er grunden til, at Rebecca lige pludselig virker som min hjerteveninde?
”Jeg kan virkelig godt lide din hårfarve,” siger Anna. Hun sætter sig på bordet og smækker stiletterne op på sin stol. ”Hvor har du fået det farvet?”
”Øhm, jeg er født med det…” siger jeg.
”Neeej! Er det rigtigt? Vildt!” Hun begynder at undersøge mit hår for, om hun virkelig ikke kan finde tegn på farve.
”Her,” siger Rebecca og skubber sin salat hen til mig. ”spis noget, Jane.”
”Øh, tak,” siger jeg og tager imod den gaffel, hun rækker mig. Jeg kigger hen på Cilina og de andre. De sidder alle sammen med let åben mund og stirrer på os.
”Jane, du må virkelig fortælle mig, hvordan du lægger din makeup så perfekt,” siger Nickie og beundrer mit ansigt.
”Jeg har været på et makeupkursus,” siger jeg og nipper forsigtigt til salaten.
”Oh my God! Sådan et må jeg på!” Nickie er helt oppe og køre. ”Hvor ligger det henne? Hvad gav du for det?”
”Nickie, giv lige Jane fred et øjeblik, ik?” siger Rebecca. ”det er trods alt hendes fødselsdag.”
”Ja ok,” siger Nickie og retter lidt på sit hår. ”Jeg ville altså bare vildt gerne på sådan et kursus.”
”Ja, du kunne også godt bruge det,” siger Rebecca på en måde, der får mig til at le. Rebecca kigger på mig, og så ler hun pludselig også. En rigtig veninde-latter.
”Ej Jane kom, du skal med ud i solen,” siger Anna. ”Den skinner jo på din store dag.” Så springer de alle sammen op og begynder at trække mig med udenfor. Jeg når at fange Cilinas øjenkontakt og trække uforstående på skulderne.
”Hvor har du gået i skole før?” spørger Anna, da vi er kommet udenfor.
”I Århus,” siger jeg.
”Var det en god klasse?”
”Ja, den var fin.”
”Hvad hed din bedste veninde?” spørger Nickie, og prøver at komme hen ved siden af mig, men Rebecca er i vejen.
”Ida.” Og hun er stadig min bedste veninde, tænker jeg.
”Havde du en kæreste?” spørger Rebecca så. Jeg er lige ved at falde, så meget kommer hendes spørgsmål bag på mig. Jeg havde netop glemt alt om David og Mark. Nu strømmer det hele ind over mig igen.
Det begynder at svømme i mit hoved. Skal jeg nævne David, eller skal jeg lade det være min egen sag?
”Nej, jeg har aldrig haft en kæreste før,” siger jeg. Jeg kan straks mærke, at jeg får det dårligt.
”Seriøst?” gisper Anna. ”Dig, der er så køn!”
Jeg smiler og bliver lidt rød i kinderne.
”Hvad skal du lave i eftermiddag?” spørger Rebecca og får drejet samtalen i et kraftigt 90 graders sving.
”øh…” siger jeg, da det pludselige emneskift kommer bag på mig. ”Ikke rigtig noget før-”
”Ej hvor fedt,” afbryder Rebecca, ”kommer du så ikke op til os? Så kan du se vores værelse.”
De stirrer alle tre forventningsfulde på mig.
Åh Gud! Hvad tid var det Cilina og de andre ville holde party? Kan jeg være bekendt at gå nogle steder?
”Tjo…” begynder jeg. ”Det vil jeg da gerne, men…”
”Great!” afbryder Rebecca igen. ”Så ses vi efter sidste time. Hus to, værelse elleve.”
Middagspausen er netop forbi.
”Go’ eftermiddag,” siger Anna, og så er de alle tre forsvundet. Jeg venter et øjeblik, så går jeg hen imod fysiklokalet.

*
Du har været utro!
Nej, det var ham der kyssede mig, ikke omvendt.
Men du kunne jo lide det!
Det var kun fordi, han kyssede godt, jeg er ikke forelsket i ham!
Du tænker på ham hele tiden!
Ja, som min ven! Jeg er forelsket i David, også selvom det er længe siden, jeg har set ham.
Det er meget længe siden, I har været sammen!
Ja, der er langt imellem os! Det betyder ikke, at vi ikke kan lide hinanden.
Det er også længe siden, I bare har snakket sammen!
Vi har travlt! Der sker jo hele tiden noget herude. Desuden skal vi snart mødes!
I har ikke nogen aftale!
Nej-nej, jeg ved det! Men jeg ringer nok snart til ham. Desuden kunne han da også godt ringe.
Så du er sur på ham?
Nej! Jeg mener bare ikke, det behøver være mig. Han kan da ligeså godt.
Tjah, men nu ser det jo også ud som om, han har glemt din fødselsdag.
Vel har han ej! Han ringer efter skole, det er jeg sikker på!

Min indre stemme bliver ved med at drille mig. De samme spørgsmål dukker op igen og igen, og jeg bliver ved med at se David og Mark foran mig. Jeg har intet hørt om, hvad der er blevet sagt i timen, men kun siddet og gloet ud af vinduet. Da timen endelig er forbi, opdager jeg det ikke engang.
”Jane?” Cilina vifter med en hånd foran mig.
”Hva?” Jeg kommer forvirret til mig selv.
”Timen er slut… har du overhovedet hørt efter?”
”Tja, øh…” Jeg trækker på skulderne.
Cilina ryster bekymrende på hovedet. ”Du er altså underlig i dag, Jane,” siger hun.
”Tak.”
”Nej, hold nu op, jeg mener det ikke sådan. Men er du sikker på du er okay?” Vi begynder at gå hen ad gangen.
”Ja-ja, jeg er helt på toppen.” Jeg kigger på min ur. Ti minutter i fire, jeg skal snart være oppe ved Rebekka.
”Sætter du dig ned og laver lektier inden vores party?” spørger Cilina.
”Øhm, nej…” siger jeg, og tøver lidt. ”Rebecca har inviteret mig på besøg på hendes værelse.”
Cilina rynker brynene. ”Ja-ja, det må du vel selv bestemme. Men husk at være tilbage klokken seks. Og du må ikke komme for tidligt!”
Så skynder hun sig videre.

*
Rebekka åbner døren med det samme.
”Jane,” siger hun glad, og giver mig et knus. ”Kom indenfor.”
”Tak,” siger jeg og træder ind ad døren. Anna og Nickie sidder på en af sengene og smiler til mig. Jeg smiler hurtigt tilbage, inden jeg kigger mig omkring i rummet.
Fra allerførste øjekast er jeg helt sikker på, at de voksne aldrig kigger herind! Tøj ligger spredt overalt på gulvet sammen med sodavandflasker og gammelt slikpapir, sengene er ikke redt, som de skal være, og støvet ligger i så tykt et lag, at man kan se det. Yark!
”Her roder måske lidt,” siger Rebecca, ”men jeg synes, det giver et mere personligt look.”
”Helt sikkert,” nikker jeg. Værelset giver faktisk en fin fornemmelse af, hvordan Rebecca er.
”Sid ned,” siger Anna og klapper på sengen ved siden af sig. Jeg tøver lidt, men sætter mig så. Anna begynder straks at rode med mit hår.
”Tænd lige for musikken,” siger Rebecca, og Nickie skynder sig at trykke på en lille, fedtet båndoptager. Lyden begynder at hamre ud i rummet, og en sangerinde synger med høje toner.
”Uhh, jeg elsker den her sang,” siger Anna og begynder at synge med. For mig lyder det som om, sangerinden burde holde lidt igen. De høje toner lyder ikke helt godt.
”Ej Jane, jeg kunne altså rigtig godt tænke mig at plukke dine øjenbryn,” siger Rebecca pludselig, mens hun kigger på mig. Jeg får straks kuldegysning.
Jeg har aldrig plukket øjenbryn. Jeg hader det! Det gør så utrolig ondt, og at lide for skønheden er ikke lige mig.
”Ej ja!” ubryder Anna, ”vi giver dig en fødselsdags-makeover.” De virker alle tre helt vilde med ideen. Kun jeg er lidt tilbageholdt, men inden jeg når at takke nej, er de allerede i gang med at gøre klar.
Nickie skruer højere op for musikken, og den brager ud af de små højtalere. Jeg er fristet til at holde mig for ørerne, men finder det uhøfligt.
I det samme lyder der høje bank på døren.
”SÅ SKRU DOG NED!” bliver der råbt, og derefter følger flere høje bank.
”SÅ LUK DOG RØVEN!” råber Rebecca bare tilbage, og der bliver stille på den anden side.
Nickie himler med øjnene. ”Gid hun dog ville passe sig selv. Det er hårdt nok at skulle sove i samme rum som hende.”
”Jeg forstår ikke hvorfor du ikke har bedt om et single endnu,” siger Anna, der er ved at sætte mit hår op, så det ikke kommer i vejen når der skal laves makeover.
”Det har jeg sku da os,” siger Nickie fnysende. ”Men idioterne siger, at jeg skal blive lidt mere social, og de nægter at flytte mig.”
Jeg går ud fra, at idioterne er lærerne.
”Skru nu bare ned,” siger Rebecca opgivende. ”Man kan jo knap nok høre, hvad man selv tænker.”
Nickie virker helt paf, men skynder sig at skrue ned. Så begynder hun at bladre i et modeblad, for at finde den makeup, der skal passe til mig.
Anna smører en tyk, stinkende masse i hovedet af mig og masserer den ind med fingrene. Imens roder Rebecca imellem sit tøj for at finde noget, jeg kan låne.
”Har du fundet noget passende?” spørger Anna, mens hun tørrer den overskydende masse af mit ansigt.
”Har fundet nogle valgmuligheder,” siger Nickie og smækker bladet op på sengen. ”Vi kan lave smokey eyes, eller vi kan lave det her hvor læberne er mere fremtrukne. Eller også bare noget mere neutralt.”
”Hvad er smokey eyes?” spørger jeg forvirret. Godt nok har jeg været på makeupkursus, men det her glemte de vidst at nævne.
”Meget mørke og fremhævede øjne,” forklarer Anna. ”Det tror jeg vil passe godt til dig, Jane. Du har meget kønne øjne, de skal fremhæves.”
”Ja-ja, vi skal også ha’ gjort noget ved håret,” siger Rebecca og river bladet ud af hånden på Nickie.
”Jeg tror vi laver en sideskildning og giver dig pandehår ved hjælp af det. Og så skal der bare en masse gelé i for at holde det.”
”Hvad!” udbryder jeg, inden jeg kan holde det tilbage. ”Vil du klippe i mit hår?”
Rebecca griner. ”Er hun ikke kær?” siger hun til de andre. ”Bare rolig lille Jane, selvfølgelig klipper jeg ikke i det. Vi reder det ned sådan, at det kun dækker halvdelen af ansigtet. Det er super in lige for tiden.”
Jeg bliver straks flov. ”Nå ja, selvfølgelig,” siger jeg og lader så ellers Anna gå i gang med pudderet.
Rebecca sprøjter vand i mit hår, og begynder så ellers at rede det igennem. Bagefter putter hun store mængder gelé i det og virker så tilfreds.
”Lad mig ordne læberne,” siger hun og skubber Anna væk, der netop af blevet færdig med at ligge det fjerde lag mascara på mine øjenvipper.
Rebecca læner sig tæt ind til mit ansigt for at kunne styre den helt lyse læbestift rigtigt. Jeg kigger på hendes øjenmakeup og ser, hvor perfekt de sorte og hvide streger er lagt. Der er intet at sige til, at Rebecca er så køn.
”Put nu ikke for meget på,” siger Nickie, ”det bliver for overdrevent, når hun har smokey eyes.”
”Jeg tror godt, jeg kan finde ud af det selv, Nickie!” siger Rebecca irriteret og kaster lidt med håret. Så tager hun en utrolig lårkort nederdel og en sort Dolce&Gabbana-top frem.
”Prøv det her, Jane,” siger hun og kaster det over til mig.
Jeg er ikke meget for at skulle til at smide tøjet, men jeg gør det alligevel. Rebeccas tøj passer mig heldigvis glimrende.
”Ej, det er altså snyd, at du er så tynd!” sukker Anna. ”Det tøj sidder bare perfekt på dig.”
”Så mangler vi bare nogle sko,” siger Rebecca og går over til sit skab igen. Her finder hun nogle sorte stiletter frem.
”Prøv dem her, Jane.”
Jeg tager forsigtigt stiletterne på. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om at gå på sådan nogle hæle, men jeg må indrømme, at det ser godt ud, når Rebecca og de andre kommer gående.
Jeg kommer lidt vaklende på benene.
”Uh, det er vidst længe siden, jeg har haft stiletter på,” siger jeg og støtter mig lidt til væggen.
”Det skal du nok hurtigt få vænnet dig til,” siger Rebecca. ”Stiletter giver stil!”
”Og så får det dine ben til at virke ekstra lange,” siger Anna.
”Fedt,” siger jeg og prøver at virke troværdig. Inderst inde har jeg allermest lyst til bare at få mine flade gummisko på igen.
”Prøv at se dig selv i spejlet,” siger Nickie og peger på spejlet ved Rebeccas skab. Jeg går stille, for ikke at falde, hen og kigger ind i det.
Chok!
Mine øjne er tegnet kraftigt op, og det får dem til at fremstå skinnende og smukke. Mine læber skinner også af den lyse læbestift, og mit hår sidder helt perfekt. Jeg anede ikke, jeg kunne se sådan ud!
”wauw,” hvisker jeg.
”Ja, se hvad makeup kan gøre,” siger Rebecca. Jeg ved ikke helt om det skal tages som en kritik eller kompliment, så jeg smiler bare.
”Du ser brandgodt ud,” siger Anna.
”Nickie, du må hellere gå nu,” siger Rebecca og sætter sig på sengen.
”Hvorfor er det altid mig?” spørger Nickie irriteret og kigger på Anna.
”Øh, jeg gjorde det ligesom sidst!” siger Anna hårdt og kaster med sit hår. ”Det er ligesom din tur!”
”Øh nej, jeg gjorde det ligesom to gange før dig!” giver Nickie igen, mens Rebecca himler irriteret med øjnene ved siden af mig.
”No way!” siger Anna og vender afvisende håndfladen imod Nickie.
”Nickie, du er nedstemt,” siger Rebecca. ”Hent dem nu bare og få det overstået.”
Nickie ligner en, der gerne vil svare igen, men det er tydeligt, at hun ikke tør sætte sig op mod Rebecca. Et øjeblik står hun bare og ser sur ud, men så tager hun sin jakke og skynder sig ud.
”Hvor skal hun hen?” spørger jeg forvirret.
”Ned efter pizza til vores aftensmad,” siger Rebecca og smiler. ”Det skal jo være en rigtig tøseaften.”
”Jamen vi må ikke spise på værelserne,” udbryder jeg. ”Måltiderne er obligatoriske, og jeg har oven i købet bestilt pastasalat i dag.”
Rebecca trækker bare på skulderne.
”Bare rolig Jane,” siger Anna. ”Der er ikke nogen, der opdager det.” Hun smiler.
Jeg har mest lyst at råbe, at nu gider jeg ikke mere, men jeg kan ikke få mig selv til det. På en eller anden måde kan jeg godt lide at være sammen med Rebecca. Det er lige som om jeg bliver mere værd.
”Er I sindssyge det er koldt udenfor,” gisper Nickie, da hun ti minutter senere kommer ind i værelset med en plasticpose i hånden. Anna hiver den straks fra hende og begynder at fiske pizzapakkerne op.
”yhmm!” siger hun og snuser ind. ”Lækkert.”
”Vi vidste altså ikke, hvad du ville have, Jane,” siger Rebecca, ”så vi har bare bestilt en med skinke.”
”Det er fint,” siger jeg. Nu da pizzaduften har bredt sig i rummet, virker pastasalaten ikke så spændende længere. Og hva’ fán, der er nok alligevel ingen, der opdager, vi er væk.
Rebecca hiver en stor flaske cola ud af sit skab og skænker op i nogle plastikkrus.
”Skål for Jane!” siger hun, og de hæver alle tre deres krus.
”Og tillykke med fødselsdagen,” siger Anna, og så drikker vi alle sammen.
Pizzaerne ryger hurtigt ned, og bagefter vil de andre tage billeder. Anna sætter kameraet på selvudløser, og så sætter vi os ellers på sengen og smiler, mens kameraet klikket løs.
Rebecca lægger en arm rundt om skulderen på mig, og læner hovedet op mod mit, mens hun smiler til kameraet. Jeg ved ikke, om jeg skal gøre det samme. Hvor gode venner er mig og Rebecca egentlig? Og er vi overhovedet venner, eller vil hun bare være sammen med mig, fordi hun tror, mig og Mark kommer sammen? Kommer mig og Mark i det hele taget sammen? Åh nej, nu begynder de spørgsmål igen at fylde mit hoved.
”Kom nu Jane, du skal smile,” siger Rebecca. Jeg flår mig selv ud af mine spekulationer og skynder mig at få et smil på læberne.
Klik, klik, klik…

”Ej, du har altså et dejligt smil Jane.”
Vi kigger billederne igennem på Rebeccas bærbar, og Nickie roser mig på alle billederne.
”Det her er det bedste,” siger Rebecca og indstiller det som sin baggrund. Hende og jeg sidder med hovederne lænet op af hinanden, mens Anna læner sig en smule op af siden på mig, mens hun har en arm om Nickie.
”Skide lækkert,” siger Anna.
Jeg nikker og giver hende ret. Så kommer jeg til at se ned på uret i bunden af skærmen. Klokken er næsten elleve!
”Hjælp! Hvordan er klokken blevet så mange?” gisper jeg. De andre kigger på uret.
”Ej, det er da ikke så sent,” siger Anna. ”Plejer du at gå i seng så tidligt?”
”Øh, nej nej selvfølgelig ikke,” siger jeg hurtigt. ”Det var bare… jeg skulle jo… jeg lovede at ringe til mine forældre, de ville gerne sige tillykke. Jeg må hellere smutte nu.”
Jeg er fuldstændig forvirret. Hvordan er klokken blevet så mange? Jeg skulle jo have været til Cilina og de andres fødselsdagsparty. Åh nej, åh nej, åh nej!
”Ærgerligt,” siger Rebecca, ”men vi ses vel i morgen så.”
”Ja det gør vi,” siger jeg og skynder mig at tage mit tøj, som jeg har lagt på sengen.
”Du må gerne låne tøjet,” siger Rebecca, ”og stiletter er en fødselsdagsgave.” Hun smiler.
”Ej Rebecca, det skal du altså ikke” siger jeg.
”Nej, det ved jeg godt,” siger hun, ”men nu har jeg jo sagt det, ik? Behold dem nu bare.”
”Jamen, så tak,” siger jeg. ”Vi ses.” Så skynder jeg mig, så hurtigt som jeg kan på stiletterne, ud af værelset.

Udenfor er det meget mørkt og meget koldt. Jeg skutter mig i den tynde cardigan, mens jeg prøver at løbe lydløst hen til mit hus. Jeg ved, at bliver jeg set af nogen nu, kan det få store konsekvenser. Derfor tør jeg ikke bevæge mig i nærheden af lygterne ved husene, og går i stedet vejen bag om dem. Jeg vakler på hælene; Det er bestemt ikke nemt at løbe på græs i stiletter.
Den ene hæl bore sig ned i jorden, og jeg snubler, mens min fod vrider om. Med en hårdt dunk lander jeg i det kolde græs.
”Av for satan!” siger jeg og tager mig til min ankel. Jeg får stiletter af, og det er lige før jeg tuder. Av hvor gør det ondt.
”Er det ik’ lidt sent på dag’n til en skovtur?”
Jeg farer sammen med et sæ, og vender mig rundt. En dreng kommer hen imod mig. En dreng med mørkt hår og brune øjne.
”Mark!”
Han smiler. ”Go’aften lille Jane,” siger han. ”Har du brug for en hånd?” Han rækker armen frem, og jeg griber ham om håndleddet, så han kan trække mig op.
”Hvad laver du ude så sent?” spørger jeg, mens jeg forsigtigt prøver at støtte på foden. Det gør heldigvis ikke så ondt.
”Jeg ku’ stille dig samme spørgsmål,” siger Mark og kigger på mig med et glimt i øjet.
Jeg bliver varm i kinderne. ”Jeg har været ovre ved Rebecca,” siger jeg og samler tøjet, som jeg tabte, op fra jorden. ”De har holdt fødselsdag for mig.”
”Nåårh, det forklar’ det jo,” siger Mark. ”Du ser for resten brandgodt ud.”
Jeg rødmer eksplosivt. ”Tak,” siger jeg.
Der er stille et øjeblik.
”Fryser du ik’?” spørger Mark og kigger på mine bare ben.
”Jo, meget,” siger jeg. Faktisk fryser jeg så meget at mine tænder klaprer. Mark lægger en arm omkring mig.
”Det ka’ vi da ik’ ha’,” siger han, og smiler til mig.
”Nej,” smiler jeg. ”Uha, jeg har en fornemmelse af mine læber er helt blå.”
”Det ka’ vi da slet ik’ ha’,” siger han og trække mig lidt tættere ind til sig. Så læner han sig frem, og kysser mig.
Kulden omkring mig forsvinder og erstattes med den dejligste varme. Det våde græs bliver til en lyserød sky, og jeg svæver af sted hen over himlen. Et sted over mig høres den dejligste fuglesang, og det er som om, jeg kan dufte sommerens blomstrer. Det er som om, jeg kan høre englene synge, mens de spiller på deres små harper, og det er som tusinde lyserøde blomster-blade daler ned over mig. Jeg er i den syvende himmel.
Så slipper Mark mig pludselig, og det hele vender tilbage. Kulden får igen mine tænder til at klapre, og mine fødder er følelsesløse i det våde græs.
”Jeg må hellere komme ind,” siger jeg.
Mark nikker. ”Ja, sov godt, min lille Jane,” siger han og slipper mig.
Jeg smiler og skynder mig hen til hus tre. Inden jeg går ind ad døren, vender jeg mig og kigger efter Mark. Han går lidt længere henne omkring hovedbygningen. Gad vide hvad det er, han laver herude så sent?

Jeg åbner døren forsigtigt, og træder ind i værelset. Her er mørkt, men jeg kender efterhånden rummet så godt, at jeg hurtigt får tændt min lille sengelampe. Så stopper jeg med et gisp. Overalt omkring mig hænger guirlander og balloner, og på min seng ligger tre røde roser. Et stort papir er hængt op på døren, og inde i et kæmpe hjerte står der ’TILLYKKE JANE – verdens bedste veninde’. Jeg står bare og kigger på tingene, mens tårerne langsomt begynder at løbe ned over kinderne på mig. Cilina ligger i sin seng og sover, og på hendes stol kan jeg se, at hendes fineste kjole ligger.
De har gjort så meget ud af det – så meget ud af at jeg fylder 16 år. Jeg føler mig som den største idiot i verden. Hvordan kunne jeg glemme det?
Jeg fjerner roserne fra min seng og finder to fødselsdagskort på puden. Det ene er fra mine forældre, der ønsker mig god fødselsdag og skriver, at de glæder sig til at se mig lørdag. Det andet er fra David.

Kære Jane

Først og fremmest tillykke med fødselsdagen. Jeg håber de fejrer dig ordentligt ude på skolen. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at sende dig en fødselsdagsgave – den får du, når vi ses.

Undskyld jeg ikke har ringet til dig. Min mobil er blevet væk, og jeg har ledt overalt – jeg er bange for, at den er blevet stjålet. Jeg kan ikke dit mobilnummer i hovedet, så har heller ikke kunnet ringe fra skolens telefon.

Nu må vi altså snart finde en dag, hvor vi kan ses. Jeg savner dig helt vildt, og vi skulle have mødtes for længe siden. Send en mail med dit mobilnummer, så ringer jeg til dig.

Hvorfor har du ikke svaret på mine mails?

Endnu en gang tillykke med dagen.
Jeg elsker dig.

David

Jeg ligger kortet fra mig på natbordet og trækker benene op under hagen. Jeg prøver at massere lidt varme i mine tæer, mens tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Rebecca, Mark, Cilina og David. Alle viser de sig inde i mit hoved.
Er Rebecca min veninde, eller er hun ikke?
Tror Mark vi kommer sammen? Kommer vi sammen?
Hvad mon Cilina og de andre siger i morgen?
Opdagede lærerne mon, at jeg ikke var der til aftensmaden?
Og hvad med David?
Er det normalt at kærestepar næsten ikke har nogen kontakt i tre måneder? Passer det at hans mobil er blevet stjålet, eller er det bare en undskyldning for, at han har glemt at ringe? Derhjemme ville jeg have vidst, at David aldrig ville lyve for mig, men det er så længe siden jeg har set ham, og jeg aner ikke, om han har ændret sig. Han har ret i, at vi snart må mødes, men hvad så med Mark? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har følelser for ham.
Og hvad med mine forældre?! Har de mon prøvet at ringe? Det er først nu det går op for mig, at jeg ikke har taget min mobil hele dagen.
Jeg fumler rundt nedenunder sengen og finder min taske, hvor jeg gemmer mobilen, når jeg ikke har den på mig. Den viser seks ubesvarede opkald, og en sms. De er alle sammen fra mine forældre. I sms’en beder de mig om at ringe lige så snart, jeg får beskeden. Men jeg kan ikke ringe nu, ikke når Cilina ligger og sover. Hun vil bare vågne.
Tårerne begynder for alvor at løbe ned af kinderne på mig. Jeg begynder at kunne mærke hvor træt, jeg egentlig er og finder mit nattøj frem. Så skynder jeg mig ud på badeværelset for at børste mine tænder. Jeg ser mig i spejlet og kigger på den smukke makeup, der nu er blevet tværet en anelse bort af mine tårer. Jeg bliver endnu mere sur på mig selv over at se den. Det er dens skyld, at jeg glemte Cilina og de andre. Eller er det Rebeccas skyld?
Nej, hun vidste jo ikke, at jeg skulle gå klokken seks. Nej, skylden er helt og andeles min egen. Det er mig, der er det store fjols. Rebecca og de andre var kun søde ved mig og brugte en hel eftermiddag på at lægge makeup på mig.
Heldigvis glemte de da det med at plukke mine øjenbryn.

*
Jeg ved, de er der allerede før, jeg åbner øjnene. Derfor bliver jeg liggende lidt endnu og lader som om, jeg sover. Jeg har ikke lyst til at møde deres blikke. Jeg ved at de er sure – og de har oven i købet god grund til at være det.
Langsomt tæller jeg til ti inde i hovedet. Så tager jeg en dyb indånding og slår øjnene op.
De kigger alle sammen på mig, og spørgsmålet lyser ud af deres øjne: Hvor var du i går?!
”Undskyld,” siger jeg. Så er det sagt, og så undgår jeg at glemme det. Men et undskyld er selvfølgelig ikke nok.
”Og din forklaring, tak,” siger Cilina kort og koldt. Hun lægger armene over kors og kigger vredt på mig.
”Jeg glemte tiden…” siger jeg stille.
”Ja-ja, det kan du jo sagtens sige,” siger Maja. ”Vi har brugt timer på at forberede din fødselsdag, og så skider du bare på det.”
”Det gjorde jeg ikke-”
”Vi sad oppe til klokken kvart over ti og ventede på dig, men du ikke så meget som gav besked om, hvad du lavede,” vrisser Cilina.
”Men jeg-”
”Og hvad med den mad du bestilte i køkkenet? Den bestiller du, og så bliver du bare væk!”
”Jamen, altså jeg-”
”Og jo tak, de voksne lagde godt mærke til, at du ikke var der. Vi var nød til at lyve om, at du var dårlig og lå i din seng. Og hvad lavede du så? Du var vel sammen med dine nye veninder!”
”Prøv nu lige at la’ mig forklare!” siger jeg irriteret. De kunne da i det mindste lade mig sige noget.
”Ja, forklar dig endelig,” siger Maja. ”Og bagefter kan du jo hjælpe med at fjerne alt det pynt, som vi brugte jeg ved ikke hvor længe på at hænge op.”
Jeg tager en dyb indånding igen. ”Okay, hør! Klokken fem i går var jeg blevet inviteret over til Rebecca, fordi de ville fejre min fødselsdag,” forklarer jeg. ”Der skete alt muligt, og tiden smuttede bare. Jeg forstår godt, I er sure, og jeg er virkelig ked af det.” Jeg kigger bedende på dem.
Cilina sukker. ”Sket er sket,” siger hun. ”Der er jo alligevel ikke noget, vi kan gøre ved det.”
Maja ligner ikke en, der ville lade mig slippe så nemt, men da Tutti virker enig med Cilina giver hun sig.
”Jeg går ned til morgenmad,” siger hun.
”Vi kommer om lidt,” siger Cilina. Så går hun over til sit skab for at finde sin taske. Tutti bliver stående og kigger på mig. Hun ser ud som om, hun vil give mig nogle gode råd, men til sidst ryster hun bare svagt på hovedet.
”Du må hellere skynde dig, Jane,” siger hun. ”Der er morgenmad om ti minutter.” Så går både hende og Cilina ud af døren.
Jeg stiger ud af sengen og finder den sorte nederdel jeg lånte af Rebecca. Så finder jeg en af mine egne toppe i skabet, og tager den på til. Det ser faktisk godt ud!
Jeg reder mit hår, som stadig sidder som Rebecca satte det i går. Jeg synes, det ser godt ud med det skæve pandehår, der falder lidt ned over det ene øje. Dernæst begynder jeg på makeup’en. Jeg putter pudder i hovedet og lægger en tynd streg eyeliner over øjet. Hvis jeg lægger en hvid streg over den sorte, kommer det faktisk til at ligne Rebeccas makeup. Og så bare med en masse mascara til. Perfekt!

Jeg kommer ned i spisesalen og bevæger mig hen imod bordet, hvor Cilina og de andre sidder. De virker stadig en smule anspændte, men jeg er sikker på, at jeg nok skal gøre det godt igen. Om nogle enkelte timer vil alt være, som det plejer.
Cilina skæver en smule til den korte nederdel, men hun siger ingenting. Ligesom de andre skænker hun mig ikke et blik, da jeg sætter mig ned ved bordet.
”Hej,” siger jeg, for at prøve at bryde isen.
”Hej,” siger Cilina kort, mens Tutti sender et hurtigt smil. Maja, der er ved at hælde mælk op, siger ingenting.
”Hvad er der til morgenmad?” spørger jeg. Jeg kan ikke lige finde på andet.
”Det der plejer,” siger Cilina bare.
”Jamen det er jo også fint,” siger jeg. Jeg ved godt det lyder lidt tamt, men et eller andet må jeg altså sige.
”Hvad skal vi have i første time?” spørger jeg så, selvom jeg udmærket godt ved det.
”Kig på dit skema,” siger Cilina. Kæft hvor er hun kold man! Jeg opgiver at kommunikere mere med hende og rejser mig for at tage en tallerken. I det samme lyder en velkendt stemme.
”Jane!” Rebecca kommer styrtende hen til mig og giver mig et stort kram.
Cilina skuler.
”Du skal da sidde henne ved os, Jane,” siger hun, mens hun holder i min arm.
”Øhm, jeg tror altså jeg sidder her i dag,” siger jeg forsigtigt, men så let slipper Rebecca mig ikke.
”Ej,” siger hun og kigger på mig med hendes bedende blik. ”De andre har sikkert ikke noget imod, at du sidder med os, vel?”
Da ingen svarer hende, tager hun det som om, de giver hende ret. ”Great! Kom så Jane, vi har stillet ting klar til dig.” Jeg følger med hende hen til Anna og Nickie, der begge smiler til mig. De sidder og nipper til hver deres skive toastbrød uden noget pålæg.
”Tag et brød,” siger Rebecca og skubber brødkurven over til mig. Normalt plejer jeg at spise cornflakes, men det ser ikke ud til, at det er det, man gør i dette selskab. Jeg tager en skive og brækker et stykke af.
”Skal du ikke have noget?” spørger jeg Rebecca, da hun ikke selv tager noget.
”Jeg spiser aldrig morgenmad,” siger hun. ”Hvis jeg springer det måltid over, taber jeg mig hurtigere.”
What! Hun er sindssyg. Jeg har aldrig set nogen så tynd som Rebecca, og så er hun på slankekur. Hvad sker der?
”Jeg spiser faktisk heller ikke så tit noget,” siger jeg. Jeg kan godt lide, når mig og Rebecca har noget til fælles. Og det falder tydeligvis også i smag ved Rebecca. Hun smiler og lægger sin arm rundt om min.
”Hvad skal du have i den første time, Jane?” spørger Anna, hvorefter hun stopper det sidste brød i munden.
”Fysik,” siger jeg.
”Oh God! Det er bare det værste fag,” siger Rebecca. ”Der er ikke noget så dræbende kedeligt.”
”Helt enig,” siger Anna med en træt stemme og børster nogle krummer af sin trøje.
”Ja, også mig,” siger Nickie, hvorefter de alle sammen kigger afventende på mig.
”Ja, det værste fag,” siger jeg, selvom jeg egentlig godt kan lide fysik. Jeg synes, det er spændende at vide lidt om, hvordan verden er bygget op.
”Kim Riksen er da også den klammeste lærer man kan få,” siger Anna. ”Jeg kan ikke klare den måde, han sætter sit hår på.”
”Nej, og han har den klammeste tøjstil ever!” siger Nickie og lader som om, hun kaster op.
”Han er helt sikkert bøsse, hvis I spørger mig,” siger Rebecca og tager en slurk af sin appelsinjuice. ”Han har også en ring i øret.”
”Derfor er man da ikke nødvendigvis bøsse,” siger Nickie. ”Der er da også mange sømand, der har ring i øret. Min onkel…”
”Luk nu røven, Nickie,” afbryder Rebecca irriteret. ”Og stop med at tro, du er så meget klogere end alle andre. Han er bøsse, sådan er det bare.” Rebecca kigger på mig.
”Ja, bøsse… helt sikkert!” skynder jeg mig at sige.

”Cilina, du kan ikke være sur på mig resten af året,” hvisker jeg irriteret, da vi sidder nede bagerst i fysiklokalet.
”Jeg er ikke sur, Jane, jeg synes bare det er mærkeligt, at Rebecca lige pludselig er blevet din hjerteveninde.”
”Hun er da ikke min hjerteveninde bare fordi, vi går sammen!”
”Nej, men i går jo heller ikke bare sammen. I klistrer nærmest til hinanden.”
”Det gør vi da ikke!”
”Hvad vil du så kalde det?”
”Vi… vi går bare sammen!”
”Ja, det klart.” Cilina kradser noget ned på sit papir. ”Men tilfældigvis glemte du dit fødsels-dagsparty i går på grund af hende. Det er altså bare ikke helt normalt.”
”Jeg har jo sagt undskyld.”
”Stadig…”
”Okay… hvad skal jeg gøre for, at du bliver glad igen?”
”Jeg er bange for, at der ikke er så meget du kan gøre.”
”Der må da være et eller andet!”
”Ja… der er måske en enkelt ting…”
”Hvilket?”
”Rejs dig op og syng nationalsangen.”
”Hvad?!”
”Du hørte det jo godt, kom så!”
”Hvordan fanden skal det hjælpe på dit humør?”
Cilinas skuldrer begynder at hoppe, og i næste nu må hun skjule ansigtet i hænderne for, at man ikke kan høre hende grine.
”Ih, altså for helvede Cilina,” hvisker jeg lettet. ”Jeg troede, du mente det!”
”Det gjorde jeg da også,” hvisker hun igennem sin fnisen. ”Det kunne da være så herre grineren.”
”Ja-ja,” siger jeg.
”Ja, så kan I vidst godt pakke sammen,” siger Kim Riksen og børster sine hænder af for kridtstøv.
”Fremragende!” siger jeg og smider mit helt blanke stykke notatpapir ned i tasken.
”Jamen Jane, du har jo slet ikke skrevet nogle notater,” siger Cilina bekymret.
Jeg trækker på skulderne. ”Whatever,” siger jeg. ”Fysik er alligevel et lortefag.”

*
Om eftermiddagen går jeg ind i computerrummet og logger ind på min mail. Der er elleve nye meddelelser!
De ni er fra David, de sidste fra mine forældre. Hurtigt skimmer jeg dem igennem.

Fra: David Hansen

Hej Jane, hvordan går det?
Det er alt for længe siden, jeg har hørt fra dig! <3


Fra: David Hansen

Jane, hvorfor svarer du ikke?

Fra: David Hansen

Hej min.
Jeg er bange for, jeg har mistet dit telefonnummer. Kan du sende en mail tilbage?

Fra: David Hansen

Svar nu, Jane!!!

Fra: Svend Poulsen

Hej mus

Jeg skriver fra fars mailadresse.

Hvordan går det ude på skolen? Det er jo ikke meget vi hører fra dig! Men som man siger: intet nyt er godt nyt.
Her hjemme ved mig og far går alting godt, men vi savner nu vores lille pige til at tage opvasken.
Ellers arbejder vi jo bare og keder os rigtig meget, når du ikke er her. Far er ved at skrive en laaang rapport til sit arbejde. Den er så lang, at jeg aldrig tror den får en ende. Men han hygger sig nu veldigt med den.

Ellers er der ikke så meget at melde. Vi ses, om ikke andet, den 11. november.

Kærlig hilsen
Mor

Fra: David Hansen

Jane, er du okay? Hvorfor svarer du ikke?

Fra: David Hansen

Svar :’(

Fra: David Hansen

Jane, hvis du ikke snart svarer, tager jeg ud på skolen til dig!

Fra: David Hansen

SVAAAAAR!!!

Fra: Svend Poulsen

Hej Jane

Hvorfor har du ikke svaret på min sidste mail?
Og hvorfor tager du ikke din mobil? Vi har ringet flere gange!

Men du skal i hvert fald have et STORT tillykke med fødselsdagen fra far og mig. Vi håber at du snart ringer, og glæder os til at se dig lørdag.

Knus Mor

Fra: David Hansen

I dag er det Janes fødselsdag, Hurra, hurra, hurraaaa!!
Tillykke, lille Jane

Svarer du ikke snart på mine mails?

David.

 

Hjælp! tænker jeg, og skynder mig at trykke ’svar’ på den sidste af Davids mails.

Kære David

Undskyld jeg ikke har svaret. Jeg har ikke tjekket min mail i en evighed.
Jeg har det helt fint – no problems.
Jeg skal hjem og fejre fødselsdag med mine forældre i morgen, måske kan du komme forbi?

KysKys Jane

Jeg har knapt nok sendt mailen, før David har svaret.
Vogter han over sin mail dag og nat eller hvad?

Jane, endelig!
Jeg var bange for, du havde mistet kodeordet til din mail.
Åh nej, lige præcis i morgen er ikke godt. Der er udflugt med skolen, og man må ikke tage hjem :’(
Men måske kan vi mødes i starten af december? Du skal vel også på julegaveindkøb?

Jeg må smutte nu, de andre vil starte en fodboldkamp.
Send dit mobilnummer tilbage til mig.

Din David.

Jeg smiler stille for mig selv. Så skynder jeg mig at sende mit nummer tilbage til David og begiver mig derefter tilbage til mit værelse for at ringe til mine forældre.

*
Det er stadig tidlig morgen, da jeg slæber min kuffert hen over skolens areal. Min bus kører om 20 minutter, og der er et lille stykke at gå. Jeg har samlet alt mit vasketøj i tasken, for så kan mor vaske det for mig. Men jeg fortryder det nu lidt, da jeg trækker den hen over jorden; den er tung som bare fanden, og jeg skal trække den helt op til busstoppestedet.
Jeg har iført mig min varme jakke og sko og har taget et par tynde strikvanter på hænderne. Graderne er styrtdykket inden for den sidste uge, og det er koldt af helvede til. Så koldt at jeg kan se min egen ånde.
Jeg tager en dyb indånding og suger det tidligere vintervejr helt ned i lungerne. Jeg elsker at ”lugte” til vejret på den måde. Det giver mig en fornemmelse af rigtig at være i live.
Jeg er netop nået ud på fortovet uden for skolen, da en velkendt stemme kalder på mig.
”Hvor ska’ du hen?”
Jeg vender mig rundt og falder lige i favnen på Mark.
”Hovsa,” siger han med et smil. ”Et styks Jane til mig.”
Jeg smiler. ”Du er tidligt oppe.” Klokken er kun otte.
”Ja, jeg ku’ ik’ sove,” siger han og tager en bid af et flute han har i hånden. ”Jeg vågner så snart det begynder at lysne lidt.”
”Træls,” siger jeg og får hanket op i min kuffert.
Mark nikker. ”Hvor ska’ du hen?” spørger han igen.
”Til bussen,” svarer jeg. ”Jeg skal hjem og holde fødselsdag med mine forældre.” Vi begynder at gå.
”Neder’n,” siger Mark og lader fraværende en hånd køre igennem håret. ”Hjem og ha’ sunget føds’dagssang af de gamle.”
”Det kan da være meget hyggeligt,” siger jeg, mens jeg trækker lidt på skulderne for at hentyde, at jeg måske giver ham lidt ret. Jeg har af erfaring lært, at folk synes bedre om en, hvis man giver dem ret i det, de mener.
”Hvornår kommer du tilbage til skolen så?” vil Mark vide. Jeg tænker mig om et øjeblik, mens vi passerer den lille købmand, hvor vi normalt handler ind.
”Sent søndag,” siger jeg så. ”Min farmor rejser helt fra Nordjylland herned for at fejre mig, så jeg kan nok ikke være bekendt at stikke af lige med det samme.”
”Så sent!” udbryder Mark trist. ”Jeg ka’ da ik’ undvære dig så længe.”’
Jeg mærker varmen stige op i kinderne, men jeg er stærkt opsat på, at være sej over for Mark. Jeg skal jo gerne imponere ham, så han bliver ved med at holde af mig.
”Det bliver du nok nød til, lille pus,” siger jeg derfor og kaster lidt med håret, som Rebecca og de andre plejer at gøre, når de spiller vigtige. Og det virker helt fantastisk – på mig altså! Jeg begynder at føle mig meget stor og betydningsfuld, og det er ligesom om Mark skrumper en smule i forhold til mig. Som en dronning træder jeg hen over fliserne i fortovet, mens alt omkring mig bliver til mine undersåtter.
Mark tager fat om skulderne på mig og får mig til at kigge ind i hans bedende øjne.
”Lov mig, at du vil komme tidligere hjem!” siger han, og de bedende øjne bliver endnu mere bønfaldende. Han er så cute, at det næsten er umuligt at stå for, men jeg har ikke tænkt mig at give op.
”Ej, det tror jeg altså ikke lige du skal regne med.” Jeg lader et par fingre køre igennem håret og kigger væk, for at hans øjne ikke skal få nogen chance for at overtale mig. Jeg vil ikke give op!
Men i det samme læner Mark sig frem og kysser mig. Mine knæ bliver bløde under mig, og jeg synker sammen. Til forskel for, at alt før var i hierarkiet under mig, er det nu det der vokser sig kæmpe stort, og mig der bliver bitte lille. Ideen om altid at give andre ret vender igen tilbage, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg sagde Mark imod. Selvfølgelig skal jeg da tilbage til ham noget før! Hvorfor skal jeg overhovedet hjem? Jeg vil da blive her hos ham.
Mark slipper mig, og virkeligheden vender tilbage. I en rum tid står jeg bare og prøver at komme til mig selv, men så endelig fungerer min stemme igen.
”Jeg skal nok prøve at komme hjem lidt før,” siger jeg.
Han smiler. ”Jeg tænkte nok, du ville ændre mening – her la’ mig ta’ din kuffert.”
”Tak,” siger jeg og giver ham den. Den var ærlig talt ved at blive for tung for mig.
Vi går det sidste stykke i tavshed. Mark har lagt en arm og skulderen på mig, og jeg kan ikke modstå fristelsen til at putte mig en smule ind til ham. Da vi når busstoppestedet sætter vi os på bænken og venter, og Mark knuger mig ind til sig. Det føles helt fantastisk.
Bussen kommer om hjørnet, og jeg rejser mig modvilligt. Mark rejser sig også og stiller sig hen foran mig.
”Vi ses, Jane,” siger han og kysser mig kort. Kort, men stadig langt nok til, at jeg er totalt bedøvet, da bussen stopper og åbner dørene. Jeg tumler ind med kufferten i hånden og falder ned i det forreste sæde. Så kigger jeg ud på Mark, der står og smiler til mig.
”Vi ses,” råber han igen, da bussen lukker dørene og kører væk.

*
Jeg kan slet ikke nyde fødselsdagen, mens jeg er hjemme. Det eneste jeg ønsker er at komme tilbage til Mark. Mine forældre har ellers gjort meget ud af det: en stor lagkage med 16 lys står på bordet, da jeg kommer hjem, omringet af bunker af gaver. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har fået så mange pakker, og jeg er overbevist om, det er fordi, mor og far savner mig så meget. Pakkerne, som jeg meget hurtigt får hevet papiret af, indeholder også langt dyrere gaver, end de plejer. Min farmor har bagt boller i hundrede vis, og jeg propper mig med dem hele eftermiddagen, mens jeg prøver at overtale min mor til, at jeg må tage hjem tidligt søndag morgen. Hun er ikke særlig begejstret nu da jeg lige er kommet, men hun vil alligevel ikke sige mig imod. Hun vil jo gerne have, jeg er glad.
Og så bliver det altså sådan, at jeg tager toget klokken otte søndag morgen, og derefter skifter til en bus, der kører mig tilbage til busstoppestedet, hvor jeg for blot 24 timer siden sad sammen med Mark.
Min taske er endnu tungere end da jeg tog af sted, fordi jeg skal have alle mine fødselsdagsgaver med ud på skolen. Jeg slæber den af sted hen over fliserne.
”Jane!” er der pludselig en der råber, og i næste øjeblik hænger Rebecca om skulderne på mig. ”Dejligt at du allerede er tilbage.”
”Hej Rebecca,” siger jeg forpustet, efter at hun nærmest fik klemt luften ud af mig. ”Hej Anna og Nickie.” De to andre er netop dukket op bag Rebecca.
”Er din taske ikke tung?” spørger Rebecca, da hun ser hvordan jeg hiver og slider i det for at få den med mig.
”Jo,” puster jeg. ”Jeg har alle mine fødselsdagsgaver i den.”
”Nickie,” siger Rebecca, ”hjælper du ikke lige Jane med hendes kuffert?”
Nickie, der tydeligvis gør alt hvad Rebecca beder hende om, skynder sig at tage kufferten (hun knækker sammen på grund af vægten).
Anna skynder sig hen og giver mig et kram, men Rebecca – der åbenbart synes hun har rettigheden til mig – får hende hurtigt væk, hvorefter hun ligger en arm om livet på mig.
”Du kan lige nå tilbage og få lidt morgenmad, hvis du vil,” siger hun, mens vi slentrer hen over fortovet (Nickie er sakket flere meter bagud fordi hun skal slæbe kufferten).
”Det lyder godt,” siger jeg.
”Vil du egentlig ikke op til os i aften? Vi skal se en DVD på min bærbar, og æde chips i lange baner.” Hun smiler stort.
Det er endnu en af de ting, jeg aldrig har forstået. Nogle piger vil ikke spise andet end salat til måltiderne, fordi de er bange for at blive tykke, men så bagefter går de direkte op og spiser slik og drikker sodavand. Har de pjækket fra deres timer ved sundhedsplejersken?
”Jo, selvfølgelig,” siger jeg.
Rebecca klapper i hænderne. ”Great!”

Om aftenen sidder jeg på Rebeccas seng, mens de andre er ved at gøre klar til filmaftenen.
”Ej, skal vi ikke give hinanden julegave, Jane?” Rebeccas øjne lyser af fryd.
”Øh…” siger jeg. Jeg har faktisk ikke så mange penge, og hvis Cilina, Maja og Tutti også skal have en, bliver jeg fuldstændig ruineret.
”Ej ja, skal vi ikke også give hinanden julegaver, Jane?” spørger Nickie, og Anna smiler ivrigt bag hende. Rebecca vender sig irriteret imod dem.
”Hvor mange penge tror I, Jane har?” spørger hun. ”Jeg kom først, sådan er det bare! Den første med melet til møllen, eller hvad fanden det nu er man siger.”
Jeg er meget tæt på at komme til at grine, men får afledt det ved at lade som om, jeg hoster.
”Jeg kan nok købe en lille ting til jer alle sammen,” siger jeg, ”men jeg har altså ikke så mange penge.”
”Det gør ikke noget,” siger Anna. ”Det er vel tanken der tæller.”
”Nemlig,” giver Nickie hende ret.
Rebecca, der ikke virker helt tilfreds over min beslutning om også at give Nickie og Anna gaver, skynder sig at skifte emne. ”Hvad vil I se?” spørger hun. Hun har fundet en kasse frem, der viser sig at indeholde en mængde DVD’er.
Grease er god,” siger Anna, mens hun lader sit blik kører hen over de mange titler, ”men Agent Catwalk er også nice.”
”Jeg kan godt lide A walk to remenber,” siger Nickie, og hiver den op af kassen, for at læse bagsideskriften. Anna læser med over hendes skulder.
”Jeg synes, Jane skal have lov at vælge,” siger Rebecca, og smiler til mig. ”Hvad vil du gerne se, Jane?” Hun holder kassen hen så jeg kan se.
”øhm…” jeg ved ikke rigtig. ”Tjah – øh – vi kan godt se Grease for min skyld.” Jeg trækker på skulderne.
”Ej, den her A walk to remember lyder ellers god!” siger Anna, og rækker mig den, så jeg kan læse teksten på bagsiden. Men Rebecca snupper den ud af hånden på mig.
”Jane har sagt, hun gerne vil se Grease, så vi ser Grease, OK!”
Anna og Nickie tør som sædvanlig ikke at sige Rebecca imod, så sådan bliver det. Anna finder chips og sodavand frem fra skabene, og den næste halvanden time bruger vi på at se John Travolta springe rundt på skærmen.
”Jeg elsker den her sang,” siger Nickie drømmende, da John Travolte og Olivia Newton-John begynder på deres romantiske duet Summernight.
”Klap i, Nickie,” vrisser Rebecca, ”vi prøver at følge med.” Hun sender Nickie et vredt blik, og Nickie skynder sig at tie stille.
Egentlig forstår jeg slet ikke, hvorfor Rebecca og Nickie er venner. Jo okay, Nickie går selvfølgelig sammen med Rebecca, fordi Rebecca fører hende frem i lyset, men om jeg begriber hvorfor Rebecca gider Nickie. Hun er efter hende hver gang hun åbner munden, og flere gange har jeg set hende lave øjne, når Nickie vender ryggen til. Hvorfor vil hun så stadig have hende med?
Jeg føler mig fristet til at spørge, men kan selvfølgelig godt se, at det vil være ondt, mens Nickie hører på det. Det er nok bedst bare at lade som ingenting.
Da filmen er slut, giver vi os til at snakke. Rebecca begynder straks at bagtale lærerne, og deres åndssvage måde at styre skolen på, og Anna og Nickie snakker ivrigt med (det vil sige Anna og Rebecca snakker, mens Nickie bliver bedt om at klappe i, hver gang hun åbner munden). Derefter vil Rebecca vide, hvad jeg skal i julen. Jeg fortæller hende, at jeg skal være derhjemme med mine forældre og små fætre og kusiner, og så begynder Rebecca at snakke om hvor irriterende små børn er. Selv holder jeg utrolig meget af mine fætre og kusiner, men Rebecca kan ikke fordrage små børn.
”De savler og gylper, og så forstår de ikke en brik af, hvad man siger til dem,” siger hun og væmmes bare ved tanken. Hun snakker videre om det samme i ti minutter mere, inden hun laver et af sine sædvanlige 90 graders sving, og pludselig spørger om jeg vil med på juleshopping den første weekend i december.
”Så kan vi få købt vores julegaver og hygge os lidt,” siger hun.
”Hvor skulle vi tage hen?” spørger jeg. Jeg mener ikke at Skanderborg har de allerbedste butikker.
”Vi tager til Århus,” siger hun. ”Det er helt klart det fedeste sted at shoppe – ja, altså bortset fra København.” Hun snupper endnu en chips og putter den i munden.
”Jamen det kan vi da godt,” siger jeg, og det får smilet på Rebeccas læber til at vokse.
”Great!” siger hun.
”Vi kan også spørge om Mark vil med,” siger Anna og blinker til mig. Jeg kan ikke lade være med at smile.
”Ja, det gør vi,” siger Rebecca hurtigt. Hun virker irriteret over, at det ikke var hendes idé.
”I er altså virkelig søde sammen – dig og Mark,” siger Anna.
Jeg smiler igen, hvorefter det går op for mig, at Anna aldrig har set os sammen.
”Er det Mark der har givet dig din ring?” spørger Nickie, og for en gang skyld beder Rebecca hende ikke om at holde mund.
”Hvilken ring?” spørger jeg og kigger ned på min hånd. Shit! Jeg går stadig med den ring, David forærede mig for så længe siden. Det var efter, jeg havde set ham sammen med Michelle, og han brugte ringen til at sige undskyld. Jeg må have vænnet mig så meget til at have den på, at jeg helt har glemt den.
”Nåårh den,” siger jeg. ”Øh… nej, den har jeg fået af mine forældre… i konfirmationsgave.”
”Den er smuk,” siger Rebecca, og løfter min hånd op for bedre at kunne se den.
”Ja,” sukker jeg, ”det er den.” Tænk at jeg kunne glemme den. Tænk hvis Mark havde set den og havde spurgt hvor jeg havde den fra! Men jeg har heldigvis haft lykken med mig.
Knap har jeg tænkt det, før det værste der kunne ske sker. Nej okay… det værste der kunne ske ville være at Mark kom ind, men så det næst værste da: Min mobil ringer, og der står ’David’ på displayet!
”Hvem ringer?” spørger Rebecca og læner sig over for at se.
”Mine forældre,” lyver jeg og skynder mig at blokere opkaldet. ”Jeg ringer til dem senere.”
”Åh Gud,” siger Rebecca med en træt stemme, hvorefter hun kaster sig ud i at snakke om, hvor træls det er, at forældre altid skal ringe.

*
November slutter, og december starter med sludbyger over hele landet. Alle holder sig så vidt muligt indendørs, og alle udendørsaktiviteter bliver aflyst. Cilina ser ikke særlig glad ud, når hun skal hele vejen uden om skolen for at komme op til Herman. Det er et langt stykke, og der er ingen træer til at dække den kraftige vind. Sammen kryber vi ind på Maja og Tuttis værelse, hvor vi drikker te og gemmer os for kulden.
”Det er den koldeste december i ti år,” siger Maja, der sidder ved sin bærbar i den anden ende af rummet. Hende og Majas værelse er identisk med Cilinas og mit. De samme senge, de samme skabe, og de samme spejle og hylder. Maja og Tutti har tilmed indrettet det ligesom os (hvilket egentlig er logisk nok, da der ikke er ret mange forskellige måder, man kan indrette det på). Den eneste forskel der er, er at Tuttis makeup-hylde er ryddet til fordel for hendes komplette Harry Potter-serie, som, efter Maja, er Tuttis kæreste ejendel. Lugten herinde er også anderledes. Eftersom både Maja og Tutti rider, er de forholdsvis ligeglade med om deres (efter min mening) stinkende ridetøj ligger fremme. Jeg ville aldrig være i tvivl om, at det er Maja og Tutti værelse jeg befinder mig i, om jeg så blev ført herind med bind for øjnene.
”Den koldeste i ti år? Det tør siges,” siger Cilina, der skutter sig under Majas dyne. ”Jeg kan ikke huske hvornår jeg har frosset sådan sidst.” Maja lukker ned for vejrudsigten og kommer hen og sætter sig ved siden af hende.
”Gad vide om juleshoppingen bliver aflyst på grund af vejret,” siger hun og kigger på den våde rude.
”Hvad?” udbryder jeg, ”skal I også på juleshopping?”
”Det meste af skolen skal på juleshopping, Jane,” siger Maja med et løftet øjenbryn. ”Jeg troede, vi havde aftalt at følges?”
Jeg rødmer og kan ikke se hende ind i øjnene. ”Jeg skal følges med Rebecca,” mumler jeg og piller nervøst ved at hul i gulvtæppet.
Selvfølgelig skal du det,” siger Maja irriteret. ”Hvordan kunne vi forestille os andet?” De kigger alle tre surt på mig.
”Vi har altså haft det aftalt længe,” siger jeg. ”Og desuden kan jeg jo ikke købe jeres julegaver, hvis I går op ad mig.”
Den undskyldning lader de til at godkende, og så giver de sig til at snakke om, hvad skolen mon vil arrangere i julen.
”Normalt plejer de at holde julebal den sidste aften inden ferien,” siger Tutti. ”Men det blev aflyst sidste år, fordi skolen fik mulighed for at komme til juleshowet i tivoli i København.”
”Mon ikke de holder det i år så?” spørger jeg.
”Det vil jeg gå ud fra,” siger Maja.
Og hun får ret. Fredagen inden den store juleshopping fortæller Annelise Jensen os om arrangementet.
”Det har været en tradition lige siden skolen blev opført,” fortæller hun, ”og vi gør meget ud af det. Man skal komme i par, dreng og pige…” (’det er ligesom i Harry Potter,’ gisper Tutti) ”… og ens fineste festtøj påkræves, hvilket vil sige kjoler til pigerne.” – Maja, der aldrig går i kjole, væmmes, og vrænger af Annelises ryg – ”Festen afholdes i den store hal og begynder klokken tyve. Hvis I har nogle spørgsmål, kan de stilles til enten mig eller en af de andre lærere.”
”Tror du Mark inviterer mig?” spørger Cilina drømmende, da jeg efter timen er gået med hende ud på pigernes toilet.
”Øh…” siger jeg. Jeg har stadig ikke fået fortalt hende, at Mark og jeg faktisk kommer sammen nu. ”Jeg tror i hvert fald ikke, du får nogle problemer med at finde en partner.” Og ganske rigtigt. Allerede 20 minutter efter Annelises time kommer en lyshåret (og faktisk temmelig lækker) dreng hen og spørger Cilina, om hun vil følges med ham. Men Cilina, der er helt sikker på at Mark vil invitere hende, siger nej, og drengen må skuffende gå igen.
Maja og Tutti virker også ret oprevet af nyheden om dansepartnere. Tutti gør det især på grund af hendes elskede bøger.
”Jo Maja, det er præcis som de gør det i Harry Potter,” siger hun ivrigt, da vi haster af sted mod matematiklokalet. ”Der skal de også invitere piger med, og det er også et julebal, og…” Hun bliver ved med at sammenligne festerne indtil Maja får forklaret hende, at hun har læst Harry Potter, og derfor ikke behøver Tutti til at refererer handlingen.
Hele skolen virker fuldstændig oplivet. Overalt står der piger og hvisker om, hvem der mon vil invitere dem med, og hver gang en dreng nærmer sig, hviner de og retter på frisuren. Drengene lader dog til at tage det helt anderledes.
”Hvorfor er det ikke pigerne, der skal invitere os?” hører jeg nogle af dem diskutere i eftermiddagspausen, mens de hele tiden skæver til en stor fok piger, der står lidt længere nede ad gangen.
Cilina kræver at bevæge sig rundt på egen hånd hele eftermiddagen, så Mark kan få fri adgang til at spørge hende. Men ingen af os ser skyggen Mark, før jeg tilfældigvis (og heldigvis alene) løber ind i ham inden aftensmaden. Han går sammen med en kammerat (eller også er han bare tjener ligesom Nickie) og diskuterer et eller andet der kunne minde om fodbold (drenge diskuterer vel heller ikke andet?)
”Hej Jane,” siger han og giver mig et kram. Jeg er glad for, at jeg har ham, så jeg ikke behøver at være bekymret for, om nogen gider invitere mig med.
”Hey Jane,” siger hans ven (tjener?) og kigger på mig med et sigende blik. ”Er du ikke gode venner med hende der Cilina?”
”Øh, jo,” siger jeg.
”Ved du om hun er optaget?”
”Øh…” jeg tænker på, hvordan det ville virke, hvis Cilina kom til festen med en af Marks venner, mens hun egentlig spejder efter Mark. ”Det tror jeg ikke, hun er.”
Han smiler, og skynder sig af sted – sikkert for at finde Cilina. Men det lader heller ikke til, at han har heldet med sig. Cilina er i hvert fald stadig opsat på at få en invitation af Mark, da jeg møder hende inden aftensmaden.
”Er der nogen, der har inviteret jer?” spørger jeg Rebecca og de andre, da vi sidder halvvejs gennem vores aftensmad (salat – sjovt nok).
”Anna er blevet spurgt af syv forskellige,” fnyser Rebecca. ”Alle sammen totalt tabere.”
”Der kom tre på en gang, så jeg selv kunne vælge,” siger Anna og ruller med øjnene. ”Som om jeg gad følges med nogle af de nørder.”
”Hvad med dig?” spørger jeg Nickie, men Rebecca svarer for hende.
”Hun skal følges med en ellers anden klammo fra niende årgang.”
Anna lader som om hun skal kaste op.
”Han er vildt lækker,” insisterer Nickie, ”og desuden skulle han rigtig have gået i tiende! Han skulle bare gå en klasse om…”
”… fordi han er dampbarn,” slutter Rebecca for hende. ”Så er man da også bare totalt hot.”
For første gang nogensinde svarer Nickie hende igen.
”Du har jo ikke engang selv nogen at følges med,” siger hun hidsigt, mens hun kigger vredt på Rebecca.
”Jeg skal sku da følges med Mark, din idiot,” siger Rebecca og spiser roligt videre.
”Men…” udbryder jeg. ”Jeg skal da følges med Mark!” Der larmer heldigvis så meget i spise-rummet, at jeg er sikker på, Cilina ikke kan høre mig.
”Det ved jeg nok godt,” siger Rebecca og putter en tomat i munden. ”Men han har ligesom to arme, ik’? Jeg gider sku da ikke følges med nogle af de andre tabere her fra skolen.”
Jeg har mest lyst til at brøle af hende, at hun kan finde sin egen, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke være uvenner med Rebecca.

*
Den næste dag er alle tidligt oppe. Vejrguderne har heldigvis hørt vores bønner, for solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Toget til Århus går klokken 10:30, og inden da skal vi køre et stykke med bus.
Jeg har aftalt med Rebecca, at jeg sidder sammen med Cilina og de andre i bussen. Ellers ville det jo heller ikke passe med sæderne, der står to og to ved siden af hinanden. Mark og Rebecca sætter sig allerforrest, og jeg kan se at Cilina sender Rebecca onde blikke. Jeg sørger for at sætte mig inderst, så Mark ikke kan se mig og begynde at smile eller vinke. Cilina ville få et hjertestop.
Efter den lange bustur, og den endnu længere togtur står vi endelig på Århus station. Her vrimler med mennesker der er på tidlig juleindkøb, eller bare skal nå et andet af togene.
”Vi ses i eftermiddag,” råber Cilina, inden hun forsvinder med Maja og Tutti.
”Kom Jane,” siger Rebecca, der netop er steget ud af toget bag mig. Hun tager mig i armen, og sammen med Anna, Nickie og Mark bevæger vi os op mod gågaden. Vi stopper ved den allerførste parfumebutik. Mark sætter sig på en stol i hjørnet (’piger og parfumer,’ mumler han irriteret), mens vi andre stormer rundt og snuser til alverdens dufte.
Mens Rebecca, Anna og Nickie er travlt optaget af de dyreste flasker, opdager jeg et tilbud øverst i butikken. En parfume koster 65 kroner, men man kan få to for 100 kroner. De dufter vældig godt da jeg stikker næsen i dem, og jeg beslutter mig for at købe en til Anna og Nickie. Rebecca må jeg finde noget andet til – hun ville aldrig gå med den samme parfume som Nickie.
Jeg skynder mig at betale duftene, og derefter vil de andre gerne med ud. Vi fortsætter, indtil Rebecca får øje på en makeup-forretning. Vi styrter derind, mens Mark igen sætter sig og surmuler i et hjørne. Jeg finder nogle øjenskygger, jeg vil give til Cilina, Maja og Tutti og vælger dem i farver, jeg tror, vil passe godt til dem; gylden til Cilina, grønne til Maja og lilla til Tutti.
Vi bruger næsten et kvarter i butikken, inden Mark siger, at nu må det være nok. Han gider ikke følges med fire piger hele dagen, der udelukkende skal kigge på sminke og duftende væske.
”Jamen så går Jane med dig Mark,” siger Rebecca. ”Det er jo også umuligt at købe hende en julegave, når hun går op og ned af en.” Hun siger det, mens hun smiler.
”Det lyder fair,” siger Mark og lægger en arm omkring mig. ”Kom så, lille Jane.”
”Vi ses senere,” siger jeg til Rebecca og de andre og følger med Mark ud i solskinnet. Udsigten til en hel dag sammen med ham gør mig så glad indeni, at jeg kunne synge. Nu må vi for Guds skyld bare ikke møde Cilina og de andre.
Og set fra det synspunkt er vi heldige; vi møder hverken Cilina, Maja eller Tutti – til gengæld møder vi noget langt værre!
Vi er netop på vej forbi det store Salling, da jeg kan høre nogen råbe mit navn.
”Jane! Jane, vent!”
Jeg vender mig i et ryk. ”David?!” Som et lyn hiver jeg mig ud af Marks greb. Jeg får øje på David, der kommer sprintende gennem mængden af mennesker. Han smiler og vinker med begge arme.
Hjælp! Hvad fanden skal jeg gøre?
”Gå bare i forvejen, Mark,” siger jeg. ”Det er en af mine gamle – øh – klassekammerater.”
Mark virker ikke helt sikker.
”Det er i orden,” siger jeg. ”Bare gå. Jeg kommer lige om lidt.”
”OK,” siger han, ”men hvis der går for lang tid kommer jeg efter dig.”
”Ja-ja,” siger jeg, hvorefter Mark går over mod Sportsmaster.
”Jane!” David er nået frem og smiler over hele hovedet.
”Hej David,” siger jeg og fremtvinger et smil. Han ser langt bedre ud, end jeg husker ham. Det blonde hår, det kønne ansigt, de grønne øjne.
”Gud hvor er det længe siden,” siger David og kaster sig i armene på mig. ”Jeg har ringet utallige gange.”
Sandt nok, tænker jeg. Men hver gang han ringede, var jeg enten sammen med Rebecca eller Mark.
”Du ringede altid, når der sker noget fælles på skolen,” siger jeg. ”Men undskyld, jeg skulle have ringet tilbage.”
”Det gør ikke noget,” siger David og slipper mig. ”Nu er du jo her.”
”Ja,” siger jeg. ”Nu er jeg her.”
”Du ser… anderledes ud,” siger han og kigger op og ned ad mig. Jeg er i jeans, Rebeccas Dolce&Gabbana-top, og en cardigan til at holde varmen. Jeg har helt sikkert også mere make-up på end sidst, han så mig.
Da jeg ikke svarer, fortsætter David.
”Hvem var det du fulgtes med?” spørger han.
Hjælp! Jeg vidste, det ville komme. Mundlam kigger jeg på David, mens min hjerne kører på højtryk. David eller Mark? Jeg bliver nødt til at vælge, og jeg bliver nød til at vælge nu.
”Jeg…” begynder jeg, men en stor klump sætter sig i halsen. Jeg holder utrolig meget af Mark, men jeg har også så mange dejlige minder med David. Jeg ved, hvor meget jeg har holdt af ham, og hvor meget vi har gået igennem for hinanden. Afstanden har svækket vores forhold, men kan det blive det samme igen? Inderst inde er det jo Mark, jeg elsker.
”David, jeg… jeg kan ikke.” Jeg er begyndt at ryste, og klumpen i min hals vokser sig større og større.
David kigger forvirret på mig. ”Hvad kan du ikke?” spørger han.
Jeg føler jeg skal kaste op. David står forvirret og stirrer på mig, men jeg kan ikke finde ordene. Kan det siges uden at såre ham?
Jeg holder jo af ham, jeg elsker ham bare ikke længere. Han kan ikke udfylde den plads, som Mark nu udgør. Han betyder ikke det samme længere.
Mine læber former ordene, men der kommer ikke en eneste lyd ud over dem. Jeg har aldrig prøvet at slå op med nogen før, og jeg aner ikke, hvordan det skal gøres. Det var meget nemmere at forestille sig derhjemme, mens Mark sad og holdte om en. Men nu hvor David står foran mig, skønnere end nogen sinde, føles det som en umulig opgave. Hvordan skal jeg sige det?
Hvis jeg nu bare lige så stille fortæller ham om mig og Mark, så kan det være han forstår det. Måske kan han godt selv se, at det er bedre for mig.
”David… drengen før… altså han… jeg mener…” mine læber bæver, min krop ryster, men jeg ved at det skal siges nu. Nu eller aldrig. ”David, jeg er ked af det,” hvisker jeg. ”Jeg er ikke forelsket i dig længere.”
David stivner og stirrer på mig med let åben mund.
”Det mener du ikke,” siger han. Nu er det ham der ryster, mens han kigger på mig, som var jeg en skabning fra det ydre rum. ”Jane, du er ikke dig selv!” Han griber fat om mine skuldre og ryster mig. ”Jane, du mener ikke det, du siger!”
”Jeg mener det, David,” hvisker jeg med tårer i øjnene. ”Jeg elsker dig ikke længere.”
David slipper mig, og det er som om båndet imellem os samtidig bliver skåret over. Vores forhold er brudt, vi er frie af hinanden.
”Drengen før,” hvisker David hæst, ”det var din kæreste.”
Jeg nikker uden at se på ham.
David kigger væk, han græder.
”Jeg er blevet droppet to gange,” siger han endnu mere hæst end før. ”Begge gange var fordi, min kæreste havde fundet en anden. Er jeg virkelig så lidt værd?” Jeg ved ikke helt, om spørgsmålet er rettet imod mig, eller om det er noget, han siger ud i luften.
”David, du er ikke lidt værd,” siger jeg trøstende. Min stemme er vendt tilbage, og selvom jeg er ked af det, er jeg samtidig en smule lettet. ”Du er sød, du er køn og du betyder stadig meget for mig.”
David kigger op på mig. Hans øjne er røde, og tårerne triller ned ad kinderne på ham. Det er ulideligt at se en dreng græde!
David ryster på hovedet. ”Det passer jo ikke,” siger han. Alt hans selvtillid er væk. Jeg kender følelsen, for det var på præcis samme måde, jeg havde det sidste forår. Der havde David lige droppet mig – uden at vide det – og jeg sad ved åen og følte mig som verdens største nul. Som om jeg aldrig skulle blive glad igen.
Jeg skal til at åbne munden for at fortælle David, at vi stadig kan være venner og ses, men så står Mark pludselig ved siden af mig.
”Hvor bliver du af?” spørger han. Så får han øje på David. ”Hvad tuder han for?”
”Mark, jeg kommer lige om lidt,” siger jeg og prøver at få ham til at gå, men Mark står fast.
”Nej, nu kommer du altså med,” siger han.
David kigger op og får øje på Mark. Han ligner mest en, der har lyst til at overfalde ham, men i stedet siger han spydigt:
”Du må så være Janes nye kæreste?” Det er, som der står lyn ud af øjnene på ham.
”Nye og nye,” siger Mark provokerende. ”Vi har kommet sammen i over en måned.”
Har vi det?
”Okay,” siger David i et endnu mere provokerende tonefald end Mark. ”Mig og Jane har kommet sammen meget længere, end I har.”
”David hold nu op,” prøver jeg, men Mark overdøver mig.
”Okay!” (han råber næsten) ”men sjovt nok er det mig hun kommer sammen med nu!”
”Schh Mark,” siger jeg. ”Folk kigger!”
Men Mark er ligeglad, og det er David tydeligvis også, selvom det meste af gågaden nu følger med i skænderiet.
”Men sjovt nok,” råber David, ”er du bare en lille…” (Mark er næsten et hoved højere end ham) ”… klam unge, der tror du er sej, fordi du går i Dieselbukser, og kan kalde andre for…” Mere når han ikke at sige, før Mark kaster sig over ham.
Jeg skriger, da jeg ser, hvordan de slår ud efter hinanden, og jeg prøver at stoppe dem, men Mark skubber mig væk. Flere er stoppet op og står nu og stirrer på de to drenge, der rasende kaster sig imod hinanden. Det kan ikke andet end at ende galt!
”Stop det!” råber jeg. ”Mark slip ham! David hold op! STOP!” Men intet, jeg siger, har nogen virkning.
Pludselig kommer der nogle drenge løbende. De lader til at kende David.
”David hvad sker der?” spørger de, men David har ikke overskud til at svare. Mark har netop hevet fat i hans hår, og David giver et brøl af smerte.
”Hvad sker der?” spørger drengene i stedet mig.
”De kom op og slås,” siger jeg med hænderne op for munden. Alle omkring os følger nu med i slagsmålet. Drengene skynder sig at prøve at skille Mark og David ad, men det virker nærmest umuligt. Inge af dem har lyst til at trække sig først.
”Stop nu inden der kommer en vagt,” siger den ene af drengene til David, men David er nødt til at blive ved med mindre, han vil slås i jorden af Mark. Til sidst må drengene i fællesskab tage fat om både Marks og Davids arme og hive dem væk fra hinanden. Det tager noget tid at få dem til at køle ned. David har fået et blåt øje, mens Mark ser helt uskadet ud. Begge kigger de rasende på hinanden, som om de håber at kunne smelte den anden med blikket.
Mark vrider sig fri af drengenes greb. ”Kom Jane,” siger han og tager fat i min arm.
Jeg kigger på David. ”Jeg er ked af det,” siger jeg. Så lader jeg mig trække med Mark.
”HVIS HAN ER DIT BEDSTE VALG, JANE, SÅ HAR DU FANDME MISTET GREBET,” råber David efter mig. ”DU ER KRAFT HELVEDE IKKE DEN JANE, JEG KENDTE ENGANG!”

*
David både ringer og skriver hele tiden de kommende dage. Han undskylder igen og igen det sidste han råbte efter mig og beder mig om at komme tilbage til ham. Jeg prøver at forklare ham, at det er umuligt, men da han bliver ved, slukker jeg til sidst min mobil.
Hele skolen summer af spænding efterhånden som juleballet nærmer sig. Jeg har fået forklaret Cilina, at Mark skal følges med Rebecca (’Kun som venner!’ understregede jeg), og hun har sagt ja til at følges med en dreng, der hedder Christian. Maja skal følges med en der hedder Kenneth (han er fuldstændig opslugt af hende hver gang, de snakker sammen), og Tutti med en der hedder Dirk (Cilina, Maja og jeg havde et kraftigt grineanfald, da vi hørte hans navn).
”Er der ingen der har spurgt dig, Jane?” spørger Tutti.
”Jo massere,” siger jeg, hvilket faktisk ikke er helt løgn. Der er tre der har spurgt mig. ”Men jeg gider ikke følges med nogen.”
”Hvorfor ikke?” spørger Cilina.
”Jeg har en kæreste,” siger jeg og trækker på skulderne.
”Det er jo bare en partner,” siger Maja.
”Nååårh ja,” siger jeg og efterligner Kenneths drømmende udtryk. Cilina og Tutti er flade af grin.
Det er endelig lykkedes Anna at finde en partner der ser godt nok ud til hende. Ligesom Kenneth er han også fuldstændig opslugt af sin partner. Han gør et nummer ud af at snakke med Anna hver gang, de mødes på gangene, og han fortæller alle at de skal følges.
”Han ender med at drive mig til vanvid,” siger Anna træt, da Oliver for 117 gang har stoppet hende på gangen.
Endelig oprinder den store aften, og skolen er blevet pyntet til det ukendelige. Store guld-guirlander er blevet hængt op over alt på gangene, falsk sne er blevet sprøjtet på vinduerne, og overalt hænger der nissemænd og pynter.
Jeg gør mig klar sammen med Cilina, Maja og Tutti på mit og Cilinas værelse. Vi er alle sammen hoppet i vores fineste kjoler (Maja har gjort det lidt mere Maja-agtigt ved at tage et stort bælte om maven) og er nu i fuld gang med at krølle hår og lægge makeup. Cilina er helt oppe og ringe. Jeg er sikker på, hun tror, at Mark vil falde for hende i aften. Jeg har i hvert fald aldrig set hende gøre så meget ud af sig selv.
Kan jeg mon holde mit og Marks forhold skjult for hende hele aftenen?
”Jane, så er det din tur til at få krøllet hår,” siger Tutti, mens Cilina rejser sig fra sengen med slangekrøllerne hængende langt ned ad ryggen.
”Super,” siger jeg og kaster mig hen på sengen. Tutti begynder at lave krøller i mit hår. De bliver lavet langt større end Cilinas, for Tutti tror ikke alt for små krøller vil klæde mig.
”Ihh altså!” udbryder Cilina henne fra spejlet. ”Hvorfor er der ingen, der har en guld øjenskygge?” Hun roder irriteret mellem makeup’en. I aftenens anledning er hun i sin gyldne kjole. Den står helt fantastisk til hendes mørke hudfarve og det sorte hår. Hun har ret i, at en guld øjenskygge vil sætte prikken over i’et til hendes look.
Maja har klædt sig i grønt, og er i færd med at sætte en stor knold i håret. Selvom hun har gjort alt for at undgå det, er hendes look lidt for fint til hendes personlighed. Maja hader kjoler og prinsesser og ville langt hellere komme i jeans, men Annelise forbød hende det, og Maja vil trods alt gerne med til festen. Nu prøver hun i stedet er gøre looket lidt mere råt, ved at lave knolden stor og strittende. Derudover tager hun – som den eneste – flade sko på.
Tutti har klædt sig i rødt, og har taget høje guldstiletter på. Det klæder hende godt, og får hendes røde kinder til at fremstå mere tydeligt. Hendes makeup er som altid meget dæmpet, men alligevel ser hun guddommelig ud.
Jeg selv er i sort. Jeg kan godt lide ikke at lyse for meget op, og derfor er det mørke look mest mig. Jeg har taget stiletterne, jeg fik af Rebecca på til, og har brugt lilla øjenskygge, for at få en lille smule farve.
Cilina klager videre over øjenskyggen. ”Hvordan skal jeg kunne se godt ud uden den øjenskygge,” raser hun. ”Jeg er fortabt!”
”Altså hvis du kan klare at få din julegave lidt tidligere,” siger jeg, ”så kan jeg godt rede dig.”
Cilina stirrer på mig. ”Seriøst?” spørger hun. ”Hit med den.” Jeg finder Cilinas gave frem, og Cilina nærmest river den ud af hånden på mig.
”Fantastisk!” siger hun, og giver mig et kæmpe kram. ”Tak, Jane. Tak.”
”Ingen årsag,” siger jeg. ”I to kan vel lige så godt også få jeres nu.” Jeg rækker Maja og Tutti deres øjenskygger.
”Wauw, tak Jane,” siger Maja og propper noget af den grønne øjenskygge på.
”Ja, tusind tak Jane,” siger Tutti. ”Men lilla passer vidst ikke helt til min kjole.” Hun lægger øjenskyggen fra sig på sengen. Så kigger hun på sit ur. ”Gud! Klokken er næsten otte.”
Cilina hviner hysterisk, og begynder at fare rundt. Hun lægger lidt ekstra mascara og reder vipperne igennem med en øjenvippebørste. Så putter hun glimmer på læberne, tager sine stiletter på, retter på håret, og lader så endelig til at være klar.
”Godt,” siger hun, og tager en dyb indånding. Så går vi over i hovedbygningen.
Christian, Kenneth og Dirk (haha) venter alle lige inden for døren. Kenneth ser ud til at smelte da han ser Maja, og Christian virker også ret overvældet over Cilina. Dirk er til gengæld helt ved fatning, og kysser Tutti på hånden da hun kommer ind. Tutti rødmer som en tomat.
”Du ser flot ud,” siger Christian og smiler til Cilina.
”Tak,” siger Cilina uden at kigge på ham. Jeg kan se, at hun spejder efter Mark.
Da klokken runder otte, bliver døren til hallen slået op. Folk myldrer ind mens de mumler ’nææh’ og ’iihh’ over pyntningen. Sammen med de andre træder jeg ind og må indrømme, at hallen har gennemgået en vellykket makeover. Guldguirlander, magen til dem der hænger på gangene, pynter overalt langs væggene, og glimter i lyset fra alle loftslamperne der er dækket med papir i forskellige farver. Hele den ene halvdel af rummet er fyldt med borde, og i den ene side står et stort buffébord. Duften fra juleretterne fylder vores næsebord, da vi går ind over det store dansegulv, der udgør den anden halvdel af hallen. Diskolys i alle farver skinner ned på os, mens julemusikken hamrer ud af højtalerne. Snart er hallen fyldt op med skolens 100 elever, der alle prøver at finde sig en plads ved bordene. Cilina bemærker knap nok Christian ved sin side i sin ivrige spejden efter Mark. Christian prøver at føre en samtale, men Cilina svarer bare kort, og rejser sig til sidst op for bedre at kunne se. Hvordan skal jeg finde Mark og sætte mig sammen med ham, når hun konstant kigger?
Det varer dog ikke længe, før vi begge får øje på ham. Han kommer gående over dansegulvet sammen med Rebecca – Rebecca som jeg aldrig har set hende før. At hun altid har været smuk, virker som en bagatel ved siden af hende nu. Hun ligefrem stråler, da hun bevæger sig over gulvet i en lyslilla, stram, kort, nedringet kjole der sidder helt tæt til hendes tynde krop. Hendes hår hænger løst ned af ryggen og flagrer en smule, mens hun bevæger sig fremad på sine hvide stiletter i et rask tempo. Mark er i rød skjorte og virker helt forkert ved siden af den lilla, men det gør ingenting; ingen (på nær Cilina) har syn for andet end Rebecca.
De sætter sig ved et af de midterste borde og får snart selskab af Anna og Nickie samt deres dansepartnere. Anna er i lyseblåt, mens Nickie er i pink. De ser begge strålende ud.
Rebecca vinker mig hen til bordet, og jeg sætter mig på den ledige plads ved siden af hende. Anna har taget pladsen til højre for Mark, og jeg orker ikke at bede hende om at flytte sig. Desuden har Mark for let ved at kysse mig, hvis jeg sidder der, og det må bare ikke ske, mens Cilina kigger.
”Du ser godt ud, Jane,” siger Rebecca, og giver mig et kram da jeg sætter mig.
”Tak, i lige måde,” siger jeg.
”Det ved jeg godt,” siger Rebecca. ”Jeg har givet en formue for klunset.” Hun retter lidt på den stropløse kjole.
Jeg slipper heldigvis for at svare, for i næste øjeblik går Rektor på scenen og griber mikrofonen. I et skrækkeligt øjeblik tror jeg, han skal til at synge, men heldigvis begynder han bare at snakke med sin trætte, mekaniske stemme.
”Velkommen alle sammen,” siger han og smiler. ”De andre lærere og jeg har haft glæden af at arrangere dette julebal. Og her kommer aftenens program: Først skal vi alle have glæden af at spise os tykke i den gode julemad som køkkenet har fremtryllet. Skal vi ikke lige give dem en hånd?” Der lyder et høfligt lille bifald. ”Derefter vil der være diskotek der ind i mellem vil være afbrudt af nogle små sjove danselege.”
Rebecca fnyser. ”Danselege, hvor åndssvagt!”
”Ved midnat vil lærerne i fællesskab have udvalgt aftenens dronning,” fortsætter rektor. ”Beklager drenge, men det er altså pigerne der tiltrækker opmærksomheden i aften. Og her er jo masser af smukke kjoler at vælge imellem,” – Hans blik hviler et øjeblik på Rebecca – ”… så vær ikke bange for at gøre jer bemærket for at skille jer ud. Efter kåring af ballets dronning vil festen slutte.
”Øh… ja, var det ikke det?” siger han usikkert og kigger på de andre lærere, der står samlet neden for scenen.
Annelise Jensen nikker.
”Super,” siger rektor. ”Jamen så har jeg ikke andet at sige end: versegod at spise!” Han går ned af scenen, mens der lyder en skramlen af stole; alle rejser sig for at komme først til bufféen. Jeg følger med Rebecca derhen. Da hun kommer, gør drengene plads for hende, mens de smiler. Rebecca går bare forbi dem, som om de var luft.
”Tabere,” kan jeg høre hende mumle. Vi tager hver en tallerken og kigger ned og buffébordet. Store fade bugner af flæskesteg, medister, kartofler og rødkål, og der er skåle fyldt med tyk, brun sovs. Derud over er der brød, drikkelse og – jeg gisper – pastasalat!
”Man spiser alt for fedt i julen,” siger Rebecca med væmmelse og trækker skålen med pastasalat hen til sig. Da hun har taget skynder jeg mig at læsse store bunker af det samme på min tallerken, inden jeg tager et brød, og skynder mig ned til bordet igen. Rebecca sidder der allerede.
”Har i set Benete Morris her til aften,” siger Anna i det jeg sætter mig. Hun kaster med hovedet i retning af en pige i en stor, mørkeblå kjole. At sige pigen, der har den på, er buttet, ville virkelig være en underdrivelse der gør noget; pigen er virkelig tyk! Tre store deller ses på hendes mave, og hun har mindst tre dobbelthager. Hendes bagdel falder ud på begge sider af stolen, hun sidder på, og det virker som om, den hvert øjeblik kunne brase samen. Det undrer mig, at jeg aldrig har lagt mærke til hende før, hendes størrelse taget i betragtning.
”Hvem er hun?” spørger jeg.
”Hun gik i niende sammen med mig og Rebecca sidste år,” svarer Anna og kigger med væmmelse i ansigtet på Benete der ikke kan få sin flæskesteg hurtigt nok ind i munden. ”Føj! Hvis jeg var så tyk ville jeg ikke vise mig i offentligheden.”
”Hun må mindst veje 100 kilo,” siger Rebecca og kigger på Benetes kolossale overarme. ”Hun er bare mere end klam!”
”Hun lever af slik,” siger Anna kvalmt. ”Og det eneste hun drikker, er vist sodavand.”
”Hvor fanden ved du det fra?” spørger Rebecca.
”Jeg hørte lærerne snakke om, at de skulle have gjort noget ved det.” Anna lader et par fingre køre igennem håret. ”Hvis jeg var dem, ville jeg smide hende ud af skolen.”
Rebecca ser ud til at tænke sig om et øjeblik. Så glider der et tilfreds smil over hendes læber.
”Eller også er der bare nogen, der skal sørge for, at hun slet ikke har lyst til at gå her længere,” siger hun og kigger grumt på Benete. Anna lader til at fatte budskabet.
”Præcis,” siger hun og smiler lige så grumt som Rebecca.
”Og hvis ingen andre vil gøre det…” – Rebecca kaster med håret – ”… må vi jo tage os af det.”

Middagen varer helt til klokken ni, for først der har folk fået snakket færdigt og slugt det sidste dessert (risalamande). Der bliver skruet op for musikken, og der går ikke lang tid før de første indtager dansegulvet. Jeg kan se, Dirk fører Tutti derop, og se hvordan han prøver at få hende til at følge rytmen. Men Tutti er tydeligvis ikke vant til at danse, og det ender med at hun får trådt Dirk over tæerne med sine hæle. Dirk får et højst besynderligt ansigtsudtryk, og det varer ikke længe, før de igen sætter sig ned. Lidt efter forsvinder Nickie og hendes partner Anders, tydeligvis fordi Nickie er blevet træt af Rebeccas misfornøjede blikke hver gang, Anders taler. Oliver lader også til, at han gerne vil have Anna med lidt væk fra alle andre, men Anna er midt i en samtale med Rebecca om det grimme julepynt. Samtidig kan jeg se, at Cilina går op på dansegulvet med Christian, mens hun skæver til Mark. Hele tiden mens hun danser, har hun øjnene på ham. Tænker hun slet ikke over, at folk kan se, hvor hun kigger hen?
Jeg beslutter mig for at rede hende. Hvis folk først opdager, hvor meget hun stirrer, kan de nemt lægge to og to sammen, og det bliver ikke sjovt. Unge ved ikke noget bedre end at drille andre med hvem, de er vilde med.
Jeg rejser mig og skynder mig op på gulvet til hende.
”Hej,” siger jeg og smiler også hurtigt til Christian.
”Hej,” siger Cilina og smiler tilbage. ”Christian, vil du ikke hente noget at drikke?” Hun kigger sødt på ham, og han skynder sig af sted for at gøre hende tilfreds. Cilina stiller sig tæt ind til mig, så ingen andre end jeg høre hende.
”Har han sagt noget om mig?” sørger hun, mens hun kigger på Mark over min skulder.
”Øh…” siger jeg. ”Ja, han sagde… han sagde, han synes, din kjole er pæn.”
Cilina løfter et øjenbryn. Det er tydeligt, at hun ikke hoppede på den.
”Helt seriøst!” siger jeg. ”Vi diskuterede ved bordet, hvem der har den pæneste kjole, og Mark sagde dig.”
Cilinas øjne lyser op. ”Gjorde han virkelig? Åh han er skøn!” Vi bliver puffet lidt længere ind på dansegulvet af et forbipasserende par.
”Hvordan er Christian?” spørger jeg for at få Cilina på andre tanker.
Hun trækker på skulderne. ”Han er da fin nok,” siger hun. ”Men måske en smule kedelig.”
”Han virker da rigtig sød,” siger jeg. Bare hun kunne forelske sig i ham, så ville ulykken være ovre.
”Jamen det er han også. Han er bare ikke det samme som Mark.”
”Nej, det er klart,” mumler jeg.
”Hva’ så Jane?” lyder en stemme, og både mig og Cilina farer sammen. Jeg drejer rundt og ser Mark stå lige foran mig. Shit!
”Hej Mark,” siger jeg hurtigt. Cilina retter hektisk på sit hår.
”Fed fest,” siger Mark sarkastisk og kigger rundt på de dansende par. ”Det minder sku mest af alt om min mormors 80 års fødselsdag.”
Cilina griner højt, og Mark sender hende et smil. Hun rødmer helt op til ørerne.
”Ja, her er lidt tamt,” siger jeg. Hvad gør jeg? Jeg må væk på en eller anden måde. Jeg kigger mig desperat omkring.
Toilettet! Det er min eneste mulighed.
Jeg skal lige til at åbne munden for at sige, at jeg desværre lige må gå et øjeblik, men for sent. Mark har lagt en arm om livet på mig, og i næste nu bøjer han sig ned og kysser mig.
Hvor dejligt det end er, er jeg fuldstændig rædselsslagen. Jeg tør ikke åbne øjnene og møde Cilinas blik, tør ikke se resten af skolens reaktion. Det er kun ganske få, der ved, at mig og Mark kommer sammen, og hvad vil folk ikke tænke? Og hvad med Maja og Tutti? Kan de tilgive mig for det, når Cilina fortæller dem det hele?
Så slipper Mark mig, og jeg bliver nød til at vende mig imod Cilina. Hun står med let åben mund og stirrer på mig. Det er som om, hele dansegulvet er stivnet, og som om jeg er en magnet, der tiltrækker alles blikke. I et sekund, der føles som en evighed, kigger jeg ind i Cilias forvirrede øjne. De stirrer tilbage på mig og udviser i næste nu et had, jeg ikke troede Cilina overhovedet kunne rumme. Så sprinter hun pludselig væk gennem mængden af par, der endelig er begyndt at danse igen.
”Cilina!” råber jeg og skynder mig at sætte efter hende. ”Cilina, vent!”
”Jane?” råber Mark forvirret efter mig, men jeg har ikke tid til at svare ham. Jeg styrter efter Cilina ud på pigernes badeværelse og kommer akkurat et sekund for sent. Cilina styrter ind på et af toiletterne og låser døren.
”Cilina, lad mig nu forklare,” råber jeg og hamrer på døren. Men Cilina er hvidglødende.
”SKRID!” råber hun, og jeg kan høre, at hun græder.
”Cilina hør nu på mig, jeg er ked af det,” siger jeg. ”Jeg skulle have fortalt dig det, men…”
Låsen klikker, og Cilina flår døren op.
”Men du sked bare på mine følelser, ik’?” råber hun rasende, mens tårerne løber ned ad kinderne på hende. ”Ihh jo Cilina, jeg tror helt sikkert han er vild med dig, og så snupper du ham bare til dig selv!”
”Cilina hør nu…”
”Ved du hvad, jeg har hørt rigeligt!” siger hun vredt. ”Jeg har hørt rigeligt af dit pis, og ved du hvad? Jeg vil skide på dig, og jeg vil skide på Mark! Jeg kan sagtens have det sjovt uden jer to, og det skal jeg nok bevise.” Så stormer hun ud af badeværelset.
”Cilina vent!” råber jeg, men hun løber bare videre og lader mig stå helt alene og fortvivlet tilbage.

Jeg sidder resten af aftenen sammen med Rebecca og Mark (Anna er endelig gået med Nicolaj udenfor), og snakker om alt og intet. Det meste af tiden brokker Rebecca sig over et eller andet. Først pynten, så musikken, så maden, så musikken igen. Mark sidder og holder om mig, og en gang imellem bøjer han sig ned og kysser mig. Jeg prøver at skjule, at jeg er ked af det, men det er svært. Jeg ser ikke skyggen af Cilina før omkring midnat, hvor alle samles for at se ballets snedronning blive kåret.
”Det er været en meget svær opgave,” siger rektor, ”men endelig er lærerne blevet enige.” Der går en skælven af nervøsitet igennem flokken af piger. Nogle holder hinanden i hånden for bedre at kunne holde spændingen ud. Den eneste, der virker fuldstændig upåvirket af situationen er Rebecca.
”For himlens skyld da,” siger hun med en træt stemme, da hun ser de nervøse piger.
”Vi har tre nominerede,” fortsætter rektor. ”Når deres navne bliver læst højt, vil jeg gerne have dem til at stille sig her op på scenen.” Han peger ved siden af sig. ”Og her kommer de! Den første er…” – endnu en skælven – ”… Rebecca T. Kristensen.” Et bragende bifald lyder, da Rebecca – stadig helt upåvirket – går op på scenen. Hun stiller sig ved siden af rektor, og lægger afslappet sin vægt på den ene hofte. ”Nummer to,” råber rektor. ”Cilina Rodriguez.” Endnu et bragende bilfald, mens Cilina – der ligesom Rebecca virker fuldstændig upåvirket – går op på scenen. Jeg fanger hendes øjenkontakt i brøkdelen af et sekund, inden hun kigger væk. ”Og sidst men ikke mindst…” siger rektor. ”Nickie Thomsen.” Rebecca ligner en der er blevet tvunget til at drikke citronsaft. Hendes ansigt forvrides fuldstændig, og hun ser ligefrem rasende ud da Nickie (der til forskel fra de to andre næsten ryster) bevæger sig op på scenen. Hun stiller sig ved siden af Cilina og vinker nervøst ud til hallen.
”Ja, tillykke til jer alle tre,” siger rektor, der høfligt tager del i Nickies bifald. ”Men kun én af jer har vundet, og nu skal vi til det…” En underlig stilhed hersker i salen. Nickie står rystende og kigger op i loftet, Cilina kigger på Maja og Tutti, og Rebecca ligner en tordensky, mens hun kigger på Nickie. Alle holder vejret. ”Dette års snedronning er… Rebecca T. Kristensen!”
Endnu et bragende bifald. Rebecca får tvunget et smil frem på læberne og trykker rektors hånd. Han overrækker hende en smuk plastiskkrone, og Rebecca vinker hurtigt ud til salen. Så går hun ned sammen Med Cilina og Nickie.
”Det er totalt latterligt,” raser Rebecca, da hun igen står ved siden af mig. ”Jeg er sikker på, at de kun slæbte Nickie der op for at gøre hende til grin.”
”Rolig Becca, du vandt jo,” siger Mark og klapper hende på skulderen. Men Rebecca lader sig ikke køle ned.
”Jeg skulle stå deroppe ved siden af hende, som om vi var af samme værdi!” Hun ryster nærmest af raseri. Jeg synes nu, det er lidt ondt at sige, men det har jo altid været tydeligt, at Rebecca bestemt ikke ser Nickie som sin ligemand.
”Argh hold dog op,” siger Mark. ”Så er det da heller ikke værre.” Men det ser i den grad ud til at være værre. Rebecca er slet ikke til at trøste, og hun ender med at styrte rasende tilbage til sit værelse.
”Hun er sku lidt højrøvet nogle gange,” siger Mark og sender mig et skævt smil.
”Tjah,” siger jeg, ”men hun er nu god nok på bunden. Der ligger nok nogle gamle nag bag det.”
”Gamle nag?” udbryder Mark. ”Der ligger intet andet end Rebeccas stolthed for sig selv bag det. Hun hader Nickie!”
”Men…” siger jeg forvirret, ”hvorfor er de så venner?”
”Du skal passe på med at kalde Nickie for ’ven’ i Rebeccas påhør.” Mark kigger sig omkring som om han vil være sikker på at ingen lytter. ”Jeg tror nærmere Rebecca betragter Nickie som sin slave – en man kan få til at gøre lige det man vil. Er der noget Rebecca ikke gider, så beder hun bare Nickie om at gøre det. Men hvis Nickie ikke er til nogen nytte, så er Rebecca fuldstændig ligeglad med hende, og vil egentlig helst have hende på afstand.”
”Tjah,” siger jeg. Jeg har jo godt lagt mærke til, at Rebecca ikke er særlig sød over for Nickie, men der er stadig noget, der undrer mig. ”Men hvorfor finder Rebecca sig så ikke en anden, der kan være hende ”slave”? En hun kan holde ud at være sammen med.”
”Det vrimler ikke ligefrem med folk, som Rebecca kan holde ud at være sammen med. Problemet er, at hun ville komme til at se fuldstændig åndssvag ud, hvis hun kun havde Anna som ven, og derfor må hun beholde Nickie. Men nu hvor hun også har dig, er det bare spørgsmål om tid, før Nickie ryger.”
”Jeg vil ikke være hendes slave!” siger jeg vredt. Hvis det er det Rebecca regner med, så kan hun godt glemme det igen.
”Det tror jeg også, du har alt for meget selvtillid til, skat,” siger Mark. Han lægger en arm om skulderen på mig og begynder at føre mig ud af hallen. ”Det gode ved Nickie er, at hun er nem at knække. Hun er ikke god til selv at tage stilling til noget, men det er Rebecca, og sådan er de til nytte for hinanden.”
”Så det er derfor, Nickie ikke for længst er skredet og har fundet nye venner?”
”Ja, det tror jeg helt bestemt.” Mark sparker til en nisse, der ligger på gulvet. ”Rebecca fører Nickie frem i lyset, og det ka’ Nickie godt li’. Men Rebecca kræver så bar’ lidt til gengæld.”
”Mystisk,” mumler jeg, mens jeg spekulerer over alt det, Mark lige har fortalt mig.
”Men Rebecca er god nok,” siger Mark. ”Hun er noget specielt.” Han får et højst underligt ansigtsudtryk, da han siger det.
Vi spadserer videre ud af hoveddøren og begynder at gå op mod husene. Det er koldt, men Marks arm omkring mine skuldre varmer en smule. Han går og nynner ligeså stille, mens hånden på min skulder vipper i takt.
”Vi ses nok ik’ før efter jul, Jane,” siger han pludselig. ”Jeg rejser tidligt i morgen. Jeg ska’ jo helt til Sjælland.”
”Åh,” sukker jeg. Jeg har helt glemt at skolen slutter i morgen. Tænk at jeg skal være væk fra Mark helt indtil efter nytår. ”Jeg kommer til at savne dig.” siger jeg og lægger min arm rundt om ham.
Mark griner bare lidt. Så stopper han og giver mig et kys. Det føles som om millioner af bløde snefnug daler ned over mig, og englesangen begynder igen.
”Vi ses Jane,” siger han og smiler hurtigt, inden han går over imod sit hus.
”Vi ses,” siger jeg. Jeg bliver stående og kigger efter ham, inden jeg går det sidste stykke op til hus tre. Jeg frygter det værste, når jeg kommer ind på værelset. Gad vide hvad Cilina har tænkt sig at gøre?
Men da jeg kommer ind, er det ikke Cilina, jeg finder. I stedet sidder Tutti på hendes seng.
”Tutti?” siger jeg undrende.
”Cilina sover inde ved Maja,” siger Tutti. ”Jeg kunne ikke få hende til at sige hvorfor, men hun vil vist ikke snakke med dig.” Tutti kigger spørgende på mig, men jeg har heller ikke lyst til at fortælle, hvorfor Cilina er sur.
”Okay,” siger jeg bare og begynder at tage mit nattøj på.
”Jane, er der sket noget?” spørger Tutti forsigtigt.
”Nej!” siger jeg hårdt. Jeg orker ikke at snakke om det. Tutti forstår det heldigvis, for hun stiller ikke flere spørgsmål. Lidt efter siger hun godnat og går i seng.

*
Det bliver den længste jul i mit liv. Normalt ville jeg glæde mig til andesteg og gaver, men i år glæder jeg mig ikke til andet end at komme tilbage til skolen. Det undrer mig at jeg ikke har anskaffet mig Marks mobilnummer, for nu er jeg totalt afskåret fra at tale med ham. Jeg kan heller ikke skrive med Cilina eller Maja, for Cilina hader mig, og Maja holder selvfølgelig med hende (også selvom Maja ikke ved, hvad det hele handler om). Tutti skriver juleaften og ønsker mig god jul, men ellers modtager jeg ikke en eneste sms hele ferien. Jeg bruger tiden på at passe mine små fætre og kusiner, men efterhånden som tiden går, begynder jeg at give Rebecca ret. De forstår ikke en lyd af, hvad jeg siger til dem, og de oversavler mit tøj. Det er en befrielse, da de endelig skal hjem. Resten af tiden indtil nytårsaften bruger jeg på at kigge på mine julegaver. Rebecca har givet mig en parfume, mens Anna og Nickie begge to har givet mig noget makeup. Maja, Cilina og Tutti har slået sig sammen og købt en gaveæske med hudplejningsmidler. En stor del af min tid går også i badekaret, hvor jeg prøver de forskellige sæber.
Endelig begynder det nye år, og to dage senere kan jeg omsider rejse tilbage til skolen. Rebecca kaster sig om halsen på mig, lige så snart jeg kommer og spørger, om jeg kunne lide gaven. Anna og Nickie følger lige efter hende og spørger om det samme. Jeg forsikrer dem, at jeg blev rigtig glad for alle deres gaver, hvorefter jeg går med op på Rebecca og Annas værelse for at hygge lidt. Jeg har ikke ligefrem travlt med at komme tilbage til mit og Cilinas værelse. Cilina kan jo ikke blive ved med at bytte med Tutti.
Da vi ankommer til Rebecca og Annas hus, får vi øje på Benete Morris, der står i døren. Hun snakker med en lille og utrolig spinkel pige. Rebecca og Anna blinker til hinanden, og så bevæger de sig med selvsikre udtryk over imod Benete.
”Du står i vejen,” siger Rebecca hånligt til hende. ”Men det er selvfølgelig også lidt svært at gøre andet, når man fylder så meget.”
Anna og Nickie udstøder en spottende latter og sørger for at skubbe hårdt til Benete, da de går forbi hende. Selv jeg kan ikke lade være med at grine. Det passer jo, hun er monster fed!
”Føj hvor er hun klam!” siger Anna, stadig grinende, da vi når op på værelset. ”Hun kunne blive gift med en blåhval.”
”Det ville nok blive problematisk,” siger Rebecca. ”Hun ville gå til bunds, hvis man kastede hende i havet.”
Vi hylegriner alle sammen.
”Hun skal bare mobbes ud,” siger Anna, ”så vi kan slippe for at glo på hende.”
”Præcis,” siger Rebecca. ”Den fede ko!”
Jeg kan ikke lade være med at give dem ret.
”Har du fået nyt tøj i julegave, Jane?” Rebecca laver en 90 graders drejning.
”Ja, massere,” siger jeg. ”Det er alt sammen i min kuffert.” Jeg finder tøjet frem og lægger det på sengen. Tre lårkorte nederdele, fire toppe, en cardigan, og et par strømpebukser.
”Fedt nok,” siger Rebecca, ”det kommer helt sikkert til at klæde dig.”
”Tak,” smiler jeg.
”Tag det på i morgen, Jane,” siger Anna. ”Så skal vi ud og gøre livet surt for Benete Morris.”

Da jeg kommer op på mit værelse, er Cilina ved at pakke ud. Jeg går forbi hende uden at se på hende og giver mig selv til at proppe ting i skabet. Da det vigtigste er taget ud, smider jeg kufferten ind under sengen og vil gå ud igen. Men Cilina stopper mig.
”Jane vent,” siger hun og stiller sig i vejen for mig. Jeg kigger forbløffet på hende. ”Hør Jane, jeg er ked af det,” siger hun. ”Jeg overreagerede måske en smule.”
”En smule!?” siger jeg. Af en eller anden grund er jeg pludselig blevet sur på hende i stedet for at være ked af det, jeg gjorde. Det var jo ikke min skyld! Hun havde bare konstateret at Mark var hendes, og at jeg ikke havde ret til at røre ham. Men det har hun jo slet ikke ret til at bestemme. Jeg har lige så meget ret til at være vild med Mark, som hun har.
”Okay, måske mere end ’en smule’,” siger Cilina, ”men du kan da forstå, at det sårede mig? Du løj overfor mig!”
”Og du antog bare, at han var din,” giver jeg igen. ”Du satte ligesom bare et mærke på ham, og så havde ingen anden ret til at røre ham.”
”Nej Jane, det er ikke det jeg mener,” siger hun. ”Men du kunne da godt have sagt noget.”
”Hvorfor? Hvis jeg nu ikke synes, det kommer dig ved, hvem jeg er vild med…”
”Jeg mener efter I kom sammen, Jane.” Hun kigger skarpt på mig et øjeblik, men kigger så væk. ”Det er lige meget nu,” siger hun. ”Han er din – versegod – jeg klarer mig uden. Desuden vil Christian møde mig senere.” Hun giver sig til at kigge ud af vinduet. Jeg venter på at hun vil sige noget mere, men da hun ikke gør det, skynder jeg mig at sige ”fint” og gå hen imod døren.
”Er vi venner igen så?” spørger Cilina.
”Ja-ja,” siger jeg.
Cilina smiler. ”Godt,” siger hun.

Den næste dag tager jeg tøjet på, som Anna valgte ud, og lægger makeup. Da jeg er færdig og betragter mig i spejlet, synes jeg faktisk, jeg ligner Rebecca lidt. Fantastisk! At man ligner Rebecca er da det største kompliment, man kan få. Jeg tager stiletterne på til og svinger så min taske over skulderen. Da jeg går over mod spisesalen, lægger jeg mærke til, at flere kigger efter mig. Jeg ved jeg er smuk, små venner, tænker jeg, og kaster en smule med håret. Jeg føler mig som en topmodel, som jeg går her på mine stiletter.
”Hej Jane,” siger Rebecca, da jeg kommer ind i salen. ”Du ser godt ud.”
”I know,” siger jeg med et smil og sætter mig ved siden af hende.
”Brød?” spørger Anna, og peger på brødkurven.
”Nej tak,” siger jeg. ”Jeg er holdt op med at spise morgenmad. Hvis jeg springer det måltid over, kan det være, jeg taber mig.”
”Klog tænkt,” siger Anna. ”Hey, se hvem der lige er kommet ind.” Jeg følger hendes blik og får øje på Benete. Hun er på vej op til morgenbuffén og maser sig igennem de tæt stående borde. Rebecca lader som om hun skal op og hente et æble og stiller sig ved siden af hende.
”Du fylder!” siger Rebecca, og skubber til hende for at komme over til frugtskålen. ”Jeg mener, mere end du plejer altså.”
Anna og Nickie er ved at knække sammen af grin, og Anna skynder sig at bidrage med hånen.
”Hvor meget vejer du egentlig, Benete? Et ton?” Nu kan jeg ikke holde mig længere. Jeg sprutter af latter.
”Det ved hun sku da ikke, Anna,” siger Rebecca. ”Vægten brasede sammen, da hun stillede sig på den.”
Jeg er ved at kvæles, så meget griner jeg. Benete ligner en, der er ved at græde og vil gå, men Rebecca stiller sig i vejen.
”Ej, du må da ikke gå, Benete. Kom over og sæt dig ved os.”
”Stolen ville da brase sammen, hvis hun satte sig,” siger Nickie, hvorefter de alle tre kigger på mig. Nu er det min tur til at sige noget.
”Jeg ved altså heller ikke, om jeg tør at sidde ved siden af en, der er så fed,” siger jeg. ”Det kan jo være, det smitter.”
Rebecca må støtte sig til bordet for ikke at knække sammen af grin, mens Nickie skjuler hovedet i armene. Hun hopper op og ned på stolen så meget griner hun. Benete har fået tårer i øjnene og styrter ud af salen.
”Hov Benete, skal du ikke have morgenmad?” råber Anna efter hende. ”Du skulle jo gerne tage dine to daglige kilo på.” Jeg er ved at blive kvalt igen.
Rebecca sætter sig igen. ”Hun holder ikke længe,” siger hun. ”Hun formåede ikke engang at svare igen.”
”Hun er da nok også bare det klammeste jeg nogensinde har set,” siger jeg. ”Så I, hvordan hendes deller hoppede, da hun løb?” Jeg ved godt, det er ondt, men jeg kan ikke lade være. At drille Benete hjælper mig med at afreagere over for alt det, jeg har været sur over. Det er en fantastisk fornemmelse.
”Hun går sikkert også til ridning,” siger Anna. ”Hvis de altså kan finde en hest, der kan bære hende.”
”Det kan de sikkert ikke,” siger Nickie.
”Heste er et lortedyr,” siger Rebecca. ”Og så stinker de.”
”Nemlig,” siger Anna. I det samme kommer Benetes lille spinkle veninde ind i salen. Hun kigger sig rasende omkring og får så øje på Rebecca. Med hurtige skridt går hun hen og stille sig blot en meter fra bordet.
”Din klamme bitch!” råber hun, mens Rebecca bare fortsætter med at grine. ”Du tror, du har ret til at sige. hvad du vil om andre mennesker, og du er pisse ligeglad med deres følelser.”
”Okay, lol,” siger Rebecca, og kigger nedladende på pigen.
”Lol? Er det det eneste du kan sige?” raser den lille pige. ”Du skylder Benete en undskyldning.”
”Du er faktisk ret sej,” siger Rebecca med et tonefald, der i den grad beviser det modsatte. Hun tager roligt en slurk af sit glas juice.
”Det er fandeme dig, der tror, du er sej,” næsten skriger pigen. ”Bare fordi Benete er lidt større end almindeligt, betyder det ikke, at du har ret til at kalde hende grimme ting.”
”Lol,” siger Rebecca igen og begynder at fnise sammen med Anna. Den lille pige lader efterhånden til at miste selvtilliden, da hun kan se, at hendes ord absolut ingen effekt har på Rebecca. Hun begynder at trippe en smule og ser meget ubekvemt ud ved situationen.
”Nu tror jeg godt, du kan smutte,” siger Rebecca og vifter med hånden. Det lader pigen sig ikke sige to gange. Hun styrter ud af salen.
”Hvor latterligt.” Rebecca ruller med øjnene.

Hver gang jeg ser Benete den dag, er jeg ved at knække sammen af grin. Hendes røv svinger, når hun går, og dellerne på maven hopper. Hun er så grim og så ulækker, som man overhovedet kan blive.
”Hvad er det, du griner sådan af?” spørger Tutti undrende.
”I-ikke noget,” fniser jeg.
”Nå ja, det kan jeg godt se er hylende morsomt,” siger Tutti og ruller med øjnene. Hun bliver ved med at spørge flere gange, hvad det er, jeg griner af, men jeg orker ikke at begynde at forklare det. Tutti kan garanteret ikke følge humoren; hun er alt for sød til den slags.
Om eftermiddagen sidder jeg sammen med Rebecca og de andre i spisesalen.
”Hun begyndte at tude, da jeg råbte blåhval efter hende,” fniser Anna.
”Ej, så er man da også følsom,” siger jeg.
”Det er hun nemlig,” understreger Rebecca. ”Men det er jo egentlig bare godt, så er hun nemmere at knække.”
”Jah,” siger jeg, ”så meget desto bedre.”
”Jeg synes…” begynder Nickie, men Rebecca skynder sig at snakke videre for at slippe for at høre på hende.
”Hvorfor synes alle folk, at Harry Potter er så god?” Hun laver en af sine sædvanlige 90 graders drejninger efter netop at have set Tutti gå forbi uden for vinduet med en Harry Potter-bog under armen.
”Jeg tror det er fordi…” begynder Nickie igen, men Rebecca afbryder hende endnu en gang.
”En eller anden mærkelig dame skriver om en dreng, som ikke engang er lækker, og pludselig skal alle bare læse den…”
”Du skal jo tænke på…”
”…folk går fuldstændig amok, og venter klokken tolv om natten for at få et eksemplar. Hallo, få et liv!”
”Nå ja, men…”
”Jeg mener, det lyder jo ikke engang godt, det hun skriver.”’
”Har du læst det?” spørger jeg, eftersom jeg ikke kunne forestille mig Rebecca læse en bog.
”Nej, men det ved jeg sku da bare,” siger hun. ”Men måske har de folk, der læser dem bare ingen hjerne. De synes nok bare, den er god.”
Nickie mumler noget utydeligt om, at det netop var det hun ville sige, men Rebecca ignorerer hende. Personligt kan jeg godt lide Harry Potter. Faktisk synes jeg, den er mere end bare god! Jeg er nok ikke helt så stor en fan som Tutti, men jeg har da læst bøgerne to gange, og filmene er nogle af mine ynglings. At lægge mig i kø foran en boghandler klokken tolv om natten er nok heller ikke noget, jeg ville gøre af egen fri vilje, men… ja, jeg synes stadig, de er gode.
Jeg tager tankefuldt en slurk af mit glas vand og får det selvfølgelig galt i halsen. Jeg sprutter og hoster, hvilket resulterer i, at halvdelen ryger ud over bordet.
Hosit,” siger Nickie.
Rebecca drejer hovedet, og kigger på hende med et ansigtsudtryk, jeg aldrig ville kunne beskrive.
”Hvad fanden betyder hosit?” siger hun. Hun lyder som en, der snakker om en ekstra modbydelig skovsnegl.
Nickie kigger nervøst på Rebecca, men siger så efter en dyb indånding:
”Altså… når man nyser, siger man prosit, og når man hoster, siger man… eller jeg… eller nogen siger hosit.”
Rebecca ruller med øjnene.
I det samme kommer Cilina ind i salen. Da hun får øje på os, tør jeg sværge på, at jeg ser en rynke i hendes pande, men et sekund senere er den væk. Hun kigger på os et øjeblik, men går så selvsikkert hen til bordet.
”Hej Jane,” siger hun uden at skænke de andre et blik. ”Haft en god dag?”
”Den har været udmærket,” siger jeg. Hvorfor skal hun komme lige nu?
”Vil du med op til Herman?” spørger hun uden at flytte blikket fra mig. De mørke øjne har et gennemtrængende blik, og det er tydeligt, at hun mener, at jeg bør lave noget sammen med hende nu. Jeg skal lige til at sige, at vi da godt kan gøre det lidt senere, men så kommer jeg i tanke om, hvad Rebecca sagde om heste i morges.
”Come one, Cilina,” siger jeg, og fremmønstrer et kækt smil. ”Heste er et lortedyr.”
Rebecca laver et højt latterbrøl, mens Cilina ligner en, der er blevet slået i ansigtet. Hun kigger på mig med et latterligt udtryk, der både viser uforståenhed og foragt.
”Hvabehar?” siger hun.
”Øh, hører du dårligt?” spørger Anna. ”Hun gider ikke!” Hun kan ikke lade være med at fnise, og efterhånden smitter det til mig. Jeg prøver at skjule det ved at bøje hovedet, men Cilina ser det tydeligt.
”Jamen fint,” siger hun og marcherer hastigt ud af salen, mens Rebecca og Annas latterbrøl tordner i luften (Nickie ligner en, der ikke rigtig ved, om hun har ret til at grine). Selv kan jeg ikke lade være med at fnise, men jeg har det stadigvæk af helvede til inden i. Jeg er udmærket klar over, at det jeg lige gjorde, var tarveligt.

*
En kølig nat i slutningen af februar måned vågner jeg med et sæt. Et øjeblik ligger jeg og spekulerer over, hvad der mon har vækket mig, men så går det med et op for mig. Jeg kan høre underlige lyde ude fra gangen, og nogle små bank lyder på døren. Nogen eller noget forsøger at komme ind på værelset.
Blodet i min krop fryser omgående til is. De værste billeder af monstre og dæmoner toner frem bag mine øjne, og jeg kan mærke adrenalinen pumpe. Jeg frygter straks det værste, uden at tænke over, hvad en dæmon skulle lave på en efterskole.
De kradsende lyde bliver ved, og jeg kan høre nogle der hvisker. Indbrudstyve! tænker jeg straks, men så kan jeg pludselig høre nogen kalde mit navn.
”Jane? Jane, kan du høre mig?”
Langsomt rejser jeg mig op fra sengen (lagnet er helt svedigt), og bevæger mig hen mod døren. Det spænder stadig i mine ben, og en kuldegysning går igennem mig. Med et sug i maven drejer jeg låsen, og står i næste øjeblik og kigger Mark lige ind i øjnene.
”Davs Jane,” siger han kækt.
”Hvad laver du her?” hvisker jeg forskrækket. ”Du havde nær skræmt livet af mig!”
”Rolig nu,” lyder Rebeccas stemme omme bagfra. ”Så er det vel heller ikke værre? Se nu bare at få noget tøj på, vi skal ud og gå.”
”Schh,” siger jeg desperat, ”Cilina sover, I… vent lige lidt… hvad skal vi?”
”Ud og gå,” siger Rebecca utålmodigt. ”Kom nu!”
Dette er endnu et af de tidspunkter, hvor jeg har lyst til at fryse tiden. De vil have mig med ud og gå? Klokken er 01:30, og de vil have mig med ud og gå. Al færdsel efter 11:30 er jo forbudt! Tænk hvis vi bliver opdaget. Men på den anden side vil jeg bare heller ikke skuffe dem.
”Hvorfor skal vi ud og gå nu?” hvisker jeg. Cilina vender sig i sengen.
”Vi forklarer dig det udenfor,” siger Mark, der ikke gør sig de store anstrengelser for at dæmpe stemmen. ”Få nu bar’ no’et tøj på, og mød os ud’n for huset om to minutter.” Så trækker han døren til, og jeg kan høre, at de begynder at liste ned ad gangen.
Jeg er forvirret, men begynder dog at tage mine cowboybukser på. Hvad skal vi dog ude på det her tidspunkt? Den eneste grund til at gå ud så sent ville da være, hvis en eller anden vildt sjælden meteorregn, der kun viser sig hver tiende år, lige præcis skulle vise sig i nat. Men jeg kan virkelig ikke forestille mig, at en meteorregn ville interessere Rebecca.
”Det var du længe om,” siger Rebecca, da jeg to minutter senere står ude foran huset.
”Hvad skal vi?” spørger jeg igen. Det er bidende koldt, og jeg har allermest lyst til at lægge mig tilbage i min varme seng. Nickie står og skutter sig bag Anna et stykke væk. De ser begge to ud til at tænke præcis det samme.
”Bare følg med,” siger Mark og begynder at gå ned mod hovedbygningen. Jeg kan ikke lade være med at kigge op for at se, om det nu alligevel skulle være en meteorregn, men himlen er mørk og overskyet, så ikke engang stjernerne kan ses.
Græsset knaser under vores fødder, da vi bevæger os rundt om den store hovedbygning. Mine gummisko er allerede gennemblødte af vandet, og mine tænder klaprer af kulde. Mark sørger for at undgå de enkelte lamper på husmuren, der kaster et sløvt skær ud over plænerne; det er tydeligt at ingen skal opdage os.
Endelig stopper vi ud for et lille vindue, der sidder cirka to meter over jorden. Det er kun halvt lukket, tydeligvis for at der skal trænge lidt luft ind i rummet bag det. Mark løsner haspen og åbner det helt.
”Okay, ind med dig, Jane,” siger han, og kigger sig vagtsomt omkring.
”Hvad?!” udbryder jeg.
”Det er køkkenet,” siger Rebecca. ”Kravl derind og snup noget mad.”
Jeg er målløs. ”Det kan man da ikke,” siger jeg. Aldrig kunne jeg finde på at stjæle.
”Kom nu,” siger Rebecca utålmodigt, ”der sker ikke noget ved det.”
Da jeg stadig ikke rører mig, siger Anna: ”Bare rolig Jane, vi har gjort det massere af gange før.”
Nickie nikker ivrigt bag hende.
”Er I aldrig blevet opdaget?” spørger jeg. Til min store overraskelse begynder de at fnise.
”Mark er blevet taget i det én gang,” siger Rebecca smørret, ”men der var han næsten ny, og bortforklarede det med, at han troede det var toilettet.”
De fniser igen.
”Kom nu, Jane,” siger Mark, ”jeg giver dig en hestesko.” Han rækker armene frem for at tage mit ben.
Tusind tanker flyver gennem mit hoved. Jeg har bestemt ikke lyst til at gøre det, men det vil skuffe dem, hvis jeg nægter, og måske… måske vil Mark så slet ikke komme sammen mere. Men hvis jeg bliver opdaget? Kan de finde på at smide mig ud, eller får jeg lov at blive? Hvordan skal jeg bortforklarer det, hvis de fanger mig?
På den anden side, hvad er chancen for, at en lærer skulle komme?
”Kom nu Jane,” smiler Anna opmuntrende. ”Vi står herude og holder vagt.”
”Jeg ved ikke rigtig,” siger jeg tøvende, og kigger på vinduet. Det er meget at risikere.
”Jeg ve’ du ka’ klarer det, skat,” siger Mark og sender mig et af sine fortryllende smil. ”Du ska’ bar’ kravle ind af vinduet, stille dig op på køkkenbordet og tage kassen med kager.”
”Tror I ikke de opdager, at der mangler nogle?” spørger jeg.
”Lærere opdager ikke en skid,” fnyser Rebecca. ”De er alt for snæversynede.”
”Kom nu,” siger Mark. Han bukker sig ned og kysser mig. Et vidunderligt kys, et kys der kan overtale mig til alt.
”Okay,” siger jeg. ”Giv mig et ben, Mark.”
Jeg stiller mig hen til muren og holder med hænderne om vindueskarmen. Mark tager mit ben.
”Er du klar? På tre… En, to, tre.” Jeg sætter af fra jorden og kan mærke, hvordan Mark løfter mig op. Han må være stærk som en okse, for jeg skal slet ikke bruge armene til at trække mig op med.
”Jeg er oppe,” siger jeg og svinger mit ben ind af vinduet.
”Great!” siger Rebecca. ”Tjek om de har muffins.”
Jeg får hele kroppen ind og dumper ned på gulvet (vinduet er kun lige stort nok til at jeg kan mase mig igennem; gad vide hvordan Mark kom ind?). Det er mørkt, og jeg skal lige til at trykke på kontakten, men kommer til at tænke på, at der ikke er en bedre måde at afslører sig selv på. Mine øjne vænner sig også efterhånden til mørket, og jeg bevæger mig forsigtigt frem, mens jeg sørger for ikke at lave en lyd. Mit hjerte hamrer.
Lynhurtigt orienterer jeg mig: I køkkenets fjerneste ende står køleskabet og summer stilfærdigt. Ved siden af det står der et kosteskab. Lågen står på klem, og jeg kan se at kostene er ved at vælte ud. Lige bag mig er døren ud til gangen, og foran mig er køkkenboret, som er placeret lige under de mange skabe. Det bugner med blikdåser oven på dem.
Langsomt kravler sig op på køkkenbordet. Jeg prøver at rejse mig, men min hånd rammer et glas der vælter med en høj klirrende lyd.
Jeg stopper med tilbageholdt åndedræt og lytter ængsteligt efter den mindste lyd af fodtrin.
”Jane, hvad sker der?” lyder Rebeccas stemme.
Jeg undlader at svare hende og bliver ved med at lytte. Det lader ikke til at nogen vågnede ved lyden. Lars’ soveværelse ligger ellers lige ved siden af.
Jeg får rejst mig helt op og rækker ud efter den nærmeste dåse. Med skælvende hænder får jeg låget løftet af.
”Jane?” Marks hoved er kommet til syne i vinduet.
Jeg drejer mig imod ham.
”Finder du noget.” Han smiler beroligende til mit skræmte ansigt.
”Småkager,” siger jeg efter et hurtigt blik ned i dåsen.
”Ked’ligt, prøv en af de andre.”
Jeg rækker ud efter endnu dåse, men da jeg hiver den frem vælter bøtten under den. Den falder ned og rammer gulvet med en øredøvende brag.
”Shit!” siger jeg. Få sekunder efter bliver lyset tændt i gangen.
Jeg springer ned af bordet.
”Kom væk!” hvisker jeg til Mark, men hans hoved er allerede forsvundet.
”Hallo?” lyder Lars’ stemme ude fra gangen. Derefter høres lyden af klirrende nøgler.
Jeg kigger mig desperat efter et skjulested og får øje på det store kosteskab i hjørnet. Hurtigt maser jeg mig ned mellem mobber og spande og når lige at lukke lågen i, inden køkkendøren bliver åbnet.
”Er her nogen?” Lars tænder lyset. Jeg kan hører, at han samler dåsen op fra gulvet. ”Pis,” udbryder han to sekunder efter, og jeg kan høre, hvordan kagerne smuldrer under hans fødder. Dåsens indhold må ligge ud over hele gulvet.
Mine ben gør ondt, men jeg tør ikke røre mig af skræk for at lave en lyd. Jeg beder til, at Mark og de andre finder en måde at lokke Lars væk på.
Lars sætter dåsen fra sig på bordet, og i næste nu kan jeg høre hans skridt komme nærmere.
”Hvor fanden har vi en kost,” mumler han.
Mit hjerte springer op i halsen. Om to sekunder vil Lars åbne lågen, og der vil jeg sidde og stirre på ham med en kagedåse knugende i favnen. Så hjælper ingen søde smil eller bortforklaringer om toilettet. Det bliver umuligt at bortforklare.
Lars’ skridt er stoppet.
”Hvorfor i helvede står vinduet åbent?” kan jeg hører ham vrisse. Han er tydeligvis godt gnaven over at blive vækket midt om natten for at feje kagekrummer op.
Vent dog til i morgen, tænker jeg, men jeg ved udmærket godt at han ikke vil gøre det. Og ganske rigtigt: I næste øjeblik lyder hans skridt igen, og skabslågen bliver flået op.
”Jane?!”

Lars’ skridt giver genlyd på de tomme gange. Jeg må småløbe for at følge med, mens jeg rædselsslagen tænker på, hvad der mon nu skal ske. Er det nok til at blive smidt ud?
Under alle omstændigheder vil der nok blive ringet til mine forældre, og når først min mor hører det, er hendes reaktion straf nok i sig selv. Bliver jeg smidt ud, vil hun personligt køre herud og hente mig, og derefter bruge hele hjemturen på at krydsforhøre mig. Stuearrest og ingen lommepenge i en måned. Det vil helt sikker være en rimelig straf efter hendes mening.
Lars åbner døren til et klasselokale.
”Ind!” kommanderer han, og jeg skynder mig at haste ind i lokalet. Lyset tænder automatisk efter få skridt.
”Forklar dig!” siger Lars vredt, da døren er smækket efter os. Han øjne lyner, da han kigger på mig.
”Jeg…” Situationen er umulig at bortforklare. Hvad skulle jeg lave i et kosteskab midt om natten? Jeg synker en klump og vælger at kigge ned i gulvet. Lars tager heldigvis dette som et initiativ til selv at snakke.
”Du synes åbenbart, at du har ret til, at tage mad fra køkkenet, når du selv har lyst?”
Jeg bliver ved med at kigge ned i gulvet.
”Af en eller anden grund mener du, at skolens regler ikke vedkommer dig, eller hvad?”
Jeg ryster svagt på hovedet.
”Det, du har gjort, er højst uacceptabelt,” siger Lars. ”Forstår du det?”
Jeg nikker svagt, men det er tydeligvis ikke nok til at tilfredsstille Lars.
Står det klart for dig, Jane?” spørger han vredt.
”Klart som glas,” siger jeg og minder mig selv om en Mary-Kate og Ashley-film jeg så engang. Men den lille Mary-Kates ellers så fremragende afslutning på dialogen, virker ikke helt rigtig i denne situation.
Lars sukker. ”Jane,” siger han roligt. ”Se på mig.”
Jeg løfter langsomt blikket og kigger ham ind i øjnene.
”Jeg vil hører sandheden om, hvad du lavede i køkkenet.” Han har helt opgivet at være sur og kigger nu mere bekymret på mig. Måske tror han, at det var et pludseligt anfald, der fik mig til at gøre det.
”Jeg var sulten,” lyver jeg.
”Du var sulten?” Han kigger mistroisk på mig. ”Og det var ikke muligt for dig at vente de sidste fem timer til morgenmaden blev serveret?”
Jeg vender igen blikket mod gulvet.
”Kravlede du ind gennem vinduet?” spørger han.
”Ja.”
”Hvem hjalp dig?”
”Ingen.” Jeg er fast beslutter på ikke at afsløre de andre.
”Lad være med at prøve at lyve, Jane,” siger Lars, der smiler en smule over min tåbelige løgn. ”Ingen ville på nogen måde selv kunne kravle ind ad et vindue, der er placeret to meter over jorden. Hvem hjalp dig?”
”Ikke nogen, siger jeg jo.”
Han sukker igen. ”Udmærket. Jeg forstår, at du ikke vil afsløre dine kammerater.”
Jeg nikker.
”Men Jane, du bliver nødt til at forstå, at det du gjorde er stik imod skolens reglement…”
”Ja,” siger jeg.
”…og at jeg bliver nød til at skrive dette op i Skolens Bog…”
”Ja.”
”… og at hvis noget lignende sker, bliver vi nødt til at smide dig ud.”
”Ja.”
Lars nikker. ”Du vil blive tildelt en straf, Jane, ligesom alle andre der bryder reglementet, og desuden vil jeg ringe hjem til dine forældre.”
Jeg nikker uden at fjerne blikket for gulvet.
”Godt,” siger han. ”Smut så tilbage i seng. Godnat.”
Jeg skynder mig ud af lokalet, og videre ud af bygningen. Så styrer jeg direkte mod hus tre.
”Psst, Jane.” Rebecca kommer frem fra en busk efterfulgt af Mark, Anna og Nickie. ”Fangede han dig?”
Jeg nikker.
”Hold da kæft mand! Var han hård?”
Jeg trækker på skulderne. Egentlig synes jeg, at jeg slap meget billigt.
”Han slog dig ikke, vel?” spørger Anna, mens hun børster sin jakke fri fra jord. De må åbenbart have kastet sig ind i den nærmeste busk, lige så snart Lars åbnede køkkendøren.
”Selvfølgelig gjorde han ikke det,” siger Rebecca, ”så bliver han smidt på porten. Men skældte han dig meget ud, Jane?”
”Han gjorde det klart, at jeg ville blive smidt ud, hvis det skete igen,” siger jeg. ”Og han ringer til mine forældre.”
”Lort,” siger Rebecca. Nickie ser ligefrem bange ud.
”Hvad er det du har i hånden,” spørger Anna. Først nu opdager jeg, at jeg stadig knuger kagedåsen i den venstre hånd.
”Haha, great!” udbryder Rebecca og snupper dåsen. Hun åbner den. ”Perfekt, Jane, det er muffins.” De andre samler sig for at få del i skatten.
”Godt klaret, Jane,” siger Mark og klapper mig på skulderen. ”Så var det jo ikke helt spild, vel?”
Jeg bliver sur på dem. Ikke helt spild? Nej, ikke for dem, der nu kan stå og æde muffins til de sprækker. Det var ikke dem der blev opdaget af Lars,og nu bliver noteret i Skolens Bog og kan risikere at blive smidt ud. Jeg kunne så nemt som ingenting have afsløret, at det var deres idé, og at jeg kun modvilligt gik med på det, men næh nej, jeg var en god veninde og holdt mund. Men det er de tydeligvis bare ligeglade med.
”Jeg går i seng,” siger jeg, og begynder at gå videre op mod huset.
”Ej, det skal da fejres,” siger Rebecca. ”Vi går op på mit værelse og spiser kagerne. Mark kan også komme med.”
”Nej tak,” siger jeg. ”Hvis Lars opdager, at jeg ikke er gået tilbage til mit værelse…” (Nickie kigger sig øjeblikkeligt over skulderen for at se, om han er fuldt efter mig) ”… bliver der bare ballade.” Jeg tager de sidste skridt hen mod huset.
”Han opdager ikke noget, Jane,” siger Mark og læner sig frem, tydeligvis for at give mig et til af sine overtalende kys, men jeg skynder mig at trække mig tilbage.
”Jeg er træt,” siger jeg. ”Tag bare kagerne, men jeg vil altså i seng.” Og uden et ord mere, skynder jeg mig ind af døren.

*
Bib, bib, bib, bib…
Jeg langer ud, og rammer vækkeuret med et hårdt dunk. Så vender jeg mig om på den anden side og sover videre.
”Jeg ville ikke blive liggende, hvis jeg var dig,” lyder Cilinas stemme. ”Der er snart morgenmad.” Hun er ved at rede sit hår henne foran spejlet.
”Jeg tror, jeg er syg,” mumler jeg. Jeg føler mig så udkørt, at jeg ikke kan forestille mig, hvordan jeg skulle kunne komme op.
”Ja, dine natlige vandringer må koste nogle kræfter,” siger Cilina.
Jeg sætter mig øjeblikkeligt op i sengen.
”Var du vågen?”
Cilina vrænger. ”Selvfølgelig var jeg vågen,” siger hun. ”Ingen ville kunne sove, når den idiot står og råber udenfor.”
”Han råbte sku da ikke,” siger jeg. ”Nu overdriver du.”
”Måske,” siger hun, ”men han talte stadig højt.” Hun ligger børsten fra sig. ”Hvad skulle I så? På måneskinstur?”
”Hvad rager det dig?” snerrer jeg, inden jeg kan nå at holde det tilbage. Hendes bedrevidende ansigtsudtryk irriterer mig.
”Det var I altså?” siger hun. ”Ser man det.”
”Vel var vi ej,” siger jeg. ”Tror du selv, han ville have taget Rebecca og de andre med så?”
”Nå, de var der også,” siger Cilina og begynder nu for første gang også at lyde irriteret. ”Så skulle I måske over og holde endnu et fødselsdagsparty?”
”Det rager ikke dig, hvad vi lavede,” snerrer jeg, mens jeg ryster af raseri.
”Sikkert ikke,” vrisser Cilina tilbage, ”men en anden gang, så bed venligst din kæreste om at dæmpe stemmen. Vi er jo andre, der prøver at sove.”
”Det skal vi nok selv bestemme,” hvæser jeg tilbage. Jeg er stærkt fristet til at kaste min hovedpude i fjæset af hende.
”Nå, så det tror du,” siger hun. ”Måske jeg så skulle gå ned og fortælle rektor, at du og dine små venner render ude om natten.” Hun kigger selvtilfreds på mig, velvidende om, at jeg ikke kan svare hende igen på hendes trussel.
Jeg kigger ned i gulvet.
”Oho,” siger Cilina triumferende. ”Der ramte jeg nok et ømt punkt. Eller måske…” – Jeg kigger op – ”… er du allerede blevet snuppet?”
Pis, hun har regnet det ud. Nu sidder jeg i saksen: Enten skal jeg indrømme, at jeg blev snuppet, eller også skal jeg lade være og se til imens, Cilina går ned og fortæller det til rektor. Men hvis Cilina gør det, så vil hun også nævne Mark og de andre, og så får de også ballade.
Jeg sænker blikket.
”Ha!” udbryder Cilina. ”Tænkte jeg det ikke nok. Det er hvad man får for at rende ude sammen med Mark og de andre.” En trækning løber over hendes ansigt, da hun nævner Marks navn.
”Ved du, hvad jeg tror,” siger jeg, mens Cilina åbner døren. ”Jeg tror bare, du er pisse misundelig over, at Mark valgte mig. Du er pisse jaloux over, at det ikke var dig, han kom og hentede i går aftes.”
Nu er det mig, der har ramt et ømt punkt. Cilinas ansigt trækker sig sammen i vrede, og flere gange åbner hun munden for at svare igen, men lukker den så igen. I et stykke tid står hun bare og ser rasende ud, men så lader hun til at give op. I næste nu smækker hun døren i hårdt bag sig.

”Godmorgen Jane,” siger Rebecca, da jeg kommer ned til morgenmaden. Hun sidder på bordet iført sort nederdel og en lyserød trøje med teksten ”Perfect Girl”. Ved siden af hende har Mark taget plads. Det er første gang nogensinde, at jeg har set ham nede til morgenmad.
”Hva’ så, Jane?” siger han, da jeg sætter mig på den eneste ledige plads ved siden af ham. Jeg prøver at gøre op med mig selv om jeg er sur på ham, men eftersom jeg lige har raset ud på Cilina (der i øjeblikket sidder og kaster onde blikke hen imod mig), føler jeg mig ikke rigtig vred på nogen.
Mark ligger en arm om skulderne på mig, og kysser mig på kinden. Jeg kan ikke lade være med at smile. Nej, selvfølgelig er jeg ikke sur på ham, han er jo vidunderlig! Han gjorde måske det rigtige i går: I stedet for at himle op og spørge om jeg er okay, vælger han at gøre situati-onen humoristisk. Han regnede bare ud, at jeg ville finde det irriteret med hundrede vis af spørgsmål, og prøvede at få mig til at glemme det. Han var betænksom, og det var måske også ret komisk, at jeg stadig havde kagedåsen i hånden, da jeg kom ud.
Jeg kigger rundt i lokalet. Ingen lader til at vide hvad der skete i nat; alle sidder og passer deres morgenmad, eller fører trætte samtaler. Så får jeg i det mindste en fredelig morgen uden sladder, men jeg skal nok regne med, at rygtet har bredt sig allerede om få timer. Cilina ligner allerede en, der er ved at fortælle det til Maja og Tutti.
”Hvad skal du have i første time, Jane?” spørger Rebecca.
”Dansk,” svarer jeg. ”Og jer?”
”Fortælletime,” siger Anna. ”Røvsygt.” Hun tager endnu en bid af sit brød.
”Anna sødeste,” siger Rebecca med en sukkersød stemme. ”Det var lige mig der snakke med Jane, ik? Er du sød at lade være med at bryde ind?”
Anna svarer ikke, men skynder sig at tage en slurk af sit glas. Hendes taktik går åbenbart ud på, at lade som om det ikke skete. Men hvad skete der egentlig også lige der? Anna plejer da altid at få lov til at sige hvad hun har lyst til? Det er da Nickie ingen gider at høre på? Men nu er det lige som om, at Rebecca heller ikke gider Anna mere. Timeout, hvad sker der?
”Det er ærgerligt at vi ikke har timer sammen, Jane,” fortsætter Rebecca efter at have send Anna et nedgørende blik. ”På den måde kunne vi få meget mere tid sammen…”
”Ja,” skynder jeg mig at sige. Det er altid bedst at give Rebecca ret.
”Det kunne være så hyggeligt,” siger hun smilende. ”Timerne er også meget nemmere at ud-holde når man er blandt sine gode venner.”
Jeg bryder mig ikke om de tryk hun ligger på gode. Det er ligesom om hun under-streger, at jeg skal til at udfylde Annas plads. Anna lader også til at have opdaget det, for hun ser pludselig meget ydmyg ud, og mumler noget med, at det nok er ved at være tid til at komme af sted til time.
Rebecca kaster et blik på uret. ”Nå, vi ses senere, Jane. Kys kys.” Hun vinker med hånden.
Da de alle sammen er forsvundet (Mark smuttede sammen med dem), bevæger jeg mig ned til dansklokalet. Gangen myldre med elever, og jeg kan se Cilina stå og fører hviskende samta-ler med Christian. Jeg kan tydeligt hører orderne ”nattevandring” og ”åndssvag” indgå i samta-len. Tutti står lidt længere henne sammen med en meget kulderet Dirk. Det ser ud til, at han har meget svært ved, at sige farvel til hende, inden han skal af sted til time. Tutti virker pinligt berørt over at han holder om hende i offentligt selskab, og jeg kan hører hende sige, ”vi ses jo lige om lidt, gå nu bare.” Jeg kan ikke lade være med at smile af hende. Hvis det var mig ville jeg sku også synes at Dirk var pinlig. Desuden er han grim.
Jeg finder en plads bagerst i klasselokalet, og regner med at Tutti vil placerer sig ved siden af mig som normalt, men hun sætter sig i stedet sammen med Maja, mens Cilina sætter sig sammen med en pige, jeg mener, hedder Charlotte. Ordet ”nattevandring” høres igen tydeligt, da de begynder at hviske sammen.
Efter dansktimen smutter jeg ned af gangen, for at mødes med Mark inden næste time. Han har haft fortælletime med Rebecca og de andre, og bør altså befinde sit i Den Gamle Bygning. Da der kun er en pause på fem minutter inden næste time, skynder jeg mig alt hvad jeg kan, men halvvejs nede af den solbeskinnede gang bliver vejen blokeret af en gruppe drenge.
”Gider I lige flytte jer,” siger jeg med den mest overlegne stemme jeg kan mønstre. Det ple-jer altid at få folk til at flytte sig, når det er Rebecca der siger det.
”Hvorfor skulle vi?” siger en af drengene med sin egen overlegne stemme. ”Tror du selv du kan koste rundt med os?”
Jeg fnyser. ”Ej, hvor sejt, hva’!” Jeg kaster en smule med håret. ”Du kan nok rigtig svarer igen.”
Drengens smil falmer en smule.
”Hvad er det man hører om dig, Jane?” siger en af de andre. ”At du har været på nattevandring, og blev snuppet?”
Drengeflokken ler, men jeg har brugt hele dansktimen (undervisningen var alligevel ekstremt kedelig) på at forberede mig på det spørgsmål.
”Bare fordi du ikke er sej nok til at bryde skolens regler, dengse,” håner jeg, ”så betyder det jo ikke at vi andre ikke er det, vel? Men din mor har vel forbudt dig at strejfe omkring, ik?”
Drengen ser rasende ud.
”Et udmærket spørgsmål, Jane,” lyder en stemme bagfra. Jeg vender mig, og ser Rebecca komme gående. Hælene på hendes stiletter giver høje klonk når hun bevæger sig hen over fli-segulvet. Flere af drengene rette lidt på håret da de ser hende; det er tydeligt at Rebecca er single. ”Men sådanne drenge…” – Rebecca sender dem et nedladende blik – ”… har bare ikke store nok hjerner til at fatte hvornår man skal snakke. De har brug for at spille seje.” Hun ly-der allermest som en børnehavepædagog, der prøver at forklarer et lille barn, at det har sagt noget grimt.
”Nemlig,” siger jeg, ”jeg gider egentlig heller ikke spilde min tid på dem, men de blokere jo vejen, og jeg har absolut ikke lyst til, at mase mig igennem noget så ulækkert.”
Rebecca griner. ”Nej, du har ret, sødeste. Kom, lad os gå.” Hun skubber drengene til side, og marcherer videre med vildt svingende hår. Jeg følger efter hende, mens jeg sørger for, at sen-de drengene endnu et nedgørende blik, mens jeg lader fingrene glide ned gennem lokkerne.
”Bitch,” kan jeg hører en af dem mumle, men det får mig kan til at smile. Jeg ved, det bety-der, at jeg har vundet over ham.

*
Marts måned går. Cilina nægter fuldstændig at snakke til mig, og forlader altid vores værelse når jeg kommer derind. Hun tilbringer mere og mere tid oppe ved Herman for at slippe for mig, eller også er hun inde ved Maja og Tutti. Men det gør mig ikke noget. Jeg bruger min tid sammen med Mark og Rebecca (og Anna og Nickie når Rebecca lader dem ”lege med”), og hygger mig egentlig vældigt uden hende. Sammen med Rebecca kan man bagtale andre uden at få at vide man er led, og desuden finder jeg det langt sjovere at tage billeder og lægge makeup, end at snakke om heste og drikke the.
Rygterne om min nattevandring (der efterhånden havde udviklet sig til, at jeg blev fundet kravlende rundt på skolens tag) er efterhånden holdt om med at svirrer rundt på skolen. Lars lader til at have glemt den straf han ville tildele mig, og jeg er ikke dum nok til at minde ham om det. Men han har også nok at tage sig til, for siden episoden med drengene på gangen, er flere og flere blevet taget i ulovlige nattevandringer. Måske ramte jeg et ømt punkt, da jeg sagde til en af dem, at han ikke var sej nok til at bryde skolens regler? Totalt taber at man så bagefter går hen og gør det!
April er lige så hurtigt væk, som Cilina er hver gang hun ser mig. Påskeferien (som jeg blev tvunget til at holde i selskab med mine bedsteforældre) er overstået, og skolen gør sig klar til årets sidste fase. I slutningen af måneden bliver alle elever samlet i den store fællessal. Det er nemlig blevet tid til en af skolens helt store traditioner.
”Den årlige hyttetur,” fortæller Rektor med sin mekaniske stemme, ”har altid stået på sko-lens program. Den første maj tager vi ud til vores sædvanlige sted nær søen, hvor vi skal overnatte i bioakker og lave mad over bål. For skolens rideelever vil der være mulighed for at tage turen til hest, og for alle andre vil vi sejle i kano…”
Der lyder spredt mumlen. Af hvad jeg kan høre, lyder det som om, de fleste synes, det lyder mægtig sjovt med heste og kanoer. For mig lyder det som et mareridt. Jeg hader at sejle!
”Turen varer to dage,” forsætter rektor, ”og er obligatorisk. Der gælder de samme regler som almindeligt, hvilket vil sige ingen alkohol og ingen cigaretter. Der vil desuden være et program som alle er forpligtet til at følge.
Alt bagage skal pakkes så det kan bæres, hvilket vil sige, at kun det mest nødvendige skal tages med. Vi har kun få både til bagage (til de elever der rider vil det blive transporteret i en hestevogn), og I skal også selv bære tingene et stykke vej. Jeg skal også minde om at det er en overlevelses tur, og I skal derfor klæde jer praktisk på. Tag tøj på der gerne må blive snav-set og, i værste fald, ødelagt…”
”Sådan noget tøj ejer jeg ikke,” mumler Rebecca vredt ved min side.
”… vandresko er helt klart oplagt, og… desuden vil I modtage en pakkeliste hvor alt dette står…”
”Jamen så er det da også superfedt at du har brugt så lang tid på at forklare det,” siger jeg lavt.
”… og I er selvfølgelig velkommen til at stille spørgsmål til lærerne. Turen starter lørdag mor-gen klokken syv, og inden da skal alle have spist morgenmad…”
”Det bare løgn!” siger Rebecca.
”… Det var vidst alt for nu, smut så bare med jer.”

*
”Hej Mark.” Jeg kysser ham på kinden, og sætter mig ved siden af ham.
”Hva’ så Jane?” Han sidder på skråningen ned til fodboldbanen, og følger spillet. Der er et vældigt opgør i gang, og lige nu skal Christian til at skyde et afgørende straffespark.
”Og det er Christian der skal skyde,” råber Marks ven Nico (ham der prøvede at invitere Cili-na til juleballet), der åbenbart har udnævn sig selv til kommentator. ”Men det er Thomas på målet, og jeg tror, vi alle er klar over, at Christian ikke har evnerne til at score på så god en målmand.”
Mark griner. Det er tydeligt at Nico er jaloux på Christian, fordi han nu kommer sammen med Cilina. Christiansen sender Nico et ondt blik nede fra banen, og lægger derefter bolden til ret-te.
”Christian tager sigte…” råber Nico. ”Han løber – han skyder – OG HAN BRANDER! Christian lever helt op til alles forventninger.”
”Vil du spille?” spørger Mark. Det er åbenbart blevet tid til udskiftninger.
”Tja, hvorfor ikke,” siger jeg, og tager imod hans arm, som han rækker frem, for at hjælpe mig op.
”Der er tre nye indskiftninger,” råber Nico. ”Her ser vi Jane og Mark mens Rasmus og Emil forlader banen, og i den anden side bliver Lasse nu skiftet ud med Kenneth.”
Jeg løber ind på banen, og bliver placeret i angrebet i venstre side. Mark bliver også placeret i angrebet, og så går spillet videre.
”Og det er Kenneth med bolden – han spiller til Johan – Johan til – nej, han bliver tacklet af Mark, super tackling fra Mark – Mark dribler videre, undviger Julius – og han undviger også Sø-ren – som den dreng dog kan spille! – Han spiller videre til Jane…”
Jeg dribler hurtigt op af banen, men bliver to sekunder efter tacklet af Kenneth. Skamfuld prøver jeg at erobre bolden tilbage, men Kenneth er allerede videre. Jeg bliver øjeblikkeligt i tvivl om jeg overhovedet skulle have meldt mig ind i kampen. Jeg er jo udmærket klar over at jeg er elendig til fodbold. Jeg droppede jo træningen for flere år siden.
”Kenneth spiller Johan,” kommentere Nico, ”og Johan fortsætter op af banen i lynhurtigt tempo – Spiller den videre til Christian, han skal åbenbart have en chance til efter sin brandert – og Christian nærmer sig målet, stop ham Thomas – NEEEJ! CHRISTIAN SCORER!”
Mark ser rasende ud, og skynder sig ned for at give bolden op. Christian stråler som en sol, og sender et overlegent blik op til Nico, der nu ikke ser helt så kæphøj ud længere.
”Og bolden bliver givet op,” råber Nico. ”Mark tager selv bolden, og dribler den op af banen. Han løber til – hold da kæft han løber til! Men nu ser det ud til at vejen bliver spærret for ham – Nej, han kommer uden om. Det ser ud som om Mark vil klare det selv. Han har knap tre mi-nutter igen – han er der næsten – nej, nu stiller der sig ikke mindre end tre forsvarer i vejen for ham. Jeg tror Mark bliver nød tilat spille bolden nu…”
”MARK, SPIL MIG!” råber jeg. Eftersom alle forsvarene dækker for Mark, har jeg fri adgang til målet. Men Mark spiller mig ikke. I stedet prøver han at lave en underlig finte for at komme uden om sine modstandere, men det ender med at han skyder bolden ud over sidelinjen sam-tidig med at Asger, der er dommer, fløjter af.
Rasende går Mark ud af banen. Jeg skynder mig at løbe efter ham.
”Hvorfor spillede du mig ikke?” spørger jeg undrende.
Mark trækker på skulderne, men jeg er sikker på, at han bare selv ville have æren for målet.
”Egoismen længe leve,” mumler jeg, inden jeg bevæger mig videre.

*
Alle elever skal medbringe:

Sovepose
Liggeunderlag
Toilettaske
Håndklæde
Ekstra tøj
Praktiske sko
Varmt overtøj
Drikkedunk
Lommelygte

Rebecca kigger vantro på sedlen.
”Liggeunderlag,” kan jeg se hende mime med en stærk utilfreds mine.
Vi sidder på hende og Annas værelse, kort efter pakkelisterne er kommet. Der er tre dage til turen, og lærerne har opfordret os til, at begynde pakningen med det samme. Rebecca har fundet en stor sportstaske frem, og har allerede smidt adskillige nederdele ned i den.
”Hvordan har du tænkt dig at bære den der?” spørger Anna mens hun følger Rebecca, der er ved at finde toppe frem.
”Det er sku da bare at tage den over skulderne, smarte,” siger Rebecca i sit nedladende to-nefald, og fortsætter med at rode i skabet.
Anna kaster med sit hår. ”Ej, men vi skal ligesom bærer dem langt, ik?” Hun bruger sin egen lidt nedladende tone, sandsynligvis for at fortælle Rebecca, at hun ikke finder sig i hendes må-de at behandle hende på.
Men Rebecca ignorerer hende bare. Hun rette sig op fra bunden af skabet, og sætter et par røde stiletter med mindst ti centimeter høj hæl frem.
”Hvad skal du med dem?” spørger jeg, mens jeg tjekker mit look i mit kosmetikspejl. Rebec-ca har lært mig, at det er bedst at gøre mindst en gang i timen.
”Jeg skal have dem på på lørdag, sødeste,” siger Rebecca. Hun tjekker pakkelisten igen, og finder derefter en blomstret toilettaske.
”Vil du gå flere kilometer i stiletter?” spørger Nickie, der for en gang skyld har fået lov at væ-re med. Hun sidder på gulvet og kigger på Rebecca med let åben mund.
”Nickie, bare fordi man skal på lejrtur, betyder det ikke, at man ikke skal have stil,” siger Re-becca. Hun kigger ikke på Nickie, men siger det til sit eget spejlbillede, mens hun ligger mere lipgloss på. ”Men det ved sådan en som dig selvfølgelig ikke noget om.” Hun lader fingrene kø-rer ned gennem håret, og smider derefter lipglossen ned i toilettasken.
Nickie åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen. Det ser ud som om, hendes hjerne arbejder på højtryk.
”Selvfølgelig skal vi have stiletter på,” siger jeg, ”hvad havde du forestillet dig? Man er da to-talt neder’n hvis man gider gå i flade sko.”
Rebecca sender mig et smil.
”Præcis,” siger hun. ”Alle de små tabere kommer i store vandresko og ligner idioter, der net-op er blevet sendt hertil fra månen. Det bliver selvfølgelig en oplagt mulighed for at mængde dig med nogen der ligner dig, Nickie, men jeg har altså ikke tænkt mig at gøre jer selskab.” Hun vender sig væk igen, mens Nickie kigger ned i gulvet. Det er næste som om man kan høre hendes hjerne knage.

Lejrtursdagen gryr med guld i mund. Solen varmer fra en næsten skyfri himmel, og det er kun en let brise der af og til får vores hår til at blafre. Alle er troppet op på den store plads foran skolen og står med deres rygsække foran dem.
Da jeg, iklædt min bedste nederdel og Rebeccas sorte stiletter, kommer ned i gården, får jeg øjeblikkeligt øje på Rebecca og de andre ovre i et hjørne. De lyser langt mere op end de plejer på grund af deres påklædning. Mens alle andre står i gamle cowboybukser og store vandresko, har Rebecca og de andre iklædt sig samme slags tøj som mig: Lårkorte nederdele og toppe med en tynd cardigan for at holde varmen. Da jeg kommer nærmere, kan jeg endda se at Nickie har taget stiletter på.
Totalt wannabee, tænker jeg. Hun gøre alt hvad Rebecca gør.
”Godmorgen, Jane,” siger Rebecca og smiler. ”Sovet godt?”
Jeg smider min sportstaske ved siden af hendes, og lader fingrene kører gennem håret. Jeg har en stærk fornemmelse af, at nogle af drengene iagttager mig.
”Ærlig talt, nej,” siger jeg, og prøver desperat at komme i tanke om en smart bemærkning. Selvom man har fyr på, gør det jo ikke noget, at andre drenge synes man er lækker. ”Jeg overvejede seriøst at lægge mig syg for at slippe for det her. Det er da det mest røvsyge.”
”Agreed,” siger Rebecca og slår smæld med tungen. ”Jeg er aldrig blevet udsat for noget så åndssvagt.”
I det samme høres lyden af klaprende hestehove, og hesteeleverne kommer rundt om hjør-net trækkende på hver deres hest. Jeg kan se Cilina komme gående med Herman iført ridetøj og med en drikkedunk i hånden. Hun snakker med Maja og Tutti der også hver trækker deres heste efter sig. Majas er stor og sort, mens Tuttis er en lille, lys, tyk islænder.
”Lad os komme væk herfra,” siger Rebecca. ”Jeg hader stanken af hest.” Hun løfter op i sin taske, og jeg kan høre en lavmælt klirren. Det lyder til, at Rebecca har taget samtlige parfu-meflasker med.
Vi går over i den anden ende af gården, samtidig med at lærerne kommer ud fra hovedbyg-ningen. Rektor stiller sig op på en sten, og folk retter blikket imod ham.
”Godmorgen, alle sammen,” siger han med et smil der når fra øre til øre. ”I dag er dagen som vi alle har glædet os til…” (Rebecca fnyser) ”… og det ser ud som om vejrguderne har vel-signet vores rejse. Vejret skulle sandsynligvis holde både i dag og i morgen. Det er også rigtig dejligt at se, at I har klædt jer så praktisk…” hans øjne hviler et øjeblik på Rebeccas høje sti-letter ”… og at I virker glade og veloplagte.
”Nå, til det praktiske: For alle os på gå-ben vil der være afgang, så snart de praktiske oplys-ninger er givet. Vi vil gå ned til søen, hvorfra vi sejler de cirka tre kilometer til vores bestem-melsessted. Området ligger på en lille halvø, der hedder Æbleøen. I vil alle sammen få udleve-ret et kort, så I kan finde vej, og alle vil få udleveret en redningsvest når vi ankommer til sø-en.
”Til rideeleverne vil der være afgang cirka 15 minutter efter. I skal have pakket hestevognen, og derefter vi I ride af bestemte stiger til øen. I skal ride i samlet flok,” Rektor kigger strengt på dem, ”for vi vil ikke have at nogen bliver væk undervejs. Det vil være alles ansvar at holde samlet trop. Sker der nogle problemer, skal alle stoppe og hjælpe til.
”Godt, det var vidst det hele. Gå-bens-elever stil venligst klar ude på fortorvet. Der vil være afmarch om to minutter.”
Nogle få begynder at klappe da han hopper ned af stenen. Hvorfor kan jeg virkelig ikke se.
”Gå-bens-elever,” vrænger Rebecca. ”Han mener vel ikke-totalt-taber-heste-folk-som-rent-faktisk-har-et-liv-elever.”
Jeg griner og følger med hende ud på fortovet. Vi har begge to kastet vores sportstaskes rem over skulderen, og stiller os nu i mylderet af elever. Alle snakker og griner som om denne dag skulle blive den bedste i deres liv.
”Tabere,” kan jeg hører Rebecca mumle, hvorefter hun trækker sig et skridt tilbage, som om hun er bange for, at de vil smitte hende.
”Okay alle sammen,” råber Lars. ”Af sted.”
Flokken sætter i bevægelse. Jeg kaster et hurtigt blik tilbage, og opdager at både Cilina og Maja kigger efter mig (Tutti er ved at blive krammet farvel af Dirk, der er på gå-ben), men da de opdager at jeg kigger, skynder de sig at dreje hovedet væk.
I det samme indhenter Mark os.
”Hva så tøser,” siger han og smiler kækt. Han begynder at gå ved siden af Rebecca, eftersom der ikke er plads ved siden af mig.
”Hej Mark,” siger Rebecca kærligt.
Mark ligger en arm om skulderen på Rebecca, hvilket øjeblikkeligt får mig til at kigge op. Mark opdager mit ansigtsudtryk.
”Haha, du er da ikke jaloux på din bedste veninde, Jane?” griner han, og trækker samtidig Rebecca lidt tættere ind til sig.
”Selvfølgelig er hun ikke det,” siger Rebecca. ”Hun ved jo vi er venner.”
Jeg skynder mig at smile.
”Klar til kanotur og lejrbål?” spørger Mark for at lede samtalen hen på noget andet. ”Du har jo altid været lidt af en spejder, Becca.”
”Tsk,” fnyser Rebecca. ”Yeah right!”
Mark griner igen.
”Come on,” presser han, ”jeg har det fra en ganske sikker kilde. Han siger du var det i-”
”Luk røven, okay?!” siger Rebecca og prøver at hive sig fri af hans greb. ”Jeg har sku da nok ik været spejder.” Hun kaster vildt med håret.
Mark griner bare og bliver ved med at holde om hende.
Et mærkeligt smil breder sig på mine læber. Rebecca spejder? Kan det virkelig passe? Jeg prøver at fange Marks blik, men han kigger ikke på mig. Hvem mon har fortalt ham det?
Skolen er efterhånden ude af syne, og jeg begynder at være temmelig træt af at gå. For hvert skridt jeg tager, dunker sportstasken ind i mine baglår, og remmen skærer mig ned i skulderen. Hvis det her havde været en romantisk film, ville Mark have spurgt, om han skulle bære den for mig, men Mark går bare og snakker med Rebecca om hvor tåbelig turen er (no-get Rebecca åbenbart kan blive ved med at diskutere i al evighed). Jeg svinger tasken mere op på siden af mig selv, og prøver at løfte den lidt med hænderne, for at forhindre den i at skære ned i min skulder, men den er stadig møgbesværlig at gå med. Det eneste positive ved den er, at den ikke er så totalt klam som den rygsæk mor gav mig.
”Så er vi her,” lyder det endelig for Lars fem minutter senere, og lykkelig smider jeg tasken fra mig. Jeg kan ikke forstå at Rebecca slet ikke har klaget sig.
Kanoerne ligger på række langs bredden, og i en stor bunke ved siden af ligger de orange redningsveste. Jeg kan se Rebecca kaste dem et foragteligt blik, inden hun sætter sin taske ved siden af det andet bagage.
”Hvem er den store robåd til?” spørger Nico pludselig fra længere fremme, og jeg får øje på en temmelig stor robåd der er trukket halvt ud i vandet.
”Det er til bagagen,” forklarer Lars, inden han hæver stemmen lidt mere og siger: ”Der er tre mand om hver kano. Inden I stiger i bådene skal I alle sammen have taget en redningsvest på og have fået udleveret et kort. Så snart I er klar, må I sejle af sted. Vi ses på Æbleøen.”
”Kom Jane,” siger Rebecca, der stadig har Marks arm om sine skuldre. Rebecca tager imod et ark fra Lars, og bevæger sig dernæst ned mod kanoen længst væk. Efter et hurtigt blik på kor-tet, rækker hun arket til mig.
”Du må godt få lov at være vejviser, søde,” siger hun, og smiler som om det er den største ære hun kunne give mig.
”Jane, du sætter dig forrest i båden,” siger Mark til mig, og peger på kanoen. ”Rebecca, du sætter dig i midten, og jeg sætter mig bagerst og styrer.”
”Okay,” siger jeg, og skal til at gå over efter en redningsvest, da jeg opdager, at Rebecca hopper ned i båden uden.
”Kom nu, Jane,” hvisker hun. ”Lad os komme af sted inden de voksne opdager os. Vi gider sku da ikke have redningsveste på.”
Mark står allerede klar til at skubbe båden i vandet. Begge kigger de indtrængende på mig. Jeg kigger ud over det mørke vand, og forestiller mig følelsen af at glide ned i det, men så kommer jeg til at kigge på de skrigorange veste, og kan pludselig se, hvor åndssvag jeg ville komme til at se ud i sådan en. Jeg kigger hurtigt op på lærerne. De er alle travlt beskæftiget med at hjælpe folk og bagage i bådene, og ingen har blikket vendt imod os.
”Selvfølgelig skal vi ikke have redningsvest på,” siger jeg, og skynder mig ned på mit sæde. De første både er allerede i vandet, og hvis skal blande os med mængden skal det være nu.
”Okay,” siger Mark, ”så det nu.” Han giver kanoen et ordentlig skub, og den glider langsomt ned af skråningen. Den første følelse af at flyde på vandet, giver mig et ubehageligt sug i ma-ven. Båden vipper faretruende da Mark springer i, og pagajen i mind hånd virker ikke som no-gen stor hjælp. Jeg har ikke sejlet i kano i årevis, og jeg har fuldstændig glemt hvordan man gør.
”Ro nu!” beordrer Mark nede bagfra. ”Vi skal væk inden lærerne ser os.”
Billedet af en vred Lars der råber inde fra bredden, får mig til ro hårdt med pagajen. Det er netop gået op for mig, at denne overtrædelse af reglementet, kan være den der sender mig hjem.
”Så, vi er dækket af træerne nu,” siger Mark. ”Vi kan godt tage det lidt med ro nu.”
”Skønt,” puster jeg, og begynder at føre åren langsommere igennem vandet.
”Du skal have os lidt mere til højre, Mark,” siger Rebecca fra det lave sæde i midten.
”Ja, det rigtigt,” mumler Mark, og lidt efter drejer vi en smule.
Solen varmer på mig, mens vi glider gennem vandet. Vi holder et nogenlunde hurtigt tempo, for at være sikker på, at de voksne ikke indhenter os. Mine arme er begyndt at gøre ondt af at ro, men billedet af den sure Lars, får mig til at blive ved.
”Det er sku ret hårdt det her,” siger jeg, mens jeg endnu engang jager pagajen gennem van-det.
”Mmh,” lyder det omme fra Rebecca. Jeg vender mig om, og ser, at hun har hevet sin årer op, og bare sidder med lukkede øjne. Mark ror heller ikke, men er ved at lave et eller andet på sin mobil.
”Hvorfor ror I ikke?” spørger jeg. Rebecca åbner langsomt øjnene, og kigger sig lidt omkring, inden hun svarer.
”Vi kan vel skiftes lidt.” Hun trækker svagt på skulderne, og virker fuldstændig ligeglad.
”Jeg kan altså ikke mere,” siger jeg, og hiver min pagaj op.
”Kom nu Jane,” siger Mark, ”ellers indhenter de voksne os. Jeg ska’ nok ro li’ om lidt.” Han smiler til mig, og jeg kan mærke at jeg smelter fuldstændig sammen.
”Okay,” siger jeg, og lægger igen kræfterne i.
Det varer knap en time før vi er fremme. Mark hopper op af båden, og trækker os op på land. Bagefter kravler mig og Rebecca op. Jeg vakler en smule på de høje hæle, og skynder mig at tage fat i en gren for at Rebecca ikke skal se det.
”Jam’n, det var jo ik’ så slemt,” siger Mark, og kigger sig omkring. Der er allerede kommet en snes stykker, som nu går rundt og spejder efter de sidste.
”Nej,” siger Rebecca og lader fingrene kører igennem håret. ”Hvem sagde, det var hårdt at ro i kano? De må sku være totalt slappe.”
Jeg kommer med et lydløst fnys. Rebecca roede ikke et sekund af turen.
Lidt efter kommer Anna og Nickie til syne. De sejler sammen med Annas kæreste Oliver. Alle tre virker de meget forpustede, og ser ud til at kæmpe for at nå det sidste stykke ind til bred-den. Jeg lægger mærke til at Anna og Nickie begge har taget redningsvest på, og kan se at Rebecca fnyser af dem.
”Godt alle sammen,” råber Lars, da hans båd som den sidste er ankommet. ”Nu skal vi gå det sidste lille stykke til fods. Alle skal tage deres bagage´, og så går vi i samlet flok. Kom nu, lidt fart på.”
Jeg snupper min sportstaske, og begynder så at gå sammen med Mark og Rebecca. Jeg føl-ger ikke med i Rebeccas snak om hvor åndssvagt det hele er, men går bare og spekulerer på, hvordan vi skal tilbringe natten. Jeg har aldrig brudt mig meget om at ligge på liggeunderlag, og tanken om at sove i en bioak er heller ikke fristende. Vi skal lave mad over bål, hvilket vil sige, at vi alle sammen kommer til at stinke af røg, og i morgen eftermiddag skal vi igen ud og sejle i kano. Hvorfor er det her bare verdens største skod tur?
”… jeg mener, hvorfor er det obligatorisk?” siger Rebecca for 117. gang. ”Jeg ville have det så meget bedre på mit værelse, og så kunne de små tabere rende rundt og bygge træhuse…”
”OG HOLDT!” råber Lars, og får hele gruppen til at stoppe. Jeg læner mig frem for at se hvad der mon skal ske, men Dirks høje skikkelse stiller sig ind i mit synsfelt. Det eneste jeg kan se, er toppen af Lars’ skallede hoved, og Dirks ene skulder.
”Godt,” råber Lars. ”Vi er nået til forhindringen, som vi er nød til at passere, før vi kan nå ud til vores lejr. Som I kan se…”
”Eller ikke,” mumler jeg.
”… er der spændt to snore ud over åen. Dem skal vi bruge til at krydse over vandet, og bare roligt, det er mine stærke knuder, så intet kommer til at gå galt. I skal have jeres bagage med over, så sørg for at have den, så I ikke taber den.
”Rektor vil som den første kravle over for at tage imod jer, og jeg vil stå på denne side og sørge for, at I gør det rigtigt. Den næste vil blive sendt af sted, når den første er halvvejs over, så vi undgår for meget vægt på snorene af gangen.”
”Hvilket vil sige at Benete Morris skal transporteres over i to halvdele for at det kan bære,” siger Rebecca så højlydt, at Benete, der står foran os, sagtens kan høre det. Hun kommer med en underligt klynk, og skynder sig over i den anden side af køen.
Rektor er allerede i gang med at kravle over. Da han er halvvejs sender Lars de første af sted, og sikre sig, at de alle sammen har ordentlig ved. Rebecca trækker mig med om bagerst i flokken, mens hun sørger for, at stå i skyggen af en stor gruppe drenge, så Lars ikke kan se os.
”Jeg skal i hvert fald over som den sidste,” fnyser hun, og kaster irriteret med håret.
”Hva’ gør det af forskel?” spørger Mark, der er fuldt med os.
”Det… det gør bare en forskel!” vrisser Rebecca, og kaster mere med håret. Det begynder ef-terhånden at virke overdrevet, at hun gør det hele tiden.
”Nå-nå,” griner Mark, og laver en komisk efterligning af Rebeccas hovedkast, ”men jeg tror nu at jeg vil over nu.” Han forsvinder bag flokken, inden jeg kan nå at sige en lyd.
”Vent du bare sammen med mig, sødeste,” siger Rebecca, da hun ser mit blik. ”Mark er der jo til at tage imod dig på den anden side.” Hun finder et kosmetikspejl frem fra sin lomme, og begynder at tjekke sit udseende i det.
Det begynder at tynde ud i flokken omkring os, og da Benetes lille veninde få øjeblikke efter kravler over snorene, er der kun Benete, Rebecca, Anna, Nickie og mig tilbage.
Lars trækker Benete frem.
”Vent lige lidt,” siger Rebecca. ”Benete burde da gå over som den sidste!”
”Og hvorfor så det?” spørger Lars med et løftet øjenbryn.
”tjoh, hvis snoren nu knækker, hvilket der er stor sandsynlighed for at den gør,” snapper Re-becca, ”så skal det vel kun gå ud over hende selv, ik?”
Lars’ ansigt ændrer sig øjeblikkeligt til en rødlig farve.
”Sådan taler vi ikke om hinanden her, Rebecca,” siger han strengt. Derefter hjælper han Be-nete op på snoren, og viser hende hvordan hun skal holde fast, mens hun bevæger sig. Rebet bøjer uhyggelig meget under hendes vægt.
”Kom så, bare lige så stille og roligt,” siger Lars, mens Benete skælvende bevæger sig over snorene. Jeg kan se, at hendes små øjne kigger skræmt på vandet under hende.
Halvvejs ude bøjer snoren så meget, at jeg er bange for, at den vil knække. Det knager fare-truede i snorene, og jeg kan høre Benete klynke. Men et øjeblik senere er hun sikkert i land på den anden side, og bliver trøstet af sin lille veninde, der sender Rebecca arrige blikke.
”Næste,” siger Lars, og kigger på Nickie der står tættest på ham. Men Nickie har tydeligvis ikke lyst.
”Øh… j-jeg tror bare jeg venter l-lidt,” stammer hun, og trækker sig lidt tilbage. Anna følger med hende, mens hun prøver at gøre sig så lille så muligt.
Rebecca fnyser. ”Altså det er jo bare en snor, ik?” siger hun utålmodigt. ”Det er jo ikke svært.”
”Jamen, så gå du først, Rebecca,” siger Lars, og gør en gestus mod snorene. Rebecca tøver et øjeblik, men ranker så ryggen, og siger, ”ja, hvis jeg virkelig er den eneste der tør. Du føl-ger vel med, sødeste?” Hun kigger på mig, mens hun nærmer sig snorene, og jeg skynder mig at nikke.
”Jo, selvfølgelig,” siger jeg.
”Fint, Rebecca,” siger Lars, mens Rebecca svinger sin sportstaske over skulderen, ”du skal bare holde ved her, og bevæge dig med fødderne…” – han kigger et øjeblik på de røde stiletter – ”… hen over her.”
”Nemt nok,” siger Rebecca, og griber fat i det øverste reb. Derefter sætter hun den ene fod op… og tøver. ”De er jo helt løse,” siger hun vredt, og rykker i snoren, så Lars kan se, hvordan de svinger.
Og hun har fuldstændig ret. Benetes vægt må have løsnet knuderne en smule, for rebene dirrer en del mere end tidligere, når Rebecca rykker i dem.
”Der er intet galt med dem,” siger Lars koldt. ”Se du nu bare at komme af sted. Det kommer bare til at svinge en anelse mere.”
”Nåååårh ja, jamen det bliver vel nok sjovt!” siger Rebecca hidsigt. ”En svingtur over vandet, det er liiiige det jeg altid har drømt om!”
”Jeg troede det var så let?” siger Lars, der tydeligvis morer sig. ”Det er da en smal sag for dig, Rebecca.”
”Selvfølgelig er det det,” snapper Rebecca, ”men tror du selv, jeg gider?”
”Jamen du er velkommen til at gå udenom,” siger Lars. ”Det er bare tre kilometer den vej, så kommer du til en bro.” Han ligner en der er ved at sprænges af latter.
Rebecca ser rasende ud. Så sætter hun igen foden op på rebet, og skæver ud over åen.
”Der er ikke noget at være bange for,” siger Lars. ”Kom nu bare.”
”Som om jeg er bange!” siger Rebecca, men hendes stemme lyder en smule mindre selvsik-ker en før. Så tager hun en dyb indånding, og sætter den anden fod op.
Rebene giver et kraftigt sving.
”Bare stille og roligt, Rebecca,” siger Lars, og tager fat i rebet for at stabilisere det. Rebecca bevæger sig langsomt videre, mens jeg kan høre hende mumle: ”skulle være blevet hjemme… totalt åndssvagt… kun tabere…”
Rebene svinger igen kraftigt, og Rebecca klamrer sig til dem. Jeg kan se en del der fniser ov-re på den anden side.
”Så Jane,” siger Lars, ”så kan du godt gøre dig klar.”
Mit hjerte begynder øjeblikkeligt at hamre. Det sidste jeg har lyst til, er en svingtur ude over åen, men jeg kan godt se, at jeg ikke har noget valg. Langsomt nærmer jeg mig Lars, og pla-cerer hænderne på den øverste snor. Så hæver jeg mig forsigtigt op med begge fødder.
Det giver øjeblikkeligt et ryk i rebene.
”Stille og roligt, Jane,” udbryder Lars forskrækket, og griber fat i snoren med begge hænder.
Det kan du sagtens sige, tænker jeg vredt, mens jeg forsigtigt fortsætter. Mine sti-letter glider på det våde reb, og hælene kommer i vejen. Hvorfor tog jeg dog ikke flade sko på?
Rebecca lader til at være frosset fast, for hun bevæger sig ikke fra midten af rebene, hvor hun står. Hendes øjne kigger på vandet under hende, og al hendes selvtillid lader til at være borte.
”Kom nu, Rebecca,” råber Lars inde fra bredden, ”bare lige så stille og roligt.” Men Rebecca hører ham ikke. Hun står bare med begge arme om den øverste snor, og ser rædselsslagen ud.
Latteren tordner fra den modsatte bred, og irriteret kan jeg se, at Mark deltager i den. Måske ikke så voldsomt som mange af de andre – hvoriblandt nogle må støtte sig til hinanden for ikke at knække sammen – men alligevel er det tydeligt, at det morer ham.
Rasende fortsætter jeg, mens jeg af og til kigger ind imod latterbrølende. Jeg kan mærke vreden pulsere i mig, og får en forfærdelig lyst, til at slå på en eller anden. Det er jo ikke dem, der skal hænge og slingre herude. Næh nej, deres reb var stramme og nemme at klatre over, og gav ikke et ryk hver gang de flyttede fødderne.
Jeg er efterhånden nået helt ud til Rebecca, der stadig ikke har rørt sig. Rebet, vi står på, bøjer efterhånden så meget ned, at vi kun er få centimeter over vandets overflade. Rebecca lader til at have sanset dette, for hun stirrer forfærdet på sine stiletter.
”Kom nu, Rebecca,” siger jeg, men Rebecca ryster på hovedet.
”Jeg kan ikke,” siger hun så svagt, at kun jeg kan høre det. ”Mine sko glider.”
”Du skal bare gå forsigtigt,” siger jeg, og prøver at holde mit tonefald roligt. Men det er svært; aldrig har jeg følt mig så dum. Jeg står på et reb ude over en å sammen med skolens mest populære pige, der tydeligvis er lammet af skræk, mens halvdelen af skolen står og gri-ner af os. Selv lærerne ser ud til at nyde øjeblikket, selvom de prøver at skjule det.
”Rebecca,” siger jeg bedende, ”folk kigger!”
Det får Rebecca til at vågne. Hvordan hun kunne have glemt, at halvdelen af skolen overvå-gede hende, ved jeg ikke, men det ser i hvert fald ud som om, at det først er gået op for hen-de nu, for nu ser hun pludselig helt forskrækket ud, og skynder sig at rette ryggen.
Snoren giver endnu et ryk.
Rebecca skriger.
”Fald ned, Rebecca,” råber Lars, men i det samme giver snoren endnu et ryk, så både Re-becca og jeg vælter, og og kun vores greb i snoren forhindrer os i at falde bagover. Vi skriger begge to, og jeg kan mærke at mine fødder begynder at skride på snoren.
”Tag det roligt, piger,” råber Lars igen. ”Bare prøv at komme op igen og – NEJ NICKIE, DU SKAL IKKE STILLE DIG OP!”
Men for sent: Nickie har stillet sig op på snoren, og det giver et ryk, der får både mig og Re-becca til glide af. Med et skrig vælter vi baglæns, og rammer vandet, der øjeblikkeligt omslut-ter mig. Det er ikke særlig dybt, og jeg rammer bunden med et hårdt bump. Det lykkes mig at undgå, at få hovedet under vand, men jeg kan intet gøre for at stoppe vandet i at sive ind i mit tøj. Chokket fra kulden for mig til at skrige igen, og ved min side kan jeg høre at Rebecca gør det samme. Jeg prøver at rejse mig, men vægten fra tasken, som jeg stadig har over skul-deren, får mig til at falde bagover igen, og jeg begynder at kunne mærke hvordan panikken griber mig. Selvom vandet kun er femten centimeter dybt, har jeg en fornemmelse af at være i livsfare. Jeg skriger og skriger mens jeg fægter med armene.
Inde fra bredden kan jeg høre skrig næsten magen til mine egne, og et kort øjeblik tror jeg, at de skriger af angst, men da jeg kigger op, finder jeg ud af, at de alle sammen er ved at splatte sammen af latter, og udstøder høje latterskrig. Raseriet griber mig igen, og jeg prøver endnu engang at rejse mig, men snubler på mine hæle.
”Rolig! Rolig!” råber Lars, der nu er i færd med at kravle ud på snoren. Da han når midten rækker han en hånd ud, som jeg øjeblikkeligt griber, og lader trække mig op. I det samme rammer vinden mit våde tøj, og kulden risler ned af mig sammen med vandet. Jeg skutter mig, mens jeg griber fat i snoren for ikke at falde igen.
Lars rækker armen ud for at hjælpe Rebecca op, men hun lader til, at være gået fuldstændig i panik, og ænser ikke hans hånd. Hun skriger stadig, mens hun kniber øjnene hårdt i, som om hun ikke tør kigge hvor hun er landet.
”Rebecca, rolig,” siger jeg, og tager fat om hendes skuldre for at hjælpe hende op. Endelig holder Rebecca op med at skrige, og ved min hjælp, kommer hun langsomt på benene.
”Det er koldt!” gisper hun. ”Gud det er koldt.” Hun prøver at kravle op på snoren igen, men da den endnu engang begynder at svinge, opgiver hun, og vælger at vade det sidste stykke igennem åen. Jeg følger efter hende, mens jeg skutter mig for vinden, og prøver at ignorere de høje latterbrøl. Rystende kravler jeg op på bredden, og maser mig fordi de grinende elever hen til Rebecca, der har stillet sig ved siden af rektor. Hun kaster onde blikke mod Benete og hendes veninde, der begge står og ryster af tilbageholdt latter.
”Lars,” råber rektor, ”jeg tager de to her med mig til lejren, så de kan få noget tørt tøj på. Vi ses bare derhenne?”
”Ja, det er fint,” råber Lars, der nu er ved at overtale Nickie til at gå over snoren. Rektor gi-ver mig og Rebecca et blødt skub i ryggen, og vi begynder at bevæge os ind imellem træerne, og væk fra den larmende forsamling. Rebecca går rasende og retter på sit våde tøj, mens hun lavmælt bander. Jeg selv kigger ned mod mine fødder; jeg føler mig så dum og så pinligt be-rørt. Jeg må have set så dum ud, som jeg lå dernede og skreg.
Mine fødder gør ubeskriveligt ondt, og jeg ved, at jeg ikke kan gå ret meget længere på dem. Jeg har allermest lyst til at tage mine stiletter af, og gå resten af vejen i bare tæer, men så dybt vil jeg ikke synke ved siden af Rebecca. Jeg må holde ud lidt endnu, der kan ikke være langt til lejren.
”Så er vi her,” siger rektor to minutter efter. ”I kan skifte bag træerne, så går jeg tilbage og møder de andre.” Derpå skynder han sig tilbage af samme vej som vi kom, mens mig og Re-becca fortsætter om bag træerne. Jeg er rædselsslagen for om min oppakning er blevet våd, og jeg ved at Rebecca tænker præcis det samme. I hendes mumlen kan jeg i hvert fald høre ordene, ”… ihjel hvis mit tøj er ødelagt… direkte hjem… fede ko!”
Forsigtigt åbner vi begge sportstaskerne, og til min lettelse kan jeg se, at mine ting kun er lettere fugtige. Vandet har ikke nået at trænge helt igennem taskens nappa-skind.
En højlydt klirren får mig til at kigge op, og jeg kan se Rebecca rode hektisk gennem sin op-pakning, mens hun hidsigt mumler, ”hvis de var blevet slået i stykker!… Havde simpelthen slået dem ihjel! … totalt åndssvagt!”
Vi skifter i stilhed, og tjekker begge makeup’en i vores spejle. Larmen fra mindst hundrede fødder er begyndt og nærme sig, og jeg ved, at jeg inden længe, bliver nød til at se mine sko-lekammerater i øjnene. Hvor længe skal jeg mon udholde drillerier om episoden?
”Er du blevet tør igen, Rebecca?”
”Fik du sagt hej til fiskene?”
”Har du overvejet en karriere som linedanserinde?”
Folk råber kommentarer i munden på hinanden, mens deres venner er ved at kvæles af grin. Druknescenen bliver gengivet igen og igen igennem høje latterbrøl, mens andre lader som om, de er ved at falde ned fra en snor. De fleste ser ud som om, de aldrig i deres liv har oplevet noget så morsomt, men af en eller anden grund, lader de kun drillerierne gå ud over Rebecca. Ingen lader rigtig til at kunne huske, at jeg også væltede ned af snoren.
Jeg har lyst til at sige noget til Rebeccas forsvar, men kan ikke komme op med en smart bemærkning. Det må jo have set så totalt latterligt ud, med os der klamrer os til snoren, og derefter skriger og tror vi er ved at drukne i femten centimeter vand.
Heldigvis er Rebecca lidt kvikkere end mig:
”Jeg ville ikke være så rapkæftet, hvis jeg var dig, nico,” siger hun koldt. ”Jeg kan godt hu-ske hvem der faldt ned fra scenen sidste dramatime, da han skulle lave en simpel vejrmølle.”
Latteren bryder ud igen, og Nico’s øre får et skær af en rødlig farve. Men heldigvis for ham, tager Benetes veninde ham i forsvar.
”Han skreg jo ikke som en stukken gris, vel?” siger hun, hvilket igen får folk til at le.
”Du mener, han ikke efterlignede dig, når du synger?” fnyser Rebecca tilbage, og det for Be-netes veninde til at klappe i. Hendes øre får samme røde farve som Nico’s, og hun ligner en, der har lyst til at overfalde Rebecca. Derefter er der tydeligvis ikke nogen der tør komme med flere kommentarer, af angst for at Rebecca skal minde folk om deres egne pinlige situationer. Men jeg ser dog flere gengive druknescenen bag hendes ryg.
”Kunne I rette jeres opmærksomhed herover?” råber Lars pludselig, og folk skynder sig at samle sig omkring ham. ”Godt, som I jo allerede ved, er det planen, at vi skal sove i bioakker. Meningen er, at I selv skal bygge dem i grupper, og forbedre jeres samarbejde. Hver gruppe får udleveret en presenning, og så er det ellers meningen, at I skal bruge træerne til at bygge jeres telt. Så, hvis I finder sammen tre og tre og tager en presenning ovre ved rektor, så kan I gå i gang.”
”Jamen, det er jo perfekt,” siger Rebecca smilende, og ligger en arm om mig og Anna. ”Tre og tre – helt perfekt!” Hun sender Nickie et nedladende blik, og fører derefter mig og Anna over mod rektor. Jeg kigger mig tilbage over skulderen, og ser, at Nickie står fuldstændig mål-løs og stirre efter os, mens alle andre omkring hende er ved at finde sammen i grupper. Hun begynder hjælpeløs at kigge sig omkring efter nogle andre, men ender med at stå alene tilba-ge. Lars ligger mærke til det.
”Nickie, du kan være sammen med Benete og Amanda,” siger han, og stakkels Nickie har in-tet andet valg end at følge med hen til Benete og hendes lille veninde. Det er umuligt at afgøre hvem af dem der ser mest slukøret ud over ideen.
Anna tager imod en presenning fra rektor, og så bevæger vi os ellers så langt væk fra de an-dre som vi kan. Vi er alle enige om, at vi skal prøve at få så meget privatliv som overhovedet muligt.
Overalt omkring os er folk ved at sikre sig de bedste steder, og enkelte har allerede fået ka-stet presenningerne over grenene. Vi stopper et godt stykke fra lejren.
”Her er fint, tror I ikke?” spørger Rebecca, da vi er kommet et godt stykke væk.
”Jo,” siger jeg, ”så skal vi bare have lavet et tag af den der.” Jeg peger på presenningen.
”Det gør dig og Anna,” siger Rebecca, og sætter sig ned på en stub, som om det er afgjort. Jeg kigger på hende et øjeblik, men tør ikke sige hende imod.
”Øh… hvordan gør man?” spørger Anna, der kigger hjælpeløst på presenningen.
”Det ved jeg sku da i- jeg mener, det må du sku da selv finde ud af,” siger Rebecca, og piller åndsfraværende ved sine negle. ”Jeg kan jo ikke gøre alting, vel?”
”Nej, men…” begynder Anna tøvende, men hun tør tydeligvis heller ikke sige Rebecca imod. Forsigtigt folder hun presenningen ud, og stirre derefter bare på den, som om hun håber, bioakken vil bygge sig selv.
”Altså, vi skal have fundet et træ,” siger jeg, og kigger mig omkring. Ja, træer er der sådan set nok af, men et der lige kan bruges, det mangler der.
”Kan I finde ud af det, piger?” Lars er kommet. Jeg finder hurtigt et nedladende ansigtsud-tryk, og siger uden at se på ham, ”altså, nu har jeg jo ikke lige været spejder, vel? Så det er ikke fordi jeg går og bygger bioakker hver dag.”
”Rolig nu,” siger Lars tålmodigt og samler presenningen op. ”Her er masser af perfekte træ-er. Er I sikre på I ikke vil lidt tættere på lejren?”
”Vi vil gerne være her,” siger jeg, og kører fingrene igennem håret.
”Okay, jamen så lad os tage de her træer,” siger Lars, og viser os to træer over for hinan-den. ”Vi lægger en bjælke imellem dem her, og så kan i kaste presenningen over den.”
”Og hvor får vi så en bjælke fra?” spørger jeg, mens jeg kigger mig mistroisk omkring.
”Der ligger nogle fra de tidligere år omme bag ved,” siger Lars, og peger i retningen af bål-pladsen. ”Kom.” Han viser mig og Anna hen bag lærernes bioakker, og ganske rigtigt ligger der en bunke træpæle. Lars bærer en god tyk en ned til træerne for os, og viser hvordan den skal lægges så den ligger fast. Derefter får vi ved fælles hjælp presenningen kastet over.
”Så skal i bare finde nogle tunge sten og ligge på hjørnerne, og så er den jo perfekt,” siger Lars, og skal derefter til at gå tilbage, for at se om der er andre, der har brug for hjælp.
Rebecca stirrer mistroisk på bioakken.
”Jeg nægter at sove derinde,” siger hun, og rejser sig i protest. ”Jeg gør det simpelthen ik-ke.”
”Jamen, så kan du jo sove under åben himmel,” siger Lars. ”Det er helt sikkert også meget friskere, med alt den natteluft du vil få i hovedet.” Der høres en lavmælt klukken da han be-væger sig tilbage til lejren.
”Det simpelthen for meget,” mumler Rebecca hidsigt. Men hun griber dog sin taske, og krav-ler ind under presenningen.

Hesteeleverne er ankommet og har fået slået lejr, og nu sidder vi alle sammen omkring det store bål, og venter på Lars der skal til at sige noget. Jeg kan se Cilina, Maja og Tutti der sid-der sammen med Christian og Dirk og taler lavmælt sammen. Flere gange kan jeg se Cilina skæve hen til mig.
Lidt fra dem sidder Nickie og ser ubekvemt ud. Hun har placeret sig ved siden af Amanda og Benete og kaster hele tiden urolige blikke mod Rebecca. Rebecca derimod lader som om Nickie ikke eksistere.
”Godt,” siger Lars, og fremmønstre et stort smil. ”Nu da vi alle er kommet og har fået slået lejr, er det tid til at få uddelt de praktiske opgaver. Vi har en del ting der skal laves især med hensyn til aftensmaden, og lærerne har hjemmefra lavet nogle arbejdsgrupper der skal klare de forskellige ting. Sedlen bliver sendt rundt om et øjeblik, så alle kan se hvad de skal lave. Der er aftensmad klokken 18, hvorefter der vil være bålhygge til vi skal i seng klokken 22.”
Der lyder højlydte protester.
”Vi skal være udhvilede i morgen,” siger Lars. ”Ingen diskussion, sengetid klokken 22!” Og når Lars siger ’ingen diskussion’, betyder det ’ingen diskussion’. Ingen kommer med flere pro-tester.
Sedlen med arbejdsgrupper bliver sendt rundt, og til min overraskelse kan jeg se, at jeg slet ikke står på den. Forklaringen kommer, da Lars et øjeblik senere trækker mig lidt væk.
”Jeg skylder dig jo en straf, Jane,” siger han, og kigger stift på mig.
Jeg er målløs. Han kan huske det efter to måneder!
”Så jeg har besluttet mig for, at du skal skrælle kartofler til aftensmaden.”
”Alene?!” udbryder jeg forskrækket, og tænker på hvor mange der så skal skrælles. Det vil komme til at tage længere tid en hundredeårskrigen.
”Nej,” siger Lars, og jeg ånder lettet op. ”Der er desværre også andre der er blevet taget på nattevandringer her i foråret, så du skal nok få selskab. I skal begynde klokken fem, det vil si-ge…” hun kigger på sit ur ”… om en god times tid, og sørg nu for at skrælle nok. Vi er mange og vi er alle sammen sultne.” Derefter går han, og lader mig stå alene tilbage, sydende af ra-seri; At skrælle kartofler til hundrede elever sammen med en flok store tabere, er det sidste jeg har lyst til.

*
Da jeg – stadig lugtende af røg og stadig med ørerne ringende af ”Vi har lejrbål her…” – går i seng den aften, er mine tommelfingrer stadig ømme. Kartoffelskrælleriet har taget hårdt på mig, og jeg er dybt taknemmelig da jeg kan krybe ned i min sovepose. Rebecca og Anna an-kommer knap ti minutter senere, og begynder at klæde om til nattøj. Begge beklager de sig højlydt, da de ligger sig ned på de tynde liggeunderlag, men jeg selv er alt for træt til at brok-ke mig. Kanotur, torvklatring og bioakbygning er mere end hvad jeg kan holde til på en dag, og jeg falder i søvn knap fem minutter efter.
Jeg drømmer om Mark. Han sidder på et stengærde og smiler til mig. Solen skinner bag ham, og jeg føler den største trang til at løbe hen til ham, og sidde sammen med ham. Men jeg kan ikke. Mine ben vil ikke flytte sig, hvor meget jeg end prøvet.
”Kom nu, Jane,” siger Mark og rækker en hånd frem, men mine ben vil stadig ikke adlyde.
”Jeg kan ikke,” siger jeg, mens jeg gisper efter vejret.
Mark trækker på skulderne. ”Så må det jo bare være slut,” siger han, hvorefter han hopper ned af gærdet og begynder at gå væk.
”Nej Mark, vent!” råber jeg, men han fortsætter bare. ”Mark vent! MARK!”
”Jane?”
Jeg vågner med et sæt. Nogen skubber mig blødt ind i siden, og prøver at få mig til at våg-ne.
”Hvad sker der?” gisper jeg og sætter mig op.
Rebecca smiler til mig i mørket.
”Få noget tøj på,” siger hun, og tager sin cardigan på over T-shirten.
”Hvad skal vi?” spørger jeg forvirret og tager mig til hovedet. Min hjerne summer stadig over drømmen.
”Vi skal ud og gå,” siger Rebecca, ”kom nu bare.”
Åh nej! Ikke igen!
”Åh nej, vel?” siger jeg nervøst, ”vi bliver bare taget!”
”Vel gør vi ej,” siger Rebecca, ”kom nu bare.” Hun giber en pose, og jeg kan høre en lavmælt klirren. Så smutter hun ud af bioakken.
Min krop er tung af træthed, men alligevel sætter jeg mig op, og begynder at finde mit tøj. Jeg tør ikke tænde en lygte, overbevist om at lærerne vil opdage det, så det er rimelig be-sværligt at finde rundt. Til sidst får jeg dog det rigtige ben ned i bukserne, og smutter ud til Anna og Rebecca uden for.
”Kom,” hvisker Rebecca, hvorefter vi begynder at liste ud mellem træerne. Vi går i mindst ti minutter før Rebecca siger noget.
”Jeg tror vi er langt nok væk nu, tænd lygten, Anna.”
Anna tænder en lommelygte, og den smalle lyskegle oplyser skovbunden.
”Okay fint,” siger Rebecca, ”er der noget vi kan sidde på?” Hun finder en stup og sætter sig på den, mens Anna og jeg deles om en tyk gren der ligger på jorden. Så åbner Rebecca posen, og endelig får jeg afsløret hvad det er jeg har hørt klirre hele dagen. Op af gemmerne trækker Rebecca tre grønne Carlsberg og rækker to af dem til mig og Anna. Jeg tager forbløffet imod min egen, og stirre på den.
Åh nej! Ulovlig nattevandring og alkohol. Det er to brudte regler på en gang. Det er direkte hjem, hvis jeg bliver taget.
”Vi kan jo lige så godt prøve at gøre denne røvsyge tur en lille smule spændende, ik?” blinker Rebecca og finder en oplukker frem fra lommen. Så hiver hun kapslen af alle øllene, og rækker sin egen i vejret.
”Skål for…” begynder hun og tænker sig så om et øjeblik. ”Skål for den mest dødsyge tur i verden.” Hun griner, og vi slår alle sammen flaskerne sammen og sætter dem til læberne. Jeg mærker den stærke væske glide ned gennem halsen og brusen der brænder på tungen. Så sætter jeg flasken ned igen, og betragter Anna og Rebecca, der begge bunder deres øl i et drag. Derefter hiver Rebecca endnu tre op af posen, og hiver kapslerne af dem.
”Skål for fællesskab,” siger Anna, og så bæller vi igen – og igen.
Efter fem øl begynder Rebeccas stemme at blive lidt grødet. Jeg selv er kun oppe på den tredje og har stadig hovedet klart, men Anna lader til at være temmelig påvirket. Hun vipper i hvert fald en del på grenen, og fniser fuldstændig vildt.
”Skål for venskab!” brøler Rebecca, og endnu engang lader jeg væsken glide ned i halsen. Det begynder efterhånden at svømme i min hjerne. Det er længe siden jeg sidst har drukket, og jeg ved, at der ikke skal meget mere til, før jeg har fået nok. Jeg har mest lyst til at stoppe, men med Rebeccas blik hvilende på mig, tør jeg ikke andet end at drikke videre.
”SKÅL FOR JANE!” brøler Rebecca og sætter den ottende øl til munden, hvorefter hun bryder sammen i voldsom fnisen. Jeg selv er lige færdig med den femte, og da jeg rækker ud efter den sjette, kan jeg mærke det svømmer for mit blik. Det får mig til at fnise højt, og Rebecca, der tror jeg fniser af hende, griner endnu højere.
”En til, Jane?” spørger hun, og rækker oplukkeren frem for at hive kapslen af, men kan slet ikke ramme. Hun fniser voldsomt, og triller ned af stuppen.
”Hovsa,” klukker hun, og rejser sig, hvorefter hun tumler rundt, og ender på grenen ved si-den af mig. Hun sætter den niende øl til munden, og den ryger ned i sådan en fart, at jeg ikke tror mine egne øjne. Rebecca hoster og fniser.
”Det er ligesom i de gode gamle dage da jeg var spejder,” siger hun højt og svinger rundt med flasken i luften. ”Lejrbål og fællessang – jep! Det er der nogen ved.”
”Så du har rent faktisk været spejder?” siger jeg, da jeg husker hvad Mark sagde i morges.
”Jo vidst har jeg det,” siger Rebecca højtideligt mens hun prøver at åbne endnu en flaske (om jeg begriber hvordan det lykkedes hende at slæbe alle de flasker med hele vejen).
”SKÅL FOR SPEJDERNE!” råber Anna der netop har bundet den niende, og nu svinger med den tomme flakse i luften. Jeg griner af hende, og sætter selv min sjette flaske til munden.
Rebecca har fået åbnet endnu en øl, og prøver nu at ramme sin mund mens hun fniser høj-lydt.
”Hovsa,” udbryder hun, da hun kommer til at rammer sin kind i stedet, og så fniser hun igen.
”Skal du ikke have en til, Jane?” spørger Anna og rækker ud efter posen, hvilket resultere i at hun vælter ned af grenen.
”Så en lille en til da,” siger jeg og får et kæmpe fniseanfald. Det kræver pænt mange forsøg før jeg får kapslen af, og ligesom Rebecca har jeg svært ved at ramme munden.
”Åh Jane, du er så smuk,” udbryder Rebecca og læner sig op af mig, mens hun spilder det meste af sin øl ud over jorden. ”Og det er derfor jeg kan lide dig, gamle tøs. SKÅL!” Hun svin-ger flasken op i luften, og hælder de sidste par mundfulde i sig.
Anna, der stadig leger med den tomme flaske, fniser igen.
”Dju er så skjøn, Jane,” vrøvler hun, mens hun prøver at kaste og gribe sin flaske igen. ”Hvor var djet dog heldigt at djig og Mark kjom sammen så vi blev vjenner.” Flasken, som hun netop har kastet for tredje gang, rammer jorden og triller et stykke. ”Åh nej, djet kan vi ikke have,” pludre Anna, ”djet er jo miljøsvineri!” Hun fniser helt ekstremt og prøver igen at rejse sig.”
”SKÅL FOR MARK!” råber Rebecca og rækker ud efter posen. ”Åh nej, den er jo tom.” Hun fniser og ligger armene om halsen på mig, hvorefter hun griner højlydt ned mod min skulder.
Anna er kommet på benene, og slingrer nu hen efter den tomme ølflaske. Hun støtter sig til en tre og bøjer sig ned efter den, men kommer i stedet til at skubbe den længere væk.
”Hovsja,” fniser hun, og tumler hen efter den.
”Måske vi skulle gå tilbage nu,” siger jeg, og fniser af hvor sjovt jeg selv snakker. Hvor er al-ting dog tåbeligt!
”Du har fuldstændig ret, baby,” siger Rebecca, og prøver at rejse sig. ”Kom Anna, jeg må have en at stjøtte mig til.” Hun kommer vaklende på benene, og jeg følger snublende efter hende. Sammen med Anna begiver vi os tilbage mod lejren, mens vi hele tiden må standse på grund af grineflip.
”Shh,” fniser Rebacca da vi kan se lejren. ”Vi må ikke vække dem.” Hun slingrer hen mod vores bioak, og falder ned på knæ, hvorefter hun kravler ind i hytten. Anna følger efter hende.
”Kom nu, Jane,” fniser hun, og tumler ind.
”Jeg kommer lige om lidt,” siger jeg, og bliver stående uden for. Jeg har pludselig fået en meget stor trang til at komme på toilettet, og spejder omkring. Der er godt en halv kilometer hen til toiletbygningerne, og det gider jeg simpelthen ikke i mørket. Men måske jeg bare kun-ne smutte om bag træerne?
Jeg bevæger mig så lydløst så muligt væk fra lejren igen, mens jeg spejder mig omkring. Så, her er der vidst igen der ligger mærke til mig, eller… ej, derovre er bedre og, hov…
Jeg er støt ind i noget, og ’noget’ farer pludselig sammen.
”Jane!” udbryder det, og stirre på mig. Det er Cilina.
”Halløj,” mumler jeg, og fniser en smule.
”Jane hvad laver du her?” spørger Cilina. ”Hvis de voksne… føj, du lugter af øl!”
”Hov hov,” siger jeg, ”det var ikke pænt sagt!” Jeg fniser igen.
”Jane, har du drukket?” spørger hun, men venter ikke på svar, da hun tydeligvis har regnet det ud. Hun kigger sig omkring, og fører mig derefter hen til et træ, jeg kan læne mig op af. ”Jane, vent her!” beordrer hun, og forsvinder derefter ud i mørket.
Jeg fniser lidt igen.
”Jeg venter,” siger jeg, og sætter mig ned op af træet. Over mig kan jeg ane stjernehimlen gennem trækronerne, og ligger et øjeblik og beundrer den mens jeg mumler ”flooot!” og ræk-ker en arm op for at nå dem, selvom jeg ved det er umuligt.
Lidt efter høres løbende fødder. Cilina er vendt tilbage, og hun har Maja og Tutti med.
”Vi må have hende længere væk fra lejren,” kan jeg høre Maja sige, ”ellers høre de voksne hende.”
”Okay, hjælp mig med at støtte hende.” Cilina vrider min arm op om hendes skulder, og Ma-ja tager den anden. Derefter begynder de at føre mig ind mellem træerne.
”Det floooot!” siger jeg, og peger op på stjerne.
”Ti stille, Jane!” vrisser Cilina, og giver mig et stød i siden.
”Her er fint,” siger Maja, ”få hende ned og sidde.”
Jeg bliver sænket ned, og læner mig op af et træ.
”Føj hun stinker,” siger Tutti og trækker sig et stykke tilbage. Gennem mørket kan jeg se, at både Maja og Cilina rynker på næsen.
”Hvor meget har du drukket, Jane?” spørger Cilina.
”øhm…” mumler jeg forvirret og kløer mig i håret.
”Meget!” siger Maja, og rejser sig op. ”Alt for meget.”
”Hvad kan vi gøre?” spørger Tutti, der stadig står et stykke derfra.
”Ikke andet end at vente,” siger Maja.
”Er der ikke nogen der har noget vand?” spørger Cilina, der stadig sidder og kigger på mig.
”Jeg har noget i teltet,” siger Tutti. ”Jeg løber tilbage efter det…” Hendes skridt fortoner sig i mørket.
”Hvor har du fået øl fra, Jane?” spørger Cilina, og kigger bekymret på mig.
”Det var ikke mig!” udbryder jeg. ”Det var Rebecca. Hun havde dem i en pose.”
Cilina rejser sig.
”Det tænkte jeg nok,” siger hun lavmælt til Maja. ”Jeg tænkte nok det var Rebecca.”
Tuttis løbende skridt kan høres, og lidt efter er hun tilbage ved siden af os.
”Her,” puster hun, og rækker Cilina en drikkedunk.
”Drik noget, Jane,” siger Cilina og sætter flasken op til min mund. Jeg drikker et par slurke, men da jeg allerede har fået rigeligt at drikke, har jeg ikke den store tørst.
”Jeg er træt,” mumler jeg, mens jeg kan mærke noget der vender sig i min mave.
”Du skal nok komme i seng om lidt,” siger Cilina. Hun står og skutter sig en smule, og efter-hånden begynder jeg også at kunne mærke kulden.
”Jane? Er du okay?”
Jeg har pludselig fået en højst ubehageligt smag i munden, og min mave føles forfærdelig. Jeg læner mig forover og støtter mig på hænderne. I næste nu kaster jeg op.
Maja og Cilina sprænger tilbage.
”Æuv,” vrænger Tutti, ”ulækkert.”
”Hvordan har du det, Jane?” Cilina kigger nervøst.
”Super!” siger jeg. ”Absolut super!” Min hjerne virker faktisk mere klar nu, og min mave har også fået det en hel del bedre. Jeg er bare ubeskrivelig træt.
”Vi må hellere få hende tilbage i seng,” siger Cilina. ”Kom Jane.”
”Jeg skal altså lige tisse,” siger jeg, og kommer en smule vaklende på benene.
”Okay, men så skynd dig,” siger Cilina. ”Vi følger dig tilbage bagefter.

*
Jeg vågner med en forfærdelig dunken i hovedet og en meget grim smag i munden. Nogen råber utrolig højt udenfor, og får det til at ringe i mine øre. Min sovepose er våd, sandsynligvis af sved, og jeg er så træt, at det gør helt ondt i kroppen.
Ved siden af mig er Anna ved at vågne. Hun klynker en smule og sætter sig så langsomt op.
”Århh mit hoved,” siger hun. ”Det dunker fuldst- AAAAAAAARRRRRGGGGGHHHHH!!!!!!!”
Jeg sætter mig op med et chok, og bliver øjeblikkelig klar over, hvorfor Anna skreg. Vi ligger i et stort mudderhul, sølet ind i vand og møg fra top til tå.
Jeg skriger.
”Hvad sker der?” lyder det udefra, og i næste nu stikker Lars hovedet ind. Rebecca er netop kommet til bevidstheden, og nu stemmer hun i med et overdøvende skrig.
”Få det væk! Få det væk” skriger hun, og kniber øjnene sammen ligesom i går.
”Hvad sker der?” lyder en ny stemme, som jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, tilhører rektor.
”De har fået vand ind,” siger Lars. ”Det må være sket ved bygen i nat. Er der noget i de an-dre telte?”
”Ikke så vidst jeg ved, men de ligger også højere end det her.”
Lars’ hoved stikker igen ind i teltet.
”Kom ud piger,” siger han, ”I bliver gennemblødte derinde.”
”Hvad tror du ikke vi allerede er?” hyler jeg hysterisk. Jeg er blevet temmelig bevidst om, at det ikke er sved min sovepose er gennemblødt af.
Anna kravler først ud, og vi andre følger efter. Vi er temmelig snasket til alle sammen, og jeg føler mig næsten lige så våd og klam som i går.
Lars hiver presenningen væk, og jeg kan se, at vandet har samlet sig i en stor hul, lige hvor vi lå. Virkelig typisk!
”I har ligget i et hul,” siger Lars, som om det ikke ligesom er gået op for os. Han fjerner vo-res ting fra mudderpølen og henvender sig til rektor.
”Kan vi få skolens bil ud og hente dem? Deres ting er gennemblødte.”
Rektor nikker.

*
Jeg har aldrig taget så langt et bad, som jeg gjorde da vi kom hjem. Mit tøj er smidt ned i vaskerummet, og det meste af min makeup måtte jeg kassere. Stiletterne, jeg fik af Rebecca, kunne redes, men mit liggeunderlag og tandbørste var så godt som ubrugeligt.
Jeg står på værelset da de andre kommer hjem. Cilina kaster sig træt på sin seng, og ånder lettet op.
”Endelig hjemme,” siger hun. ”Jeg troede jeg skulle dø af sidestik.” Hun lukker øjnene samti-dig med at stanken af hest breder sig i rummet.
”Kunne du så ikke tage og dø ude i badet,” siger jeg, og rynker på næsen. Jeg skynder mig hen for at åbne vinduet.
”Jeg skal op i stalden igen lige om lidt,” siger hun. ”Hestene skal have lidt luksus efter sådan en tur.” Hun ligner allermest en der kunne falde i søvn hvert øjeblik.
”Okay,” siger jeg, og stopper stiletter ind i skabet igen. Så går jeg over til spejlet, for at tjekke, hvor meget makeup jeg har tilbage, efter at have kasseret så store mængder.
”Vil du med?” spørger Cilina håbefuldt, og kigger på mig.
”Nej tak,” skynder jeg mig at sige, inden jeg kører fingrene igennem håret og frembringer et smartere tonefald: ”Heste og striglebørster er ikke lige mig. Smut du bare selv derop.” Jeg be-undrer mit eget spejlbillede og kaster en smule med håret.
”Jane, hvorfor er du sådan der?” Cilina har sat sig op.
”Hvad mener du?” spørger jeg, og kigger ud af vinduet, som om hun overhovedet ikke inte-resserer mig. Jeg burde egentlig smutte ned og lede efter Mark.
”Jamen altså… sådan der,” siger hun. ”Du taler grimt, du nedgør andre, du… du mobber.”¨
Jeg laver en fnysende latter, som Rebecca plejer at gøre, når hun har hørt noget totalt ånds-svagt.
”Come on, Cilina,” siger jeg. “så er det vel ikke værre, vel?”
”Jo, det er nemlig værre!” Hun har fået et hidsigt udtryk. ”Da jeg mødte dig her, var du sød og genert, og en veninde der bekymrede sig om andre. Men så begyndte du at gå sammen med dem, og nu er du bare… bare… så anderledes!”
”Folk ændrer sig, Cilina…”
”Men det er forskelligt hvordan folk ændrer sig, Jane!”
”Ja, og…?”
”Og, måske du skulle stoppe lidt op, og se på hvordan det du ændre dig.”
”Tror du ikke du skal op til din hest nu?”
”Det er sku ikke normalt, at folk går fra genert til højrøvet på mindre end et år på den måde der!”
”Okay, sejt.”
”Men ved du hvad, Jane?” Hun står op nu. ”Jeg kan godt se, hvad det er der sker her.”
”Okay,” siger jeg. ”Forventer du en medalje eller-”
”SÅ HOLD DOG OP!” Hun stirrer rasende på mig, og jeg stirrer tilbage uden det mindste tegn på svaghed. Hun er så latterligt, så irriterende, så… grrr! Jeg kan bare ikke holde det ud!
”Hvorfor skal du være sådan der?” raser Cilina. ”Hvorfor kan du ikke være den Jane du var da du kom? Hvad er der er så fedt ved at nedgøre andre?”
”Jeg nedgør ik’,” siger jeg og piller ved mine negle. ”Jeg prøver bare at fortælle folk, at de ikke skal tro de er noget, når de rent faktisk ikke er det…”
”HVAD!” Cilina sprutter. ”Jane, måske er det dig der ikke er, hvad du tror du er! Bare fordi man er køn eller klog, betyder det ikke at man har ret til, at fortælle andre at de ikke er det! Helt seriøst, hvordan sover du om natten?”
”Ej, men så lad dog være med at spille mor på den måde. ’Bare fordi man er køn eller klog,” vrænger jeg. ”Jeg ved godt jeg er køn, du behøver ikke at fortælle mig det!”
”Det er nok,” siger Cilina. ”det er simpelthen nok! Jeg beder om et single, JEG FLYTTER UD HERFRA!”
”Great!” siger jeg. ”Endelig, så kan vi måske også få renset luften herinde lidt…”
Cilina udstøder et skrig af raseri.
”Din… din,” hvæser hun rystende af raseri. ”Din BITCH! Det er hvad du er, Jane, du er en BITCH! Farvel, og vov aldrig på at kontakte mig igen!”
Hun styrter hen til døren, flår den op, og smækker den i med sådan et brag at væggene ryster.

*
Maj måned går, og juni starter med dejligt sommervejr. Cilina er flyttet til et singleværelse, hvilket betyder, at jeg har hele dobbeltværelset for mig selv, som jeg kan udnytte til flere hyg-geaftener med Rebecca og Anna. I skolen undgår jeg Cilina og de andre, og fortsætter min til-værelse i Rebeccas selskab. Mark er jeg sammen med så tit jeg kan, men han har ofte travlt med lektielæsning (for første gang nogensinde) og forberedelse til eksamenen. Rebecca und-skylder sig også en gang imellem med lektier, men jeg får mere og mere fornemmelsen af, at det er en undskyldning for at slippe væk fra kedelige situationer. Hun skal i hvert fald aldrig lave lektier når vi har det sjovt.
Og sådan går de sidste dage af året. Eksamenerne slutter og forberedelserne til afslutnings-festen er begyndt. Det skal blive et brag af en fest – endnu større end juleballet. Lærerne har mere travlt end nogensinde og styrter altid rundt, mens eleverne nu kan slappe af og nyde de sidste dage sammen med vennerne. Der er ingen undervisning, så alt tid bliver brugt på sko-lens udendørsarealer i hinandens fællesskab. Fodboldbanen står aldrig tom, og hestene rider langt mere end de plejer. Alt skal gøres en sidste gang.
Og så kommer den sidste dag. Om aftenen skal der være fest, og i morgen tager vi hjem. Jeg har brugt hele formiddagen på at pakke, og har nu, efter frokost, tænkt mig at finde Mark. Han tager tilbage til Sjælland i morgen tidlig, og vi skal have aftalt, hvordan vi kan mødes der-efter.
Jeg finder ham ved siden af fodboldbanen.
”Hej Mark,” siger jeg, og stiller mig hen til ham, hvor han står og overværer kampen.
”Hej Jane,” siger han, og overvære et langt skud på mål. ”Du, jeg bliver lige nød til at smut-te. Jeg skal – øh – lige tjekke om jeg har pakket det sidste. Vi ses bare til festen, ik?” Han er smuttet før jeg kan nå at svare.
Men godt nok, tænker jeg, og sætter mig ned i græsset for at overvære kampen. Han er sikkert nervøs for eksamensresultaterne ligesom alle os andre.
Da klokken slår seks den aften, er hallen endnu en gang blevet pyntet til det ukendelige, og stråler endnu mere end den gjorde ved juletid. Alle skolens 50 tiende-klasses-elver er samlet til den store farvel-fest, og alle er iklædt deres bedste tøj. Jeg selv har valgt noget farvestrå-lende for rigtigt at føre mig frem, og så ellers stiletter og massere af makeup. Jeg bruger den første tid af aftenen på at spejde efter Mark, men da jeg ikke kan finde ham, slår jeg mig i stedet ned sammen med Anna og Rebecca der kommer lidt senere.
”Har nogen set Mark?” spørger jeg, da aftensmaden for længst er forbi, og de første par alle-rede har placeret sig på dansegulvet.
”Han er på sit værelse,” siger Rebecca. ”Havde det vidst ikke så godt, men kommer nok se-nere.” Hun kigger ud af vinduet.
”Hvad skal du så næste år, Jane?” spørger Anna, og så kaster vi os over emnet ’fremtidspla-ner’ og hvad vi vil uddanne os som. Emnet vare længe, og da det er færdigt følger mange an-dre spændende emner, der fordriver tiden helt til klokken halv ti. Først der begynder jeg virke-lig at savne Mark, og vælger at begive mig ud på dansegulvet, for at lede efter ham der. Re-becca er gået på toilettet og Anna vil ikke med, så jeg begiver mig alene ind i det farverige mylder af dansende elver. Jeg kan både se Cilina og Maja der hvirvler omkring, begge i farve-strålende tøj – Maja trygt i jeans og T-shirt. Lars og Anne Lise Jensen danser en form for polka yderst på dansegulvet, og ser begge ud til at more sig herligt. Kun jeg lader til at være nedtrykt, indtil jeg endelig får øje på Mark, der står midt ude på gulvet sammen med Rebecca.
Endelig!
”MARK!” råber jeg, og tiltrækker mig hele salens opmærksomhed, mens jeg styrter hen over gulvet imod ham. Han virker rimelig chokeret over at se mig.
”Endelig,” siger jeg. ”Hvor har du været?” Jeg slår armene om halsen på ham, og giver ham et ordentligt kys. Men bedst som jeg venter på at de lyserøde skyer igen skal omslutte mig, trækker Mark hovedet til sig og skubber mig væk.
”Hvad laver du?” siger han og kigger underligt på mig. Så ligger han en arm om livet på Re-becca, trækker hende ind til sig, og kysser hende.
Tiden går i stå, alting forstener. Jeg stirre på såvel som alle andre stirre på mig. Jeg er lam-slået, fuldstændig lamslået, og jeg kan slet ikke begribe hvad der netop er sket.
Da de endelig slipper hinanden, stirre jeg stadig bare forbløffet på dem.
”Lektielæsning?” siger jeg så. Hvordan kunne jeg være så dum? Ingen af dem har nogensin-de læst lektier, og pludselig skal de begge to gøre det samtidig. Hvornår lærer jeg at lægge to og to sammen?
”Du troede da ikke for alvor at Mark var forelsket i dig, gjorde du?” spørger Rebecca hånligt, og ser på mig præcis som hun plejer at gøre, når hun kigger på skolens største tabere. ”For så må jeg nok skuffe dig, Jane, og fortælle dig, at du kun har været erstatning.” Hun kigger sødt på Mark. ”Erstatning i min tænkepause.”
Jeg bliver bevidst om at jeg står med åben mund, og skynder mig at lukke den. Tårerne svier i mine øjne.
Mark kigger nedladende på mig og samtidig med et slags trøstende blik.
”Tak for din omsorg, Jane,” siger han. ”Det var dejligt at have nogen til at trøste sig, mens Rebecca ’lige skulle tænke’. Det er altid rart at have nogen til at kysse på.”
Rebecca griner, og så kysser de hinanden igen. Tårerne triller ned af kinderne på mig, og jeg ved, at jeg ikke kan være her to sekunder længere. Jeg styrter ud af hallen, med alles øjne rettet imod mig. Og for første gang i noget der føles som år, irritere det mig at de kigger. Det irritere mig at det er mig der skal fylde deres opmærksomhed, og at de alle sammen ved hvad der lige af sket. Jeg kommer ikke til at kunne se nogen af dem i øjnene igen.
Jeg løber alt hvad jeg kan ud i gangen, hvor jeg griber min jakke, og fortsætter af hoved-bygningen, og helt om på vestsiden af bygningen. Mine øjne er slørede af tårer, og jeg ænser ikke hvor jeg løber. Jeg slår mig ned på en stor sten ved muren, og græder højlydt. Min hals gør allerede ondt af gråd.
”Hvad er der sket?” siger en stemme, og jeg kigger forskrækket op. Der, foran mig, står Be-nete Morris og kigger undrende på mig.
”Bare lad mig være,” siger jeg, og forsøger at skjule mine tårer, men Benete sætter sig bare på stenen ved siden af mig.
”Du kan godt fortælle det til mig,” siger hun, ”jeg sladrer ikke.” Hun smiler trøstende til mig, og på grund af følelsen af at jeg hvert øjeblik kan eksplodere, kaster jeg mig ud i hele fortæl-lingen. Om Cilina og Mark, om David og Rebecca, og om alt det gode jeg bare har skoddet for at blive populær.
”Jeg droppede David på grund af Mark, og nu har Mark droppet mig,” afslutter jeg med en enorm hulken. ”Kom så,” siger jeg til Benete. ”Hån mig bare, gør grin med mig.” Jeg skjuler ansigtet i hænderne.
”Jeg gør ikke grin med dig,” siger Benete. ”Jeg ved præcis hvordan du har det.”
Jeg kigger op.
”Rebecca er en heks.” Benete smiler trøstende. ”Hun har mobbet mig al den tid jeg har væ-ret her, såvel som han har mobbet så mange andre. Det er den måde hun levet på: hun kører andre ned for at få mere selvtillid.”
”Hvor ved du det fra?” spørger jeg.
”Vi var værelseskammerater,” siger Benete, og kigger op på den røde himmel. ”Vi blev sat sammen da vi startede her i niende. Rebecca var sød i starten, men så begyndte hun at få smag for populariteten, og så ville hun ikke være sammen med sådan en tyk en som mig.”
”Du er da ikke…” begynder jeg, men Benete afbryder.
”Du behøver ikke sige, at jeg ikke er tyk, jeg ved det godt selv. Jeg var overvægtig fra føds-len, og jeg tager på af ingenting. Lige meget hvor meget sport jeg har dyrket, har jeg bare ta-get på, mere end jeg kunne tabe mig.”
”Det er jeg ked af,” siger jeg.
Benete trækker på skulderne. ”Jeg har vænnet mig til det,” siger hun. ”Vænnet mig til folks drillerier, og så har jeg jo Amanda, som forstår mig. Jeg skider på folk som Rebecca. Folk der kun er venner med folk der kan gøre dem mere populære og som dropper deres venskaber hvis det bliver nødvendigt. Sådan var det jo også ved mig.” Hun tager en dyb indånding. ”Re-becca fik bildt lærerne ind at jeg var led ved hende, og så fik hun lov at bytte værelse med Amanda, som dengang delte værelse med Anna. Rebecca og Anna var allerede venner der, og de brugte det første halve år på at mobbe mig. Men til sidst kunne Rebecca godt se, at hun ik-ke blev mere populær af at være over den samme person, så hun skiftede og mobbede nogle andre.”
”Og hvad er så alt det med Mark?” spørger jeg, og kommer til at græde igen.
”De kom sammen hele niende skoleår,” fortæller Benete. ”De var skolens par – alle lagde mærke til dem. De ligner begge to supermodeller, alle misundende dem. Og de første sig frem som bare fanden. Oplyste gangene når de kom gående, nedgjorde alt og alle. Men så var det at de blev uvenner i slutningen af året.”
”Hvorfor?”
”Aner det ikke, men Rebecca slog op. De stod lige uden for mit vindue og skændtes, og så endte hun med at slå op. Mark bad hende om at lade være, men Rebecca sagde, at hun trængte til en tænkepause. Hun var ikke sikker på at det her var nogen god idé.
”Og så tog vi på sommerferie, og da vi kom tilbage, var de bare venner. De brugte hinanden til at føre sig frem i lyset.”
”Men hvorfor var hun sur?” spørger jeg.
”Jeg ved det virkelig ikke,” siger Benete. ”Måske fordi Mark havde drillet hende. Det var no-get med det rygte, om at Rebecca har været spejder.”
”Det har hun,” siger jeg. ”Der passer!”
”Det ved jeg godt,” siger Benete. ”Mark overhørte nemlig mig, fortælle det til Amanda.”
”Hvad?”
”Ja, nemlig. Rebecca fortalte mig det i starten af året, da vi skulle lære hinanden at kende. Siden har hun aldrig fortalt det til nogen, men jeg vidste det stadig, og jeg fortalte det til Amanda en dag vi gik en tur. Men Mark hørte det.”
Jeg smiler for mig selv. Det kunne lige ligne Mark at drille Rebecca med sådan et rygte. Og hvor det dog i den grad kunne ligne Rebecca at flippe ud over det! Men de har altså været kæ-rester før, indtil Rebecca droppede Mark, og bad om en tænkepause. Mark blev såret, og brug-te mig som erstatning mens hun tænkte.
Det virker bare så urealistisk, tænker jeg. Mark har gået og holdt om mig hele året, lige foran Rebecca, måske for at gøre hende jaloux, og Rebecca har ikke fordre-vet en mine. Hun er virkelig hård den pige!
”Der er bare nået jeg ikke forstår,” siger jeg, da jeg pludselig er kommet i tanke om det. ” Hvis Mark har været forelsket i Rebecca hele året, hvordan kan det så være at han har bagtalt hende? Han kaldte hende højrøvet til juleballet. Han fortalte alt mulig underligt om hende.”
”Han ved vel godt at hun er en bitch,” siger Benete, ”men han kan vel lide det. Han er jo lidt på samme måde. De er sammen med folk der er kønne nok til at trække dem frem i lyset.”
”Jeg troede Rebecca kunne li’ mig,” siger jeg. ”Jeg troede hun var min ven.”
”Du er køn,” gentager Benete, ”du fører Rebecca frem i lyset. Hvis ikke du var Rebeccas ven-inde, ville du måske tiltrække dig mere opmærksomhed en hende, og så ville hun være på den. Derfor var hun vel nød til at få dig over på hendes side.”
”Tjah du har vel ret,” mumler jeg. Så kigger jeg på hende. ”Jeg er ked af at jeg har mobbet dig. Jeg kendte dig jo slet ikke, jeg anede ikke du var så klog.”
”Det er OK,” siger Benete og smiler. ”Du blev vel påvirket af Rebecca, går jeg ud fra? Det er der mange andre der har gjort før dig. Se bare Nickie.”
”Ja, jeg lod mig påvirke,” siger jeg. ”Jeg har aldrig drømt om at jeg skulle udvikle mig til det her.” Jeg tænker på Cilina, og på alt det hun har sagt. Først nu indser jeg, at hun havde ret.
”Min far siger altid,” siger Benete, ”at man skal passe på hvem man udvikler sig til, for det man udvikler sig til nu, er det man skal være hele livet.”
Hendes ord ringer i min øre.
Hun har ret, Cilina har ret, de har alle sammen ret.
”Jeg må smutte nu,” siger Benete, ”Amanda venter derinde.”
”Okay,” siger jeg. ”Og tak.”
Hun smiler og forsvinder bag huset. Jeg retter mit blik mod solnedgangen.
Hvad er det jeg har gjort? Jeg har skoddet alle personer der virkelig holdte af mig. Cilina, Maja, Tutti, min familie og David. David, min David. Når jeg tænker på alt det, jeg gik igennem for at få ham, virker det endnu mere latterligt det jeg gjorde. Han elskede mig, det gjorde Mark aldrig. Jeg var bare hans erstatning, en han kunne kysse på. David får jeg nok aldrig at se igen, og hans mobil er stjålet, så jeg kan ikke kontakte ham. Jeg har ødelagt vores forbindelse, såvel som jeg har ødelagt vores forhold og resten af mit liv.
Jeg stikker hånden i lommen på min jakke for at finde et lommetørklæde, men min hånd rammer noget hårdt. Forundret tager jeg fat om det, og hiver det op. Det er Idas mp3-afspiller, som hun gav mig, lige inden hun kørte med bussen. Jeg havde glemt alt om den!
”Jeg har lagt et enkelt nummer ned på den,” kan jeg huske Ida sagde. ”Men vent med at høre det til senere.”
Lige nu må være et godt tidspunkt, tænker jeg, og putter headsettet i ørerne. Så trykker jeg ’play’ på maskinen og lytter.
En høj skrattende lyd bliver efterfulgt af to små pigers fnisen.
”Kom nu, Jane, du skal synge,” lyder den syvårige Idas stemme, og pludselig kan jeg høre min egen barnestemme synge ind i mikrofonen. Ida stemmer i, mens man kan høre en cd køre med musikken i baggrunden:
”Vi er venner… bedstevenner… vi er venner… du og jeg!”
Jeg slukker. Jeg kan ikke holde det ud. Ida, min Ida. Hvis hun vidste, hvor meget jeg har brug for hende nu.
Jeg skjuler hovedet i hænderne, og græder igen.

*
Hver eneste dag, hver eneste time, hvert eneste minut…
Jeg vil fortryde det for evigt. Fortryde alt jeg har gjort i det sidste år, og gøre alt for at gøre det godt igen. I morgen vil jeg finde Cilina og sige undskyld, og når hun er rejst vil jeg savne hende lige så meget, som jeg savner David nu, og som jeg kommer til at savne ham for altid. Jeg vil savne hans smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme, og jeg vil fortryde alt det, jeg har gjort imod ham. For jeg ved, at jeg uden tvivl er den største idiot i verden.

 

Skriv din mening om historien

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *