Kap. 9: I tusmørket

Klokken er over halv ti, da jeg får listet mig ud af huset næste aften. Malte er endelig smuttet ud for at slutte sig til krigen på havnen, og mor er taget af sted til sine aftenvagter. Solen er gået ned og har efterladt byen i et gråligt halvmørke, som giver aftenstemningen et køligt men fredsfyldt udseende. Jeg føler mig næsten som en tyv i natten, da jeg sniger mig igennem buskadserne, og jeg kan mærke mit hjerte, der hamrer hurtigere for hvert skrift, der bringer mig nærmere til indvandrerkvarteret. Marco har bedt mig være forsigtig og sørge for ikke at blive set, og selvom jeg endnu ikke har mødt en levende sjæl, kan jeg mærke skrækken, hver gang en gren knækker, eller en fugl flyver op fra en busk i nærheden.
Jeg har ikke været i denne del af byen før, men Marco har beskrevet det for mig. Det er ikke fordi, her kun bor indvandrere, men de udgør stadig en stor procentdel. Kvarteret består af små, gule rækkehuse, som ligger ud til stikvejene, og som alle har en lille baggård, der tjener som have. Det er et hyggeligt kvarter, og da jeg nærmer mig kan jeg høre, hvordan der bliver snakket i baggårdene og leget på vejene.
Marco har fortalt mig om en bagvej gennem buskadset og ved at følge den, kommer jeg til hans hus fra bagsiden. Lågen til gården står på klem, og jeg kan liste mig ind uden at blive opdaget. Det føles trygt at være omgivet af det høje, sorte plankeværk, der afskærmer den lille have. Her er ikke andet end en udslået solvogn og et tørrestativ – og så rod bestående af gamle urtepotter, en fodbold og adskillige tomme sodavandsdåser. Det ser ikke ud til, at Marcos mor har særlig meget tid til at rydde op efter sine drenge. Ligesom min mor, måske.
Jeg får øje på en smal lysstribe i husets gavl. Loftslemmen står på klem og lyset skinner ud og oplyser de små stigetrin, der er hamret fast på muren ved siden af. Overbevist om at det er her, Marco vil møde mig, begynder jeg at klatre op, og med lidt besvær når jeg lemmen. Jeg titter forsigtigt ind ad sprækken.
Loftet udgør et forholdsvis stort rum med trægulv og skrå vægge. I midten af rummet står et gammelt sofabord centreret mellem to røde sofaer og en lænestol. Bag stolen står en udslået sovesofa og ved siden af ligger et stort rod af papirer, ugeblade og gamle pizzabakker. Fra loftet oplyser en svag lampe dette, der før i tiden tjente som De Røde Rosers hovedkvarter, men som nu ser dødt og forladt ud. Fuldstændig forladt faktisk… Hvor er Marco?
Jeg kalder forsigtigt på ham, men jeg får ikke noget svar. Jeg har ikke lyst til at kravle ind, før jeg ved, om han er der, men et enkelt kig tilbage ud over baggården får mig til at ombestemme mig. I den højde jeg er kommet op i, er jeg temmelig tydelig ud over området, og lyset fra loftet oplyser mit ansigt. Med en dyb vejrtrækning placerer jeg derfor en fod i åbningen og får temmelig uelegant skubbet mig indenfor. Jeg børster støvet af min lyseblå skjorte og kalder derefter på Marco igen. Jeg får stadig ikke noget svar.
Med et er der nogen, der griber fat i mig bagfra. Jeg skal lige til at skrige, da der bliver lagt en hånd for munden af mig, og jeg genkender duften af Marcos parfume. Lettet vender jeg mig rundt og ser ind i hans mørke øjne, mens hans arme lægger sig rundt om livet på mig.
”Du forskrækkede mig,” siger jeg, selvom jeg selvfølgelig ikke kan lade være med at smile ved synet af ham. Marco smiler tilbage og bøjer sig ned og kysser mig. Han kører den ene hånd op ad ryggen på mig, og jeg får den sædvanlige boblende fornemmelse i kroppen – men denne gang er der ligesom mere i det. Næsten en fornemmelse af at savne ham, selvom jeg dårligt kan komme tættere på ham.
Jeg har ikke lyst til, at han skal stoppe, men lidt efter hiver han langsomt hovedet til sig.
”Jeg er glad for, du kunne komme”, siger han, mens han stryger mig over kinderne. ”Det er noget andet end at mødes på legepladsen.” Han lægger armene omkring mig igen og hiver mig ind til sig.
”Er du sikker på, din bror ikke opdager os?” spørger jeg. Marco smiler beroligende.
”Han er nede ved bådehuset hele aftenen. Jeg har spillet syg for ikke at tage med.”
Jeg kan ikke lade være med at smile over, at Luis tror, Marco ligger syg herhjemme. Tænk at vi har hele loftet for os selv uden at skulle være bange for at blive afbrudt. Min mor kommer sent hjem, og det samme gør Malte, så jeg skal ikke smutte om lidt, for at de ikke begynder at undre sig over mit fravær. Jeg kan være her hele aftenen.
Marco fortsætter med at kærtegne mit ansigt og lader så hånden glide ned over mit hår. Hans fingrer leger igen med fletningen, mens han ser på mig.
”Jeg ville altså gerne se dig med løst hår,” siger han. Der er en svag tone af bønfaldelse i hans stemme, og hans øjne får det vidunderlige skær, jeg holder så meget af. Hvordan man nogensinde skulle kunne modstå sådan nogle øjne, det ved jeg ikke.
”Men det klæder mig så dårligt,” siger jeg, selvom jeg allerede føler, hvordan hans blik overtaler mig. Han smiler bedende, og jeg gengælder smilet, men uden at være helt sikker. Det er svært at tro, at nogen kan holde af noget ved en, som man ikke selv kan fordrage. Men Marco kigger stadig på mig med sit vidunderlige blik, og til sidst er det svært at se, hvad der kunne ske ved det, så jeg nikker svagt.
Hans fingrer tager forsigtigt fat i elastikken og hiver den dernæst ud med en langsom bevægelse. Dernæst kører han et par fingrer igennem mit hår, så det skilles og blødt falder ned over mine skuldrer.
Jeg kigger genert ned i gulvet og venter på hans reaktion. Mine fingrer leger med hans som altid, når jeg ikke kan se på ham. Marco lægger en finger under min hage og løfter mit ansigt, indtil jeg ser ham ind i øjnene.
”Du er smuk,” hvisker han, og så kysser han mig igen. Jeg mærker en bølge af velbehag og lægger armene om halsen på ham, mens jeg føler hans hænder i mit hår. Det er en blød og kildrerne fornemmelse, der får mig til at slappe af, så jeg mest af alt har lyst til at synke sammen i hans arme og overgive mig fuldstændig. Et følsomt øjeblik hvor vi står tæt omslynget og bare bevidner hinanden om, hvor meget vi holder af hinanden.
Så skifter det. Pludselig bliver det mere voldstomt, men ikke på en ubehagelig måde. Vores greb om hinanden strammes, og med et løfter Marco mig op og bærer mig igennem rummet. Jeg slynger benene omkring ham, og mine hænder støtter om hans baghoved, så han slet ikke får lov at give slip på mig. Følelsen af hans stærke arme, der så let som ingenting holder mig oppe, er ikke til at beskrive. Han bøjer sig langsomt forover, indtil jeg kan mærke den bløde madras fra sovesofaen under mig, og han lægger mig forsigtigt på den uden at vores læber slipper hinanden et eneste øjeblik.
Vi er begge lettere forpustet, da Marco endelig triller ned og lægger sig ved siden af mig. Vi griner en smule af vores dybe åndedræt og lægger dernæst armene om hinanden.
”Jeg elsker dig,” siger jeg og mærker hele vejen ned igennem kroppen, hvordan jeg mener det, og hvordan jeg har længtes efter at fortælle ham det. Marco smiler varmt. Det har en dybere mening, det ved han. Jeg elsker dig, jeg stoler på dig, jeg kan ikke undvære dig.
”Jeg elsker også dig,” hvisker han. Hans hænder aer mig over det udslåede hår, og jeg lukker øjnene og nyder trygheden ved at ligge her helt tæt op ad ham.
Jeg kan ikke huske mit liv for mere et to-tre uger tilbage. Jeg kan ikke se for mig, hvordan jeg fik tiden til at gå med læsning og lektier. Skolen er blevet et fængsel, som jeg hver dag er tvunget til at opholde mig i, og for første gang i mit liv er jeg begyndt at pjække. Jeg hører ikke efter, jeg laver ingenting, og jeg snakker ikke til nogen. Alt jeg kan tænke på er Marco og hvornår, jeg skal se ham igen. Kathrine har for længst droppet mig, overbevist om at jeg er sur på hende, og selvom hendes hårde blikke for et øjeblik kan gøre ondt, så kan jeg ikke få mig selv til at tage mig af det. Alt jeg har lyst til at bekymre mig om, er den person, der i øjeblikket ligger lige ved siden af mig og ser på mig, som om jeg er det mest værdigfulde i hele verden.
”Jeg ville ønske, at denne her Rosekrig ikke fandtes,” hvisker jeg. ”Jeg ville ønske, vi kunne gå sammen i byen og ikke hele tiden skulle skjule os.”
Det ville Marco også, det kan jeg se på ham. Hans ansigt er ikke længere udtryksløst, som det var engang, men udstråler glæden, der springer som gnister imellem os. Alligevel har han ikke mistet sit mystiske jeg, som gør, at jeg føler en smule spænding hver gang, jeg kigger på ham. Selvom jeg efterhånden føler, jeg kender ham bedre, end jeg kender min egen bror, så er der stadig en del af ham, som er helt skjult for mig – og jeg kan lide det. Jeg kan lide det hemmelighedsfulde glimt i øjnene og hans mystiske smil. Det er dét, der får mig til altid at savne ham.
Marco løfter sig op på den ene arm og kigger ned på mig. Det intense øjeblik får det til at sitre i kroppen. Endnu engang føler jeg at savne ham, selvom han er så kort fra mig. Jeg vil have ham så tæt på, som det overhovedet er muligt. Med en hånd om hans nakke trækker jeg hans læber ned til mine, og Marco trækker sin krop ind over mig, så jeg mærker hans vægt imod mig.
Om der går timer eller et øjeblik, ved jeg ikke.

Månelyset skinner ind gennem et støvet loftvindue og oplyser Marcos bare overkrop. Han ligger med lukkede øjne og trækker vejret dybt, men jeg er ikke sikker på, om han sover. Et svagt smil kan anes på hans læber, og med månelyset, der skinner i hans hår, ligner han næsten en lille engel.
Jeg ligger ved siden af ham med hovedet støttende på den ene arm og betragter hver gang, hans bryst hæver og sænker sig. Min hånd aer ham over håret og ned over de bløde kinder, der minder mig om huden på en baby. Han ser så lille ud, som han ligger der. Så lille og uskyldig. Ingen, der så ham nu, ville kunne forestille sig, at han tilbringer sine dage som medlem af en bande, der laver hærværk rundt om i byen. Man ville aldrig få den tanke, at han slås med byens danske drenge mindst en gang om ugen. Alt man vil tænke er, at her ligger Jordens sødeste og dejligste dreng med sit mørke hår og lysebrune hud, som gør ham så køn. Smuk!
Jeg tager nænsomt fat i hans hånd, der ligger imellem os, og lukker derefter øjnene, mens jeg holder mit billede af ham fast i tankerne. Tænk om der ikke fandtes nogen Rosekrig, og jeg en dag kunne tage ham med hjem til min mor og vise ham frem. Tænk om jeg kunne fortælle om ham i skolen, så Kathrine ville forstå min manglede nærværenhed og mangel på engagement. Tænk om jeg kunne vise ham til min storebror og se dem få et godt forhold til hinanden, så jeg kunne kalde ham en del af min familie. Så kunne han sove på mit værelse om natten, og vi kunne stå op sammen i weekenderne og lave morgenmad og måske spise det i solen i haven. Og bagefter kunne vi gå hånd i hånd ned til havnen og sidde på stenene ved molen eller måske bade ved den lille strand, der er lavet lidt længere henne af kysten. Selvom det på sin vis er spændende at snige sig rundt og mødes i skjul, så kan jeg alligevel næsten ikke holde ud, at det skal være på denne her måde. Jeg holder så meget af ham, at jeg har lyst til at skrige det ud over hele byen, eller helst hele verden, hvis det kunne lade sig gøre. At noget som kærlighed er nødt til at blive holdt hemmeligt, det kan være svært at forstå.
Mine tanker bliver med et afbrudt af fjerne råb. Først tror jeg, det er børnene på gaderne, jeg kan høre, men snart bliver ordene tydeligere. De kalder på Marco!
Jeg sætter mig op med et ryk. Med et koldt sug i maven opdager jeg, at vi aldrig fik lukket loftslemmen ordentligt. Lyset fra lampen i loftet skinner ud gennem sprækken.
”Marco?” Det er Luis stemme. ”Er du deroppe?”
Jeg bliver næsten lammet af skræk. Det tager mig flere sekunder, før jeg begynder at rykke i Marco. Han er ikke nem at vække, og da det endelig lykkes, er han fjern og omtåget. Først efter et stykke tid, forstår han, hvad jeg siger. Han sætter sig op med et ryk og stirrer mod lemmen.
”Marco?” lyder Luis’ stemme. ”Er du der?”
Marco reagerer hurtigt. Han får viklet et tæppe omkring sig og skynder sig dernæst hen til åbningen. Jeg bliver siddende på sengen og knuger mit tæppe ind til mig i angst. Luften er pludselig blevet kold på mine skuldrer, og gåsehuden dukker frem på mine arme. Tænk om de opdager os nu!
”Hvad nu?” råber Marco ud af lemmen. Der går et stykke tid, inden Luis svarer, og da han gør det er det med undren i stemmen.
”Hvad laver du deroppe?”
Det overrasker mig, hvor hurtigt det lykkes Marco at diske op med en historie.
”Mit værelse er stegende hedt, jeg havde brug for luft,” siger han. ”Det hele stod her jo alligevel.” Hans stemme har ændret sig fuldstændig og er blevet mere kold og hård. Ikke ondskabsfuld, men bare så den passer til hans normale aflukkede jeg, der ikke røber følelser. Jeg er imponeret over, hvor hurtigt han kan skifte stemning, og hvordan han ansigt pludselig bliver blankt for følelser. Præcis som da jeg så ham første gang.
”Vi har møde med Roserne,” lyder det nede fra Luis. Hans stemme er svag, men alligevel tydelig. I hvert fald går den direkte ind i mig. Skal de mon holde møde heroppe på loftet? Jeg begynder at ryste.
”Mor er ikke hjemme,” siger Marco. ”Lad os holde det i stuen.”
”Er du frisk nok?”
”Ja ja, jeg kommer ned om lidt.”
Luis lader til at godtage den, for et øjeblik senere lukker Marco loftslemmen i og kommer tilbage til mig. Han sætter sig på sengen ved siden af mig og lægger armene omkring mig.
”Rolig nu,” hvisker han, da han mærker, hvordan jeg skælver.
”Det var alt for tæt på,” siger jeg. Min stemme er svag og skinger.
”Jeg ved det. Vi må have dig hjem hurtigst muligt.”
Jeg nikker.
”Men er han ikke dernede?”
”Nej, han er gået ind i køkkenet. Men du skal skynde dig, de andre Roser kommer snart.”
Marco samler min trøje op fra sengen og rækker den til mig.
”Tag vejen gennem buskadserne,” siger han. ”Det er sikrest.”

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *