Kap. 8: I dybeste hemmelighed

Fra den dag af mødes jeg med Marco i skjul – gemt i buskadser, på tomme legepladser, i skoven eller i grøfterne bag villakvarterene. Så snart jeg får fri fra skolen, spæner jeg hen til stedet, hvor vi har aftalt at mødes, og Marco er der altid og venter på mig. Han går ikke i skole længere, men tager et friår, inden han vil søge ind på gymnasiet. Så meget har jeg fundet ud af, på trods af at han ikke siger så meget. For det meste ligger vi bare i græsset og kigger på hinanden, mens timerne går. En gang imellem løfter Marco hånden og kører en tot af mit hår om bag mit øre. Hver gang han gør det, er det som om, der løber en elektrisk strøm igennem mig. Jeg kan slet ikke beskrive den effekt, han har på mig. Hans mystiske jeg, som er umuligt at komme tæt på, fascinerer mig på en måde, jeg aldrig havde troet muligt. Samtidig kan et smil fra ham få mine ben til at knække sammen under mig, og en berøring får det til at sitre i hele min krop. Mit hjerte hamrer altid som besat, når jeg er sammen med ham, og i de timer, jeg må undvære ham, gør det så ondt, at jeg tror min brystkasse skal bryde sammen. Jeg kan slet ikke holde ud, når jeg er væk fra ham.
Jeg er ikke hjemme mange timer i døgnet. Malte er begyndt at bemærke det, og jeg må hele tiden finde på nye undskyldninger for at smutte. Jeg bilder ham ind, at jeg er sammen med Kathrine, eller at jeg er til hygge med de andre fra klassen. Malte er glad for, at jeg er begyndt at gå lidt ud i stedet for altid at lave lektier. Jeg har det lidt dårligt med at lyve over for ham, men den dårlige samvittighed varer kun indtil, jeg ser Marco igen. Så bliver alt andet vasket ud af mit hoved – Kathrines irriterede blikke, Maltes mistænksomhed, Rosekrigen og det jeg roder mig ud i. Tilbage er kun Marco og de mørke øjne, som kan hypnotisere mig i timevis bare ved at kigge på mig.
Marco har boet hos sin far ved vestkysten i et par år og er først for nyligt flyttet tilbage til sin mor. Hans bror Luis tog det som en selvfølge, at han ville være med i Rosekrigen, og selvom dette ikke var tilfældet, havde Marco ikke rigtig noget valg. Hvad gør man, når man flytter tilbage til en by, og alle ens gamle venner er blevet medlem af en bande? Desuden var Marco også medlem af De Røde Roser sidst, han boede i byen. Dengang var det bare ikke så alvorligt, som det er nu, siger han.
”Så egentlig bryder du dig slet ikke om krigen?” spørger jeg, da vi en sen aften sidder i et af de små legehuse på den forladte legeplads.
Marco ryster på hovedet, mens han stryger mig over kinden.
”Nej,” siger han med et svagt smil. ”Jeg synes, det er latterligt. Luis burde være stoppet for længe siden.”
”Ja,” siger jeg, ”det synes jeg også.”
Jeg leger med hans hånd, der ligger på mit lår. Mine ben ligger ind over hans, mens han holder mig ind til sig med den anden arm. Han er stærk, og han store overarme virker som en betrykkende mur mod verden udenfor. Han er også en del større end mig og er allerede begyndt at kalde mig for sin ’lille pige’. Normalt når Malte kalder mig det, bliver jeg rasende fordi, jeg føler mig som et lille barn – men når Marco kalder mig det, lyder det på en helt anden måde. En måde jeg godt kan lide. Jeg elsker, at jeg er hans lille pige, og at han er min Marco. Min!
Marco kigger på mig og lader en hånd glide ned over mit baghoved. Han leger med fletningen, som mit hår som altid er sat op i. Efter lidt tid siger han:
”Jeg ville gerne se dig med løst hår.”
”Hvorfor?” spørger jeg overrasket, eftersom jeg altid har hadet synet af mig selv med håret nede.
Marco trækker på skulderne.
”Jeg tror, det kunne være pænt,” siger han.
”Det er det ikke,” siger jeg og piller automatisk lidt ved fletningen som for at sikre mig, at den stadig er der. ”Jeg mener, jeg kan bedst lide det sådan her.”
Marco smiler og nævner ikke mere om det.
”Jeg tænkte på, om du ville komme hjem og besøge mig i morgen,” siger han i stedet. Jeg kigger forskrækket op, eftersom Marcos hus jo er hjemsted for De Røde Roser.
”Men din bror…?”
”… har netop vundet bådehuset fra din bror og vil derfor ikke være hjemme.”
Igen bliver jeg chokeret.
”Hvornår har I vundet bådehuset?”
”I går. Din bror endte med at overgive sig for at få fred.”
Jeg nikker stille.
”Hvorfor gør han det?” siger jeg så.
”Malte?”
”Nej, Luis. Hvorfor vil han have bådehuset?”
”Han føler vel, han får mere magt ved det. Hvis han kan tage noget, der er Maltes, så har han vist Malte, hvem, der er stærkest.”
Jeg ler en tom latter.
”Det er latterligt.”
”Ja.”
Han lægger den anden arm omkring mig og holder mig tæt ind til sig. Jeg lukker øjnene og lægger hovedet på hans skulder, mens jeg nyder duften af den søde parfume, han altid har på. Marco kysser mig på kinden og aer mig på hovedet, mens jeg langsomt føler mig mere og mere træt og mest af alt har lyst til at falde i søvn her i hans arme. Jeg ved, at jeg snart er nødt til at gå, hvis jeg skal være hjemme inden min mor. Men først vil jeg ligge her og nyde Marco lidt endnu og tænke på, hvor heldig jeg er at have ham. Det er først, da jeg bevæger mig ind i de tanker, at jeg kommer til at tænke på noget.
”Marco?”
”Mm…” Hans øjne er lukkede, og han svarer kun stille. Jeg venter, indtil han fornemmer at jeg vil ham noget vigtigt. Han kigger op på mig. ”Hvad nu?”
”Kan du huske, du sagde, at du var flyttet ned til din mor for at tage et friår inden gymnasiet?”
”Ja?”
Jeg trækker lidt på den, inden jeg fortsætter, for jeg er bange for hans svar. Jeg leger med hans fingrer igen og kan ikke helt se på ham.
”Betyder det så, at du tager hjem til din far igen, når det år er slut?”
Stilheden, der følger, er forfærdelig. Da jeg endelig tør kigge op på Marco, sidder han og kigger ud igennem legehusets vindue med et fjernt blik. Som sædvanligt er der ikke meget at tyde i hans ansigt, og jeg må bange sidde og vente på hans svar i lang tid.
”Jeg ved det ikke, Lærke,” siger han til sidst. Han vender hovedet og ser på mig. ”Der er så meget, der kan nå at ændre sig.”
Jeg nikker og ser væk. Det var det slags svar, jeg havde forventet, men alligevel gør det ondt, at han ikke lover mig at blive for altid. Bare tanken om at se ham rejse væk, får noget inden i mig til at bryde sammen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne undvære ham.
”Du er heldig at have en far,” siger jeg så. Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det, men det er som om det bare følger med den triste stemning. På et eller andet tidspunkt må jeg vel også snakke med ham om det.
”Ja…” nikker han, og da det kommer bag på mig, at han ved, hvad jeg mener, siger han: ”Ja, jeg ved godt det om din far… at han er død, mener jeg.”
”Hvorfra?”
”Min bror… tror jeg.”
Han får et mærkeligt udtryk i ansigtet, og det er som om, han kæmper med ordene.
”Lærke… jeg er virkelig ked af det… på dine vegne altså.” Han ligner en, der slet ikke ved, hvordan han skal forholde sig til situationen, og jeg fortryder, at jeg nævnte det. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, da han pludselig ser helt ødelagt ud, og jeg skynder mig bare at kramme mig ind til ham, mens jeg kan mærke hans hæse åndedræt. Sådan bliver vi siddende, indtil Marco siger, at jeg nok er nødt til at gå nu for at nå hjem. Jeg nikker, og kigger så på ham en sidste gang. Han smiler svagt.
”Vi ses i morgen,” siger han.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *