Kap. 7: Tankespind

Jeg ved ikke, hvordan det bliver mandag. Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes mig at komme igennem søndagen uden at blive sindssyg. Marcos pludselige forsvinden i regnen gør mig så bange for, om jeg mon skal se ham igen. Det hele gik så stærkt, at jeg kan blive i tvivl om, om det overhovedet skete. Kun den brændende fornemmelse indvendigt hver gang jeg tænker på ham, gør mig sikker på, at det ikke kan have været en drøm. Jeg kan stadig mærke, hvor hans arme lå omkring mig, og hvordan han holdt mig tæt ind til sin krop. Jeg kan stadig føle den blide fornemmelse af hans læber imod mine. Aldrig havde jeg forestillet mig, at det skulle være sådan at kysse en dreng. Tænk at et enkelt tryk af en anden persons læber mod sine egne kan fortælle en så meget.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer i skole. Pludselig finder jeg mig selv siddende på min plads ved siden af Kathrine, og på et eller andet tidspunkt må undervisningen være gået i gang, for Linda står og skriver løs på tavlen. Foran mig ligger der en kopieret udgave af en novelle, som vi skal læse. Kathrine er allerede i gang, og da jeg kigger mig bagud sidder resten af klassen også og læser. Jeg kigger op på tavlen, hvor Linda skriver spørgsmål til novellen ned. Da hun opdager, at jeg kigger på hende, smiler hun venligt.
”Vil du spørge om noget, Lærke?” siger hun og lægger kridtet fra sig. Jeg skynder mig at ryste på hovedet og bøjer mig ind over novellen. Jeg har ikke lyst til at snakke med Linda lige nu. Faktisk har jeg slet ikke lyst til at snakke med nogen, og det på trods af at der svæver en million spørgsmål rundt i min hjerne. Det er ved at kvæle mig indefra, at jeg ikke ved noget om Marco. Hvor er han? Hvad tænker han? Ser jeg ham nogensinde igen? Den forelskede Lærke inden i mig fortæller mig gang på gang, at ingen ville kysse mig sådan og så aldrig opsøge mig igen. Den realistiske Lærke minder mig om, hvad man altid har fået at vide om drenge, og at jeg ikke skal satse på, at han overhovedet mente noget med det.
Men hvordan kan han ikke have gjort det? Hvordan kan han have holdt om mig på den måde, hvis ikke det var fordi, han aldrig havde lyst til at give slip på mig? Hvordan kan han have kysset mig på den måde, hvis han ikke føler det samme som mig?
Jeg holder hænderne op for mine ører og prøver på den måde at lukke tankerne ude, men de bliver ved med at trænge igennem. Selvom jeg ihærdigt forsøger at læse teksten foran mig, forstår jeg ikke engang de første par ord. Som så mange gange før dukker Marcos øjne op i mit hoved, og selvom de giver mig den sædvanlige kildrende fornemmelse i maven, skræmmer de mig også. De får endnu engang det spørgsmål, som har domineret mine tanker det sidste døgn, til at dukke frem. Ser jeg ham nogensinde igen?
Jeg bliver nødt til at snige mig efter Malte næste gang, han skal ud og slås. Det er den eneste måde, jeg kan møde Marco på igen. Jeg bliver nødt at få svar på nogle af alle de spørgsmål, der i øjeblikket truer med at sprænge min hjerne i luften. Men sæt han ikke vil kendes ved mig. Sæt han slet ikke leder efter mig eller måske allerede har glemt mig. Tænk om regnen og mørket bare gjorde ham i stemning til at gribe fat i den første pige på vejen. Hvor mange gange har jeg ikke hørt min mor advare mig imod, hvordan nogle drenge kan være. Hvordan man altid skal konfrontere dem med deres hensigter, inden man går med på for meget. Hvor mange historier har min mor ikke fortalt mig, om hvordan hun har grædt og lidt over drenge, der har behandlet hende dårligt? Hun har altid advaret mig og bedt mig være en fornuftig pige, og jeg har af samme grunde aldrig brudt mig om drenge tidligere. Men nu… hvordan skal jeg kunne være en fornuftig pige nu? Hvordan skal jeg kunne tænke klart, når bølger af varme og velbehag skylder igennem mig, hver gang jeg tænker på i lørdags? Jeg kan stadig mærke hans våde hud under min hånd, og jeg kan stadig huske synet af ham, da han stod og kiggede på mig. Hvordan skulle jeg ikke have lyst til at se ham igen?
Kathrine rykker på sig ved siden af mig, og jeg bliver klar over, at folk i klassen er ved at være færdige med at læse novellen. Linda er færdig med at skrive spørgsmål op på tavlen, og hun beder os om at diskutere dem med vores sidemakker. Jeg kigger over på Kathrine, der allerede ser opgivende ud.
”Har du læst den?” spørger hun. Jeg ryster på hovedet og ved godt, at jeg er dybt uretfærdig. Hvor ville jeg ønske, at alt dette her ikke skulle gå ud over Kathrine. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle hende det hele. Tænk om jeg havde hende at dele det med, så hun kunne se sagen fra en anden vinkel. Så kunne hun fortælle mig, at det hele nok skulle gå, og at han sikkert leder efter mig dag og nat og savner mig lige så meget, som jeg savner ham. Men jeg kan ikke fortælle Kathrine noget, for jeg kan ikke fortælle det til nogen. Selvom jeg stoler hundrede procent på Kathrine, så vil jeg ikke have at nogen skal vide noget om Marco og jeg. Hvis der kommer nys om det i byen, eller det bare på en eller anden måde når et af medlemmerne i Rosekrigen, så er jeg færdig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske imellem banderne, hvis de fik noget at vide om det.
”Undskyld,” siger jeg til Kathrine. Det er alt, jeg kan finde på at sige. Jeg ved, at hun er vred, men det lykkes hende ikke at vise det. Hun stryger en hånd igennem sit lyse hår, mens hun ser ned i bordet og tydeligvis tænker over, hvad hun skal sige. Så ser hun op på mig.
”Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor du er så ked af det,” siger hun. Hendes øjne er store og blanke, og de kigger medfølende på mig. ”Det er på grund af din far, er det ikke?”
”Min far?”
”Ja,” siger hun. ”Jeg tænkte på det i går, og jeg er nået frem til, at det må være omkring fire år siden, han døde nu. Du var så ked af det i starten, og så senere blev det som om, du fortrængte det fuldstændig. Er det det, der vender tilbage nu?”
Jeg er temmelig forvirret over situationens drejning. Kathrine har fuldstændig ret i, at vi nærmer os fireårsdagen for min fars død, men pludselig bliver jeg klar over – og jeg er flov over at indrømme det for mig selv – at jeg har svedt det helt ud. De sidste par år har det altid været svært i den her måned, men i år føles det pludselig som så længe siden. Desuden har de sidste par ugers aktiviteter været med til at forstyrre min hjerne, men at jeg helt har kunnet glemme det, kommer alligevel bag på mig.
Min far. Min dejlige, vidunderlige og altid forstående far. Han var sådan en god mand, der elskede sine børn over alt på Jorden. Han lærte mig, alt hvad jeg ved, og min mor har altid sagt, at jeg var en ære mod hans minde. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor hårdt det var i starten, da vi mistede ham, og det får mig stadig til at bryde sammen indeni, når jeg tænker på det.
Det var en helt almindelig aften, hvor jeg sad i køkkenet med min mor og drak the. Vi snakkede, som vi havde tid til at gøre den gang, hvor hun ikke altid skulle arbejde. Malte var i byen, og da vi hørte politibilen udenfor, troede vi derfor, at det var ham, der havde lavet ballade. Politiet havde da også Malte med, men de havde ikke fat i armen på ham og skubbede ham surt foran sig, som de før havde gjort det, når han havde været i slagsmål. Denne gang gik Malte forrest, og tårerne trillede ned ad kinderne på ham. Da han nåede mig og min mor, åbnede han mange gange munden for at sige noget, men det så ud som om, ordene slet ikke kunne danne mening i hans hoved. Til sidst hviskede han bare, ”Mor… far, han… jeg…” og faldt så sammen ind over min mors skuldre, hvor han brød ud i en voldsom gråd. Mere behøvedes der ikke, før min mor forstod det hele.
Jeg var kun tolv, og selvom jeg selv følte mig stor og voksen, bad min mor mig om at gå ind i huset. Hun lukkede hoveddøren bag mig, og jeg havde intet andet at gøre end at gå ind til den grædende Malte, der havde søgt tilflugt i forstuen. Igennem det stor vindue, kunne jeg skimte min mor og politiet ude i regnen, hvor politimanden måtte holde om min mor, mens hun var ved at bryde sammen i fortvivlet jamren. Han prøvede at trøste hende, men hun skreg og græd og endte med at slå ham, fordi han holdt fast i hende. I det øjeblik kunne jeg ikke holde til at se på det længere, og jeg satte mig med ryggen mod væggen og stirrede ud i luften.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, inden min mor kom ind. Hun græd ikke længere, men gik bare forbi forstuen og op i køkkenet med et udtryksløst ansigt. Jeg så hende ikke mere den aften, og først langt senere fik jeg hele forklaringen med trafikulykken og en ung mand, der var stormet væk derfra. Den aften, hvor det skete, fik jeg ikke anden forklaring end de få ord, det lykkedes Malte at fremstamme gennem gråden, da jeg så op på ham.
”Lærke… far… han er død.”

Jeg ser op på Kathrine igen. Jeg har fået tårer i øjenkrogen, og pludselig har jeg brug for, at hun holder om mig. Det gør hun, og uden at jeg selv ved det, ligger jeg pludselig og græder ind imod hendes bryst. Klassen er blevet stille omkring os, og Linda kommer med et og hjælper mig uden for døren. Her sætter hun sig og snakker med mig. Kathrine har fortalt hende om min opførsel på det sidste, og jeg skal vide, at min klasselærer er der for mig, hvis jeg får brug for det. Nogle gange kan det være godt at snakke med en, der ikke er blandet ind i tingene, siger hun.
Jeg nikker, og bagefter beder Linda mig om at holde fri resten af dagen. Jeg takker ja til det forslag og venter udenfor, mens Linda går ind og henter mine ting. Jeg kan høre, at hun fortæller den tavse og forvirrede klasse, hvad der er sket, og hvordan hun til sidst beder dem om at arbejde videre og glemme det hele. Så kommer hun ud og giver mig tasken, og hun giver mig et hurtigt knus, mens hun stille siger, ”Det skal nok gå Lærke, det lover jeg dig.”
Jeg nikker og går derefter ned ad gangen. Det skal nok gå. Det kan hun sagtens sige. Linda ved ikke, at det slet ikke kun er det med min far, der plager mig. Alt det med Marco er pludselig blevet lagt oven i og har fået mit liv at virke så umuligt og på en måde ligegyldigt. Mit hjerte føles fuldstændig knust, og jeg mærker slet ikke solen eller hører fuglene synge, da jeg begynder at gå ned ad stierne udenfor. Duften af blomsterne omkring mig giver mig ikke længere lysten til at stoppe op bare for at stikke næsen i dem, og bierne, der flyver summende omkring dem, giver mig ikke længere en glad fornemmelse, som de plejer at gøre. Nu har jeg mest af alt lyst til at komme hjem og gemme mig væk under min dyne, hvor jeg kan få lov at trække mig selv helt ned i fortvivlelsens mørke afgrund.
Mine skridt bliver hurtigere, og jeg stormer næsten af sted til sidst. Det kan ikke gå stærkt nok, og jeg runder det næste hjørne i løb.
Pludselig er der noget, der griber mig om livet. Før jeg når at vide af det, bliver jeg i et ryk trukket ind i buskene ved siden af mig, og jeg lander på ryggen i græsset. Forskrækket ser jeg op – lige op i et par store, mørke øjne.
Med et er det som om, noget blokerer for alle triste tanker i mit hoved. Marco smiler til mig og ikke bare med øjnene denne gang, men med hele ansigtet. Han ligger halvt ind over mig fra pladsen, hvor han er landet i græsset, og han har en arm på hver side af mig, så jeg ligger spændt fast imellem ham i et trygt greb. Han løfter en hånd op og nusser min kind, og jeg løfter en hånd og berører hans ansigt for at være sikker på, at han virkelig er der.
”Marco…” hvisker jeg, hvilket får smilet på hans ansigt til at brede sig. Han læner sig ned over mig, og hans læber kysser mig endnu engang, så jeg forsvinder helt væk i glæde og herlighed. Vægten af hans krop mod min, giver mig den mest vidunderlige fornemmelse af, at han aldrig vil give slip på mig igen, og da han trækker sit hoved til sig, bliver jeg derfor ved med at holde ham ned imod mig.
”Jeg troede, du havde glemt mig,” siger jeg uden at kunne lade være med at smile, for glæden er for stor i mig til, at jeg kan lade være. Marco ryster langsomt på hovedet med et blik i øjnene, der fortæller mig, at han aldrig kunne glemme mig. Han læner sig ned og kysser mig igen, og denne gang slår jeg armene tæt omkring ham, for jeg har ikke lyst til, at han nogensinde skal holde op.
Sådan ligger vi længe. Til sidst lader Marco sig rulle ned at ligge ved siden af mig, men uden at give slip på min hånd, hvor han har flettet sine fingre ind i mine. Solens varme er vendt tilbage, og nu kan jeg også dufte blomsterne omkring os. Selv biernes summen er til at høre igen, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet være ked af det. Marcos smukke ansigt ligger der, blot få centimeter fra mit eget, og hans øjne kigger ind i mine, og giver mig endnu engang fornemmelsen af at være noget så smuk og værdigfuld. Ingen har nogensinde kigget på mig, som var jeg så meget værd. Ikke engang min mor, som jeg ved, elsker mig overalt i verden. Det her blik er noget helt andet – noget jeg aldrig troede, jeg skulle opleve.
”Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen,” siger jeg til ham. Han svarer ikke, men kigger bare på mig med et spørgende blik, der gør mig helt flov over, at jeg kunne tænke sådan. ”Jeg mener, du er jo en Rød Rose,” skynder jeg mig at sige. ”Og jeg mener, du ved vel, at jeg… at jeg ikke…” Pludselig går det op for mig, at han måske ikke ved det. ”Gør du ikke?” spørger jeg derfor.
Marco smiler og nikker. Det giver en bølge af varme i min krop, som skylder den angst væk, som nåede at sætte sig i mig. Marco ved udmærket godt, hvem jeg er, og hvad han går ind til. Hvor han ved det fra, kan jeg slet ikke gætte mig til, men han har vel været i stand til at finde ud af det, ligesom jeg var i stand til at finde ud af ting om ham.
”Vi skal være forsigtige,” siger jeg, mens jeg leger med en tot i hans mørke hår. ”Vi kan ikke blive set af nogen. Vi må altid mødes i skjul som nu.” Bladende i busken dækker fuldstændig for os. Kun lyden af min stemme kan være i stand til at afsløre os, og derfor holder jeg den dæmpet. ”Hvis min bror finder ud af det her, tør jeg slet ikke tænke på, hvad han kunne finde på at gøre ved dig. Vi er nødt til at være snu, hvis det skal fungere.”
Marco siger stadig ingenting, men kigger bare på mig. Pludselig gør det mig usikker og skaber igen tvivl i mig, om han virkelig ved hvem jeg er eller hvad, vi har gang i. Følelsen af at være den tilfældigt udvalgte pige, får et øjeblik kvalmen til at sætte sig i halsen, og nervøsiteten til at stikke i hjertet.
”Du siger ingenting,” hvisker jeg fortvivlet. Jeg kigger på hans ansigt. ”Ved du overhovedet, hvad jeg hedder?”
Marco gengælder mit blik. Med sin hånd kører han en tot af mit hår om bag mit øre og lader derefter sin hånd fortsætte ned over min hals og ned ad min krop, hvor den skaber en kildrende fornemmelse.
”Lærke…” hvisker han. Han har en smuk stemme.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *