Kap. 6: Uvejr

Himlen er blevet helt mørk, da jeg kommer udenfor. Luften er fugtig, og der er en gennemtrængende duft af syrener. Malte er allerede helt nede for enden af villavejen, og hans skikkelse forsvinder hurtigt bag hjørnet. Jeg får travlt med at følge efter ham for ikke at miste ham af syne.
Jeg fortryder lidt, at jeg ikke fik min jakke med. Mine arme er bare i den kortærmede, lyseblå skjorte, og mine jeans føles tynde i den kølige vind, der er begyndt at blæse op. Det rumler stilfærdigt mellem skyerne på himlen, og vanddampen er næsten til at smage i luften. Der er ingen tvivl om, at et uvejr er på vej.
I det jeg drejer om hjørnet, må jeg spejde efter Malte. Det er længe siden, jeg har oplevet, at det er mørkt på denne tid af døgnet. Lidt længere nede ad gaden får jeg øje på ham med kurs mod havnen. Han går i rask tempo, og jeg må sætte i løb for at følge med.
Det blæser allerede kraftigere, da vi når ned til Den Hvide Bro. Flagstangen på det yderste af molen vipper faretruende fra side til side. Vandet slår med kraftige bølger ind over havnen. Jeg gnider mine arme i den kolde vind og håber inderligt, at Malte leder mig ind et sted med mere læ. Vinden blæser iskoldt ind fra vandet og får de løse totter i mit opsatte hår til at piske mod mine kinder. Mine øjne løber i vand.
Malte fortsætter over broen og op mod indvandrernes skole. Da vi nærmer os, kan jeg høre høje råb gennem vinden. Det er åbenbart endnu engang her slaget står, og det lyder som om, det går voldsomt for sig. Denne her gang bliver der i hvert fald kastet med mere end bare sten.
Da et højt brøl pludselig kløver igennem blæsten, sætter Malte i løb. Jeg løber efter ham, men kan selvfølgelig ikke følge med. Han forsvinder ind i buskadset ved skolegården, og da jeg selv når derind, er han ikke at se nogen steder. Gården er tom, men der lyder høje råb omme fra legepladsen.
Det begynder at regne. Først falder det som små, hårde dråber, men snart står det ned i lange torve, der hurtigt gennembløder mit tøj. Det lyder højt, når vandet rammer jorden omkring mig, og pludselig gør lyden mig utryk. En underlig fornemmelse af, at nogen med lethed i ly af lyden kunne snige sig ind på mig, begynder at skylde igennem mig. Jeg snurrer rundt og kigger ind i buskadset, men der er ingen i nærheden. Alligevel kan jeg høre lyde overalt. Raslende blade, knækkende grene, vinden, der hyler.
Jeg begynder at kunne mærke, hvor dumt det var at følge efter Malte. Angsten begynder at sætte sig i mig, og jeg føler mig pludselig lille og alene i mørket. Først nu går det op for mig, at De Røde Roser kunne finde mig, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis det de gjorde. Jeg løber hen til det store kirsebærtræ og trykker mig op ad stammen. Jeg har fået tårer i øjnene, og jeg kan mærke gråden i halsen. Det kræver al min viljestyrke ikke at begynde at råbe på Malte, for at han skal komme og hjælpe mig. Tænk om De Røde Roser hørte mig først!
Så flækker det første lyn hen over himlen. Jeg skriger, men lyden drukner i det høje tordenbrag. Jeg skal væk nu, og det kan ikke gå stærkt nok! Hurtigt gør jeg omkring og begynder at løbe tilbage igennem buskadset, men pludselig kan jeg også høre råb, der kommer fra havnen. Lyden af løbende fodtrin når mig og får mig til at gå i panik. Hulkende og gispende efter vejret sætter jeg tilbage mod skolegården og prøver at finde et sted, hvor jeg kan gemme mig. Det regner så meget, at jeg har svært ved at se, og der går et stykke tid, før jeg får øje på det store containerskur. Jeg kaster mig i ly under halvtaget, og finder en plads, hvor jeg står nogenlunde i skjul af containerne. Her trykker jeg mig op ad muren, mens jeg lytter efter lyden af andre mennesker.
Der går ikke lang tid, før jeg kan høre folk, der råber lige uden for skuret.
”Tilbage til havnen!” er der en, der brøler, og snart kan jeg høre flere fødder, der plasker gennem vandet i gården. Regnen høvler ned og rammer taget over mig, som var det tennisbolde og ikke vand. Tordenbragene fortsætter med at buldre mellem skyerne.
Jeg læner hovedet tilbage mod væggen og lukker øjnene. Mit åndedræt er hæst, og mit hjerte banker, som havde jeg løbet længe. Jeg føler mig på ingen måde sikker i mit skjul, men jeg tør heller ikke bevæge mig udenfor. Selvom jeg ikke længere kan høre andre mennesker, ved man aldrig, om der skulle stå nogen derude et sted.
Et voldsomt tordenbrag får mig til at fare sammen og smække hænderne op foran ansigtet. Jeg har lyst til at begynde at græde, skønt jeg ved, det ikke hjælper. Der går lang tid, før jeg tør lade hænderne falde og se mig omkring. Så gisper jeg!
Marco står kun få meter fra mig i halvmørket bag den ene container. Hans hvide T-shirt er gennemblødt, og håret klistrer til hans ansigt. De mørke øjne kigger på mig fra det udtryksløse ansigt og lammer mig et øjeblik af både skræk og forbløffelse. Hvor længe har han stået der?
Langsomt kommer han et par skridt nærmere og stopper blot en meter fra mig. Jeg står med let åben mund og trækker vejret i hårde stød, mens jeg forstenet bliver stående og ser ham komme nærmere. Da han stopper, lægger jeg mærke til, at man kan se hans overkrop igennem den våde T-shirt.
Jeg kigger op. Hans blik er rettet mod mit ansigt, og han kigger på mig, som om han slet ikke er sikker på, jeg står der. Så kommer han endnu et par skridt nærmere, så jeg nemt kunne række ud og røre ved ham. Hans øjne glider ned over mig krop og tilbage til mit ansigt.
”Marco…” hvisker jeg. Det er som om, stormen er blevet uhørlig i det, han er kommet nærmere. Pludselig er der kun lyden af mit åndedræt, der lyder som en torden i mit hoved. Jeg kan mærke, hvordan mit hjerte begynder at hamre hurtigt igen, i det jeg lader mit blik mødes med hans.
Hans mørke øjne ser dybt ind i mine. Det er som om, jeg bliver hypnotiseret og trukket helt ind i dem. Jeg føler mig fanget, som om to stærke magneter trækker mig nærmere uden nogen chance for at lade mig slippe væk igen.
Langsomt rækker jeg min hånd frem imod ham. Lidt fra ham lader jeg den hvile i luften, mens jeg prøver at tyde hans reaktion. Hans ansigt er udtryksløst, men hans øjne er sigende og dybe og beder mig fortsætte. Forsigtigt flytter jeg hånden det sidste stykke og lader den glide fra hans skulder og ned over hans overarm. Mit hjerte springer et slag over, idet mine fingre berører hans hud.
Marco tager fat i min hånd. Forsigtigt løfter han den op til sit ansigt og kigger på den, som om han aldrig har set noget som den før. Med sine egne fingre undersøger han mine, en for en, inden han lader sin hånd glide op ad min arm og om på min ryg. Han kigger mig dybt ind i øjnene, mens jeg som bedøvet står og kigger tilbage ude af stand til at gøre en eneste handling. Så læner han sig pludseligt frem og kysser mig.
Jeg gisper af forskrækkelse i det, han gør det, men da hans læber forbliver mod mine bliver det i stedet til et suk af nydelse. Jeg lader mine arme glide rundt om hans hals, og mærker hvordan hans lægger sine rundt om mit liv. Aldrig har nogen holdt om mig på den måde, som Marco trækker mig helt ind til sig på. Det er som om, vores kroppe for en tid bliver én, og som om, jeg igennem kysset bliver suget helt ind i ham. Hans læber kærtegner mine, som var jeg noget ganske værdigfuldt, og hans hånd glider op ad min ryg, så jeg langsomt læner mig tilbage op ad væggen. Mine hænder stryger igennem hans våde hår, hvorfra dråberne drypper ned på mit ansigt, og jeg kan mærke, hvordan det giver en kildrende fornemmelse på min allerede skælvende hud. Jeg føler mig brændende varm, skønt jeg for et øjeblik siden rystede af kulde. Nu skyldes min gåsehud helt andre ting.
Marco lader sin hånd glide ned over mit lår og tilbage igen. Så læner han sit hoved til den anden side og kysser mig så igen. Han bliver ved, indtil noget pludselig får ham til at stivne. Få øjeblikke efter kan jeg også høre det.
”Marco!” Det lyder fjernt, men der er ingen tvivl om, at det er det, der bliver sagt. Nogen kalder rasende på ham, og Marco trækker sig med et ryk væk fra mig og stirrer ud i regnen. På trods af det udtryksløse ansigt, er hans øjne skræmte, og pludselig slipper han mig og begynder at gå ud i mørket igen. Inden han forsvinder bag containeren, vender han sig rundt og kigger på mig. Vores øjne mødes, og hans blik er så dybt, at jeg aldrig ville kunne forklare, hvad det fortæller mig. Så vender han sig om og forsvinder.
Jeg læner mig skælvende tilbage mod væggen – fuldstændig overvældet.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *