Kap. 5: Besat

”Lærke?”
”Hmf?” Jeg bliver opmærksom på, at jeg er faldet helt sammen med hovedet hvilende i min venstre hånd. Min krop ligger slapt ind over bordet, mens mine øjne stirrer ufokuseret ud i luften. For to sekunder siden hang Marcos ansigt lige foran mig og smilede. Nu er der kun Kathrines irriterede udtryk og opgivende øjne.
”Lærke, hvad er der i vejen med dig?” sukker hun. ”Jeg kan ikke holde det ud længere, det gør mig sindssyg!”
”Hvad?” siger jeg, selvom jeg egentlig godt ved, hvad hun mener.
Kathrine kaster irriteret sin blyant ned i bordet.
”Du siger aldrig noget, du er altid fraværende, du svarer mig ikke…” raser hun. ”Har jeg gjort dig et eller andet, for så kan du da i det mindste fortælle mig, hvad det er.”
”Du har ikke gjort noget,” siger jeg.
Hun falder lidt ned igen, men ikke desto mindre er hendes blik irriteret.
”Hvad er det så?” spørger hun.
Jeg trækker lidt fraværende på skulderne.
”Det er bare lidt svært derhjemme for tiden,” bilder jeg hende ind. ”Min mor arbejder meget og sådan.”
Det er en tynd forklaring, og jeg tror ikke, Kathrine hopper på den, men jeg er ikke i stand til at finde på noget bedre. I mine tanker sidder Marco lige ved siden af Kathrine på bænken og smiler til mig. Det er svært at koncentrere sig om noget andet. Siden episoden ved kirsebærtræet for to dage siden, har jeg ikke været meget til stede i den almindelige verden. Jeg er flov over det, men ikke desto mindre bliver Marcos ansigt ved med at dukke op i mine tanker. Blikket, han sendte mig, inden han forsvandt, har klistret sig fast på min nethinde med dobbeltklæbende tape. Det fanger mig så meget, at jeg næsten føler, jeg bliver suget ind i en anden verden, når jeg ser de mørke øjne – en verden jeg kunne blive i for evigt.
”Lærke!”
”Hmf?”
”Du gør det igen!”
Hun er ved at miste tålmodigheden, men jeg kan ikke finde på noget at sige. Jeg trækker papirerne, vi arbejder med, hen foran mig og prøver at kigge på dem, men jeg kan ikke engang huske, hvad det er, vi skal. Er det noveller, vi har om?
Helene fra vores klasse kommer hen for at spørge om noget, og da Kathrine begynder at forklare hende det, lader jeg mig langsomt synke ind i drømmeverdenen igen. Jeg gennemlever sekunderne i kirsebærtræet, hvor Marco står og kigger op på mig, og i et øjeblik kan jeg mærke, hvordan mit hjerte begynder at hamre. Så er der pludselig nogen, der vifter med en hånd foran ansigtet på mig.
”Juuhuuu… er du der, Lærke?” Det er Helene. Hende og Kathrine veksler blikke, mens jeg langsomt kommer til mig selv.
”Jaja,” siger jeg. Jeg gnider mine øjne og kigger op på hende.
”Lærke er meget fraværende for tiden,” forklarer Kathrine med en anelse af provokation i sin stemme. ”Man skal være heldig for at fange hendes opmærksomhed.”
Helene ler.
”Er du blevet forelsket, Lærke?” spørger hun og får et lyn af chok til at gå igennem min krop. Forelsket! Hvad?
”Lærke bliver ikke forelsket,” siger Kathrine med et smil på læben. ”Hun har altid sagt, hun ikke kan udstå drengene på vores skole.”
Helene ler.
”Jamen han behøver vel ikke være fra skolen,” siger hun med et smil, inden hun går tilbage til sin plads igen.
Jeg lægger mærke til, at jeg er rødmet. Jeg ville ønske, jeg havde nået at forsvare mig selv, for nu sidder Kathrine og kigger mistroisk på mig. Ved Helene noget om Marco? Hvordan skulle hun dog kunne gøre det?
Det går op for mig, hvad der ville ske, hvis nogen fandt ud af noget. Tænk hvis Kathrine regner ud, hvad der foregår i mit hoved. En Rød Rose! ville hun sige. Er du gået fra forstaden, Lærke?! Og tænk hvis min bror fandt ud af noget. Ville han overhovedet kendes ved mig? Hvad ville han sige, hvis han vidste noget om mine tanker?
Med en kvalm fornemmelse i halsen går det op for mig, at det er selvmord det, jeg har gang i. Han er en Rød Rose, og der er opbygget en usynlig mur imellem os. Det bedste jeg kan gøre er at prøve at glemme ham. Det er det sidste, jeg har lyst til, men jeg er nødt til det. Alt andet er dømt til at gå galt.

Jeg vil ikke sige, at planen lykkes godt. Selvom jeg springer op, hver gang Marcos ansigt dukker frem i mine tanker og straks giver mig til at lave noget krævende for at glemme ham, så kan jeg stadig ikke undgå at se ham et par gange i timen. Selvom jeg knokler derhjemme og gør tre gange så meget rent, som jeg plejer, så ser jeg ham stadig i alting. Han sidder ved køkkenbordet og ser på mig, når jeg laver mad; han sidder i lænestolen ved siden af mig, når jeg læser lektier; han sidder på trappen og venter på mig, når jeg kommer hjem fra skole. Kun når min mor eller Malte er i nærheden (hvilket sker sjældent, eftersom de begge har travlt), kan jeg holde mig ved bevidsthed af skræk for, at nogen af dem skulle finde ud af noget. På alle andre tidspunkter er det som om, Marco hjemsøger min hjerne.
Det værste er natten. Når jeg drømmer, har jeg ingen mulighed for at holde mig selv tilbage, og de mørke øjne dominerer mine tanker konstant. De smiler til mig, og jeg smiler tilbage, så jeg stadig har et smil på læberne, når jeg vågner. Der går altid et øjeblik, før jeg er klar over, hvad jeg har gang i og sætter mig op i sengen med et ryk. Jeg er flov over mig selv, så jeg næsten for lyst til at slå noget i stykker. Tænk at jeg ikke har mere selvkontrol!

Der går næsten en uge, før jeg er i stand til at glemme ham nogenlunde. Efterhånden kan der gå timer, uden jeg tænker på ham, og skulle han alligevel dukke op, er jeg i stand til at ryste ham ud af hovedet igen. Jeg har langsomt fået min hverdag til at hænge sammen, og selv Kathrine har efterhånden tilgivet mig, eftersom jeg er begyndt at svare hende igen. Mit liv er gået tilbage til at følge kalenderen nøje, så jeg hele tiden er klar over, hvad jeg skal give mig til, og så jeg ikke spilder tiden med pjank. Hamlet ligger atter opslået i vindueskarmen og venter på, jeg kommer hjem og læser. Alt i alt er jeg blevet mig selv igen.

Lørdag aften sidder jeg og spiser aftensmad med Malte. Mor er på arbejde som sædvanlig og kommer sent hjem. Jeg har lavet lasagne, som er Maltes livret, og som han plejer at nyde i største velbehag. Men i aften sluger han nærmest maden og ser slet ikke ud til at kunne blive færdig hurtigt nok. Jeg betragter ham eftertænksomt et øjeblik.
”Skal du nå noget?” spørger jeg så.
Malte kaster endnu en gaffelfuld lasagne i munden og sluger det hurtigt.
”Ud og slås,” når han at sige, inden næste portion ryger indenfor. ”De Røde Roser er gået helt amok.”
Det er som om, et elektrisk stød går igennem mig.
”De Røde Roser?” siger jeg. ”Er De Røde Roser ude i aften?”
”Ja, det skal jeg lige love for de er,” smasker Malte. ”Det ligner dem ellers ikke at bevæge sig ud, når der er trusler om uvejr.”
Jeg kaster et blik ud af vinduet. Tunge, mørke skyer er ved at samle sig sammen på himlen. Det er ikke så underligt efter alle de varme dage, vi har haft.
”Måske skulle du blive hjemme,” siger jeg. Pludselig er det som om, jeg føler, at hvis Malte forlader huset, kan jeg ikke lade være med at følge med. Den mur jeg har bygget op omkring mig selv den sidste uge for at glemme Marco er ved at bryde sammen. Han er nede i byen i aften. Lige nede i byen.
Malte kigger op.
”Er du bange for torden?” spørger han.
Jeg skal til at ryste på hovedet, men kommer så på bedre tanker. Hvis jeg siger ja, er der måske en chance for, han bliver hjemme.
”Lidt,” ender jeg med at sige.
Han smiler.
”Der er ikke noget at være bange for,” siger han på en rigtig storebror-agtig måde. ”Desuden regner jeg ikke med at være væk så længe. Jeg skal nok være hjemme, inden du skal i seng.”
Jeg nikker og ville ønske, jeg kunne komme med flere indvendinger, men jeg er godt klar over, at det ville begynde at virke mistænkeligt. Derfor holder jeg mund og fortsætter med at betragte Malte, der sluger sin mad. Indvendigt har jeg en fornemmelse af at blive kvalt.
Jeg har en lang diskussion med mig selv, mens vi rydder af bordet. Han er en Rød Rose! bliver jeg ved med at sige til mig selv, men den anden halvdeldel af mig er hele tiden parat til at følge efter Malte ned i byen. Jeg kigger forsigtigt på min storebror ud af øjenkrogen, mens han skraber vores tallerkner rene, og jeg forestiller mig, hvad han ville sige, hvis han opdagede mig i byen. Ville han hoppe på, at jeg var blevet bange for tordenvejret og løbet ned efter ham? Jeg tror det næppe, men måske jeg ville være i stand til at finde på en anden undskyldning i tilfælde af, det skulle blive nødvendigt?
Da Malte lidt efter går ned i gangen efter sin jakke, lister jeg forsigtigt efter ham.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *