Kap. 4: Marco

Jeg drømmer om ham igen den nat. De mørke øjne kigger på mig bag mine lukkede øjenlåg og får mig til at smile i søvne. Jeg ved ikke, hvad det er ved dem, der er så betagende. Måske er det den måde, de er fuldstændig udtryksløse på, men så alligevel så levende. Det er ikke til at beskrive, men de fanger mig og får mig til at føle, som jeg aldrig har følt det før.
Jeg er igen fraværende i timerne. Jeg kan slet ikke få det ud af hovedet. Selvom jeg prøver at fortælle mig selv, at det er åndssvagt, bliver det ved med at vende tilbage. Til sidst føler jeg mig nærmest besat.
Jeg bliver nødt til at se ham igen. Om ikke andet så for at se, at der ikke er noget om det. Hvis jeg ser ham igen, finder jeg sikkert ud af, at han ikke er noget specielt. At det udelukkende er chokket, der gør, at jeg ikke kan få ham ud af hovedet. Så kan jeg slippe ud af det her helvede, hvor jeg ikke kan koncentrere mig om noget, og hvor Kathrine uafbrudt sender mig bekymrede og letirriterede blikke.
Efter skole går jeg direkte hjem. Jeg sætter mig til at lave lektier i forstuen, men jeg kan ikke koncentrere mig. Derefter prøver jeg at læse, men Hamlet er pludselig blevet fantastisk uinteressant. Jeg kigger på uret hvert femte minut, og ordene jeg læser, trænger slet ikke ind. Jeg ordner vasketøj og tager opvasken, selvom det egentlig er Maltes tur til det. Bagefter vil jeg gå ned og handle ind og lave aftensmad. Hvis jeg bare hele tiden holder mig i gang, slipper jeg for at se hans øjne for mit indre blik.
Med et kommer Malte ind i køkkenet. Jeg anede ikke, han var hjemme, og jeg bliver næsten forskrækket. Han stopper op, da han ser hvad jeg laver og kigger overrasket på mig. Dernæst tæller han på fingrene og siger så:
”Er det ikke en ulige uge?”
”Jo,” siger jeg, ”og jeg ved godt, det er din uge til at tage opvasken, men jeg tænkte, jeg ville gøre det for dig. Du skal vel ud og slås, så…”
”Hvornår søren har det giver dig lyst til at tage opvasken for mig?” spørger han undrende.
Jeg smiler.
”Det var bare for at være sød.”
”Jamen, det er da også sødt gjort,” siger Malte og klapper mig på hovedet. ”Tak Lærke. Og jo, jeg er faktisk lige på vej ud for at slås. De Røde Roser laver vist ravage nede ved havnen.”
Jeg stopper op. De Røde Roser… Marco!
Alle De Røde Roser?” spørger jeg uskyldigt.
Malte trækker på skulderne.
”Det går jeg ud fra. De plejer at være med alle sammen.” Han går ned i gangen og begynder at tage sko på. Lynhurtigt griber jeg husholdningspengene, der ligger gemt i sukkerskålen, og løber efter ham.
”Vent på mig,” siger jeg. ”Jeg skal ned og handle.”
Malte kigger overrasket op.
”Jamen brugsen ligger da i den modsatte retning af havnen?” siger han.
”Nå ja, men vi kan da følges hen ad vejen,” smiler jeg. Pludselig er jeg helt opsat.
Malte venter på mig, og vi følges hen ad gaden. Da villakvarteret slutter, og vi skal hver sin vej ad hovedvejen, siger Malte farvel. Jeg begynder at gå i retning af brugsen, indtil han er forsvundet om hjørnet. Så vender jeg om og begynder at følge efter ham.
Jeg er glad for, at der er så meget bevoksning i vores by. Der er hele tiden et træ at gemme sig bag, mens jeg går. Jeg sørger for at holde en god afstand til Malte, så han ikke skal høre mig, men alligevel ikke så langt, at jeg kan risikere at miste ham af syne. Sæt han ikke skal ned til havnen alligevel.
Da vi når ned til Den Hvide Bro, stopper der med at være gode gemmesteder. Jeg er nødt til at vente, til Malte er kommet over, inden jeg kan følge efter. Ved nærmere eftertanke burde krigen jo også foregå her. Hvor er Roserne henne?
Havnen ligger næsten øde hen, da Malte går over broen. Først da han er nået halvvejs over den, lyder der råb, og en dreng kommer løbende. Jeg genkender Daniel fra De Hvide Roser. Han løber op til Malte, som er stoppet op, og begynder at forklare ham et eller andet. Jeg kan ikke høre, hvad de snakker om, men Daniel taler ivrigt og peger i alle mulige retninger. Til sidst sætter begge drenge i løb.
Jeg skynder mig at løbe efter dem, men de er hurtigt ude af syne. De er begge langbenede, så jeg har ikke en chance for at følge med. Så vidt jeg kan regne ud, er de på vej mod indvandrernes skole, og jeg sætter i løb i den retning. Da jeg kommer nærmere kan jeg høre råb og larm.
Det lyder som om, de er inde i skolegården. Jeg skal sørge for ikke at blive opdaget, og jeg skal for guds skyld ikke ende op inde midt i kampen. Mit hjerte begynder at hamre, da jeg bevæger mig nærmere. Pludselig kan jeg mærke angsten for igen at være på fjendtligt territorium. Heldigvis kommer jeg fra den anden side denne gang, så jeg kan kravle direkte ind i buskadset. Derfra burde jeg have udsigt over gården.
Jeg kravler ind mellem buskene, så tæt på jorden som muligt. Min hvide sommerskjorte får grønne pletter af græsset, og mine jeans bliver fugtige på knæene. Mellem grenene sætter jeg mig til rette og føler mig godt gemt. Så giver jeg mig til at lytte.
Jo, de er ude i gården. Jeg kan høre dem løbe og kaste med sten. Er det det eneste, de laver? Løbe og kaste med sten? Jeg har altid hørt Malte tale om at ”slås”, men han har aldrig forklaret, hvad det indebærer. Mødes de bare et sted og giver sig til at smide sten efter hinanden?
Jeg bliver nødt til at se, hvad de laver. Det er ulideligt at sidde her og høre dem løbe rundt. Men jeg kan ikke risikere at blive set. Hvis der bare var et bedre sted, jeg kunne gemme mig.
Jeg får øje på kirsebærtræet, der står med sine mange grene ud over gården. Bladende er tætte, og hvis jeg bare nøjes med at klatre et lille stykke op, så vil jeg både have mulighed for at kigge ud over gården og samtidig ikke blive set.
Langsomt sætter jeg mig op på hug, mens jeg intenst lytter efter lyden af fødder, der nærmer sig. Da der intet er at høre, begynder jeg langsomt at kravle hen imod træet på hænder og knæ. Jeg føler mig godt dum, men heldigvis er der ikke nogen, der kan se mig, og jeg når hurtigt hen til stammen og begynder at kravle op. Herfra kan jeg se det meste af gården. Den er tom, men alligevel kan jeg stadig høre løbende fødder og råb. De må komme fra bag skuret derovre.
Jeg har knap tænkt det, før to drenge kommer til syne og dykker i ly bag en container. Det må være Røde Roser, for jeg har ikke set dem før. Den ene er høj og lyshåret, så måske er det ham Audrius, som Malte snakkede om. Den anden er lille og mørkhåret og siger mig intet.
”Hvad sagde Luis?” spørger den mørkhårede. Hans accent er tydelig. Jeg vil gætte på, han er afghaner.
”Han vil prøve at få fat på Malte og true ham til at overgive bådehuset,” svarer den lyshårede, som jeg har bestemt mig for må være Audrius. ”Hvis ikke det virker, må vi finde på noget nyt. Det er tydeligvis ikke nok at sabotere deres skole længere.”
”Og pigen?”
”Luis gemmer det som sidste udvej.”
Den mørkhårede nikker.
”Skal vi vente her, til vi får yderligere besked?” spørger han.
”Ja,” siger Audrius. ”Luis burde komme om lidt. Han har aftalt at mødes med Malte her.”
”Burde vi lægge os i baghold?”
”Nej, vi kan lige så godt være synlige. Malte dukker sgu alligevel ikke op uden hele sin bande i ryggen, den feje kujon.”
I det samme kan jeg høre en gren, der knækker fra et sted under mig. Da jeg kigger ned, må jeg holde et gisp tilbage.
Marco lister ind i buskadset under mig og stiller sig lige neden for træet. Et enkelt kig opad og han vil opdage mig. Mit hjerte hamrer, og jeg tør knap trække vejret af skræk for at blive hørt. Hvad vil der ske, hvis han finder ud af, jeg er her?
Jeg kan kun se ham oppefra, men alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han er lige så køn, som jeg husker ham. Han er iført en sort, kortærmet trøje, så hans lusebrune, muskuløse overarme er synlige. Jeg har aldrig lagt mærke til drenges muskler før (bortset lige fra Maltes, men de er også enorme!), men pludselig virker det helt forkert, hvis ikke man ser ud, som Marco. Også det sorte hår, som skinner i det blændende solskin, synes mig pludselig perfekt, og jeg får en dominerende trang til at række ud og røre ved det. Det ser så blødt ud.
En bevægelse i skolegården fanger igen min opmærksomhed. Luis er dukket op. Han kaster et blik ind i buskadset, og i et skrækkeligt sekund tror jeg, at han har set mig. Så går det op for mig, at han bare tjekker Marcos tilstedeværelse.
”Hvor fanden bliver han af?” spørger Luis irriteret, i det han går hen til Audrius. ”Jeg har ikke tid til det her, jeg har andet at give mig til.”
”Han kommer,” siger Audrius. ”Han tør ikke andet.”
Der er stille et stykke tid, mens vi alle venter. Marco bliver ved med at kigge til alle sider. Han er sandsynligvis stillet op som vagtpost i tilfælde af, at De Hvide Roser skulle forsøge sig med et baghold.
Jeg klamrer mig til træet. Selvom min fod gør helt ondt af at sidde i klemme mellem to grene, tør jeg ikke rykke mig en tomme. Det var dumt at følge efter Malte, det ved jeg nu. Hvor dejligt det end er at se Marco igen (mere vidunderligt end jeg overhovedet havde forestillet mig), så dominerer angsten i øjeblikket over glæden. Hvis jeg bliver opdaget, hvis De Røde Roser finder ud af, hvem jeg er, hvad vil der så ske? Malte har altid advaret mig så meget imod dem, hvilket ikke ligefrem får dem til at fremstå som engle. Og hvad med ham Ahmad, som han fortalte om i går. Drengen, der kan finde på at banke små børn. Hvad gør han mon imod en søster til De Hvide Rosers anfører?
Jeg får kuldegysning og en pludselig trang til at flygte. Hvis jeg hopper ned i buskadset og dernæst spæner af alle kræfter, vil jeg mon så kunne nå væk, inden de når at fange mig?
Med tilbageholdt åndedræt kigger jeg ned på Marco. Hans ben ser stærke og solide ud – ingen tvivl om, at han kan løbe stærkt. Han vil sætte efter mig i det samme, han opdager mig, og han vil indhente mig hurtigt.
Så dukker en ny tanke pludselig op: Marco, der løber efter mig, fanger mig og holder mig fast med sine stærke arme. Marco, der vender mig rundt og kigger mig ind i øjnene med sit mørke blik. Marco, der smiler, da han opdager, det er mig. Er det her mon chancen, jeg burde tage? Er det den eneste mulighed jeg får for at finde ud af, om han virkelig er, som jeg har drømt om? Er det risikoen værd? Sæt Marco ikke kommer efter mig alene, men at de andre Røde Roser følger med og fanger mig. Hvad sker der så?
Jeg bliver rykket ud af mine tanker med et sæt, da der pludselig lyder nye fodtrin i skolegården. Da jeg kigger op, kommer Malte gående om hjørnet tæt forfulgt af medlemmer af De Hvide Roser. De går som bodygards bag ham og minder om noget fra en amerikansk actionfilm. I det de får øje på Luis og de to andre, stopper de op. Tavshed følger.
”Du kom,” siger Luis så endelig efter et stykke tid. ”Så meget havde jeg alligevel ikke forventet af en sølle, hvid rose.”
”Kom til sagen,” hvæser Malte. Jeg har aldrig set ham sådan før. Han står som en hund og viser tænder, mens hans hænder er knyttet hårdt sammen. Der er nye sår i hans ansigt.
”Giv os bådehuset!” siger Luis enkelt.
”For ellers…?”
”Ellers kommer der til at ske ting, du ikke vil bryde dig om.”
Malte fnyser.
”Tror du sådan en kommentar skræmmer mig?”
Luis hvæser, og drengene bag ham knytter hænder og rykker nærmere. I det samme kommer der flere Røde Roser ud fra busken bag dem.
”I Hvide Roser er sgu altid bange,” provokerer Luis. ”Er det ikke det, I siger? I slås for fredens skyld, fordi I er bange for, hvad der sker i jeres by. Feje racister!”
Malte rykker et truende skridt frem.
”Kald mig racist én gang til!” knurrer han. ”I Røde Roser har selv skabt hadet imod jeres bande, og det har ikke noget med jeres baggrund at gøre. Hvis I gerne vil blive velset af andre mennesker, så stop hærværket i byen! Aldrig, siger jeg dig, overgiver vi bådehuset til jer.”
”Det skal du komme til at fortryde!” siger Luis. Fra min plads i træet kan jeg se, hvordan han giver tegn til de andre Røde Roser og begynder at gå ud af gården. Malte og De Hvide Roser ser efter dem med lynende øjne.
Lettet over at det er afsluttet kigger jeg ned og får så et chok, der næsten får mig til at falde ned fra træet. Marco står og kigger direkte op på mig. Hans mørke øjne er fjendtlige, og et øjeblik er jeg sikker på, han skal til at råbe på de andre. Min krop er stivnet midt i en bevægelse, og blodet pumper rundt i mine årer, så det næsten gør mig svimmel. Mit hjerte hamrer, og jeg tror, jeg har glemt, hvordan man trækker vejret, mens jeg knuger hårdt om grenen i min højre hånd.
Så breder der sig pludselig et lille, næsten usynligt, smil på Marcos læber, og hans ansigt ændrer udtryk til noget, jeg aldrig ville kunne forklare. Det får hårene på mine arme til at rejse sig og en kuldegysning til at gå igennem min krop, inden han langsomt drejer sig væk og forsvinder mellem buskene.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *