Kap. 3: De røde roser

Jeg vågner med et sæt og retter mig op i sengen.
Lyset strømmer ind i mit værelse gennem persiennerne ved vinduet. Det er tidlig morgen, og fuglene kan høres udenfor. Et enkelt blik på mit vækkeur fortæller mig, at der er et kvarter til, jeg skal op. Irriteret kaster jeg hovedet tilbage på puden.
Drømmen, jeg drømte, vender tilbage for mit indre blik. Billeder af et par mørke øjne, der kigger på mig. Mine hænder føler på min overvarm, hvor et fast greb i går holdt mig fast og trak mig ned i græsset. Jeg smiler for mig selv.
Så sætter jeg mig op med et ryk. Hvad har jeg gang i?

Kathrine kigger underligt på mig, da jeg kommer ind i klassen.
”Er du okay?” spørger hun, mens jeg sætter mig på stolen ved siden af hende. Jeg hører kun spørgsmålet som en fjern summen og nøjes med at nikke. Hun bliver ved med at kigge på mig.
”Er du syg?”
Jeg ryster på hovedet.
”Nej, jeg har det fint,” siger jeg. ”Jeg er vist bare lidt træt.” Jeg begynder at finde bøger frem fra min taske og prøver at undgå hendes blik. Hun trommer let med fingrene på bordpladen, mens hun venter på, jeg skal vende mig om igen.
”Har du sovet dårligt?” spørger hun.
”Jah… ja, det er nok det.”
”Har du haft mareridt, eller–”
”Jeg har ikke drømt noget!” udbryder jeg højlydt. Et par af de andre i klassen kigger op. Kathrine ser forskrækket på mig.
”Undskyld,” siger hun så i et underligt tonefald, og vender sig væk. Jeg er helt chokeret over min egen reaktion, men jeg når ikke at forklare mig, inden vores lærer kommer ind i klassen. Kathrine rykker sin stol lidt væk fra mig.

Jeg hører ikke, hvad vores dansklærer snakker om i den time. Billeder af de mørke øjne bliver ved med at dukke frem. Hver gang de gør det, retter jeg mig lidt forskrækket op i stolen. Jeg forstår det slet ikke. Det må være på grund af det chok, jeg fik. Jeg mener, hvor tit bliver man lige væltet omkuld af en tilfældig dreng, der kommer løbende?
Gad vide hvad han egentlig lavede der i buskadset. Går han mon på indvandrerskolen, eller er han med i Rosekrigen? Er han mon en Rød Rose?! Tanken får mig til at indse, at jeg egentlig slet ikke kender De Røde Roser. Malte har altid bedt mig om at holde mig langt væk fra dem, men hvordan skal jeg kunne gøre det, når jeg ikke ved, hvordan de ser ud?
Jeg prøver at tænke tilbage. I min erindring ser jeg, hvordan drengen kommer på benene og løber væk. Ved hushjørnet standser han og ser sig tilbage. Jeg prøver at holde billedet fast.
Hans hår er næsten sort og en anelse langt. Pandehåret hænger ned over panden og dækker næsten for de mørke øjne, der kigger ud på mig. Hans hud er lysebrun, så der ingen tvivl om er, at han er indvandrer. Spanier måske, ligesom Luis? Nu jeg tænker over det, lignede han faktisk ham en del. Luis er også mørkhåret og har lysebrun hud – men det kan da ikke have været ham? Nej, Luis er meget større, og desuden ville jeg have genkendt ham. Drengen, jeg så, var heller ikke lige så gammel. Han har max været atten, måske kun sytten år. Måske kun seksten ligesom mig. Og så var han køn, nu jeg tænker over det. Den lysebrune hud, de mørke øjne, det udtryksløse ansigt…
Et sted fjernt kan jeg høre nogen, der siger mit navn. I næste nu får jeg en albue i siden.
”Av for s–” begynder jeg, men så opdager jeg, at hele klassen sidder og kigger på mig. Min lærer har åbenbart stillet mig et spørgsmål, for hun står lige foran mig. Det er Kathrine, der har skubbet til mig.
”Er du til stede, Lærke?” spørger min lærer Linda.
”Jeg… hvad?” siger jeg temmelig forvirret. Jeg føler mig desorienteret. Et par af pigerne fra min klasse fniser henne i hjørnet.
”Vi andre er ved at gennemgå analysemodellen til noveller,” forklarer Linda. ”Hvad er du i gang med?”
Jeg kan mærke, jeg rødmer. Mens jeg kigger ned i bordet, mumler jeg et eller andet med, at jeg ikke har sovet nok, og at jeg beklager, at jeg ikke har hørt efter. Linda siger, at jeg skal sørge for at drikke noget vand i frikvarteret og så ellers se, om jeg ikke kan tage mig lidt sammen det sidste af timen. Bagefter stiller hun spørgsmålet til Kathrine i stedet.

”Malte?”
Han sidder i den røde lænestol og kigger på nogle papirer, mens solen skinner ind gennem vinduet og oplyser hans alvorlige ansigt. Jeg går ud fra, det er nogle slagplaner for De Hvide Roser, siden han er så fordybet. Jeg har ventet længe med at forstyrre ham, mens jeg har ladet som om, jeg læste i vindueskarmen. Malte går meget op i sin post som bandens anfører.
”Mm…” svarer han, mens han langsomt slider blikket væk fra arbejdet og kigger på mig.
”Jeg tænkte på… De Røde Roser… hvem er de egentlig?”
Han hæver et øjenbryn.
”Hvorfor vil du vide det?”
Jeg trækker på skulderne og prøver at lade som om, det var en pludselig tanke, jeg fik.
”Jeg tænkte bare, at hvis jeg skal kunne holde mig fra dem, så er det jo rart at vide, hvem de er.”
Jeg har brugt den sidste halve time på at udtænke den undskyldning. Det er altid godt at nævne noget med min sikkerhed, hvis man skal overtale Malte. På mange måder er han en uansvarlig storebror, men han holder af mig, og han vil ikke have, at der sker mig noget.
Malte læner sig tilbage i stolen, mens han kigger overvejende på mig. Med den ene hånd klør han sig på hagen, ligesom far også altid gjorde, når han tænkte. Jeg ved, han er i et dilemma: på den ene side har han ikke lyst til at fortælle mig noget om de drenge, der volder ham så mange problemer, men på den anden side vil han gerne gøre alt for, at jeg ikke har noget med dem at gøre.
Han rømmer sig.
”Jah, hvem er de…” siger han eftertænksomt. ”De er jo indvandrere fra den anden ende af byen, men det ved du vel?”
”Ja, det ved jeg godt,” siger jeg. ”Jeg tænkte mere på… hvad hedder de?”
Igen løfter han øjenbrynet, så jeg skynder mig at sige: ”Altså jeg mener, så ved jeg jo, hvis der er nogen, der snakker om dem.”
”Jeg ved ikke, hvad de alle sammen hedder,” siger han, ”men et par stykker af dem kender jeg da.” Han tænker lidt igen. ”Lad mis se… der er ham den tynde lyshårede. Han hedder Audrius og er fra Letland. Han har været med helt fra starten og er vist højt stillet. Klog er han også, for det er vist ham, der udtænker mange af De Røde Rosers planer.”
”Planer?”
”Ja, som f.eks. når de skal prøve at indtage bådehuset, så nytter det jo ikke noget bare at komme løbende gennem hele byen og prøve at tage det fra os. De er jo nødt til at have en slagplan, og sådan noget er Audrius altså god til at udtænke.”
”Aha…” siger jeg og lader som om, jeg tænker over det. Efter lidt tid siger jeg: ”Kender du andre?”
”Ja, så er der Ahmad, som er tyrker. Ham har vi store problemer med. Han var vist også medlem af en bande, inden han kom til Danmark, så han er godt trænet i at slås. Desuden er han ligeglad med, hvem det går ud over. Han har ofte tævet tilfældige personer, der kom i vejen for ham om aftenen, når han har været i byen. Nogle gange helt ned til små børn.”
”Det er jo skrækkeligt!” udbryder jeg. Malte nikker.
”Ja, det er det, og jeg forstår ikke, hvorfor Luis stadig lader ham være med på vognen. Vi havde jo en af samme slags i De Hvide Roser for nogle år siden, som også troede, at vores bande var lavet som undskyldning for at kunne tæve folk i byen. Det var ham, der hed Morten, som vi smed ud. Nu er han så flyttet til en anden by – heldigvis.”
”Med hvad så med Luis,” siger jeg. ”Du nævnte Luis.”
”Jamen Luis kender du da, gør du ikke?”
Jeg trækker på skulderne.
”Ikke sådan særligt.”
”Nå, men Luis er jo De Røde Rosers anfører og ham, som startede det hele. Han er spanier, men har boet i Danmark hele sit liv. Han siger selv, at han kæmper for indvandrernes rettigheder her i byen, men jeg er ikke sikker på, det udelukkende er det, eller om han mere nyder at føre krig. I hvert fald har han ingen direkte intention om at stoppe Rosekrigen, og det sidste, jeg har hørt er, at han har tilføjet endnu et medlem til sin bande.”
”Hvem?”
”Hans lillebror.”
”Lillebror?” Jeg begynder at mærke en summen i maven. Hvis Luis har en lillebror, så kunne man godt forestille sig, at den lillebror ville ligne ham en del.
”Ja,” siger Malte, ”hans lillebror er vist lige flyttet til byen. Eller han er vel rettere flyttet tilbage, for jeg har set ham i banden før. Han skulle ligne Luis en hel del, men være mindre af bygning. Jeg tror godt, du vil kunne kende ham, hvis du ser ham.”
Jeg nikker svagt, mens jeg føler sejren nærme sig.
”Hvad hedder han,” sørger jeg.
Malte har vendt sig om mod papirerne igen og er gået i gang med at rette fejl.
”Marco,” siger han.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *