Kap. 2: Fjendtligt territorium

Solen skinner fra en skyfri himmel, da jeg får fri fra skole næste dag. Jeg følges med Kathrine ud af skolen, og vi bliver begge ramt af varmen, som en tyk mur, der slår imod os. Øjeblikkeligt smider Kathrine sin store cardigan og nøjes med at gå rundt i stroptrøje. Jeg selv, der som altid er i kortærmet skjorte, har desværre ikke noget at tage af. Varmen er ulidelig.
”Føj,” gisper Kathrine, mens hun vifter med armene for at prøve at danne noget vind omkring sig. ”Jeg burde have sat mit hår op i dag, det er alt for varmt til at have det nede.”
Mit hår er altid sat op. Jeg kan efterhånden lave den franske fletning med lukkede øjne, og det tager mig dårligt et minut. For mig er mit hår noget, der mest er i vejen. Jeg kunne aldrig drømme om at have det hængende nede.
”Vi burde lave et eller andet i dag,” fortsætter Kathrine. ”Hvad med at tage til vandet eller sådan noget?”
Jeg ryster på hovedet.
”Det går ikke,” siger jeg. ”Jeg har madlavningen i dag, og jeg skal også nå forbi biblioteket. Beklager.”
Kathrine kigger bebrejdende på mig.
”Du bruger halvdelen af dit liv på det bibliotek,” siger hun. ”Lånte du ikke lige en bog for en uge siden?”
”Jeg læste den færdig inden sengetid i går,” siger jeg og klapper på min taske, hvor Romeo og Julie trygt ligger gemt. ”Jeg er simpelthen nødt til at have en ny.”
Hun trækker på skulderne.
”Det må du selv om,” siger hun og samler sin taske op fra jorden. ”Ses i morgen?”
”Ja, vi ses.”
Kathrine vinker i det, hun bevæger sig væk. Med skoletasken over skulderen begynder jeg at gå ad vejen til biblioteket, som ligger i den anden ende af byen. Egentlig skal jeg forbi kvarteret, hvor jeg bor, på vejen, men det kan alligevel ikke betale sig at smutte hjem med tasken, selvom den er tung. Det vil koste en masse tid, som jeg i stedet kan bruge med bogen, når jeg kommer hjem. Desuden har jeg jo også madlavningen.
Jeg vælger vejen ned omkring havnen, da den kølige luft fra vandet er tiltrængt i den her hede. Det hjælper også at bevæge sig, så der kommer vind omkring én. Egentlig er det fantastisk, hvor dejligt vejret kan være midt i august. Solen og den blå himmel får vores lille by til at fremstå som et magisk paradis. Det er svært at forestille sig, at noget som Rosekrigen kan finde sted i en by som denne, med alle vores villakvarterer og små stier, der danner veje gennem byen. Byen er kendt udadtil som en stille og hyggelig by, hvor der er masser af natur og en bred å, der løber gennem hele byen for til sidst at ende ud i havnen. Åen deler på en måde byen i to: den ene side er De Hvide Rosers, den anden er De Røde Rosers. Men kun folk, der er inde i Rosekrigen, er klar over dette. For alle andre er åen blot en ting, der skal krydses via Den Hvide Bro nede ved havnen. Broen er et slags mærke her i byen. Det er altid her man mødes, når man har en aftale.
Jeg er netop nået over broen og er drejet ned ad en sidegade ved vandet, da en gruppe drenge kommer løbende. I det de løber over broen genkender jeg den forreste af dem. Det er Luis, anfører for De Røde Roser. Han er tyve ligesom Malte, og det var ham, der startede hele Rosekrigen. Han er spanier, stor og mørkhåret, og så er han så veltrænet, at selv Malte, hvis overarme næsten udgør mine lår, er bange for at komme i slagsmål med ham. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, Malte har formanet mig om at løbe, hvis jeg skulle møde Luis i byen en aften. At være lillesøster til De Hvide Rosers anfører er nok ikke den bedste titel at have, hvis man skulle støde ind i ham. Men der er ikke noget at være bange for ved højlys dag og slet ikke, når der er andre folk på havnen. Luis og de andre drenge, der må være medlemmer af De Røde Roser, er også væk inden jeg overhovedet når at registrere det. Jeg håber ikke, de er på vej i krig med min bror.
Jeg låner Hamlet på biblioteket. Bogen er tyk og støvet. Bibliotekaren siger, den kan være svær at læse, men det afskrækker mig naturligvis ikke. Jeg ville ønske, jeg allerede sad hjemme i vindueskarmen og læste.
Jeg begynder at gå tilbage mod havnen. Klokken er allerede over fire. Det ville være skønt, hvis jeg kunne nå at læse lidt, inden jeg skal i gang med maden, men det kommer nok i hvert fald til at tage en halv time at gå hjem, hvis jeg skal gå ad samme vej, som jeg kom. Det er fristende i stedet at slå genvej igennem indvandrernes skole, selvom Malte har forbudt mig at bevæge mig i det område. Jeg ville spare mindst et kvarter, og skoledagen er jo slut for længst, så der er vel ikke nogen? De Røde Roser hænger næppe ud på skolens område, når de har fået fri – de af dem, der altså stadig går i skole.
Jeg selv har kun et år tilbage i skolen. Jeg er seksten og går i tiende. Efter folkeskolen regner jeg med at tage på gymnasiet i en anden by. Der ligger ikke noget her i byen, så måske bliver jeg nødt til at finde en lejlighed, hvis jeg ikke vil køre langt med bussen hver dag. Det eneste, der holder mig tilbage, er tanken om alt det, min mor så selv bliver nødt til at ordne, men på den anden side ryger der jo en masse udgifter, hvis jeg flytter hjemmefra. Og hvis Malte så oven i købet snart kunne blive voksen og lægge Rosekrigen bag sig, så kunne de to sikkert sagtens finde ud af det.
Jeg ender med at slå genvej. Det gode vejr gør det umuligt for mig at forestille, at der kunne ske noget ved det. Malte finder heller aldrig ud af, at jeg har gjort det, og jeg får tid til at læse, når jeg kommer hjem. Faktisk har jeg heller ikke set indvandrerskolen, siden de var i gang med byggeriet, og det kunne da være sjovt at se, hvor den anden halvdel af byen går i skole. Trods alt er alle indvandrere jo ikke som De Røde Roser.
Skolegården ligger øde hen, da jeg når derop. Den ligner vores en del, men den er mere tom, og så er der malet med graffiti overalt på det store skur, hvor containerne står. Der er også et vindue, der er blevet slået ind i bygningen til højre, og en af bænkene, der står langs muren, er flækket midt igennem. Det giver det hele et lidt dystert udseende, selvom det er højlys dag. Måske har Roserne været i krig her på et tidspunkt for nylig. Det skulle ikke undre mig, om De Hvide Roser har villet hævne hærværket på vores skole.
Jeg får hurtigt krydset gården og begiver mig igennem buskadset bag ved containerskuret. Et stort blomstrende kirsebærtræ læner sig ind over det. Med et kan jeg høre råb komme nærmere og folk, der løber. Jeg vender mig om, og et sted et stykke bag ved skolegården kan jeg se to drenge, der kommer løbende. Jeg dykker lidt længere ned mellem grenene i busken og overvåger, hvordan de kommer nærmere. De er i den anden ende af gården, da jeg genkender Daniel fra De Hvide Roser og en anden dreng, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. De stopper op og ser sig omkring, mens man kan se, at de lytter intenst. Ligesom jeg, kan de sikkert høre løbende skridt, der kommer nærmere.
Jeg retter mig op og skal til at skynde mig væk, idet et eller andet støder hårdt ind i mig. Jeg når knap at registrere, at det er et andet menneske, inden personen har trukket mig ned på jorden, i det en stor sten kommer flyvende. Den rammer kirsebærtræet og falder på jorden. Drengen slipper sit greb omkring mig og kommer på benene. Jeg kigger op i det, han skynder sig væk. Da han skal til at dreje omkring hushjørnet stopper han og ser sig tilbage. Et par mørke, intense øjne kigger på mig ud gennem det sorte pandehår. Blikket fanger mig i det, han holder det på mig i et par sekunder. Så forsvinder han bag huset.

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *