Kap. 12: Begyndelsen

Luften er blevet kold, da vi kommer udenfor. Marco har fat i min arm, og det føles rart at have ham der ved siden af mig. Selvom det udefra ser ud som om, han holder mig fanget, så er han egentlig den støtte, der gør, at jeg ikke besvimer af skræk.
De Røde Roser står samlet udenfor. Mod den mørke himmel virker deres kraftige figurer som en truende mur. De er alle højere end mig, og de kigger på mig med deres ondskabsfulde øjne, der får mig til at føle mig så lille og uvelkommen. Deres anden etniske baggrund er tydelig. Ansigterne er anderledes, og de fleste er mørkere i huden. Min danskhed lyser op imellem dem.
Luis går på min anden side. Selvom han ikke rører mig, føler jeg mig alligevel fanget af hans nærvær. Jeg ved, at han vil reagere på sekundet, hvis jeg prøver på det mindste, og hans øjne rummer en kølig besked om, at det kommer til at gøre ondt, hvis jeg ikke opfører mig pænt.
Jeg står stille uden at sige en lyd. Man kan høre bølgerne, der slår imod bådebroen bag os, inden de skulper op over stendigerne ved bredden. Det er som om, de tæller tiden, der går, mens vi står og venter. De tæller ned til det, som jeg endnu ikke ved, hvad er. Kamp? Overgivelse? Frihed?
Marcos tag i min arm er svagt, og det giver mig en fornemmelse af, at han glider væk fra mig. Det er som om, han er ved at iværksætte, hvad han snakkede om før. Mener han virkelig, at vi ikke kan blive ved med at ses? Mener han virkelig, at han vil gøre det forbi lige nu, hvor jeg har allermest brug for ham? Hvad ville jeg ikke gøre for, at han kunne holde om mig nu og fortælle mig, at det nok skulle gå? Tænk om han kunne stryge mig over håret og sige, at det uhyggelige snart ville stoppe. Tænk om han kunne lægge sine arme omkring mig, så jeg ville føle, at intet ondt kunne nå mig.
Jeg kigger til siden og ser hans ansigt. Det er fuldstændig koldt, og øjnene er tomme, mens de stirrer mod Den Hvide Bro, hvor Malte skal dukke op. Er det sådan det vil blive? Vil jeg fra nu af kun se den hårde maske, der udgør det for Marco ansigt? Skal jeg aldrig mere se den bløde op og blive fyldt med følelser, mens han ser på mig?
Der lyder skridt i det fjerne, og jeg kan mærke Luis flytte på sig ved min side. Jeg ser op, og ved broen får jeg øje på Malte, der bliver fulgt af De Hvide Roser. I det han får øje på mig stående i flokken af Røde Roser, lyser hadet ud gennem øjnene på ham, og han retter et rasende blik imod Luis. Så marcherer han, tæt forfulgt af sin bande, over broen og stopper knap tyve meter fra os.
”Slip hende!” hvæser han. ”Lad hende gå!”
Luis’ ansigt forbliver koldt.
”Selvfølgelig,” siger han. ”Så snart du indstiller kampen om bådehuset.”
Malte snerrer som en hund.
”Din… din…” Men han lader ikke til at kunne finde ordene.
De Hvide Roser har samlet sig bag ham, og de er lige så rasende. Ligesom De Røde Roser er de store drenge, men her er der ingen anderledes ansigter eller mørkere hud. Det er purre danskhed i ti eksemplarer, der støtter op om deres leder.
Luis river fat i min arm og skubber mig frem foran sig. Samtidig ryger jeg ud af Marcos greb.
”Din søster eller et gammelt bådehus, Malte?” siger Luis i med høj klar stemme. ”Er det virkelig så svært for en Hvid Rose at bedømme, hvad der har mest værdi?”
De Røde Roser ler. En kold spottende latter, der et øjeblik ser ud til at trykke Maltes selvsikkerhed. Han må se væk et øjeblik, og jeg kan mærke, hvordan Luis’ ord har ramt ham hårdt.
”Er du virkelig så dårligt et menneske,” fortsætter Luis, ”at du ikke engang vil beskytte din egen familie?”
Han rusker i mig.
”Se på hende, Malte!” siger han, og jeg kan mærke hvordan alles blikke rettes imod mig. ”Se hvor skræmt hun er. Skal din søster virkelig lide på grund af din stolthed? Koster det dig virkelig for meget at overlade et sølle bådehus, som du alligevel aldrig har ejet? Hvis jeg var din søster, ville jeg skamme mig over dig.”
Han ser på mig.
”Skammer du dig over ham, Lærke?”
Det ryster mig, at der pludselig bliver talt til mig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare, eller om jeg overhovedet skal svare. Selvfølgelig skammer jeg mig ikke over min bror. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal blandes ind i alt det her.
”Lad Lærke gå,” siger Malte og bryder den gennemtrængende stilhed. ”Hun har ikke noget at gøre med det her.”
”Jeg lader hende ikke gå, før hendes feje storebror har overgivet sig,” hvæser Luis.
”Det er ikke mig, der er den feje her, Luis,” siger Malte, og nu formår han at se Luis ind i øjnene igen med et dræbende blik. ”Det er dig, der har været fej nok til at kidnappe en lille pige, der aldrig har gjort dig noget.”
Luis snerrer.
”Mig skal du ikke kalde fej!” hvisler han. Der går et øjeblik, inden han siger: ”Tag Lærke ind i huset, mens jeg snakker med hendes bror. Der skal åbenbart en del til at få ham til at bekymre sig om sin familie.”
Marco tager fat i min arm igen og skal til at lede mig tilbage til huset, men Luis griber fat om hans skulder.
”Nej, jeg vil have dig herude ved mig,” siger han til ham.
Marco ser et øjeblik på mit ansigt, men afslører stadig ingen følelser og slipper mig derefter. En anden af De Røde Roser tager et hårdt greb i min arm. Jeg ser mig tilbage over skulderen og finder Marco med blikket, men han har allerede vendt ryggen til mig. Kort tid efter befinder jeg mig igen i det lille rum i bådehuset, og døren bliver smækket i bag mig. Jeg kan høre nøglen blive drejet i det, jeg smider mig på briksen ved væggen.
Marco har altså overladt valget til mig. Jeg skal bestemme, om vi kan blive ved på denne her måde. Men hvordan skal jeg dog kunne vide det? Den aften på loftet, hvor vi nær var blevet opdaget, indrømmer jeg, at jeg havde en fornemmelse af, det hele var for farligt. Jeg tilstår, at jeg på vejen hjem havde en brændende lyst til at gemme mig væk og aldrig vise mig igen. Men næste morgen vidste jeg jo allerede igen, at jeg ikke ville have en hverdag uden Marco.
Tanken om at vende tilbage til mit gamle liv, hvor skole, lektier og pligter fyldte det hele, skræmmer mig fra vid og sans. Det giver ikke længere nogen mening, at sådan noget skal fylde så meget. Men er det smartere? Er det virkelig bedre at sige tak for de uger, jeg nåede at få og så vende tilbage til et liv, hvor jeg ikke behøver føle mig usikker ved at bevæge mig rundt i gaderne?
Det bliver kun farligere nu. Hvor jeg før havde håbet om, at en Rød Rose ikke ville kende mig, hvis jeg mødte den i byen, så ved jeg nu, at jeg altid vil blive genkendt. Hvad vil de mon gøre, hvis de finder mig i deres del af byen en dag, hvor jeg kommer for at besøge Marco? Hvad vil der ske, hvis jeg en dag støder ind i dem på havnen?
Måske er det virkelig bedst. Måske er det dumt at risikere så meget, nu når alting er blevet så farligt. Hvis jeg ikke længere bliver i stand til at bevæge mig i denne del af byen, hvordan skal jeg så nogensinde få det til at hænge sammen med Marco? Hvordan skal tingene nogensinde blive trygge, eller i det mindste bare blive som før?
Der begynder at lyde høje råb udenfor. Det lyder som om, forhandlingerne er gået i stykker og er gået over i slagsmål. Jeg kan høre Maltes brøl gennem mængden, og jeg tænker, om det mon er Marco han slås med. Hvis jeg dog bare kunne komme ud og se, hvad der foregik.
Jeg rejser mig og løber hen til døren, men den er selvfølgelig umulig at komme ud af. Vinduet er lukket til med brædder, præcis som jeg fik at vide, og der er ikke en eneste anden mulighed for at slippe ud. Det gør mig rastløs, og jeg har lyst til at skrige af fortvivlelse. Intet hænger sammen længere. Jeg kan ikke finde enderne på noget som helst, og alligevel er det mig, der står tilbage og skal finde svarene på de mange spørgsmål. Hvis nogen dog bare kunne give mig et tegn, som kunne lede mig i den rigtige retning. Hvad som helst, der kunne fortælle mig, hvad der er det rigtige at gøre.
I det samme bliver døren flået op. Jeg har slet ikke hørt nøglen blive drejet, og jeg bliver forskrækket over at se Luis stå i åbningen.
”Ud!” hvæser han, og han griber fat i nakken på min skjorte og næsten slynger mig ud af døren.
Udenfor er det hele som før. De Røde Roser er samlet uden for bådehuset, og De Hvide Roser står knap tyve meter væk. To af drengene holder Malte i armen, som om de er bange for, han vil fare frem. Det bløder fra hans læbe, og flere af de andre Roser bærer også tegn på slagsmål.
”Din bror har endelig overgivet sig,” siger Luis og trods hans sydende vrede er der en vis fryd i hans stemme. ”Her har du din søster Malte, og til gengæld har jeg så dit ord – hvor lidt det end er værd – på, at du overgiver denne del af byen til os.”
Der bliver en kølig stilhed, mens alle kigger på Malte. Han står fuldstændig stiv, men han rasende kigger frem for sig, men langsomt må det gå op for ham, at der ikke er noget at gøre. Med en dyb indånding ændrer hans blik sig til bekendelse, og han nikker svagt, kun en enkelt gang. Luis har hans ord.
De Røde Roser jubler triumferende, og det får det til at fare sammen i Malte igen.
”Det slutter ikke her, Luis!” siger han, og han er så truende, at selv jeg bliver bange for ham. ”Du skal ikke tro, at så fejt et træk skal stoppe det hele.”
”Måske ikke,” siger Luis, ”men gå nu hjem og køl af lille Hvide Rose. Du har jo altid sagt, du så gerne vil have, at krigen skulle slutte, ikke? Nu giver jeg dig muligheden, og så kan du jo tage imod den eller lade være. Det slutter ikke nu, nej, men det her er begyndelsen. Fra nu af vil det langsomt gå op for dig, at slutningen ikke bliver til din fordel. Snart skal du erkende, at hvis din by skal blive et fredeligt sted, som du så inderligt ønsker, så må du gå med på vores principper. Gå nu hjem lille Hvide Rose, og tag din søster med dig.
Jeg får et skub i ryggen og bevæger mig så ud af kredsen. Med tunge skridt nærmer jeg mig gruppen af De Hvide Roser, der står klar til at tage imod mig. De ser alle nedslåede ud efter Luis’ tale, men ingen så meget som Malte, der ikke engang kan se op på mig.
Jeg ved, at Marco står bag mig og kigger efter mig, og på trods af, hvor risikabelt det er, bliver jeg nødt til at se mig tilbage. Jeg ved godt, hvor tydeligt det er, og jeg ser godt, hvordan Luis med et mistroisk blik ser fra Marco til mig, i det jeg vender mig, men det her er nødvendigt. Jeg finder Marcos øjne i det kolde ansigt, hvor de for et øjeblik ser kærligt tilbage på mig.
Og så kommer det: tegnet.
Måske er dumt, men i det jeg ser ind i Marcos øjne, ved jeg, at Malte har ret: det slutter ikke her. Måske er det farligere, end vi havde regnet med, men jeg er klar til at leve med den fare. Trods alt har den fået mig til at føle mig mere levende, end jeg nogensinde har følt mig før. Marco er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv, og på trods af hvad det har kostet mig i forhold til min familie, min veninde, min skole og mine lektier, så har jeg ikke tænkt mig at opgive noget, der betyder så meget for mig. Hvis fare er hvad det tager for at leve med Marco, så er faren, hvad jeg må lære at leve med.
Måske er det her begyndelsen til enden på Rosekrigen men kun én ting er helt sikkert:
For Marco og jeg er det kun begyndelsen.

 

Tilbage til kapiteloversigten

1 kommentar til “Kap. 12: Begyndelsen

  1. Hej

    Er vild med denne her historie..

    Kunne godt læse et par kapitler mere. Se hvordan det udvikler sig. Desværre er den ikke længere, så det må min egen fantasi jo bestemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *