Kap. 11: Den bitre sandhed

Det er som at få et iskoldt glas vand i ansigtet:
Det rammer som et chok for dernæst at blive til en langsom bekendelse af den bitre sandhed, der løber ned ad kroppen. Jo længere tid, der går, jo mere trænger den igennem, og jo mere kan jeg se en sammenhæng i det hele.
Det har været falsk. Fuldstændig og andeles falsk. Marco har ikke været andet end lokkemad i en større sags tjeneste. Alt han har sagt, alt han har gjort – det har været falsk det hele.
Jeg føler mig kold og tom indeni. Gråden sidder mig i halsen, men underligt nok har jeg ikke lyst til at græde. Jeg føler mig ikke ked af det, men bare tom. Det er som om, en stor del af mig er blevet fjernet, så der bare er et stort, sort hul tilbage. Hullet som Marco udfyldte engang.
Jeg forstår det ikke. Måden han holdte op mig på, måden han kyssede mig. Hvordan kan det ikke have betydet noget? Dengang jeg sagde, jeg elskede ham, og han øjne sagde det samme tilbage… hvordan kan han ikke have ment det? Og dengang på hans loft, hvor vi… hvordan kan jeg ikke have været noget specielt for ham?
Er det virkelig, som min mor altid har sagt det? Kan man virkelig aldrig stole på drenge? Er de alle sammen nogle idioter med kun én ting i hovedet, som skifter pigerne ud, når de er blevet trætte af dem?
Jeg nægter at tro det. Jeg nægter at tro, at Marco kan være sådan. Men det kolde blik i hans øjne har klistret sig fast på min nethinde, og det er umuligt at bilde mig selv ind, at det aldrig fandt sted. Så iskoldt og udeladt for følelser, som havde jeg aldrig været andet end en pestilens i hans liv. Har det virkelig bare været sur pligt at få mig til at falde for ham, så han senere kunne udlevere mig til sin bande? Har han virkelig planlagt det hele fra starten?
’Jeg har set hende før,’ sagde han. Hvorfor sagde han det?
Måske (og det rammer mig som et slag i mellemgulvet) er det noget, han gør, for at sætte sig i godt lys over for resten af banden. Måske vil han op i hierarkiet.
”Luis burde være stoppet for længe siden…” sagde han engang til mig, men måske var det bare løgn. Måske lever og ånder han i virkeligheden for banden. Måske betyder den så meget for ham, at han vil gøre alt for at komme frem i lyset. Som for eksempel ved at kidnappe mig…
Nu stikker det i øjnene. Tårerne presser på, men jeg tør ikke give dem lov. Åbner jeg først for sluserne, går det helt galt. Jeg bliver aldrig i stand til at stoppe igen.
Jeg prøver at bilde mig selv ind, at der ikke er noget at græde over. At der ikke er noget, jeg kunne have gjort anderledes. Måske burde jeg have indset, at det hele var for godt til at være sandt, men hvordan kunne jeg, når det føltes så dejligt? Hvordan skulle jeg vide, at alt fra Marcos side var det rene skuespil?
Jeg husker, da vi lå i græsset gemt under buskene ved stien bag skolen. Jeg husker, hvordan vi lå og kiggede på hinanden, og det vidunderlige blik i Marcos øjne. Jeg husker lyden af hans stemme, da han sagde mit navn for første gang.
Og jeg husker natten i regnen, hvor han fandt mig i mit skjulested, og hvor han holdt om mig for første gang. Jeg husker stemningen, suset i maven, og hvordan alting slog gnister omkring mig. Hvordan sådan et øjeblik kan have fundet sted, hvis alting har været falsk, det forstår jeg ikke.
Jeg ved ikke, om der er gået timer eller minutter, men i det samme kan jeg høre lyde ved døren. Den bliver lukket op, og den lyshårede fyr fra før kommer ind med en bakke i hånden. På en paptallerken ligger i halv sandwich og ved siden af står en dåsecola. Han sætter det på bordet.
”Spis hvis du er sulten,” siger han og fremmønstrer et svagt smil, som om han prøver at virke venlig. Da jeg ikke gengælder det, forsvinder det hurtigt igen, og han ser næsten fornærmet ud. ”Jeg er blevet bedt om at fortælle dig, at du lige så godt kan lade være med at prøve at flygte,” siger han. ”Vi har vagter udenfor, og der er brædder for vinduet. Okay?”
Jeg siger ikke noget, men efter lidt tid tolker han min tavshed som svar.
”Få noget søvn,” siger han, inden han går ud ad døren igen, og jeg kan høre hvordan han drejer nøglen mange gange i låsen. Hvad skal de så med en vagt udenfor? Som om jeg nogensinde kommer ud ad den dør.
Jeg er ikke sulten, og jeg er egentlig heller ikke søvnig, men alligevel lægger jeg mig på briksen ved siden af mig. Det virker som en befriende tanke at få lov at synke ned i drømmeverdenen, hvor tankerne om Marco ikke kan nå mig. Det er som om, hans kolde blik stirrer på mig fra overalt omkring mig. Selv med lukkede øjne er de det eneste, jeg ser.
Hvordan kunne han gøre det imod mig?

Det må være lykkedes mig at falde i søvn, for jeg vågner noget tid efter, da der lyder puslen ved døren. Jeg kan høre nøglen blive drejet, og lidt efter bliver jeg blændet af skæret fra en lygte, der titter ind ad dørsprækken. Jeg må holde en hånd op for øjnene og kan først kigge op igen, da døren er blevet lukket og nogen er kommet ind i rummet.
Det er Marco.
Han sætter lygten på bordet og dernæst kaster han sig nærmest hen på sengen ved siden af mig. Han slår armene omkring mig, og knuger mig ind til sin krop. Mit søvnige hoved kan slet ikke følge med.
”Er du okay?” hvisker han. ”Åh Lærke, jeg er så ked af det.”
Han knuger mig endnu tættere ind til sig og begynder at vugge mig langsomt fra side til side. Hans åndedræt er hæst, næsten som om han græder, og hans hænder holder om mig, som om han er bange for, jeg skal stikke af fra ham. Det begynder så småt at gå op for mig, at han virkelig er her.
Marco slipper mig igen og holder mig ud foran sig, så han kan se mit ansigt.
”Har de gjort dig noget?” spørger han, og hans øjne har et frygteligt skær af fortvivlelse, mens han kigger op og ned ad mig for at finde tegn på sår eller skrammer.
Jeg ryster på hovedet, da jeg ikke kan få min stemme til at virke. Det synes så uvirkeligt, at han sidder der lige over for mig. Mit søvnige hoved har en fornemmelse af stadig at drømme – en vidunderlig drøm hvor Marco er kommet tilbage til mig.
Jeg kigger ind i de mørke øjne, der ser så bekymret på mig. Den sædvanlige tryllebundne fornemmelse vender tilbage. Ingen ville kunne kigge sådan på mig, hvis jeg ikke betød noget for dem.
”Dine øjne…” hvisker jeg. ”De var så kolde.”
Han kigger ned, mens han langsomt ryster på hovedet. Ikke af mig, men snarere af sig selv.
”Jeg er så ked af det,” siger han. ”Det er jeg virkelig, Lærke.” Hans øjne finder mine igen. ”Jeg lover dig, at jeg ikke vidste noget om det her. Ikke før her til aften. Jeg prøvede at protestere, men Luis har haft det i hovedet så længe, og det virkede mistænkeligt, at jeg blev ved med at prøve at stoppe det. Jeg var nødt til at spille med på den.”
Jeg nikker og bliver helt forfærdet, da jeg ser, hvor ødelagt han er. Han ligner virkelig en, der kunne finde på at græde hvert øjeblik, det skulle være.
”Hvad skal jeg her?” spørger jeg. ”Hvad skal der ske?”
Marco trækker vejret dybt.
”De vil bruge dig som bestikkelse,” siger han. ”Luis ved, at Malte vil gøre alt for at få dig tilbage, så han vil bruge dig til at stoppe kampen om bådehuset. Lige nu venter de på, at De Hvide Roser kommer herned, så Malte kan se, at du virkelig er her. Dernæst vil Luis starte forhandlingerne om, hvordan han kan få dig tilbage.”
Jeg ryster på hovedet. Det virker så latterligt. En åndssvag drengeleg, der er gået over stregen, så man nu begynder at kidnappe folk for at vinde. Det virker mest af alt som en dårlig actionfilm, som jeg på en eller anden måde er blevet birolle i.
”Jeg lover dig, at jeg ikke lader dem gøre dig noget,” siger Marco, og han tager fat i mine hænder og knuger dem mellem sine egne. ”Jeg bliver hos dig hele tiden. Det er min tur til at holde de næste par timer, og forhåbentlig når Malte frem inden længe. Men jeg…”
Pludselig ser han væk, og jeg aner et glimt af tårer i hans ene øjenkrog. Som et slag mellem ribbenene, mærker jeg skrækken fare sammen indeni mig. Store, stærke Marco, der altid har styr på tingene. Hvis han græder, er der virkelig noget at være bange for.
Han ser på mig igen, og han øjne er så dybe, at jeg er bange for jeg skal falde ind igennem dem.
”Jeg forstår godt, hvis du ikke vil se mig mere,” siger han så. ”Jeg har aldrig haft nogen idé om, at det ville blive så farligt, som det er blevet. Hvis jeg havde det, ville jeg aldrig have gjort det imod dig. Hvis Luis finder ud af noget om dig, så ved jeg ikke, hvad han kunne finde på at gøre ved dig, og jeg kan ikke leve med at være grunden til, der er sket dig noget. Jeg forstår godt, hvis du vil slutte det her. Det er nok det smarteste at gøre…”
Jeg skal til at protestere højlydt, men i det samme lyder der skridt ude på gangen. Marco springer op fra sengen, netop som døren går op. På et øjeblik har hans ansigt ændret sig fra dyb fortvivlelse til en stenhård maske, der intet afslører. Hans øjne er atter blevet kolde, og hans krop afslører intet om, at han netop har siddet og holdt om mig. Han er atter blevet en Rød Rose.
Det er Luis, der er kommet ind sammen med to andre medlemmer af banden. Et øjeblik ser han ud til at undre sig over, hvor tæt Marco står på sengen, men han kommenterer det ikke. I stedet ser han på sin bror med en afventende mine.
”Hun ved ikke noget,” siger Marco med rapporterende stemme, mens han indtager en stilling, der mest af alt minder mig om en soldat i geled.
Luis nikker svagt, mens han ser på mig. Han har det samme kolde blik som Marco, men det virker så langt mere ondt og hårdt, når det kommer fra hans markerede ansigt.
”Malte er på vej,” siger han så, og hans øjne glider over på Marco igen. ”Få hende udenfor.”

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *