Kap. 10: Ubehagelige overraskelser

Næste morgen tripper jeg ned i køkkenet i morgenkåbe og på bare tæer. Jeg har en underlig fornemmelse i kroppen, som jeg ikke helt kan placere, men jeg ved, at den er glad. Selvom det var ved at gå galt i går, og selvom jeg ikke følte mig sikker for De Røde Roser, før jeg havde låst hoveddøren bag mig herhjemme, så var aftenen vidunderlig. Hvis Marco fyldte en stor del af mine tanker før, så er det intet imod, hvad han gør nu. Han er alt, hvad jeg ser, da jeg går ned efter morgenmad.
Min mor står i det lille kammer ved siden af køkkenet og snakker i telefon, da jeg åbner døren. Hun ser op, da jeg kommer ind og trækker dernæst døren til kammeret lidt mere til. Det er almindeligt, at hun bruger lørdag morgen på at snakke med min mormor, men normalt må jeg da gerne høre med. Underligt.
Jeg giver mig til at finde cornflakes frem fra skabet over køkkenbordet. Dernæst finder jeg en ren tallerken i opvaskemaskinen og hiver mælken ud af køleskabet. Sukkeret står allerede på bordet.
Jeg skal mødes med Marco om halvanden time. Han sendte en sms i går aftes og hørte, om det kunne lade sig gøre. Tydeligvis følte han sig en smule skyldbetynget over, at Luis nær havde opdaget os på loftet i går. Jeg kan mærke, hvordan det summer i maven, når jeg tænker på, at jeg snart skal se ham igen. Det er underligt, hvordan man slet ikke kan få nok af et andet menneske. Jeg føler mig næste afhængig, hvilket egentlig er skræmmende, men alligevel utrolig dejligt. Tænk at han virkelig er min Marco.
Jeg har netop fået hældt mælk ud over mine cornflakes, da min mor kommer tilbage i køkkenet. Hun kigger kort på mig, inden hun går over til vinduet og tænder en cigaret. For en gang skyld har hun ikke sat sit hår op, og jeg lægger mærke til, hvordan det er begyndt at få et gråt skær. Hun har også fået flere rynker under øjnene, og hun virker træt og bekymret. Mon arbejdet er begyndt at blive for meget for hende?
Da hun har røget et par sug, lægger hun cigaretten fra sig og kommer hen til bordet. Hun sætter sig over for sig og giver sig til at betragte mig spise. Jeg er vant til, at hun kan lide bare at sidde og se på mig, når hun endelig er hjemme, men i dag er der noget anderledes i hendes blik. Urolighed… bekymring.
”Det var din klasselærer, der ringede,” siger hun så. Skeen med cornflakes, der er halvvejs oppe ved min mund, stopper og står stille i luften.
”Hvo… Hvorfor det?” spørger jeg. Min hånd ryster en smule, og jeg skynder mig at putte skeen tilbage i skålen.
”Hun siger, at hun har set en forandring i din opførsel på det sidste, og at hun er bekymret for dig.” Min mor kigger en smule streng. ”Hun siger også, at du er holdt op med at lave lektier.”
Jeg må kæmpe hårdt for ikke at se væk. Det gælder om at holde blikket stift på min mor, så der ikke kommer det mindste tegn om, at jeg er nervøs. Min klasselærer ville aldrig begynde at ringe rundt til folk, medmindre der virkelig er problemer, og det ved min mor godt. Det er virkelig ikke godt det her.
”Det kan jeg ikke forstå,” siger jeg og gør mit bedste for at holde min stemme normal. Jeg giver mig til at spise igen, selvom min hånd stadig ryster. Hvorfor kan den ikke bare tage sig sammen og holde sig i ro?
”Lærke, jeg ved godt, at jeg ikke er så meget hjemme, men hvis du har problemer, vil jeg gerne have, du kommer med dem til mig. Jeg har jo selv prøvet at være i din alder, så jeg ved godt, hvordan det kan være.”
”Jamen, der er ikke noget,” lyver jeg.
”Det er også længe siden, jeg har set Kathrine.” Min mor lægger hovedet på skrå og ser bekymret på mig. ”I er ikke blevet uvenner, vel?”
Der ramte hun et ømt punkt. Jeg har ikke snakket med Kathrine i, hvad der føles som evigheder, og jeg ved, at hun er sur på mig. Jeg har ikke kunnet bekymre mig om det før nu, hvor det pludselig bliver kastet i hovedet af mig på den måde. Men hvis jeg først fortæller min mor, at jeg er uvenner med Kathrine, så vil hun have en forklaring, og så bliver jeg nødt til at lyve og finde på noget andet end det med Marco. Nej, jeg kan lige så godt lyve til at starte med, så jeg ikke skal til at bevæge mig ud i de lange røverhistorier.
”Selvfølgelig er vi ikke det,” siger jeg. ”Der er altså virkelig ikke noget galt, mor.”
Jeg er ikke sikker på, hun hopper på den, men i det mindste giver hun sig. Efter endnu et bekymret blik rejser hun sig og giver sig til at tømme opvaskemaskinen.
I det samme kommer Malte ind i køkkenet. Han er fuldt påklædt og efter at have givet mor et hurtigt kys på kinden, begiver han sig ivrigt til at smøre nutella på en bolle. Han sætter sig over for mig, mens han med store bidder propper den i sig.
”Har du travlt?” spørger jeg, mens jeg dybt fascineret betragter hvor meget, der kan være i hans mund ad gangen.
Malte synker med en høj lyd.
”Jeg skal ud og slås,” smiler han efter at have ventet på, at bollen finder sin vej ned gennem halsen. ”De Røde Roser har erobret bådehuset, men vi giver ikke op.”
”Ville det nu ikke ellers være smartest?” sukker jeg, mens jeg tænker på, om Marco mon også skal ud og slås nu. Jeg har knap tænkt det, før min mobil vibrerer.

Skal slås, kan vi ses i aften? Savner dig.

Den er naturligvis fra Marco.
Jeg kommer til at smile og kan mærke, hvordan varmen stiger op i kinderne. Han savner mig! Det er sådan en dejlig fornemmelse, at jeg helt glemmer at tænke på, at Malte sidder og kigger på mig. Da jeg ser op, har han fået et skævt smil på læberne.
”Hvem var det fra?” spørger han med et sigende blik.
”Kathrine,” lyver jeg hurtigt – for hurtigt. Maltes smil bliver endnu bredere.
”Sig mig Lærke, har du fundet dig en fyr?”
”Selvfølgelig har jeg ikke det!” siger jeg hårdt, og skal til at rejse mig op. Malte hiver fat i min arm.
”Nej, hold nu op Lærke, det var da bare for sjov,” siger han, men lige efter jeg har sat mig igen, smiler han videre. ”Du ved godt, jeg skal godkende ham først, ik?”
”Jeg har ikke fundet mig nogen fyr!” siger jeg, og jeg er irriteret, men mest fordi, jeg er bange for, at han skal opdage det hele. Heldigvis smiler Malte bare og siger ”okay”, men dog uden at virke særlig overbevist. Han rejser sig og nusser mig på kinden, inden han forlader køkkenet.

Jeg går igennem tusmørket. Duften af sommerblomster er overalt omkring mig, mens de sidste fuglestemmer synger solen i søvn. En svag, fugtig luft bevidner om endnu en varm dag, der nu er gået på hæld. Der er blevet stille i gaderne, og stierne er tomme, da jeg bevæger mig ned ad dem. Bladene omkring mig rasler stille i en venlig brise, der leger let med totterne i mit hår. Jeg har ladet det hænge nede. For Marcos skyld. Jeg er spændt på at høre, hvad han siger til det, når han ser mig. Mon han igen vil køre sine fingre igennem det og fortælle mig, hvor dejlig jeg er? Mon han vil lægge sine arme omkring mig og kigge på mig med sine dybe, mørke øjne? Jeg kan slet ikke vente med at se ham igen. Jeg kan slet ikke vente med at fortælle ham, hvor meget jeg holder af ham.
Jeg begynder at gå hurtigere ned ad stien. Lidt længere fremme drejer den og bliver helt skjult i de dybe buskadser. Det minder mig om dengang, Marco ventede på mig efter skole, og vi lå gemt inde i bladene og så på hinanden. Det kilder helt i min mave, når jeg tænker på det. Måden han pludselig greb mig om livet på, og det næste jeg ser, er hans mørke øjne, der smiler til mig. Åh gud, nu kan det slet ikke gå hurtigt nok med at se ham.
Jeg sætter farten endnu mere op, så jeg næsten smålunter hen ad stien. Jeg har lyst til at synge, men jeg når kun lige at åbne munden. I det samme kommer jeg om hjørnet, og nogen står på stien og venter på mig.
Min mund forbliver åben, men skriget når aldrig over læberne. Jeg har set ham før, men jeg kan ikke huske hvornår, og jeg kan slet ikke huske hans navn. Han er medlem af De Røde Roser, og han er mindst to hovedet højere end mig. Stor og muskuløs og med mørke øjne, der slet ikke minder om Marcos, men stirrer ondt på mig under et par buskede øjenbryn. Han fylder hele stien, som han står der og tårner sig op foran mig.
Jeg begynder at bakke tilbage, men bliver i næste nu grebet af et par hænder bagfra. I det skriget endelig finder sin vej ud gennem munden på mig, bliver en sæk tvunget ned over mit ansigt og skjuler for lyset. Nogen vrider min arm om på ryggen i et hårdt greb, så jeg giver endnu et skrig af smerte, og i næste nu kan jeg mærke jorden mod min kind.
”Ti stille eller det kommer til at gøre rigtig ondt! hvisler en stemme i mit øre, og jeg kan mærke rædslen skylde hele vejen ned gennem min krop. Flere par fødder kan høres nærme sig.
”Har I hende?” er der nogen, der spørger. ”Godt, lad os komme af sted.”
Jeg bliver revet på benene igen, og med et hårdt skub i ryggen bliver jeg presset fremad. Nogen holder stadig stramt fast om mine håndled, og vedkommende holder mig på ret kurs og i et rask tempo. Jeg er bange, så skrækken sidder helt oppe i halsen, og gråden kan slet ikke komme til, skønt jeg har lyst til at tude af forvirring.
Hvad fanden sker der?
”Vi bør gå igennem her, det er det hurtigste.”
Marco! Jeg kan kende hans stemme. I et lykkeligt sekund skal jeg til at kalde på ham og få ham til at redde mig, men jeg bliver hurtigt klar over, at det ikke er smart at gøre. Hvis han er i selskab med De Røde Roser, må jeg for Guds skyld ikke vise, at jeg kender ham. Men hvad laver han her i en flok, der lige har overfaldet mig og tvunget en sæk over mit hoved? Hvorfor gør han ikke noget for at forhindre det?
Jeg bliver drejet ned ad en vej til højre, og snart kan jeg mærke en køligere vind på mine arme. Lyden af bølger når mine ører, og jeg bliver klar over, at vi befinder os på havnen. Jorden under mine sommersandaler er blevet til en hård asfalt, og det er begyndt at gå ned ad bakke. Ned ad mod vandet. Ned mod haven.
Bådehuset!
Med et sæt går det op for mig, at det er der, vi er på vej hen. Jeg er blevet kidnappet af De Røde Roser, og de er ved at føre mig til deres hovedkvarter.
Min første tanke er at prøve at slippe fri, men alene grebet om mine håndled er nok til at fortælle mig, at det aldrig vil lykkes. Jeg ved ikke, hvor mange store drenge, der går omkring mig, men ligegyldig, om det er tre eller ti, så har jeg ikke en chance for at slippe væk. Den mindste forkerte bevægelse, og jeg risikerer endnu et vrid i min arm. Jeg kan stadig mærke det fra før.
En dør bliver åbnet foran mig, og i næste nu går vi fra asfalt og over til trægulv. Jeg bliver skubbet hårdt fremad, og dernæst bliver der bundet noget om mine håndled. Et par stærke hænder tvinger mig ned at sidde, og så bliver sækken for mit ansigt endelig fjernet.
Jeg befinder mig i et lille rum. Gulv og vægge er alt sammen af træ, og de eneste møbler er en gammel briks i hjørnet og et bord i midten med en tilhørende stol. Over mig hænder en gammel olielampe, der ikke ser ud til at have været brugt i mange år, og i hjørnet står et gammelt fiskenet. Sådan ser bådehuset altså ud indefra.
Bag bordet står en lyshåret dreng. Jeg genkender ham fra dengang, jeg gemte mig i kirsebærtræet på indvandrernes skole. Audrius hedder han, og han ser bestemt ikke venligere ud af at være kommet tættere på. Han står og stirrer ondt på mig, som om han vurderer mit udseende eller sådan noget. Under alle omstændigheder virker han ikke tilfreds, og på trods af situationen bliver jeg pludselig frygtelig bevidst om, at mit hår hænger løst. Jeg vil fjerne det fra mit ansigt, men mærket så atter, at mine hænder er bundet. Jeg læner mit hoved tilbage mod væggen og opgiver kampen.
Først nu glider mit blik hen til døråbningen. Det er som om, mit hjerte springer et slag over, da jeg ser, at Marco står og læner sig op ad karmen. Han ser ikke på mig, men holder sit udtryksløse blik på noget, der tydeligvis bevæger sig hen imod ham.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvordan kan han stå så tæt på og slet ikke skænke mig et blik? Det virker næsten som om, han gør alt for ikke at se i min retning, og hans kropsholdning viser ingen tegn på at have lyst til at nærme sig mig det mindste. Faktisk virker det slet ikke som om, han registrerer, at jeg er her.
Nu træder en ny person ind i rummet. Han ligner Marco, men han er større, og hans ansigt er mere markeret. Kæben er også bredere.
Det er Luis. Han kaster et enkelt blik over på mig, inden han retter sit blik mod Audrius.
”Hun ligner ikke Malte,” siger han.
Audrius skal til at svare, men Marco kommer ham i forkøbet.
”Det er hende,” siger han. ”Jeg har set hende før.”
Ja, Gud vist har du set mig før! tænker jeg. Jeg er rasende over, at han slet ikke ser på mig. Mest fordi jeg bange og ikke aner, hvad der foregår. Jeg har lyst til at spørge dem, hvad fanden de bilder sig ind, men min stemme har pludselig forladt mig, og min hals gør ondt, som har jeg skreget. Først efter noget tid går det op for mig, at det er tilbageholdt gråd.
”Så siger vi det,” brummer Luis. ”Lås hende inde, og jeg vil have en vagtpost udenfor hele aftenen. Når Malte hører, at vi har hans søster, skal han nok blive blød.”
Han forlader rummet. Audrius bevæger sig hen og fjerner rebet om mine hænder. Min første indskydelse er at slå ham, men mine arme er holdt op med at adlyde mig. Så retter han sig op og går ud af rummet. Han passerer Marco på vejen og vender sig om for at vente på ham. Marco tager fat i døren for at lukke den.
I det kigger han op på mig. Vores øjne mødes, og i et sekund holder han sit blik på mig.
Et fuldstændig hårdt og iskoldt blik.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *