Kap. 1: I eftermiddagssolen

Klokken er fem. Solen kaster et støvet lys ind gennem vinduet og danner en sløv stemning i den lille forstue. Der er helt stille; kun en svag summen af fluer høres, når de flyver rundt oppe under loftet. Udenfor blæser en sagte brise, som får bladene til at rasle. Der er en drømmefuld stemning, som så tit hænder på disse sene sommereftermiddage, når det varme vejr har gjort hjernen sløv. Ingen kan foretage sig noget anstrengende på denne tid af dagen.
Jeg vender en side i bogen. Øjnene glider ned over de mange, krøllede bogstaver, mens billeder langsomt dannes i mit hoved. Min position i vindueskarmen har ikke ændret sig den sidste halve time, mens solen langsomt har bevæget sig om bag æbletræet, så grenene danner skygger på væggen bag mig. Jeg er opslugt af historien, som har taget en nervepirrende drejning, nu hvor Romeo har fået bud om Julies død. Shakespeare beskriver situationen, så jeg næsten kan føle Romeos sorg i min egen krop og mærke hans trang til at se Julie igen.
Jeg hviler mit hoved op ad ruden, mens historien fortsætter. Jeg har ikke været så fanget af en fortælling, siden jeg besluttede mig for at starte på Shakespeares værker for lidt over en uge siden. Den håbløse stemning og den fortryllende kærlighed hober sig op i mit indre og har fået mig til at tilbringe adskillige timer her i vindueskarmen i en sidste uges tid. Min bror sagde forleden, at det ikke ville undre ham, om jeg en dag groede fast.
Ved tanken om min bror kigger jeg et øjeblik op fra bogen og spejder ud gennem vinduet. Haven ligger badet i sollys, så hyacinterne næsten får magiske farver. Bag ligusterhækken kan jeg se den hullede asfaltvej, der forsvinder i svinget lidt borte. Malte er stadig ikke at se. Jeg kigger på bornholmeruret ved siden af døren ud til gangen. Den er næsten kvart over nu. Malte har lovet at komme hjem og lave aftensmad i dag, så mor ikke skal stå med det hele, når hun kommer. Det ville være typisk, hvis han glemte aftalen.
Jeg vender blikket mod bogen igen. Jeg skal være færdig med scenen, så jeg selv kan komme i gang med mine pligter. Der er både vasketøjet og opvasken fra i går, som jeg har lovet at tage mig af. Sådan ordner mig og min bror de fleste af de hjemlige pligter, fordi mor arbejder så meget. Siden fars død for fire år siden, har hun haft svært ved at skaffe penge nok til, at økonomien kan løbe rundt. Hun har tre forskellige jobs, som ofte strækker sig til sent på aftenen. Ofte er hun helt udkørt, når hun kommer hjem og magter ikke andet end at gå direkte i seng. Så stryger hun mig over håret og siger, at hun er heldig at have sådan en datter, der hjælper til derhjemme, så hun kan få tid til at slappe af.
Jeg er glad for, at jeg kan være der for min mor, også selvom det ofte betyder, at der ikke er tid til ret meget andet end lektier og huslige pligter, når jeg får fri fra skole. Jeg går altid direkte hjem og går i gang med lektierne, så jeg hurtigst muligt kan få dem ud af verden. Bagefter er der gerne lidt tid til at sætte sig ved klaveret eller med en bog i vindueskarmen som nu, inden det er i gang med vasketøjet eller opvasken. Sådan kører dagene i ring, altid på samme måde.
Min veninde har ofte sagt, at mit liv ender med at gå i stå, hvis det fortsætter på den måde. Hvis jeg aldrig laver andet end lektier, læsning og huslige pligter, så spilder jeg min ungdom væk, og jeg får den aldrig tilbage. Hun siger, at jeg har brug for at få ting til at ske, få oplevelser til at finde deres vej til min hverdag, men jeg synes selv, jeg har det fint, som jeg har det. Nok finder jeg det spændende med kampene og udfordringerne i bogen, somm jeg i øjeblikket har placeret foran mig, men i min egen hverdag finder jeg det bedst, når tingene forløber stille, roligt og forventet. Jeg kan lide, at jeg, når jeg vågner om morgenen, er fuldstændig klar over hvad jeg skal, fra det øjeblik jeg forlader min seng, og til jeg ligger i den igen. På den måde undgår man at tingene løber sur for en, når timerne i døgnet pludselig er smuttet for hurtigt. Hvis der var én ting, min far nåede at lære mig, før han døde, så var det, at kalenderen er menneskets bedste ven, for med sådan en ved sin side, kender man altid sit næste skridt.
Scenen slutter, da Romeo, ude af sig selv af sorg, begiver sig tilbage mod Verona for at finde Julie. Selvom jeg har lyst til at fortsætte, er jeg nødt til at sætte bogmærket i og komme videre med dagens program. Jeg lægger bogen fra mig og læner så et øjeblik hovedet op ad væggen, mens jeg med lukkede øjne nyder solens varme på mit ansigt. Der er intet som dette tidspunkt på dagen, hvor alting bare er helt stille. Man glemmer, at der findes dårlige ting i verden, og forsvinder bare ind i øjeblikket, mens man fyldes af glade minder. Sådanne tidspunkter for mig selv er det bedste, jeg ved.
Nu går døren op. Jeg når lige at åbne øjnene tidsnok til at se Malte gå igennem gangen. Han kaster et hurtigt blik ind i forstuen, da han går forbi. Han har en flænge lige over læben, der stadig bløder. Han forsætter op ad trappen til køkkenet og ud på badeværelset, hvor jeg kan høre ham tænde for vandhanen. Der går et øjeblik, mens vandet løber. Så slukker han det og bevæger sig atter ned ad trappen.
”Hej,” siger han træt, da han kommer ind i forstuen og smider sig i den røde lænestol foran pejsen. Han placerer fødderne på stuebordet, velvidende om at mor ikke vil have det, og lukker derefter sløvt øjnene, mens han vrikker med tæerne. Flængen over hans mund bløder ikke længere.
”Aftensmad,” minder jeg ham roligt om, mens jeg betragter ham fra min plads i vinduet. Han har græs i håret.
”Bare lige giv mig et øjeblik,” puster han, stadig med øjnene lukkede og armene hængende sløvt ud over armlænene. ”Jeg har været ude i flere timer, jeg er helt færdig.”
Han er ikke dum, min storebror, selvom jeg nogle gange ikke forstår ham. Han forandrede sig meget efter fars død, og selvom han hjælper en del i huset, er hans hjerte aldrig helt i det. Det var ikke fordi han og far havde meget til fælles, men alligevel var det som om, en del af Malte forsvandt, da vi sænkede far i jorden. Han blev også mere omklamrende bagefter, og han lader mig aldrig gå alene ude, når det er mørkt. Måske føler han, at han skal overtage fars plads og passe på familien, eller også er det en form for skyld, der hænger over hans skuldre, hvordan det så end skal hænge sammen. Én ting er i hvert fald sikkert: Malte blev en hel anden person efter den dag, far døde.
”Hvor har du været?” spørger jeg.
”Ude og slås,” svarer han. ”De Røde Roser prøver at erobre det gamle bådehus nede ved havnen til hovedkvarter, og samtidig laver de hærværk ovre ved skolen. Vi har brugt timer på at rette op på deres skader i dag.”
”Arh…” nikker jeg.
De Røde Roser. Den egentlig årsag til, at Malte aldrig er hjemme til at hjælpe til. Det er en bande af indvandrerdrenge fra den anden del af byen, som terroriserer rundt omkring for at afmærke deres territorium.
Det hele begyndte med, at indvandrerne blev smidt ud af skolen, fordi der blev lavet for meget ballade. I stedet byggede man dem en anden, langt dårlige, skole i den anden ende af byen, da man mente, at en skole med kun indvandrere ikke ville give de samme problemer. Her tog man dog grueligt fejl, da det gav en gruppe af indvandrerdrengene stor hævntørst mod de danske drenge, der havde ønsket dem ud af skolen, og sådan begyndte der at komme oprør om aftenen, når de to kulturer mødte hinanden. Efterhånden blev der dannet bander af de indvandrerdrenge, der gik mest op i kampen, og sådan blev De Røde Roser til.
I starten var det kun i weekenderne, når der var blevet indtaget for meget alkohol, at det kom til egentlige slagsmål, men efterhånden begyndte der at ske hærværk rundt omkring i byen, og en gruppe drenge – inklusiv min storebror – besluttede sig for at gå til kamp imod det. De oprettede banden De Hvide Roser, og siden da har de kæmpet for at opretholde freden i vores lille by. Sådan forklarer Malte det i hvert fald, hvis man spørger ham. Beder man mig om at sætte ord på det, er det nærmere en ligegyldig teenagestrid, der aldrig får en ende.
”Hvad er der sket ved skolen?” spørger jeg. ”Jeg var der selv i dag, jeg har ikke set noget.”
”De begyndte først, efter folk var taget hjem,” forklarer han. ”Heldigvis! De har smadret ruder og væltet skraldespande ud over hele skolegården, og så har de malet med graffiti på murerne.”
”Og bådehuset?”
”Jah, vi mener i hvert fald, de vil have det til hovedkvarter. Tidligere har de vist mødtes på loftet hos deres leder, men de vil sikkert finde et sted med bedre muligheder, og så er bådehuset perfekt. Det ligger med den ene side ud til vandet, hvorfra vi ikke kan angribe det, og den anden side kan de nemt bevogte, mens de har udsigt ud over det meste af byen. Indtil videre har bådehuset været vores, men De Røde Roser begynder at udvide deres territorium.”
Jeg sukker dybt.
”Hvor ville jeg dog ønske, at I ville stoppe den rosekrig.”
Malte retter sig op og kigger over på mig med et alvorligt ansigt.
”Det vil vi jo også, Lærke,” siger han. ”Alt det vi gør, alle de mange timer vi bruger, handler alt sammen om at skabe fred. Der er ikke nogen af De Hvide Roser, der ønsker den her krig. Det eneste, vi ønsker, er en by, hvor børn ikke skal være bange for at gå på gaden om natten.”
”Og desuden ønsker du hævn,” siger jeg, som jeg har gjort det så mange gange før velvidende om, at alt det Malte siger kun er et ydre billede, han prøver at give De Hvide Roser. Alle ved, at det var De Røde Roser, der startede krigen, men efterhånden er det ikke til at sige, hvem, der holder den i gang.
Malte skuler og tier for et øjeblik. Så siger han langsomt:
”Ja, Lærke, jeg ønsker hævn, og det gør jeg så vel for din som for mors skyld. Jeg ved godt, at I hellere så, jeg gik på arbejde og skaffede penge til os, men hvordan skal jeg kunne sidde hele dagen på et arbejde, når der løber folk som De Røde Roser rundt ude i byen? Du af alle burde forstå det, efter det, der skete.” Han kigger på mig i endnu en stund, inden han forlader stuen og går op i køkkenet.
Jeg vender blikket ud af vinduet. Det er ved at være længe siden nu, og selvfølgelig gør det stadig ondt, men jeg kan bare ikke se på det, ligesom Malte gør. For selvom ingen var sikre, og selvom politiet aldrig fandt de endelige beviser, så er Malte ikke i tvivl.
De Røde Roser var skyld i fars død.

 

Tilbage til kapiteloversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *