Karneval

Det er med den sædvanlige krampeagtige følelse i benene, at jeg følger med gruppen af piger ind i salen. Altid på samme måde, altid bagerst. Det er med at holde sig til, hvis man ikke vil blive væk i virvaret af elever. Bassen pumper gennem rummet, og en kraftig lugt af sved, røg og øl har allerede bredt sig. Det er den første gymnasiefest efter nytår.
I salen slår vi os ned ved et af de store borde. Vi sætter os på samme måde og kigger ud over dansegulvet, der hovedsageligt er besat af 1.g’ere. Karina er som sædvanligt den, der sætter samtalen i gang. Det er hendes rolle, og sådan har det været så længe, som vores gruppe har eksisteret.
”Hvem skal score i aften?” spørger hun og kigger forventningsfuldt på os andre fem.
”Der er ingen pæne drenge på denne her skole,” beklager Juliana sig.
”Ham Rasmus Borger er da pæn nok,” indvender Miriam.
”Han er 1.g’er!”
”Men han er da pæn.”
”Han er 1.g’er,” gentager Juliana.
Vi er en lukket gruppe, for sådan gør vi piger jo. Vi finder sammen i lukkede grupper og holder sammen. Ingen kan skade en gruppe på seks mennesker, så længe den er enig om at holde sammen. Og det gør vi! Vi går i det samme tøj, vi hører den samme musik, og vi ser de samme programmer i Tv’et. Udadtil er vi de seks perfekte veninder.
Indadtil er det noget anderledes. Egentlig har jeg aldrig brudt mig vildt meget om nogen af pigerne i min klasse. Da vi startede i gymnasiet for over et halvt år siden, var der ingen i klassen, jeg syntes, jeg passede sammen med, for ingen delte mine interesser. Jeg holder af at være kreativ, at bruge tid i naturen og på at være skør på min helt egen måde. Men de andre piger i klassen er modepiger, der holder af at shoppe, shoppe og shoppe. Ud over det har vi også fire andre piger i klassen, men det er hestepiger, og ingen gider rigtig have noget med dem at gøre. De sidder også for sig selv i aften.
Vi er kun de ti piger, og så 17 drenge. Sådan er det, når man vælger matematisk linje.
”Skynd jer at kigge væk, Kenneth er på vej herover!” siger Miriam pludselig, og som ved refleks kigger vi alle sammen stift ud over dansegulvet. Men strudse-metoden hjælper ingenting. Kenneth ser selvfølgelig os, selvom vi ikke kigger på ham.
”Hej piger,” siger han, da han når hen til bordet. Modvilligt vender vi alle hovedet og smiler til ham.
Kenneth er en underlig dreng fra min klasse med sort, farvet hår, piercing i det ene øre og, i aftenens anledning, et armbånd af metalclips om håndleddet. Han går altid i sort og hullet tøj, og så er han høj og ranglet, har alt for store fødder og en skæv næse – med andre ord er han noget af det grimmeste. Det siger Karina i hvert fald, og de andre piger er enige. Vi er enige.
”Jeg tror, de andre drenge er ude ved baren,” siger Karina hurtigt som tydelig invitation til, at Kenneth godt kan gå igen. Kenneth ligner en, der skal til at sige noget, men Karinas blik er ikke til at tage fejl af. I et sidste forsøg kigger Kenneth over på mig, men jeg slår hurtigt blikket ned. Til sidst er han nødt til at fordufte.
”Ham skulle vi bare ikke risikere at hænge på,” siger Karina med væmmelse malet i ansigtet. De andre piger bakker hende op. Selv skynder jeg mig at tage en slurk af den øl, jeg sidder med i hænderne.
Jeg har vidst siden starten af oktober, at Kenneth er dybt forelsket i mig, men jeg har aldrig fortalt det til de andre piger. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad de ville sige, hvis de fandt ud af det. Mærkelige, underlige, freakede Kenneth, kan ikke være forelsket i mig. Det er helt forkert! Og til at starte med vendte jeg ham også koldt ryggen, når han forsøgte at snakke med mig. Men så var det, at jeg mødte ham i juleferien.
I et forsøg på at finde den perfekte julegave til min boginteresserede mor, var jeg endt i en engelsk boghandel beliggende i en smal sidegade ved strøget. Ved et uheld var jeg kommet til at lave en rids i papiret på en af bøgerne, og butiksejeren, der dårligt kunne snakke dansk, stod og råbte ad mig for fuld hammer. Jeg var helt ude af mig selv og kunne slet ikke komme ud af situationen, da Kenneth pludselig trådte ind ad døren. På et øjeblik havde han forklaret damen noget på engelsk, og snart efter var jeg i rask trav på vej væk fra butikken sammen med ham. For enden af gaden begyndte jeg at stortude, og Kenneth lagde armene omkring mig, mens jeg græd.
Resten af den eftermiddag brugte jeg sammen med ham, og det var den hyggeligste eftermiddag længe. Han var sød! Og bedst af alt, så lyttede han til mig, når jeg snakkede, som ingen nogensinde lyttede til mig. Han interesserede sig også for naturen, og han holdt af at tegne, og på mange måder var vi bare så ens. Resten af ferien skrev vi sammen over vores mobiler og diskuterede alt fra bøger til vores familiers mærkelige juletraditioner.
Den var en god ferie, men da vi kom tilbage til skolen efter nytår, snakkede jeg ikke til ham igen. Jeg turde ikke vise over for de andre piger, at jeg syntes om ham, så jeg fortrængte mine følelser, og det har jeg gjort lige siden. Man kan ikke være vild med Kenneth Gergen.
”Har du set, hvem der har indtaget dansegulvet, Regitze?” spørger Karina pludseligt henvendt til mig, og jeg vender blikket ud mod de dansende kroppe.
”Yark! Rikke Thomsen!” siger Therese og skærer ansigt.
Rikke Thomsen er årgangens dulle. Pigen, som alle andre piger af princip ikke kan fordrage.
”Hun er så nedern!” siger jeg.
”Hun er så grim!” siger Therese.
”Hvem tror hun, hun er i den kjole?!” siger Karina.
Sandheden er, at alle piger er misundelige på Rikke. På hendes blonde hår, hendes lange ben og hendes smalle talje. Men det er der selvfølgelig ingen, der siger højt. Udadtil hader vi hende. Bag masken ville vi ønske, vi var som hende.
”Nu skal vi altså danse!” siger Miriam, og så bunder vi alle det sidste af vores øl og kommer op på vores høje hæle. Både Karina, Therese og Claudia er i kilehæl – den helt store mode på det sidste. Jeg har selv et par, som jeg bruger i skolen, men sandheden er, at jeg ikke kan fordrage den slags sko. De virker helt forkerte i formen, og de er slet ikke rare at gå i, men alle gør det, og så gør jeg det selvfølgelig også. Det er moden.
Jeg ved, hvad du tænker! Ynkelige Regitze, der gør det, alle andre gør, og jeg ved det godt. Men sandheden er, at det er den eneste måde, jeg føler mig tryg på. Så længe jeg gør, hvad de andre gør, så er jeg i sikkerhed. Gemt bag min maske. Og jeg føler mig accepteret i en verden, hvor accept er altafgørende. Uden de andre piger i ryggen, ville jeg stå helt alene, og det ville være langt værre end at gå i et par sko, som jeg egentlig ikke kan lide.
Vi indtager dansegulvet, og jeg kan mærke den befriende følelse ved at lade tankerne slippe bort og musikken fylde min krop. Jeg danser, og jeg nyder det, indtil en arm pludselig griber fat i mig og drejer mig rundt. Da jeg åbner øjnene, står jeg ansigt til ansigt med Kenneth.
Der er langt fra de milde, forstående øjne, der kiggede på mig i juleferien, til det rødglødende blik, der stirrer på mig nu. I tre uger har jeg ignoreret hans tilstedeværelse, og jeg havde håbet, at det var det, der skulle til. Men åbenbart skal han have den på den hårde måde.
”Lad være, Kenneth!” siger jeg irriteret og rykker min arm til mig. Jeg forsøger at vende mig væk fra ham igen, men han er ikke til at slippe af med.
”Har du bare tænkt dig at ignorere mig?” spørger han. Jeg kan ikke bestemme mig for, om hans stemme lyder vred eller ked af det. En del af mig har lyst til at forklare og sige undskyld, men de andre piger er stoppet op og kigger på mig. Det er som om, deres blikke brænder.
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” siger jeg derfor og gør endnu et forsøg på at vende mig væk, men heller ikke denne her gang lykkes det, og nu bruser Kenneth over. Jeg er ikke klar over, hvad det er, der har kostet det her raserianfald, hvorfor det lige kommer nu, men det kommer, og det kommer for fuld kraft!
”Hør her Regitze, jeg ved ikke, hvem fanden det er, du tror du er, eller hvem du prøver på at være,” hvæser han, så spyttet rammer mig i ansigtet, ”men du skal ikke tro, at jeg falder for dit skuespil! Hvis du tror, at jeg bare finder mig i at blive ignoreret, eller i at du bare vil glemme, hvordan vi havde det sammen i ferien, så kan du godt tro om igen. Jeg bliver dårlig over at se, hvordan du opfører dig blandt andre mennesker. Hvad er det egentligt, du tror, du skal leve op til, hva? Stop dog med at gemme dig og fortæl mig, hvad du virkelig føler for mig. Du skal ikke tro, jeg hopper på din kolde opførsel over for mig!” Og med de ord river han sin arm til sig og stormer væk, mens jeg står lamslået tilbage med bassen hamrende gennem kroppen i takt til mine hjerteslag.
Der går et stykke tid, inden jeg kan se over på de andre piger, der står og ser måbende på mig. Claudia holder ligefrem hænderne op foran sig, som om hun vil danne en mur imellem os. Jeg skynder mig at mumle et eller andet om, at jeg ikke aner, hvad der skete, mens jeg ruller med øjnene, men der skal mere til end det. Derfor skynder jeg mig at sige ”Wow, han vil gå langt for opmærksomhed, hva?” og heldigvis får det dem til at grine. De ler med spottende latter og ser efter stedet, hvor Kenneth forsvandt, og snart har de slået det hen, og vi danser igen. Therese bliver ved med at rulle med øjnene, hver gang hun fanger min opmærksomhed, og jeg skynder mig hver gang at diske op med et ja-det-var-bare-så-latterligt-blik.
Men indvendigt græder jeg. Bag masken danner alle de tanker sig, som jeg har fortrængt de sidste uger. Kenneths blik har sat sig fast på min nethinde, og selv ikke musikken, der brager ud fra højtalere i hele salen, er høj nok til at overdøve hans ord, der bliver ved og ved med at gentage sig i mit hoved. Jeg kigger rundt i på dansegulvet, og pludselig væmmes jeg ved det hele. Karina, Therese og Claudia i de samme sko; Miriam, der efterligner Rikke Thomsens dansebevægelser; piger, der snor deres kroppe for at fange drengenes opmærksomhed. I lyset fra de blinkende lamper kan jeg pludselig se, hvor klamt det er. Falskheden. Overfladiskheden.
Og så ser jeg det, der får det til at slå klik for mig. Kun lidt fra mig danser en pige, som jeg kendte i folkeskolen. Hun hedder Maria, og vi plejede at cykle ture eller lave lektier efter skole. Dengang var hun den søde pige i blomstrede kjoler og sandaler. I dag ser hendes kostume noget anderledes ud. Kjolen er blevet helt lårkort og stram, og så er den så nedringet, at hendes bryster truer med at hoppe ud. I stedet for sandaler holder hun nu balancen i et par stiletter med høje, tynde hæle, mens hun danser tæt op ad en af drengene fra min parallelklasse.
Jeg har slet ikke opdaget, at jeg er stoppet op midt på gulvet. Jeg står og stirrer frem for mig, mens musikken hamrer videre. Nogen hiver fat i mig, men jeg vender mig ikke om for at kigge. Reagerer ikke da vedkommende kalder mit navn.
Med et føler jeg mig fanget i min egen krop. Jeg har kvalme, og jeg har lyst til at skrige. Fortvivlet kigger jeg mig omkring efter en løsning, men ender med at tage fat i mit eget ansigt. Jeg har lyst til at rive det af. Desperat river jeg mig i håret, og da jeg endelig åbner øjnene igen, ved jeg, at der kun er én ting at gøre. Jeg skubber mig forbi de andre piger, der griber ud efter mig, men uden at få fat. Med hektisk åndedræt maser jeg mig videre gennem de dansende par og hører ikke engang de tilråb, der irriteret kommer fra folk. Jeg spejder omkring mig, men lysene gør mig desorienteret og endnu mere forvirret. De konstante blink. Folk, der danser og skubber til mig. Musikken, der gør mig døv. Det hele er kaos.
Og så står han der endelig. Midt på dansegulvet, ved siden af fodboldfyrene, der forsøger at danse. Hans blik er rettet imod mig, og jeg kan ikke klare den måde, han ser på mig på. Med tre beslutsomme skridt er jeg henne ved ham, og så kysser jeg ham.
Over hans skulder kan jeg se pigerne, der står med lamslåede blikke. For første gang rører det mig ikke.

 

Din mening om historien

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *