Kirstine, men foretrækker at blive kaldt Kiir. Jeg er 19 år gammel og drømmer om at blive forfatter. På siden kan du derfor finde mine historier + en masse sider til dig, hvis du også kan lide at skrive. Ellers håber jeg, at du vil finde det fornøjeligt at læse min blog :)
Solen bagte fra en skyfri himmel, mens han slæbte sine fødder hen ad stien. Han havde gået længe, og han var træt oven på gårsdagens festligheder i byen. Var hans mobil ikke gået i stykker, ville han have ringet til broren og spurgt, hvor fanden han blev af. Havde de ikke aftalt, at han skulle hente ham ved bygrænsen? Nu var han allerede nået over åen, og han var godt vred. Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? tænkte han. Hvornår kommer han?
Der var stille omkring ham. Ingen mennesker havde bevæget sig ud på denne kvalmende varme dag, som metrologerne havde advaret om hele ugen. Kun han, Bubba, havde været dum nok til at gøre det, og han fortrød det bitterligt. Var han bare blevet i byen, havde han sikkert siddet og spist is på bedstemoderens terrasse lige nu, eller leget vandkrig med haveslangen – det var det eneste fornuftige, man kunne foretage sig på en sådan dag. Men nej, han havde insisteret på at komme hjem, og broren Hassim og han havde aftalt, at Hassim ville hente ham i bil ved bygrænsen. Satans til bror, der ikke kunne overholde en aftale. Timerne gik, og da det blev hen på eftermiddagen, begyndte skyerne at samle sig på himlen. Luften var blevet fugtig og havde gjort varmen endnu mere kvalm. Der var stadig ikke en vind, der rørte sig, eller bare en fugl, der pippede fra trætoppene noget sted. Alt var stille, og havde Bubba ikke været så rasende, havde han sikkert lagt mærke til den næsten dystre stemning. Han sparkede til en sten på vejen. Hassim kunne bare vente sig, når han endelig dukkede op. Hvad bildte han sig ind bare at blive væk? Det var typisk ham at lade Bubba i stikken herude midt i ingenting. Der var ikke engang et hus, hvor han kunne låne en telefon. I hvert fald ikke så længe han gik herude ved vejen, men han turde ikke bevæge sig ind til kvartererne, hvis Hassim nu alligevel skulle komme kørende. Det begyndte at rumle; først svagt, men hurtigt højere. Det var også blevet mørkere. Der var ikke tvivl om, at det blæste op til uvejr. Længere henne løb en sort kat forskrækket over vejen. Bubba kiggede op og fik de første regndråber i hovedet. Irriteret trak han kraven højere op, mens regnen hurtigt skiftede fra små dryp til en stædig silen. Tordenbragene bevægede sig hurtigt tættere på, og snart befandt han sig i et frygteligt uvejr kun iført en tynd skjorte. Han var gennemblødt på ingen tid, og dråberne trillede ned ad hans lysebrune ansigt. ”Satans!” udbrød han rasende og satte i løb hen ad den allerede mudrede vej. Her kom han snart til en skov, hvor han søgte ly under træerne. Han prøvede at tørre vandet af sit ansigt, men det var umuligt, da alt andet på ham også var vådt. Derfor fortsatte han i stedet længere ind i skoven: Han var nødt til at bevæge sig for at holde varmen nu. Hvis bare han kunne finde et sted, hvor han havde mulighed for at blive tør eller bare kunne vente, til regnen holdte op. Han havde knap nok tænkt det, før et stort palæ dukkede frem mellem træerne. Han havde først fået øje på det nu på grund af mørket. Det lå i en kæmpe lysning, og det havde tårne, der nåede helt op til de øverste trækroner, hvor de endte i store, mørke løgkupler. Bubba standsede op og tog en dyb indånding, inden han vovede sig hen til døren. Bank, bank, bank.
Der gik et stykke tid, før der skete noget. En lille lem blev åbnet over hans hoved, og et par mørke øjne kiggede ud. Så blev porten åbnet med en høj knirken.
En høj mand i hvide gevandter og med en lilla turban om hovedet stod i åbningen. Han smilede venligt. ”Hvad laver du dog ude i det her vejr?” spurgte han. ”Jeg tænkte, om jeg kunne låne en telefon,” sagde Bubba. Manden lod ham komme ind. Det var en stor forhal med højt til loftet og kun en enkelt gang, der førte ud af rummet. ”Mit navn er Aljakar,” sagde manden. ”Jeg er sultan her på Paladset.” Arh, det er et palads, tænkte Bubba. Smart nok.
Han fulgte efter sultanen hen ad gangen, og kom til en stor forstue. ”Vent her.” Sultanen forsvandt, og Bubba blev stående alene tilbage. Vent til jeg fortæller Hassim om det her, tænkte han. Han bliver grøn af misundelse. Der hang flere lysekroner i loftet, og der var opstillet en mængde bløde sofaer rundt langs væggene. En knitrende ild blussede i en stor pejs ved bagvæggen, mens et stort ur på væggen netop bekendtgjorde, at klokken havde passeret klokken atten. Hvor tog det egentlig lang tid for den sultan at hente en telefon? Hvad mon han foretog sig? Bubba kiggede rundt, men der var ingen tegn på, at sultanen var på vej tilbage. Havde han mon tænkt sig, at Bubba skulle stå her hele aftenen? Han havde ikke engang givet ham lov til at sidde ned, eller spurgt om han frøs i sit våde tøj. Var det mon i orden, hvis han stillede sig hen til kaminen? Han bevægede sig langsomt derhenad, mens han hele tiden lyttede, om sultanen skulle være på vej tilbage. Han havde ikke lyst til at blive taget i noget, han ikke måtte. Men på den anden side, var det ikke i orden at låne lidt varme? En lyd af hviskende stemmer nåede hans øre, mens han nærmede sig pejsen. De talte lavmælt sammen lige uden for en dør i rummets højre side. Sultanens stemme genkendtes tydeligt. ”Nej, han aner ikke uråd. Han er her for at låne en telefon, jeg har bedt ham vente i forstuen.” ”Og du vil give ham til Bestia?” ”Ja. Hun har ikke fået mad i flere dage, så hun er næsten umulig at styre. Drengen vil være en lækkerbisken for hende. Det er vist vores lykkedag, at han lige kom forbi.” Bubba bakkede forskrækket tilbage i rummet. Han kunne ikke begribe, hvad han netop havde hørt. Han måtte stikke af og det med det samme, men i samme øjeblik kom sultanen ud ad døren. ”Hvis du vil følge med mig, så finder vi en telefon til dig…” Bubba gjorde omkring og styrtede ud af rummet. Han var skræmt for vid og sans, og hans hjerte hamrede i brystet. Han kunne høre, at sultanen satte efter ham, men han turde ikke vende sig rundt og kigge. Hans eneste tanke var at komme væk, og det var også derfor først nu, han opdagede, at han var løbet den helt forkerte vej i forhold til døren. Nu stod han og kiggede på to forskellige gange, der førte hver sin vej. Hvilken en skulle han vælge?
Kirstine, men foretrækker at blive kaldt Kiir. Jeg er 19 år gammel og drømmer om at blive forfatter. På siden kan du derfor finde mine historier + en masse sider til dig, hvis du også kan lide at skrive. Ellers håber jeg, at du vil finde det fornøjeligt at læse min blog :)
Blog
