W A C K Y . D K .::Kun Fantasien Sætter Grænser::.

Begyndelsen

I begyndelsen var der ikke andet end Mørket. En dag slog hun sine sorte øjne op, og kiggede ud i intetheden. Hvor var det pænt!
En dag kom hendes søster Lyset. Glinsende hvid, og skoldende varm, kom hun gående gennem alt det sorte. Mørket blev meget glad for at se hende, og syntes med det samme godt om hende, men samtidig var hun genert og følte sig dårligere end Lyset. Hun selv var bare mørk og kold, mens hendes søster var lys og varm. Men Lyset blev glad for at se Mørket, og hun tog hendes kolde hæn-der, og spurgte hende om de skulle lege. Det ville Mørket meget gerne, og så begyndte de at le-ge.
Pludselig tog Lyset en klump ørevoks ud af sit ene øre, formede en rund kugle, og kastede den ud intetheden. Der blev den hængene, og voksede sig større og større. Mørket kunne slet ikke lade vær-re med at smile. Hvor var den flot! Hun begyndte at danse rundt, og Lyset gjorde det samme. De dansede og dansede til de blev helt rundtossede. Lyset satte sig ned, men Mørket snurrede videre, til hun pludselig mistede balancen. Hun væltede, og ramte lige ind i den store klump ørevoks.
Da hun igen kom på benene, blev hun meget ked af det. Den ellers så fine, runde kugle, var blevet helt hullet og bulet. Mørket begyndte at græde, for nu var hun sikker på at Lyset ikke ville synes om hende. Hun græd og græd, og hendes tåre ramte kuglen, og fyldte mange af hullerne med vand. Lyset kom hen til Mørket og sagde at hun ikke skulle være ked af det. Kuglen var blevet meget pæ-nere nu, og det så sjovt ud med alt vandet. Mørket tørrede øjnene, og måtte give Lyset ret.
Lyset foreslog at kuglen skulle have et navn, og Mørket foreslog at de kunne kalde den Jorden. Det syntes Lyset var en god ide. Så forslog hun at de skulle gøre sig små, og prøve at gå rundt på Jor-den. Det syntes Mørket lød som en smaddersjov idé. Og det gjorde de så.
I mange år løb de rundt og legede på Jorden. Hvor Lysets små fødder satte deres aftryk, voksede der grønt græs og blomster, og hvor Mørket betrådte den, skabte hun endnu flere grøfte og huller.
Da Lyset og Mørket pludselig stod over for hinanden, var det at Lyset pustede Mørket i hovedet, med en varm luftstrøm. Mørket begyndte og grine, og pustede en kold luftstrøm i hovedet af Lyset. Lyset grinte også, og så begyndte de at løbe rundt mellem hinanden, og puste. De kolde og varme luftstrømme susede rundt imellem hinanden, og skabte kulde og varme på Jorden.

Da der var gået et par millioner år, begyndte Lyset og Mørket at kede sig. De var stadig meget glade for hinanden, men alligevel ønskede de at der var nogle flere at lege med.
Pludselig foreslog Lyset at de skulle skabe mennesker. Mørket ville gerne vide hvad et menneske var, men det vidste Lyset ikke. Hun satte sig ned på jorden, tog en klump ler, og begyndte at forme en mand. Efter nogle få uger var han færdig. Lyset viste ham til Mørket, og sagde at dette her var et mande-menneske. Mørket ville også gerne skabe et mande-menneske, så hun satte sig ned og be-gyndte at forme en ny klump ler. Da hun var færdig, viste hun sit eksemplar til Lyset. Lyset syntes den var flot, men Mørket syntes ikke at den lignede Lysets mande-menneske helt. Lyset foreslog at Mørkets så i stedet kunne være et dame-menneske, og det syntes Mørket var en god idé. Lyset løf-tede begge menneskerne op, og pustede dem ind i næsen. Så rakte hun dem til Mørket og sagde at hun skulle gøre det samme, for mennesket skulle både være kolde og varme. Og det er derfor at alle mennesker både har en god og varm side og en dårlig og kold side!
Da der var blevet skabt mange mennesker, talte Lyset til dem, og sagde at Jorden var deres hjem. Her skulle de bo, og de skulle formere sig så der kunne komme endnu flere af dem. Men Mørket afbrød hende. Det var ikke en god idé bare at lade dem formere sig så meget de ville, for til sidst ville de ikke kunne være der for hinanden. Lyset gav hende ret. Derfor indførte Mørket, at når men-nesket havde levet nogle år, skulle det dø, så der blev plads til nye mennesker.
Det blev menneskerne meget sure over, for de ville leve og være på Jorden altid. De råbte og spyt-tede af Mørket, og sang og lovpriste Lyset, som havde foræret dem livet. Alle flokkedes om hende, men ingen ville være sammen med Mørket. Selv Lyset glemte hende.
Men til sidst blev Lyset træt, og gik hen til Mørket for at sove. Mørket fortalte hende hvor ked af det hun var, og Lyset ville gerne gøre hende glad igen. Derfor sagde hun til Mørket, at nu skulle hun høre noget sjovt. Hun pegede på sit ene øje og sagde, at dette øje hed Solen, og det andet øje hed Månen.
Mørket ville også gerne kalde sine øjne noget, så hun kaldte det ene for Sorte og det andet for Sky-er.
Lyset begyndte at gabe, og lage sig til at sove. Mens hun sov, sad Mørket og betragtede hende. Hvor var hun dog misundelig på Lyset. Alle kunne lide hende, fordi hun var så lys og varm, og så havde hun Solen og Månen der lyste så pænt. En ondskab voksede i Mørket, og pludselig pillede hun Skyer ud af sit hoved, og byttede den om med Månen. Nu havde hun også et lysende øje. Men hvor ville hun også gerne have noget af Lysets funklende tøj. Hun tog fat i det og hev, men i det samme vågnede Lyset, og hun blev meget vred over at Mørket havde stjålet Månen. Mørket rev til og en stump af Lysets kjole røg af. Så begyndte Mørket og løbe. Hun gjorde sig igen så stor som hun engang havde været, og spænede om på den anden side af Jorden. Lyset gjorde sig også stor, fulgte efter, men da de var lige hurtige blev de ved med at være på hver sin side af Jorden.
Og det er grunden til at det kun kan være lyst på den ene side af Jorden ad gangen. Lyset skinner stadig klart, men når hun vender den ene side til, kommer Skyer i vejen for Solen.
Månen lyser svagt gennem Sorte, når Mørket suser over himlen, og stykket fra Lysets kjole, smuld-re langsomt i stykker, og spreder sig som stjerner på himlen.
Og er man heldig at se et stjerneskud på nattehimlen, så er det såmænd bare Mørket der kommer spænende, men et stykke af lysets kjole efter sig.

SNIP, SNAP, SNUDE