Knæk

Knæk.

Lyden fylder det lille rum, og giver genlyd i mine ører. Stilheden er blevet brudt af denne lyd, der aldrig skulle have lydt. Noget jeg aldrig skulle have gjort, noget der aldrig skulle være sket. Min vrede er forsvundet med lyden. Kun bekymringerne er tilbage.
Bang.
Døren går op, grinende piger myldrer ind. Alle er de i godt humør efter en sjov og anderledes time.
Skrig.
Hun får øje på mig. Stykkerne ligger i mine hænder. Som med et magisk lys fanger de alles opmærksomhed, og laver komplet stilhed i rummet.
Annas øjne er blevet blanke af tårer. Hun holder hånden for munden, og støtter sig op af Sandra, der holder om hendes skuldre. Hun er mundlam, aner ikke hvor hun skal gøre af sig selv.
Hun har sparet op i måneder, ikke snakket om andet end lige netop dette. Hun var i den syvende himmel, da hun endelig havde råd. Og nu er det væk!
Sandras øjne syder af vrede. Det er tydeligt hun har lyst til at banke mig i gulvet, men hun vil ikke gøre det med så mange tilskuere. I stedet prøver hun at smelte mig med blikket, få mig til at indse at det var latterligt at gøre. Men jeg har jo indset det!
Gid de dog alle sammen ville flytte deres stirrende blikke. Men alle stirrer de på mig. Intet kan fjerne deres opmærksomheder.
Annas våde øjne finder mine, og hendes blik går fra dyb fortvivlelse til hvidglødende vrede. Længe holder hun blikket på mig, så drejer hun om på hælen, og forsvinder ud af døren…

~ | ~
Anna giver mig det største godmorgen-kram, jeg længe har fået. Forbløffet tager jeg imod det og kigger derefter ind i hendes glade blik.
”Når jeg har fået lommepenge på lørdag,” siger hun, ”så har jeg råd.”
”Er det rigtigt?” siger jeg, og mine øjne lyser op. Nu forstår jeg hendes glæde.
”Jep,” siger hun, og vi begynder at gå ned mod klasselokalet. ”Nu har jeg sparet op i fire og en halv måned, og nu har jeg råd!” Hun giver et lille hop af glæde.
Anna er min bedste veninde, og det har hun været lige siden børnehaven. Derfor ved vi alt om hinanden, og jeg ved, at på lørdag går Annas største ønske i opfyldelse.
Vi var til modeopvisning i byen for fem måneder siden, og det var der Anna så kæden. Den var så uendelig flot, og havde en skrøbelighed, så man fik lyst til straks at tage den i hænderne for at passe på den. En vifte for oven, så helt tynd på midten, og så massevis af små fine tråde med lysende sten i. Enhver piges drøm og Annas største ønske!
”Jeg bad min mor om et forskud, men hun syntes jeg skulle vente til weekenden,” forsætter Anna. ”Hun siger, at jo mere jeg glæder mig, jo dejligere bliver det, når jeg endelig får den.”
”Det har hun nok ret i,” siger jeg. Vi sætter os på vores pladser, og kort efter ringer klokken. Vores klasselærer, Lene, kommer ind, og stiller den sædvanlige kop kaffe på katederet.
”Godmorgen alle sammen,” siger hun og sætter sig på sin stol. Der er en anderledes urolighed i dag. Som lige inden en stor hemmelighed skal afsløres.
Øh? Er der noget, jeg ikke er blevet indviet i?
”Om ti minutter vil jeres nye klassekammerat ankomme,” smiler Lene og giver svar til alle de spørgende ansigter. ”Hun ville gerne have lov at komme efter jer andre, så I lige var faldet til ro, når hun viste sig.”
Nå ja, ny pige i klassen! Det havde jeg fuldstændig svedt ud. Min weekend har været alt for hektisk til at tænke på sådan noget. Jeg har slet ikke lyst til, at der skal komme en ny. Grupperne i klassen er lukket, nye medlemmer splitter det hele op. De gør det besværligt for os andre.
Anna smiler, og børster lidt støv af den tomme stol ved siden af sig. Der er det nemlig blevet bestemt, at ’miss Ny’ skal sidde, og Anna er meget stolt over rollen som den første pige, der rigtigt får lov at snakke med hende.
Bank, bank, bank…
Alle retter blikket mod døren i et hurtigt ryk. Alle stirrer med spændte øjne. Alle holder vejret!
Lene går hen og åbner, og en rødhåret pige kigger ind. Hendes øjne mødes hurtigt med mine, så er de videre.
”Kom inden for, Sandra,” siger Lene, og viser ’miss Ny’ ind i klassen. Hun er høj og slank som en flagstang, og har grønne øjne der næsten oplyser hendes ansigt. Nervøst træder hun nærmere, mens hun måler hver tomme af klassen med blikket.
”Ja alle sammen,” siger Lene, ”Det her er jeres nye klassekammerat Sandra.” Sandra slår hurtigt blikket ned i jorden for at undgå en hver form for øjenkontakt med nogen af os.
”Sandras far har fået job her i området, og Sandras familie er derfor blevet nødt til at flytte hertil helt fra København,” siger Lene, og kigger på os med et alvorligt blik. ”Det er en meget stor forskel, og I skal derfor alle sammen love mig at tage rigtig godt imod Sandra og give hende en god start på hendes nye liv her i byen.” Lene lader det strenge blik løbe hen over os alle sammen, inden hun endelig smiler til Sandra. ”Ja Sandra, du skal sidde nede ved siden af Anna.”
Sandra takker og skynder sig ned ved siden af Anna med et meget tydeligt vær-søde-at-kigge-på-alt-andet-end-mig-blik.
”Hej, jeg hedder Anna,” siger Anna, og giver Sandra hånden. Sandra virker lettet over Annas imødekommenhed, og skynder sig at præsenterer sig, mens hun trykker Annas hånd.
Noget i deres blikke skulle have fortalt mig det allerede der. Et lys tænder sig nærmest i deres øjne. Et lys der skal vise sig, ikke at være nemt at slukke.

Anna og Sandra er perleveninder allerede i frikvarteret. Anna støtter hende mod de nye udfordringer og viser hende rundt på skolen. Hun præsenterer hende også for mig, og jeg hilser på Sandra.
”Jeg hedder Camilla,” siger jeg og trykker Sandras hånd.
”Hej,” siger Sandra og smiler hurtigt. Så tager Anna hende med videre for at vise hende kantinen.
Det er mit første frikvarter uden Anna. Vi har altid gået rundt sammen, spillet fodbold sammen, eller bare grint sammen. Men hele dette frikvarter viser Anna Sandra rundt på skolen, og jeg ser hende kun, når de lige tilfældigt går forbi.

Efter skole kommer Anna susende hen til mig.
”Kan vi ikke rykke vores bytur til en anden dag?” spørger hun og sender Sandra et hurtigt blik. ”Sandra skal være alene hjemme, og jeg vil gerne tage med for ligesom at lære hende at kende. Er det ikke i orden?”
Øh? Hvad siger man så lige? Nej, det er faktisk ikke i orden. Du har ikke snakket til mig hele dagen, du har næsten ikke set på mig, og nu aflyser du vores længe planlagte bytur for at tage hjem til ’miss Ny’. Nej, fandeme nej er det ikke i orden!
”Jo da,” siger jeg. ”Men skal jeg ikke tage med?”
Anna ryster på hovedet. ”Nej, det kan godt virke for overrumplende, hvis vi alle sammen styrter hjem til hende. Men tak, jeg ringer til dig i aften.” Så skynder hun sig hen til Sandra og sammen forsvinder de i mylderet af elever.
’Alle sammen myldrer hjem til hende’… En, to, alle. Eller er alle andre inviteret på nær mig?

Anna ringer ikke om aftenen, og næste morgen kommer hun sammen med Sandra til skolen. Hun går lige forbi uden at opdage mig, og det er først, da jeg kommer hen til hende, at hun smiler og siger hej.
”Undskyld jeg ikke ringede i går,” siger hun, ”men jeg blev inviteret til at spise med og møde Sandras forældre.”
Jeg når ikke engang at svare hende.
”Anna! Kom og se!” Sandra kalder fra den anden side af klassen. Anna skynder sig hen til hende, og to sekunder efter skrald griner de over noget på hendes mobil. Anna hiver sin egen telefon frem, og straks efter griner de højt igen.
Jeg går hen til dem, fast besluttet på at komme ind i fællesskabet, men begge drejer de hurtigt telefonerne væk.
”Nej, nej, nej,” hviner Anna, ”hun må ikke se det.” Sandra gemmer hurtigt mobilen væk, og så griner de igen.
I det samme kommer Lene ind.

Det bliver weekend, og Anna ringer stadig ikke. Ikke engang lørdag hvor hun skulle købe sin kæde, ringer hun. Hun har taget Sandra med ind og købe den, det er jeg sikker på.
En enkelt gang trykker jeg Annas nummer ind på telefonen, men fortryder. Hun lovede hun ville ringe. Det kan ikke passe det skal være mig der skal gøre det.

Mandag morgen overser Anna mig også. Hun overser faktisk næsten alle – på nær Sandra selvfølgelig – men der er ingen, der overser hende. Hun har nemlig sit nye smykke på. Den skinnede vifte og de lange tråde med de hvide sten glimter i hele klasselokalet, og alle er henne og sige, at den klæder hende. Alle på nær mig! Jeg er fast besluttet på, at det er Anna, der skal komme og sige noget til mig. Ikke omvendt. Det er hende, der har ignoreret mig, ergo er det hende, der skal sige undskyld.
Men Anna siger ikke undskyld, Anna siger slet ingen ting. Hele dagen er hun bare sammen med Sandra og går rundt og hvisker hemmeligheder. De har den samme ring på, hende og Sandra. Deres venindering. Og sjovt nok har Anna byttet den ud med min og hendes venindering.
Jeg tror det var der bægeret flød over!

 

De sidste to timer om mandagen er idræt. Pigerne klæder om i det lille omklædningsrum, og derefter går vi ud. Dagens program lyder på fodboldturnering. Drengene skal spille på en bane, pigerne på en anden.
Alle glæder sig. Alle på nær mig.
Jeg hader fodbold, og jeg er elendig til det. Får jeg endelig bolden, skyder jeg den altid skævt. Det eneste mål, jeg nogensinde har scoret, var et selvmål.
Derfor sørger jeg altid for at blive første- eller andenvælger, når der skal vælges hold. Så slipper jeg nemlig for at sidde som den sidste, som ingen vil have. Enten skal jeg være vælger, ellers skal Anna. Anna vælger mig altid som den første.
”Førstevælger!” skriger Anna og springer op.
”Andenvælger!” skriger Agnethe og stiller sig ved siden af hende.
”Jeg vælger Sandra,” siger Anna, og Sandra stiller sig ved siden af hende. Ja-ja, det kunne man vel have sagt sig selv. Men så vælger hun nok mig næste gang.
”Signe,” siger Agnethe, og Signe hopper over på hendes hold.
”Clara,” siger Anna.
”Lisbeth.”
”Henriette.”
”Alice.”
”Sophie.”
”Line.”
”Simone.”
”Julie,” vælger Agnethe, og så sidder kun mig og klamme-Katalina tilbage.
”Katalina,” siger Anna, og både Agnethe og jeg vælter næsten af forbløffelse.
”Øhm, okay,” siger Agnethe forvirret. ”Så tager jeg Camilla.” Jeg lusker hen på holdet, og bliver straks placeret i forsvaret. Ingen til have mig til at prøve at score mål.
Annas hold trækker i gule trøjer, vores i røde. Mens vi skifter, går jeg hen til Anna. Sjovt nok står hun sammen med Sandra.
”Hvorfor valgte du mig ikke?” spørger jeg. Anna fniser.
”Come on, Camilla!” siger hun. “Alle ved jo, du er elendig til fodbold.”
Sandra griner højt, og de løber ud til deres pladser på banen. Selv står jeg tilbage med følelsen af at have fået et hårdt kølleslag i hovedet.
Anna og Sandra kører totalt ego-spil, og spiller ingen andre på holdet. Sammen sikre de holdets 10-5 føring, og ingen kan hamle op med deres sammenspil.
Da der er fem minutter tilbage, orker jeg ikke mere.
”Jeg går ind og tager noget vand,” siger jeg til Agnethe, og så kan jeg ellers ikke komme hurtigt nok væk. Jeg skynder mig ind i omklædningsrummet og sparker til alt på min vej.
Egentlig har jeg lyst til at tude, men jeg er for rasende. Jeg er så rasende over den uforskammede behandling Anna giver mig, og jeg har mest lyst til at rive håret af hende. Eller bare gøre et eller andet der ville gøre hende lige så ked af det, som jeg føler mig. Få hende til at forstå, hvor ondt det gør.
Og så er det jeg får øje på halskæden.
Den hænger over knagen, hvor Anna har klædt om, og guldet på viften glimter i mine øjne. Jeg tager den ned, og kigger længe på den. Materialet er så skrøbeligt, og uden kræfter bøjer jeg i det.

Knæk.

 

Skriv din mening om historien

Jeg bliver altid glad for at høre, hvad du synes om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *