Kriminalassistent Kenny

Kriminalassistent Kenny havde haft en travl dag. Efter adskillige timer bag skrivebordet var han nu sunket sammen i stolen med en kop kaffe. Han slumrede med halvt lukkede øjne, mens han prøvede at glemme alle de papirer, han endnu ikke havde været igennem. Vinteren havde spredt en forkølelsesvirus til samtlige af hans kolleger, og de var ikke mange tilbage til at klare arbejdet. Derfor havde papirerne i de foregående dage hobet sig op i store bunker, og gjort hans hverdag temmelig hektisk.
Kenny var ikke typen der brød sig om papirarbejde. Faktisk var Kenny i øjeblikket ikke typen, der brød sig om noget som helst. Han var godt og grundigt træt af alt. Lige fra den dumme forkølelse til snevejret, der havde forårsaget den. Og han var i den grad træt af de lange arbejdsdage.
Sløvt løftede kriminalassistenten blikket og kiggede på uret, der hang over den støvede reol. Tiden var gået så ubeskriveligt langsomt den dag, og endnu var der tyve minutter til, at han kunne tage hjem. Med et suk kiggede han ud af den mørke rude, og tænkte på den varme dagligstue, der ventede på ham.
I det samme kunne man høre døren til gangen gå op med et brag. Nogen kom løbende ind, og i næste nu hørtes hektiske stemmer. Få sekunder efter blev endnu en dør åbnet, og en person kom hastende ud.
”Hr. Clement, godt De kom.”
”Hvad er der sket, Hr. Sindt?” lød en dyb stemme, som Kenny kendte som kriminalkommissærens.
”Vi blev overfaldet…” gispede en tredje stemme. Det lød som om personen havde løbet langt og knap nok kunne få vejret.
Kenny rejste sig fra stolen, og skyndte sig ud på gangen. I den anden ende stod Hr. Clement og politiassistent Sindt sammen med en temmelig oprevet mand. Han var gennemblødt og så forpjusket ud.
”Vær venlig at følge med ind på mit kontor,” sagde Clement til den fremmede mand og gjorde en gestus mod døren. ”De må også hellere følge med Hr. Vedbæk,” sagde han henvendt til Kenny.
Kenny skyndte sig med ind og stillede sig bag ved skrivebordet sammen med kriminalkommissæren.
Hr. Clement vendte sig mod den fremmede.
”Hvad er Deres navn?”
”Henriksen… Oluf Henriksen,” sagde den fremmede, der endnu havde problemer med vejrtrækningen. ”Hør, De må skynde Dem… Charlie… vi blev overfaldet.” Han talte mellem gispende, og det var en anelse svært at høre, hvad han sagde.
”Overfaldet?” sagde Hr. Clement. ”Hvordan? Hvornår?”
”Lige før,” gispede Henriksen. ”Jeg forlod stedet for knap femten minut-ter siden.”
”De var til stede?”
”Jeg… ja!” Hr. Henriksens blik flakkede rundt. ”Jeg ville være kommet noget før, men jeg gled og faldt ned i grøften.”
”Hvad er der sket med Deres arm?” spurgte Hr. Clement, som om han ikke havde hørt Henriksens forklaring.
Kenny kiggede på manden og så, at den højre arm sad i en underlig vinkel.
”Den brækkede,” sagde Henriksen. ”Jeg forsøgte at forhindre ham i at overfalde Charlie, men han sparkede mig, så den brække-de.”
”Hvem sparkede dig?”
”Manden! Ham som overfaldt os!”
”Hvordan så han ud?”
”Jeg kunne ikke se ham. Han havde dækket ansigtet med en hue… Men hør nu, hvad med Charlie? Hvad med manden?”
”Hvor befinder personerne sig nu?”
”DER! De befinder sig der lige nu! Han overfaldt os, og han…”
”NU?” udbrød Clement, og i næste nu var han henne efter sin frakke. ”Hvorfor sagde De ikke det? Vedbæk, få fat i en vogn!”

Hjulene skred i sneen, da bilen lavede en skarp drejning ind på gårdspladsen ved et lille, skummelt hus. Kenny sprang ud i det samme, de holdt stille og løb efter Hr. Clement op mod huset. Hoveddøren stod åben, men der hørtes ingen larm inde fra. Clement trak pistolen frem fra lommen, og bad lyd-løst Kenny om at gøre det samme. Så kiggede han forsigtigt ind af døren.
”Bare kom,” mimede han, og forsigtigt listede de begge to ind.
Huset var ganske lille. De var trådt ind i en støvet for-hal, og stod over for en dør med skiltet ’Toilet’. I rummets anden ende stod en dør på klem.
Kenny listede sig frem, og stod så stille og lyttede. Der kom en sær hvæsende lyd der in-de fra, men der var ingen tegn på slagsmål. Han kiggede på Hr. Clement og fik et nik tilba-ge.
Så skubbede han døren op med hævet pistol.
Rummet var ved første øjekast menneske-tomt. Alt der kunne ses var et sofasæt, et gammelt bord og en mængde støvede reoler. Et fjernsyn, der så temmelig defekt ud, stod i hjørnet. I den anden ende var rummet blevet slået sammen med køkkenet. Køkkenbordet fungerede som skillevæg.
Kenny lod blikket glide hen over møble-mentet. Han kunne stadig høre den hvæsende lyd, men den var svag, og det var svært at bedømme, hvor den kom fra.
Men så fik han øje på et par fødder, der stak frem bag køkkenbor-det.
Med kriminalkommissær Clement i hælene styrtede han hen og fandt en mand liggende på gulvet. Blodet flød ud fra et sår i maven og ned over det støvede gulv. Såret var dybt, og der var in-tet at sige til mandens hæse vejrtrækning.
Hr. Clement smed sig på knæ ved siden af man-den.
”Kan De høre mig?” spurgte han og klappede forsigtigt manden på kinden. Mandens øjne åbnedes, og efter et stykke tid fandt de Hr. Clement.
”Kan De sige mig, hvem der gjorde det her imod Dem?” spurgte Clement tydeligt.
Mandens arm hævede sig skælvende, og han tog fat om Clements albue.
”Henriksen…” hviskede han. Så stoppede det hæse åndedræt, og hans blik blev fjernt.
Han var død.

Kriminalkommissær Clement indtog igen pladsen bag sit skrivebord, og så indgående på Henriksen der sad over for ham.
”Hvordan sagde De, at det skete?” spurgte han. ”Vi vil gerne høre hele historien.”
Kenny tog plads ved siden af Cle-ment, og betragtede Henriksen, der tog en dyb indånding og gjorde sig klar til at fortælle. Han vir-kede stadig rystet, og åbnede munden flere gange, uden at der kom en lyd.
”Charlie var gået til købmanden for at handle ind,” begyndte han så endelig. ”Efter et stykke tid kom han tilbage, men han var ikke alene. En mand var fulgt efter ham, og pludselig hørte jeg vild tumult ude i entreen. Jeg skyndte mig selvfølgelig derud, og så to mænd, der sloges. Den ene kendte jeg ikke – hans an-sigt var dækket til – den anden var Charlie.
”Jeg prøvede selvfølgelig at skille dem, men den ukendte manden skubbede mig omkuld, og sparkede mig, så armen brækkede. Derefter prøvede han at kvæle Charlie, men Charlie rev sig løs og flygtede ind i stuen. Jeg kom på benene igen, men manden skubbede mig endnu engang, og jeg faldt ud af den åbne hoveddør, og landede i sneen ne-den for trappen. Døren smækkede efter mig.”
Henriksen tog endnu en dyb indånding.
”Jeg besluttede at det var bedst at hente hjælp, så jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne ind til byen. Jeg faldt i svinget på vej ind til byen og trillede ned ad skråningen. Jeg landede på armen, og på grund af smerten var jeg nødt til at blive liggende et øjeblik. Men ellers skyndte jeg mig så meget, jeg overhovedet kunne herind på stationen.”
Han holdt inde og rettede igen øjnene mod Hr. Cle-ments skrivebord. Han vejrtrækning var blevet normal, men han så stadig ilde tilredt ud og rystede en smule. Mest af alt syntes Kenny, at han lignede en, der hvert øjeblik kunne finde på at kaste op.
Hr. Clement kløede sig lidt i overskægget. Så lænede han sig tilbage i stolen, og kiggede på Henriksen.
”Hvorfor besluttede De at dræbe Charlie?” spurgte han.
Det gav et ryk i Hen-riksen, der staks rettede sine øjne med kriminalkommissæren.
”Jeg… hvad?” gispede han. ”Al-drig!” Han øjne flakkede vildt, og var i det ene øjeblik rettet med Hr. Clement og i det næste imod bordet.
”Kriminalassistent Kenny og jeg tog, som De ved, ud til huset, de angav,” sagde Cle-ment med blikket rettet stift med Henriksen. ”Der fandt vi Charlie liggende på køkkengulvet med et knivstik i maven, og det sidste han nåede at fortælle os var, at det var dig, der stak ham.”
”NEJ!” råbte Henriksen. ”Han kan ikke være død! NEJ!” Han udstødte en høj hulken og skjulte ansigtet i den raske hånd.
”Skyldte han Dem penge?” spurgte Clement roligt.
”Nej, det var ikke mig, der gjorde det,” hulkede Henriksen. ”Jeg siger jer jo, der var en mand.”
Hr. Clement sukkede utålmodigt.
”Oluf Henriksen,” sagde han. ”Klokken er 16:57, og De er an-holdt for mordet på Charlie Brun.”

Den følgende morgen sad kriminalassistent Kenny atter bag sit skrivebord. Mængden af papirer var ikke formindsket, og hans hovedpine steg, hver gang han kom til at tænke på dem. Han sad med lukkede øjne og holdt sig til panden, mens han prøvede at tænke på alt andet end arbejdet.
I netop nu gik døren op.
”Hr. Vedbæk?” Politi-assistent Sindt tittede ind af dørsprækken.
”Kom ind,” sagde Kenny og rettede sig op i stolen. Politiassistenten åbnede døren helt og traskede ind.
”Lægerapporten er kommet. Hr. Clement overlod det til Dem at læse den.”
”Hvor venligt af ham.” Kenny tog imod papirerne. Så forlod Hr. Sindt rummet igen.
Kriminalassistenten lod øjnene glide over linjerne, mens han ind i mel-lem opfangede dele af sætninger som ”… tegn på voldsom slåskamp…” eller ”… forvredet ankel og rifter på arme og hals…. Han blev mere og mere døsig, og til sidst lå han nærmest ned i stolen, mens han lod øjnene køre over linjerne. Og så med et var han lys-vågen. En sætning var sprunget ham i øjnene, og han stirrede nu på den, som havde han set en ufo. ”Offeret blev stukket med en cirka 20 centimeter lang køkkenkniv med et kraftigt stød forårsaget af en højrehåndet person fra cirka en halv meters afstand…
Stikket var forårsaget af en højrehåndet person! Men Oluf Henriksens arm havde jo været brækket? Med et spring var kriminal-assistenten på benene, og han styrtede ud af døren, og ind på Hr. Clement kontor – han glemte sågar at banke på.
”Hr. Vedbæk?” udbrød kriminalkommissæren forskrækket, da Kenny kom stor-mende ind.
”Sir!” sagde Kenny ivrigt. ”Sir, har De læst rapporten? Nej, det har De jo ikke… men sir, se!” Kenny holdt papiret hen under Clements næse, og pegede ivrigt på sætningen. Hr. Clement øjne bevægede sig hurtigt over den.
Der blev et øjebliks stilhed, så lænede kriminal-kommissæren sig atter tilbage.
”Og med det, Hr. Vedbæk,” sagde han roligt, ”vil De fortælle mig, at det umuligt kan være Henriksen, fordi hans arm var brækket?”
”Nemlig, sir,” sagde Kenny stolt. Han skød brystet en smule frem, og virkede tilfreds med sig selv. Men Hr. Clement ry-stede på hovedet.
”Det tror jeg nu ikke,” sagde han.
”Sir?”
Clement sukkede.
”Ser De, Vedbæk,” sagde han. ”Henriksen kan jo sagtens have brækket armen, efter han myrde-de Charlie.”
”Åh…” sagde Kenny skuffet. ”Jah, det kunne han selvfølgelig godt, sir.”
”Han nævnte jo også selv, at han faldt på vej herind.”
”Det gjorde han… men er det ikke en idé at undersøge det nærmere, sir?”
Kriminalkommissæren rystede atter på hovedet.
”Der bliver stadig ledt efter Dna-materiale, men indtil da, holder jeg fast i, at Henriksen er den skyldi-ge.”
”Men hvordan kan De være så sikker, sir?” spurgte Kenny. Han var meget ked af, at hans opdagelse tydeligvis ikke gavnede noget.
”Fordi det passer sammen,” sagde Clement. ”Charlie nævnte Henriksens navn, og jeg synes også, at Henriksens historie var en smule tam. Den kunne nemt være opdigtet.”
”Men, sir…”
”Jeg foreslår, at De glemmer det, Hr. Vedbæk. Snart vil vi have Dna-materiale som bevis, og så er der jo ikke længere noget at diskutere.”
”Jeg… javel, sir.”

Kenny sparkede irriteret til sneen, da han gik over vejen mod cafeen. Han havde været sikker på, at hans oplysninger ville have glædet Hr. Clement, men Clement virkede bare en smule skuffet over, at Kenny lod sig hidse op af så lidt. Han var sikker i sagen om, at det var Hen-riksen der havde gjort det. Men Kenny var nu ikke så sikker. Hr. Clement havde jo ingen virkelige beviser.
Kriminalassistenten trådte ind på cafeen, og spejdede mod sit sædvanlige bord. Han sad altid her i sin frokostpause og drak en kop kaffe, mens han betragtede de andre mennesker i rummet. Det var en god måde at tænke på, og han blev aldrig forstyrret derhenne i sit hjørne. Men i dag var der flere i cafeen end normalt, og en mand havde sat sig ved Kennys bord. Han sad og læste i en avis.
Kenny bestilte en kaffe ved disken, og gik derefter hen til bordet i hjørnet.
”Må jeg sætte mig her?” spurgte han.
”Ork ja,” svarede manden. Han var en ældre, lavstammet herre med hvidt hår og en hue trukket ned over ørerne. Han havde et fint hvidt overskæg, og hans smil fremviste en række guldtænder.
”Marius Larsen,” præsenterede han sig, og gav Kenny hånden. ”Det er altid hyggeligt med lidt selskab. Jeg sidder netop og læser avisen. Har De hørt om mordet lige her uden for byen?”
Kenny skulle lige til at forklare alt om sin stilling, men så ombestemte han sig. Hvis Hr. Larsen nu lå inde med nogle nyttige informationer, kunne det være det var smar-test ikke at fortælle om sit job.
”Mord?” sagde Kenny derfor spørgende, og prøvede at lyde bå-de forbløffet og nysgerrig.
”Netop,” sagde Marius. ”Det blev begået i går aftes lige uden for byen. En mand, ved navn Charlie, blev stukket ned.”
”Charlie?” sagde Kenny. ”Hvor kender man hans navn fra?”
”Jeg kendte ham skam,” sagde Hr. Larsen, der virkede begejstret over sit interesserede publikum. ”Jeg troede alle kendte historien om Charlie?”
”Den har jeg aldrig hørt.” Kenny prøvede på ikke at virke alt for ivrig, og skyndte sig at tage en tår af sin netop bragte kaffe.
”Jo, ser du,” sagde Marius. ”Charlie Brun var en rejsende fra udlandet. Jeg er ikke helt sikker på hvor han kommer fra – England måske – men han var i hvert fald ikke her fra egnen. Ryg-terne sagde, at hans far var dansk, men at han var født i England og havde engelsk familie. Men hvor han kommer fra er sådan set også lige meget. Han rejste i hvert fald her til byen, og søgte et værelse. Hr. Bollerup, som dengang ejede tankstationen i udkanten af byen, havde netop et værelse til leje, og der flyttede Charlie ind.”
”Hr. Bollerup?” spurgte Kenny nysgerrigt.
”Jah, ken-der De heller ikke ham?” spurgte Marius forbløffet. ”Milde Moses! Det er en forfærdelig historie. Ser De, Hr. Bollerup var en meget flink mand. Han var altid frisk på en sludder, og folk holdt af at komme i hans butik. Men på trods af det gik økonomien ikke så godt, og Henrik – ja, det hed han altså til fornavn – blev tvunget til at leje et værelse ud. Det blev lejet af Charlie Brun. Dengang vir-kede han som en flink herre, og Henrik var da også glad for at have ham boende. Charlie snakkede fint med hans halvvoksne søn og hans kone, og han var også flink til at hjælpe til. Men så var det, at det hele gik galt…”
Marius gjorde en kunstpause og tog en slurk af sin kaffe.
”Charlie stak af med Bollerups kone.”
”Hvad siger De?” udbrød Kenny.
”Nemlig,” sagde Marius. ”Et kæmpe chok for både mand og søn. Især Henrik gik helt fra snøvsen. De var stukket af med alle de penge, han ejede, og staklen måtte knokle sig halvt ihjel for at kunne fodre sig selv og sønnen. Ja, drengen hjalp naturligvis også, men stadig…
”Bollerup holdt ud et halvt år, så kunne han åben-bart ikke mere. Det hele var gået galt for ham. Så en morgen da sønnen kom ned i kælderen, fandt han ham hængende fra en loftsbjælke.”
”Åh nej,” sagde Kenny trist.
”Ja, det var skrække-ligt,” istemte Marius. ”Sikke et chok det må have været for den stakkels dreng. En flink fyr var han. Jeg har mødt ham en enkelt gang, Tom hedder han. Rask dreng, stor og stærk.”
”Men hvad gjorde Tom så?” spurgte Kenny.
”Ja, han blev nødt til at lukke butikken. Han kunne på ingen måde drive den selv, og han havde knap nok råd til vand i hanen,” sagde Marius. ”Han fik vist job i supermarkedet og klarede sig ved det. Så fandt han vel en rytme, han kunne leve med, lige indtil det hele tog en ny drastisk ændring: Moderen vendte hjem.”
”Vendte hun hjem?”
”Nemlig. Charlie var vel blevet træt af hende, kan jeg tænke mig. Hun vendte i hvert fald hjem. Træt og mod-falden opsøgte hun sønnen, og han tog sig så af hende. Det siges, at hun er gået i druk, og at han nu må forsørge både hende og sig selv. Henriks søn… stakkels dreng.”
”Stakkels dreng,” gentog Kenny og nippede til kaffen. Og så med et fik han den næsten galt i halsen. ”Henriks søn!” udbrød han.
”Ja, lige præcis,” sagde Marius. ”Tom hedder han.”
”Jamen, det passer jo netop,” sag-de Kenny ivrigt. ”Det hele ville jo passe. Sig mig, ved De hvor jeg kan finde Tom?”
Marius kløede sig i skægget.
”Jeg vil tro, at han stadig bor i den gamle tankstation. Staklen har vel ikke råd til andet, og ingen vil købe den ruin.”
”Tak skal De have,” sagde Kenny hurtigt. ”Mange tak.” Og så styrtede han ud af døren.

Bilen svingede skarpt op over kantstenen foran den gamle tankstation. Kenny sprang ud af døren, og løb op mod bygningen. Et stort, rødt skilt på gavlen viste ordene ’Henriks tankstation’.
Det hele stemte, alle brikkerne faldt på plads. Charlie havde ikke sagt ’Henriksen’ men ’Henriks søn’. Han havde blot været for svag til at udtale ordene ordentligt. Hele mordsagen havde været et hævnopgør.
Kenny sprang op til hoveddøren. Den var gammel ligesom resten af huset, og malingen var næsten skallet af. Da Kenny bankede på ru-den, lagde han mærke til et papir der sad der. ’Værelse udlejes’ stod der, og der var trukket en fed, rød streg hen over det. Det måtte være det værelse, Charlie havde lejet.
Kenny bankede endnu engang, og et par sjoskende trin hørtes i forgangen. Så klikkede låsen, og en mager dame kiggede ud. Hun var bleg som et lig, og hendes øjne var slørede
”Hvad vil De?” spurgte hun og sendte en alkohollugtende ånde i hovedet på Kenny.
”Goddag,” sagde kriminalassistenten og lettede på hatten. ”Træffer jeg en Tom Bollerup?”
”Næh,” sagde damen, ”han er på arbejde. De må komme tilbage senere.” Hun var på vej til at lukke døren, men Kenny satte en fod i vejen.
”Kan De fortælle mig, hvor han arbejder?” spurgte han.
”Oppe i supermarkedet,” sagde damen. ”Og gå nu med dig. Jeg har travlt.”
”Udmærket,” sagde Kenny og trak foden til sig. ”Farvel og tak.” Så lukkede damen døren, og Kenny kunne høre hende mumle noget om ’tidsrøve-re’.
Kriminalassistenten skyndte sig ned i bilen og kørte mod supermarkedet. Han lavede endnu en stejl drejning op foran døren og sprang ud.
”Hov De der, De kan ikke parkere her…” råbte en medarbejder, men Kenny trak sit skilt, og stak det op i hovedet af ham, hvorefter han styrtede ind af skydedørene. Endnu en medarbejder kom gående imod ham med en stabel kurve.
”Hallo,” råbte Kenny efter ham. ”Ved De hvor jeg kan finde Tom Bollerup?”
”Ude på lageret,” sagde drengen. ”Men De kan ikke gå derud, det er kun for…” – Kenny stak sit skilt op under næsen på ham – ”… gå De bare derud, han står og sortere papkasser.”
Kenny løb ud af døren, som dren-gen havde peget på, og fandt ganske rigtig en sorthåret dreng, som stod med en stabel kas-ser.
”Er De Tom Bollerup?” spurgte Kenny.
Drengen løftede hovedet og kiggede på ham.
”Hvem er De?” spurgte han.
Kenny trak sit skilt. ”Kenny Vedbæk, politiet. Må jeg stille Dem nogle spørgsmål.”
Drengen blev ligbleg og tabte kasserne.
”Som De måske ved,” sagde Kenny, ”blev en mand myrdet i går aftes…”
”Jeg tilstår!” sagde Tom med det samme. ”Jeg tilstår… det var ikke min mening.”
Kenny trak notesblokken frem.
”Så fore-slår jeg, at De fortæller mig det hele,” sagde han. Drengen stirrede på ham et øjeblik. Så tog han en dyb indånding og sagde:
”Charlie Brun var skyld i min fars død. Det var hans skyld at min far hængte sig…”
”Fordi han stak af med din mor?” sagde Kenny.
”Ja,” nikkede Tom. ”Og al-le vores penge.”
”Men nu var han altså vendt tilbage?” sagde Kenny.
Tom nikkede igen. ”Han kom ind i forretningen i går. Da jeg så ham, jeg… jeg blev så vred. Hvis De vidste hvilke problemer han har voldt mig.”
”Jeg kender til det hele,” sagde Kenny. ”Men fortæl mig hvad De gjorde, efter de havde set Charlie i butikken.”
”Jeg fulgte efter ham,” fortalte Tom. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg ville gøre. Jeg var bare så vred. Derfor fulgte jeg efter ham hjem, og da han opdagede mig, overfaldt jeg ham.”
”Men så blev I opdaget?”
”Ja. En anden mand kom ud fra stuen, og prøvede at skille os ad. Jeg skubbede ham omkuld, og sparkede ham. Jeg tror, hans arm brækkede.”
”Og derefter skubbede De ham ud af hoveddøren.”
”Ja.”
”Og så fulgte De efter Charlie ind i stuen.”
Tom nikkede.
”Og så…?”
”Jeg var helt ude af den,” sag-de Tom. Han havde fået tårer i øjnene. ”Jeg kaldte ham alt muligt grimt, og skubbede ham. Og så var det, at han fandt kniven. Den lå på køkkenbordet, og han prøvede at stikke mig med den. Men jeg fik vredet den ud af hånden på ham…”
Kenny noterede som en rasende på sin blok.
”… da han prøvede at overfalde mig igen, stak jeg ham. Den ramte ham i maven, og han faldt om på gulvet. Jeg kunne se, at såret var dybt, og jeg blev ude af mig selv. Og så flygtede jeg.”
Kenny nikkede og sluttede sine notater. Så rettede han atter blikket mod drengen over for ham.
”Tom Bollerup,” sagde han. ”Klokken er 13:47, og du er anholdt.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *