Skumringen

De kommer!
Signalet lød klart gennem tusmørket. Som et rædselskrig gik det gennem huden og skar en i hjertet. Gardiner blev trukket for vinduerne, lys blev slukket, små børn blev krammet, mens de græd. Folk trak sig tilbage til de mørke stuer og krøb sammen under tæpperne. Alle lyttede de. Alle ventede de. Alle frygtede de.
Først lød det svagt, men hurtigt blev det kraftigere. Som høje bump gennem skumringen. For hver gang, det lød, slog hjerterne en anelse hurtigere. Hvem blev det denne gang?
De var der for at beskytte, det havde man fået at vide. Yd ingen mod-stand, vær samarbejdsvillige. Tændte man radioen, var det stadig de ord, man hørte. Måske knap så overbevisende som i begyndelsen, men trods alt var det stadig den meddelelse, man fik. Vær sam-arbejdsvillige.
Nogle havde taget meddelelsen for bogstaveligt. Nogle var blevet for samarbejdsvillige. De hjalp dem nu, var på deres side. De udførte de samme handlinger, gav de samme beskeder. De var en del af det nu. Den hemmelige mission.
Jacob trak tæppet tættere omkring sig. Han kunne mærke lillesøsterens konstante blik, men han ignorerede det. Han havde gjort det rigtige, det var han sikker på. Om de så fandt ham nu, havde han gjort det rigtige. Og det ville aldrig komme til at skade Daniella, hvor meget hun end selv troede det. Det var jo hans eget valg, hans egen plan. Hun havde intet haft med det at gøre.
Han vendte blikket og kiggede direkte ind i hendes mørke øjne, der stirrede bebrejdende på ham under de lange øjenvip-per. Han ville gerne sige noget, få hende til at forstå det, men allerede da han åbnede munden, lagde moderen en finger for læberne.
De var lige udenfor. Hen ad gaden promenerede de, mens deres lysende øjne søgte op og ned ad husmurene. Den lune sensommeraften var blevet kold og grå ved deres ankomst. Ingen sol kunne trænge igennem de tætte skyer. Aldrig havde sommeren været så mørk og regnfuld, som den sommer, det år. Det uforglemmelige år.
Hvem var de? Man vidste det ikke. Kun at de var monstre sendt til landet af en galning fra et andet rige. En galning så magt-syg og arrogant, at han troede, han skulle råde over hele verden. Hver eneste dag slagtede hans hære flere og flere mennesker. Soldater og oprørere, men værst af alt: civile. Eksplosioner var blevet hverdagen; at bekendte døde var blevet normalt. Man blev ikke overrasket længere, når man hørte, at den lokale købmand var blevet taget, eller at naboens søn var flygtet. Sådan var det bare. Hver eneste dag.
Bumpene tonede ud, og den næsten endnu værre stilhed lagde sig mellem husene. Den var produktet af frygt og sorg, der blev blandet sammen til en kvælende masse. Den der dræbte flest. Tvivlen.
”De kommer tilbage,” sagde hun uden at fjerne blikket fra ham. ”De kommer til-bage, og de finder dig, præcis som de har fundet alle de andre.”
Typisk hans lillesøster. Altid så optimistisk.
”Det er anderledes denne her gang,” sagde han. ”Jeg ved, hvad jeg gør.”
Hun fnøs.
”Det gjorde alle de andre også. Bagerens Klaus, der kæphøjt kom syngende ned ad gaden, svingende med soldaterhuen over hovedet. Ingen har set ham i to uger.”
”Han råbte selv højt om sine gerninger, det kan slet ikke sammenlignes.”
”Emil fra nummer atten, der lige skulle vi-se, at han kunne spytte på deres fæstning.”
”Han gik direkte ind på fjendens territorium, ingen sammenhæng.”
”Og hvad med Siv? Siv, der bare skulle cykle op til sin mormor med et brød og blev fundet død i vejkanten. Hun cyklede måske selv i vejen for kuglen?”
Han kiggede op på hende med et tøvende blik. Han havde aldrig fortalt hende dette, men hun burde vide det.
”Siv var stikker,” sagde han. ”Det var hende, der angav Bo og de andre.” Han vidste, det havde gjort ondt, og han sagde ikke mere. Vendte i stedet hovedet mod sin mor, søgte efter hendes medfølelse. Men moderens øjne var kolde, og munden var snerpet sammen til en tynd streg i hendes aflange an-sigt.
”Og hvad med din far?” sagde hun hæst. ”Din far, der sagtens kunne smugle våben ind i landet og nu sidder med de andre på gangen. Hvad med ham, hva’ Jacob?”
Han følte en klump i halsen, og den forsvandt ikke, da han prøvede at synke.
”Far var uheldig!” sagde han, som han havde prøvet at sige det så mange gange før. ”Hans plan var enestående, han var bare uheldig.”
”Men du er ikke uheldig?” spurgte hun køligt. ”Du kan sagtens klare det he-le?”
”Jacob er altid så klog,” sagde søsteren. ”Jacob ved altid det hele.”
Han kunne have spyttet på hende, men han beherskede sig. Engang havde hun elsket, at han vidste så meget, og hun var kommet til ham med alt. Som den gang hun var lille og havde spurgt ham, om æblet var blevet siddende i halsen på Adam, og om det var derfor, man kaldte det et adamsæble. Eller når hun bad ham om hjælp til sine lektier, eller ville have ham til at lave hende varm kakao. Krigen havde ænd-ret hende, som den havde ændret så mange andre. Hun var blevet en anden person, der bekymrede sig om andre ting. Hun så ikke længere de samme mennesker, og ting, hun før havde elsket, ville hun nu slet ikke kendes ved. Det var som om, den mørke tid havde tvunget hende til at blive vok-sen, og at hun nu var en tredveårig sømmet fast i en tolvåriges krop. Hun var kommet til at ligne de-res mor mere, og hun var begyndt at hade alle, der ville beskytte hende. Hun ville klare sig selv, ik-ke være afhængige af folk. Man skulle ikke gøre noget for hende og slet ikke noget imod hende. Hun var stærk som en okse, og hun slog gerne, hvis hun følte det nødvendigt. Ikke engang sin sto-rebror, var hun bange for længere.
”Hvad er det du vil have, jeg skal gøre, Daniella?” spurgte han spydigt og prøvede at smelte hende med blikket. ”De ved jo ikke, det var mig, så hvad er det, jeg har gjort galt? Ingen så mig, ingen kan fortælle dem det mindste om mig. Hvad er deres chancer for at finde mig?”
”Der var heller ingen, der så Gustav, da han stjal sukker i købmandsforret-ningen på hjørnet,” sagde hun, ”men sjovt nok hentede politiet ham to dage efter.”
”Det var ik-ke første gang Gustav stjal, de gættede kun på, at det var ham. De hentede ham ind til et forhør, og han gav efter for presset.”
”Du lyver! Han blev angivet, der fortalte Agnes mig selv.”
”Det var måske Agnes, der angav ham?” gav han igen og vidste, at han havde ramt et ømt punkt.
”Vel var det ej, din nar!”
”Altid så rapkæftet, hva’?”
Hun rakte tunge af ham.
”Stop det, Jacob!” sagde moderen og lod det som altid kun gå ud over ham. Han var den ældste, det var altid hans skyld.
Jacob rejste sig op og kylede tæppet tilbage i stolen.
”Og hvad er det du vil have, jeg skal gøre, mor?” spurgte han. ”Du ønsker allerede, jeg sad sammen med far og ventede på galgen, gør du ikke? Så længe du kunne slippe for problemer, så ville det ikke gøre noget, vel?”
”Så stopper du!”
”Men ved I hvad, I kan være ganske roli-ge. Jeg går, hvis det er det, I vil have. Jeg tager den med mig, og jeg slutter denne her krig, om det så skal være det sidste, jeg gør.”
”Som om du kan stoppe krigen,” sagde søsteren med en ned-gørende undertone. ”Du kan max få dræbt et par stykker eller tre, inden de skyder dig.”
”Du ved slet ikke, hvor meget de papirer er værd!”
”Du ved slet ikke, om du får fat i de papi-rer!”
”Så stopper I det, begge to!” råbte moderen, og nu stod hun også op. ”Jacob, jeg vil have dig ud af huset nu, og det skal være lige nu! Du tager alt det med dig, som kan have den mindste re-fleksion til, hvad du går og laver, og du brænder det, forstår du det? Jeg vil ikke se dig igen, før du har skilt dig af med det alt sammen, og du skal ikke fortælle nogen, hvor du kommer fra. Aldrig har jeg skammet mig så meget over en person i min egen familie. Sætter sit eget og vores andres liv på spil, som om det var en leg, vi legede. Om jeg så selv skal sparke dig ud, så er du ude af det her hus inden en time!”
Stilheden var næsten til at tage og føle på, da hun endelig var færdig. Hendes ansigt var ildrødt, og tårerne flød ned ad hendes kinder i raseri. Hendes hænder var knyttede, og han kunne næsten se, hvordan neglene borede sig ind i hendes håndflader. Han havde aldrig hørt hende råbe sådan før. Han var rystet, og han vidste ikke hvad han skulle gøre. Der var ingen tvivl om, at hun mente det, og skulle han være ude af huset inden en time, måtte han begynde at pakke med det samme. Men hvor skulle han tage hen? Hvad skulle han gøre?
Han var tilbage med den pakke-de kuffert en halv time senere. De havde ikke rykket sig fra stuen, men moderen sad ned igen. Hun kiggede ikke engang op, da han kom ind i stuen. Han satte kufferten på gulvet, og gik hen i hjørnet. Han satte sig på knæ og trak gulvtæppet til side, hvorefter han vippede det løse gulvbræt.
Den lille nøgle lå i hullet under det, og sølvet glimtede i det svage lys, der kom fra stuen. Han tog den op og kiggede på den en enkelt gang, inden han stoppede den i lommen. Så vendte han sig om.
”Jamen, så går jeg nu,” sagde han.
Moderen svarede ham ikke. Søsteren nidstirrede ham bare fra hjørnet i sofaen.
Han nikkede tavs, samlede kufferten ud og gik ud af dø-ren.
Duften af sommerregn ramte ham, da han trådte ud i tusmørket. Skumringen. Tiden hvor lys og mørke smeltede sammen. Tiden hvor bekymringerne kom frem, og sorgen vendte tilbage. Han kunne næsten smage tvivlen i luften, og angsten rev ham i brystet. Han syntes, han kunne høre lyde overalt, som han begyndte at bevæge sig ned ad de øde gader. Var det ikke skridt, man kunne høre i det fjerne? Var det et gevær, der blev ladt bag hjørnet? Han blev vanvittig allerede efter få hundrede meter. Han kendte deres rute, han havde studeret den. Ingen kontrolrute gik gennem den-ne del af byen på denne tid af aftenen. Men alligevel. Sæt der var en ændring, den mindste lille for-andring i tidsplanen. Som når togplanen gik over til sommertid, eller når der blev udleveret nye skemaer i skolen. Bare den mindste ændring og en gruppe kunne være på vej ned ad vejen lige på den anden side af kirken.
Han vidste, at han ikke ville kunne komme over broen. Ikke på denne tid af døgnet, der var altid kontrol. Nej, han måtte gå gennem gaderne for at komme op til lagerbyg-ningerne. Det var den sikreste vej. Den sikreste vej? Der var ingen sikker vej.
Han drejede ned ad sidegaden, og pludselig var der ingen tvivl. Nogen kom gående på den anden side af hu-set.
Hjertet sprang op i halsen på ham. Han var fanget mellem to sider af glatte husmure uden et eneste sted at gemme sig. Hans eneste chance var at løbe tilbage af samme vej, som han var kom-met, men det skulle gå stærkt, for lyden af fodtrin kom stadig nærmere.
Hurtigt men lydløst gjorde han omkring og sprang tilbage over brostenene, mens han klamrede kufferten i den ene hånd. Den var tung og besværlig, og han måtte af med den, det vidste han. Men i øjeblikket var det eneste han tænkte på at komme i skjul, og han kastede sig ind i den første opgang, han stødte på. Her tryk-kede han sig op ad væggen, mens han trak vejret i hurtige stød.
Skridtene uden for kom nærme-re og nærmere, og lyden af dem blev højere og højere. De var drejet ned ad den vej, han var på, og var han uheldig var det for at tjekke opgangene for netop sådanne fyre som ham selv. Det var garan-teret en gadepatrulje, der skulle sikre, at alle holdt sig inde efter skumringen, præcis som det var blevet beordret. I starten af krigen havde de snuppet mange, der havde brudt reglen for at se ven-nerne om aftenen, men nu var der ikke længere nogen, der var dumme nok til ikke at overholde den mindste lov. Det var måske også det, der havde gjort, at patruljerne nu ikke var så grundige længe-re. De var sløve, og tænkte mest af alt på at komme hjem til aftensmaden.
Det gjaldt tydeligvis også for denne patrulje, for de gik forbi uden så meget som at kigge ind i opgangen. Han kunne ån-de lettet op.
Han stoppede kufferten ind under trappen og ventede derefter, til han slet ikke kunne høre patruljen længere. Så bevægede han sig ud ad døren og derefter tilbage ad vejen. Lager-bygningerne lå lige fremme. De var altid bevogtet, men vagterne i denne del af byen var gamle og sløve, og det skulle ikke være svært at snyde dem. Han havde kanonslaget fra sidste nytår i lommen, og kastede han det ind mellem træerne, skulle det nok være nok til at få dem væk fra døre-ne.
Han sneg sig nærmere. Jo, der var en vagt ved hver dør. Gamle trætte mænd, der kiggede på deres ure hvert andet minut. Intet spændende skete her omkring.
… endnu, tænkte han med et smil på læben, inden han fandt kanonslaget frem fra lommen og af alle kræfter kastede det ind i buskadset over for. Det eksploderede med et ordentligt brag, og vagterne sprang op, som hav-de nogen prikket dem i siden med et spyd. De råbte og skreg, og snart nærmede de sig alle buskad-set med ladte geværer.
Jacob smuttede hen til døren. Han fandt sølvnøglen frem fra lommen og stak den i låsen. Døren åbnede med en svag knirken, og han listede sig indenfor.
Lyset var tændt, og han kiggede sig omkring. Hundrede vis af forskellige kasser var stablet rundt langs væg-gene. Bunker af papirer var blevet efterladt på gulvet sammen med cigaretskod og tomme øldå-ser.
Det ville virke umuligt at skulle finde et bestemt stykke papir derinde, men han vidste, hvor han skulle kigge. Kasserne var stillet op i alfabetisk orden, og han skulle bare finde V. V for vagt-planer, V for våben. Der! Lige dér var den.
Han måtte stille sig på en anden kasse for at kunne nå den, og stadig kneb det. Han stillede sig på tær, kunne kun nå den med fingerspidserne.
Han indså, at det for dumt alt for sent. Han havde allerede skubbet kassen ned på den anden side, og den ramte gulvet med et kæmpe rabalder. Råbene udefra begyndte straks igen.
Han sprang ned fra kassen. Stirrede omkring sig. Et gemmested, han skulle bruge et gemmested! Men der var intet. In-tet. Ikke det mindste. I en hel bygning fyldt med kasser, var der ikke et eneste sted, hvor han kunne krybe ind. Det var for sent, han kunne høre dem komme. Nøglerne raslede allerede i låsen. Han vendte om, så dem da de åbnede døren. Skreg, kunne kun tænkte to ord:
De kommer!

 

Din mening

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *