Forladt

Vinden blæste køligt ind over stranden den morgen. Det var stille, sådan på en helt forkert måde. Ikke den behagelige stilhed, der spreder sig efter en lang gåtur, når alle er trætte, eller den stilhed, der er i byen, når alle for længst er gået til ro. Nej, en sådan stilhed, som er, når et eller andet er helt galt.
Oscar stod på stranden og mærkede, hvordan blæsten greb fat i hans hår og blæste det bagover. Han holdt sig et stykke væk, men betragtede opmærksomt arbejdet, der blev gjort bag stendiget. Egentlig vidste han ikke, hvorfor han stod der. Måske var det fordi, sagen på en eller an-den måde vedkom ham, måske var det fordi, han bare ikke kunne lade være. Det var ligesom om, hans grønne øjne bare blev fanget af mændene, der langsomt gik rundt, alle med nakken bøjet. De ledte efter noget. Spor. Et eller andet der kunne føre dem på retning af en opklaring. Indtil videre havde de ikke fundet andet end dukken.
Den lå på den store flade sten, som Oscar og hans familie plejede at bade fra om sommeren. Det var lige i vandkanten, lige til at lægge håndklædet på inden man hoppede i vandet. Han havde altid elsket den sten. Det havde ligesom været den, man først havde tænkt på, når mor og far sagde, at de skulle op i sommerhuset. Altid den man glædede sig til at se igen, glædede sig til at berøre.
Nu kom han aldrig til at glæde sig til det igen.
Hun har røde hårbånd i håret, og fødderne stukket i sandaler. En plysset, rød jakke dækker hendes overkrop, nederdel og strømpebukser benene. Hun er lille. Fem, måske seks år. Han har aldrig set hende før.
Sandsynligvis er hun, ligesom ham selv, på sommerferie ved havet. Det er der jo mange der gør, men på en eller anden måde har han altid følt, at det her er hans strand. Krattet er hans, sandet er hans, badestenen er hans. Det hele tilhører ham og hans familie.
Først bliver han vred, da han ser hende på sit territorium, men hurtigt bliver han i stedet nysgerrig. Hun ser sød ud. Lille, rundkindet, og med rottehaler i det lange lyse hår. Hun leger med dukken, som hun har i hænderne. Nynnede.
Han kender sangen, men kan ikke huske hvorfra. Den fascinerer ham bare…

Politimændene var nået længere op ad stranden, tættere på ham. Han følte en trang til at skynde sig væk, men kunne ikke. Han ville ikke gå glip af en eneste detalje.
Måske kom det i fjernsynet i aften, og så kunne han, Oscar Langbjerg, stolt sidde og fortælle sine forældre, at han havde set alt arbejdet. Mændene, hundene, teknikkerne, der omhyggeligt undersøgte stenen for blod. De ville blive fascineret, betaget, af hans levende beskrivelser. Måske ville de endda notere det ned.
Hvis de i det hele taget havde tid til at lytte til ham.
Råbene fra det grønne sommerhus bliver højere. Pigen kigger op, undrende. Hvem er det, der råber? Hun ved det ikke og vil heller aldrig finde ud af det. Hun vil leve i uvished om det resten af sit liv. Men Oscar ved det. Det er hans forældres måde at afslutte dagen på. Et godt skænderi til at sende hinanden i seng på, oftest handler det om fjernsynet.
Pigen kigger ned igen og begynder at stryge sin dukke over håret. Hun smiler til den, et rigtig kærligt smil. Den betyder noget for hende, det er tydeligt. Hun begynder at nynne igen. Den samme sang. Hun har en køn stemme, som får ham til at slappe af. Han betragter hende ud gennem grenene i krattet, hun har ikke set ham.
Hun kysser dukken.
”Jeg elsker dig, Bella,” siger hun med den sødeste, lille stemme, mens hun stryger dukken over håret. Hun kigger sig tilbage. Øjnene hviler på et rødt hus lidt derfra. Det er tyst, ikke en lyd kommer derindefra, men et blåligt lys skinner ud af vinduet.
Hun vender sig væk igen. Tårerne hænger i hendes øjenvipper…

”Blod?”
”Nej, sir. Intet.”
”Ingen spor overhovedet?”
”Jeg er ked af det.”
Politimanden nikkede. Hans øjne gled videre hen ad stranden, opfangede den mindste detalje. Stenene, den ødelagte bådebro. Alt blev gemt i hans hukommelse. Man kunne se i hans øjne, at dette skulle lykkes for ham. Om han så skulle vende hver eneste sten på hele stranden, skulle han nok finde et spor, der kunne føre ham videre i opklaringen. Hans øjne var beslutsomme, som en maratonløber lige inden knaldet lyder. Han skulle nok klare det.
Hans blik fortsatte hen over sandkornene, som om han talte hvert enkelt af dem. Opfangede, sansede, fornemmede, følte. Så fik han øje på Oscar.
Hans blik hvilede på ham et øjeblik, inden han igen slog det ned. Så bevægede han sig nærmere. Hunden fulgte efter ham.
Nærmere og nærmere…
Han hører ham, før han ser ham. En fjern puslen i krattet fortæller, at nogen nærmer sig. Pigen hører det også. Hun kigger op.
Han træder ud af sommermørket. Helt klædt i sort, mørkhåret. En stærk lugt af deodorant breder sig. Han virker skummel, men hans ansigt er venligt. Det smiler til hende.
”Hej,” siger han med en stemme, der slet ikke passer til hans lidt barske udseende. Pigen kigger på ham.
”Hej,” siger hun.
Oscar betragter dem begge fra sit skjul i krattet. Ingen af dem har lagt mærke til ham.
”Det er en sød dukke, du har.” Han smiler igen, charmerende. Pigens ansigt bløder op.
”Den hedder Bella,” siger hun med et smil.
”Bella.” Han bevæger sig nærmere. ”Sødt navn.”
”Hun har været min, siden jeg blev født,” fortæller pigen. Hun er ivrig, fortæller med glæde. Det er som om, ingen rigtig har gidet lytte til hende før. Som om hun altid har været alene i verden. Forladt.
”Du er heldig,” siger manden, mens han glider ned på knæ ved siden af hende. Han beder om at måtte holde dukken. Hun giver ham den.
”Du må gerne give den et kram.”
Han giver den et kram. Pigen smiler, griner. Hun er tryg ved ham, glad for at tale med ham.
”Hvorfor sidder du herude alene?” spørger han. Der er et lys i hans øjne.
Pigen vender sig om mod det røde sommerhus. Hun pe-ger.
”Mine forældre,” siger hun. ”De ser bare fjernsyn hele tiden.”Nu ser hun trist ud igen. Manden skynder sig at skifte emne.
”Jeg hedder Martin,” siger han.
”Julie,” smiler hun…

”Julie Borgstrøm, siger det dig noget?”
Oscar rystede på hovedet. Han har ikke set noget. Han ved ingenting.
”Bor du her i området?” spurgte betjenten. Han noterede i en lille lommebog.
Oscar nikkede.
”Ja.”
”Hvad lavede du i går aftes?”
”Jeg… jeg sov.”
”Hele aftenen?”
”Det meste.”
Betjenten løftede et øjenbryn.
”Du må være en træt ung herre. Hvor gammel er du?”
”Otte.”
Betjenten noterede.
”Hvad hedder du?”
”Oscar… Langbjerg.”
”Og du bor?”
”Er det her et rigtigt politiforhør?”
Betjenten smilede.
”Det kan du godt kalde det.”
”Så vil jeg gerne have en advokat.”
Betjenten lo.
”Det har du vist slet ikke brug for, unge ven, du klarer det jo glimrende selv.”
”Tager du mig med på stationen?” Han så allerede overskrifterne for sig: ”Ung dreng vidner: han ved ingenting.”
”Nej, bare roligt,” sagde betjenten, ”du har jo ingenting gjort.”
Netop, tænkte Oscar. Jeg gjorde ingenting…
”Vil du med ned til van-det?”
Hun ser lidt betænkelig ud.
”Mor vil ikke have, at jeg går ned til vandet, når det er mørkt.”
”Du er jo sammen med mig.” Han smiler igen.
”Hvad med Bella?”
”Hende tager vi med.”
”Hun kan ikke svømme.”
Han ler en venlig latter. Så rejser han sig.
”Kom nu,” siger han, ”vi tager bare et hurtigt smut, så kan du se min båd.” Han rækker en hånd ud, og hun tager den.
Oscar rejser sig langsomt i sit skjul. Han følger efter, uden at vide hvorfor. Et eller andet gør ham utryk, giver ham lyst til at gribe ind. Men han gør det ikke, han tør ikke.
De går ned til stranden. Da de kommer ud rammer den kolde vestenvind dem, og deres hår bliver blæst tilbage. Vinden ser ud til at trænge igennem pigens tøj. Hun skutter sig…

Politimanden blev ved med at kigge på ham.
”Hvad lavede du ellers i går?”
”Jeg sov…”
”Jamen inden du sov.”
”Der…” Han anstrengte sig for at finde på noget. ”Der gik vi tur på stranden.”
”Dig og hvem?”
”Mine forældre.”
”Så I no-gen?”
Oscar tænkte sig om igen.
”Der var en dame, der gik tur med sin hund.”
”Ingen andre.”
”Ikke så vidt jeg husker.” Hvorfor fortalte han det ikke? Han så jo det hele.
Men han kunne ikke. Måske var det fordi, han var bange for, at han skulle blive involveret, eller også var det politihunden, der ellers altid plejede at se så sød ud på TV, men nu stod som en glubende uhyre foran ham. Han turde ikke fortælle noget, turde ikke engang kaste et blik på bådebro-en.
”Jeg vil gerne hjem nu.” Hun står med armene omkring sig.
”Vil du ikke se bå-den?” Han holder stadig hendes dukke i hånden.
”Jeg vil hjem,” gentager hun. De står ude på resterne af bådebroen. En lille speedbåd ligger ved den. Han vil have hende med ned i den.
”Der er ellers dejlig varmt dernede,” siger han og sender hende et af sine dejlige smil. ”Bella vil gerne derned.”
”Giv mig min dukke!” Hun er bange nu, vil ikke mere.
”Du får den, når du har set båden.”
”Jeg vil hjem!” Nu græder hun. ”Giv mig min dukke.”
Han tager fat i hendes hånd, men hun river den til sig, får samtidig fat i dukken. Han er uopmærksom, hun får den revet til sig. Løber. Spæner hen ad stranden.
Han har indhentet hende på ingen tid, får fat i hende, holder hende fast.
Hun skriger…

Han var blevet taget med hen til stenen. Dukken lå der. Den så ud præcis som aftenen før: korthåret, bare arme og ben. Den lå oven på et håndklæde.
Oscar genkendte det, det var hans. Han havde brugt det nogle dage i forvejen, inden det var begyndt at blæse. Han var glad for, at han havde glemt det der. Det måtte være grun-den til, at dukken ikke var trillet videre ned af stenen, da hun havde tabt den. Den var landet blødt i klædet, varmt og trygt. Der var ikke sket Bella noget.
Det var mere, end man kunne sige om hendes ejer. Hun var alene et eller andet sted lang væk. På egen hånd, forladt. Ingen kunne høre hende skrige, ingen se hendes tårer. Måske var hun allerede død, tortureret og voldtaget. Men under alle omstændigheder forladt…
”Har du set dukken før,” spurgte betjenten.
Oscar kiggede på den.
”Nej,” løj han. Hvorfor løj han? Han havde jo set dukken før, han vidste hvem den til-hørte. Men han kunne ikke sige noget. Han turde ikke.
Det begyndte at regne. Hans hår blev gennemblødt, klistrede til hans ansigt. Dråberne løb ned ad kinderne som tårer. Tårer som på en lille pige, der bliver tvunget ned i en båd under høje skrig. Hun kunne intet gøre, ingen modstand yde. Han var for stærk.
Oscar drejede hovedet. Han kiggede ud over vandet, mærkede skylden i sin mave. En lille prik bevægede sig derude. En lille, sort prik helt alene og forladt på det store hav. In-gen andre end han lagde mærke til den. Ingen andre så, hvordan den langsomt blev mindre og min-dre, og til sidst, som en lille båd, der sejler, forsvandt i horisonten.

 

Din mening

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *