Flaskehalsen

Jeg kigger over på Simon, der overværer legen med en øl i hånden. Han kigger ikke på mig, men snarere på flasken foran mig. Det er umuligt at tyde, om situationen berører ham.
“Kom nu,” siger Amanda utålmodigt. “Vi andre har jo også gjort det.”
De andre bakker hende op og virker småirriterede over, at det skal tage så lang tid – især Anja, da hun jo sådan håber på at komme til at kysse Morten.
Kasper sidder og kigger på mig med et skævt smil og har tydeligvis intet imod at kysse. Det ser faktisk næsten ud som om, han glæder sig. Men hvordan skal jeg dog kunne gøre det, når Simon sidder og kigger? Tænk hvis han tror, at jeg kan lide Kasper. Åh Gud, hvad er det for en situation, jeg har rodet mig ud i?
“Ej, du er simpelthen for genert, Mia,” sukker Lotte til sidst med en rysten på hovedet. “Kasper, kan du ikke tage et initiativ?”
Kasper trækker på skulderne, som var det det mindste, han kunne gøre og skubber sig op på knæene, inden han kravler hen imod mig. Jeg trækker hovedet tilbage, men kan godt se, at det er uundgåeligt: hans læber er kun få centimeter fra mine, og jeg kan mærke hans ånde mod mit ansigt.
Jeg vil bare gøre det lynhurtigt – sådan at læberne næsten ikke mødes. Men da jeg endelig tager mig sammen og gør det, lægger han en hånd om hovedet på mig, så jeg ikke kan flytte mig igen. Han bliver ved og ved med at kysse mig, og der er intet, jeg kan gøre for at slippe væk. Folk begynder at juble og pifte, og Lotte råber, “nårh, de skulle bare i gang.” Jeg kan mærke, at Kasper smiler, og pludselig lægger han den anden arm om livet på mig og trækker mig helt ind til sig, som om det er noget vildt romantisk, vi har gang i. Han bliver ved og ved, indtil Amanda til sidst råber, “get a room!”. Så stopper han endelig og trækker sig tilbage til sin plads i kredsen. Han smiler til mig med sit skæve smil, og de andre ler og klapper. Jeg selv kaster blikke mod Simon på barstolen, rædselslagen for at se hans reaktion.
Han har vendt sig rundt og snakker med Tine, der heller ikke ville være med i legen. Han sidder med ryggen til, men jeg ved, at han har set det. Jeg har den største lyst til at tude, og jeg skynder mig ud på toilettet, men de andre fortsætter legen. Det er nu blevet Amanda til at kysse Oliver.

Inden vi finder ud af, hvad der videre skete, er jeg vist nødt til lige at fortælle, hvordan jeg er havnet i denne her forfærdelige situation. Det handler alt sammen om, at jeg for en lille måned siden begyndte på gymnasiet, hvor jeg fra første dag forelskede mig dybt i en dreng fra min klasse. Jeg ved ikke, om jeg tror på kærlighed ved første blik, men hvis ikke det var det, der skete, så ved jeg ikke, hvad det var. Han hedder Simon, og han er lige ud sagt fantastisk. Han er mørkhåret og har det smukkeste brune øjne, og så er han både sød og klog og nem at snakke med – hvis ikke jeg altid var så fandens genert, når han er i nærheden. Han er fodboldspiller og går i fitnesscenter, og så er han den der lidt stille type, der stadig har masser af selvtillid, men som bare ikke har behov for at vise sig frem hele tiden. Han er stille og rolig og nede på jorden, men uden at være kedelig. Åha, i mit hoved er han perfekt.
Nå, men selvom jeg kunne snakke i timer om Simon, så må jeg jo nok også lige nævne nogle andre personer. Det er for eksempel vigtigt at nævne Clara, som er hende, jeg snakker bedst med i klassen. Hun kom hen og snakkede med mig den første dag, da jeg stod og så lidt ensom ud, og hun er virkelig en udadvendt og sød person, som man meget hurtigt finder sig helt tryg ved. Vi har været sammen i hvert frikvarter siden, selvom vi selvfølgelig også er sammen med de andre piger. Alt i alt er der faktisk et godt sammenhold i min nye klasse, og i aften holder vi så vores første klassefest hjemme ved hende, der hedder Tine.
Det startede roligt med, at vi bare sad og drak i sofaerne, og jeg sad og kastede skjulte blikke mod Simon, der så vidunderlig ud i sin sorte skjorte. Han sad ved siden af Oliver, der snakkede med Amanda, og lige pludselig havde de to altså fundet på, at vi skulle lege “Den som flaskehalsen peger på.” Hvis du ikke kender legen, er den meget simpel at forklare: Man sætter sig i en rundkreds og placerer en flaske i midten, som man snurrer rundt efter tur. Den som flaskehalsen så peger på, skal man kysse.
Jeg meldte mig naturligvis kun med i legen, fordi jeg troede, Simon ville være med. Men det ville han ikke, og da jeg først havde meldt mig til, lod Amanda mig ikke slippe. Hun var virkelig fuld, og hun var helt oppe og køre.
Nå, men nu kender i jo resten: da det blev min tur til at dreje flasken, landede den på Kasper, som er en meget muskuløs dreng fra min klasse med lyst strithår og temmelig uren hud. Han er på sin vis flink nok – eller han var. Indtil i aften.

Jeg kigger mig selv i det trekantede spejl, der hænger på væggen over vasken. Jeg har låst mig inde og har bare brug for at være lidt alene. Mit hår er faldet en smule sammen, så jeg bruger tiden til at rette på det, mens jeg prøver at bilde mig selv ind, at det ikke skete.
Hvorfor skulle det også lige ske? Og så lige foran Simon, der oven i købet bare lader som ingenting. Åndssvage fest. Hvorfor tog jeg ikke bare med mor og far op i sommerhuset? Så var det her aldrig sket.
I det samme banker det på døren. Jeg går ud fra, det er en af pigerne, der er kommet ud for at tjekke, om jeg er okay, men da jeg åbner døren, er det Kasper, der står udenfor.
“Hej,” siger han med sit skæve smil og med intense øjne. Jeg svarer ikke, men prøver bare at mase mig forbi ham. Det lykkes imidlertid ikke, da han tager fat i mine skuldrer og skubber mig tilbage igen. Døren lukker han bag sig med foden.
“Kasper, vil du ikke nok lade være?” piber jeg svagt, men han er allerede i gang med at kysse mig igen, og hans hænder holder mig fast som før. Han skubber mig baglæns, og han næsten løfter mig op og sidde ved siden af vasken. Selvom jeg gør modstand, hjælper det ingenting. Hans muskuløse arme holder mig fast.
I det samme går døren op. Kasper har ikke låst den, og lige der i åbningen står Simon med et overrasket ansigtsudtryk.
”Nå, I holder da rigtig nok jeres egen lille fest herude,” siger han. Kasper griner, mens jeg håber, at et hul i væggen vil opsluge mig og sende mig til en fjern galakse. Jeg har aldrig været så sikker på, at jeg skulle dø af skam.
”Det ser hyggeligt ud,” forsætter Simon, ”men kunne I ikke lade være med at blokere husets eneste toilet? Der er et værelse lige her inde ved siden af, at I ved det.”
Kasper viser tegn på at ville hjælpe mig ned fra bordet, men jeg skubber ham væk og styrter ud af rummet. I gangen griber jeg min jakke og min taske og springer så ud af døren, mens Tine, der kommer ude fra køkkenet, kigger undrende efter mig.
”Mia, er du okay?” råber hun, men jeg svarer hende ikke. Jeg spæner bare ud ad indkørslen med tårer ned ad kinderne.

Jeg forlader ikke min seng hele søndagen. På nær for at gå på toilettet og hente franskbrød med nurtella. DisneyChannel kører på fuldt blus, men jeg ser det egentlig ikke. Jeg ligger med dynen over hovedet og prøver at tænke på alt andet, end hvad der skete i går – men selvfølgelig kører det på repeat, om og om igen.
Mine forældre lader mig være. De går ud fra, jeg har tømmermænd, selvom de undrer sig over, at jeg kom så tidligt hjem i går. Men trods alt forstyrrer de ikke, og de kommer ikke med spørgsmål omkring festen. De er bare på terrassen hele dagen og nyder solen.
Jeg har slukket min mobil, fordi jeg frygter for sms’er fra de andre. Inderst inde håber jeg inderligt på, at de andre var så fulde, de ikke vil huske noget – men hvad er chancerne? Folk husker altid de pinlige ting.

Mandag morgen kommer alt for tidligt og bliver alarmeret af en forfærdelig bibben. Jeg hamrer til vækkeuret, der ramler på gulvet, og ruller derefter om på ryggen. Dommedag er kommet!
Jeg overvejer kraftigt at pjække, men min far skal arbejde hjemme fra morgenstunden, så den tanke er udelukket. Jeg er nødt til at stå op, og jeg har travlt, hvis jeg ikke skal komme for sent i skole. Jeg skynder mig derfor ud i køkkenet og spiser morgenmad, inden jeg tager tøj og makeup på ude på badeværelset. Dernæst tager jeg skoletasken på ryggen og skynder mig ud ad døren.
Det begynder allerede, da jeg træder ind ad døren. Jeg havde troet, det ville være smart at komme få minutter i otte, så folk ikke kunne nå at grine så meget af mig – men forkert. På det her tidspunkt har alle hørt, hvad der er sket. De griner og klapper, da jeg kommer ind, og min plan om at gøre mig lille og usynlig mislykkes totalt.
Fra den anden ende af klasserummet sender Kasper mig et smil. Jeg kigger væk, men før jeg ved af det, er han på vej over imod mig. Han sætter sig på stolen ved siden af mig, og han lægger en arm om skulderen på mig. Folk pifter, mens jeg selv er mundlam. Undskyld mig, tror han vi er kærester?
”Tak for sidst,” siger han og smiler til mig. ”Det var ærgerligt, du skulle så tidligt hjem.”
”Ja, du styrtede godt nok ud af døren,” siger Amanda, der sidder på bordet ved siden af. ”Havde du glemt tiden?”
Jeg slipper for at svare, for i næste nu kommer vores lærer Leif ind ad døren. Kasper giver min skulder et klem og går over til sin plads. Amanda blinker til mig.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke straks råber op. Et eller andet holder mig tilbage. Måske er det chokket.
Jeg undgår Kaspers blik hele timen, og stirrer i stedet på Simon, der sidder ved siden af Clara. De sidder og griner af Leifs underlige armfagter. Jeg er ved at dø efter at komme til at snakke med Clara, men hun kigger slet ikke over på mig hele timen. Hver gang jeg drejer hovedet for at kigge ud ad vinduet, fanger Kasper min øjenkontakt. Han skal hver gang til at mime noget til mig, men jeg skynder mig at kigge væk. Amanda har også sit blik på mig hele timen og blinker og laver tegn. Ingen af dem kan tyde i mit ansigt, at jeg slet ikke følger dem.
Jeg har ingen idé om, hvad der sker i den time, og da klokken ringer til frikvarter, styrter jeg ud af lokalet. Jeg søger tilflugt på toilettet og opholder mig der det næste kvarter, mens jeg raser over det hele. Hvad fanden bilder Kasper sig egentlig ind? Er han snot dum, eller nægter han bare at se realiteterne i øjnene? Han kan da seriøst ikke tro, at jeg kan lide ham, når han ligefrem må holde mig fast for at kysse mig.
Til sidst bliver jeg enig med mig selv i, at hvis han ikke selv vil indse det, så må han få det at vide på den hårde måde – og det lige meget hvor mange, der står og kigger på. Jeg rejser mig, lukker beslutsomt døren op og marcherer tilbage mod klassen. På vejen ser jeg Simon, der står og snakker med Tine om et eller andet, som Tine åbenbart finder meget morsomt. Jeg føler et stik af jalousi, men jeg har vigtigere ting for nu.
Jeg støder ind i Kasper for neden af trappen op til vores lokale. Han står og snakker med Morten og Amanda, men da han ser mig, smiler han og kommer hen imod mig.
”Er du okay?” spørger han. ”Du styrtede noget pludseligt ud af klassen.”
Det er nu, det skal siges, bare lige på og hårdt. Noget i retning af ’slip mig! Hvad fanden bilder du dig egentlig ind?” og så bare lade den køre derfra. Jeg åbner munden, men Amandas smilen og blinken bagved distraherer mig, og pludselig gør det mig utryg, at de står og kigger på.
”Øh…” siger jeg forfjamsket. ”Øh jeg… nej…”
”Nej?” Han smiler.
”Nej jeg…” Men jeg er helt lost nu, og jeg ender med at sige: ”Nej, jeg har det faktisk rigtig dårligt.”
”Dårligt?”
”Ja – øhm – meget dårligt. Jeg må hellere tage hjem.”
Han kigger en smule vurderende på mig, men smiler så igen. Med den ene hånd kører han en hårtot om bag mit ører, så jeg får kuldegysning af væmmelse i hele kroppen.
”Ja, selvfølgelig må du det,” siger han. ”Kom, lad os finde dine ting.”
Han rækker ned efter min hånd, men det lykkes mig at hive den til mig i sidste øjeblik. Han giver mig i stedet et blødt skub i ryggen, så jeg bevæger mig op ad trappen og ind i lokalet. Jeg pakker mine ting sammen uden at se på nogen, og da Lotte spørger, hvor jeg skal hen, svarer jeg hende ikke. Jeg skal bare ud, inden Kasper begynder på noget.
Oliver spørger Kasper om et eller andet, og det fjerner Kaspers opmærksomhed fra mig et øjeblik. Som et lyn er jeg ude af lokalet, og jeg tager trappen i tre spring og styrter ud af døren uden at tage mig af Amandas råb efter mig. I fuldt firspring er jeg henne ad stien mod mit hus, og jeg stopper ikke, før jeg er i dækning bag de høje buskadser. Så er jeg også nødt til at stå stille og trække vejret et øjeblik.
Da den værste sidestik har lagt sig (jeg ved godt, jeg er i dårlig form!), begynder jeg at gå videre hen ad stien. Tankerne kværner stadig rundt i mit hoved, men jeg prøver at skubbe dem til side. Jeg er nødt til at lægge mig hjem under dynen og tænke det hele igennem. Eller måske kan jeg skrive til Clara og bede om hjælp? Vil hun mon synes, det er underligt at snakke om sådan noget, når vi kun har kendt hinanden i kort tid? Eller vil hun blive smigret over, at jeg åbner mig for hende? Egentlig er det mærkeligt, at hun slet ikke har snakket til mig hele dagen.
Med et hører jeg løbende skridt komme om hjørnet. Jeg når kun at lige registrere det, inden det er for sent. Det er Kasper.
”Vent da lige lidt, Mia,” puster han, mens han smilende kommer nærmere og stopper op foran mig. Min krop er stivnet midt i en bevægelse, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit ansigtsudtryk ser ud. ”Hvorfor så travlt?”
Han tager fat om min arm. Ikke hårdt, men alligevel får jeg en fornemmelse af, at en håndlænke holder mig fast. Jeg vil rive mig løs, men jeg er lammet af forbløffelse. Hvorfor er han fulgt efter mig?
”Har du det så dårligt, søde?” spørger han, og bare ordet ’søde’ giver mig kvalme. Jeg hiver armen til mig, og samtidig får jeg styr på mit ansigt igen. Jeg tager mig sammen.
”Kasper, lad nu være,” siger jeg, mens jeg irriteret hiver taskeremmen lidt længere op på skulderen. Hans ansigtsudtryk ændrer sig fra smilende til undrende.
”Hvad nu?”
Jeg slår ud med armene, mens jeg leder efter de rigtige ord. Mit forråd virker pludselig umådeligt lille, og til sidst opgiver jeg at sige det pænt. Det skal bare ud nu.
”Jamen altså…” siger jeg, ”hvad havde du forestillet dig?”
”Hvad mener du?”
”Jeg mener det her show, du kører! Hvornår har jeg nogensinde sagt, at der var noget mellem dig og mig?”
Han kigger underligt på mig. Først tror jeg, han skal til at græde, men i næste nu ser han næsten vred ud.
”Så alt det i lørdags var bare for sjov?”
”Sjov?! Det i lørdags var ingenting. Du tvang mig jo!”
”Tvang dig!” Nu er han virkelig sur. ”Hold kæft hvor er piger bare for meget! De går med på alt muligt, når de er fulde, og hvis de så ikke lige vil stå inde for det bagefter, så har man bare tvunget dem.”
”Hold nu selv kæft, sådan er det jo ikke,” raser jeg tilbage.
”Nej nej, klart det ikke er,” giver han igen. Han vender sig om for at gå, men nu er det mig, der griber fat i hans arm. Jeg finder mig ikke i at blive misforstået på den måde.
”Prøv nu forhelvede lige at høre her…” begynder jeg, men han slår ud efter mig, så jeg er nødt til at bakke tilbage.
”Slip mig,” raser han. ”Jeg er færdig her!” Og så stormer han tilbage ad stien, mens jeg står tilbage med hamrende hjerte og en puls, der dunker ved tindingen.
Svin!

Om aftenen logger jeg på chatten. Jeg er stadig rystet over episoden med Kasper på stien, men jeg ved, at jeg ikke kunne have gjort det bedre. I det mindste er det hele ude af verden, så jeg ikke behøver tænke mere over det. Nu er jeg mere opsat på at finde ud af, hvorfor Clara ignorerede mig i dag.
Jeg skriver til hende.

Mia siger:
Hej Clara, er du her?


Der går et øjeblik, inden hun svarer.

Clara siger:
Hej søde. Ja, selvfølgelig er jeg det :-)
Går det bedre?

Hendes spørgsmål forvirrer mig. Ved hun mon det om Kasper?

Mia siger:
Hvad mener du?

Clara siger:
Amanda sagde, du havde fået det dårligt og nærmest var styrtet ud af døren. Er du blevet syg?

Mia siger:
Arh, på den måde. Nej, det… ehm…

Jeg vælger at skrive det hele til hende. Jeg lægger ud med i lørdags og forklarer, hvordan hele situationen var en misforståelse, og hvordan jeg ikke kunne gøre noget. Så fortæller jeg om min mandag morgen og slutter af med hændelsen på stien.
Clara bruger lang tid på at svare. Hun overvejer sikkert sine ord grundigt.

Clara siger:
Sådan havde jeg slet ikke forestillet mig Kasper! Og det lyder da bare rigtig træls! Du skal ikke tage dig af det, det er ham, der er dum.

Mia siger:
Ja, jeg ved det godt, men det er bare så træls, at hele klassen ved det.

Clara siger:
Det forstår jeg godt, men det skal nok gå over. Der kommer snart noget nyt, folk kan sladre om, og så glemmer de det.

Mia siger:
Jeg håber, du har ret!

 

Clara får ret. Allerede næste dag forlyder det, at Amanda og Oliver er blevet kærester, og snart løber folk rundt mellem hinanden for at udveksle de nyeste nyheder i sagen. Ingen af de to er mødt op i skole, så folk hvisker og tisker om, hvad de mon laver, og om de mon er sammen.
Da Amanda kommer i skole næste dag, kaster folk sig over hende som ådselædere, og da Oliver bliver nævnt, rødmer hun helt op til ørerne. Pigerne hviner, og drengene klapper, og da Oliver to minutter senere møder ind, tvinger folk dem til at kysse oppe foran klassen. Alle har glemt alt om Kasper og mig, og der går mange dage før Amanda og Oliver ikke er det store samtaleemne længere.
At jeg betroede alt det om Kasper til Clara viser sig at have været en god idé. Vores forhold til hinanden er blevet langt mere tæt, og jeg føler efterhånden, at jeg har kendt hende i årevis. Vi begynder at dele hemmeligheder og meninger om personlige ting, og det er som om, vi kan sige alt til hinanden. Ellers næsten alt. Bare ikke det om Simon.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes, det er pinligt at fortælle andre, hvem jeg er vild med. Ikke som sådan fordi jeg synes, det er pinligt, at jeg er vild med nogen, men mere fordi, at hun så ligesom følger med i ”processen”. Hvis jeg fortæller Clara, at jeg er vild med Simon, vil hun være opmærksom på det, hver gang, jeg snakker med ham, og hun vil altid sidde og bedømme, hvordan jeg klarer mig i kampen. Og den tanke kan jeg bare ikke have. Jeg ved ikke helt hvorfor.
Men selvom jeg ikke fortæller det til Clara, så bliver jeg mere og mere vild med Simon for hver dag, der går. Han er den første, jeg kigger efter om morgenen, når jeg træder ind i klassen, og han er den sidste, jeg ser om aftenen, når jeg lukker øjnene. De brune øjne smiler til mig i mine drømme, og hans muskuløse arme holder mig tæt ind til hans krop, hvor jeg kan føle mig tryg. Om og om igen hvisker han mit navn med sin smukke stemme, der får sommerfuglene til at fylde min mave og alting omkring os. Han er så vidunderlig, at jeg ville ønske, jeg kunne sove for evigt bare for altid at være sammen med ham. Hver morgen, når mit vækkeur ringer, begraver jeg ansigtet i puden og prøver at falde i søvn igen, så jeg atter kan være sammen med ham. Men det resulterer ikke i andet, end at jeg altid kommer for sent op.
I skolen er det sjældent, jeg taler med ham. Jeg tør aldrig prøve at starte en samtale, og hvis han endelig siger noget til mig, bliver jeg så forfjamsket, at jeg ødelægger det hele. Det er kun, når vi en sjælden gang bliver sat sammen i grupper i klassen, og vi tilfældigvis ender i den samme gruppe, at jeg får mulighed for at snakke lidt med ham. Men det er svært, og jeg har altid lyst til at skyde mig selv bagefter.
”Hvad tror du, Mia?” spørger Simon en dag, da vi analyserer et eventyr i dansk.
”Jeg – øh…” Jeg kigger forvirret ned i teksten og prøver at finde ud af, hvad det er, vi snakker om. Solen skinnede så smukt ned i Simons hår lige før, at jeg helt glemte at høre efter.
”Jeg tror, du har ret, Simon,” siger Clara, inden jeg kan nå at få samling på mig selv. ”Blomsten er et tydeligt symbol på den indre udvikling, der sker i hende. Når den springer ud er hun blevet voksen.”
”Og klar på kærligheden,” siger Simon.
Jeg rødmer fuldstændig.
”Er du enig, Mia?” spørger Clara og prikker mig i siden for at få min opmærksomhed.
”Hva? Nå ja, selvfølgelig,” siger jeg og slider mit blik væk fra Simon, der samtidig griner lidt af mig.
”Godt du er vågen,” siger han med et smil. Jeg smiler tilbage, mens jeg mærker sommerfuglene i maven. Hvor er han dejlig.
”Kommer I egentlig til gymnasiefesten på fredag?” spørger Clara.
”Jeps,” siger Simon.
Jeg nikker.
”Jeg tror det bliver fedt.” Hun drejer sin blyant mellem fingrene. ”Det er en rigtig god mulighed for at lære nogle flere at kende. Personligt snakker jeg slet ikke med nogen fra parallelklasserne.”
”Det er vel også en mulighed for at lære folk fra vores egen klasse bedre at kende,” mener Simon. Han kigger på mig, mens han siger det, og fantastiske billeder begynder at vise sig i mit hoved. Gymnasiefesten, mig, ham og en mørk krog, hvor vi kan være helt alene.
”Selvfølgelig,” siger Clara med et skævt smil. ”Men der går sgu sådan nogle søde fyre inde i B-klassen.”
Simon ler med en underlig latter. Tør på en eller anden måde. Så bøjer han sig atter over eventyret foran sig og bliver stille.
Jeg betragter ham atter, mens jeg er sikker på, at Claras opmærksomhed er andre steder. Billederne af mig og ham til gymnasiefesten danser stadig i mit hoved. Pludselig står det klart for mig, at jeg skal være så lækker til den fest, at Simon ikke kan andet end at falde for mig. Jeg må købe nyt tøj, og så skal jeg låne min mors fantastiske krøllehjern og lave store, flotte prinsessekrøller. Jeg har altid fået at vide, at de klæder mit brune hår så godt.
”Vil du med ind til byen en dag i ugen?” spørger jeg Clara. Både hun og Simon kigger op. Hans blik på mig gør mig usikker, og jeg får en træls lyst til at rette på mit hår.
”Og købe tøj til festen?” gætter hun.
”Ja.” Hurtigt blik på Simon. Han kigger stadig på mig, men retter blikket ned, da jeg ser hen mod ham.
”Det kan vi godt. Jeg har tid i eftermiddag, hvis det er.”
”Okay, det ville være super.” Jeg smiler til hende. ”Jeg skal bare finde en kjole eller et eller andet.”
”Yes yes, jeg er på sagen.”
Clara er så dejlig. Altid glad og frisk på at hjælpe. Jeg ved godt, jeg ikke har kendt hende ret længe, men hun er altså virkelig en fantastisk person. Måske lidt hyperaktiv engang imellem, men virkelig dyb og forstående. Og så er hun gudesmuk. Naturligt, lyst hår og gråblå øjne, og så bare naturlig skønhed, så hun næsten ikke bruger makeup. Og bedst af alt så har hun helt ren, smuk hud, så hun ingenting behøver stoppe i ansigtet. Jeg misunder hende så meget.

Vi har været i et halvt dusin butikker, før Clara begynder at blive utålmodig. Trofast har hun siddet uden for prøverummet og kigget på, hvad der føles som en million kjoler, som jeg hver gang har fundet forkert på den ene eller den anden måde. Nu er vi så nået helt ned i den anden ende af strøget i en eller anden lille, ukendt butik, og jeg står iført en mørkeblå kjole, som jeg ikke helt synes, har den rigtige længde.
”Mia, den sidder fantastisk, tag nu bare den,” siger Clara og lyder næsten som en, der kunne finde på at græde, hvis jeg også sagde nej til denne her.
”Jeg ved ikke helt,” siger jeg. ”Har den ikke en lidt underlig længde?”
Jeg drejer mig foran spejlet.
”Hvad mener du dog? Den har da en fin længde?”
”Jamen… det er lige som om, den hverken er kort eller lang. Sådan en eller anden underlig mellemting, der får den til at virke forkert.”
Ekspedienten bag kassen skuler hen mod prøverummet. Hun bifalder tydeligvis ikke min kritik af hendes kjole.
”Mia, hør nu her, min skat, den sidder guddommeligt,” sukker Clara. ”Ligesom de sidste hundrede kjoler, du prøvede. Tag nu bare den der.”
”Måske jeg skulle gå op og prøve den lilla med udskæringen igen?” mumler jeg. Egentlig mest til mig selv.
”Ej, den der sidder altså bedre” siger Clara, og jeg ved, at hun mener det. Altså, det er ikke bare noget hun siger, for at vi kan blive færdige. Hun er helt oprigtig.
Jeg vender og drejer mig. Er Simon mon til mørkeblå? Kan han lide udskæringen? Synes han den er for kort? For lang? Ville han bedre kunne lide den sorte kjole fra centeret?
”Please Mia, tag nu den der,” beder Clara. ”Jeg lover dig, du ligner en million. Du bliver den smukkeste til hele festen, alle drengene falder for dig.”
Den sætning får mig til at live op.
”Tror du?” siger jeg, og Simon viser sig atter for mit indre blik. Simon, der ser mig komme gående imod ham og smiler over mit udsende. Simon, der lægger en arm om livet på mig og langsomt fører mig væk fra de andre. Simon der kigger mig dybt i øjnene, med sit smukke, mørkebrune blik.
”Jeg tager denne her,” beslutter jeg endelig, og Clara bryder nærmest ud i glædessang. Både hende og ekspedienten, der kommer og tager imod kjolen, ligner nogen, der har vundet i lotto. Ekspedienten fordi jeg må betale hende sekshundrede kroner. Men det er det værd. Hvis bare den kjole skaffer mig Simon, så er det det værd.

Endelig oprinder fredagen for gymnasiefesten. Jeg gør mig klar hjemme ved Clara, som hjælper mig med krøllerne. Hun viser sig at have et fantastisk talent for alt sådan noget med hår. Da jeg iklæder mig den blå kjole, kigger jeg mig tilfreds i spejlet. Den sidder virkelig godt, og nej, den er hverken for kort eller for lang. Nu kan jeg endelig se, at den er helt perfekt.
Selvom Clara næsten intet makeup bruger til hverdag, har hun et kæmpe forråd af det på sit værelse. Vi roder rundt med øjenskygger og lippgloss i en hel time, inden vi begge to ligner noget fra TopModel. Så ifører vi os stiletterne og begynder at tage de obligatoriske vi-skal-til-fest-billeder med Claras digitalkamera. Det er lige før, tiden smutter fra os, fordi vi har så meget sjov med det. Til sidst banker Claras far forsigtigt på døren og kommer ind med hånden for øjnene, indtil Clara har forsikret ham om, at vi begge to har tøj på. Han skal køre os til festen, og han siger, at vi skal køre nu, hvis vi vil nå det til tiden. Og det vil vi naturligvis.
Claras bil er en topmoderne sølv, Alfa Romeo, og jeg føler, jeg stiger ud af en limousine, da vi ankommer til gymnasiet. Det styrker min selvtillid, og med Clara under armen går jeg ved lange skridt og vrikkende bagdel hen mod indgangen. Dørvagten smiler til os, da vi viser vores billetter, og vi giver ham begge et blink med øjnene, inden vi træder ind ad døren.
Indenfor er det et stort kaos af musik og lys, samt folk, der vælter rundt mellem hinanden. Vi finder hurtigt nogle andre fra vores klasse, og sammen går vi op og køber drikkevarer i baren. Det er dyrt, men mor og far har givet mig penge med, fordi det nu er den første gymnasiefest.
Da alle er blevet forsynet, slår vi os ned omkring bordene, der er blevet sat op omkring dansegulvet. Vi må råbe til hinanden på grund af den høje musik, og der går ikke lang tid, før de første opgiver og går ud og danser i stedet.
Jeg spejder efter Simon. I den modsatte ende af salen står der nogle drenge fra klassen, men det ser ikke ud til, at han er i blandt dem. Jeg kan heller ikke se ham oppe ved baren eller i køen til garderoben. Måske er han slet ikke kommet endnu? Jeg kigger på uret: der er et kvarter til, dørene lukker.
Clara har fået tømt sin øl, og vil nu aflevere sin taske i garderoben, så vi kan komme ud at danse. Jeg følger med hende for at aflevere min egen, og så jeg kan få bedre mulighed for at kigge efter Simon på vejen derhen.
”Jeg kan godt lide, der er så meget tjek på tingene,” siger Clara om garderoben, da vi maser os vej tilbage mod dansegulvet igen. ”Så behøver man ikke bekymre sig om sin pung hele aftenen, man kan bare nyde festen.”
”Ja, det er rart,” siger jeg, mens jeg betragter en mørkhåret dreng, der går i retning af toilettet. Men det er ikke Simon.
I det samme spiller DJ’en op for et nyt nummer, og bassen pumper gennem rummet. Clara hiver fat i min arm.
”Årh, jeg elsker den sang! Kom Mia, nu skal vi danse.”
Halvdelen af skolen har pludselig indtaget dansegulvet, og vi bliver skubbet rundt imellem hinanden. Clara og jeg kommer helt op foran, hvor de mangefarvede lys danser i takt med os, og hvor en masse fra vores klasse hurtigt slutter sig til os. Vi danser alle sammen i en kæmpe ring, inden vi egen bryder op og danser rundt i par. Jeg får en dans med både Anja og Lotte og også med Amanda, der dog hurtigt bliver hevet væk af Oliver. Til sidst må jeg pustende søge ud med bordene igen, men da har jeg også danset til mindst et halvt dusin numre.
Der sidder ikke andre derude, men jeg regner med, at Clara snart slutter sig til mig. Lettet lader jeg mig falde om på en stol og trækker fødderne op et øjeblik for at få lidt blodtilførsel til dem. Stiletterne er allerede ved at tage livet af mig.
En eller anden siger mit navn, og i næste nu bliver stolen over for mig trukket ud. Jeg kigger op, og Simons mørke øjne smiler til mig. Jeg får hurtigt trukket fødderne ned og rettet ryggen.
”Hej Mia,” råber han igennem musikken.
Jeg smiler til ham.
”Hvor er alle andre henne?” spørger han.
”Hva?” siger jeg, da jeg intet kan hører for musikken. Han gentager spørgsmålet.
”De fleste er ude og danse, tror jeg,” råber jeg, ”men nogle af drengene holder vist til dernede i den anden ende?”
Simon kigger ned i hjørnet og får hurtigt øje på drengene.
”Vil du ikke med derned?” spørger han. ”Det er jo umuligt at høre noget her.”
Jeg nikker og følger med ham. Mit hjerter hamrer i brystet, mens jeg betragter ham på vejen derned. Han er i mørkegrå skjorte og cowboybukser, og så har han ellers voks i håret som sædvanligt. Jeg er helt overvældet over, at han rent faktisk spurgte mig, om jeg ville med ham. Det skal nok blive en god aften det her!
Drengene klapper Simon på skulderen, og jeg får et forsigtigt kram af nogle af dem. Vi sætter os ned ved deres bord (jeg sætter mig over for Simon), og vi ryger hurtigt ind i snakken om vores lærere og i det hele taget om skolen. Simon deltager ivrigt, og jeg bliver også hurtigt fanget af at diskutere lærernes underlige væremåde. Alkoholen i min krop får mig til at slappe af, og jeg kan faktisk snakke helt normalt, selvom Simon er til stede. Især da der bliver hentet ekstra forsyninger, og jeg kan mærke, hvordan varmen begynder at stige op i kinderne. Hvorfor plejer jeg dog at være så genert over for ham? Han er jo nem at snakke med!
”Morten overvejer at holde fest inden længe,” siger Nicklas, en rimelig almindelig, lyshåret fyr fra min klasse. De andre bifalder det.
”Du vil også med, ik Mia?” spørger Simon og får tusind sommerfugle til at lette i min mave.
”Jo, selvfølgelig,” siger jeg. Han sender mig et fantastisk smil.
”Det bliver fedt,” siger Nichlas. ”Han bor vist på en gammel gård, hvor han har en hel lade til at holde fester i. Og hvis vi så bare alle sammen hjælper til, så kan det blive det vildeste!”
Drengene skåler på det, og derefter går snakken videre. Efter noget tid har drengene tømt deres ølglas igen og vil gå efter mere. Kun Simon har noget tilbage i sit.
”Jeg venter lige lidt,” siger han, da Nicklas spørger, om han ikke skal med. Nicklas vender blikket mod mig.
”Det gør jeg også,” siger jeg, og før jeg ved af det, er Simon og jeg alene ved bordet. Vi smiler lidt forlegent til hinanden, eftersom snakken om festen ligesom er færdig og ikke rigtig kan fortsættes. Jeg ved ikke helt, hvad vi ellers kan snakke om.
”Det er nu ellers en god introfest,” siger Simon til sidst. Han smiler skævt til mig – næsten lidt undskyldende over, at han ikke kunne finde på noget bedre at sige.
”Ja,” smiler jeg tilbage. ”Der er da gjort en del ud af pynten i hvert fald.”
Bordene er dækket med serpentiner i alle farver, som også hænger ned fra lofterne og på væggene. Der er også levende lys til at skabe en hyggelig stemning, og så er der selvfølgelig det skiftende discolys fra dansegulvet.
”Hvordan synes du egentlig det er, at gå i klassen?” spørger Simon.
Jeg trækker på skulderne.
”Det er udmærket. Altså, folk er virkelig søde og sådan, men det er bare så svært at vænne sig til, at man ikke skal tilbage til sin gamle folkeskoleklasse.”
”Gik du da i en god klasse der?”
”Meget. Hvad med dig?”
Han trækker lidt på det.
”Den var vel udmærket. Men jeg synes nu, folk er mere flinke her. Alle er ligesom lidt mere modne.”
Modne. En dreng, der bruger ordet ’modne’ kan kun være et godt tegn. Så er han det helt sikkert også selv.
”Jeg synes i hvert fald, drengene er rigtig flinke her,” forsætter Simon. ”Synes du ikke det?”
Rædslen stiger mig pludselig til halsen. I et sekund synes jeg at fange et blik i Simon øjne, jeg ikke bryder mig om. Tænker han på Kasper?
”Joeh…” siger jeg tvivlende, mens jeg holder øje med hans ansigt. ”Men det var de nu også i min gamle klasse.” Hvis han virkelig havde hentydet til Kasper, kunne min sidste replik godt have lydt lidt som om, at jeg da også gik og kyssede med alle drengene i min gamle klasse. Men der kommer intet blink fra Simon eller det mindste tegn på, at det var det, han hentydede til, og i næste nu fortsætter han:
”Ej, men gutterne i min gamle klasse var nu også nice nok. Jeg tror bare, det bliver tre rigtig gode år i vores nye klasse.”
Jeg mærker min krop slappe af igen, og pludselig lægger jeg mærke til, hvor sødt han sidder og smiler til mig. Måske er det alkoholen, men jeg føler mig overbevist om, at jeg kan tackle situationen nu. Hvis jeg bare lægger lidt an på ham, sådan kommer med nogle komplimenter…
”Ja, det er nu en god klasse,” siger jeg og fremmønstrer et skævt smil. ”Men vi har jo også sådan nogle fyre som dig.”
Han ler.
”Og sådan nogle piger som dig og Clara,” siger han med et blink. ”I er ret gode venner, er I ikke det?”
”Jo, det er vi da,” siger jeg, og gør mit ansigtsudtryk endnu mere sigende. Sådan et ”vi sidder rigtig her og har noget sammen”-blik. Samtidig læner jeg mig en anelse ind over bordet, lidt tættere på ham. Bare en lille bitte smule.
”Kendte I hinanden i forvejen?”
”Nej, det gjorde vi nu ikke,” siger jeg, og lægger mit hoved på skrå, så krøllerne elegant falder ned over den ene skulder. ”Men med nogle personer ved man det bare med det samme.” Jeg smiler smigrende. Han smiler tilbage.
”Ja, det gør man,” siger han og tager en slurk af sin øl. Der er et sigende blik i hans øjne, og selvom det ikke er vendt direkte imod mig, føler jeg det alligevel blomstre i min krop. Jeg læner mig endnu længere ind over bordet, men stadig ikke så det er helt tydeligt, hvad det er, jeg prøver på.
Pulsen dunker i mit hoved i takt med bassen fra musikken og i takt med mit hjerte, der slår hurtigere for hvert minut, der går. Lyset fra de mange kulørte lamper spiller i Simons øjne, og får ham til at minde mig om noget fra en eventyrfilm. Tænk at der findes drenge, der er som Simon. Tænk at man kan være så sød og smuk på én gang. Tænk at man kan være så moden, så klog, så helt igennem fantastisk… Og tænk at han sidder lige over for mig lige nu og kigger på mig med sine dybe, brune øjne. Måske tager han mig i hånden om lidt. Måske fører han langsomt en hånd op og nusser min kind. Og måske lader han så lige så langsomt sit ansigt glide tættere ind mod mit, indtil hans læber blot er få millimeter fra mine, og vi nyder det sanseløse sekund, inden…
”Nu må du altså lige have mig undskyldt et øjeblik,” siger Simon og rejser sig op. Jeg skynder mig at gøre det samme.
”Hvad nu?” spørger jeg, mens jeg sniger mig til at placere en hånd på hans overarm med den undskyldning, at jeg fik rejst mig for hurtigt.
”Jah, hvis du virkelig vil have detaljerne, skal jeg lige ud og træde af på naturens vegne,” blinker han.
”Du kommer tilbage igen, ik?” Jeg smiler sødt og lægger atter hovedet på skrå.
”Jo jo, det skal jeg da nok,” siger han. ”Men nu må du altså virkelig have mig undskyld. Alkohol løber bare lige igennem…”
Jeg ler og slipper ham så, men ikke uden at lade min hånd glide hele vejen ned ad hans muskuløse overarm først. Jeg kigger efter ham, så længe jeg kan se ham i mylderet af mennesker, inden jeg accepterer, at han er væk og giver mig til at vente. Han er her igen om to minutter, beroliger jeg mig selv..
”Skal du ikke med ud og danse, Mia?” Det er Tine, der er kommet op for at hente mig. Hun har sølvglitter i håret og er i et par usædvanligt høje hæle. Kjolen er sort og enkel.
”Jo, lidt senere,” siger jeg. ”Jeg snakker lige med en.”
Tine kigger sig omkring og griner så.
”Øh, hvem?” ler hun. ”Kom nu Mia, vi mangler dig virkelig derude.” Og så hiver hun mig ellers med, inden jeg kan nå at protestere mere.
Der er spillet op for et nummer med godt gang i, og de andre piger fra klassen flyver rundt mellem hinanden, mens et par fyre fra parallelklassen ser interesserede til. Tine begynder at danse foran mig, og jeg sætter mig lidt modstræbende i bevægelse, men ikke uden konstant at skimte mod punktet, hvor Simon forsvandt. Jeg skal have fat i ham igen, inden han slår sig ned med nogle andre.
Tine tager mig i hånden og prøver at få lidt mere gang i mig, og jeg giver den en smule mere gas. Det er selvfølgelig også lidt nedern for hende, hvis jeg slet ikke danser. Og hvis jeg nu bare lige kunne komme om på den anden side af hende og stå, så kan jeg sagtens kigge efter Simon samtidig.
Jeg løfter min arm, så Tine kan snurre under den, og drejer mig samtidig en halv omgang, så jeg kommer rundt om hende. Nu kan jeg se døren over hendes skulder, og så har jeg ellers mulighed for at danse ordentlig til uden at være bange for, at Simon undgår mit blik. Jeg havde næsten helt glemt, hvor dejligt det er at bevæge sig til en rytme, og da DJ’en lidt efter spiller op for et af mine yndlingsnumre, giver jeg den virkelig gas. Tine smiler glad over, at der endelig kommer liv i mig.
Et par drenge får banet sig vej over til os. De giver sig til at danse lige ved siden af os og får så lige så stille danset sig ind i vores rytme. Snart sniger de sig til at danse tættere ind til os.
Tine er helt med på ideen, og der går ikke længe, før hun har den ene dreng i hånden og danser sammen med ham. Den anden dreng kigger indgående på mig.
”Hvad hedder du?” spørger han højt gennem musikken.
”Mia,” svarer jeg fraværende, mens jeg kaster endnu et blik mod døren. Gid Simon ville komme nu, så jeg kunne slippe for at danse med ham der.
”Jeg hedder Jesper,” siger han og tager fat i min hånd. Jeg bliver lidt forskrækket over, at han gør det, men da han løfter armen, lader jeg ham alligevel snurre mig rundt. Jeg kan vel godt give ham en lille dans, så længe jeg stadig har øje på døren.
Han viser sig faktisk at være en udmærket danser. Det bliver ikke til en af de der danse, hvor man konstant bliver trådt over fødderne eller væltet rundt. Han er faktisk i stand til at følge rytmen rigtig pænt og samtidig sørge for at snurre mig rundt. Jeg bliver hurtigt rimelig grebet af det, og alkoholen i min krop skriger på, at jeg giver den ekstra gas. Selvom jeg ved, at jeg giver ham Jesper det forkerte indtryk ved at danse så tæt op ad ham, så stopper jeg ikke. Jeg lader ham hvirvle mig rundt og sågar holde mig stramt om livet, men kun fordi det gør det endnu sjovere at danse. Først da han lægger begge arme tæt omkring mig og prøver at trække min krop helt ind til hans, vågner jeg op og skubber mig væk.
”Øh, jeg skal lige…” siger jeg tøvende. ”Jeg skal lige finde min veninde.” Og så smutter jeg ellers, inden han kan komme med nogle indvendinger. Jeg styrter ud i forhallen og spejder efter Simon i mængden, men han er hverken at se ved baren eller i nærheden af toilettet. Ved garderoben er han heller ikke, og han er heller ikke sammen med de drenge, der er ude i gården for at trække luft. Da jeg endelig får øje på ham, er jeg kommet ind i samlingssalen igen. Han står og snakker med Clara nede ved det bord, han og jeg sad ved før. Han vendte rent faktisk tilbage, som jeg havde bedt ham om!
”Hej,” smiler jeg, da jeg når frem til dem. Clara lader til at få et helt chok og stirrer på mig et par sekunder, inden hun smiler.
”Hej Mia,” siger hun. ”Jeg har dårligt set dig hele aftenen. Hvor har du været?”
”Årh, rundt omkring,” siger jeg. ”Jeg kommer lige fra dansegulvet.”
”Og så har hun siddet og snakket med mig,” siger Simon og smiler til mig. Det kribler i min mave og helt ned i benene.
”Jeg skal have en dans med dig på et tidspunkt,” siger Clara, og jeg nikker. Lige nu har jeg mest lyst til, at hun går, så jeg kan være alene med Simon. Hvordan skal jeg kunne lægge an på ham, hvis Clara står lige ved siden af?
Der er lidt tavshed, hvor vi bare står og kigger rundt på hinanden. Jeg prøver at finde på noget, der kan lokke Clara væk, men jeg er bange for at være for åbenlys.
”Tine spurgte for resten efter dig,” ender jeg med at sige. Det lykkes at få det sagt en smule henkastet.
”Hvorfor?” spørger Clara. Jeg trækker på skulderne.
”Hun ville vist bare ret gerne have fat i dig.”
”Nå okay,” siger hun. ”Jeg finder hende lidt senere.”
Jeg nikker og prøver ikke at virke skuffet. Så kigger jeg op på Simon, der smiler til mig. Jeg får en inderlig trang til at række ud og røre ved hans ansigt og må knytte hænderne for at lade være. Årh, søde Clara, smut nu!
”Har du egentlig lagt mærke til Mias kjole, Simon?” spørger Clara. Simon smiler.
”Nå ja, I var jo i byen for at købe kjole,” siger han og kigger ned ad mig. ”Den er flot, Mia. Den klæder dig.”
Han er vidunderlig! Åh Gud, hvor er han fantastisk. Jeg kigger på ham med store, intense øjne, og snart er jeg næsten ligeglad med, at Clara står der. Trangen til at slå armene om halsen på ham og mærke hans læber mod mine er så stor, at den overskygger alt andet, og bare måden han smiler til mig på, gør mig overbevist om, at han vil det samme. Måske står han egentlig også bare og håber på, at Clara vil smutte, så vi endelig kan blive alene.
Men Clara virker ikke til at ville flytte sig, og hvis hun ikke vil det, så må hun jo være vidne til det. Jeg gør det nu! Jeg ved, at det er det rigtige. Hans mørke øjne virker som en magnet mod mig, og jeg kan slet ikke lade være. Jeg læner mig frem…
Noget griber fat i min arm.
”Mia?” Det er Jesper.
Jeg drejer hovedet over imod ham stadig med kroppen let foroverbøjet. Hvad fanden laver han nu her?
”Hvad vil du?” spørger jeg, temmelig koldt.
”Kommer du ikke lige med herover?”
”Hvorfor?”
”Kom nu bare lige…” Han hiver forsigtigt i min arm, men jeg giver mig ikke. Hvorfor fanden skulle han nu også ødelægge mit store øjeblik? Jeg var tæt på.
”Bare gå med, Mia,” siger Simon opfordrende stadig med et smil på læberne. ”Vi bliver stående her.”
Jeg mærker atter varmen glide gennem kroppen, da hans øjne kigger direkte ind i mine, og selvom det sidste jeg har lyst til er at gå væk fra ham, lader jeg alligevel Jesper trække af sted med mig. Når nu Simon siger, jeg skal.
Jesper fører mig helt ud i forhallen og over mod et hjørne. Da han standser, kigger jeg afventende på ham.
”Hvad er det, du vil?” spørger jeg.
Han smiler med et skævt smil. Det er egentlig er sødt nok, men lige nu irriterer det mig. Kom nu til sagen!
”Tak for dansen,” siger han så. Han lægger en arm om livet på mig. ”Du er virkelig sød.”
”Lad være!” udbryder jeg, samtidig med han prøver at tvinge mit ansigt ind mod hans. Jeg skubber ham væk og vil til at løbe tilbage mod salen, men han griber fat i min arm.
”Nej, undskyld Mia, det var ikke meningen,” siger han bønfaldende. ”Jeg synes altså bare virkelig, du virker enormt sød. Kan vi ikke sætte os og snakke lidt?”
”Ikke nu!” udbryder jeg rasende og river mig fri fra ham, inden jeg styrter forbi ham. Han råber noget efter mig, men jeg er ligeglad. Jeg skal bare væk.
Jeg må mase mig igennem en flok piger, for at nå frem til der, hvor jeg stod med Clara og Simon for et øjeblik siden. De vrisser irriteret af mig, men det rører mig ikke. Uden at høre på deres grimme tilråb får jeg banet mig vej forbi dem, men da jeg når frem til stedet, er Clara og Simon ikke at se. Jeg spejder ud over dansegulvet, og så ned mod bagvæggen, hvor jeg får øje på dem.
Mit hjerte går i stå.
Claras arme er slynget om Simons hals, mens Simon holder hende stramt om livet. Deres læber er klinet sammen, som var de umulige at skille, og det ser næsten ud som om, de prøver at æde hinanden. De er så tæt omslynget, at de kunne være én og samme person, og stadig lader det til, at de slet ikke kan komme tæt nok på hinanden.
Noget vender inden i mig. En fornemmelse af, at min mave er på vej op igennem min hals rammer mig. Min krop ryster, så jeg må gribe fat om bordet ved siden af mig, og mine øjne brænder, så det svier i hele ansigtet. Jeg har fornemmelsen af, at noget er ved at rive min indvolde i stykker, og samtidig er der nogen, der har grebet fat om mit hjerte og klemmer det i stykker så let, som var det en svamp. Jeg gisper pludselig efter vejret, og jeg må tage mig til brystet, mens jeg synker sammen på det bord, jeg støtter mig til.
Hvordan? Hvordan kunne det ske? Jeg var så tæt på, jeg var så sikker. Og Clara? Hvordan kan hun gøre det?
Det kræver alt min viljestyrke at fortælle mig selv, at Clara jo intet vidste. Jeg har gået så stille med dørene, at hun umuligt kunne vide, hvordan mine følelser for Simon er. Men hvorfor vælger hun lige ham? Hun har jo aldrig vist tegn på at kunne lide ham. Og Simon, hvorfor vælger han Clara? Det er jo mig, han kan lide, jeg ved det! Kan jeg virkelig have misforstået så mange smil og blikke fra ham? Kan jeg virkelig have fejlbedømt hans opførsel i aften så meget?
Tårerne i mine øjne presser sig på, og jeg er klar over, at jeg må forlade lokalet nu, hvis jeg ikke vil lave en kæmpe scene. Med et sidste blik på Clara og Simon, der nu har bevæget sig helt ned i et hjørne, vender jeg rundt og løber tilbage gennem flokken af piger, der råber efter mig igen. Jeg må holde en hånd op for munden, for min kvalme er begyndt at stige, og jeg når knap ud og får lukket døren bag mig, inden jeg kaster op i toilettet. Bagefter falder jeg sammen på gulvet, og jeg bryder sammen i en lydløs gråd, mens jeg mærker hver del af min krop skrige af indre smerte.
Hvorfor?!

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem den aften. Enkelte billeder af nogen, der slæber mig ud i en bil, er det eneste, der popper frem, når jeg virkelig gennemsøger min hjerne. Men egentlig ønsker jeg heller ikke at huske noget fra den fest. Mest af alt håber jeg nok, at det aldrig skete. At det var en ond drøm, og at jeg vågner i morgen og opdager, at jeg slet ikke har været til gymnasiefesten endnu.
Weekenden bliver et helvede. Clara sms’er mig flere gange, men jeg svarer ikke – jeg kan simpelthen ikke. Inde i mig buldrer der en vrede, som jeg ved, jeg ikke burde føle. Hver gang jeg tænker på Clara, ser jeg hende sammen med Simon til festen, og jeg får øjeblikkeligt lyst til at kaste med et eller andet. Én del af mig har lyst til at ringe til hende og skrige ind i røret, hvad fanden det er hun foretager sig. Den anden del ved godt, at hun intet har gjort galt.
Det er langt op af søndag eftermiddag, før jeg har vænnet mig til det hellere. Ikke accepteret det – slet ikke – men vænnet mig til tanken om, at livet må gå videre som normalt. Jeg kan ikke være sur på Clara over noget, hun ikke engang ved, hun har gjort imod mig, og trods alt er hun stadig den bedste veninde, jeg længe har haft. Jeg ved jo heller ikke, om hende og Simon overhovedet bliver til noget seriøst, eller om de begge to bare havde drukket for meget, og… ja, resten har jeg ikke lyst til at tænke på. Jeg bliver nødt til at se tiden an og tage det hele med oprejst pande.
Jeg ankommer til gymnasiet mandag morgen og bevæger mig op ad gangene mod lokale 313. Da jeg drejer om hjørnet, når jeg at opfange et tåget omrids af noget lyseblåt, inden nogen kaster sig over mig og blokerer mit udsyn.
”Årh Mia, for helvede…!” Det er Claras stemme. ”Du må simpelthen ikke lade være med at svare mig en hel weekend, jeg har været så bekymret. Pigerne siger, de nærmest bar dig ud fra festen i fredags.” Hun slipper mig og bakker lidt tilbage. Hun er i en lyseblå trøje.
”Undskyld,” siger jeg og smiler. En varme breder sig inden i mig, mens jeg kigger på hende. At nogen har bekymret sig så meget om mig skaber en følelse af lykke, jeg virkelig har savnet de sidste par dage. Hvor er Clara dog dejlig, og hvor kan jeg dog på ingen måde være sur på hende.
Jeg er ked af, at vi har faste pladser i biologi, for jeg ville gerne have siddet ved siden af Clara i den time. Lige så snart vi får frikvarter, skynder jeg mig hen til hende, og hun tager mig i armen og fører mig ud ad lokalet.
”Jeg er simpelthen så ked af, at jeg ikke var der til at hjælpe dig i fredags,” siger hun skyldbetynget. ”Jeg har slet ikke opdaget, at du fik det dårligt.”
Et kort glimt af hende og Simon sammen strejfer min hjerne. Nej, hun havde virkelig travlt.
”Det er helt i orden,” siger jeg, selvom min krop spænder en smule. ”Jeg kan alligevel ingenting huske, så…”
”Men hvad skete der? Havde du drukket for meget, eller for hurtigt, eller hvordan…?”
”Jeg er ikke helt sikker,” siger jeg, mens kvalmen fra i fredags et øjeblik vender tilbage.
”Men det skete lige efter, du havde været ude og snakke med ham drengen?”
”Øh… ja. Der omkring.”
”Årh, lille stakkel.” Hun nusser min kind. ”Men hvem var han egentlig?”
”Bare en jeg havde danset med.” Jeg prøver at lyde så uinteresseret som muligt. Hun skal ikke tro noget.
Clara opfanger heldigvis tonefaldet.
”Nå okay. Ja, vi fik jo aldrig en dans. Den må du skylde mig til næste fest.” Hun smiler til mig.
Da vi når frem til lokalet, vi skal være i, er det første jeg får øje på Simon. Han kigger op, da vi kommer nærmere, og da han får øje på Clara, breder der sig et varmt smil over hans ansigt.
”Hej,” siger han i et kærligt tonefald.
”Hej,” siger Clara og giver ham et kram. ”Jeg ville have svaret på din sms, men jeg skulle lige snakke med Mia.”
”Det er helt i orden.” Han smiler igen og tager slet ikke øjnene væk fra hende. Jeg er nødt til at kigge væk.
”Men øhm…” siger Clara og virker lidt i tvivl om, hvad hun lige skal sige – sikkert fordi jeg er der. ”Gik det fint til tandlægen?”
Simon virker som om, han vågner fra en drøm.
”Ja, det gjorde det,” siger han omtåget. ”Tandlægen sagde bare, at jeg lugtede at sprut.” Han smiler sødt til Clara igen, men hun drejer sit blik hen på mig.
”Du var ikke den eneste, der drak lige rigeligt i fredags, Mia,” siger hun og griner til mig. ”Personligt fik jeg vist også mere end nok.”
”Sådan er det nok ofte til den første gymnasiefest,” siger jeg, stadig fast besluttet på ikke at se på Simon. Jeg bliver glad, da resten af klassen i det samme dukker op, og jeg kan give mig til at snakke med Amanda i stedet.

Den morgen beskriver den næste tid meget godt. At være sammen med Clara er fantastisk, men lige så snart Simon kommer, må jeg væk i en fart. Bare måden han kigger på Clara på giver mig lyst til at græde. Det er præcis det blik, jeg har set så mange gange i min drømme, men da var det vendt mod mig og ikke min bedste veninde.
Bedste veninder – det kalder Clara os nu.
”Årh Mia, du er min bedste veninde,” siger hun og slynger armene omkring mig, og jeg kan mærke hvordan varmen breder sig fra hjertet og helt ned i tæerne. Der er intet, der kan gøre mig mere glad, end når hun siger det. Men forestil dig smerten at se din bedste veninde fjolle rundt med den dreng, du har drømt om. Forestil dig pinen ved ikke at kunne dele med din bedste veninde, hvor dårligt du har det.
For nej, jeg kan ikke fortælle Clara, hvordan jeg havde det. I film har man altid set, hvordan veninder har været forelsket i den samme dreng, og de er blevet enige om, at ingen af dem skal have ham, for de vil ikke ofre deres venskab for det. Men hvordan skal jeg kunne sige til Clara, at hun ikke må være sammen med Simon? Hvordan skal jeg kunne bede hende om at vælge mig over ham? Hvis vi nu havde været veninder i mange år, så kunne det måske lade sig gøre – og dog. Hvordan skal jeg kunne bede min veninde om noget, der vil gøre så ondt? Og tænk om hun slet ikke vælger mig. Tænk hvis hun siger, at hvis jeg skal være så uretfærdig, så er jeg det slet ikke værd, og så vil hun hellere have Simon end mig. Nej, jeg tør ikke ofre vores venskab på det.
Men ondt det gør det. Som dagene skrider frem, bliver Clara og Simon tættere, og der går ikke lang tid, før de kommer gående hånd i hånd i skole. De sidder på hinanden i frikvartererne, og de kysser hinanden farvel efter skole – alt sammen lige foran mig.
Det skærer i hjertet, hver gang jeg ser Simon kigge på Clara. Hans blik er så drømmende, som er Clara en omvandrende gudinde, hvis skønhed har fanget ham i sit fængsel. Ofte i timerne tager jeg ham i at sidde og kigge på hende, og hvis han står og holder om hende i frikvartererne, har han det samme opslugte blik.
Det underlige er, at Clara ikke kigger på ham på samme måde. Hun holder om ham, hun kysser ham, hun smiler til ham, men hun har aldrig det der drømmende blik, som forelskede folk så ofte har. Jeg har også lagt mærke til, at hun aldrig bliver ved emnet ret længe, hvis nogen giver sig til at snakke om Simon.
En dag, da vi er gået ned i Kvickly sammen i frikvarteret, er jeg nødt til at have nogle svar. Jeg lægger blødt ud, for jeg vil ikke virke for nærgående.
”Clara?”
”Mm?”
”Jeg tænkte på… dig og Simon, ik? Er I kærester og sådan?”
Der går et stykke tid, mens Clara står og betragter bagerens sandwichs.
”Altså…” siger hun så. ”Ikke sådan officielt, men det er vel også bare en titel.”
”Nå ja, men er det seriøst?”
Hun trækker på skulderne.
”Han spurgte mig faktisk her i går, men jeg svarede ikke. Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor vi behøver kalde os for kærester.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi kærester er sådan nogle, der skriver kærlighedsdigte og sender røde roser, og det magter jeg bare ikke. Jeg mener, hvorfor kan vi ikke bare have det lidt sjovt?”
Jeg er sikker på, jeg har et meget underligt ansigtsudtryk.
”Men… er du slet ikke forelsket i ham?”
Clara ler med en meget gennemtrængende latter.
”Forelsket er sådan noget man er, når man skal giftes, lille Mia” siger hun og stiller sig op ved disken for at købe en sandwich. ”Simon og jeg har det sjovt.”
Ekspedienten spørger Clara, hvad det skulle være, og Clara vender sin opmærksomhed fra mig. Jeg står et skridt bag hende og føler mig næstene en smule sur. Hvis hun bare ”har det sjovt”, hvorfor kan hun så ikke have det med en anden end Simon?

Morten gør alvor af den fest, som drengene snakkede om til gymnasiefesten. Da vi nærmer os slutningen af september inviterer han til den i weekenden, og hele klassen lover at komme. Det er også tilladt og tage folk med udefra, og det skal vist blive vældig stort det hele.
”Det skal nok blive godt,” siger Clara, der sidder på skødet af Simon. Det er blevet frikvarter efter verdens længste fysiktime, og vi hænger alle sammen ind over bordene og prøver at mindske hovedpinen. ”Vi trænger til at holde en ordentlig fest igen. Jeg har personligt ikke drukket siden gymnasiefesten.”
”Så bliver hun nem at drikke fuld, hva Simon,” blinker Morten, og Simon griner. Han lægger armene om livet på Clara og kysser hende på kinden. Jeg kigger væk.
”Jeg skal i hvert fald være godt fuld,” siger Clara, ”og jeg skal danse. Vi skal have vores dans, Mia.”
”Nå ja,” siger jeg, stadig med blikket rettet mod vinduet i stedet for hende og Simon. Tanken om at skulle se hende og Simon fulde sammen igen er ikke lige frem noget, der får mig til at se frem til festen.
Da weekenden kommer, gør jeg mig klar hjemme hos Clara. Vi krøller mit hår igen, og vi trækker begge to i lange toppe og gemacher. Efter at have lagt makeup tager vi flere billeder sammen, og så er det også tid til at komme af sted. Clara henter vores øl i skuret, hvor de har stået til afkøling.
Mortens lade er pyntet op med levende lys på hver eneste vandrette flade. Der er stillet borde op i den ene ende, mens der er gjort plads til dans i den anden. Der sidder allerede masser af folk, da vi ankommer, og der er godt gang i kortspil, som skal få folk i gang med at drikke.
”Velkommen,” siger Morten højtideligt, da Clara og jeg træder ind, og vi giver ham begge to et knus. ”Slå jer ned sammen med de andre derovre, de er i gang med et spil.”
”Hvem er det?” spørger Clara.
”Aner det ikke, en masse forskellige. Nogle af dem er mine venner.”
Vi går derovre, og der bliver straks hevet stole ud til os. Jeg kommer til at sidde ved siden af en rødhåret fyr, der smiler stort, da jeg sætter mig.
”Vi spiller halv tolv,” siger Nicklas fra vores klasse.
”Hvad går det ud på?” spørger jeg.
”Det gælder om at komme så tæt på halv tolv som muligt uden at komme over. Jeg giver dig ét kort af gangen, og så skal du selv sige stop, når du ikke vil længere. Billedkortene gælder for en halv, og es gælder både for et og elleve.”
”Okay, jeg er frisk,” siger Clara og får et kort af Nicklas.
”Hvis du vil have et kort mere, skal du sige ’Hit me’,” siger han. ”Sådan gør man på et kasino.”
”Okay, hit me,” siger Clara. Hun får et kort til. ”Hit me… Hit me – argh pis!”
”Gik du over?”
”Ja.”
”Så skal du drikke.”
Clara får åbnet sin øl og tager en slurk. Nicklas udfordrer hende til et spil mere.

Der går ikke lang tid, før Clara knap kan sidde lige. Jeg selv er ikke engang halvvejs igennem den første øl, og jeg føler mig temmelig utilpas. Ham den rødhårede gut ved siden af mig bliver ved med at sidde og kigge på mig.
I det samme møder Simon op. Han kigger et øjeblik undrende på den temmelig fulde Clara og sætter sig så på den tomme stol ved siden af Nicklas.
”Hit me,” fniser Clara. ”Hit me.”
“Du må da for længst være gået over nu,” siger Nicklas, der bliver ved med at smide kort på bordet. Clara bryder ud i latter og drikker af sin øl igen.
”Skal du ikke spille?” spørger den rødhårede fyr mig, som jeg har fundet ud af hedder Søren. Jeg får et chok.
”Øh jo,” siger jeg. ”Det skal jeg vel.” Nicklas rækker mig et kort. Det er en 3’er.
”Hit me,” siger jeg. Jeg får en 5’er. Så er jeg på otte. ”Hit me.” Jeg får en 3’er. ”Jeg stopper.”
Så er det Nicklas til at spille og se, hvor tæt på halv tolv han kan komme. Han stopper ved ti.
”Lad mig så se, hvad du har, Mia,” siger han. Jeg viser ham kortene. ”Argh pis,” griner Nicklas og sætter sin øl for munden.
”Super flot,” siger Søren og lægger en arm omkring mig. ”Du kan bare det der.”
Jeg kan mærke en kuldegysning gå igennem mig, da jeg mærker hans hånd på min skulder. Jeg vrider mig løs.
”Clara, skal du have den dans?” spørger jeg, mens jeg springer op.
”Jeps!” siger Clara og kommer vaklende på benene. Hun vælter næsten ind over Nicklas. ”Hovsa!”
”Så rolig nu, Clara,” griner Nicklas og får hende på ret køl igen. Med lidt besvær får jeg hende med ud på dansegulvet, hvor et par andre piger allerede fjoller rundt. Hun tager mig i hænderne og begynder at danse.
”Uh, han er sød ham de rødhårede, hva!” fniser hun. Jeg lader som om, jeg skal kaste op.
”Han skal da bare holde sig væk,” siger jeg.
”Ej, come on Mia, skal du slet ikke have det lidt sjovt?”
”Ik med ham!” Jeg kaster et blik hen på Simon. Han spiller med Nicklas.
”Jamen hvad så med ham den mørkhårede derhenne?” spørger Clara og peger på en fyr, som vist er en af Mortens venner. ”Han ser da sød ud.”
”Tjah…” siger jeg. Han ser faktisk sød ud, men jeg skal sgu ikke nyde noget. Mit blik flakker hen på Simon igen.
Lidt efter slutter drengene sig til os på dansegulvet. Nicklas giver mig en svingom, mens Clara bliver bortført af Simon. Hun følger fjantet med ham, ude af stand til at gå lige.
Søren slutter sig til Nicklas og mig og tager fat om livet på mig. Jeg prøver at ignorere ham, men han bliver bare ved med at danse op ad mig. Pludselig kommer der en pige og hiver Nicklas væk, og så er jeg pludselig alene med Søren, der straks griber fat i min hænder og begynder at snurre mig rundt. Han er en forfærdelig danser.
”Jeg er tørstig,” skynder jeg mig at sige, men da jeg vender mig om for at gå ned til bordet, får jeg øje på Simon og Clara. Simon sidder på en stol med Clara oven på sig, og de er tæt omslynget i noget, der mest af alt minder om en brydekamp.
”Jamen så lad os tage en øl,” siger Søren og griber ud efter min hånd. Jeg hiver den til mig.
”Ved nærmere eftertanke tror jeg hellere, jeg vil have lidt luft,” siger jeg og skynder mig hen mod døren. Han indhenter mig hurtigt.
”Jamen jeg går da med,” siger han.
”Nej du gør ikke,” siger jeg. ”Jeg vil gerne være i fred.” Han griber fat om livet på mig.
”Hey smukke, er du okay?”
”Slip mig!” siger jeg og styrter ud.
Udenfor læner jeg mig op af den kølige husmur og lukker øjnene et øjeblik. Jeg føler det som om, jeg netop er undsluppet et eller andet uhyre, der har jagtet mig. Bare tanken om at den rødhårede idiot har rørt ved mig giver mig kuldegysning hele vejen ned ad ryggen. Jeg har mest af alt lyst til at tage hjem, men jeg kan ikke være bekendt at smutte så tidligt. Hvis jeg nu bare kan liste ind igen, uden at der bliver lagt mærke til mig, så kan jeg nok finde et sted at blande mig med mængden. Eller hvis jeg nu bare kunne få fat i Nicklas igen og spille noget kortspil med ham, så ville det også være fint.
En raslen i gruset for mig til at kigge op. Morten kommer gående hen over gårdspladsen med en kasse øl i favnen.
”Hvorfor står du der, Mia?” spørger han. Han stopper op foran mig og støtter ølkassen på låret.
”Jeg trængte lige til lidt frisk luft,” siger jeg.
”Har du drukket for meget?”
”Ork nej, jeg har dårligt fået noget.”
Han smiler.
”Kom med indenfor, så skal jeg sørge for, der bliver hældt noget på dig. Vi sidder nogle stykker og spiller kort ved et af bordene.”
Jeg åbner døren for ham, så han kan komme ind med øllene, og han viser mig vej ned til et af bordene, hvor en hel del andre rigtig nok sidder samlet. Heldigvis er Søren ikke en af dem.
”Det her er Mia,” siger Morten, og folk kigger op. Ham den mørkhårede, som Clara ville have, jeg skulle score, er en af dem. Han smiler til mig.
”Sæt dig her, Mia,” siger Oliver og får Amanda til at sætte sig oven på ham, så der bliver en stol ledig. Jeg sætter mig.
”Vi skal have noget alkohol hældt i hende,” siger Morten. ”Hun er alt for ædru.” Han fisker en flaske øl op af kassen og rækker den til mig. Så deler han kort ud.
Der går ikke lang tid, før jeg føler mig godt snaldret, for både Morten, Oliver og Amanda er gået ind i kampen for at gøre mig fuld. Det er hele tiden mig, der skal drikke, og til sidst er jeg nødt til at bede om en pause.
”Nå, hvem skal vi så køre på?” griner Morten. ”Hvad med dig, Mathias, er du frisk?” Den mørkhårede dreng kigger op og griner. Så tager han imod de kort, Morten rækker ham og kaster sig ud i en runde. Snart har alle i spildet vendt sig imod ham, og han når dårligt at sætte sin øl på bordet, inden han skal drikke igen. Jeg melder mig ind i kampen igen og nyder, at det nu ikke er mig, der skal drikke. Mathias smiler til mig, hver gang jeg får ham til at tabe.
”Ej, nu kan jeg altså ikke mere lige foreløbig,” gisper han til sidst, da Oliver har fået ham til at bunde sin øl.
”Nej, nu har vi altså også spiller længe nok,” siger Amanda. ”Kom skat, nu skal vi danse.” Hun hiver Oliver med sig.
”Jamen jeg er da frisk,” siger Morten og skynder sig efter dem. De andre følger med ham. Til sidst sidder kun jeg og Mathias tilbage.
Han kigger over på mig og smiler.
”Puha, det var noget af et spil, hva?” siger han. Jeg ler.
”Jeg var væsentlig bedre til det end dig, vil jeg nu nok sige.” Han laver et falsk fornærmet ansigt. Så rykker han over på stolen ved siden af mig.
”Går du også i klasse med Morten?” spørger han. Han har en dejlig stemme, der minder mig om en eller anden fra en film.
”Ja, det gør jeg.”
”Er det en god klasse?”
”Den er fin.”
Han smiler. Der er stille lidt.
”Hvad med dig? Hvor kender du Morten fra?” spørger jeg.
”Vi er barndomsvenner. Faktisk har vi kendt hinanden helt fra starten. Vores mødre lå på samme fødegang.”
”Årh, hvor sødt,” siger jeg.
”Ja ikke?” I det han siger det, rækker han hånden ud og placerer den på mit lår. Jeg føler det, som får jeg stød, og jeg griber ham om håndleddet.
”Nej,” siger jeg og ryster på hovedet. Han skynder sig at flytte hånden.
”Undskyld, det var ikke meningen at virke frembrusende.”
”Nej nej, det er ikke det…” siger jeg.
”Der er måske en anden?”
Jeg nikker.
”Han er heldig,” siger Mathias. ”Jeg mener, du virker virkelig sød og sådan,” tilføjer han hurtig, da jeg kigger underligt. Jeg smiler tamt.
”Han har en anden,” siger jeg, og det føles helt rart at betro det til nogen. Det er som om, der bliver prikket hul på en eller anden kæmpe byld inden i mig, så en varm, tyk masse glider gennem hele min krop.
”Det er jeg ked af at høre,” siger han. ”Men tror du så ikke, du har brug for at komme dig over det?”
”Jo, men på en anden måde,” siger jeg, da jeg godt ved, hvad han hentyder til. ”Jeg har brug for tid.
”Arh, tid…” Han nikker svagt. ”Men hey, det er fair nok! Vi to kan vel stadig være venner, ik?”
”Jo klart,” smiler jeg. Venner kan jeg da altid bruge, og han virker jo smadder sød. Var det ikke fordi, jeg ser Simon for mit indre blik hele tiden, kunne jeg sagtens have set mig sammen med ham.
”Skal vi så ikke begynde vores nye venskab på dansegulvet?” spørger han og rækker en hånd frem. Jeg tager smilende imod den.
”Jo, lad os det.”

Det bliver en god aften. Jeg bruger det meste af tiden på dansegulvet, og Clara slutter sig til mig og danser med. Et par gange kommer Simon hen og hiver hende væk, og så kysser de et par minutter, inden Clara igen kommer tilbage og danser med mig. Simon ser lidt skuffet ud, men Clara lader ikke til at lægge mærke til det.
”Jeg kan jo ikke være sammen med ham hele tiden,” siger hun bare, da jeg påpeger det over for hende. Hun virker som om, det er indlysende, men jeg forstår hende ikke. Hvis jeg var i hendes heldige sted, ville jeg tilbringe al min tid med Simon.

Ugerne går og snart bliver det oktober og efterårsferien nærmer sig. For de fleste er det ubegribeligt at forstå, at der allerede er gået så lang tid, men for mig føles de sidste par uger som flere lange år. Selvom det er blevet hverdag at se Simon og Clara sammen, så gør det alligevel ondt hver gang, og jeg føler det som om, de slet ikke kunne finde på at kysse hinanden, hvis ikke jeg stod og kiggede på. Men det værste ved det hele er de ting, Clara fortæller mig. Jeg har fået indtrykket af, at det for Clara mest er et ’fysisk forhold’. Hun vil gerne kysse og holde i hånden og pjatte rundt, men hun gider ikke de store følelser og romantiske aftener.
”Forleden da jeg kom hjem til ham, så havde han dækket op på gulvet med tæpper og lys,” fortæller hun mig en eftermiddag. ”Så skulle vi spise picnic på gulvet, og han havde købt mig roser og alt muligt.” Hun fortæller videre om, at det altså var for meget for hendes smag, selvom det da var blevet hyggeligt. Personligt bliver jeg bare mere og mere overbevist om, at Simon er den perfekte kæreste.
Trods alt lykkes det mig efterhånden er vænne mig til det. Jeg vil ikke sige, jeg kommer mig over det, for inden i mig ser jeg stadig Simon for mig. Når jeg er til fest, afviser jeg enhver dreng, der hentyder til noget, for det er som om, der er sket en kortslutning i min hjerne, så ingen anden end Simon er god nok. Men det lykkes for mig at se i øjnene, at han er Claras nu, og at det altså ikke blev, som jeg havde håbet. Det lykkes for mig at acceptere, at jeg skal se dem sammen, og at de måske kommer til at være sammen længe, også selvom Clara ikke er til det dybe forhold. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, at de ”officielt” er kærester.
Da efterårsferien endelig oprinder, kommer alting på afstand. Jeg bruger nogle fantastiske dage sammen med Clara, hvor vi både er i tivoli og derhjemme og slappe af med en film. Vi snakker og deler hemmeligheder, og da Clara på et tidspunkt begynder at snakke om Simon, opdager jeg til min glæde, at jeg er i stand til at diskutere emnet uden at være ved at kvæles indvendig. Selvom det gør ondt, når Clara siger, at han simpelthen er for romantisk anlagt, så kan jeg håndtere det nu, og det lykkes mig faktisk at se det fra hendes side. Nogle mennesker er bare ikke skabt til romantik og store følelser, og så er det selvfølgelig surt at være i et forhold med en, der er. Hvis man er en person, der har det bedst, når der er fuld skrue på tingene og godt med gang i den, så er et selvfølgelig træls, når der hele tiden er en, der vil stoppe op og se hinanden dybt i øjnene. Og det er jo heller ikke fordi, Clara udelukkende klager sig over Simon. Hun bruger faktisk også meget tid på at fortælle, hvor pæn hun synes han er, og at hun elsker hans humor. Så selvom jeg inderst inde stadig ønsker, at hun havde fundet en anden end lige Simon, så acceptere jeg nu, at det ikke var sådan, det blev.
Da ferien er forbi, føler jeg mig mere fri til at nyde den klasse, jeg er kommet i. Jeg bliver bedre venner med Amanda og bruger også tid med hende uden for skolen, og jeg finder også ud af at fyrene i klassen er rigtig fede at hænge ud med – selv Kasper er faktisk begyndt at snakke til mig igen efter at have ignoreret mig siden… ja, siden dengang. Vi begynder alle sammen at bruge mere tid med hinanden uden for skolen, og vi holder flere små fester i weekenden, hvor vi kommer tæt på hinanden. Snart går vi for at have skolens bedste fællesskab, og lærerne bruger tit timerne til at prædike om, hvor stor en mønsterklasse vi er.
Sidst på måneden begynder jeg at kunne bruge tid sammen med Simon igen, og snart er jeg i stand til at føre længere samtaler sammen med ham, og vi kan grine sammen, så vi til sidst ligger ind over bordene, og folk bare kigger undrende på os og ryster på hovedet. Det er skønt endelig at kunne lægge følelserne bag sig og i stedet nyde, at han er den fantastiske person, han er. Vi interesserer os for mange af de samme ting, og vi har præcis den samme humor, så vi kan få mange kedelige fysiktimer til at gå med at pjatte.
Og sådan slutter oktober og går over i den vådeste november i mands minde, hvor det høvler ned stort set hver eneste dag. Når det endelig er tørvejr, er det lige før, vi alle sammen styrter hen til vinduet for at kigge ud. Jeg har det som om, himlen har overtaget alle de tårer, jeg plejede at græde, og at jeg nu endelig kan smile rigtig igen og bare nyde min tilstedeværelse. Egentlig handler det jo bare om at se på de positive sider af livet, og det gør jeg så – lige indtil den dag, pigerne er til hyggedruk hos Lotte, og Clara pludselig fortæller os en nyhed:
”Jeg har slået op med Simon,” siger hun og får alle til at vende sig i stolene og stirre på hende med åben mund. Der er fuldstændig tavshed, indtil der lyder en svag piben fra Amanda.
”Hvorfor?”
Clara trækker på den.
”Det føltes bare ikke rigtigt,” siger hun så. ”Jeg mener, vi havde det rigtig sjovt sammen og sådan, men vi er bare for forskellige. Vi sætter pris på nogle forskellige ting, og det fører bare til for mange misforståelser og sådan.”
Amanda ligner en, der slet ikke kunne forestille sig, hvordan man kunne have det sådan med sin kæreste. Men hende og Oliver er også som skabt for hinanden.
Der er stille. Clara ser lidt skyldbevist ud, fordi den gode stemning er blevet ødelagt, men det er der nu ingen grund til. Der er bare ikke lige nogen, der ved, hvad de skal sige.
”Vil du gerne snakke om det?” spørger Tine til sidst. Clara ryster på hovedet.
”Nej, jeg har det fint,” siger hun. ”Jeg synes bare, I skulle have det at vide, nu hvor vi alligevel er samlet.” Tine stryger hende over armen.
”Ellers kommer du bare,” siger hun. Clara takker.
”Skal vi ikke spille et eller andet,” siger hun så og klapper i hænderne for at få stemningen op igen. ”Har du ikke et Twister, Lotte?”
Det har Lotte tilfældigvis, og snart er de andre piger i gang med at prøve at finde plads på den store spilleplade. Imens trækker Clara mig med ud i køkkenet og lukker døren.
”Var det forkert af mig at sige det?” spørger hun, men jeg ryster på hovedet.
”Nej, det var godt at vælge et tidspunkt, hvor vi var samlet,” siger jeg. ”Så slipper du for alle de rygter, der kommer til at svæve rundt med halve sandheder.”
Clara nikker.
”Jeg er ked af, at jeg ikke har fortalt dig det noget for. Nej, jeg mener det virkelig,” siger hun, da jeg skal til at afbryde. ”Du er helt seriøst min bedste veninde Mia, og jeg burde have fortalt dig det, før jeg fortalte det til de andre.”
”Det er altså helt i orden,” siger jeg og trækker hende ind i et knus. Hun lægger hagen hovedet på min skulder og trækker vejret dybt i et stykke tid.
”Jeg ved godt, jeg klagede mig meget over ham,” siger hun, ”men jeg kommer til at savne ham.”
Jeg har en underlig fornemmelse indeni, som jeg ikke kan forklare. Den er hverken glad eller ked af det, men nærmere bare tom.
”Det ved jeg godt,” siger jeg og stryger hende over håret.

Den næste dag er søndag, og jeg bruger den foran computeren iført træningstøj og uden makeup. Clara er blevet glad igen og slog faktisk alle pigerne i ’Twister’ i går aftes. Til gengæld får jeg op ad eftermiddagen en temmelig trist besked fra Simon over chatten.

Simon siger:
Har du hørt det om mig og Clara?

 

Mia siger:
Ja, det har jeg. Er du okay?

Det virker lidt underligt at spørge ham, eftersom vi jo aldrig har været sådan vildt tæt, men nu henvendte han sig jo selv til mig, så jeg tager chancen.

Simon siger:
Ja, jeg har det vist okay. Det er bare svært at forstå.

 

Mia siger:
Det kan jeg godt forstå. I virkede også så glade for hinanden.

Simon siger:
Har Clara snakket med dig om det?

 

Jeg bruger et stykke tid på at svare. Det er vigtigt ikke at vælge parti her. Hvis han begynder at spørge ind til Clara, er jeg nødt til at være en loyal veninde og ikke afsløre noget, Clara ville blive ked af. Men stadig er det vigtigt, at Simon ikke føler, jeg bare lukker af.

Mia siger:
Ja, det har hun.

Simon siger:
Nu ved jeg godt, I er gode veninder og sådan, og det er ikke for at få dig til at sige noget, du ikke skal, men… hvordan har hun det med det?

Mia siger:
Hun synes, det er hårdt, men hun mener, det er for det bedste.

Simon siger:
Ja, hun har nok ret. Vi var meget forskellige.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, men jeg behøver heller ikke. Simon skriver en besked mere et minut senere.

Simon siger:
Men jeg kan bare ikke forstå, at det er slut.

Mia siger:
Det bliver bedre med tiden, det lover jeg dig. Jeg tror bare, du er nødt til at fokusere på de lysere sider af tilværelsen. Læg mærke til alle dine venner og kammerater og brug tid med dem.

Simon siger:
Ja, du har ret. Det virker mest fristende at gemme sig under dynen, men det er nok smartere at komme ud blandt andre mennesker, så man kan glemme det lidt.
Men jeg må smutte igen, min far kalder.

Mia siger:
Det er i orden, jeg håber, du får det bedre. Og eller så må du altid skrive.

Simon siger:
Tak Mia, det betyder virkelig meget.

 

Så er han offline.
Jeg ved ikke hvorfor, men samtalen med Simon har gjort mig glad. Naturligvis er jeg trist på hans vegne, men det at han har betroet sig til mig, gør mig bare rigtig glad. Nu føler jeg virkelig, at vi er blevet gode venner.

Det sidste af november går. Simon bliver glad igen, og snart kan han og Clara snakke sammen som før. Jeg er lykkelig over, at de ikke er sådan nogle ekskærester, der slet ikke kan kigge på hinanden. Jeg ville ikke kunne klare, hvis jeg ikke kunne snakke med Simon, uden at Clara skulle sidde og skule irriteret. Snart hyler Simon og jeg af grin igen i timerne, og vi snakker og pjatter i frikvartererne sammen med Clara og Nicklas, der er Simons bedste ven i klassen. Vi er snart en uadskillelig gruppe.
Da der i starten af december lægger sit et tykt lag sne over områderne ved skolen, er vi ude i hvert eneste frikvarter og lave sneboldkrig sammen med Amanda og Oliver. Vi laver pigerne mod drengene, og Clara, Amanda og jeg kommer altid gennemblødte ind til time, mens drengene dårligt har fået sne på tøjet. Det er så rart den dag, jeg opdager, at jeg kan tumle rundt med Simon i sneen, uden det er akavet overhovedet. Nu er vi bare venner, rigtig gode venner, og når jeg samtidig har Clara som bedste veninde, føler jeg ikke, jeg mangler mere. Alting er perfekt. Alting.

Den syvende november skal vi på juleløb med klassen. Lærerne har arrangeret det ude i en stor skov, hvor vi skal løse poster. Vi er alle sammen godt pakket ind i huer og halstørklæder, og vi har sne til langt over anklerne, da vi bevæger os ind i skoven. Vores lærer Leif deler os ind i grupper, og jeg kommer sammen med Amanda og Simon. Clara kommer sammen med Oliver og Nicklas. Tilfældigt? Næppe.
Amanda, Simon og jeg pjatter rundt mellem posterne. Det er næsten alt sammen noget, der følger op på de ting, vi har haft i undervisningen indtil nu. Det er ikke fordi, det er vildt sjovt at stå og løse regnestykker i minusgrader, men til gengæld er der også poster, hvor vi skal lave fysiske ting – som f.eks. at kælke.
”Det så godt ud med det flyvehop, Amanda,” griner Simon, da Amanda, temmelig øm i bagdelen, kommer trækkende op ad bakken med kælken. Vi ler alle sammen, mens Amanda forsikrer os om, at hun får det største blå mærke i morgen. Bagefter prøver vi om vi alle tre kan sidde på kælken samtidig, men vi når kun et par meter, inden vi triller af, fordi vi griner så meget.
Vi må skynde os videre til den næste post for at overholde tiden. Vi skal ned ad bakken for at komme hen til den, og vi må klamre os til hinanden og træerne for ikke at glide. Vi er næsten helt nede, før Amanda opdager, at hun mangler sin hue.
”Åh nej, jeg må have tabt den, da vi kælkede,” siger hun og kigger modfaldent op ad den lange bakke. ”Jeg er nødt til at løbe tilbage og kigge efter den.”
”Vi går da med,” siger jeg.
”Nej, skynd I jer hellere videre, vi er allerede bagude. I kan løse den næste post, og så indhenter jeg jer.” Så er hun allerede på vej op ad bakken igen.
Simon og jeg begynder på den sidste etape af nedstigningen, der hurtigt viser sig at være den sværeste. Det gør det heller ikke nemmere, at vi griner så meget, som vi gør, hver gang vi er lige ved at glide. Vi er kun et par meter fra bunden, da jeg skrider og er lige ved at gå på snotten. Simon når at gribe mig om livet i sidste øjeblik.
”Wow, pas på!” siger han og får mig drejet omkring, så jeg kommer til at stå med ryggen mod det træ, han holder fast i. Jeg ler, så det bobler i maven, men stopper da jeg pludselig opdager, at Simon kigger alvorligt på mig. Hans ansigt er kun få centimeter fra mit.
”Hvad nu?” spørger jeg.
Hans udtryk er pludselig helt forandret, og han betragter mit ansigt med en underlig interesse. Mens han kigger mig dybt i øjnene, løfter han en hånd op og stryger en tot hår væk fra min kind.
Jeg er målløs.
”Mia, jeg…” begynder han, men kigger så forlegent ned. Jeg kan mærke hans åndedræt mod min hud, så tæt står vi.
Der går tid. Hans blik er rettet mod jorden, mens jeg stirrer på hans ansigt. Min krop brænder på trods af kulden, og jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er en hel lettelse, da Simon endelig kigger op igen – men kun til han siger, hvad han har at sige.
”Jeg kan ikke skjule, hvordan jeg har det med dig længere,” siger han, næsten kun i en hvisken. Han kigger mig ind i øjnene, og skræmt ser jeg, hvordan tårerne begynder at løbe ham ned ad kinderne.
”Jeg forstår ikke, hvad du siger,” gisper jeg. En varm fornemmelse begynder at boble i min mave, men jeg tør næsten ikke erkende den. Det er længe siden, jeg sidst følte sådan.
Simon lægger en arm om livet på mig. Han trækker stadig vejret i hårde stød, og tårerne danner lange baner på hans kinder. Hans mund åbner sig flere gange, mens han leder efter ordene.
”Jeg ser dig bare ikke kun som en ven længere…” Hans stemme er næppe hørlig, men det er som om, den skriger i mit hoved. En glemt længsel efter at røre ved ham bryder pludselig ud i mine fingre. Jeg rækker ud efter hans ansigt, men stopper så mig selv.
”Men…” hvisker jeg, og jeg må kigge væk, for blikket i hans øjne er mere, end hvad jeg kan holde til. ”Simon… hvad med Clara?” Nu græder jeg også, og de varme tårer føles som ild mod min kolde hud.
”Jeg ved det godt,” siger han, ”det er noget lort det hele. Mia, jeg troede virkelig, hun var den rigtige for mig, men… nu ved jeg bare, det er en som dig, jeg hele tiden har ledt efter.”
Gråden kommer som en bølge gennem min hals, og snart hulker jeg, så jeg må holde hænderne op for ansigtet. Selvom jeg opfanger hvert ord, han siger, vil min hjerne slet ikke bearbejde det. Jeg kan slet ikke forstå, at dette her sker.
Jeg må kæmpe mod trangen for at slå armene omkring ham. Jeg må knytte mine hænder for at afholde mig selv fra endelig at kysse ham. Vores ansigter er så tæt på hinanden, at det kun ville kræve en lille bevægelse.
Jeg kan se Clara for mit indre blik. Jeg kan høre, hvordan hun kalder mig sin bedste veninde, og hvordan hun priser vores venskab. Jeg kan mærke, hvor dejligt jeg har haft det med hende, og hvor meget jeg elsker hende. Hvordan skulle jeg kunne sætte alt det over styr?
”Simon, jeg kan ikke…” græder jeg. Jeg hader mig selv for at sige det, men jeg er nødt til det. Jeg kan ikke vælge Simon over Clara, det kan jeg simpelthen ikke. Det føles rigtigt at vælge ham nu, men jeg ved, jeg vil fortryde det. Venskaber over kærester, sådan er det bare.
Simon misforstår.
”Jeg troede bare også, du havde følelser for mig,” siger han gennem gråden. Hans røde øjne finder mine igen.
”Det har jeg også, Simon,” siger jeg, mens jeg bukker under for trangen og lader min hånd kærtegne hans kind. ”Men jeg kan ikke gøre det mod Clara. Hun er min bedste veninde, jeg vil ikke risikere at miste hende.”
Noget pusler i krattet bag os. Amanda er på vej tilbage.
Simon trækker sig langsomt væk fra mig, mens han nikker svagt. Han tørrer tårerne væk fra øjnene og når at finde et nogenlunde normalt ansigt, inden Amanda når frem.
”Hvad er der sket?” spørger hun forskrækket, da hun ser mit ansigt. Jeg skynder mig at tørre tårerne væk.
”Jeg faldt,” skynder jeg mig at sige. ”Jeg slog mit knæ.” Jeg ved godt, Amanda ikke tror på det, men hun spørger ikke om mere. Vi fortsætter det sidste stykke ned ad bakken og videre til den næste post. Simon og jeg ser ikke på hinanden, og jeg siger slet ikke mere under løbet. Min hals brænder, og der er et stort, tomt hul, hvor mit hjerte skulle have siddet. Alt inden i mig skriger af smerte.

Måske føles det dumt, men jeg ved, det var det rigtige. Venskaber over kærester, sådan er det bare. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg valgte en dreng over min bedste veninde. Tænk om det ikke holder, og jeg så skulle undvære Clara, fordi hun ville hade mig, for det jeg gjorde. Nej, jeg tog den rigtige beslutning, da jeg afslog Simon. Selvom det gør ondt helt ind i sjælen, hver gang jeg tænker på det, så ved jeg dybest inde, at det var rigtigt.
Veninder er vigtigst.

* * *

Det er lørdag. Jeg sidder i min seng med dynen trukket helt op til hagen. Jeg prøver at læse, men mine øjne skimmer den samme sætning igen og igen. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst.
Jeg har ikke bevæget mig uden for en dør, siden jeg kom hjem fra juleløbet i går. Jeg har ikke spist og dårligt sovet, og mine øjne er så tørre af at græde, at de svier. Hele min indre verden er ramlet sammen, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal være i stand til at tage i skole på mandag. Alting virker fuldstændig ligegyldigt nu. Jeg vil aldrig kunne samle mig om undervisningen, og så er der Simon… jeg ved slet ikke, om jeg ville kunne holde til at se ham.
Det banker på døren. Min mor skubber den op og kigger forsigtigt ind.
”Mia?”
Jeg svarer med et lavt grynt.
”Du har gæster,” siger min mor og åbner døren helt. Jeg kigger op og ser Clara stå i åbningen. Hun er stadig iført vinterfrakke og hue.
”Hej,” smiler hun. Jeg besvarer ikke smilet, men nøjes med at kigge på hende. ”Mia, går du ikke lige med på en tur?”
Det tager hende noget tid at få mig overtalt, men til sidst går jeg med til det. Efter at have fået godt med overtøj på, går vi ned ad stisystemerne ved markerne. Der går lang tid, før Clara taler.
”Amanda kom hjem til mig i går,” siger hun så. ”Hun fortalte mig det hele.”
”Om hvad?” spørger jeg.
”Om dig og Simon. Om jeres samtale i går. Hun hørte det hele.”
Jeg siger ikke noget. Jeg gider slet ikke til at bekymre mig om, hvordan det er lykkedes Amanda at snige sig tilbage, uden vi hørte det. Jeg frygter for den reaktion, Clara skal til at komme med.
”Hun fortalte mig også,” fortsætter Clara, ”hvordan du fortalte Simon, at du ikke kunne gøre det imod mig. At vores venskab betød for meget for dig.”
”Jeg er virkelig ked af det, Clara,” siger jeg.
”Det er jeg også,” siger hun. Hun holder en pause. ”Men kun fordi, du ikke fortalte mig, hvordan du havde det med ham.”
Hun vender sig rundt, så vi står ansigt til ansigt.
”Mia, hvorfor fortalte du mig det ikke?”
Jeg har tårer i øjnene, og min stemme er grødet.
”Hvordan skulle jeg kunne gøre det?” spørger jeg.
”Mia…” Hun trækker mig ind til sig, og jeg lægger min pande på hendes skulder. Mine tårer danner små krystaller på hendes frakke.
”Det må have gjort så ondt på dig,” hvisker hun, mens hun stryger mig over håret. ”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ulideligt det har været, når du skulle se mig og ham sammen.”
”Jeg kunne ikke fortælle dig det,” siger jeg. ”Du virkede så glad, jeg kunne ikke gøre dig ked af det.”
”Du har gjort mig ked af det,” siger Clara. Hun trækker mig væk, så hun kan se mig ind i øjnene. ”Jeg kan slet ikke bære, at jeg har voldt dig så meget smerte.”
Nu har hun også tårer i øjnene, og i lang tid står vi bare og kigger på hinanden, mens vi lader det løbe ned ad kinderne.
”Jeg troede, du elskede ham,” siger jeg til sidst. Clara tørrer en tåre væk fra mit ansigt.
”Det gjorde jeg ikke,” siger hun, ”men det gør jeg nu. Jeg elsker ham, som en ven, og det ødelægger mig fuldstændig at se ham så ked af det, som han var, da jeg besøgte ham i morges.”
”Hvad gjorde du…?” begynder jeg.
”Mia, jeg kan se, hvor godt i passer sammen. Jeg kan se, hvor sjovt I har det, og hvor meget i griner. I to har noget, som Simon og jeg aldrig havde, og noget så stort vil jeg ikke stå i vejen for. Du vil altid være min bedste veninde, og det du har gjort, ved at holde dine følelser for Simon hemmelige, er så stort, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sige. Jeg føler mig så værdsat, fordi du har gjort det for mig.”
Jeg snøfter, mens Clara smiler til mig og giver mig et blik, der får glæden til at vende tilbage til min ødelagte krop.
”Vend dig nu om,” siger Clara. ”Jeg har taget noget med til dig.”
Jeg vender mig langsomt. Der står han, på stien knap ti meter bag os. Han smiler til mig, og hans mørke øjne kigger ind i mine. Jeg vender mig og tager fat i Claras hånd, men så ved jeg alligevel ikke, hvad jeg skal sige. Hun giver mig et blidt puf i ryggen og skubber mig fremad.
Med tøvende skridt bevæger jeg mig nærmere. En meter fra ham stopper jeg, og vi kigger på hinanden. Så breder smilet sig på mit ansigt, og i næste nu kaster jeg mig i armene på ham. Han griber mig, og han knuger mig fast til sig, mens jeg atter bryder ud i gråd. Men denne gang er det glædestårer, og jeg er så glad, at jeg slet ikke føler, der er plads nok i min krop til det. Jeg kigger på Simons ansigt, og jeg stryger ham over håret – og endelig kan jeg læne mig frem og placerer mine læber mod hans, så fem måneders samlede glæde springer ud i min mave som fyrværkeri. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan jeg har det i det øjeblik, hvor mit hoved opfatter, at han er min nu. Følelsen er ubeskrivelig, men den er det bedste, jeg nogensinde har følt, og den breder sig som en varme gennem hele kroppen.
Over Simons skulder kan jeg se Clara. Hun smiler og vender sig så om for at gå. Der vil blive tid til at takke hende senere. Aldrig vil jeg glemme, at hun har gjort noget så stort for mig. Aldrig vil jeg glemme, hvad hun ofrede for vores venskab. Sådan noget gør kun en ægte veninde – og ægte veninder er vigtigere end alt.

 

 

Din mening

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *