Håbløst Forelsket 2

Hver eneste dag. Hver eneste time. Hvert eneste minut…
Han er stadig i mine tanker hele tiden. Hans smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme. Nok er han Michelles nu, men det afholder mig ikke fra at synes, at han er den mest fantastiske person i hele verden.

Jeg husker tydeligt den dag det skete. Den dag jeg troede, vi skulle komme sammen, og hvor han så i stedet bare vil vide, hvad Michelle synes om ham. Jeg husker hvordan mit hjerte hamrede, min hals sved, og hvordan jeg kæmpede med tårerne. Og jeg husker, hvor længe jeg sad og græd nede ved åen, efter han var kørt – sammen med Michelle.

Men jeg ved det jo også godt selv. Han er klassens mest populære dreng, og derfor vælger han selvfølgelig klassens mest populære pige. En pige med smukt, lyst hår, perfekt makeup hver dag og god stil. Og med tænder der oplyser klasseværelset hver gang hun smiler.
De er faktisk et kønt par. Michelle med de blå øjne og den røde mund, og David med de lyse lokker, grønne funklende øjne samt tynd og muskuløs. Nemlig, helt perfekt, og derfor vidste jeg jo også godt, at jeg var håbløst forelsket. Men derfor drømte jeg mig stadig i Michelles sted…

*

Klokken er 06:30, det er den 3. marts. Der lyder tre små bank på døren, og så bliver den åbnet.
”Jane?” Det er min mors stemme. ”Er du vågen?”
Jeg grynter en underlig lyd og vender om på den anden side.
”Det er tid til at stå op, skat.”
”Ja ja, bare fem minutter til…” Men jeg sover som altid over mig.
”JANE!”
Jeg springer op og griber mit tøj, der er lagt frem på stolen. Så styrter jeg ud på badeværelset med min mors skyndende ord efter mig. Jeg har valgt mit yndlingstøj i dag. Den røde top, cowboy-nederdelen, de sorte gemager, og den sorte hættetrøje til at tage over. Det klæder mig godt og med de nye ballerinasko til, kan jeg næsten ikke blive kønnere. Makeup’en ligger også godt i dag. Nok har jeg travlt, men jeg har styr på det lort nu! Jeg ønskede mig et make-up-kursus i julegave, og jeg fik det. Så nu er jeg blevet meget bedre til at lægge makeup.
”JANE!” Min mor hamrer på døren. ”Hvis du skal nå at have morgenmad, så er det nu!”
”Kommer…” Jeg reder hurtigt håret, og skynder mig så ud. Da jeg kommer ud i køkkenet, sidder min far ved morgenbordet og læser avisen.
”Godmorgen far,” siger jeg og hælder cornflakes op i tallerkenen.
”Godmorgen Jane,” siger han og giver mig et hurtigt blik over avisen. Han læser et stykke tid endnu. Så folder han avisen sammen og lægger den på bordet.
”Hvad skal du lave i skolen i dag?” vil han vide. Jeg sluger mine cornflakes.
”Jeg får min danskstil tilbage i 3. time,” svarer jeg og propper endnu en skefuld i munden. Jeg er virkelig spændt på den stil.
”Det bliver spændende,” siger han. ”Nå, jeg må af sted til kontoret.” Han kysser mig på kinden, og går ud i gangen. Jeg kan høre, at han siger farvel til min mor, og så smækker hoveddøren. Min mor kommer ud i køkkenet.
”Jane, er du ikke gået endnu?” Jeg kigger op på uret, og får næsten mine cornflakes galt i halsen. Nu skal der løbes!
Jeg styrter ud i gangen, griber jakke og taske, råber farvel og styrter så ud ad døren. Alexander venter allerede ved busstoppestedet.
”Hej Alexander,” siger jeg forpustet. Han griner ad mig.
”Ti minutter tidligere op om morgenen, Jane,” siger han og klapper mig på skulderen. Jeg smiler.
”Min dyne er så dejlig varm,” siger jeg, og han giver mig ret.
”Ja, min er sku også svær at slippe. Især når man ved, at man skal have tysk i de to første timer.”
Jeg sukker.
”Det havde jeg lykkeligt glemt.”
Nu kommer bussen om hjørnet, og vi stiller os klar. Alexander springer begge trin over og rækker mig derefter nydeligt sin hånd, som jeg grinende tager. Så går jeg yndefuldt op ad trinene og følger ham ned ad gangen. Jeg kaster mig ind ved de første firmandspladser, mens Alexander fortsætter ned i bunden af bussen og modtager de sædvanlige morgenhilsener, inden han kommer op og sætter sig over for mig.
Kirketårnet er allerede at syne, og jeg kaster mit sædvanlige blik ud af vinduet. Jo, der er han. Af sted i fuld fart på cyklen. Alexander hamrer på ruden.
”Hva’ så David!” råber han, og David løfter hånden som hilsen. Jeg fanger hans øjenkontakt, og smiler til ham. Han sender et smil tilbage, inden han drejer ind ad en sti på hans højre side.
”Hov,” udbryder jeg, ”der plejer han da ikke at dreje ned!” Jeg fortryder med det samme. Ville man lægge mærke til det, hvis man ikke var vild med ham? Shit! tænk nu hvis Alexander regner det ud.
Men han ryster bare svagt på hovedet.
”Han skal ned og hente Michelle,” siger han. ”Som om hun ikke kan gå selv.” Han ryster igen på hovedet og kigger på mig.
”Det er da meget sødt,” siger jeg og trækker på skulderne. Men det mener Alexander ikke.
”Jeg synes det er mærkeligt. De ses jo alligevel oppe i skolen…”
I det samme stopper bussen, og dørene går op. Både mig og Alexander retter os op, og i næste nu kommer Ida springende.
”Godmorgen,” synger hun, og giver Alexander et godmorgen-kys, inden hun smækker sig ned ved siden af mig.
”Gud, jeg havde nær ikke nået bussen,” siger hun, og fisker en bolle op af sin taske. ”Altså, min mor glemte at vække mig, så jeg har bare styrtet rundt. Jeg har ikke engang fået morgenmad!” Hun peger på bollen.
”Skrækkeligt,” siger Alexander med et glimt i øjet. Ida vrænger ironisk af ham.

*

”Ich bin, du bist, er, sie, es ist, wir sind, ihr seid, sie, Sie, sind.”
Vi har haft tysk i tre år, men Hr. Andersen gennemgår stadig den remse med os.
I dag skal vi ikke lave verber. Hr. Andersen sætter os i stedet til, i grupper, at lave plancher om vores hobby. Jeg vil gerne være sammen med David, men jeg orker det ikke, når han er sammen med Michelle. Før i tiden var hun meget sød, men hun er blevet så kæphøj nu. Tror hun ejer hele verdenen og bagtaler alt og alle. Jeg fatter ikke, at David kan holde hende ud!
Ida og Alexander kommer hen til mig, og som den eneste tremandsgruppe går vi i gang. Ida skriver om fodbold og Alexander om sin musik. Jeg selv skriver om mig og Ida, og hvad vi laver sammen.
”Ved du hvad, Jane?” siger Alexander pludselig, ”du bure få dig en kæreste. Så kunne vi tage på dobbeltdate.” Han trækker Ida ind til sig, men hun skubber sig grinende væk.
”Tja,” siger jeg, ”det er jo lige med at finde den rette.” Jeg trækker på skulderne, og prøver at se lidt ligeglad ud, mens jeg omhyggeligt sørger for ikke at kigge på David.
”Han skal sku nok komme,” siger Alexander.
”Ja, og han kommer sikkert snart,” siger Ida, og smiler til mig. Jeg smiler tilbage, og kigger hen på David. Michelle prøver at sætte en hanekam i hans hår, men David skubber hende væk.
”Ej, lad være Michelle!” siger han irriteret. Det suser i min mave.

*

For første gang glæder jeg mig rigtigt til en dansktime. Jeg glæder mig så meget til at få min stil tilbage, at selv ikke Idas påmindelser om gennemgang af grammatik kan afskrække mig. Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan David snakkede til Michelle. Måske er han ved at være træt af hende?
Jeg går med Ida ned i kantinen, og vi stiller os i den lange kø.
”Jeg tror ikke det holder mellem Michelle og David ret meget længere,” hvisker Ida.
”Hvad mener du?” hvisker jeg tilbage.
”Altså…” Men i det samme kommer en masse piger fra parallelklassen, og Ida skynder sig at holde mund.
”Jubii, de har pastasalat,” siger hun, da vi er kommet så langt frem i køen, at vi kan se maden. Der er aldrig pastasalat, når jeg køber!
”En pastasalat, tak,” siger Ida til kantinedamen og betaler 10 kr.
Da vi går tilbage mod klasselokalet, stopper Ida pludselig ved et vindue. Hun får et underligt udtryk i ansigtet.
”Prøv lige at se Jane,” hvisker hun, og jeg går hen til hende. Ude på græsset sidder Michelle sammen med en masse af drengene fra parallelklassen. Hun sidder lænet op af Jannik fra a-klassen, og de snakker grinende sammen.
”Føj for satan,” siger Ida, og jeg kan godt se hvad hun mener. Man skulle ikke tro at Michelle befandt sig i et forhold.
Jannik kilder Michelle, og hun triller grinende om på maven. Ida og jeg veksler blikke, og Ida udbryder:
”Ikke for at sige ’hvad sagde jeg’, men hvad sagde jeg!”

*

Så begynder dansktimen, og vores dansklære fru Søndergaard kalder klassen til ro. Hun trækker det store bundt stile op af tasken, og jeg mærker suget i min mave.
”Det ser generelt fint ud,” siger hun og kigger på sin oversigt over de karakterer, hun har givet.
”Hvad ligger karaktererne imellem?” spørger Naya, hvilket er typisk hende at spørge om. Hun går så utroligt meget op i, hvad andre har fået. Fru Søndergaard lader sit blik løbe op og ned af listen og siger så:
”6 og 11” Der lyder en spredt mumlen i klassen. Hvem har mon fået 11? Men det ved jeg godt. Hvem kan det være andre end David?
Fru Søndergaard rømmer sig.
”Der er en fejl, rigtig mange af jer har lavet,” siger hun.
Giv os nu bare de stile, tænker jeg irriteret. Lærere skal altid trække det sådan ud!
”Der står, I skal lave en billedbeskrivelse af billedet på side 16 i grundbogen,” fortsætter fru Søndergaard. ”Rigtig mange af jer er kommet til at lave en billedanalyse i stedet for. I skal huske at i en billedbeskrivelse, må I ikke medtage jeres egen mening. I skal kun beskrive, hvad der er på billedet…”
Langt om længe deler hun stilene ud, og der sænker sig en stilhed, mens folk læser deres respons. Når papirerne lander på bordet, lyder der enten et ”yes!” eller et ”det er bare løgn!”. Naya begynder ligefrem at græde.
Fru Søndergaard kommer hen imod mig, og rækker mig min stil.
”Rigtig flot, Jane,” siger hun, og smiler. Jeg smiler igen, og kigger på responsen. 10! Det er løgn! Så meget havde jeg dog ikke regnet med. Jeg smiler over hele hovedet, og Ida læner sig hen til mig.
”Wauw! Flot, Jane,” udbryder hun, og giver mig et kram. Jeg er helt mundlam.
”Hvad fik du, Ida?” spørger Alexander. Han er tydeligvis jaloux over, at det ikke er ham hun krammer. Men Ida har ikke tid til ham lige nu. Hun skubber bare sin stil hen til ham og giver sig til at læse min respons. I det samme kan jeg høre fru Sørensens stemme:
”Virkelig flot, David!” Jeg løfter blikket. Alexander er allerede henne ved ham og tiltrækker hele klassens opmærksomhed med det sædvanlige ”Jeg vidste det!”
Jeg vidste det! Det er ham der har fået 11. Selvfølgelig er det det!

”Hvis i lige vil være stille,” råber fru Søndergaard.
”Så er der gennemgang af grammatik,” sukker Ida, og jeg vender øjnene mod loftet. Fru Søndergaard rømmer sig, og klassen falder til ro.
”Vi må gemme gennemgangen af grammatikken til et andet tidspunkt…” Ida kigger begejstret på mig, ”… for i denne uge skal I, sammen med de andre 9-klasser, have projektuge.” Klassen begynder at mumle. Projektuge, det er længe siden vi har haft det.
”Stille!” fru Søndergaard sender et strengt blik. ”Vi har i lærerteamet bestemt os for en overskrift, som alle skal lave deres projekt ud fra…”
”Hvad er overskriften?” afbryder Naya. Michelle fnyser henne fra sin plads og veksler blikke med Sarah.
”Det kommer vi til,” siger fru Søndergaard bare, hvorefter hun fortsætter: ”I skal være alene eller arbejde sammen to og to. En gruppe med tre er kun i absolut nødstilfælde!”
Der bliver straks høj snak, og folk begynder at løbe rundt for at sikre sig en god gruppe. Fru Søndergaard opgiver at overdøve os en gang til og går i stedet hen for at se til Naya, der sidder med tårer i øjnene.
”Skal vi være sammen, Ida?” spørger Alexander. Ida ryster på hovedet.
”Nej, jeg tror jeg skal være sammen med Jane.”
”Hvad?” Alexander kigger undrende på hende. ”Hvad er der nu galt med mig?”
”Ikke noget,” skynder Ida sig at sige, ”jeg synes bare, det er synd for Jane, hvis vi to er sammen, så har hun jo ikke nogen at være sammen med. Du kan jo være sammen med David.”
Alexander skal lige til at svare igen, men jeg skynder mig at bryde ind.
”Det gør ikke noget, jeg vil gerne prøve at arbejde alene.” De drejer begge hovedet, og kigger forundret på mig.
”Seriøst!” siger jeg, for at understrege det.
Ida smiler.
”Ok, jamen så kan vi godt være sammen Alexander,” siger hun. Alexander mumler et eller andet med ”fedt at komme i anden række”, og ser lidt muggen ud. Ida læner sig hen og kysser ham på kinden.
”Du vil måske slet ikke være sammen med mig?” siger hun drilsk, men så griber Alexander om hende, så hun kommer til at hvine af grin, og vælter ned i skødet af ham. Jeg kan ikke lade være med at le.
I det samme hører jeg Rasmus’ stemme:
”Skal vi være sammen, David?” Jeg kigger op, og ser på David.
Stakkels David. Nu skal han finde på en god grund til ikke at være sammen med Rasmus. Ulækre Rasmus, med bumser i hele hovedet, og så får han 6 i alt han afleverer. Han vil trække David så langt ned.
”Jeg har egentlig besluttet mig for at arbejde alene,” siger David lidt forlegent. Rasmus nikker trist og går i stedet hen for at spørge Peter.
Bittert! Nu havde jeg lige håbet på at David ville spørge mig, om vi skulle arbejde sammen, men nu har han sagt nej til Rasmus, så kan han jo ikke sige ja til en anden.
”Skal vi arbejde sammen, Jane?” Naya står ved siden af mig.
”Øhm…” mumler jeg, og jeg er sikker på, at jeg rødmer. Flere kigger på mig for at se, hvordan jeg løser det problem. Jeg kigger på Ida, og skynder mig så at sige.
”Jeg har lige sagt nej til Ida. Jeg vil gerne prøve at arbejde alene.” Naya nikker trist. Jeg kigger op og opdager, at David kigger på mig. Jeg får en idé.
”Men du kan jo prøve at spørge Rasmus,” siger jeg, ”han har vidst heller ingen at være sammen med.” Naya bliver tomatrød i hovedet, men nu har hun intet valg end at gå over til Rasmus, der med det samme siger ja.
Jeg kigger op, og David fanger min øjenkontakt. Han griner ad mig, og giver mig tommel-op-tegnet. Jeg smiler tilbage.

*

”På vej…På vej…” Ida gentager det igen og igen. ”Hvilket emne kan knytte sig til ’På Vej’? Altså hvilket emne, der ikke er røv sygt.”
Vi går på gangen mod kantinen.
”Det ved jeg ikke.” Jeg trækker på skulderne. ”Hvad med ’På vej mod fremtiden’? Så kan I have om, hvordan fremtiden mon kommer til at se ud.”
”Du læser mine tanker, Jane.” David kommer pludselig gående bagfra sammen med Michelle. Han smiler til mig. ”Det var netop det, jeg ville have om.”
”Undskyld,” skynder jeg mig at sige, ”det var ikke for at tage din idé. Jeg vidste ikke at du…”
”Jamen, det var skam ikke ment som en beskyldning,” afbryder David. ”Hvad skal I have om?”
Ida skynder sig at lade som om sugerøret i hendes æblejuice driller, så jeg kan få lov at svare David på hans spørgsmål.
”Jeg vil prøve at tilknytte noget med truede dyrearter til overskriften,” siger jeg. ”Jeg synes det er vigtigt at folk forstår, hvor stort et problem, det egentlig er.”
Han smiler.
”Ej, hvor godt!” siger han. ”Det tror jeg, bliver et godt projekt.”
”Tak,” smiler jeg, men så hiver Michelle ham med videre.
”Jeg vil have om mode,” høre jeg hende sige.
”Hvor spændende,” svarer David, selvom det lyder lidt halvhjertet. Michelle griner, og læner sig over for at kysse ham, men David bliver pludselig meget optaget af sin ene jakkelomme. Han drejer i hvert fald hurtigt hovedet væk.

”Tænk, og vi får alle timerne til det,” siger Ida og tager en slurk af sin juice. Vi sidder sammen med Alexander oppe i klassen og snakker om projektet. Ida og ham er blevet enige om at tage projektet ’På vej mod stjernerne’. Det skal handle om rumforskning.
”Det skal nok blive godt,” nikker jeg og tager en bid af min hjemmesmurte bolle. Alexander lægger en arm om Idas skulder og kysser hende på kinden. Han har åbenbart ikke noget at bidrage med. Han ligner ærlig talt ikke en, der tror, det bliver særlig spændende. I stedet siger han:
”Jeg tænker på snart at holde en fest. Det er sku for længe siden, vi har været rigtig stive.”
Skal I drikke hele tiden?” sukker Ida. Jeg giver hende ret. Hvorfor skal man drikke hele tiden? Jeg mener, det er da meget sjovt at drikke, og jeg drikker da også selv en øl eller to inden festerne, men jeg forstår ikke dem der drikker sig stive hver weekend. Hvad er det sjove ved at være til en fest, man ikke kan huske bagefter?
”Det er med at nyde ungdommen, mens man har den,” siger Alexander som svar på Idas spørgsmål. Ida ruller med øjnene. I det sammen ringer klokken

*

Den aften logger jeg på chatten. Ida skriver med det samme.

Ida siger:
Heeej min elskede veninde <3

Jeg smiler for mig selv.

Jane
Harj min dejlige Ida <3
Var det hyggeligt hjemme ved Alexander i eftermiddags?

Ida siger:
Tja, det var skam meget hyggeligt… men jeg savnede dig!

Jane
Årh, tak søde. Jeg savner også dig <3

Ida siger:
Lagde du mærke til David og Michelle i dag? Det lader til, at David er ved at være lidt træt af hende.

Jane
Ja, mon ikke. Men jeg tør ikke rigtig tro på det. Måske vil han bare ikke kysse hende oppe i skolen.

Ida siger:
Det kan du selvfølgelig have meget ret i, men han virker nu altså lidt irriteret, hver gang hun rører ham.

Jane
Hehe ja, den dumme tøs.

I det samme popper en ny besked op. Tusind danserinder i store, bløde silkekjoler danser i min mave. Den er fra David!

*David* siger:
Hej Jane.

Jeg tager en dyb indånding, og trykker på tasterne.

Jane
Hej David (:

*David* siger:
Jeg tænkte på… Mit projekt, du ved ’På vej mod fremtiden’, du har vel ikke nogle ideer til hvilke spørgsmål, jeg kunne stille i min problemformulering? Jeg hørte dig jo snakke om emnet tidligere, så tænkte, at du måske havde tænkt over nogle spørgsmål?

Shit! Jeg har jo ikke tænkt over nogle spørgsmål! Men jeg vil ikke skuffe ham.
”Kom nu Jane, tænk!” hvisker jeg til mig selv.

Jane
Hm. Hvad med:
Hvordan kommer fremtidens byer til at se ud?
Hvilke forandringer vil der være?
Hvad gør disse forandringer mulige?

Du kan måske også prøve at finde noget med, hvordan almindelige huse vil være indrettede.

Jeg trykker på send-knappen med en følelse af, at sende en god og velformuleret besked.

*David* siger:
Du er genial, Jane! Tusind tak…

Danserinderne begynder igen, og denne gang kaster de bløde blomsterblade rundt i hele min mave.

Jane
Det var da så lidt (: Altid til tjeneste.

*David* siger:
Haha. Dit projekt lyder altså rigtig spændende. Det ville jeg virkelig gerne have om.

Det er mit livs chance!

Jane
Du må da gerne flytte over i min gruppe.

Jeg knytter hænderne af bare spænding. Tænk hvis jeg skal arbejde sammen med David en hel uge!

*David* siger:
Det er sku pænt gjort af dig, men det kan jeg ikke. Jeg har jo allerede sagt nej til Rasmus, og fru Søndergaard vil blive skide sur, hvis jeg så vil arbejde sammen med dig.

Jeg sukker. Jeg vidste det var for godt til at være sandt.

Jane
Nå nej, det er rigtigt. Jeg sagde også nej til Naya.

Ida’s felt blinker, og giver tegn til at hun har skrevet en besked.
”Øjeblik Ida,” hvisker jeg, da jeg kan se, at David er ved at svare.

*David* siger:
Haha, ja. Det var sku godt fundet på, at du sendte hende over til Rasmus! Så kan hun lære det. Du styrer Jane!
Men jeg må smutte nu, skal spise. Vi ses i morgen (:

Han er logget af, inden jeg kan nå at svare. Det suser i min mave. Han synes, jeg styrer!
Jeg kommer i tanke om Ida’s besked, og skynder mig at kigge inde i hendes vindue.

Ida siger:
Alexander gør alvor med det med festen. Det bliver i næste-næste weekend.

Jane
Det skal nok blive sjovt (:

Ida siger:
Jeg ville bede dig om en tjeneste…

Jane
Sig frem smukke!

Ida siger:
Jo altså, jeg lovede Alexanders mor, at jeg ville lade være med at drikke og så holde styr på festen. Hun og Alexanders far er jo ikke hjemme, og Alexander skal jo drikke. Jeg tænkte på, om du ville være ædru sammen med mig?

Jeg smiler for mig selv.

Jane
Selvfølgelig søde. Så skal vi rigtig grine ad de andre.

Ida siger:
Tak søde, hvor er du bare dejlig!
Nå, nu skal jeg spise. Vi ses i morgen min…

Jane
Ja, vi ses søde <3

*

Bib… bib … bib…
En underlig lyd kværker et sted i mørket. Langsomt løfter jeg hovedet fra puden og kigger rundt i det dunkle værelse.
Bib, bib, bib….
Lyden bliver højere.
BIB, BIB, BIB!!!
Døren går op.
”Jane?” min mor kommer ind i værelset.
BIB, BIB, BIB!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
”Fjern den lyd,” klynker jeg og gemmer hovedet under puden. Min mors hånd famler ved reolen, og i næste nu forsvinder lyden.
”Det er et vækkeur, skat,” siger hun. ”Jeg satte det her ind, for at du ikke skal sove over dig.” Jeg sukker.
”En anden gang må du godt lige fortælle mig først, at du har placeret sådan et apparat på mit værelse.” Jeg rejser mig og tager mit tøj. Så går jeg ud på badeværelset.

”Hej Alexander.” Jeg har ventet ved stoppestedet mindst fem minutter, inden han kom.
”Hva’ satan, Jane, du er sku da tidligt på den i dag!” Han giver mig et klap på skulderen. Så kommer bussen. Vi kører gennem byen, og da kirketårnet kommer til syne, kigger jeg spændt ud af vinduet.
”Hva’ så David!” Alexander hamrer på ruden, og han får et hurtigt vink, inden David drejer ned ad stien mod Michelle.
Ida kommer hoppende ind og kysser Alexander, inden hun sætter sig ovre ved mig.
”Jeg har kigget på nettet efter materiale til vores projekt, Alexander,” siger hun, da hun har givet mig et godmorgen-kram.
”Lækkert,” siger Alexander, men vender derefter bare hovedet, og kigger ud ad vinduet. Ida ryster smilende på hovedet.
”Man kan ikke få ham til at røre en finger uden for skoletiden.” Jeg fniser.

Hele den dag skal vi ikke lave andet end at arbejde med vores projekter. I sådan nogle uger må vi sidde hvor det passer os, så mig, Ida og Alexander tager et firmandsbord bagerst i lokalet. Ida sender mig et hurtigt blik, inden hun siger til Alexander:
”Kan du ikke få David her hen og sætte sig?” Hun peger på den tomme plads ved siden af mig. Alexander vender sig om for at kalde på David, og jeg sender Ida et frydefuldt blik. Ida blinker til mig.
David kommer hen og sætter sig på stolen ved siden af mig. Jeg kigger på hans papirer, og ser at han har skrevet de spørgsmål ned, jeg gav ham i går. Jeg smiler for mig selv.
Hele den time sidder vi og snakker og hjælper hinanden. Det er faktisk slet ikke så svært at snakke med David. Det gælder bare om at slappe af. Og hvis jeg kludrer lidt i det, er Ida der med det samme og hjælper mig. Det er den bedste time, jeg nogensinde har oplevet.

Da det bliver frikvarter, går mig og Ida os en tur udenfor. David og Alexander er kørt til bageren, så vi har begge fred et øjeblik. Vi går rundt og snakker om alt og intet. Ida skal måske til Prag i påskeferien, og jeg fortæller om min mors vækkeur. Så snakker vi om projekter, og så går vi over til at bagtale lærerne. Det hele er skønt, lige indtil Ida pludselig stopper mig i en hård bevægelse.
”Jane, se!” Hun peger hen mod den lille græsbakke, der ligger ud til vejen. Der sidder Michelle sammen med parallelklassedrengene og Jannik. Først kan jeg ikke helt se, hvad Ida mener, men så sætter Michelle og Jannik pludselig læberne sammen igen. Jeg gisper.
”Hvad fanden er det hun laver?” spørger Ida.
Parallelklassedrengene pifter og klapper, hvilket får Michelle og Jannik til at kysse endnu voldsommere. Det bliver et kæmpe ”tjuhej”, men så kommer David og Alexander pludselig om hjørnet. David stivner og stirrer mod Michelle, der ligger halvt ind over Jannik. Piftene stopper brat, og det får Michelle til at hive hovedet til sig. Først kigger hun bare på David, men så får hun pludselig et kækt smil på læberne.
”Hej David,” siger hun bare og trykker sig lidt mere ind til Jannik, der lægger en arm om hendes skuldre. David bliver stående et øjeblik og stirrer på hende. Så vender han om på hælen og marcherer ind ad skoledøren, der smækker hårdt i efter ham.
Først er der stille, men så begynder de alle sammen at grine, og Michelle og Jannik gennemoptager kysseriet. Ida trækker mig med hen til Alexander, der stadig står og kigger på dem.
”Jeg smadrer hende,” siger Alexander, men Ida holder ham tilbage.
”Lad være at spilde dine kræfter på den møgso,” siger hun. ”Smut hellere op til David, han behøver dig nok lidt mere lige nu.” Alexander skynder sig ind på skolen, mens mig og Ida fortsætter vores gåtur lidt endnu.
”Sikke en måde at slå op på, hva!” siger Ida og ryster på hovedet.
”Ja,” siger jeg, ”jeg fatter det ikke.”
”Men nu er David single,” siger Ida. ”Tænk lige over det!”
”Tja,” siger jeg bare. Jeg kan godt mærke suset i maven, men jeg tør ikke rigtig tro på det.

David gider slet ikke snakke med nogen, da vi kommer op i klassen. Han sidder bare alene ved sit bord og kigger ned i sine papirer. Han græder ikke, men ser bare hidsig ud. Da Naya går hen og spørger, om han er ked af det, siger han, at hun kan rende ham. Både Naya og jeg bliver forskrækkede. Sådan har jeg aldrig hørt David snakke.
Da klokken ringer, kommer Michelle ind i klassen. Da David ser hende, kaster han sin skoletaske over skulderen, og haster ud af klassen. Han smækker klassedøren hårdt efter sig.
”Ham ser vi vidst ikke mere i dag,” sukker Ida.

*

Ugen går, og David genoptager skolearbejdet igen. Ham og Michelle ser slet ikke på hinanden.
Ida fortæller mig, at Alexander har fortalt hende, at David ikke er ked af det, men bare sur. Han havde tænkt sig at slå op her i de kommende dage, da han ikke syntes, det var så sjovt længere, men måden Michelle slog op med ham på, gjorde ham vred. Jeg kan sagtens forstå ham. De var jo stadig kærester. Michelle har bestemt ikke opført sig pænt.
Det går helt fantastisk med mit projekt. Om torsdagen får jeg fat i en mand fra Dyrenes Beskyttelse, der fortæller mig en hel masse. Nu har jeg alt mit materiale, og skal bare bruge weekenden til at lave et Powerpointshow, jeg kan fremlægge. Min far har lovet at hjælpe mig, for han er rigtig god til det med powerpoint.
Fredag er David i forbløffende godt humør. Alexander fortæller, at David har tænkt sig at spille totalt overglad over for Michelle for at vise, at hun ikke skal tro, at hun er noget. Vi lover at hjælpe til og sætter os sammen med David i frikvartererne, hvor vi griner højt af alt. Det føles vidunderligt at sidde og snakke med David, og langsomt kan jeg mærke, hvordan han bliver gladere og gladere. Flere gange smiler vi stort til hinanden, og jeg mærker sommerfuglene i maven. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at nu er han helt fri på markedet!

*

Det bliver næste uge, og om mandagen mødes jeg med Alexander ved busstoppestedet.
”wauw, du ser godt ud i dag, Jane!” siger han, da han ser mig.
”Mange tak,” siger jeg, og giver ham et knus. Fredagens hændelser har holdt mig i godt humør hele weekenden, og der er stadig intet der kan ødelægge det.
Vi sætter os ind på vores pladser, og kører ind mod byen.
”Hva’ så David!” råber Alexander og hamrer på ruden. David vinker til ham, og kigger så pludselig over på mig. Han smiler og vinker til mig, og jeg smiler og vinker tilbage.
”Nåårh, I er nok blevet gode venner,” siger Alexander glad.
”Ja,” siger jeg, for det er jo det, vi er. Gode venner! Det er fantastisk.
Ida kommer ind i bussen og udveksler kram med os begge. Så sætter hun sig ved siden af mig.
”Wauw, hvor ser du godt ud i dag, Jane!” siger hun. ”Du stråler af selvtillid.”
”Tak.” Jeg smiler over hele hovedet, og Ida smiler tilbage.
Turen til skole foregår i højt humør, og Ida og jeg kommer syngende ind ad klassedøren. Alle kigger på os og griner. Michelle prøver at tiltrække sig opmærksomhed i hendes tale om Jannik og de ”seje” drenge fra parallelklassen, men ingen gider høre på hende. Nu er mig og Ida i centrum.
I dansk fremlægger jeg mit projekt til stor begejstring. Alle holder af at se billeder af de søde dyr, og de synes, at alt mit info er rigtig godt. Fru Søndergaard er også meget imponeret, og da jeg kommer med min egen idé til at sikre fredningen af de truede dyrearter, bryder hun næsten ud i jubel. Jeg kan svare på alle de spørgsmål, folk stiller mig efter fremlæggelsen, og da jeg er færdig, modtager jeg et kæmpe bifald.
Ida og Alexanders fremlæggelse er også god, men Alexander hakker godt nok lidt i det engang i mellem.
”Jeg har ikke kunnet få ham til at røre en finger hele ugen,” forklarer Ida bagefter, og jeg føler med hende. Men glæden over min egen fremlæggelse kan ikke ødelægges, og til sidst i timen bliver den kun endnu bedre. Vi har alle sammen skulle skrive logbog over dagene i projektugen som skal afleveres. Da fru Søndergaard på et tidspunkt går forbi mit bord, bøjer hun sig ned og hvisker:
”Rigtig flot, Jane. Hvis din logbog er god, kan jeg vidst godt love dig en tocifret karakter.”
I spisefrikvarteret går mig og Ida ned i kantinen, for at købe min frokost. David og Alexander går og snakker om Alexanders fest, der skal foregå i weekenden. Den lyder til at blive rigtig god.
”Hvor er det en dejlig dag,” siger Ida, og jeg giver hende helt ret. Og den bliver kun endnu bedre, da jeg kommer op til disken. De har pastasalat!

*

Torsdag eftermiddag er jeg hjemme ved Ida. Vi hiver alt hendes tøj ud af skabet for at finde det, hun skal have på i morgen til Alexanders fest.
”Jeg begriber ikke, hvorfor han ikke kan holde den fest på lørdag i stedet,” siger Ida irriteret. ”Det ville være langt mere praktisk.”
”Han skal vel bruge to dage til at sove rusen ud på,” siger jeg. ”Hvad med denne her?” Jeg holder en sort top op.
”Ej, den er for kedelig,” siger Ida og roder videre i bunkerne. ”Men du må da gerne låne den, hvis du vil?” Jeg kigger på toppen.
”Hm. Måske…”
”Ja ja,” siger hun, ”du kan låne lige, hvad du vil.”
”Tak,” siger jeg, ”så tror jeg gerne jeg vil låne det, du skal have på.” Jeg fniser og roder videre. Ida har så meget spændende tøj.
”Jane,” siger hun pludseligt, ”der var faktisk noget jeg gerne ville spørge dig om.”
”Hvad er det?” spørger jeg med hovedet halvt dækket af tøj. Ida tøver.
”Jeg vil gerne lige snakke med dig… sådan ordentligt.” Jeg kigger op.
”Er det alvorligt?” spørger jeg. Ida peger på sengen, og jeg sætter mig.
”Jeg vil bare gerne vide… mener du det med David?”
”Hvad mener du?” Hun tænker sig om et øjeblik.
”Jeg vil bare gerne være sikker på, at du virkelig gerne vil komme sammen med ham…”
”Hvorfor?” spørger jeg. Det ligner slet ikke Ida at være så forsigtig.
”Jo for…” hun kigger på mig. ”For så vil jeg gerne snakke med ham for dig.” Jeg spærrer øjnene op.
”Vil du?”
”Ja.” Hun smiler.
Jeg tænker lidt over det.
”Nej…” siger jeg så. Hun kigger overrasket op.
”Nej?”
”Jeg tør ikke. Hvis han nu siger nej, så er det stadig pinligt.”
”Jane, selvfølgelig siger han ikke nej…” Jeg ruller med øjnene. ”Og hvis han gør, vil han da bare holde det for sig selv.”
”Som om.”
”Jane, det er David vi taler om. Han ville aldrig gøre grin ad dig! Han er din ven…”
”Tænk om han siger nej,” afbryder jeg. ”Det ville være svært at være venner igen.”
”Han siger ikke nej.” Ida kigger mig dybt i øjnene. ”Lad mig nu snakke med ham for dig.”

*

Den næste dag er jeg totalt nervøs. Ida vil først sige det til festen i aften, men alligevel springer mit hjerte op i halsen, hver gang David nærmer sig. I frikvarteret, da jeg sidder og snakker med Ida og Alexander, kommer han pludselig hen og sætter sig ved siden af mig.
”Hej,” siger han. Både Ida og Alexander svarer, men jeg kan bare ikke sige noget. Han kigger på mig.
”Er der noget galt?” Jeg gætter på, at jeg er totalt rød i bærret.
”Nej nej,” får jeg fremstammet. Derefter skynder Ida sig at spørge David ud om hans fremlæggelse. Reddet!
Senere spørger han mig, om han må låne en blyant. Jeg bliver så forfjamsket, at jeg taber den på gulvet. Han begynder at grine ad mig, og jeg mærker varmen stige til hovedet. Denne gang er Ida der ikke til at rede mig, og jeg oplever nogle forfærdelige sekunder, hvor han bare står og kigger på mig.
”Ha ha,” griner han. ”Nå ja, vi kan alle have en uheldig dag.” Jeg skynder mig at smile, men lige så snart han kigger væk, slår jeg mig selv. Tag dig sammen Jane!

Efter skole skal David med Alexander hjem og gøre klar til festen. Ida kysser Alexander farvel, og får et farvelkram af David. Alexander giver mig et kram, og jeg skæver afventende til David. Men han smiler bare til mig og siger:
”Vi ses i aften, Jane.” Så går de. Ida vrikker med øjenbrynene.
”Vi ses i aften, Jane,” gentager hun og smiler kækt.
”Men jeg fik ikke noget kram,” siger jeg modløst. Ida slår ud med armene.
”Det er da bare fordi, han ikke tør!” Siger hun oplivende. ”Han er vild med dig, derfor er han genert, og han er bange for at du vil afslå, hvis han prøver at give dig et kram.”
”Tro på det,” svarer jeg bare.

*

Jeg har kun været i Alexanders hus én gang før. Det er 2 år siden, og jeg husker det slet ikke sådan her: Stort og højt til loftet og med mindst tredive rum. I aftenens anledning er alle møblerne i stuen – på nær sofaerne og de store reoler – taget ud, og rummet er lavet om til et stort dansegulv. Musikken hamrer allerede i højtalerne, da Ida og jeg ankommer, en time før de andre. Vi skal være med til at gøre det sidste klart og tage imod gæsterne. Alexander og David hilser os velkommen, og går derefter ud for at hente en kasse øl ind. Så snart døren lukker sig bag dem, vender jeg mig mod Ida.
”Jeg tror altså ikke, det er nogen god idé.”
”Hvad mener du?” spørger hun.
”Det med at snakke med David,” siger jeg. Ida tager mine hænder.
”Rolig Jane, det skal nok gå. Jeg skal nok sige til inden, jeg snakker med ham. Så sætter du dig bare og snakker med Alexander, og så kommer David hen til dig på et tidspunkt.”
”Håber vi,” mumler jeg.
”Jane, prøv lige at høre.” Ida kigger mig dybt ind i øjnene. ”Jeg vil kun snakke med ham, hvis du har lyst til, at jeg gør det, men du har været vild med ham i årevis, synes du ikke det er på tide at gøre noget ved det?”
”Men sæt han siger nej…” siger jeg.
”Så er han ikke den rette for dig,” siger Ida alvorligt. ”Du skal have det allerbedste.” Jeg får næsten tåre i øjnene.
”Tak Ida,” siger jeg, og krammer mig ind til hende. ”Tak fordi du er sådan en god veninde.”
”Hvis jeg var halvt så god en veninde som dig…” siger hun, og smiler. Jeg smiler tilbage.
”Du fortjener også det allerbedste,” siger jeg. ”Men du har selvfølgelig allerede fundet ham.” I det samme kommer David og Alexander ind med ølkassen, og Alexander råber:
”SÅ SKAL DER DRIKKES!” Ida skæver til mig.
”Det bedste?” siger hun. Jeg griner.
Alexander tilbyder os gavmildt øl, men vi takker alle nej. Mig og Ida skal jo ikke drikke, og David vil gerne vente, til gæsterne er kommet. Alexander selv når at bunde tre, inden de første ankommer.

Klokken halv 11 er alle ankommet, og der er godt gang i festen. Alexander er allerede småberuset, mens David slet ikke har drukket noget endnu.
”Jeg tror, jeg vil holde mig ædru og passe lidt på ham der,” siger han og peger på Alexander. Ida svarer ham, at det synes hun er fornuftigt. Desuden vil hun være glad for hans hjælp.
”Og det er nok smartest at snakke med ham, når han er ædru,” hvisker hun til mig, da han er gået. Jeg giver hende helt ret. Jeg er begyndt at svede nu. Der kan ikke gå ret lang tid, inden Ida finder det passende.
”Når alle de andre er godt fulde, så ingen kommer og forstyrrer os,” har hun sagt. Der kan ikke gå lang tid. Mange kom allerede godt berusede, og nu hælder de den ene øl ned efter den anden.
”Hvis de bliver ved sådan, ender det med at gå galt,” siger Ida bekymret. Jeg er heller ikke glad for, at de bliver så hurtigt fulde, men det er af en helt anden årsag. Jo hurtigere de er fulde, jo hurtigere snakker Ida med David.
Nu kommer Alexander hen til os. Han læner sig op af Ida.
”Årh skat, jeg elsker dig!” siger han, og forsøger at kysse hende.
”Du stinker af øl,” siger Ida, og drejer hovedet væk. Alexander får et mærkeligt ansigtsudtryk.
”Vær dog ik’ så sur,” siger han og slentrer så hen til David. ”Du har altid været min bedste ven, David.” Han falder ham om halsen og banker ham venskabeligt i ryggen. David har svært ved at holde balancen.
”Kom med hen og få en pilsner, sønnike,” pludrer Alexander og hiver i David, men David trækker sig bare fri af hans greb og ryster på hovedet.
”Stakkels Alexander,” mumler han. Alexander begynder at danse, og David går hen i det tomme hjørne hvor sodavandene står.
”Så er det nu,” siger Ida, og kalder så på Alexander. Hun lader som om hun lige skal rette hans hår og beder ham så om at sætte sig og snakke med mig. Han sætter sig lydigt, men knap er Ida gået, før han rejser sig. Shit, jeg er alene!
Musikken bliver skruet højere op, og jeg kan se, hvordan Ida må læne sig tæt ind til David, for at de kan høre noget. Jeg prøver at mundaflæse hende, men jeg kan ikke regne ud hvad det er hun fortæller ham, og da David pludselig drejer hovedet og kigger på mig, skynder jeg mig at slå blikket ned. Der går noget tid inden, jeg igen tør kigge på dem. David har fået et mærkeligt ansigtsudtryk og ryster pludselig kraftigt på hovedet. Mit hjerte stopper med at slå. Han siger nej!
Kvalmen sætter sig øjeblikkeligt i halsen, og tårerne skubber sig på. Jeg har mest af alt lyst til at flygte ud af huset, men mine ben lystrer mig ikke. Desuden synes jeg ikke, jeg kan være det bekendt over for Ida.
Ida er tydeligvis ved at forklare noget meget alvorligt. Hendes ansigtsudtryk er så underligt, og hendes hænder hvirvler rundt i de underligste fagter. David griner og ryster igen på hovedet, mens han kigger ned i jorden. Så siger Ida noget, der får ham til at få et ansigtsudtryk, jeg ikke kan tyde. Hendes eget ansigtsudtryk er også utydeligt.
David siger et eller andet, og Ida ryster på hovedet. Så klapper hun ham på skulderen, og går. Men hun kommer ikke hen til mig. Hun går lige forbi, stadig med det samme ansigtsudtryk, og fortsætter ud på dansegulvet, hvor Alexander straks svinger hende rundt. Det sidste jeg ser er, at hun prøver at rive sig løs, så støtter jeg hovedet i hænderne, og kigger væk.
Måske jeg bare skulle gå hjem nu. Jeg kunne smutte lydløst væk nu, mens ingen alligevel lægger mærke til mig og så sende en SMS til Ida om, at jeg er smuttet. Jeg skal lige til at gøre det, da jeg mærker en hånd på skulderen. Jeg sukker.
”Id’, jeg tror jeg tager hjem nu,” siger jeg bare uden at kigge på hende.
”Så tidligt!” Davids stemme giver genlyd i mine ører. Jeg kigger forskrækket på ham. Han smiler.
”Hej med dig,” siger han.
”Hej,” siger jeg lidt for hurtigt. Det er tydeligt, at jeg er nervøs. David tager en slurk af sin sodavand.
”Kunne du ikke tænke dig at blive her lidt endnu og så gå en tur udenfor sammen med mig?” spørger han.
Der kan kun være to grunde til den gåtur. Enten vil han fortælle mig, at han også er håbløst forelsket i mig, ellers vil han have mig væk fra de andre, for at få fred til at fortælle, at det altså ikke kan gå. Personligt hælder jeg mest til den sidste, men man kan jo aldrig vide.
”Selvfølgelig,” siger jeg. Han smiler igen.
Vi tager vores jakker i gangen, og går ud i den mørke have. Det er køligt i vejret, men alligevel føler jeg mig våd af sved. Jeg knytter hænderne, og borer neglene ind i håndfladerne. På den måde kan jeg bedre holde det ud.
”Ida kom og snakkede med mig,” siger han så. Jeg har ikke stemme til at svare. Vi går lidt i den pinlige tavshed. David ved tydeligvis ikke, hvordan han skal fortsætte.
”Tja, hvordan skal jeg få det sagt..?” siger han endelig. Min kvalme stiger. Han tøver længe, alt for længe. Men så endelig taler han.
”Jeg mener, når du har været vild med mig så længe…”
Jeg kan ikke lide sætningen ’vild med mig’ i hans mund. Det lyder forkert. Som om det ikke burde høre hjemme i en samtale mellem os.
”Så er jeg bare ked af…” siger han. Jeg er klar på det nu. Han har næsten sagt det, selvom han bare hentyder til det…
”Jeg er bare ked af…” siger han, ”at jeg ikke opdagede det før mig og Michelle kom sammen.” Han stopper og kigger på mig. ”Jeg er også forelsket i dig, Jane.”
Jeg snøfter. Så vælter tårerne ud. Jeg prøver at skjule mit ansigt i hænderne, men det hele står ud som en syndflod. David griner ad mig – på den venlige måde altså – og giver mig så et knus.
”Du skal da ikke græde,” siger han, ”vær glad.” Jeg kommer til at grine mellem tårerne.
”Jeg er glad,” hvisker jeg. Han lægger en arm omkring mig, og vi går langsomt fremad. Han sætter sin sodavand til læberne, og tager en slurk. Så rækker han mig flasken.
”Vil du smage?” spørger han. Et enkelt grin kommer over mine læber, og jeg tager flasken. Jeg drikker en slurk, men er næsten ved at spytte den ud igen. Der er slet ikke plads til mere i min mave lige nu. Glæden fylder det hele og flyver rundt som store sæbebobler.
David griner af mig igen.
”Nu kan vi drikke dus, eller hvad det nu er det hedder…” siger han, og peger på flasken.
”Det skal man da bruge to flasker til,” griner jeg. Jeg kan slet ikke andet end at grine lige nu. Det hele er så vidunderligt.
”Nå ja,” siger David. ”Så må vi jo gøre det på en anden måde.” Han smiler, læner sig frem, og kysser mig.

*

Jeg går hen ad vejen. Det er søndag, vejret er dejligt, og jeg er i så godt et humør. Jeg tænker på David og på de ting, der skete fredag aften, mens jeg fløjter i kor med fuglene. Jeg næsten danser af sted hen over fliserne, mens jeg prøver ikke at træde på stregerne. Og så gør jeg noget, jeg næsten aldrig gør: Jeg synger!
Pludselig hører jeg løbende skridt. Jeg vender mig, og ser David komme hen imod mig. Jeg smiler til ham.
”Hej,” siger jeg.
”Hej,” siger han. Hans ansigtsudtryk er underligt, og han kigger ikke direkte på mig. Jeg står stadig med et kæmpe smil, der rækker fra ører til øre, og pludselig falder det mig ind, at jeg vil fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham. Han skal vide det, forstå hvor meget han betyder for mig.
”Jeg…” begynder jeg, men David afbryder mig.
”Vent Jane,” siger han og retter endelig blikket imod mig. ”Altså…” Jeg kigger undrende på ham.
”Hvad er der?” spørger jeg. Han sukker.
”Jane det i fredags… jeg mente ikke noget med det.” Mit smil falmer.
”Hvad?”
”Altså…” Det piner ham virkelig. ”Altså, der var vodka i den sodavand jeg drak, så jeg… og Ida hun bad mig så… Hun ville bare så gerne have, at du havde en god aften, og jeg… altså så sagde jeg, at jeg ville forklare dig det ordentligt, men vodkaen gjorde mig lidt…” Han holder inde og kigger på mig. ”Jeg er virkelig ked af det Jane, men vi kan ikke komme sammen.”
”Men jeg…” tårerne presser sig på i mine øjne.
”Jane,” siger han, og kigger mig ind i øjnene, ”jeg er forelsket i Michelle og ingen anden…”

Jeg vågner med et sæt, og sætter mig op i sengen. Forfjamsket roder jeg efter lyskontakten, og får tændt lyset. Jeg kigger rundt i værelset. Så sukker jeg lettet. Det var bare en drøm!

*

Mandag morgen ringer vækkeuret allerede 06:15. Jeg vil gerne have tid til at gøre lidt ekstra ud af udseendet. Jeg har lagt yndlingstøjet frem. I dag har jeg bare brug for at se godt ud!
Jeg lister stille rundt i huset, så jeg ikke vækker min mor. Jeg hopper i tøjet, og begynder på makeup’en. Lidt efter kan jeg høre min mors vækkeur ringe, og lidt efter rykker hun i badeværelsesdøren.
”Jane?” spørger hun forundret.
”Øjeblik…” siger jeg.
”Nej nej, det gør ikke noget,” siger hun. Jeg kan høre at hun tripper ud i køkkenet og sætter kaffen over.
Da jeg er færdig med makeup’en, har redt håret og selv synes, jeg ser ok ud, går jeg ud i køkkenet. Klokken er fem i syv.
”Du er da tidligt oppe i dag,” siger min mor og stryger en hårtot væk fra mit ansigt.
”Jeg kunne ikke sove,” lyver jeg. Jeg tager morgenmaden på hylden og sætter mig hen til bordet.
En halv time senere står jeg nede ved busstoppestedet. Det er en smuk dag, og fuglene synger. Lidt efter kommer Alexander om hjørnet. Han ser ikke særlig godt ud.
”Fik man lidt for meget at drikke i fredags?” spørger jeg med et skævt smil.”
”Det er ikke så slemt,” siger Alexander. ”Har bare kvalme.”
Jeg nåede aldrig at se hvordan festen endte. Mig og David blev ude i haven i flere timer, og da jeg til sidst frøs for meget, tog vi hjem.
Bussen kommer, og vi sætter os ind. Alexander falder tungt tilbage i sædet og kigger sløvt ud af vinduet.
”Nej, hvor jeg bare ikke holder til to timers tysk lige nu,” mumler han, og tager sig til hovedet. Jeg har allermest lyst til at sige ”så kan du lære det”, men jeg får en smule ondt af ham og vælger at holde mund. Jeg har det heller ikke for godt selv. Tænk nu hvis min drøm går hen og bliver sand. Tænk hvis David slet ikke vil kendes ved mig oppe i skolen! Vi har ikke snakket sammen siden fredag. Tænk nu, hvis der rent faktisk var vodka i den sodavand han drak. Han virkede ikke fuld, men stadig!
Vi nærmer os byen, og Alexander springer pludselig op, og hamrer hænderne mod ruden.
”Hva’ så David!” David vinker, og vender så ansigtet mod mig. Først kigger han bare, men så smiler han. Jeg smiler tilbage, og David sender et flyvekys. Jeg når kun at smile, så er bussen forbi ham.
Alexander kigger underligt på mig.
”Hvad fanden gik det der ud på?” spørger han. Jeg smiler bare.
I næste nu kommer Ida hoppene. Hun kysser Alexander på kinden og sætter sig så ved siden af ham. Så kigger hun på mig.
”Hvordan gik det i fredags?” spørger hun. Jeg kan ikke lade være med at smile.
”Fint,” siger jeg.
”Hvordan gik hvad i fredags?” spørger Alexander, men Ida ignorerer ham bare.
”Er det rigtigt, Jane?” spørger hun. ”Altså, er I så…?”
Jeg nikker.
Ida hviner af fryd og springer over for at give mig et kram. Alexander mumler et eller andet med at blive totalt overset, men Ida er ligeglad.
”Hvordan gik resten af festen,” spørger jeg hende.
”Rasmus endte med at brække sig ud over gulvet,” siger Ida med væmmelse. ”Jeg måtte ringe efter hans forældre, og bagefter begyndte jeg også at smide de andre ud. Mange af dem kunne knap nok gå.” Hun ryster på hovedet.
”Det lyder da sjovt,” siger jeg ironisk. Ida himler med øjnene.
”Og ham der…” siger hun og nikker imod Alexander, ”var helt umulig at få i seng. Han endte med at falde i søvn på sofaen.”
Alexander ser bare sur ud, men da vi lidt efter stiger ud af bussen, tager Ida ham i hånden, og han smiler lidt igen.

Vi kommer ind i klassen, og David møder os med et stort smil. Han kommer hen og giver mig et kram, hvorefter han kysser mig på kinden. Alexander stirrer.
”Altså, hvornår får man en forklaring?” spørger han.
”Hvor meget mere forklaring vil du have, langsomme?” spørger Id, og går også hen for at sige hej til David. Jeg kysser David på kinden, og klassen begynder at pifte. Jeg smiler bare. David hiver mig lidt til side.
”Gå lige med udenfor, Jane,” siger han, og vi går ud ad døren.
”Hvad skal vi?” spørger jeg. David fortsætter ud på fortovet og kigger sig omkring.
”Jeg vil bare gerne gøre gengæld mod Michelle,” siger han.
”Hvordan?” spørger jeg, men i det samme læner han sig frem og kysser mig, mens han lægger armene rundt om mig. Over hans skulder kan jeg se Jannik komme gående med Michelle i hånden. Hun stopper og stirrer imod os. Jeg skynder mig at lægge armene om Davids hals, og jeg kan mærke, at David smiler. I det samme kan man høre et skrig fra Michelle, og jeg åbner øjnene og ser, hvordan hun styrter ind ad skoledøren.
”Michelle?” råber Jannik efter hende, men døren er allerede smækket i. David slipper mig.
”Så kan hun lærer det,” siger han, og vi griner begge to.

*

De næste uger går med lynets hastighed. Jeg fortæller mine forældre om David, og de bliver begge to meget glade og glæder sig til at møde ham.
En onsdag kommer David springende hen og siger, at hans forældre har inviteret mig på middag. Hvad ville jeg sige til lørdag?
Jeg bliver helt forskrækket.
”Hvad skal jeg tage på?” er det første, der kommer over mine læber. David smiler.
”Lige hvad du vil,” siger han. ”De vil elske dig lige meget hvad, du klæder dig i.”
Jeg søger råd ved Ida.
”Ej, hvor fantastisk Jane!” udbryder hun. ”Det bliver da skide spændende.”
”Kunne du ikke tænke dig at hjælpe mig med at gøre mig klar?” spørger jeg.
”Selvfølgelig!”
”Tusind tak. Jeg aner ikke hvad jeg skal tage på.”
”Hvad med en sort kjole? De er altid gode.”
”Kjoler klæder mig ikke!”
”Selvfølgelig gør de det, vi skal bare finde den rigtige.” Jeg ryster på hovedet.
”Held og lykke med at finde den.” Ida tænker lidt, så kigger hun pludselig på mig med et smil.
”Jeg tror, jeg har den perfekte derhjemme.”

Lørdag eftermiddag kommer Ida over til mig. Jeg er så nervøs, at jeg traver frem og tilbage.
”Rolig Jane,” siger Ida, ”du skal jo ikke optræde!”
”Sæt de ikke kan lide mig og forbyder David at se mig!” Jeg kan næsten ikke holde tanken ud.
”Jane!” siger Ida hidsigt. ”Hvor er al din selvtillid blevet af? Selvfølgelig kan de lide dig. De planlægger jo ikke en middag for at finde dine fejl, de planlægger den for at blive gode venner med dig.”
”Sæt jeg ikke kan lide maden!” snakker jeg udenom og trækker min dyne op over hovedet.
”Hold nu op Jane!” siger Ida skarpt og trækker dynen væk. ”Prøv nu kjolen jeg har med til dig.”
Ida hiver kjolen op af tasken. Den er sort med sorte palietblomster, og den er helt fantastisk smuk.
”Hvor har du den fra?” spørger jeg.
”Det har været min mors for meget længe siden,” siger Ida. Jeg kigger forskrækket på hende.
”Så kan jeg da ikke gå med den!”
”Selvfølgelig kan du det,” siger hun. ”Jeg har spurgt min mor, og hun sagde, det var helt i orden.”
Ida hjælper mig i kjolen. Den sidder helt perfekt, og får mig til at se helt fantastisk smuk ud.
”Jeg har også noget andet med til dig,” siger hun, og hiver et par sølvsko op af tasken. Det er de sølvsko, hun købte til nissefesten sidste år!
Hun giver mig dem på, og sætter derefter nogle lange sølvøreringe i mine ører. Så giver hun sig i kast med håret, og med makeup’en. Vi gør som altid. Jeg sidder med ryggen til spejlet, mens Ida lægger makeup og sætter hår. Først bagefter må jeg kigge.
”Så,” siger Ida, da klokken er blevet fem. Jeg rejser mig, og vender mig mod spejlet. Jeg kan ikke holde et ”wow” tilbage.
”Ida,” hvisker jeg, ”det er jo helt fantastisk.” Hun rødmer en smule.
”Tak,” siger hun. ”Jeg har faktisk en lille drøm om at blive kosmetolog.” Hun siger det meget lavt, som om hun er lidt flov over det. Jeg smiler.
”Så vil jeg være din stamkunde.” Ida smiler tilbage.
Hun har sat mit hår op i noget, jeg kun har set tv-stjernerne i fjernsynet med. Makeup’en er nydeligt lagt, og ikke for meget. Forældre kan ikke lide for meget makeup, siger Ida.
Så bliver klokken halv seks, og jeg går ud for at børste tænder. Bagefter hjælper Ida mig i overtøjet, og følger mig hen mod David. Jeg er så nervøs, at jeg er bange for at kaste op. Ida beroliger mig.
”De vil elske dig Jane, man kan ikke andet.”
”Tak søde,” siger jeg og giver hende et knus. Vi står uden for Davids indkørsel.
”Den er fem i,” siger Ida efter et kig på sit ur. ”Vi må hellere lige vente lidt.”
”Jeg vil bare gerne have det overstået,” siger jeg og skal til at gå, men Ida holder mig tilbage.
”Det giver ekstra point at komme præcis,” siger hun med et glimt i øjet.

Præcis klokken seks ringer jeg på Davids dør. Lidt efter dukker hans venlige smil op i døråbningen.
”Hej skat,” siger han og lukker mig ind. Han kysser mig og hjælper mig af med jakken. ”Du ligner en drøm,” siger han. Jeg smiler.
Så fører han mig ind i stuen, og i det samme kommer hans mor om hjørnet. Hun lader blikket løbe op og ned ad mig og smiler.
”Hej Jane,” siger hun og giver mig hånden. ”Jeg hedder Anne-Marie.” Jeg trykker hendes hånd. Så kommer Davids far.
”Hvilken skønhed!” siger han og giver mig også hånden. ”Per Hansen.” Jeg smiler og trykker hans hånd.
”Maden er lige straks klar, I kan bare sætte jer til bords,” siger moderen og vi takker alle sammen.
Det hele går meget nemmere, end jeg har regnet med. Davids forældre er rigtig søde at snakke med, og vi har det rigtig hyggeligt. Davids mor har lavet lasagne, og jeg spiser den i nydelse.
”Du er virkelig god til at lave lasagne!” siger jeg, og hun takker mig mange gange. Bagefter er der is til dessert, og så får mig og David lov til at gå ind på Davids værelse.
”Det klarede du da skide flot!” siger David, da han har lukket døren. Så kommer han hen og sætter sig på sengen ved siden af mig og giver mig et kys.
”Jeg har aldrig været på dit værelse før,” siger jeg. Det er pludselig gået op for mig.
”Det er heller ikke rigtig noget at vise frem,” siger han, og skubber en fodbold ind under bordet. Vi sidder med hinanden i hænderne, og pludselig kigger han mig ind i øjnene. Sådan sidder vi længe, indtil han pludselig spørger.
”Hvad tænker du på?”
”Jeg tænker på…” siger jeg, ”at jeg er den lykkeligste person i verden.”
”Det kan du ikke være,” siger David, ”for det er jeg.”
”Hvordan det?” Han smiler.
”Jeg har fået mig verdens bedste kæreste.” Så læner han sig frem og kysser mig igen.

*

Det er helt fantastisk at have en kæreste. Især når hans bedste ven er kærester med ens bedste veninde. I de kommende uger er vi sammen næsten hver dag. Vi går ture eller går i biografen, og Ida og jeg får også hevet dem med på shopping.
”Nogen skal jo bære vores poser!” blinker Ida, og så må de jo tage med. Nogle gange er vi også bare hjemme ved hinanden, eller vi spiller fodbold i Alexanders have. Livet er herligt, lige indtil den dag, hvor mig og Ida er sammen.
”Jeg har tænkt mig at slå op med Alexander,” siger hun pludselig. Jeg kigger forskrækket på hende.
”Hvad har du?!” Hun kigger væk.
”Jeg synes bare ikke det er sjovt længere. Han er ikke den sjove, søde Alexander som han var engang. Han skal hele tiden spille så smart nu.”
”Men…” Jeg kan slet ikke forstå det. Men så går det op for mig, at selvfølgelig skal hun det. Hvis hun ikke længere er glad for Alexander, så skal hun selvfølgelig ikke være sammen med ham. Og lige meget, hvad hun gør, vil hun altid være min bedste veninde.
Jeg fortæller alt dette til Ida, og hun falder mig om halsen.
”Tak søde,” siger hun, og jeg kan mærke, at hun begynder at græde.

Den næste dag er Alexander ikke med bussen. Da Ida sætter sig ved siden af mig, fortæller hun, at hun slog op i går. Hun er helt rød om øjnene, så det er tydeligt, at hun har grædt.
”Forstod han det?” spørger jeg stille. Ida trækker trist på skulderne.
”Han sagde bare hele tiden, at han elskede mig, og at jeg ikke måtte gøre det. Til sidst var jeg bare nødt til at lægge på.”
”Ringede du til ham?” spørger jeg overrasket.
”Jeg kunne ikke holde ud at skulle se hans ansigt.” Jeg lægger en arm omkring hende.
”Det er fint nok, Ida,” siger jeg, og krammer hende ind til mig.
”Tak søde,” siger hun.

Jeg snakker med David om det henne i skolen, og han kan godt forstå Ida.
”Hvis hun ikke er forelsket i ham længere, er det jo klart at hun skal slå op,” siger han.
”Hun er bare så ked af det,” siger jeg. David nikker.
”Det er fordi hun er sådan en god ven,” siger han. ”Jeg er sikker på, at de nok skal blive venner igen.”
David har ret. Allerede to dage efter ser jeg, at de giver hinanden et knus, og Ida kommer og fortæller, at de har aftalt at være venner igen.
”Det er jeg virkelig glad for, Ida,” siger jeg.
”Det er jeg også,” siger hun.

*

Den kommende tirsdag, i biologitimen, skal vi finde blade. Vi bliver sat sammen to og to, og så får vi ellers 15 minutter til at samle så mange forskellige som muligt. Vi skutter os alle sammen, og kigger på de store regndråber, der begynder at trille ned ad ruden.
”DET ER BARE AT FÅ NOGET TØJ PÅ,” siger Hr. Skovgaard. Han taler altid så højt at det lyder som en råben. ”GRUPPEN DER SAMLER FLEST BLADE, AF FORSKELLIG SLAGS, VIL FÅ EN PRÆMIE!” Ingen virker specielt begejstret. Hr. Skovgaards præmier, er for det meste bare en af hans ulækre flødekarameller, som vi er enige om, må have ligget i hans lomme siden middelalderen.
Jeg er sat sammen med Christian – der egentlig er en meget flink fyr – og vi er helt enige om, at vi ikke har noget hastværk. Vi samler et blad op hist og her, mens Christian snakker om, at han måske snart vil holde en fest.
Længere fremme går David sammen med Naya. Hun elsker biologi og fortæller begejstret David om hvert enkelt blad.
Ida går sammen med Peter, og Alexander med Michelle. Michelle har ikke samlet et eneste blad op, men går bare og skutter sig under jakken.
”Vil du komme hvis jeg holder sådan en fest?” spørger Christian og samler et blad op fra jorden. Vi passere Michelle og Alexander.
”Selvfølgelig,” siger jeg, ”må jeg tage David med.” I det samme lyder der en underlig lyd fra Michelle, og pludselig blander hendes tåre sig med den stadig mere tiltagende regn. Alexander kigger forskrækket på hende.
”Er du okay?” spørger han, men Michelle lader bestemt ikke til at være okay.
”Må jeg ikke godt lige tage med dig?” spørger hun og Alexander lader sig trække med lidt væk.
”Gad vide hvad det gik ud på,” siger Christian forvirret, og jeg nikker.

*

I frikvarteret kommer Alexander hen til mig.
”Michelle er virkelig helt fra snøvsen,” siger han.
”Hvad var grunden?” spørger jeg.
”Hun vil have David tilbage,” siger han. Jeg fnyser.
”Det kan hun godt glemme, den møgsæk!”
”Det prøvede jeg også at forklare hende,” nikker han.

*

Så slutter dagen endelig. Jeg skal hjem til David, så jeg tager afsked med Ida.
”Jane,” siger David pludselig. ”Jeg er sku bange for jeg har tabt min pung!”
”Hvornår?” spørger jeg forskrækket.
”Det må være sket i morges,” siger han. ”Jane, jeg kører lige i forvejen op af stien og ser om jeg kan finde den. Bare begynd at gå, jeg kommer tilbage efter dig.” Så skynder han sig at køre.
”Vi ses i morgen Ida,” siger jeg, og giver hende et kram.
”Ja, vi ses søde,” smiler hun. Så skynder hun sig af sted til bussen.
Jeg går hen ad stien i højt humør. Jeg elsker at være hjemme ved David, og i dag har han oven i købet lovet mig en overraskelse. Men bedst som jeg går der i mine glade tanker, kommer jeg rundt om et hjørne, og dernede ved broen står David og Michelle. Først står de bare og snakker, men pludselig sætter de læberne sammen.
Jeg skriger. David rykker hovedet til sig og kigger på mig.
”Jane, vent!” råber han, men jeg vender rundt og styrter af sted. Jeg kan høre ham sætte i løb bag mig.
”JANE!” råber han, men jeg løber bare endnu hurtigere. Han indhenter mig dog hurtigt og griber fat i min arm.
”Jane, hør på mig,” siger han, men jeg vrider mig bare løs og smækker ham en lussing.
”Din, din…” hvæser jeg, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Han tager sig til kinden.
”Jane, hør nu på mig…” bønfalder han, men jeg er hvidglødende.
”NEJ!” skriger jeg, og bakker væk fra ham. ”DU KAN SKRUBBE TILBAGE TIL DIN KLAMME MØGSO AF EN KÆRESTE, OG LADE MIG VÆRE I FRED!!!” Jeg vender mig om, og styrter af sted.
”Jane!” råber han efter mig, men jeg vil ikke høre mere.

*

Jeg stikker gaflen hårdt ned i kødet, der ligger på min tallerken.
”Er du okay, skat?” spørger min far bekymret.
”Jeg har det fint, tak,” siger jeg hårdt.
”Er det noget med David?” spørger min mor.
”Jeg sagde jeg har det fint!” råber jeg. I det samme ringer telefonen. Min mor rejser sig, og går hen og tager den.
”Hallo… ja, øjeblik.” Hun kigger på mig. ”Jane, det er David.” Jeg rejser mig, tager røret, og lægger på.
”Jamen Jane…” udbryder min mor.
”LAD MIG VÆRE I FRED!!!” skriger jeg, og løber grædende ind på mit værelse.

*

Den næste dag kører min far mig i skole. Da jeg skal til at stige ud, holder han mig tilbage.
”Jane, er du sikker på at du er okay?” spørger han.
”Jeg har det fint!” siger jeg og stiger ud. Jeg smækker døren i og marcherer ind på skolen.
Da jeg kommer ind i klassen, er den næsten fyldt. David sidder med røde øjne, og kigger ned i bordet. Michelle sidder bare og ser uskyldig ud.
Jeg sætter mig på min plads, og finder mine bøger frem. Ida kommer hen til mig.
”Jane, hvad er der sket?” spørger hun, ”David nægter at tale til nogen, og du ligner en tordensky.”
”Jeg vil gerne bare være i fred!” siger jeg.
”Bevares,” siger hun forskrækket og går. Jeg har lyst til at sige undskyld, men jeg kan ikke. Jeg skjuler bare ansigtet i hænderne og græder en smule.

I frikvarteret har jeg fået stemmen igen. Jeg går hen til Ida og beder hende om at gå med udenfor. Hun følger forvirret med. Ikke sur, bare forvirret.
”Jane, er du ok?” spørger hun forsigtigt.
”David har kysset Michelle.” Jeg siger det lige ud, for så er det sagt.
Det rammer Ida som et slag i ansigtet.
”Hvad har han?”
”Jeg så dem i går, da jeg var på vej hjem til ham. De stod på stien.” Min stemme bliver mere og mere hæs, og tårerne presser sig på.
”Jamen…” siger Ida. ”Ej, Jane…” Hun skynder sig at give mig et knus. Sådan står vi længe, mens mine tårer triller ned af hendes røde cardigan.
”Tror du ikke, du burde prøve at snakke med ham?” spørger hun.
”Det kan jeg ikke,” siger jeg. ”Jeg kan slet ikke holde ud at se på ham.” Nu græder jeg virkelig. Ida aer mig ned over håret.
”Så skal jeg nok snakke med ham.”
”Nej,” græder jeg. ”Jeg vil helst have han bare holder sig væk. Jeg kan slet ikke holde det ud.”
”Ok,” hvisker hun. ”Jeg skal nok lade være.”
Klokken ringer.
”Vi må hellere gå ind,” siger jeg og tørrer øjnene.
”Ikke før du har været ude på badeværelset,” siger Ida. ”Du har mascara i hele hovedet.”

*

Jeg kan næsten ikke klare mig igennem dagen. Én gang fanger David min øjenkontakt. Hans røde, triste øjne kigger ind i mine i et kort sekund, så drejer jeg hovedet væk.
Efter skole bliver mig og Ida i klassen og snakker.
”Måske ville han bare give hende et trøstende kram, men så kom han til at kysse hende i stedet,” prøver Ida.
”Nå ja,” siger jeg sarkastisk. ”Ups, jeg kom lige til at kysse dig.” Jeg ruller med øjnene.
”Nej ok.” Ida kigger skuffet ned i gulvet.
”Jeg tror bare godt at jeg vil hjem nu,” siger jeg. Tanken om bare at kunne begrave hovedet i min dyne virker fristende.
”Min far kommer og henter mig i bil,” siger Ida. ”Vil du have et lift?”
”Nej tak,” siger jeg. ”Jeg har egentlig mest lyst til at gå.”
Ida nikker, og giver mig så et farvelkram.
”Pas godt på dig selv, Jane,” siger hun.

*

Mine fødder slæber hen over gruset på stien. Jeg orker ikke at kigge fremad, men kigger bare på mine sko, der tager det ene skridt efter det andet. Pludselig står jeg på stedet. Stedet hvor jeg for cirka tre måneder siden troede at mig og David skulle komme sammen, men hvor han i stedet kørte ned til Michelle.
Jeg får øje på den sten nede ved åen, hvor jeg brugte så mange timer. Langsomt trasker jeg hen og sætter mig på den. Så kigger jeg ned i det blanke vand.
Og nu sidder jeg så her, og føler mig helt alene. Ida er jeg selvfølgelig stadig venner med, men man føler sig så tom, når nogen lige har forladt en. Fagligt går det i det mindste bedre end sidst jeg sad her, men lige nu virker det ikke som nogen stor trøst.

*

Hver eneste dag, hver eneste time, hvert eneste minut. Han vil være i mine…
”JANE!” Et råb flænser mine tanker, og får mig til at kigge op. Hen over græsset, i fuld fart, ruller en sølv cykel, og på den sidder David. Det hele går så stærkt, og pludselig springer han ned, kaster cyklen fra sig, og løber hen til mig. Jeg skal lige til at rejse mig for at løbe, men han når at gribe fat i min arm.
”Nej Jane, vent!” Han trækker vejret i hurtige stød. Jeg kigger bare på ham.
”Jane, du er nød til at lytte til mig,” siger han. ”Jeg kyssede hende ikke! Hun kyssede mig.”
Jeg kigger stadig bare på ham. Ordene siver slet ikke ind. David kigger bønfaldende på mig.
”Jane,” siger han. ”Jeg elsker dig!” Nu fungerer min hjerne pludselig igen.
”Virkelig?” hvisker jeg hæst. Han smiler.
”Virkelig!” Jeg falder ham og halsen, og han knuger mig ind til sig. ”Du må aldrig forlade mig Jane!” hvisker han. ”Jeg elsker, elsker, elsker, elsker, elsker dig!”
”Jeg elsker også dig,” hvisker jeg tilbage. Jeg kysser ham, og knuger mig igen ind til ham.
”Se her,” siger han så, og jeg slipper ham. Han stikker hånden i lommen, og hiver en lille pakke frem. ”Jeg ville have givet dig den i går…” siger han, men stopper sig selv. ’I går’ minder både ham og mig om episoden med Michelle.
”Det er okay,” siger jeg. ”Det er glemt nu.” Han smiler, og rækker mig pakken. Forsigtigt trækker jeg guldgavebåndet af, og rykker det røde papir i stykker. Indeni ligger en lille sort æske.
”Åben den,” siger David. Jeg åbner den langsomt. Så gisper jeg!
”Nej, David…” udbryder jeg. Æsken indeholder den smukkeste ring jeg nogensinde har set. Tårerne begynder at trille ned af mine kinder.
”Den kan jeg da slet ikke tage imod!” græder jeg.
”Selvfølgelig kan du det,” siger han, og tager min hånd. ”Se nu om den passer.” Han hjælper mig med at skubbe ringen ned over mine fingre. Den passer perfekt!
”Tak David,” hvisker jeg, med tåre i øjnene.
”Det var så lidt,” siger han. ”Det er fordi jeg elsker dig!”
Jeg læner mig frem og kysser ham. Et langt, romantisk og vidunderligt kys.

*

Hver eneste dag, hver eneste time, hver eneste minut. Vi skal være sammen altid, og ingen Michelle skal komme i vejen for os. Jeg elsker ham! Han smil, hans latter, ja bare lyden af hans stemme. Jeg er sikker på, og jeg vil altid være det: Han er den mest fantastiske person i hele verden!

 

Giv din mening om historien

Jeg bliver altid glad for at høre din mening om min historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *