‘Smaragdgrøn’ af Kerstin Gier

Originaltitel: Smaragdgrün
Del af serie: Rubinrød-triologien
Forfatter: Kerstin Gier
Genre: Paranormal/Young adult
Læst på: Dansk

 

 

Bagsidetekst: Gwendolyn må og skal opfylde sin skæbne – der er bare ingen, der vil fortælle hende, hvad den går ud på. Siden hun fandt ud af, at hun er den såkaldte Rubin – de sidste medlem ad en hemmelig kreds af tolv tidsrejsende – er alting gået galt. Gwendolyn har en mistanke om, at grundlæggeren af den mystiske orden har ondt i sinde, men ingen vil lytte til hende, og nu strammes det net, som den skumle greve af Saint Germain har spundet i fortiden. Og så har Gwendolyn netop fundet ud af, at hendes charmerende (og irriterende lækre) følgesvend Gideon vist har udnyttet hende hele tiden. På trods af sit knuste hjerte må Gwendolyn drage tilbage i tiden sammen med Gideon for at opklare den mystiske hemmelighed, inden tiden rinder ud…

Åha! Sikke en afslutning på en fuldstændig fremragende triologi. Sjældent har jeg læst en serie  hurtigt, som jeg har slugt Rubinrød-triologien, og jeg ville ønske, at der var mange flere bøger i rækken. I seriens nr 2, Safirblå, beklagede jeg mig en smule over for mange snoede detaljer og lidt langtrukne samtaler, men alt er tilgivet efter denne helt fantastiske afslutning. Jeg holdt så meget af historien, at jeg ligefrem krammede bogen, da jeg havde læst den sidste side.

Jeg er igen utrolig imponeret over det kæmpe arbejde, som Gier har lavet med bogen. At få alle de sideløbende fortællinger og tidsperioder til at hænge sammen – og endda uden at glemme nogle af karaktererne i rodet – det er virkelig imponerende. Og jeg synes, at hun fik lavet en overraskende og rigtig fin slutning på hele hemmelighedsspinderiet, så jeg i hvert fald ikke havde regnet ud, hvordan tingene ville ende.

Gwendolyns rolle i bog nr 2 blev til tider en smule passiv, fordi så meget bliver holdt hemmeligt for hende, og fordi hun lammer sig selv en smule ift. sit kærlighedsliv, men i Smaragdgrøn tager hun i den grad revanche og går aktivt ind i kampen for at regne sin egen rolle ud. Det er skønt med en stærk, kvindelig hovedperson, der kæmper for sin sag (uden at der går decideret rødstrømpe i det hele), og Gwendolyns samarbejde med de andre karakterer (særligt den herlige veninde Lesley) er en sand fryd. Man får som læser lyst til at udbryde ordene “You go girl!” adskillige gange.

Jeg har virkelig nydt tiden i Giers univers, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at læse Gwendolyns historie igen på et senere tidspunkt. Jeg kan kun anbefale at gå igang med serien.