‘Jeg ser dig’ af Michella Rasmussen

Originaltitel: Jeg ser dig
Del af serie: 
Forfatter: Michella Rasmussen
Genre: Young adult
Læst på: Dansk

 

 

Gymnasiet er slet ikke som Augusta havde troet. Mens hendes bedste veninde, Frederikke, falder perfekt ind sammen med resten af klassen, føler Augusta sig fuldkommen usynlig. Hun savner tiden hvor det kun var hende og Frederikke. Da Augusta bliver tilbudt et job som tutor for nyblinde  Oliver, får hun mulighed for at spare op til en sommerhustur alene med Frederikke. Men Oliver er bestemt ikke interesseret i hendes hjælp. Han kæmper stadig med at få sin hverdag til at fungere og vil bare gerne klare sig selv. Under tutortimerne finder de ud af at de har mere til fælles end de først troede, og for første gang i lang tid føler Augusta sig knap så usynlig. Men Oliver ser en helt anden Augusta end alle andre. En Augusta som er mere end bare Frederikkes veninde. Men hvem er Augusta overhovedet hvis hun ikke står i skyggen af Frederikke?

Der er ikke noget som at blive bekræftet i, at vi har danske forfattere, der skriver på niveau med de udenlandske. Med ‘Jeg ser dig’ har Michella Rasmussen virkelig formået at skabe en ungdomsroman, der tager fat i nogle utrolig vigtige temaer, og som endda er modig nok til at tage fat i et utraditionelt tema – nemlig blindhed. Der er ingen tvivl om, at der ligger et solidt researcharbejde til grund for den imponerende fremstilling af en ung mand, der ved nærmest et tilfælde, og fra den ene dag til den anden, mister sit syn. Kan man skrive en kærlighedsfortælling uden den traditionelle, unge, flotte loverboy, der vælter hovedpersonen omkuld med sine talenter? Ja, det kan man, hvis man hedder Michella Rasmussen, og så endda helt utroligt overbevisende.

‘Jeg ser dig’ har mange forskellige temaer, men det mest grundlæggende for historiens hovedperson, Augusta, er ensomhed: den form for ensomhed, hvor man står midt i flokken af mennesker og skriger, men uden at blive set. Veninderne opdager ikke, at hun ikke er med; hendes søster har ikke tid til hendes problemer; hendes forældre ser ikke, hvem hun i virkeligheden er. Fremstillingen af Augustas følelser er fuldt ud troværdige og rammer, så man får knuder i maven og må krumme sine tæer. Hvem har ikke prøvet at blive ladt tilbage, fordi ingen gad at bekymre sig om, om man var med?

Mødet mellem Augusta og Oliver virker godt, og fortællingen imellem dem har skønne drejninger og twist, så vi ikke bare bliver præsenteret for den typiske ‘girls meets boy’-historie. Ingen slutning er givet på forhånd, og fortællingen er alt andet end sort/hvid i sine budskaber, men viser, at man i nogle situationer ikke har mulighed for at vælge en løsning, der ikke vil såre nogen, eller som bare kan gøre hele verden perfekt igen. Den virkelig verden river, gør ondt og består ofte af halve løsninger, og jeg nød at læse en bog, der tør at vise dette frem. Bogens kærlighedshistorie er desuden ikke bare om fyren, Augusta møder, men lige så meget om kærligheden til hendes veninder og ikke mindst – hvis faktisk ikke mest – om kærligheden til sig selv.

Jeg tror, ‘Jeg ser dig’ kan ramme rigtig mange unge piger, der har prøvet at føle sig forkert på den ene eller anden måde (hvilket vil sige alle), og jeg håber inderligt, at Michella Rasmussen vil fortsætte med at skrive lignende fortællinger, der kan inspirere til at stå ved sig selv og sin egen personlighed. En enkelt gang i historien mangler jeg et par følelsesmæssige beskrivelser for at gøre situationen helt troværdig, hvorfor jeg har ladet en lille, halv stjerne stå åben til forbedring, men overordnet er jeg dybt imponeret af historien, der nemt finder plads blandt de bedste, danske ungdomsbøger, jeg har læst.