‘Ravnenes Hvisken’ #2 af Malene Sølvsten

 

 

Originaltitel: Ravnenes Hvisken
Del af serie: Ravnenes Hvisken #2
Forfatter: Malene Sølvsten
Genre: Fantasy / magisk realisme
Læst på: dansk

Bagsidetekst: En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange. For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?
Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?

Tre vil dø. To vil hun svigte. Én må hun slå ihjel.
Hvor langt vil hun gå for at standse Ragnarok?

Sikke en forside! Og sikke en teaser-tekst. Man er jo næsten skræmt, inden man overhovedet åbner bogen. Og der er da også spænding og gru for alle pengene i denne 600-siders fortsættelse til Marlene Sølvstens imponerende debutroman. Fortid, nutid og fremtid kæmper både med og mod hinanden i denne fortælling, hvor vi bliver taget med til en ny og spændende (og farlig!) verden og kæmper med på kanten af verdens undergang.

Annes karakter er stadig fantastisk og unik, og Sølvsten mestrer virkelig at bruge talesproget i sin allerbedste form. Som i den første bog må jeg flere gange le højlydt, når Annes kommentarer falder hårdere end en lussing eller er upassende på den mest fantastiske måde. Hendes personlighed løfter denne bog fra en god bog til en virkelig god bog, og det kan Sølvsten virkelig være stolt af.

I dette værk skinner Sølvstens store forarbejde med bøgerne endnu mere igennem end i første bind. Der er styr på verdener, guder og gudeområder og ikke mindst på et hav af personer, som for læseren kan være en anelse svære at holde fuldstændig styr på. Mens fremstillingen af fortællingens forskellige verdener står knivskarpt og er let slugelig, savnede jeg (som i første bind) et lidt mere simpelt persongalleri  – eller måske lidt færre henvisninger til personer fra tidligere i fortællingen, som er svære at huske.

Der sker en hel masse i denne også forholdsvis lange fortælling. Overordnet er det virkelig godt og velskrevet, og man er som læser underholdt fra første til sidste side – og overraskelser og chokeffekter har næsten ingen ende. Måske sker der dog næsten en smule for meget engang imellem, så personerne næsten konstant er i livsfare, omend de bliver forfulgt at dronningens soldater eller er ved at blive kørt over af en mejetersker. Engang imellem ville jeg gerne have set mod til at turde at dæmpe fortællingen en smule og tro på, at et lavere tempo også sagtens kan holde læseren fast. Når man har så imponerende et sprog som Sølvsten, behøver man ikke konstante dødstrusler for at holde handlingen igang.

Overordnet er Ravnenes Hvisken 2 en virkelig god bog, og der er slet ingen tvivl om, at jeg skal have den sidste bog i trilogien med også. Med alle de hemmeligheder og overraskelser, som Sølvsten har formået at få skabt, forventer jeg intet mindre end et brag af en slutning.