‘Ravnenes hvisken’ af Malene Sølvsten

Originaltitel: Ravnenes hvisken
Del af serie: Ravnenes hvisken #1
Forfatter: Malene Sølvsten
Genre: Fantasy / Magisk realisme
Læst på: dansk

Bagsidetekst: Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt, gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.
Pludselig er den lille by fuld af fremmede med mystiske kræfter. Den asetroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at være tætte på Anne. Men er de venner eller fjender?
For at redde verden fra Ragnarok må hun finde morderen… inden han finder hende.

Fantasy, kærlighed, mytologi og krimi i én og samme fortælling. Det lyder næsten som for meget af det gode, men det fungerer fantastisk. Malene Sølvsten har formået at skabe en bog, der både fanger med sin mystik, sin fremdragne handling og sine skønne karakterer. Sproget er let og flydende og rammer ofte så plet, at det er på kanten af genialitet. Det er formået at få kombineret mystik og uhygge med humor og sarkasme, så jeg flere gange lo højlydt undervejs og måtte klappe i hænderne.

I historien fortæller Anne, at ingen mennesker kan lide hende, når de møder hende første gang. Sådan havde jeg det også. I de første kapitler fandt jeg hende karikeret, og hendes kynisme virkede påtaget. Men nogle få sider længere inde lærte jeg mere om hendes fortid, og pludselig virkede hendes hårde facade og kyniske opførsel helt reel – og meget gennemarbejdet. Igennem historien voksede hun på mig, så jeg kom til at holde utrolig meget af hende – præcis som andre karakterer i bogen beskriver, at de har det med hende (snak om et metalevel!)

Plottet er godt skruet sammen, og selvom der er mange detaljer og karakterer at holde styr på, formår Sølvsten at holde handlingen saftig og let. Som læser når man at mistænke alle i bogen undervejs for at være den frygtede morder, men slutningen overrasker alligevel på alle måder – dog synes jeg med fordel, Sølvsten kunne have lagt en smule flere hints ind i fortællingen.

Brugen er den nordiske mytologi virker original, selvom den har været brugt mange gange før. Man får en klar fornemmelse af, at der er blevet gjort rigtig meget ud af forarbejdet med bogen, og det er skønt at kunne læne sig tilbage og stole på, at forfatteren ved, hvad hun gør. Jeg er meget spændt på at læse 2. del af fortællingen også, hvor jeg håber og tror på, at vi skal involveres endnu mere i mytologien. Og jeg så gerne bogen filmatiseret, for det ville den egne sig rigtig godt til.

Mit eneste store problem med bogen er, at kapitlerne er meget lange. Det gør det til en lidt hård bog at komme igennem, hvis man (som mig) er typen, der mest læser lige inden sengetid. Sølvsten kunne med fordel dele hvert kapitel op i 2 – det ville få den letflydende handling til også at blive letlæselig.