‘Uendelige verden’ af Ken Follet

Originaltitel: World without end
Del af serie: Kingsbridge serien #2
Forfatter: Ken Follet
Genre: Historisk fiktion
Læst på: Dansk

Bagsidetekst: Godt 150 år er gået siden hændelserne i “Jordens søjler”, hvor vi forlod indbyggerne i katedralbyen Kingsbridge, som i mellemtiden er blevet et blomstrende handelscentrum. Men Kingsbridges fred og velstand trues af udefrakommende kræfter, da magtfulde mennesker med modstridende dagsordner, Hundredårskrigen og Den Sorte Død kommer til byen i “Uendelige verden”.

Uendelige verden er efterfølgeren til Jordens søjler, men det er ikke nødvendigt at have læst den første bog for at følge med i denne. Bøgerne er begge imponerende historier, men for mig tog historien et skridt opad fra rigtig god til endnu bedre i bind nr 2. Karaktererne fangede mig en smule mere, handlingen havde ikke de samme lidt tørre passager som i 1’eren, og den historiske tidsperiode med pesten og 100-årskrigen var bare lige mig.

Bogen har fire hovedpersoner, som vi møder første gang som børn og efterfølgende følger som voksne. Karaktererne Caris og Merthin er det elskende par, hvis forhold går grueligt meget ondt igennem. Begge karakterer er ambitøse personligheder, der driver historien med deres viljestyrke og vovemod. Merthin er den talentfulde bygmestersvend, der er med til at få Kingsbridge til at vokse, og Caris er dedikeret til lægekunsten og får en vigtig rolle under pestens angreb i England. Samtidig følger vi den fattige Gwenda, der præsenterer os for arbejderens ubamhjertige vilkår, og vi følger den magtgriske Ralph, der er Merthins bror, men meget ulig ham i personlighed.

Historien er virkelig flot fortalt, og det er et mirakel for mig, hvordan Follet formår at holde styr på alle karakterer og handlingsplot og formår at udvikle det hele igennem historien. Særligt pestens angreb i Europa synes jeg, var utrolig spændende at læse om, og Follet tør være ubamhjertig i dens angreb på mennesker, vi har lært at kende i historien. Desuden slog det mig pludselig, hvor ringe vilkår mennesker har haft, og hvor svært det har været for dem at forstå, hvad pesten var og gjorde. F.eks. troede de, at den smittede mellem folk, der fik øjenkontakt.

Arbejdernes forhold og forpligtelse til at arbejde for deres herre var også en øjenåbner at læse om gennem Gwenda og Ralphs meget forskellige synsvinkler. Både pest og krig er med til at ændre forholdene for arbejdere og herremænd gennem årene, og det er en rigtig spændende udvikling at følge.

Selvom Uendelige verden er en lang bog at give sig i kast med, kan den helt sikkert anbefales. Historien er også filmatiseret som serie under samme titel, men vær opmærksom på, at handlingerne varierer meget fra hinanden.