‘Min indtil midnat’ af Lisa Kleypas

Originaltitel: Mine till midnight
Del af serie: Hathaway #1
Forfatter: Lisa Kleypas
Genre: Romantik, realisme, historisk
Læst på: Dansk

Bagsidetekst: Da Amelia Hathaways familie modtager en uventet arv, bliver de pludselig gjort til en del af de finere kredse. Det er hårdt at vænne sig til aristokratiets væremåde og strenge regler, og Amelia må indse, at det ikke er ligetil at navigere i de fornemme cirkler. Hendes liv bliver dog langt mere udfordrende, da hun møder den rige og smukke Cam Rohan, der ikke agter at tilbyde hende mere end venskab. Det uforløste begær, der besætter dem begge, begynder dog at stå i vejen for Cam og Amelias gode hensigter.

Ud fra mine tidligere bogkøb på hjemmesiden, regnede Saxo.dk sig frem til at anbefale mig ‘Min indtil midnat’ som en bog, jeg nok ville holde af. Jeg undersøgte derefter sagen på Goodreads og kunne se, at bogen havde fået fantastiske anmeldelser, så jeg købte den til sommerferielæsningen sidste år og gik spændt igang – og her over et år efter har jeg fået kæmpet mig igennem en af de mest skuffende bøger, jeg nogensinde har læst.

Det er svært at sige, hvad jeg mindst kunne lide ved bogen, for egentlig synes jeg, der var noget galt med det hele. Historien er tom og kliché, karakterende er overfladiske og intetsigende, romantikken er overdreven og næsten kvalmende, og sproget er elendigt og næsten akavet (dog skal det understreges, at jeg har læst en oversat version, hvilken kan have stor betydning for sidstnævnte). De 1,5 stjerner, jeg kan få mig selv til at give romanen, er for forfatterens evne til at planlægge og skrive en fortælling, der hænger sammen, for det gør den trods alt. Den er bare helt utrolig kedelig og ligegyldig.

For mig har Kleypas villet alt for meget med bogen, og derfor er alt blevet overdrevent. Alting bliver beskrevet med kæmpe armsving og de største tillægsord, så selv et vindue, der blæser ud i en storm, ikke bare kan gå i stykker, men skal ‘slås i tusind stykker og spredes som stjerner på himlen’. Sex skal foregå på lammeskindstæpper under en blændende stjernehimmel, og følelsessnakken er så tyk, at det næsten føles som kviksand. Desuden er stemningen i bogen konstant deprimeret, og der er hele tiden en, der er sur.

Amelias karakter irriterede mig, og jeg synes, hendes personlighed var overfladisk og påtaget. Derudover var jeg ved at få spat af, at hun konstant skulle ‘gispe’ over et eller andet. Det var næsten hver gang, hun snakkede til sidst. Det var med til at gøre alting så evigt oversentimitalt.

Jeg har meget svært ved at forstå alle de gode anmeldelser, denne her bog har fået, men jeg vil vælge at være glad for, at nogen har fået en bedre oplevelse ud af at læse den end mig.