‘Den som blinker er bange for døden’ af Knud Romer

Originaltitel: Den som blinker er bange for døden
Del af serie: 
Forfatter: Knud Romer
Genre: Autofiktion, realisme
Læst på: dansk

Bagsidetekst: Nykøbing Falster er en by, som er så lille, at den begynder med at holde op. Hvis du er inde, kan du ikke komme ud – og hvis du er udenfor, kan du ikke komme ind. Du går lige igemmen, og det eneste spor, som byen efterlader, sidder i tøjet og lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren. Her blev jeg født i 1960, og det var det tætteste, jeg kunne komme på ikke at findes.

”Den som blinker er bange for døden” er Knud Romers selvbiografi, hvor vi følger hans opvækst i Nykøbing Falster, skrevet i den genre, der kaldes autofiktion. Det vil sige, at Romer har taget sig friheden til at digte ud over rammerne for, hvad der virkelig skete, og har pyntet på historien med fiktive træk. Hvor meget der er fakta, og hvor meget der er fiktion er underordnet for fortællingen, der ikke nødvendigvis er skabt for at beskrive Knud, men for at ramme læseren med en anden vinkel på virkeligheden. Problemerne i Knuds liv er ikke nogle, der tilfalder den almindelige dansker, og det er derfor med gru, det undervejs går op for en, at nogle børn har kæmpet med helt andre problemer, end hvad der normalt er opmærksomhed på.

Romer underbygger sin stærke fortælling med et fantastisk sprog, der banker én oven i hovedet med sine skarpe bemærkninger og tragiske komik. Selvom sproget er let og flydende, er der ikke brugt energi på at finde fine fremmedord til at beskrive situationerne. Romer benytter sig af det danske sprog i dets værste karakter, og skriver og beskriver tingene præcis, som de er. Intet er censureret, som om Romer prøver at understrege, at det grimme i hans liv heller ikke kunne skæres fra. Vi får detaljerne og de hårde ord omkring familier, der går konkurs; frihedskæmpere, der bliver hængt i kødkroge; og en dreng, der hader sin tilværelse så meget, at hans fødselsdag er den værste dag i året.

Hvis man skal finde noget negativt at sige om Knud Romers debutroman, er der ikke opbygningsmæssigt gjort meget for at gøre historien let at sluge. Bogens 177 sider kører ud i ét uden kapitler, og kun med enkelte dobbeltlinjeafsnit, når Knud, som fortæller, springer mellem historierne. På de små 200 sider får vi beskrevet livet om mange forskellige personer, som, i den pærevælling det hele fortælles i, er svære at skelne fra hinanden. Et stamtræ i begyndelsen af bogen ville unægtelig have gjort det hele lettere at holde styr på, og fremtidige læsere kan anbefales selv at notere ned. Det er f.eks. med til at ødelægge historien en smule, når personer, man troede var død, pludselig er med igen, fordi man egentlig bare har mistet den røde tråd i familieforholdene, og det er ærgerligt, at det skal sænke historiens niveau.

Alt i alt er ”Den som blinker er bange for døden” en smuk og rørende fortælling, som ikke bare kaster et historisk nyt lys, men også åbner op for litteraturens mange muligheder. Bogen er anderledes end tidens andre romaner uden sammenfattet handling eller brug af nogen berettermodel. Man skal ikke forvente sig spænding, der vender siderne af sig selv, men vil man rammes af en dyb fortælling, der slår øjnene op for virkeligheden, er ”Den som blinker er bange for døden” absolut en læsning værd.