‘Ilttyv’ 1, 2 & 3 af Nicole Boyle Rødtnes

Originaltitel: ‘Over sløret’, ‘Under sløret’ og ‘Gemme sløret’
Del af serie: Ilttyv
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Genre: Dystopi
Læst på: dansk (findes kun på dansk)

Bagsidetekst (Bog 1): “Mit løb tærer på ilten, og smagen af jern i munden bliver stærkere og stærkere. Den lægger sig som en hinde på min tunge. Hvis jeg ikke får fat i mere ilt snart, dør jeg …”
I en dyster fremtid koster hvert åndedrag penge. Kun de rige har råd til kvalitetsilt, som den der fandtes før katastrofen. De fattige må nøjes med dårligere ilt, der langsomt gør dem syge. Troy og Shay kæmper for at overleve, men da Shay bliver fængslet under falske anklager og ikke har råd til at betale ilten i fængslet, bliver de begge tvunget ud i en livsfarlig alliance …

Fordi jeg anmelder Ilttyv-serien et stykke tid efter, jeg læste bøgerne, har jeg valgt at anmelde serien samlet. Bøgerne ligger også direkte i forlængelse af hinanden og læses som en samlet historie opdelt i tre bind.

Nicole Boyle Rødtnes er et kæmpe talent inden for dansk ungdomslitteratur. Hun har udgivet en række bøger af virkelig god kvalitet, og det var mine gode erfaringer med hendes bøger, der fik mig til at kaste mig over Ilttyvserien. Egentlig er jeg nemlig ikke så meget til dystopier.

Mine problemer med dystopigenren er, at alting er så elendigt og håbløst. Genrens udgangspunkt er jo netop en dyster og uønskelig verden, hvor tingene står rigtig slemt til. For mig bliver det bare så kliche og påtaget, at alt bare er slemt slemt slemt, og vi lægger altid ud med at skulle høre den forfærdelige historie om, hvordan alting gik galt. For mig gør det dystopibøger meget ens i deres opbygning, og jeg kan hurtigt få lyst til at lægge bogen fra mig, fordi det hele bliver så kliche-elendigt.

Men Rødtnes kan altså et eller andet, for på trods af genren hun skriver i, holdt hendes historie mig fast. Måske var jeg mere villig til at give bogen en chance, fordi det er Nicole, der har skrevet den, men ikke destro mindre fangede den mig altså, og før jeg vidste af det, stod jeg sørme også og var ved at låne bog 2 på biblioteket – og senere igen bog 3.

Jeg kan rigtig godt lide forholdet mellem seriens hovedpersoner Shay og Troy, fordi de er et søskendepar. I stedet for en typisk kærlighedshistorie får vi her en historie om søskendekærlighed. Shay og Troys personligheder spiller godt op imod hinanden, og deres historier fungerer godt ved siden af hinanden, mens vi hopper fra den ene til den anden som fortæller. I starten af bog 1 synes jeg, alting gik meget stærkt, og karaktererne kom derfor til at virke lidt overfladiske, men i løbet af historien lærer vi dem godt at kende, og de udvikler sig også på en god måde.

Jeg er vild med det miljøperspektiv, der er i Rødtnes historie, og hendes verden holder også vand, selvom den har sine små fejl. Katastrofen i historien virker realistisk, og Rødtnes har taget et solidt udgangspunkt i problemer, vi kender i dag.

Hvis jeg havde været 10 år yngre, havde denne her serie helt sikkert ramt mig endnu hårdere, men selv som lidt ældre end målgruppen nød jeg Nicole Boyle Rødtnes univers.