Undgå skriveblokeringer

“Get it down first – then worry about getting it better. Perfect is the enemy of the good.”
Donald M. Murray

Alle, der skriver, har prøvet det: manglende inspiration; manglende tro på egne evner; et word-dokument, der bliver åbnet og lukket igen; og frustration op til begge ører. Det er den gode gamle skriveblokering.

Skriveblokeringer kommer i alle afskygninger, og nogle gange slynger vi måske også begrebet lige lovligt meget omkring. Jeg bruger det gerne, hvis jeg ikke kan finde ud af at skrive i 2 dage – men en ægte skriveblokering er længerevarende og en vanskelig form for perfektionisme. Den gør folk ude af stand til at skrive mere end et par sætninger, før de sletter det hele igen.skriveblokering

Årsagen til en skriveblokering er perfektionisme, og vi lider alle sammen af det. Vi vil helst have, at det vi skriver, skal være perfekt første gang. Derfor går vi  i stå, læser den forrige linje igen, skriver om, går tilbage, er utilfredse og går i stå. Fordi det, vi har skrevet, ikke er perfekt, bliver vi irriterede på os selv, mister selvtilliden og har svært ved at samle tråden op igen.

Så hvordan undgår vi skriveblokeringen?

Vi lader være med at se os tilbage, mens vi skriver. Hvis man vil skrive, er noget af det vigtigste at lære, at man er nødt til at skrive tingene om mange gange. Først, når man har accepteret det, kan man skrive løs, uden at tænke for meget. I den første gennemskrivning af noget (f.eks. et kapitel) handler det om bare at skrive og skrive, uden at stoppe op eller se sig tilbage. Få tingene skrevet ned! Glem alt om plotfejl, kommefejl eller stavefejl. Glem om du gentager dig selv, eller om handlingen er for kedelig. SKRIV!

Og når du så har skrevet og har nået et afsnit (f.eks. enden af kapitlet), så kan du gå tilbage og med nye øjne læse det skrevne igennem – og skrive om. For sådan arbejder forfattere: de omskriver. Det er hårdt arbejde, og det er hårdt at acceptere – men det er sådan, du undgår en skriveblokering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *