Sideløbende handlinger

Hvis en historie ikke skal blive for kedelig og ensformet, skal der være mere end én handling. Når du har fundet dit overordnede plot, er det derfor vigtigt, at du også finder på sideløbende handlinger. En historie er ligesom dit eget liv: der sker aldrig kun én ting ad gangen.

Det overordnede plot i dit liv er måske, at du står op om morgenen, går i skole, tager hjem og går i seng om aftenen. Med hvad med historien om dine venner, din familie, dine fritidsaktiviteter, dine kærlighedssorger, sine store øjeblikke, osv. osv. osv.?

Ingen gider at læse en bog på 200 sider, der kun handler om at en mand alene skal nå fra A til B. Det, der gør historien værd at læse, er de mange forskellige ting, der spiller sammen – og især historierne om de forhold, der er mellem personer i teksten. Forholdene skal udvikle sig, og derfor er det vigtigt, at der ved siden af det overordnede plot er plads til disse fortællinger.

Lad os som altid bruge Harry Potter som eksempel:

I Harry Potter 1 er det overordnede plot, at Harry starter på en troldmandsskole og i sin hverdag bliver mere og mere opmærksom på nogle ting, der fører ham på sporet af De Vises Sten og til sidst får ham til at gå igennem faldlemmen og møde Voldemort. Men ved siden af den overordnede historie er der også historien om Harry og Rons venskab; historien om hvordan de bliver venner med Hermione; historien om Harry på Quidditchholdet; historien om fjendskabet med Draco Malfoy; historien om Harrys mystiske fremtid, og mange andre historie, der alle sammen er med til at skabe én stor historie.handlinger

Forskellige handlinger i en bog, kan enten løbe sideløbende eller være blandet sammen. Historien om venskabet med Hermione, viser sig at have stor betydning for historien om opgøret med Voldemort, fordi Harry uden Hermiones hjælp aldrig havde klaret den. Sådan blandes de to historier sammen og har betydning for hinanden. Historien om Neville Longbottom er i lang tid kun en sideløbende historie til det overordnede plot, og Neville er mest en person, vi griner en smule af, men i bog 4 har han pludselig en afgørende betydning for Harry i Trekampsturneringen, og i bog 7 er han i den grad en afgørende karakter.

Men hvor mange sideløbende handlinger, skal en historie så have?

Se det er op til dig – men vær forsigtig. Jo flere forskellige historier, du kører samtidig, jo mere er der at holde styr på. Husk at alle historier, du starter, skal følges op på og afsluttes. Hvordan ville du have haft det efter Harry Potter 7, hvis du aldrig fik svar på, hvad der skete med Ron og Hermiones forhold? Og gør det ikke Harry Potter bøgerne langt mere fantastisk, at Rowling fortæller os, hvad Dumbledor ser i Mindespejlet? Eller hvilken fortid Snape har?

Man må øve sig i at snøre mange forskellige handlinger sammen, og notater er en afgørende faktor i den forbindelse. Notér ned, hvad dine læsere mangler at få fulgt op på eller afsluttet, så du, når du nærmer dig slutningen på din bog, er sikker på, du har fået bundet knude på alle enderne. At få forskellige handlingsforløb til at spille sammen, fylde nok i forhold til hinanden og virke troværdige er noget af det sværeste ved at være forfatter – men det er også noget af det mest imponerende, når du mestrer det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *