Lidt mere Mexico

mexi

Nu har jeg allerede snart været hjemme i en uge, og det er ret uvirkelig at tænke tilbage på, at jeg for en uge siden rente rundt i 30 grader på den anden side af Jorden. Lige så underligt som det var den sidste dag dernede at tænke ‘nu skal jeg hjem’, lige så underligt er det at huske, at man rent faktisk har været så langt væk. Nu er jeg tilbage i min vinterjakke, og jeg skutter mig, når jeg står på stationen og venter på toget, der skal køre mig på arbejde. 10 dage har jeg med almindelig hverdag, inden jeg skal rejse igen.

mexi2

Det er godt at have billederne og alle minderne. I dag er det min mors fødselsdag, og min bror og svigerinde kommer hjem og skal også høre om min tur og se billeder. De skal også allesammen have gaver fra Mexico. Min mors fødselsdagsgave har jeg også købt dernede: et smukt mexicansk keramikfad, 4 poser mexicansk kaffe og 3 poser mexicansk the. Kaffen og theen skal hun dele lige med min far, som allerede også har fået en figur af en mayamand lavet i vulkansk sten. Min mor fik en skildpadde i samme materiale den aften, jeg kom hjem. Mayamanden hører naturligvis til mayakulturen, som vi var ude og se en masse gamle ruiner fra, da vi var dernede. På billedet ovenover er det ruinerne ved byen Tulum.

mexi3

Når der nu skal være fest for min mor herhjemme, så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de skønne festaftener i Mexico. I Playa del Carmen, hvor vi boede, var der Ladies Night hver eneste aften, så længe man finder det rigtige sted, og det betyder, at piger kan drikke gratis. Desuden synes de dernede, at danske piger er utrolig smukke, og de brugte os meget til at lokke andre gæster til – det vil sige, at vi kom gratis i VIP-lounge, hvor man kunne se os fra hele gaden, og vi havde personlig tjener på hele aftenen, mens der var flere drenge, der betalte for at få lov at komme op i loungen til os. Så føler man sig altså som en prinsesse!

1 kommentar til “Lidt mere Mexico

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *