Wacky.dk

“And so we ask ourselves… will our actions echo across the centuries?
Will strangers hear our names long after we’re gone…?” (Odysseus, Troy)

Jeg er stor fan af Shakespeare. Ikke fordi jeg nødvendigvis synes, at alt han har skrevet er fantastisk, men mest af alt fordi, hans historier stadig lever 400 år efter hans død. Alle kender historien om Romeo og Julies håbløse kærlighed, og alle kan citere Hamlets “To be, or not to be”. Jeg har intet ønske om at blive kendt eller husket – jeg er ligeglad med, om folk kender mig om 400 år, så længe jeg får et godt liv, mens jeg er her. Men hvis mine historier stadig lever om 400 år (eller bare om 100 år) ville det være det mest fantastiske, jeg kunne opnå. Tænk at kunne skrive en historie, der stadig gør folk varme om hjertet efter hundrede vis af år.

Nogle kunstnere formår at leve videre efter deres død – se Shakespeare, se John Lennon, se Michael Jackson. Eksempelvis lægger Michael Jackson i dag navn til spillemaskiner i Vegas, hvor ”han” er den mest spillede maskine.
Den kunst, de lavede, mens de levede, bliver ved med at glæde folk igen og igen og igen. Tænk at have skabt et værk, der aldrig dør. Tænk om folk stadig lader sig inspirere af det, man har lavet, selvom man selv for længst er forsvundet. Tænk om man skrev den historie, folk stadig spørger efter i boghandleren om 100 år.

Jeg har ikke storhedstanker. Jeg er glad om bare én person læser og kan lide mine historier, mens jeg stadig er i live. Men man kan jo altid drømme om mere.

7 kapitler er skrevet færdigt, rettet af mig, rettet af veninde, rettet af mor, rettet af mig igen. Og hvad så? Er det så nok? Er det så mit bedste arbejde og alt, jeg kan gøre? Bør jeg kigge på det igen? Bør jeg skrive noget om? ….. Eller ødelægger jeg det i virkeligheden, hvis jeg arbejder mere på det?

Det er det evige spørgsmål, jeg altid har siddet med, når jeg har skrevet en historie. Hvornår er det nok? Hvornår er det færdigt? Hvor længe kan jeg rette uden at ødelægge?

Og jeg har endnu ikke fundet svaret…

… kan det være svært at sidde inde og skrive.
Men det holder ikke for mig at tage computeren med ud. Solen skinner for meget i skærmen, og desuden er det svært at sidde ordentligt, og det er svært at koncentrere sig. Men det er nu også svært at koncentrere sig, når man gennem sit vindue kan se de andre ude i solen, og man selv sidder i et dunkelt værelse bag skærmen.

Kompromis: tilladelse til 30 minutter udenfor. Så skrivning.

Nogle gange skal man vel have lov at være jaloux på en person fra One Tree Hill. Selvom jeg nok burde tage mig sammen og få skrevet på min roman i stedet for at se serier hele tiden.

Fald aldrig i staver over din bog midt på en volleyballbane!

Hvis der er noget inden for forfatterteknikker, jeg gerne vil blive bedre til, så er det det at navngive personer. Jeg synes virkelig, det er svært at finde de der helt fantastiske navne, som lyder godt og er nemme at huske. Især fordi jeg samtidig gerne vil have mine personers navne til at betyde noget. Jeg benytter mig meget af latinske ord til efternavne f.eks., således at folk efternavne betyder noget, der har med deres personlighed at gøre. Men det er et stort arbejde, og det betyder, at der er mange af mine karakterer, der igennem det meste af mit skriveri hedder X eller Y eller bowlerhatmanden osv. (jeg har såkaldt kaldt en lærer for Gufguf).

Forleden faldt jeg over et forum på nettet, hvor folk (unge mennesker tror jeg) diskuterede forskellige ting om at skrive. En person bad om hjælp til at navngive en laaang række personer i sin historie (så lang at jeg blev lidt forarget over at hun lod andre gøre så meget af hendes arbejde for hende), og nedenunder havde en fremmed så let som ingenting disket op med 10-15 hjemmelavede navne, hvoraf jeg ikke kunne finde et eneste, jeg ikke syntes, havde charme. Hvorfor har jeg ikke det talent for at sætte tilfældige stavelser sammen til noget nice?

Jeg har brugt måneder på at finde det rigtige navn til “skurken” i min historie, og jeg var kommet dertil, hvor det virkede umuligt at finde et, der både lød godt, lød dystert og havde en god betydning. Men takket være en tilfældig fremmed på nettet, der egentlig havde skrevet et svar til en helt andet, fandt jeg ideen til et navn, således at jeg nu har døbt skurken i  min historie…

… haha, som om jeg fortæller jer, hvad han skal hedde ;)

Min roman er min baby.

Det er kliché, men sådan er det bare. Når man har brugt så lang tid på noget, kan man ikke undgå at få et helt specielt forhold til det. Derfor er det også virkelig grænseoverskridende, når man skal vise den til nogen for første gang. Hver gang jeg har lagt en historie ud på siden her, har jeg været røstende nervøs for, hvad andre syntes om den. Så snart historien var lagt op, har jeg spændt gået og ventet på de første kommentarer fra mine søde læsere. Selvfølgelig er min egen mening vigtigst, men de, der siger, at andres mening ikke betyder noget, lyver for sig selv. Selvfølgelig gør den det. Det er jo ikke fedt at være forfatter, hvis folk ikke kan lide det, man skriver.

Jeg elsker min roman, og jeg elsker min idé, men det er grænseoverskridende at inddrage andre i sit univers. Hvad hvis de ikke fanger pointen, føler stemningen, eller kan føle med hovedpersonen. Hvad hvis de ikke gyser, når det er uhyggeligt, græder når det er sørgeligt, eller griner når det er sjovt. Hvad hvis de ikke føler magien.

Det er grænseoverskridende, men naturligvis et punkt, man skal over. I det mindste er jeg glad for at have en veninde på skolen, der gerne vil læse det igennem, så forlaget ikke er den første, når jeg engang bliver færdig. Og indtil videre er det heldigvis en positiv tilbagemelding jeg får.

Planlægning, noter og disponering er koden til at overskue at skrive en hel roman, men er det nu også så simpelt? Nej. Jeg har efterhånden så mange noter, at jeg behøver noter for at finde rundt i mine noter. Der bliver ved med at være noget, jeg har glemt at få med, noget jeg skulle have undersøgt, eller noget jeg har glemt, jeg allerede har nævnt i et andet kapitel. Jeg er netop ved at rette de første 7 færdigskrevne kapitler igennem, for at opdage, at den samme person fortæller det samme om sig selv i både kapitel 3 og 4. Suk – så meget for planlægning.

Det værste er at sidde med to kapitler, der fungerer og så opdage, at man bliver nødt til at skrive om i et af dem. Især hvis man ikke kan finde på mere at fortælle om denne person, som jo allerede har fortalt om sig selv i det foregående kapitel. Og det er desværre langt fra første gang, at jeg opdager, hvordan mine ideer går igen, fordi jeg glemmer, at jeg allerede har skrevet om dem. Jeg har virkelig ingen idé om, hvordan jeg skal holde styr på det hele, når der er så meget, der skal være med. Gang på gang tænker jeg på J.K. Rowling og alle de detaljer og informationer, hun har med i sine bøger. Den kvinde imponerer mig mere og mere. Én ting er at kunne finde ud af at tage noter og sætte dem i orden (jeg siger jer, mine er organiserede). En anden ting er at huske, at man har en note, man skal huske.

Alle ideer til at overskue sine notater og kapitler bedre er velkomne. Gid jeg kunne kontakte Rowling…

Noget af det vigtigste at lære som forfatter – eller stort set inden for alt – er at kunne tage kritik. God som dårlig. Det er afgjort altid sjovest at få at vide, at det man har lavet er super godt, men faktum er, at man udvikler sig langt mere ved at få at vide, hvor man kan gøre det bedre. Og man kan altid gøre noget bedre.

Jeg har selv haft svært ved at tage kritik – især hvis jeg selv følte, det jeg havde lavet, var godt. Men det var også et stort vendepunkt i min udvikling som forfatter, da jeg lærte at lytte til kritikken – og bruge den! Til at begynde med benyttede jeg mig meget af at vente med at forholde mig til kritikken, hvis den sårede mig. Efter at have læst den første gang og have følt, hvordan rettelserne “gjorde ondt”, fordi læseren ikke havde fundet teksten så fantastisk som mig selv, lagde jeg rettelserne væk, ventede mens jeg sank min stolthed og fandt dem så frem igen. Det gjorde det langt lettere efter et pusterum.

I dag betyder det, at jeg er langt bedre til at modtage kritik. Jeg indrømmer, at jeg stadig kan blive såret over dårlig kritik (f.eks. som da min mor påstod, at min nyeste historie var en kopi af en andens idé, selvom jeg ikke havde overvejet at der fandtes en lignende historie), men generelt er det blevet langt lettere. Og det er virkelig en fordel, når man begynder at læse sine skrevne kapitler igennem og beder andre læse dem igennem, for helt ærligt: andres kritik kan hjælpe til at gøre den tekst meget bedre.

Så er det i morgen kl 07.00 at bussen kører mod Amsterdam med 70 højskolelever om bord. Ti timer skal vi klare den i en virkelig lille dobbeltdækkerbus, men så kommer vi også til en smuk og dejlig by. Jeg har været i Amsterdam en gang før for en del år siden, og jeg glæder mig til at komme tilbage. Vejret ser ud til at blive hæderligt, så det skal nok blive en rigtig god tur.

Vi er tilbage igen sent lørdag, så ingen blog før tidligst søndag. God uge til jer <3